Opfattelsen af Castlereaghs politik er i løbet af de sidste 20 ar
undergået en betydelig forandring. Først har forskere som Phillips
og Salomon, og i de senere ar C. K. Webster, professor ved

Wales' universitet, i et par digre værker, der bygger på grundige
arkivstudier, foretaget en delvis omvurdering af engelsk udenrigspolitiki
årene 1812—22.

I sin sidste bog The Foreign Policy of Castlereagh 1812^—15 (London 1931) undersøger Webster den rolle, C. spillede i disse års europæiske storpolitik, (medens det engelsk-amerikanske spørgsmål lades ude af betragtning). Resultatet er blevet C.'s placering i rækken af store engelske udenrigsministre. Webster kalder ham en statsmand i ordets sande betydning og fremhæver, at C. ikke blot følte sig som britisk minister, men nok så meget som mægler i de kontinentale stridigheder. Som Pitts store elev vilde han virkeliggøre dennes plan fra 1805 om Europas rekonstruktion. Allerede i septbr. 1813 udarbejdede han forslag til en permanent defensiv alliance rettet mod Frankrig til sikring af freden, og denne alliance og Antwerpens løsrivelse fra Frankrig var hovedformålet for C, da han i Dec. 1813 rejste til kontinentet, hvor det også lykkedes ham at få de allieredes stridigheder bilagt ved traktaten i Chaumont.

Begyndelsen af året 1814 kendetegner C.'s højdepunkt som statsmand, idet han fik ordnet det nederlandske spørgsmål, der var af så vital interesse for England, og samtidig anerkendt, at spørgsmålene om herredømmet på havet og forholdet til U. S. A. var »domestic questions«.

På Wienerkongressen var C. talsmand for ligevægtsprincippet. Ganske vist mislykkedes hans forsøg på i det polske spørgsmål at standse Rusland ved Weichsel, men ved den fransk-østrigskbritiske defensive alliance den 3. Januar 1815 satte han, trods sine instruktioner, bom for Ruslands og Preussens krav og hindrede Sachsens tilintetgørelse. C.'s forsøg på at gennemføre Pitts ide om en almindelig gensidig territorial garanti omdannedes under indtryk af erfaringerne fra Wienerkongressen til en plan om at sikre freden ved kongresforhandlinger fremfor ved trusel om væbnet magt. Når C. opgav garantien skyldes det måske modstand fra kabinettet.

Webster lukker ikke øjnene for C.'s store fejl. Hans mangel på sans for andet end kendsgerningerne hindrede ham i at modtage støtte fra folket, og han forstod ikke som Canning at appellere til følelsen. Han vildledte t. eks. parlamentet m. h. t. sin stilling til Sachsen og Murat. Webster kritiserer ligeledes hans konservative indstilling og ringe sympati for de nationale og liberale bevægelser i Spanien og Italien, der vel kunde bruges mod Napoleon, men efter dennes fald skulde dæmpes. C. vilde gøre alt selv og efterlod sig i modsætning til Pitt ingen elever.

Tidligere har Webster udgivet The Foreign Policy of Castlereagh 1815_—20 (London 1925), der nærmest skildrer C som ophavsmanden til det kongressystem, der i de år var herskende i europæisk politik. De magtpolitiske modsætninger er dog ikke trukket skarpt nok op. I Paris som i Madrid og på Balkan måtte C. kæmpe mod russiske intriger, til gengæld modsatte han sig på Aachenkongressen Alexanders forsøg på at benytte alliancen til at sikre de bestående dynastier og forfatninger. Trods Cannings modstand fik han gennemført »the reunion of the Great Powers« og fremtvang Frankrigs Rømning og optagelse i alliancen.

C. delte den almindelige frygt hos tidens statsmænd for revolutionen, men reaktionær var han ikke, og han forstod, at parlamentet nok var antirevolutionært, men ikke antiliberalt, han protesterede således mod Troppaukongressens udstrækning af interventionsprincippet som stridende mod international lov. Han vilde helst give de spanske kolonier i Sydamerika tilbage til moderlandet, men var tilsidst villig til at anerkende enhver koloni, der antog monarkiske institutioner; frygten for U. S. A.'s indflydelse drev ham hertil. Webster mener, at anerkendelsen af de spanske koloniers uafhængighed vilde være kommet tidligere, hvis C. havde levet længere, idet han ikke som Canning vilde være blevet hindret af kongen og parlamentet.

Englands deltagelse i kontinentets politik 1812_—22 var udelukkende C's værk og kunde ikke fortsættes af hans efterfølgere idet alliancen var afhængig af C's personlige kontakt med de ledende europæiske statsmænd. Selv han fandt t. Ex. ingen støtte hos Metternich og Alexander i arbejdet for i Spanien og Neapel at skabe en forståelse mellem krone og demokrati.

En speciel side af engelsk udenrigspolitik behandler G. J. Renier: Great Britain and the Establishment of the Netherlands 1813_—15 (Haag 1930). Det engelske diplomati har skabt kongeriget Nederlandene. Allerede i 1805 vilde Pitt tilvejebringe et stærkt Holland og samtidig gøre en af de tyske magter delagtig i dets forsvar. Når unionen mellem de nordlige og sydlige Nederlande, trods folkenes ligegyldighed, blev stiftet, skyldes det alene Castlereagh og Oranieren. Den sidste, der i foråret 1813 blev Englands klient, vandt C. for sig, og allerede ved den første Pariserfred skaffede C. Holland Belgien vest for Maas, medens forsøget på at trække en anden magt med ind i forsvaret af Nederlandene strandede dels på Østrigs uvilje mod atter at overtage Belgien, dels på Preussen, der ikke vilde nøjes med det belgiske område på Maas' højre bred. En plan fra 1803 om en Union af Nederlandene under huset Oranien blev da taget op af C.

Det engelsk-hollandske forhold beherskedes dels af politiske og dels af økonomiske faktorer. I begyndelsen begunstigede C. Oranierens ønske om en stærk centralmagt og anbefalede en påtænkt forbindelse mellem prinsen af Oranien (Vilhelm II) og regentens datter, men da det kom til forhandlinger om de hollandske koloniers endelige stilling, blev de økonomiske faktorer de vigtigste, handelsstridigheder opstod, og C, der oprindelig vilde tilbagegive alle de hollandske kolonier, blev bl. a. af stemningen i Liverpool tvunget til at beholde nogle af dem.

Renier påviser Ruslands interesse for Holland og skildrer, hvorledes Alexander fik revet Holland ud af det engelske ledebånd og var med til at bringe ægteskabsplanen mellem husene Oranien og Hannover til fald. Overensstemmende med Webster fremhæver Renier modsætningen mellem C.'s europæiske politik og hans kollegers traditionelle synspunkter.