Den 26. August 1932 døde Professor Edvard Bull i Oslo, 50 Aar gammel; kun en Snes Aar kom han til at arbejde i historisk Videnskab, i femten Aar var han Universitetslærer. Som Professor fulgte han efter Ernst Sars, der var den blandt de ældre Historikere, han havde mest Samfølelse med og ærede højest. Ligesom Sars var Bull aaben for videnskabelige og litterære Impulser og lydhør for Tidens Ideer. Hans overordentlige Receptivitet gjorde, at han stod i en Udvikling, der ikke sagtnede med Aarene.

Edvard Bulls første historiske Forsøg, der var fremkaldt af en Prisopgave, udsat af det theologiske Facultet, gjaldt Skrifte og Bod i den norske Kirke i Middelalderen; ud af denne Studie voxede Disputatsen Folk og Kirke i Middelalderen (1912). Men Tiltrædelsesforelæsningen i Sept. 1917 røbede, at han var ved at lægge et større Forskningsomraade under sig. I 1920 udkom det i metodisk Henseende vigtige Arbejde Leding, der er blevet til under Tilskyndelse af Erik Arups Afhandling »Leding og Ledingskat i det 13. Aarhundrede«, og i 1922^—1927 Kristianias Historie, som har laant Ideer fra Sombart. Denne Bog med indtrængende Redegørelse for økonomiske Vilkaar og Samfundsforhold, med de stadige Udblik fra Byen til Oplandet og det hele Rige var Lokalhistorie i ny Forstand, og Bull blev en Foregangsmand paa dette Felt. Han holdt paa, at Lokalhistorien, dreven med Indsigt og god Metode, var af største Værdi for den almindelige Historie, og gennem Foredrag paa Hjemstavnskursus, offentliggjorte under Titel Innledning til bygdehistorisk Studium, gav han Vejledning og kastede Ideer ud i Mængde. At finde, hvor Opgaverne laa, var hans Styrke. De historiografiske Oversigter i »Norsk historisk Videnskap« og »Histoire et historiens depuis cinquante ans« gav ikke blot Tilbageblik med billig Vurdering af det Arbejde, der var gjort, men viste atter og atter hen til de uløste Problemer.

Fremstillingen af Tidsrummet 1000—1280 i Det norske Folks Liv og Historie gjennem Tiderne blev Edvard Bulls sidste Værk. Pladsen var trang for saa omfattende et Æmne, men maaske var det netop et lykkeligt, for hans Evner passende Forhold. Hans Fremstilling er knap og grej med mange rammende Bemærkninger.I Vurderingen af den litterære Overlevering staar han under Indflydelse af Kohts Sagakritik, ¦— i sit Syn paa Udviklingener

viklingenerhan vel ogsaa til en vis Grad paavirket af den ældre Collega: Brydningen mellem Samfundets ulige Lag er Historiens Indhold, Kampene mellem det vidtstrakte Norges Landsdele, Trondelagen, Yestlandet, Viken, med uensartet Udvikling og social Forskellighed fylder Aarhundrederne. Men vigtigere end hvad Bøger og Samvær med Fagfæller kunde lære er Erfaringerne fra Nutidens Samfundskamp, som Bull, der var en af det norske Arbejderpartis Førere, stod midt i. Disse stærke Indtryk har præget hans Værk og bestemt Valget af det, han drager frem som det væsentlige, uden at det dog kan siges, at han har været snæver eller har maalt den gamle Tid med Nutids Maal.