Slægtsstrategier hos den danske kongeslæsgt i det 12. århundrede: svar til Helge Paludan

 

Historie/Jyske Samlinger, Bind 2000 (2000) 1

Slægtsstrategier hos den danske kongeslæsgt i det 12. århundrede: svar til Helge Paludan

Af Thyra Nors

Helge Paludan har ret i, at der gar en skillelinje mellem middelalderhistorikere i sporgsmalet, om der bor foretages sammenligninger pa tvaers af geografiske skel,1 og faktisk demonstrerer Paludan i sin omtale af Saxo uforvarende, hvor nodvendig komparation er. Han har nemlig ikke ret i, at Saxos brug af fortuna-begrebet er et argument for, at Saxo er gammeldags, endsige antiklerikal. Anvendelsen af begrebet er ikke noget, som stiller Saxo uden for det gode selskab blandt sine kolleger i international sammenhaeng.2 Kirkefaedrene havde ganske vist fordomt fortuna, men begrebet blev ikke desto mindre taget op i forbindelse msd den karolingiske historieskrivning og fik herefter status som fast ingrediens i mange kroniker og gestae fra hele Europa. I det 12. arhundrede optraeder historie og fortuna i mange tekster som snaevert forbundne begreber. Fortuna er fx et centralt begreb hos den tyske historiker Otto af Friesing(ca. 1114-1158)/

En komparation af Saxo med denne og andre mere eller rnindre samtidige historikere med henblik pa visse centrale begreber forekommer mig at vaere den eneste vej til at afklare, hvor specielle eller saerligt danske Saxos begreber kunne tasnkes at vaere. Det vil dog formentlig ikke vasre tilstraskkeligt med en bred geografisk komparation. En mere interdisciplinaer tilgang vil ogsa vaere onskvaerdig, fordi historikere som oftest ganske enkelt ikke har den nodvendige ide- eller litteraturhistoriske indsigt. Jeg mener. at deter anakronistisk at betragte Saxos vaerk som et rent historisk vaerk og derved overse, at det ogsa tilhorer en litteraer genre.

Jeg vil fortsaette i det komparative spor og praesentere det syn pa slaegten, der som Paludan rigtigt p&peger ligger bag min laesning af Saxo.4 Udgangspunktet er en simpel konstatering af, at beretninger om mord og massakrer inden for en og samme farnilie er et gennemgaende track overalt i Europa i tidlig - og hojmiddelalder inden for den elite, som kilderne omtaler. Kilderne blev skrevet i forskellige situationer og med mangfoldige hensigter, men beskrivelsen af mord inden for familien er et til— bagevendende tema. Det ligner et generelt europasisk monster.

Den franske historiker Marc Bloch gor i sit skelsaettende vasrk La Societe fcodale (1939) opmaerksom pa, at sammenstodi det »feudale« 12. arhundrede ofte fandt sted inden for en og samme familic. Dette forklarer hansom et resultataf en krise i sarnfundet. Han bena^gter,at der skulle vasre tale om en modsa'tning mellem ideal og realitet.? Deter imidlertid netop en s&dan modsietning,jeg vil foreslS med denne lille artikel. hvor jeg med eksempler fra danskekilder fra det 12. arhundrede vil praesentere den hypotese, at netop kontrastenmellem ideologi og praksis betod,at

Side 56

tod,atslaegt var et potentielt konfliktomrade.

Danske historikere har i nogen grad vaeret pavirkede af Marc Blochs vaerk, hvori han prassenterer middelalderen som en epoke, hvor slaegtsrelationer havde en stor betydning for samfundets vitale funktioner, om end dette slaegtssamfund antages at vaere pa retur. Marc Bloch anser nemlig de feudale b&nd for at vaere et svar p& slasgternes tilbagegang .h Oprindelig var der ifolge Marc Bloch »De vastes gentes, fortement cimentees par le sentiment vrai au faux d'une descendance commune et, par la meme delimitees avec beaucoup de precision.«7 Der var ikke noget revolutionerende i dette syn pa slasgten. Deter typisk for perioden, at man mente, at samfundet oprindelig havde vaeret domineret af slaegter, der hang sammen som aertehalm. Tyske historikere var pa dette punkt mindre nuancerede end Marc Bloch.8 Denne havde nemlig blik for, at der ikke fandtes noget bevis for eksistensen af en oprindelig patrilineasr arvefolge, som han klart sa som forudsaetningen for lukkede slaegtsgrupper. Alle vidnesbyrd peger pa en bilateral skegtsstruktur i det kontinentale Europa, og det betyder, at slaegtsgrupper ikke havde hverken permanens eller fast afgraensning: »Les devoirs etaient rigoureux, mais le groupe, trop instable pour servir de base a l'organisation sociale tout entiere.«g Marc Bloch antager, at en patrilineaer struktur matte have eksisteret endnu ved middelalderens begyndelse, men kun i udkanten af Europa. Dette synspunkt blev delt af de danske historikere i efterkrigstiden, som fastslog, at en patrilineaer struktur maltte vaere gaet forud for den indlysende bilateralitet i de danske kilder fra det 12. arhundrede .10

Med dette udgangspunkt i de forste Srtier efter krigen blev sporgsmal om familie eller slaegt ikke anset som centrale tralefor forstaelsen af det middelalderlige samfund. Dette aendrede sig fra 1971, hvor Ole Fengers retshistoriske disputats paviste, at de danske landskabslove konstant refererede til begrebet slaegt." I de to efterfolgende Artier blev der i Danmark publiceret to storre undersogelser, Carsten Breengaards og Helge Paludans, som begge, om end p& hojst forskellig made, fokuserede pa slaegtens rolle i samfundet. Kun Breengaard var dog direkte inspireret af Ole Fenger.12 Helge Paludan fulgte snarere en international trend i retning af at tillaegge slaegtsrelationer betydning, som forst og fremmest var ansporet af den britiske antropolog Jack Goody, hvis vaerk om familiens udvikling i middelalderen kom til at spille en overordentlig stor rolle for historieforskningen i Europa fra midten af 1980'erne.13

Gennem de seneste Artier har adskillige undersogelser beskaeftiget sig rned slaegtsorganisering i Vesteuropa og Skandinavien. Mange af disse undersogelser har det til faelles, at de understreger, at der ikke var klare graenser for slaegtsforhold. Hvert individ tilhorte i det bilaterale slaegtssystem flere grupper. Derfor vil det vaere forkert at opfatte slaegten som et subjekt, der er i stand til at handle. Den nyere litteratur omfatter et opgor med ideen om, at der i udgangspunktet skulle vaere en grundlaeggende forskel mellem den romerske og germanske slaegtsorganisering.14 Andre undersogelser har beskasftiget sig indgaende med bilateralitetens udtryk i forskellige middelaldersamfund.I''

Der tegner sig efterhanden et aendret syn pa slaegt og slaegtskabsband. En forsigtigdistance til tiltroen til en oprindeligpatrilinearitet finder vi hos Kai Horby i Dansk socialhistorie fra 1980,16 men et egentligt opgor med ideen kom fra den svenske folklorist David Gaunt og den svenske retshistoriker Christer Winberg. Fra 1990'erne aktualiserer interessenfor

Side 57

teressenforkvindehistorie overvejelser over det bilaterale slasgtssystem, sorn jo uomgaengeligt medfor3r, at kvinder i en eller anden forstand taeller med.'7

Forestillingen om et slasgtssamfund, hvor store, sammenhaengende slaegter varetog retsudovelsen og holdt hinanden i skak, er dog fortsat aktuel. Deter Helge Paludans bog Familia og familie fra 1995 et eksempel pa.18 Det kan derfor ikke undre, at Paludan i sit debatindlasg ikke bifalder mit forslag om en analytisk skelnen mellem slaegt som ideologi og praktisk fungerende slaegtsgrupper. Denne indsigt er dog ikke sa fortasnkt, som Paludan ud fra min nodtorftige reference til Steven D. White er blevet forledt til at tro.19 Det handler ganske enkelt om, at mens det ideologiske pabud om sammenhold mellem slaegtninge var yderst kontant og unuanceret, sa var det i praksis straks svasrere at afgore, hvem der burde holde sammen med hvem. Der var nemlig ikke fra slaegtssystemets side udstukket klare graenser for slaegtstilhorsforhold. Deter blandt andet denne bilateralitetens kompleksitet, jeg vil kredse om i det folgende.

I den forbindelse vil jeg introducere Anne Knudsens historisk-antropologiske undersogelse af det korsikanske samfund 1730-1914, som indeholder overvejelser om det bi laterale slaegtssystems funktion og betydning i oens politiske liv.20 Der har ofte vasret trukket paralleller mellem den middelalderlige fejde og den korsikanske vendetta i en senere tid. I begge tilfaslde har det vseret opfattet sadan, at der var tale om, at familier beksempede hinanden gennem smakrige og haevnaktioner, hvor slaegtsbindingerne blandt andet gav sig udtryk i, at det var fuldt lige sa aerefuldt som haevn at draebe en af drabsmandens slaegtninge som at draebe drabsmanden selv. Fejde, haevndrab og mandebod har ofte vaeret fremhaevel som vidnesbyrd oni eksistensen af et slasgtssamfund, hvor hole samfundets regulering hvilede pa skegter og deres indbyrdes magtbalance .21

Det korsikanske samfund med sine mange fejder og drab er ofte blevet betegnet som et slasgtssamfund. Det fremgar af Anne Knudsens undersogelse, at oens mange drab fandt sted i forbindelse med vendettaer, og at kilderne faktisk omtaler disse som »un duel familie a famille«. Det overraskende er imidlertid, at i ganske mange drab var morderen og hans offer, hvad vi vil opfatte som beslafgtede. I mindst en tredjedel af tilfasldene endog nasrt beslaegtede, for kilderne omtaler dern som faetre, onkel, nevo. svigerfar eller svoger. En faetter fremstar saledes som en hojst sandsynlig modstander i en vendetta. En del af de resterende to tredjedele af drabstruend og draebte kaldes i kilderne blot »parentes« svarende til beslaegtede. Anne Knudsen mener, at parentes henviser til gruppen af fjernere slaegtninge, som der ikke findes nogen saerskilt betegnelse for i sproget.22 Der forekommer dog umiddelbart ogsa at vaere den mulighed, at parentes kan henvise til slaegtskab, som ikke er kildens forfatter naermere bekendt.

Det skulle undre mig meget, om en tilsvarende undersogelse af specielt den tidlige middelalders kilders udsagn om drabsmasnds og draebtes slaegtsrelationerikke ville vise en lignende hoj frekvensaf interfamiliaere drab.23 Nu er der naturligvis med de kilder, som star til radighed, bade nar det gaelder middelalderenog Korsika, ikke tale om, at der kan fo ret ages en egentlig statistisk undersogelse.Det vil blot vaere rnuligt at fastsla en tendens. Dog kan der, i det omfang kilderne gor det muligt, naturligvislaves egentlige beregninger af, hvor mange tronskift der involverede drab, og hvem der i givet fald draebte hvem. De islandske kilder tillader desudenet

Side 58

udenetindblik i overklassen et niveau
under konger og fyrster.24

Love giver ikke umiddelbart nogen indsigt i et samfund. Arvelovgivningen pfi Korsika favoriserede mandlige arvinger og var mere patriarkalsk end megen middelalderlig arvelovgivning.25 Det bilaterale islaet bestod udelukkende i, at dattersonner kunne arve deres morfar. Andre kilder afslorer imidlertid, at de grupper af slaegtninge, som optraeder samlet, ikke udelukkende bestod af det, man kunne kalde patrilineaere slaegtslinjer. De bestod snarere af en kombination af blodsbeslaegtede og indgifte.26 Som i middelalderen var aegteskabet en central allianceskaber. Anne Knudsen konstaterer, at kombinationen af nedstamning og alliance ikke pa Korsika etablerede afgraensede slaegtsgrupper, men derimod et netvaerk uden fast afgnensning. De slaegtsgrupperinger, som fandtes i det korsikanske samfund, var etableret med bestemte formal eller i bestemte anledninger, og den temporaert sammenhaengende gruppe kunne kun fungere ved at inkludere visse slaegtninge fra netvaerket og ekskludere andre. Anne Knudsen understreger, at den mftde, hvorpS korsikanerne valgte at understotte visse slaegtsforbindelser og se bort fra andre, ikke var en del af selve slaegtssystemet.27 Der vanned andre ord ikke nogen faste normer for, hvem der skulle til- eller fravaelges. Og heri la allerede kimen til en konflikt.

Deter mit forslag, at Anne Knudsens overvejelser om slaegtsrelationer pal Korsika kan inspirere til at stille nye sporgsm&l til, hvad der er pS spil i de middelalderlige kilder. Der skal naturligvis ikke foretages en egentlig sammenligning af de to samfund, det 12. ftrhundredes Danmark og det langt senere Korsika. Komparationen gaelder selve slaegtssystemet. Der er allerede af historikere foretaget undersogelser af middelalderlige kilder, som har givet anledning til observationer, der lader sig sammenligne med Anne Knudsens resultater, nar det gaelder slaegtsgruppernes temporaere og udskiftelige karakter .28 Ikke mindst Steven D. Whites konkluderende betragtninger om slaegt i det 11.-12. arhundredes Frankrig har mange paralleller til Anne Knudsens observationer. Han kommer ogsa ind pa den potentielle konflikt, som ligger i, at praktisk fungerende slaegtsgrupper skabes gennem et bevidst til- og fravalg af slaegtninge.29

Jeg finder det sandsynligt, at der fx i Danmark i det 12. arhundrede ligesom pa Korsika i nyere tid var tale om et samfund med staerke forestillinger om et sammenhold inden for slaegten, som stod i modsaetning til de faktiske forhold, dvs. et slaegtssystem, som blot tilbod et diffust netvaerk. Der var ingen mekanismer i slaegtssystemet, som sikrede etableringen af afgraensede slaegtsgrupperinger, der ville kunne leve op til det eksplicitte moralske krav om sammenhold. Deter derfor min forelobige hypotese, at der i middelalderens Danmark ligesom p& Korsika blev gjort forsog pa at sl& bro over modsaetningen mellem det moralske krav (om sammenhold) og slaegtssystemets henvisning til et diffust netvaerk af slaegtninge gennem udovelse af det, jeg vil kalde slaegtsstrategier, og som betegner alle de mekanismer, der kunne fremme dannelsen af afgraensede slaegtsgrupper.1"

Helgener, det kristne monarki og det kristne aegteskab er institutioner, som jeg ud fra denne synsvinkel i det folgendevil se som institutioner, der indg&r i en slaegtsstrategi. Det bilaterale slaegtssystem,der, som allerede Marc Bloch praeciserede, betod, at slaegten umuligt kunne fungere som enhed, eksisterede i et samfund, som man med nogen ret fortsat kan kalde et slaegtssamfund i den forstand, at slaegt s&vel ideologisk som praktisk spillede en overordentlig stor

Side 59

rolle for hele samfundets made at fungerepa. Slaegten var i det yderst decentraliseredesamfund et organisationsprincipog en alliancemodus, som ingen kunne undsla sig. Samfundet bestod ikke af sammenhaengende og indbyrdes kaempende slaegter, som en traditionel germanistisk model vil forudssette. men slaegt var ikke desto mindre et omdrejningspunktbade i tanke og handling.

Den sakaldte politiske historie i det 12. arhundredes Danmark tager sig tekstnaert laest ud som et stort familieslagsmal. Deter hele tiden brodre eller faetre, som kaemper indbyrdes om magten. Det, som historikerne traditionelt har betragtet som politiske handlinger, er, hvis man holder sig strengt til teksten, intet andet end manifestationer af arve- og tronf'olgekrav. De, som kaemper indbyrdes og efter tur kommer pa tronen, var alle, hvis vi skal tro kilderne, efterkommere efter Svend Estridsen. En stor del af de kilder, som er overleveret fra det 12. arhundrede, omtaler netop disse medlemmer af kongefamilien. Det interessante er, at der er aspekter i flere af disse kilder, som kan laeses som strategier for at definere en slaegtsgruppe, idet de beskaeftiger sig med at ekskludere medlemmer af nedstamningslinjen fra arvefolgen.

Saxo viser, at kongerne Valdemar den Store og hans son Knud, som begge var ved magten, mens Saxo skrev, var af legitim afstamning og dermed ogsa legitime arvinger til kongemagten i modsastning til andre grene af familien, som ogsa kunne pilberabe sig at vaere Svend Estridsens efterkommere. Pa denne made skriver Saxo implicit kongefamiliens genealogi, men der er ikke tale om, at han bestraeber sig pa at lave en komplet oversigt over Svend Estridsens efterkommere. Vi ved, at der var efterkommere efter Svend Estridsen, som Saxo undlader at naevne. Disse naevnes ved navn i kilder, som vi ved, at Saxo havde kendskab til. Deter sikkert ikke en tilf;eldighed, at Gesta Danorum undlader at naevne visse personer. Der har formentlig allerede forud for Gesta Dunorums affattelse vaeret foretaget et valg, der betod, at visse medlemmer af kongeslaegten ikke kom med. Nok sa vigtigt er det imidlertid, at selve fortael-1 ser ud til at vaere en selektion pa basis af kristne, monarkiske kriterier. Saxo fortaeller saledes, at alle Svend Estridsens sonner var illegitime af fodsel, men at der var to af disse sonner, som udmaerkede sig og gjorde Danmark cere: Knud den Hellige, som blev kanoniseret i 1100, og Erik Ejegod, hvis eneste iegtefodte son var Knud Lavard. Saxos fortaelling papeger eller antyder, at alle andre senere grene af kongefamilien udsprang af ikke-aegteskabelige forhold. Kongerne Valdemar den Store og hans Son Knud var a;gtefodte og videre legitime i den forstand, at ogsa deres stamfader Knud Lavard var Erik Ejegods asgtefodte son: Hvis vi ser pa, hvem Saxo har fundet det vaerd at naevne af kongefamiliens ovrige medlemmer fra hans egen eller den umiddelbare fortid, sa er det Knud, Karl, Birger Brosa og hans brodre, Harald, Magnus, Knud og Buris, og de er alle manifeste modstandere af Valdemar den Store eller Knud VI. De er ifolge Gesta Danorum for en stor del domt for majestaetsforbrydelse og beskrives alle som slaegtninge. der virkelig er til besvaer for kongen. Efter al sandsynlig er det netop derfor, at det var nodvendigt at omtale disse shegtninge og deres forfaedre fremfor andre slaegtninge. De repraesenterede en nylig eller aktuel konkret trussel og matte tra'kkes frem i lyset, for at rimeligheden i deres krav kunne dementeres gennem en henvisning til deres irregular re afstamning.31

Jeg vil nu se pa en anden kildetype,
som koncentrerer sig om Svend Estridsensefterkommere.
Det drejer sig om

Side 60

de helgenskrifter, som blev udfasrdiget i forbindelse med kongehelgenen Knud den Hellige og dennes nevo, Knud Lavard.Knud den Hellige blev draebt i 1086. For kanoniseringen i 1100 skrev en munk hans lidelseshistorie, hvori det fremgar, at Knuds brodre var ham til stort besvasr. Den eneste bror, som bestandigtstod ham bi, var Benedikt, som sammen med Knud blev drasbt i Albani Kirke i Odense. Det naevnes eksplicit som et mirakel, at Sankt Knuds bror og eftertolger, kong Oluf, dode, da Sankt Knud blev skrinlagt. Samme Oluf blev tidligere holdt fanget hos kong Knuds svigerfar, greven af Flandern.32 I dette helgenskrift er der altsa ikke pa nogen made tale om at postulere familiesammenholdmellem Knud og hans brodre.

Anderledes forholder det sig i det skrift, som blev udfaerdiget efter Sankt Knuds kanonisering og dediceret til Knuds bror, kong Niels. Forfatteren, en sngelsk munk ved navn Aelnoth, fortitller ikke meget om stridighederne mellem Svend Estridsens sonner. Han omtaler dog kort Harald, som tog magten for nassen af sin bror, og ogsa Oluf, som holdtes i fangenskab i Flandern. Men herudover lovpriser Aelnoth alle Svend Estridsens sonner og i sasrlig 3rad kong Niels.33 Kong Niels' konge- Jomme var formentlig velkonsolideret i negyndelsen af 1120'erne, da Aelnoth ■ikrev sit helgenvita.

Der opstod imidlertid en konflikt melem kong Niels og hans nevoer, Eriks >onner, som hed Knud, Erik og Ha■ald .34 Knud blev draebt af Magnus, cong Niels' son, og snart var der aben crig mellem kong Niels og hans to ne/oer Harald og Erik. I 1134 lykkedes let Erik Emune at overtage kongemagen. Aret efter grundlaegger han et klo;ter, som han lader sin brors kiste overore til. Munkene skal hellige sig kulten )inkring Knud. En gejstlig af engelsk )prindelse, Robert af Ely, udarbejdede et helgenskrift, som kun er fragmentarisk overleveret." I modsastning til Aelnoth har denne forfatter ikke noget paent at sige om alle Svend Estridsens sonner. De nylige kampe mellem kong Niels og hans nevo Erik Emune har formentlig mindet om, at der ikke eksisterede faste regler for arvefolgen og dermed skaerpet nodvendigheden af at definere de rette tronarvinger. Robert af Ely haevder, at Svend Estridsen havde tre sonner, som talte: Filiis Suenonis trespraecipui: Canutus, Benedictus et Ericus - Alii nulius fere jrug z. 36 Han skrev omkring 1135, hvor Knud den Hellige og broderen Benedikt havde vasret dode i naesten 50 ar. Knud den Helliges son Karl, greve i Flandern, blev draebt i 1127. Kunne Robert af Ely fastsla, at udelukkende Knud den Hellige, broderen Benedikt og Erik Ejegod var vaerdige efterkommere efter deres fader, Svend Estridsen, ville ingen sta i vejen for Erik Emune. Den afdode bror, Knud, havde ganske vist en son, Vladimir, men han var fire &r pa dette tidspunkt og opholdt sig sandsynligvis hos sin morfar, Novgorodfyrsten Mstislav Vladimirovich.37 Eriks bror Harald var formentlig allerede skaffet af vejen.

Brodrene Erik og Harald havde en overgang samarbejdet om at hasvne mordet pa deres bror, Knud, men i laengden kunne de to brodre dog ikke komme overens. Erik Emune greb da til en handling, som traditionen har betegnetsom merovingisk grusomhed.3*3 * Erik Emune var naeppe direkte inspireret af merovingerne, men han tog som de et uhyre konkret initiativ til afgraense sin slaegt: Han overrumplede Harald og huggede hovedet af ham pa stedet. De ni yngre Sonner, som var sammen med deres far, tog han til fange og forte til en 0, hvor han senere lod dem draebe. Han havde da allerede ifolge Saxo drasbt to af Haralds aeldre sonner, som han mistaenktefor forraederi.39 En enkelt af Haraldssonner undslap Eriks massakre, og

Side 61

denne Oluf udgor maske i sig selv et vidnesbyrd om, at Erik Emune havde ret i at betragte sine nevoer som farlige konkurrenter. Oluf optradte nemlig snart som modkonge i Skane, og det ma formodes, at Harald, en senere tronkraeveri Skane, var Olufs son.

11171 lod Valdemar den Store sin legitime son Knud krone, og ved samme lejlighed fandt kanoniseringen af Knud sted. Det helgenvita, som blev udfaerdiget i anledning af kanoniseringen, laegger ikke megen vaegt pa, at det var Erik Emune, som tog initiativ til at ophoje sin bror til helgenvaerdighed.40 Dette kan maske tilskrives Erik Emunes lidet kristne fremfaerd, men deter naeppe hele forklaringen. Erik Emune tilhorte nemlig slet ikke laengere den nye familiegruppering,

I dette helgenvita myldrer det med forraederiske slaegtninge. Modsaetningen mellem det moralske krav om at elske sine slaeglninge og de handlinger, der finder sted, er slaende. Fx far vi at vide, at der stod en sammenslutning af forraederiske slaegtninge bag mordet pa Knud Lavard: Henrik, Knuds faetter og son af Svend,41 Magnus, kong Niels' Son, og dennes svigerson Übbe og sandsynligvis ogsa en son af denne Übbe; endelig er der Knud Lavards svoger, Hakon, som dog traekker sig fra komplottet i sidste ojeblik. Alle disse personer, som pa den ene eller anden made er Knuds beslaegtede, orntales som forraedere. Det fremgar klart, at de opfattes som forraedere, fordi de ikke lever op til vitaets ideal om, hvordan beslaegtede burde opfore sig mod hinanden. Her har vi faktisk en klar parallel til forholdene pa Korsika i nyere tid, hvor det vrimler med beskyldninger for forraederi i kilderne. Anne Knudsen forklarer, at de mange forraedere er et resultat af modsaetningen mellem idealet om sammenhold og de gruppedannelser, som nodvendigvis ma finde sted i praksis. Den, der skitter alliance, kaldes ofte forrader, men ikke med reference til denne konkrete handling. Forraederen definercs derimod i forhold til det umulige ideal om slaegtssolidaritet.42

Deter naturligvis ikke min intention at reducere helgener som sadan til at vane udtryk for blot og bar slsegtsstrategi. Derimod vil jeg gore opmaerksom pa. at en helgen blandt andet kunne have den funktion at vaere midtpunkt for en skegtsgruppering inden for et diffust skegtssystem. Deter et ntesten klassisk synspunkt blandt historikere, at kongehelgener kunne styrke kongemagten, og det har vaeret en underliggende prasmis for denne fortolkning, at der var en konflikt mellem de kirkelige og verdslige ledere.4-'

Anne Knudsen praeciserer, at slaegtsgruppernepa Korsika ikke blev dannet automatisk, men derimod gennem vedvarendeideologiske bestraebelser pa at anerkende eller afvise slaegtsrelationer. Ofte samlede en slaegtsgruppe sig omkringen staerk, eventuelt politisk, leder. Den staerke leder, som samler talrige skcgtninge om sig, er ogsa et monster, som historikere har fundet i vidt forskelligemiddelalderkilder .44 I andre tilfit'ldeer det pa Korsika selve vendettaen,der konstituerer slaegtsgrupper, som nemlig centrerer sig omkring enten den draebte eller drabsmanden.45 Ogsa middelalderhistorikerehar papeget fejdens funktion som organisationsprincip for skiftende slaegtsgrupperinger.46 Deter her. jcg vil traskke en parallel til de danskehelgener, hvad angar de helt fundamentalemekanismer. En slasgtsgruppe stod over for kravet om kontinuerlige bestntbelser af ideologisk eller praktisk art for at sikre gruppens sammenhold indadtil og afgrasnsning udadtil. Kulten omkring en afdod kunne tjene et sadant formal. Den, der kaempede for at fa fastslaetfx en broders helgenvasrdighed, ville tact klart overblik over, hvem der

Side 62

stottede denne kamp, og hvem der var imod. Der er endog muligt for os historikereat spore uenigheder pa dette punkt, og vi kan ogsa se, at en grupperingomkring en helgen var skrobelig. Nar nye generationer voksede op, opstoddenned dem nye behov for at afgnensesig i forhold til den allerede etablerede gruppering. Fx havde Erik Emune kaempet for sin bror, Knud Lavards,helgenvasrdighed. Men senere blev helgenen Knud i langt hojere grad til nytte for sin egen son, Valdemar, end for Erik Emunes son, Svend Grathe. De to fietre og deres fjernere slaegtning, Knud Magnussen, ksempede indbyrdes om magten i den sakaldte borgerkrig, som blev vundet af Valdemar, som herefteretablerede sig som enekonge. Han lod bygge en gravkirke for sig selv og sine efterkommere, og Ringsted kirke blev samtidig et monument for kongefamiliensskytshelgen, Knud Lavard. Kirkenvar reserveret Valdemar den Stores efterkommere, og en ny afgraensning af slaegtskabsrelationerne havde fundet sted. Det betod dog naeppe, at denne var en indiskutabel kendsgerning. Saxos vaerk udgor formentlig en yderligere bestrabelsepa at fastsla denne kendsgerning.Mens Saxo skrev, var der jo ValdemarKnudsen, som vovede at haevde et arvekrav pa den danske trone. Han var bestemt en alvorlig trussel, ellers havde der vel ikke vaeret nogen grund til at holde ham indespaerret pa Soborg.

Nu ma vi holde os for oje, at det nasppe var et isoleret kongeligt eller dansk fasnomen, at slasgtninge draeber hinanden. I det 12. arhundrede og tidligere finder vi som naevnt overalt i Europa disse familiestridigheder og interne mord i kongefamilien, og de islandske kilder, som giver os indblik i en mere beskeden elite, fortaeller ligeledes om heftig kamp om familiens ressourcer.47 Isaer i den tidligste middelalder ser vi det faenomen, at brodre og fastre kaemper en indbyrdes kamp, og de drab, der i den forbindelse fandt sted, ma vel siges at vaere lige sa virkelige som forestillingen om familiesammenhold. Jeg vil betragte Erik Emunes mord pa sin bror og dennes sonner som en forkristen slaegtsstrategi. Merovingerne for frem pa samme made og draebte enhver potentiel konkurrent inden for slasgten. Den traditionelle forklaring pa deres adfaerd lyder pa, at merovingerne drsebte pa grund af en strukturel modsaetning mellem kongedommet og de politiske grupperinger, som inkluderede kongens slsegtninge. Denne forklaringsmodel forudsaetter, at der eksisterede fast etablerede slaegtsgrupperinger, som altid var rede til politisk kamp.4*4 *

Deter en forklaringsmodel, som jo ikke er ganske ulig den, der ofte er blevet anvendt pa det 12. arhundredes Danmark. Historikere i enhver europaeisk nation har sikkert givet specifikke politiske forklaringer pa specifikke mord inden for kongefamilien, men det forhold, at mordene optraeder overall, altsa udgor et klart monster, kalder pa en forklaring, der ligger uden for den nationale politiske historie.

Drab som slaegtsstrategi giver selvfolgelig naesten rationel mening i forhold til konger og fyrster, hvis vi forudsaetter, at der ikke var helt klare regler for hverken arve- eller tronfolge. Drabene betod en effektiv udelukkelse af konkurrerende arvinger og var maske en logisk losning i et forvejen voldeligt samfund, hvor berigelse og karriere for samfundets elite kun lod sig sikre gennem

Den tyske historiker Armin Wolf findergennem sin analyse af dynastier i Europa frem til visse generelle principper,som folges ved tronskift. Det interessantei denne sammenhasng er, at disseprincipper i visse tilfaelde viser sig ikke at kunne forenes, og at der netop i disse tilfaelde opstod strid om arvefolgen .49 Armin Wolf beskseftiger sig forst

Side 63

og fremmest med den senere middelalder,men praeciserer, at der er tale om en longue duree, at tronstridigheder ma forstas som kamp om arv ogsa tidligere end 1350 og helt op i det 18. arhundrede.Han foreslar med andre ord, at dynastierneshis tone opfattes som en kamp om arv - en arveklassekamp.M) For den langt tidligere middelalder har Steven D. White tilsvarende papeget, at der nok fandtes sasdvaneretslige normer,men disse havde ikke karakter af klare juridiske regler. Der var modstridenderegler, som na:rmest havde karakteraf staerke moralske pabud, og som altsa kunne diskuteres, hvis de kolliderede. "1'

Pa dette tidspunkt kunne Paludan eller andre med reference til min artikel fra 1987 med rette sporge, hvad der egentligt er blevet af min antagelse om, at slasgter blev holdt sammen gennem slaegtsinterne aegteskaber." Jeg mener fortsat, at deter Jack Goodys fortjeneste at have henledt opmaerksomheden pa en endogam aegteskabspraksis i middelalderen. "11 Mindre overbevisende forekommer mig imidlertid hans antagelse om, at den kristne kirke med mange midler sogte at forhindre enhver saedvane og praksis, som tjente til at vedligeholde eller endog forstorre eksisterende slaegter, som han fonnoder hang sammen netop i kraft af den endogame Eegteskabspraksis. Kirkens omfattende forbud mod aegteskab mellem beslaegtede ses folgelig som spydspidsen i denne kamp.54

En nyere fransk disputats om Frankerriget, skrevet af historikeren Regine Le Jan, praesenterer en fortolkning af kirkens politik, som folger i Jack Goodys fodspor, idet der dog foreslas den alternative betragtningsmade, at kirken bekaempede det bredere familiesammenhold for bedn; at kunne isolere og fremme aegteparret og dermed det kristne aegteskab." Det fremgar, at der var en udbredt endogam aegteskabspraksis i den frankiske verden, men at denne praksis pa ingen made udelukkede eksogami. De endogame aegteskaber havde ofte karakter af besegling af indgaede alliancer, som skete gennem en egenthg udveksling og dermed implicercde mindst to aegteskaber. Ogsa i det nordiske kildemateriale er der vidnesbyrd om en sadan aegteskabs- og alliancepraksis. Adam af Bremen omtaler fx Svend Estridsen, som gav sin datter i icgteskab til den norske konge Olaf Kyrre og ved samme lejlighed giftede sig med Olafs moder. Adam af Bremen vurderer, at denned denne handling blev slutlet fred mellem Svend og Olaf."' Mere end 100 ar senere beskriver Saxo en parallel praksis: Ifolge Saxo giver Erik Emune sin afdode brors datter i aegteskab til den norske konge Magnus den Blinde og gifter sig selv med Magnus' moder. Erik var nu for ovrigt allerede beslaegtet med kong Magnus, hvis man skal tro Knytlingesaga. som haevder, at Magnus' faster var gift med Eiriks bror Harald.57 Det ser nu ikke ud til, at netop disse dobbelte alliancer skabte nogen hengerevarende fred mellem de implicerede, men jeg vil alligevel formode, at fred faktisk har vaeret formalet med sadanne alliancer.

Deter sporgsmalet, om slaegtsinterne aegteskaber virkelig tilforte slaegtsgrupperen sammenhaengskraft, som Jack Goody forudsatte det. Hvis vi igen vendertilbage til Korsika-undersogelsen, mener Anne Knudsen, at endogami faktiskskabte en vis sammenhaeng i det diffusenetvaerk af shegtsrelationer. Hun fastslar videre, at problemet for en gruppe,som far indre sammenhaengskraft gennem gentagne aegteskaber inden for gruppen, er, at gruppen er umulig at strukturere internt ud fra slaegtsrelationer.Deter vanskeligt at skelne de forskelligeslasgtsrelationer fra hinanden og derfor ogsa umuligt at forbinde dem

Side 64

med precise forpligtigelser. Slaegtninge bliver mangebestemte: Faetre pa modreneside kan meget vel pa samme tid vaere grandfaetre pa faedrene side, og pa sammemade kan de vaere onkler og nevoer for hinanden i et system af overlappende skegtsrelationer, som efterhanden bliver mere og mere uigennemskueligt. Dette system tilbyder ingen angivelser af, hvem der skal stottes fremfor andre, og tilknytning til bestemte personer inden for familien forbliver et strategisk valg. Ideologien foreskriver forpligtelser over for slaegtninge, men kombinationen af bilateralitet og endogami implicerer, at det end ikke er muligt at rette en stotte fortrinsvis mod faedrene slaegt - noget som ellers ifolge Anne Knudsen utvivlsomtville vaere acceptabelt ifolge den herskende ideologi. Der er med andre ord absolut ingen angivelse af, hvem der har autoritet eller myndighed inden for et sfldant system. Enhver risikerer konstantat blive forraeder i forhold til idealet,som foreskriver stotte til alle slaegtninge:Opstar der uenighed mellem blot to blandt det anseelige antal slaegtninge, vil enhver risikere at vaere domt til at forrftdeden ene for at stotte den anden. Kravetom, at enhver skal stotte sin slaegt, bliver ganske enkelt en kilde til konflikt, fordi enhver forventer stotte fra sine slaegtninge i disse korsikanske landsbyer,hvor alle og enhver er mere eller mindrebeslaegtede. De slaegtsgrupperinger, som etablerer sig inden for landsbyen, fremkommer, fordi alle er tvunget til at vaelge, hvor de horer til. Deter saledes Anne Knudsens pointe, at slaegtsgrupper er et resultat af uenigheder, som igen ofte skyldes det forhold, at der kun er yderst upraecise graenser for slaegtskab og overhovedet ingen indikatorer for, hvem inden for sin slaegt man bor stotte .S8

Det udgor en interessant parallel, at Le Jan i sin undersogelse vurderer, at spaendingerne inden for de frankiske slaegtsgrupper i den tidlige middelalder skyldtes, at de naesten ikke havde nogen hierarkisk struktur.5y Maske var endogami mindre udtalt blandt den europaeiske elite end blandt de korsikanske landsbyboere, som formentlig havde et mindre behov for eksterne alliancer. Den tidlige middelalders politiske historie tyder ikke pa, at endogame asgteskaber kunne sikre hverken fred eller sammenhaeng inden for elitens slaegter. Men freden var jo netop heller ikke sikret i de korsikanske landsbyer, hvor alle var mere eller mindre beslaegtede. Dette udelukker naturligvis hverken, at der var familiesammenhold, som i praksis fungerede over laengere tid, eller at der kunne eksistere andre fredsfremmende strategier end de, som Anne Knudsen finder pa Korsika. Jon Vidar Sigurdsson peger saledes ud fra de islandske kilder pa, at maegleren spiller en central rolle, og han kan vaere en person, der er beslaegtet med to stridende parter.60

Regine Le Jan mener, at den endogame aegteskabspraksis var den lim, der holdt merovingiske slaegter sammen.61 Men hertil skal dog bemaerkes, at Le Jan ikke betragter disse slaegter som grupperinger, der handler i faelles ctnd. Disse Sippen, som hun faktisk kalder dem, ser hun derimod som kredslob for gods, kvinder og navne.62 Hun konkluderer ikke, hvad der ellers forekommer mig at ligge lige for, at der ikke er tale om egentlige slaegtsgrupper. Navnes gentagne optrasden er jo pa ingen made vidnesbyrd om sammenhold blandt dem, som anvender dem.63 Snarere tvaertimod, for specifikke navne, der gentages med stor hyppighed, ma efter al sandsynlighed opfattes som udtryk for tron- eller arvekrav.64

Maske var det alligevel et forkert udgangspunkt,nar jeg indledningsvist forsikrede,at den politiske historie i Danmarki det 12. arhundrede ret beset var et familieslagsmal. Da familietilhorsforholdogsa

Side 65

forholdogsaer et udslag af strategiske valg, ville det formentlig vaere mere rigtigtat sige, at det politiske liv udtrykte sig i slcEgtstermer. /Egteskabet var alliancemidletpar excellence, og dermed vil en samarbejdende overklasse ogsa altid pa et givent tidspunkt vaere internt beslaegtede i en eller anden grad. JEgtQskaberblev brugt til at etablere eller befaestealliancer, og nok kunne man allieresig eksternt med ikke beslasgtede, men disse kunne snart komme til at tilhoregruppen af indgifte slaegtninge.

Dette aendrede sig, da magten i hojere grad blev institutionaliseret og ikke mindst i kraft af det kirkelige forbud mod asgteskaber mellem beslaegtede. Nu kunne overklassen ikke laengere problemlost soge at beknefte og vedligeholde sine alliancer gennem aegteskaber. Et enkelt asgteskab var i teorien nok til, at yderligere allianceasgteskaber inden for samme kreds var udelukket i flere generationer fremover. Deter vel ogsa sandsynligt, som den amerikanske antropolog Katherine Verdery har foreslaet i en kritisk kommentar til Jack Goody, at verdslige ledere selv kunne se en egen interesse i at kunne undsla sig for aegteskaber med kusiner eller andre beslasgtede med reference til det kristne forbud. Ifolge antropologiske under- Sogelser, som Verdery refererer til, vil specielt maend, der har opnaet en hoj position, opleve et pres for samhorighed med slaegtninge, som kunne udmonte sig i et regulaert krav om, at samhorigheden skulle befaestes gennem et asgteskab .65

Valdemar den Store forstod sandsynligvis, i hvor hoj grad kirken kunne vaere til nytte for den konge, hvis slaegtninge la ham til last. Han giftede sig med en halvsoster til Knud, der var son af hans faetter Magnus, som drasbte hans far, og det var givetvis en traditionel form for fredsstiftelse. Dette aegteskab skulle bilaegge stridigheder og gammelt had. Men senere var der noget besvser med denne gren af familien i skikkelse af Valdemar Knudsen. Forinden var monarkiet blevet konsolideret gennem Sankt Knuds kanonisering. Helgenens kiste blev overfort til en gravkirke samtidig med kroningen af Valdemars Son Knud. Hermed forsogte man at stadfaeste den kristne monarkiske arvefolge. Saxo lader os dog vide, at der var modstand mod kroningen inden for andre grene af den kongelige familie. Netop derfor var der formentlig behov for, at den blev legitimeret gennem Saxos vaerk.

Der er ikke meget, som tyder pa, at danske og norske konger var monogame i den tidlige middelalder. Som Pauline Stafford har anfort, er det naeppe heller frugtbart at betragte Skandinavien som et isoleret tilfaelde, der herved mark ant adskilte sig fra resten af Europa.66 Det kristne aigteskab havde givetvis faet sit gennemslag i det 12. arhundrede, men konkubiner spillede fortsat en rolle. Ifolge de danske landskabslove kunne konkubinernes born arve deres far, hvis han onskede det, og de ma derfor betegnes som potentielt legitime .67 Konkubinerne og deres legitime arvinger var institutioner, som betod, at slasgtsrelationerne var endnu mindre entydige. Den samme effekt havde den meget hoje dodelighed og dermed det store antal gengifte. Stedborn og mere eller mindre legitime born af konkubiner betod, at netvaerket af slaegtninge ikke alene var diffust, men ogsa kaotisk.

Pa Korsika spillede konkubinatet ifolgeAnne Knudsen en rolle i forbindelse med alliancedannelser blandt samfundetshojeste cirkler. De egentlige magthavere forsogte ad denne vej at udbredefamilierelationerne i flere taktiske retninger. En praefekt fordommer i 1818 i en rundskrivelse til oens borgmestre denne praksis med henvisning til de

Side 66

fjendskaber og vendettaer, som den giver anledning til.68 Sa vidt jeg er orienteret, har den middelalderlige kirke aldrig giveten lignende forklaring pa sit pabud om monogami. Jeg vil ikke desto mindre mene, at de kristne aegteskabsforskrifter ogsa ma forstas i lyset af samme kirkes eksplicitte intentioner om fred.69 Samlet set havde det kristne, uoploselige, monogameog eksogame aegteskab nemlig utvivlsomt den funktion at gore slaegtsbandmere entydige. En gennemgribendepatriarkalsk ordning af samfundet kunne have en lignende funktion, men en sadan ssetter sig formentlig mindre klart igennem end det kristne asgteskab.70

Deter naturligvis arbejdshypoteser, som jeg har praesenteret her. Jeg foreslar et perspektiv, hvor slaegt forst og fremmest var et strategisk, politisk felt. Kongen var et slaegtsmedlem, og hans krav pa magten kunne udtrykkes som en genealogi. Historieskrivning var i denne sammenhaeng en politisk aktivitet.

I den forstand ville det vasre en anakronistisk betragtning, at historikere i dag skulle vaere historikere pa samme vilkar som Saxo.



1. H. Paludan, »Pa Saxos vilkar. Krise eller gennembrud i middelalderhistoriens meldinger op til middelalderaret«, Historic, 1999, 2, s. 327-328.

2. H. Paludan, 1999, s. 339ff.

3. T. Lehtonen, »History, tragedy and fortune in twelfth-century historiography, with special reference to Otto of Freising's Chronica«, Historia: Genres and Concepts in the Middle Ages, ed. T. Lehtonen and P. Mehtonen (under udgivelse i skriftserien Commentationes Humanarum Litterarum udgivet af »The Finnish Society for Sciences and Letters«). Om fortuna-begrebel i middelalderen se desuden A. Murray, Reason and Society in the Middle Ages, Oxford 1978 og T. Lehtonen, Fortuna, Money, and the Sublunar World. Twelfth-century Ethical Po- etics and the Satirical Poetry of the Carmina Burana, (Bibliotheca Historica 9), Helsinki 1995.

4. Det folgende bygger pa et oplaeg holdt pa seminaret »Monarchie, religion et mentalites au Moyen Age«, Nordheimsund 20.-22. juni 1997, som var arrangeret af Sverre Bagge, Bergen, og havde deltagelse af Jacques Le Goff. Indlasgget forventes trykt i en noget anden form under titlen »Strategies de parente - le saint, la monarchic et le mariage au Danemark du douzieme siecle«.

5. M. Bloch, La societe feodale, Paris 1973 (1939), s. 197-198.

6. M. Bloch, 1973, s. 208.

7. M. Bloch, 1973, s. 200-201.

8. Se fx det historiegrafiske overblik hos G. Althoff, Verwandte, Freunde und Getreue, Darmstadt 1990, s. 35-40.

9. M. Bloch, 1973, s. 202.

10. Retshistorikerne S. luul (Danmarks Gamle Love pa Nutidsdansk, 111, Kobenhavn 1948, s. 22)0g-meretovende-P.J. Jorgensen (Dansk Retshistorie, Kobenhavn 1947, s. 223) tilsluttede sig hypotesen om en oprindelig patrilinearitet. Den indflydelsesrige historiker A.E. Christensen, som vedkendte sig M. Blochs indflydelse, forsogte lidet overbevisende at understotte hypotesen om patrilinearitet pa grundlag af runeinskriptioner: A.E. Christensen, Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund, Kobenhavn 1969, s. 72-73.

11.0. Fenger, Fejde og Mandebod. Studier over sla'gtsansvaret i germansk og gammeldansk ret, Kobenhavn 1971.

12. C. Breengaard, Muren omkring Israels Hus, Kobenhavn 1982.

13. J. Goody, The development of the family and marriage in Europe, Cambridge 1983.

14. A. Murray, Germanic Kinship Structure. Studies in Law and Society in Antiquity and the Early Middle Ages, Toronto 1983.

15. G. Althoff, 1990; S.D. White, Custom, Kinship and Gifts to Saints. The Laudatio Parentum in Western France, 1050-1150, 1988; R. Le Jan, Famille etpouvoir dans le monde franc. (Vfle-Xe siecles). Essai d'anthropologie sociale, Paris 1995.

Refbacks (eksterne referencer)

  • Der er p.t. ingen refbacks.


Hosted af Det Kongelige Bibliotek - Danmarks National Bibliotek og Københavns Universitets Bibliotek / Hosted by the Royal Library - National Library of Denmark and Copenhagen University Library.