Henning Poulsen:

For at bruge en almindelig talemade er det en vaegtig undersogelse, praeces
har forelagt. Det fornemmes fysisk, nar man star med vaerket i handen.
Det omfatter ifolge min kokkenvaegt ialt I kg 845 g.

Deter ogsa et omfattende og i flere henseender imponerende undersogelsearbejde, der ligger bag bogen. Selvom sidetallet i nogen grad skyldes de udforlige referater af kildematerialet, som praeses fremlaegger i forstaelig og prisvserdig iver efter at dokumentere sin opfattelse, rummer afhandlingen ogsa vigtige afsnit og passager, f.eks. om Rigsdagens behandling af landssvigerlovene og den livlige offentlige debat, hvor teksten kun giver et forkortet indtryk af den omfattende viden, praeses har samlet og nyttiggjort. Tankevaekkende er ogsa litteraturlistens naesten arrogante form. Her bruger mange doktorander at demonstrere deres laerdom ved en samling af titler, som gar en del ud over, hvad de faktisk har udnyttet. Men praeses har ikke blot - som han selv bemaerker - set bort fra det samtidige debatstof. Ogsa videnskabelige tidsskriftartikler, som er brugt og findes i noterne, er forbigaet, hvor praeses ikke har tillagt dem vaesentlig betydning. Det kan man tillade sig, nar man ikke har behov for at demonstrere sin belaesthed.

Ikke desto mindre skal jeg i det folgende ga ind pa nogle punkter, hvor arbejdet kunne og burde vaere fortsat med storre energi. Men forinden skal jeg som forste opponent give forsamlingen et kort overblik over bogens indhold.

Den begynder med en presentation af Danmark i det forste besaettelsesar, hvor de forfatningsmaessige organer fungerede videre, hvor Tyskland formelt anerkendte den danske regerings suveraenitet, og hvor det dansk-tyske forhold reguleredes gennem en politisk mekanisme, den sakaldte forhandlings- eller samarbejdspolitik. Navnlig behandles den ekstraordinsere lovgivning, som imodekom tyske fordringer og bl.a. bevirkede, at politi og domstole deltog i retsforfolgelse pa omrader, hvor man normalt ikke ville have idomt straf, i nogle tilfaelde endog i strid med grundloven. Retsopgorets mest kontroversielle elementer udsprang af denne saerpraegede situation.

Dernaest folger vi opgorets tilblivelse i to kapitler. Frihedsradet rejste i november 1943 kravet om et retligt efterspil i pjecen »Nar Danmark atter er frit«, og de grundlaeggende tanker heri omsatte et udvalg af jurister i et forslag til straffe- og proceslovgivning. I hovedtraek blev det godkendt fra politisk hold, og efter en kort rigsdagsbehandling blev det med visse aendringer enstemmigt vedtaget som det, der i almindeligt sprogbrug hed straffe lovstillaegget. Nyt i forhold til gaeldende lov var indforelsen af dodsstraf, straffelovgivning indfort med tilbagevirkende kraft, og desuden tendensen mod kollektiv afstraffelse for medlemskab af bestemte korps. Derimod bevaredes en hoj grad af normalitet i retsplejen. Saerdomstole kom ikke i funktion.

Denne del af bogen rundes af med en gennemgang af interneringerne
efter 5. maj, et kapitel, hvor den ophidsede stemning i sommeren 1945
traeder staerkt frem.

Anden del behandler retsopgorets forlob. Det fremhseves, at anklagemyndigheden lagde en skarp kurs, som skuffede de forventninger, der fra nogle sider var naeret om, at tiltale kun skulle rejses i grove sager, hvor minimumsstraffen 4 ars faengsel forekom velanbragt. Under indtryk af denne kritik, som understottedes af principielle retsafgorelser, tog Rigsdagen sagen op igen og foretog en korrektion af straffelovstillaegget i 1946. Mininumsstraffen blev nedsat; men i ovrigt brod lovrevisionen ikke med de principielle retningslinier.

De enkelte arter af sager folges i et stort kapitel. Hovedparten af de 14.000 domte faldt ind under, hvad man kaldte vaebnet kollaboration, forst og fremmest frivillige soldater i tysk tjeneste og en raekke forskellige tyske ansaettelser, der indbefattede vaben og/eller uniform, og hvis udoveretilsammen kaldtes vagtmaend. Endvidere de strengere betragtede medlemskaber af Schalburg- og Hipokorpset og endelig de sager, som kunne resultere i dodsstraf: drab, tortur og angiveri. Skildringen af rundesmed en gennemgang af den benadningspraksis, der efterhanden

vandt frem, sa omsider i 1960 retsopgoret fandt sin afslutning ved losladelseaf
den sidste livstidsfange.

Dernaest behandles en raekke mere specielle dele af retsopgoret. Det udredes, hvordan det kombinerede strafferetlige og okonomiske opgor med vaernemagere mislykkedes, fordi de storste firmaer havde haft solid rygdaekning hos danske myndigheder, mens tilsvarende statstjenestemaend og andre offentligt ansattte blev afskediget pa praemisser, som praeses betragter med skepsis. Afskedigelse alene pa grund af medlemskab af et nazistisk parti eller tyskvenlige ytringer. Deter, hvad vi i dag med et senere importeret tysk ord kakler »berufsverbot«. Et saerligt kapitel er endelig viet de tyske krigsforbrydere, som domtes pa andet og i praksis mere lempeligt lovgrundlag.

Bogens tredie del behandler den skarpe debat, der fortes i efterkrigsarene, og hvori ogsa sporgsmalet om modstandsbevaegelsens drab i nodvaerge, de sakaldte stikkerlikvideringer, fandt deres plads. Endelig folger en kortfattet sammenligning med retsopgorene i andre lande og en sammenfattende vurdering, hvis enkelte elementer jeg i det folgende skal komme naermere ind pa.

Praeses fremhsever allerede i indledningen ganske stserkt den betydning, de politiske forhold i de forste besaettelsesar fik i retsopgorets problematik: »Et er imidlertid sikkert«, konstaterer han pa s. 20, »at samarbejdet eller forhandlingspolitikken dannede baggrund for kollaborationen. Det officielle samarbejde med besaettelsesmagten var en forudsaetning for en stor del af kollaborationen.« Dette tema anslas igen og igen, og det skaber unaegtelig en forventning om, at praeses ville undersoge de omstridte forhold under besaettelsen pa samme grundige og omhyggelige made som begivenhederne efter 5. maj 1945. Denne forventning er sa meget mere nasrliggende, som praeses i hovedsagen har sogt at holde sig fri af de skarpe standpunkter, der przegede debatten, og jeg ma ogsa tolke det som en straeben efter objektivitet, nar han pa s. 715 citerer den engelske historiker E. H. Carrs praecisering af, at historien er et afsluttet forlob, som det ikke laengere star i vor magt at aendre. Sagt i almindelighed giver historikerens professionelle egenskaber ham ikke saerlige forudsaetninger for at handtere de etiske pnemisser i en vurdering. Sa meget mere ma han derfor koncentrere sig om de faktiske praemisser.

Nar det gadder den historiske baggrund i besaettelsestiden, forekommerdet visse steder, at praeses i lovlig hoj grad har ladet sin opfattelse praege af de gaengse forestillinger, vi finder i efterkrigstidens debat og ikke mindst blandt retsopgorets kritikere. Som forste hovedpunkt skal jeg fremdrage de omstridte forhold omkring oprettelsen af Frikorps Danmarkog

markoghvervningen til tysk krigstjeneste. Her blev problemet, om den
davaerende regering havde pataget sig en sadan grad af medansvar, at det
burde frikende de domte.

Lad mig kort rekapitulere, hvad der skete efter Ruslandskrigens udbrud 22. juni 1941. Der var i maneder blevet drevet hvervning i Danmark i samarbejde mellem Waffen-SS og de danske nazister i DNSAP. Nu blev denne- hvervning offentlig, og der oprettedes efter aftale mellem de samme parter et saerligt dansk korps, en sakaldt legion under Waffen-SS, som fik navnet Frikorps Danmark. Dernaest henvehdte partiet sig til oberstlojtnant Kryssing, som patog sig kommandoen og tradte offentligt frem som stifter af korpset, idet han dog under den forste pressekonference takkede DNSAP for at have taget initiativet til frikorpsets oprettelse. Forst pa dette tidspunkt kom den danske regering ind i billedet.

Hvad den foretog sig, kan deles i to punkter. Praktisk efterkom den en fordring fra den tyske rigsbefuldmaegtigede om at afvige fra, hvad der hidtil havde vaeret gaeldende, sa officerer, der gik i tysk krigstjeneste ikke behovede at soge deres afsked, men kunne traede uden for nummer og siden vende tilbage. Krigsministeriets skrivelse herom, som blev udsendt 8. juli 1941, rummede dog ingen opfordring til at melde sig, men talte blot om »tilladelse«. Det andet saet af handlinger udgik fra Udenrigsministeriets Pressebureau, som 3. juli godkendte en pressemeddelelse, der vel ikke rummede nogen godkendelse af frikorpset, men dog udtalte, at Kryssing havde overtaget kommandoen med regeringens »billigelse«. Desuden blev aviser og radio palagt at bringe hverveannoncer og forskellige

Disse handlinger har praeses tillagt en sa vaesentlig betydning, at han ikke mindre end 11 gange i afhandlingen refererer til dem. De indgar i centrale afsnit, som ikke levner tvivl om, hvad praeses mener, staerkest vel udtrykt i den afsluttende vurdering pa s. 744, hvor det fastslas: »Deter ingen tilfaeldighed, at sporgsmalet om rimeligheden af at straffe med tilbagevirkende kraft forst og fremmest blev droftet i relation til frontkaemperne i Frikorps Danmark. Her var misforholdet mellem regeringens udtalelser og onsker pa handlingstidspunktet og den senere strafferetlige bedommelse evident.« Man kan undre sig over, hvad praeses mener med regeringens »onsker«, men det fremgar isaer af formuleringen pa s. 724, hvor praeses fastslar, »at der var en dansk interesse forbundet med, at nogle meldte sig.«

I hovedsagen ser det ud til, at der er tale om en folgeslutning fra den
fremstilling, som den davaerende forsvarsminister Soren Brorsen gav efterkrigen
og som praeses tilslutter sig. Ifolge Brorsen gav man disse

indrommelser »for at undga noget vaerre, f.eks. tvangsudskrivning«, som praeses skriver pa s. 728. Brorsen naevnte forste gang sadanne overvejelseri Folketinget i maj 1945, uddybede dem to maneder efter i en skrivelsetil den parlamentariske kommission og igen under kommissionens afhoring i juni 1947. Jeg er nodt til at opholde mig lidt ved denne forklaring,fordi den har spillet sa stor en rolle i overleveringen og bl.a. blev brugt af Kryssing, da han i 1953 sogte at fa genoptaget sin sag.

Det ma fastslas, at der ikke forela noget krav. I sa fald matte det vaere fremgaet af Oluf Pedersens og P. Munchs uafhaengige referater af nimandsudvalgets moder 1. og 8. juli, da Scavenius var i krydsild om hvervningen. Scavenius kunne ikke have ladet et sadant argument ligge. Det naermeste, vi i disse debatter kommer overvejelser af den art, er en polemisk bemaerkning fra Scavenius om, at det ville have vaeret » vaerre, om de direkte havde kraevet mandskab«. Deter rent hypotetisk, og det samme gaelder Oluf Pedersens svar, at han i sa fald gik ud fra, at man svarede nej. P. Munch har ikke fundet det ulejligheden vasrd at medtage denne ordveksling, og dens emne la ogsa fjernt fra realiteterne¹.

Man skal laegge maerke til, at Brorsen ingen steder positivt siger, at der forela et sadant skraemmende alternativ. »Det la egentlig naer f0r...«, sagde han i Folketinget. »Man kunne frygte«, skrev han til kommissionen,og da han under vidneafhoringen blev spurgt direkte, svarede han undvigende². Hans udsagn kunne ga pa interne overvejelser, men der ma da ydermere vaere tale om overvejelser, han kun har kendt pa anden hand. Hans kones dod og begravelse bevirkede nemlig, at han ikke opholdt sig i Kobenhavn fra den 28. juni til den 8. juli, altsa i hele den periode, hvor diskussionen pagik. Han satte sin underskrift pa skrivelsentil haerens afdelinger; men dens indhold var bestemt af hans ministerkollege r³. I hans mest udforlige fremstilling, den skriftlige redegorelsetil den parlamentariske kommission, er det ogsa klart, at han naeppe kan referere til overvejelser i 1941. Han naevner nemlig risikoen for indforelse af tvangsarbejde, et system, der forst indfortes i besatte lande i maj 1942, og udskrivningen af soldater i Alsace-Lorraine, der forst ivaerksattesi august 1942, i ovrigt en fjern parallel, da det skete som led i omradets indlemmelse i Tyskland. Vi har ikke eksempler pa udskrivning

---

1. Se Den parlamentariske {Commissions beretning IV bilag s. 586-89 (1948) og P. Munch: Erindringer 1939-42. Optegnelser fra og om Besaettelsestiden I s. 169-79 (1967).

2. Rigsdagstidende. Folketinget 1945 sp. 245. Den parlamentariske Kommissions beretning VI bilag s. 81f (1949) og samme kommissionsafhoring st. 67f.

3. Samme st. 40f jfr. ministermodeprotokollen i samme bd. IV 30.6. - 7.7. 1941, bilag s. 443f.

af soldater i besatte lande med ikke-tysk befolkning. Hvordan man end vil forklare Brorsens forsvar for sine ministerkolleger, tror jeg, vi ma konstatere, at der hverken objektivt eller subjektivt la den slags trusler til grund for deres handlinger.

Et helt andet billede tegner sig, nar vi dernaest vender os til retsopgorets hovedpersoner, de der blev domt for tysk krigstjeneste. Sporgsmalet er, om man kan sige, de fulgte regeringens kurs; om de meldte sig, fordi regeringen i en eller anden forstand havde givet gront lys for det.

Her som i andre sager er det afgorende, hvordan regeringens handlinger og udtalelser blev tolket. Opfattede man dem som nodtvungne, havde de ingen virkning. Men opfattelsen afhang jo i hoj grad af, hvordan man selv var placeret i tidens politik.

Altsa, hvem var de frivillige? Hvem var i det hele taget de mennesker, der blev domt under retsopgoret? Deter et sporgsmal, som praeses trods sin uhyre flid ikke har givet os noget svar pa. Det naermeste, man kommer en karakteristik af landssvigerne, er i indledningen pa s. 22, hvor praeses efter en gennemgang af Seton-Watsons skema over samarbejdsformer skriver folgende »... de »opportunistiske« kollaboratorer uden ethvert idegrundlag... var i Danmark langt de fleste.« Nogen vaegt synes praeses ikke at have tillagt denne bemaerkning, for han forfolger den ikke siden, og i hvert fald ville det ogsa have vaeret vanskeligt at gennemfore opfattelsen for de krigsfrivilliges vedkommende.

Karl O. Christiansen har i sine boger, som ogsa omtales her, blandt andet givet en politisk karakteristik, af de krigsfrivillige, som er saerdeles interessant. Han konstaterede, at af dem, der meldte sig, og som ikke tilhorte det tyske mindretal, var ikke mindre end 40 % medlemmer af det nazistiske parti. Hvor mange af de ovrige, der kom fra nazistiske miljoer eller tilsluttede sig nazismen, opgav Karl O. Christiansen at undersoge, da det viste sig, at tendensen til at fralaegge sig nazistiske sympatier rakte langt ind i de organiseredes raekker. Men ved folketingsvalget i marts 1943 kom trods alt kun en trediedel af DNSAPs stemmer fra medlemskredsen,sa organisationsprocenten 40 - ved tilmeldingen - tyder pa, at et stort og sandsynligvis meget stort flertal af de frivillige havde deres politiskestasted i nazismen. Det stemmer ogsa overens med det nazistiske praeg, hvervningen fik i sin praktiske gennemforelse. Referater fra hvervemoderviser, at antikommunismen var sekunderet af en umiskendelig antisemitisme, og henvendte man sig pa de adresser, der kunne laeses pa plakaterne, kom man som regel til byens nazistiske partikontor. Der var ogsa i samtiden enighed blandt de berorte tyske myndigheder om, at hvervningen ikke var naet uden for DNSAPs kreds, og at navnlig tilgangenaf

genafofficerer var utilfredsstillende. Ved arsskiftet 1941-42 konstaterede lederen af det tyske hvervekontor i Kobenhavn da ogsa bittert, at hans bestraebelser blev effektivt imodegaet af parolen »Tjeneste i Frikorps Danmark er Landsforraederi«.

Kunne det da ikke taenkes, at regeringens tilsyneladende velvilje ogsa havde virkning blandt nazister? Hvis man tror det, glemrner man, at modsaetningen mellem nazister og ikke-nazister var skarp fra begge hold. I nazistiske kredse var regeringen et led i det mangehovede uhyre, man kaldte »systemet«, og at regeringen Stauning frivilligt skulle stotte den tyske krigsforelse var lige sa fantastisk, som at regeringen Churchill skulle gore det.

Naturligvis harder ogsa blandt de krigsfrivillige vaeret et antal, der ma betegnes som politisk indifferente; men i denne karakteristik ligger jo allerede en vaesentlig hindring for at tillaegge regeringens holdning afgorende vsegt. At nogle fa af alle de mange, der under retsopgoret paberabte sig myndighedernes velsignelse, ogsa virkelig har ladet sig lede af regeringen, lader sig naturligvis ikke modbevise. Det var en mulighed, som forela for dommeren i den enkelte sag. Men i en sammenfattende historisk betragtning ma vi fastsla, at det var meget langt fra at vaere typisk.

Tilbage af diskussionen om Frikorps Danmark star vel egentlig kun det problematiske iat straffe med tilbagevirkende kraft. At det var en übehagelig ting at gore, erkendte ogsa Frihedsradet i november 1943; men dets motivering for alligevel at gore det, nemlig at handlingen i gerningsojeblikket var alment fordomt, var utvivlsomt gyldig for frikorpset, og det store flertal har ogsa vaeret klar over, at lovligheden var et produkt af tysk overmagt. Regeringens holdning er nok mere diskutabel, end prasses giver udtryk for; men dens betydning ma anses for minimal.

Ville praeses forsvare politikernes handlinger som nodtvungne, kunne man med storre ret have gjort det, da han kom til Buhls radiotale 2. September 1942. Den gav maske nok et rigtigt udtryk for regeringens onske om at fa standset sabotagen, men fremkom dog efter et tysk pres, hvor truslen om krigsretssager og tyske dodsdomme var et stasrkt trumfkort. Alligevel er det forstaeligt og sagligt korrekt, at praeses kritiserer opgoret med dem, der anmeldte sabotorer til dansk politi. Her var der ikke tale om »tilladelse« eller »billigelse«, men om en klar opfordring, som gav mening pa regeringens egne praemisser.

Det leder frem til det andet novedsporgsmal, jeg vil tage op, nemlig
den udeblevne proces mod samarbejdspolitikkens ledende folk. Deter et
emne, der strejfes adskillige gange i bogen og spiller en sadan rolle i

vurderingen af retsopgoret, at det havde fortjent sit eget selvstaendige kapitel. Pa den made ville det ogsa vaere undgaet, at praeses sa at sige kommer til at fore samme proces mod to forskellige hold af anklagede, skont sammenhaengen mellem deres mulige forseelser er mere kompliceretend som sa.

Noget tyder pa, at praeses egentlig ikke kan lide politikere. Deter saledes forunderligt, at han pa s. 278 tillaegger den tidligere forsvarsminister Brorsen et saerligt ansvar for hvervningen til Frikorps Danmark, mens han om den upolitiske justitsminister Thune Jacobsens ansvar for, at kommunisterne i Horserod ikke blev losladt 28. august 1943 skriver pa side 617: »Der kan naeppe med rette palaegges Thune Jacobsen et storre ansvar end de ovrige regeringsmedlemmer«. Bortset fra, at de naermere omstaendigheder i de to forhold peger i modsat retning, ma man undre sig over, at en forsvarsminister skulle vaere mere ansvarlig end en justitsminister, og kan da fa den saere tanke, at den sidstnaevnte bliver domt mildere, fordi han ikke tilhorte politikerlavet. Det kunne da ogsa forklare, at Scavenius spiller en sa pafaldende tilbagetrukken rolle, som det for ovrigt ogsa var tilfaeldet under retsopgoret.

Praeses skriver ingen steder med rene ord, at de ledende politikere, som bar samarbejdet med tyske myndigheder under besaettelsen og heri inddrog vaesentlige dele af det danske samfund, efter krigen skulle have vaeret indklaget for domstolene. Men hans forklaringer pa, at det ikke skete, tegner et billede af et forslagent, noget lusket folkefaerd, der forstod at smyge sig uden om ansvaret, en opfattelse vi ogsa finder blandt retsopgorets kritikere, og som vel i ovrigt er gsengs mytologi.

Mere vaklende er forklaringen pa, hvad praeses selv pa s. 728 betegner som »formentlig retsopgorets storste problem«, nernlig at politikerne ikkeblev anklaget. Praeses har faktisk flere forklaringer. Pa s. 386 taler han om »en af de mange konsekvenser af besaettelsestidens politik, der som forholdene omkring regeringsdannelsen efter besaettelsen udviklede sig, ikke blev draget«. Politikerne skulle altsa have klaret frisag ved forliget med modstandsbevaegelsen og den faelles regeringsdannelse i maj 1945. Men blader vi laengere frem, ser vi pa s. 609, at den parlamentariske kommission tillaegges afgorende betydning. Det siges polemisk, at »politikernekom for politikernes domstol«, at de selv bestemte »hvilken malestokder skulle anlaegges pa den politik, der var blevet fort under besaettelsen«.Pa naeste side kritiseres den parlamentariske kommissions ineffektivitetog langsommelighed, og praeses bemaerker, at »set fra politikernessynspunkt var der naturligvis indlysende fordele knyttet til den valgte

fremgangsmade«. Om den konklusion, der blev draget i 1955, hedder det pa s. 613, at »den parlamentariske kommission havde renset politikerne«,og saledes er der lagt op til kapitlets elegante udgangsreplik pa s. 619: »Forhandlingspolitikken daekkede de handlinger, der var foretaget, og den parlamentariske kommission daekkede forhandlingspolitikken.« Vi ma altsa nu forsta, at sporgsmalet om en almindelig proces mod de ledende samarbejdspolitikere i hvert fald i princippet var svaevende endnu10 ar efter befrielsen.

Det forekommer mig, at sagen forholder sig endnu enklere. Jeg kan nemlig ikke se, at modstandsbevaegelsen pa noget tidspunkt har fordret et retligt opgor med de ledende politikere under besaettelsen. I hele afhandlingen naevner praises kun en enkelt bemaerkning af en tidligere modstandsmand (s. 565), som fandt det uretfaerdigt, at »visse politikere« gik »ram forbi«, og det kan ikke veje tungt mod Frihedsradets standpunkt.

I »Naar Danmark atter er frit«, tog Frihedsradet klart og utvetydigt afstand fra et retligt opgor med forhandlingspolitikkens maend og forlangte kun undersogelse af specielle forhold, som eventuelt kunne give anledning til rigsretssag. Praeses refererer dette afsnit pa s. 610, men synes ikke at have draget konsekvensen af det, nemlig at sa var der ikke rejst nogen fordring om proces mod regeringerne og deres politik. Sa havde den parlamentariske kommission, der blev nedsat i noje overensstemmelse med Frihedsradets fordring, ikke til formal at belyse og bedomme forhandlingspolitikken, men kun at undersoge, om maske enkelte politikere havde vist sig forsommelige eller misbrugt deres embede i unational hensigt. Deter noget helt andet, og lasngere strakte Frihedsradets fordring faktisk ikke. Jeg kan ikke na til andet resultat, end at praeses saetter skulderen mod en aben dor. Der var ikke tale om, at politikerne klarede frisag pa nogen smart made. Der var slet ingen sag.

I det lasngste kan man undre sig over, at kravet om et retligt opgor ikke blev rejst, hvilket straks er et mere uhandgribeligt problem. Prases nojes med at betegne Frihedsradets udspil som »meget moderat« og pege pa, at regeringernes legitimitet ikke blev bestridt. En nojere analyse af dokumentet og dets politiske kontekst ville dog have vist, at et almindeligt retligt opgor med forhandlingspolitikken ville vaere et brud med afgorende

Forst ma man erindre, at modstandsbevaegelsen havde et demokratisk stasted. Praeses refererer en fransk forsker, som har betragtet opgorene med politiske modstandere som pavirkning fra totalitaere ideologier, og sadan ville denne tanke ogsa blive opfattet i Frihedsradet. At retsforfolge

sine politiske modstandere - det var, hvad nazisterne gjorde, og det ville
Frihedsradet pa ingen made efterligne. Derfor ville man heller ikke kriminaliseremedlemskab
af DNSAP.

Endnu et moment talte i samme retning. Det gaelder den begrundelse, man gav for lovgivning med tilbagevirkende kraft, og som i ovrigt i mere udarbejdet form blev gentaget af Busch-Jensen i hans kommentarer til straffelovstillaegget. De handlinger, man ville kriminalisere, havde - det var begrundelsen - allerede i samtiden vaeret almindelig fordomt, sa det matte vaere klart, at lovligheden var en folge af landets ufrihed. En almindelig politisk proces, som den fortes mod Vichy-styret i Frankrig, ville bryde sa fundamentalt med denne forudsaetning, at den alene af den grund var udelukket.

Frihedsradet ville et opgor med forhandlingspolitikken; men det skulle vaere et politisk opgor, ikke et juridisk. Det var ikke et tilfaeldigt eller »moderat« standpunkt. Det var en konsekvens af retsopgorets fundament.

I visse andre forhold kan vi se, at kursen blev skaerpet. Jeg taenker ikke pa dodsstraffen, men pa kriminaliseringen af nazistisk propaganda, som Frihedsradet ogsa oprindeligt havde taget af stand fra. Ogsa de folk ville man overlade til almenhedens dom; men her kom det moment ind i billedet, at nazistisk og tysk propaganda var naert beslaegtede begreber, og de anklagede kunne tillaegges medskyld i kriminaliserede handlinger. Og her var betingelsen ogsa opfyldt, da denne propaganda godt kunne siges at have vaeret alment fordomt i samtiden.

Nar det altsa ikke var meningen at domme regeringsmedlemmerne, men nok f.eks. deres embedsmaend, kunne det scud, som om opgoret pa forhand var skaevt, at de i toppen skulle ga fri for at sige det populaert. Men deter bagklogskab. Der er ikke rimelig tvivl om, at Frihedsradet i november 1943 gik ud fra, at det politiske opgor ville blive effektivt, at den rigsdag, der skulle vaelges snart efter befrielsen, ville komme til at besta af nye maend, af folk, der repraesenterede modstanden, mens de politikere, der havde samarbejdet med tyskerne, ville vaere faerdige. Ellers kan man vanskeligt forklare den vaegt, man i pjecen lagde pa, at valget kom hurtigt, og at den parlamentariske kommission blev nedsat af den nye rigsdag. Havde denne forudsaetning holdt, var det ikke blevet politikere, der skulle granske de gamles forhold. Deter ogsa vaerd at bemaerke, at udrensningen blandt tjenestemaendene folger efter den politiske udrensning. Der var ikke tale om straf, men om afskedigelse, og den retlige form var nodvendig, da tjenestemaend ikke vaelges.

Hvad der fik denne del af retsopgoret til at virke skaev, var den politiskeforudsaetning,

skeforudsaetning,der bristede, da det ved folketingsvalget i oktober 1945
viste sig, at den befolkning, hvis retsbevidsthed man paberabte sig, i
hovedsagen ikke vragede deres gamle politiske ledere.

I ovrigt kun nogle fa ord om den parlamentariske kommission. At dens arbejde var uprofessionelt, at navnlig dens afhoringer var parodiske, nar medlemmer talte i munden pa hinanden, sa vidnet naeppe kunne komme til orde, den kritik er evident, og man ma ogsa give praeses medhold i, at dens resultater ikke berettigede sa lang en arbejdsperiode. Deter vanskeligere at se, at en fremskyndelse kunne have pavirket retsopgoret i ovrigt. Praeses skriver pa s. 611, at kommissionens langsommelighed formentlig var »et af de mest belastende og kritisable momenter i forbindelse med retsopgoret som helhed«. Som eksempler naevnes forst og fremmest Frikorps Danmark, som jeg har vaeret inde pa, dernaest »den ekstraordinaere lovgivning og kommunisternes forhold«, som ingen blev domt for, sa en skrivelse fra Socialministeriet, som maske kunne aflaste Tysklandsarbejderne der jo heller ikke blev domt, og endelig regeringens holdning til de store vsernemagtsarbejder, som jo allerede blev klart belyst i sagen mod Wright, Thomsen og Kjaer. Prasses naevner ogsa et eksempel pa forhold, der ikke blev undersogt, nemlig Indenrigsministeriets cirkulaere til amtmaendene, som 29. august 1940 blev palagt at pleje selskabelig omgang med de lokale tyskere. Pa dette punkt forstar jeg ikke helt prases. Det forekommer klart, at han betragter tjenestemandssagerne som alt for vidtgaende, og derfor har han da ogsa selv undersogt, hvad den parlamentariske kommission negligerede. Hans eget resultat, som naeppe lader sig anfaegte, kunne dog kun have tjent til at skaerpe disse sager. For mig at se fremlaegger han to punkter i anklagerens favor, nemlig for det forste, at det oprindelige cirkulaere, som var kendt af tjenestemandsdomstolen, blev aflost af en svagere henstilling, for det andet, at amtmaendene reagerede staerkt mod regeringens palaeg, hvorfor man bedre kunne forlange, at andre embedsmaend skulle negligere det. I forsvarerens favor finder jeg intet.

Jeg kan derimod vaere enig i, at det kunne have gavnet diskussionen helt op til denne dag, om vi havde haft en kommission af samme format som den norske undersogelseskommission, der ikke blot sarnlede kilder, men ogsa underkastede dem en kyndig, historisk analyse og forstod at placere omstridte handlinger i deres virkelige sammenhaeng. Det gav diskussionen et solidere grundlag. Om de danske kolleger ma man stort set sige, at de ikke vidste, hvad det var, de ledte efter, og derfor kunne de kun gore, hvad de gjorde, nemlig registrere og referere, hvad de nu fandt.

Jeg bor afslutte disse kritiske bemaerkninger med at praecisere deres raekkevidde. For det forste er det jo nu i dag min opgave at vaere djaevelens advokat og derfor ret ensidigt traekke kritisable momenter frem. Det rummer ingen dom over afhandlingens substans. For det andet vil man bemaerke, at kritikken generelt gar pa opgorets politiske sider, som ligger i yderfeltet i en retshistorisk undersogelse. Pa det grundlag kan jeg ikke antaste afhandlingens centrale, saglige indhold, men kun de vurderinger, som praeses lovlig oplagt har kastet sig ud i. Alt i alt forekommer det mig, at han pa flere punkter har faeldet for hard en dom over retsopgoret, har faet det til at tage sig mere urimeligt ud, end det var, og dette ser jeg som et resultat af, at han ikke i tilstraekkeligt omfang har analyseret de politiske

Deter jo menneskeligt at standse op, nar man har fundet et standpunkt. Navnlig en afvisende holdning foranlediger mange til at indstille analysen i stedet for at fortsaette og soge at forklare ogsa det urimelige. Jeg skal derfor runde oppositionen af med at rejse et sporgsmal - ikke en kritik, men et sporgsmal - som forekommer mig at sta übesvaret i kredsen af problemer omkring retsopgoret. Det gaelder den aggressive folkestemning, som praeses med rette tillaegger stor betydning for, at opgoret fik et omfang, der naeppe var forudset fra nogen side, og at retspraksis blev sa hard, som tilfaeldet var. Hvad indeholdt denne folkestemning? Hvad var dens baggrund?

Krigens atmosfaere, krigens oplevelser, angsten som kilde til aggressivitet, deter kendte faenomener, som let lader sig genkende i den hede sommer 1945, og som utvivlsomt indeholder en god del af forklaringen. Men er der ikke ogsa tale om et faenomen af mere generel karakter? Er det ikke sadan, at man normalt i befolkningen - og det vil sige hos os alle sammen - finder en tendens til at onske hardere straffe, end myndighederne finder rimeligt? Maske ikke i enkelttilfaelde,og isaer ikke, hvis man kender dem personligt, men generelt. Deter meget tankevaekkende at sammenligne situationen under retsopgoret med resultatet af den opinionsundersogelse, Observainstituttet foretog i 1973 af synet pa retspraksis i en lang raekke forhold. Ved sa at sige alle former for lovovertraedelse delte de adspurgte sig i to store grupper, nemlig dem, der ville have straff et »noget strengere« og dem, der ville have straffet »meget strengere«. Lemfaeldighed fandt man kun over for dem, der undlod at betale TVlicens. Resultatet tyder pa, at vi naeppe skal onske os straffeloven sendt ud til folkeafstemning.

Men var det ikke i nogen grad det, der skete i 1945? Fik retsopgorets

forlob ikke praeg af den usaedvanlige offentlige opmserksomhed, det var omgivet af, og hvis gennemslagskraft voksede som folge af myndighedernessvaekkede stilling - her i Danmark som i andre lande? Deter et problem, som falder uden for afhandlingens undersogelsesfelt. Men det er vigtigt for at forsta retsopgoret i storre historisk sammenhaeng, og det bor derfor rejses.

Der star nu blot tilbage for mig at onske praeses til lykke med en indsats, som han i hoj grad kan vaere bekendt. Kan vi stadig vasre uenige om vurderingen, og kan vi stadig diskutere forklaringen, har vi nu gennem praeses' afhandling faet at vide, hvad retsopgoret var, og hvordan det hang sammen. Deter ingen ringe fortjeneste. Deter naesten sa langt, som en historiker karma.

Frode Jakobsen:

/Erede praeses! Deter et kaempearbejde, De har praesteret. Med flid og omhu. Og - tror jeg - onske om retfaerdighed. De har bestrsebt Dem pa at saette Dem ind i den tid, De skriver om. Men - jeg mener ikke, deter lykkedes saerlig godt for Dem.

Deter blevet mode, et tegn pa liberalitet, at fremstille det danske retsopgor som en skandale. Den mode vil jeg ikke deltage i. Og alligevel kan jeg ikke godkende Deres opstilling (s. 716) af graderne af tilfredshed med det retsopgor. De har anbragt mig pa den yderste floj som den mest tilfredse - selvtilfredse, maske. »Retsopgoret lykkedes bedre i Danmark end i noget andet land«. Det skal jeg nok have sagt. Er det for ovrigt forkert? Kan De pege pa et andet land, hvor det gik bedre?

Men som det star her, er det et halvt citat. Det, som De har skaret fra,
er en sorgmodig konstateren af, at opgoret i Europa intetsteds skete uden
at sla dybe sar, heller ikke i Danmark.

De beklager Dem (s. 657) over, at kritik af retsopgoret - med alt det, som De drager ind - opfattes som kritik af modstandsbevaegelsen. De to former for kritik skulle ikke have noget med hinanden at gore. Det har De kun halvvejs ret i.

Vort land havde vseret delt. Der var nogle, som sa, at vor civilisation var ved at ga under, som horte skrigene ude fra Europa. Der var andre, som stoppede fingrene i orerne. Nogle, som sa, at der var krig, andre ikke.

Bag storstedelen af kritikken ligger den forskel. Det var forskelligt,

hvad de forskellige ville kriminalisere. Nogle ville kriminalisere det, som
modstandsbevaegelsen kaldte krigshandlinger, men ikke det, som modstandsbevaegelsenkaldte

Deter som to verdener - hvad enten vi tager de samtidige, som krigen gik hen over hovedet pa, eller en ny generation, som ikke kan leve sig ind i den tids angst og harme. De horer til den sidste kategori - men De har i en usaedvanlig grad lyttet til de gamle.

De er en superjurist. Det order ikke ment udelukkende som en anerkendelse.
For den fundamentale misforstaelse hos Deres laeremestre fra
dengang og hos Dem selv er forveksling af jura og krig.

S. 714-15 vender De Dem mod en historieopfattelse, som De - sammen med nogle andre yngre historikere - tildeler mig. De kalder den »uhistorisk og folelsesladet«. Lad os bare drofte forholdet »mellern dem, der har gennemlevet noget, og dem, der bare har laest noget om det«, som De citerer mig for.

Det har De faet gait i halsen. Nar jeg mener, at samtidighed undertiden er en fordel, sa er det ikke sympatier eller antipatier, jeg taenker pa. De kan udmaerket vaere et minus. Nej, deter kendskab - for min skyld gerne koldt kendskab - til det, som rorte sig i et folk. Deter ikke historikerens egne folelser, jeg taler om. Deter historikerens kendskab til folelser, tanker, motiver. Og dermed forstaelse for en historisk situation. For de folelser er realiteter - historiske realiteter. Uden kendskab til dem er en historiker ilde faren. Og isaer over for tider, hvor folk taenkte anderledes end ellers.

Jeg mener bestemt ikke, at man kun kan skrive sin egen tids historie - som deter blevet forvraenget til. Men at alt andet lige er det en fordel, ikke med sympatier og antipatier, men med kendskab til det, der bevaegede et folk, og som man ikke lige sa godt kan finde frem til i papirer.

Deres bog hedder »Retsopgoret efter besaettelsen«. Retsopgoret vil jeg overlade til andre. Det har aldrig vaeret mit gebet. Jeg kan dog ikke holde en bemaerkning tilbage: At Deres bog har givet mig en forunderlig oplevelse: en tilskyndelse til at forsvare de politikere, som jeg altid har folt mig i en grel modsaetning til.

Men De har taget et par omrader med, som ikke har noget med retsopgor
at gore. Igen er min indvending, at De sammenroder jura og krig.

De tager nogle beklagelige forlobelser efter den 4. maj med - og stikkerlikvideringerne. Deres begrundelse er (s. 657), at de to ting spillede en stor rolle i debatten dengang - i Rytters tid. Men fordi andre har ploret det hele sammen, behovede De da ikke ogsa at gore det.

Vor store angst var »de lange knives nat«. Vi sa, hvordan det gik i de

lande, der blev befriede for os. Interneringerne, som var kraevet af vore allierede, havde to formal: At undga selvtaegt, at forhindre danske nazisteri at falde kaempende styrker i ryggen. Her er det for en historiker vaerd at vide, at endnu den 2. maj fik modstandsbevaegelsen fra de allieredeordre til at vaere rede til at kaempe.

Vi vendte os mod selvtaegt. Det lykkedes ikke - konstaterer De. Nej - ikke til 100 procent. Nogle fa modstandsolk har ikke forstaet, at nu havde klokken slaet. Nogle unge mennesker, som havde oplevet kammerater d0 for angivere, forstod ikke - koldt og klart, som De ville have gjort - at den stikker, de var sat til at uskadeliggore, blev fredhellig, da kapitulationen

De maends indsats havde vaeret nodvendig for det, som vi alle sammen
bad for: Danmarks anerkendelse som allieret for de allierede - russere
eller englaendere - kom. Men de forlob sig.

De far de overgreb til at svulme. De gor det ved at rode tingene sammen: Regulaere gadekampe - det blev besaettelsens blodigste dogn - modstand ved interneringer. Det var ikke selvtaegt. Det var ikke det, vi kaldte »de lange knives nat«. Jeg har hidtil troet, at der kun var et par tilfaelde af det. De har belaert mig om, at der nok var fern. Vist er det en fattig trost, at der i Frankrig, efter Raymond Aron, var 40.000, som blev draebt uden lov og dom. I Andre Therive »Les trahisons«, med forord ogsa af Aron, star der 110.000. Den vaklen - 40.000 eller 110.000 - viser i hvert fald, at de ikke gik lige sa meget i detaljer som vi.

Ogsa stikkerlikvideringer var krig og havde ikke noget med retsopgor at gore. Det var aldrig spekulationer, om nogen ville sta til dodsstraf bagefter eller ej, men udelukkende om, hvor farlig en person var i det pagaeldende ojeblik. Det har De ikke holdt fast ved. Det rober Deres forargelse (s. 689) over, at man havde, ikke likvideret, men forsogt at likvidere en mand, som bagefter bare fik 2 ars faengsel for angiveri.

De accepterer nodvendigheden af de drab - tovende og modvillig. De
kunne godt have slaet det fast anderledes absolut: Uden danske angivere
ville det tyske politi have staet hjaelpelost.

Nogle af myterne har De heldigvis set igennem: At der var en overste
domstol for landet. At det var Frihedsradet, som faeldede dommene.

Hvad var da Frihedsradets ansvar? At vi pa et tidspunkt indsa den uundgaelige konsekvens: Man kunne ikke odelaegge vabenfremstilling til tyskerne, ikke standse tyske soldater pa vej til fronten, ikke redde flygtninge over Sundet - medmindre man uskadeliggjorde dem, der forradte de aktiviteter.

Men De haevder, at Frihedsradet havde skabt to forestillinger, som ikke

holdt: At alle de draebte vitterligt forst havde begae it angiveri. At enhver, som havde haft med en likvidering at gore, bagt ville sta frem og kraeve den behandlet af en domstol. Jeg horer Rytter en! Men begge dele er forkert.

Forst ideen om, at den enkelte skulle traede frem. De i > Hter Dem pa et eneste illegalt blad. En aedel tanke i et af de smukkeste illegale blade - men en forestilling, som kun kunne opsta i en vis afstand fra kampen med vaben.

»Mordere« var der blevet rabt efter de maend - under krigen, af selve de samarbejdende partier. Og morder blev der rabt af folketingsmedlemmer efter befrielsen. Derfor havde vi givet dem et lofte - et lofte, som var nodvendigt for kampen.

Over for den kriminalisering af sabotage og stikkerlikvidering, som var der fra forste faerd, tog Frihedsradet et ansvar pa sig: Ingen skulle traekkes for domstole og politi for noget, som han i aerlighed havde udfort som en krigshandling. Men sa kunne Frihedsradet naturligvis ikke dukke hovedet

Livet skulle kunne leves bagefter - i det Danmark, der forblev delt.
Ogsa i de sma samfund, hvor den »myrdede«s efterladte ville kende
»morderen«. Jeg haber, De kan hore gaseojnene.

Tit kunne der sas tvivl. Ikke om skyld - sa blev der givet oprejsning. Men om det nu ogsa havde vaeret strengt nodvendigt. Vi oplevede, at mange tog deres eget liv. Ikke fordi de mente, at de havde handlet forkert, men fordi de tyndslidte nerver ikke kunne baere ogsa mistaenkeliggorelsen fra landsmaend.

Der kraeves ikke sympati for de mennesker - De mener jo, sympati
blaender - men der kraeves en historikers forstaelse af arbejdsforhold,
situation.

De konkluderer (s. 693): »Modstraebende matte man gamed til at foretage en undersogelse af visse stikkerlikvideringer, og fra 1947 - men ogsa forst da - gav man de oplysninger fra sig i skriftlig form«. Deter ikke en fejltydning. For De kalder et andet sted (s. 684) en oprejsning i 1947 en af de forste.

Men deter jo direkte forkert. Bade »modstrcebende« og tidspunkt. Oprejsning var der enighed om for regeringsdannelsen. Den 3. oktober 1945 meddelte jeg Landstinget, at der sikkert var foregaet fejllikvideringer, og at frihedsbevaegelsen var ivrig for oprejsning. I april 1946 harder foreligget tre af de ni oprejsninger. Jeg mener, at alle oplysninger, som har fort til oprejsning, har modstandsbevaegelsen ved egen indsats fundet frem til.

Tre ting stod altid klart for Frihedsradet - og for regeringen: Det skulle slas fast, hvilke drab modstandsbevaegelsen havde ansvaret for. Hvis der var sket en fejl, skulle oprejsning gives. Hvis der var sket en forbrydelse, skulle den straffes.

Om de punkter skriver De i en fodnote (s. 667), at de kan vaere en efterrationalisering af Frode Jakobsen. Jeg tor da heller ikke garantere for, at de blev opstillet i punkter som a) b) c). For de var en selvfolge - for modstandsbevaegelsen og for samlingsregeringen. Jeg ved ikke, hvad den formodning om en »efterrationalisering« skal til.

Den anden falske forestilling, som Frihedsradet skulle have skabt, var, at ingen blev draebt, som ikke forst havde begaet et fuldbyrdet angiveri. Men fuldbyrdet angiveri - det var jo netop det, vi ville forhindre. Her ser man forskellen mellem jura og krig - en hurdle, som De trods god vilje aldrig kommer over.

Deres bevissted er Frihedsradets udtalelse i januar 1944 om, at de da draebte havde udleveret landsmaend til Gestapo. Men deter jo ingen erklaering om retningslinier for stikkerdrab. Deter en - korrekt - udtalelse om det bestemte lille antal stikkere, som pa det tidspunkt var blevet draebt. Og et gensvar pa politikernes pastand om, at det var drab efter anskuelser.

Krigen skaerpedes. Vi burde maske have udsendt en udtalelse senere, for at den misforstaelse ikke skulle opsta, som De ogsa er faldet for. Men deter en misforstaelse, som vi ikke anede eksisterede for Rytters pastand i sommeren 1945.

Fort a jour, siger De. At det var forebyggelse, ikke straf. Men det star der jo allerede - i den samme erklaering: Ikke straf, men forebyggelse. Jeg tror, at det store flertal hele tiden forstod det: Formalet var at forebygge et angiveri, ikke at straffe det bagefter.

Men jeg indrommer, at det ikke er med hojt haevet hoved, jeg irnodegar
Dem. Ordet stikker blev devalueret - af illegale blade, af folket.

»Vi var under besaettelsen optaget af andet end formuleringer.« Sadan citerer De mig. Jeg horer juristens harceleren, ja forargelse. Og den havde der vaeret grund til - hvis det havde drejet sig om et justitsministerium i fred. Men det gjorde det ikke.

Deter rigtigt: Det, vi var optaget af dengang, var ikke, hvordan vi
bedst skulle forsvare os mod kritik efter en befrielse. Men hvordan og om
vi naede frem til en befrielse.

Frihedsradet modtes forjaget. Principielt aldrig to gange pa samme
sted. Medlemmerne matte ikke kende stedet for to timer inden modet.
Ingen af os cyklede rundt - det var befordringsmidlet dengang - med

samtlige Frihedsradets tidligere proklamationer. Jeg er vis pa, at De har
mere orden i Deres papirer.

Men to betingelser skulle vaere opfyldt for en stikkerlikvidering: At ham, det drejede sig om, havde taget fjendens parti. At han havde faet en farlig viden. Det lyder maske underligt i Deres juridiske orer: Men i sadanne tilfaelde ventede man ikke pa, at vedkommende forst skulle fa sendt en kammerat til henrettelsespaelen.

Deres afstand ses intetsteds klarere end, nar De taler om, at det jo
bare var trusler - maske var de ikke alvorlig ment.

For eksempel den forvalter. Han vidste en frygtelig masse. Han truede med at ga til Gestapo med den viden. De skriver (s. 687), at det ikke kunne bevises, at han »havde taget skridt til at gore alvor af trusselen«. Hvis der skal vsere en mening i den saetning, ma den betyde, at man burde have ventet og set: Om han nu virkelig tog de skridt. Men de skridt ville have betydet oprulningen af alle de vaebnede styrker pa egnen, maske 50 menneskers dod.

Var det mangel pa respekt for menneskeliv - hos modstandsbevaegelsen? Det var det modsatte. En farlig indsats for at redde menneskeliv. Men ogsa det pinefulde valg mellem mange menneskeliv og et enkelt menneskes liv.

I nogle tilfaelde blev der handlet for hurtigt. Det tror ogsa jeg. Nogle
likvideringer havde nok ikke vaeret nodvendige. Det tror ogsa jeg. Men
de gik ikke ud over uskyldige. Bortset fra de ni.

Hvad der var modstandsbevaegelsens drab blandt krigens uopklarede
drab, skulle gores op. Oprejsning skulle gives, hvor uskyldige var draebt.
Undersogelser skulle ske, hvor der opstod mistanke om forbrydelse.

Og sa var det ikke modstandsbevaegelsens oprindelige hensigt at ga
videre. Det har De ret i. Resten var krigshandlinger, hvor de to betingelser
var opfyldt: Farlig viden og parti for fjenden eller trusler.

Men frihedsradet havde brugt ordet »stikkere«. Og de var ikke alle
sammen stikkere. Havde familien sa ikke krav pa besked: Om der forela
et bevis for fuldbyrdet stikkeri eller ej?

Deter rigtigt, at her fandt vi kun langsomt frem til en form. Vi kunne
ikke kalde det en fejltagelse. For det var ingen fejltagelse. Vi kunne ikke
kalde dem uskyldige. For de var ikke uskyldige.

Sandheden har alle krav pa. Men det var kompliceret. Deter livet somme tider. For det forste var det svaert at na frem til sandheden. For det andet var der et hensyn til: Til dem, som under svaere omstaendigheder, som vi ikke kunne rekonstruere, med god samvittighed havde truffet en afgorelse.

Deres bog ville have vaeret noblere uden en raekke eksempler af den
slags, som hverken De eller andre har kunnet na til bunds i - og som De
til dels har misforstaet (s. 683 ff). De giver et vraengbillede.

Hvorfor var det svaert altid at finde frem til sandheden? Mange af dem, der udforte likvideringerne, var dode. Rytter sagde, at det havde ikke vaeret nogen heltemodig gerning. Ryvangen taler et andet sprog. Der ligger mange af dem. Og mange af de levende var nedbrudte - eller skraemte. Talen om, at de var mordere - regeringens tale under krigen - blev nu med fanatisme udslynget af andre.

Forst her skiltes vandene - ved de sakaldte »blakkede« erklaeringer:
Om at et fuldbyrdet angiveri ikke kunne bevises, men at vedkommende
ved sin adfaerd havde frembudt en fare.

Frihedsbevaegelsen havde ikke noget mod, at den fulde sandhed kom frem. Frihedsbevaegelsen havde ikke noget mod, at sadanne redegorelser blev sendt ud til familierne. Men tit var det umuligt at fremlaegge det materiale uden derved at robe, hvem der havde staet bag. Og det havde vi noget imod. Her gjaldt der et lofte.

Familierne matte fa den fulde sandhed - og sa kunne de gore med den, hvad de ville, offentliggore den eller ej. Men de onskede ikke at offentliggore den fulde sandhed. Og da kravet blev rejst: I stedet erklaeringer, som kun slog fast, at der ikke forela bevist stikkeri, og offentliggjort ikke af familien, men af justitsministeriet, da matte modstandsbevaegelsen meddele, at nu var den ikke med laengere. Ogsa af hensyn til de ni oprejsninger, som pa den made blev devalueret.

For hvordan bragtes de erklaeringer? Uvaegerligt i naesten alle aviser
under overskrifter som: »Uskyldig likvideret«, »Likvideret ved en fejltagelse«.
De var ikke uskyldige. Det var ikke en fejltagelse.

Det kunne man se stort pa, synes De at raesonnere. Men sa glemmer
De den anden part. Der var to hensyn: Sorgen i familien - og det, som
ramte hardt belastede som piskeslag.

De, der onskede det, kunne fa deres parorendes sag traevlet op. De er
forbavset over, at ikke flere onskede det. Deter jeg ikke. De vidste
naesten alle sammen, at der var skyld.

Men kravet om optraevling af samtlige sager, som De synes at ga ind for - bade hvor de parorende onskede det, og hvor de ikke onskede det - ville vaere barbarisk. Isasr for de familier, som sa endnu engang blev haengt ud.

De efterlyser storre »abenhed«. Det lyder altid tiltalende. Bagved ligger
som en forundring: Hvorfor overlod man ikke simpelt hen de sager til
politiet? Deter jo den slags, man har et politi til.

Jeg tror, at Deres udtryk (s. 669) ma vildlede laesere uden saerligt kendskab. De skriver om »en aftale om, at politiet ikke skulle beskaeftige sig med stikkerlikvideringerne«. Vi havde altid politi med: Ved gennemgangen af alle drabene, afgorelsen om oprejsning, undersogelsen af eventuelle

Men deter rigtigt: Det var ikke politimestrene spredt ud over landet, politiet uden forudsaetninger. Det var politi med forudsaetninger - forudsaetninger for at kunne traenge igennem. Selv Steincke, med hans kritik, erklaerede over for rigsdagen, at den fremgangsmade var den rigtige. Undersogelserne havde - med hans ord - »vaeret upartiske og betryggende« og fort til »resultater, som ikke kunne vaere naet pa anden made«.

Men hvorfor ikke politimestrene landet over?

Mindre end to ar tidligere var det det politi, som jagede sabotorerne. Tit overgav dem til tyskerne - i et enkelt tilfaelde skod en. Der var en dyb mistillid, undertiden had - maske mest hos kommunisterne. Og ikke uden grund. Folkene ville have lukket sig over for det politi. Ad den vej var vi maske ikke engang naet frem til oprejsning til de ni - det, som matte vaere modstandsbevaegelsens aeressag.

De kan mene, at den frygt var overdrevet. Det mener jeg selv. Men
forskellen er, at jeg ved, at den var der.

Dernaest: At overgive de sager til almindelig politiefterforskning foltes
som en kriminalisering, da der endnu taltes om mordere, da ledende folk
kraevede politiundersogelse af de enkelte sabotagers berettigelse.

Og endelig: At laegge de sager i det lokale politis haender ville vaere at udlevere navnene pa dem, der havde taget afgorelsen eller fort den ud i livet. Det var der enighed om ikke matte ske. Men ogsa det synes De maske, vi skulle have gjort - i den hellige abenheds navn.

»Modstandsbevaegelsens egen undersogelse« siger De med Rytter. Den blev startet af mig pa et tidspunkt, hvor ogsa jeg - hvor underligt det maske lyder i Deres orer - var en myndighed, medlem af en regering, som stod bag mig. Den blev fortsat af justitsministeriet, som De synes at have mere fidus til end til andre ministerier, og af ministeriet for saerlige anliggender.

Jeg finder, at klarheden ikke bliver storre, men mindre ved Deres vidtloftige opstilling af etaper, som ikke eksisterede i virkeligheden. Men mere afgorende: Jeg finder ikke, at Deres fremstilling er fair over for modstandsbevaegelsen. Jeg kunne ogsa godt sige: over for mig. Men lad det fare! Det kulminerer side 673.

»Modstandsbevaegelsen ville selv sta for undersogelsen, hvis der overhovedetskulle

hovedetskullevaere nogen.« Hvis der overhovedet skulle vcere nogen! For regeringsdannelsen slog jeg fast, at modstandsbevaegelsens drab skulle registreres, at oprejsning skulle gives ved fejl. Der var ingen skreven kontrakt. Det har De ret i. For der var ikke to meninger om den sag. Det var mig, der som minister satte den undersogelse i gang i sornrneren 1945.

Vi var »for stejle«. Sadan begynder De kapitlet om stikkerlikvideringer.
»Med storre smidighed kunne megen übehagelig debat vaere undgaet,«
sadan slutter De.

»For usmidige« - noget tyder endda pa, at De isaer mener mig. Her indrommer jeg, at jeg ikke laengere er den rette til at faelde dom. Men undskyld mig - jeg er heller ikke vis pa, at De er det. For min konklusion bliver, at De ikke har formaet at leve Dem ind i den tid, De skriver om. Trods bestraebelser.

En revolutions situation radede i Europa. Regeringer havde overalt i are vis siddet pa Hitlers nade. Betingelsen havde vaeret, at de forfulgte alle dem, som rejste sig mod nazismen. Og nu blev det omvendt. Modstandsbevaegelserne, de forfulgte, blev pludselig dem, som havde vabnene. Borgerkrig, gadekampe, en blodrus som i Frankrig blev resultatet. Vi ville prove, om vi kunne gore det bedre.

Deres ideal er »normalisering«. Det var ogsa vort mal. Og det blev resultatet. Men det var ikke noget, som kunne indfores den 5. maj kl. 8 om morgenen. En overgang matte til. Ogsa vi onskede den overgang sa kort som mulig.

Det kraevede kompromiser. Mellem politikere og modstandsbevaegelse.
Inden for modstandsbevaegelsen selv. Kommunister - antikommunister,
der var spraengstof nok.

Kompromiser er aldrig noget smukt. Det syntes modstandsbevaegelsens
unge idealister ikke. Det synes De, hr. doktorand, ikke. Det syntes
heller ikke vi. Men hvad var alternativet?

Deter ind imellem, som om De - trods talen om normalisering - mener, at vi satte fred og ro for hojt. Der var nogle i modstandsbevaegelsen, som fandt det mere idealistisk med et renfaerdigt brud - selv om det maske ville have fort til de lange knives nat. Det giver mig en underlig fornemmelse, nar det undertiden synes, som om De ville have sluttet Dem til den floj.

Frihedsradets ville blive tilbage til ordnede forhold - uden at ligge pa maven for det, De kalder »normalisering«. En ledelse var nodvendig. Uden en ledelse med autoritet ville det aldrig vaere gaet. De gamle kritikerehar skildret Frihedsradet som de blodtorstige, der skraemte rigsdagen

gen- og altsa ogsa de kritikere selv. Jeg gruer ved tanken om, hvordan
det ville vaere gaet, hvis der havde staet en modstandsbevaegelse, med
dens lidenskaber, men ingen ledelse.

Men hvad var betingelsen for Frihedsradets autoritet? At man kunne stole pa det. Frihedsradet havde givet et lofte til dem, det havde opfordret til at gaud i kampen. De synes at mene, at vi skulle have svigtet det Iofte.

Men et frihedsrad, som ikke havde staet fast mod alle tendenser - for og efter befrielsen - til at kriminalisere modstandsbevaegelsens handlinger - sabotage, stikkerlikvideringer, et frihedsrad, som var lobet fra sine lofter, ville ikke have vaeret et frihedsrad laengere. Det ville ikke vaere blevet anerkendt som modstandsbevaegelsens ledelse.

Det lykkedes at na igennem med samlingsregeringen. Ikke uden murren.
Noget var muligt, andet var umuligt. Dertil horer et brud pa lofter til
dem i den yderste farligste raekke.

Almindelig aere matte forbyde det. Og hvis man ikke regner med sadan
et begreb i politisk historie - ogsa klogskab, politisk ansvarlighed matte
forbyde det.

»Usmidige!« Jeg mener, vi stod fast, hvor vi skulle sta fast, at vi tog det
ansvar pa os, som var nodvendigt for, at man kunne tale om en ledelse.

Landet sydede. Modstandsbevaegelsens maend var tit bitre og skuffede Det var svaert at holde sammen pa politikere og modstandsbevaegelse somme tider ogsa pa modstandsbevaegelsen selv. Det kunne godt vaer< bristet - endnu i sommeren 1945. Jeg tror, at hvis vi havde fulgt Deres ra( - som De jo heldigvis ikke kom med dengang - ville det vaere gaet gait

Deter en politisk bedommelse. De kan have en anden. Men her er et sted, hvor jeg tor sige, ikke at folelser, ikke at mine folelser taeller mere end Deres studier - men at bedre kendskab - for min skyld altsa gerne koldt kendskab - til hvad der rorte sig i vort folk pa det tidspunkt, ville have vaeret et stort plus oven i det meget, som De har laest.

Vi gjorde det sa godt, vi kunne. Men De har ret: Det blev ikke uden fejl. Det har vi ogsa vidst dengang - i den angstens time, som De ikke har kendt. Men derfor kan det maske vaere godt nok, at vi nu har faet det at vide en gang til.

Ole Knutzen:

Hojtaerede decanus

Hojtaerede doctores, lectores og professores
/Erede tilhorere, Dr. Tamm.

Min opposition udgor et sammenhaengende hele, og jeg vil mod slutningen
resumere de delsporgsmal, der rejses undervejs i et par hovedsporgsmal,
som jeg da vil bede Dem besvare, dr. Tamm.

I forordet til Deres afhandling skriver De, dr. Tamm, at Deres bog bygger pa den opfattelse, at retsopgoret efter besaettelsen som enhver anden begivenhed kan skildres pa grundlag af historisk kildemateriale, og der er naeppe tvivl om, at De ved dette i det vaesentlige forstar »det store skriftlige materiale«, der overlades til eftertiden - det, som formidles gennem papirer.

Jeg er meget enig i dette synspunkt, og jeg har derfor noje overvejet,
om jeg - som son af en af de »aktorer«, De omtaler i Deres bog, generaldirektor
P. Knutzen - burde blande mig i diskussionen.

Imidlertid medtager De i begrebet kildemateriale »muligheden for en samtale med personer, der har oplevet begivenhederne« (side 715), idet De citerer den amerikanske historiker B. H. Gordon, som siger, at oplysninger fra en sadan samtale gor krav pa samme omhyggelige undersogelse, som en gammel skriftrulle fra en forlzengst afdod civilisation: hverken mere eller mindre.

Denne bemaerkning har vaeret medvirkende til, at jeg har overvundet
mine betaenkeligheder ved at anmode om ordet.

Jeg er ogsa meget enig med Dem, nar De fortsastter (side 715 nederst) med at sige, at det ikke er historikerens problem at afgore, om de muligheder, der blev valgt, var de rette, eller om denne eller hin person handlede rigtigt. Historikeren skal - siger De - af de mange forklaringer rekonstruere de muligheder, der fandtes, forklare hvorfor bestemte 10sninger blev valgt og redegore for de enkelte aktorers holdning og motiver.

Jeg gar ud fra, at historikeren derudover ogsa ser det som sin opgave at redegore for konsekvenserne af de enkelte aktorers handlinger, eller om man vil, resultaterne deraf og endvidere bestraebe sig pa at opsoge kildemateriale, hvor der matte vaere begrundet formodning om, at der er noget at finde.

Deter min opfattelse, at der stadig - selv efter Deres afhandling, dr.
Tamm, og ogsa efter Henning Poulsens afhandling om »Besaettelsesmagtenog
de danske nazister« fra 1970 og Henrik S. Nissens afhandling

»1940, Studier i forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken« fra 1972 findes uafklarede punkter i historieskrivningen vedrorende savel besaettelsestidens tidlige udvikling som vedrorende Dansk-Tysk Forening og generaldirektor P. Knutzens handlinger som formand for denne forening.

Jeg vil begrunde denne opfattelse.

Det fremgar klart pa side 550 i Deres bog, hvad der var det virkelige formal og regeringens hensigt - ikke alene med at stotte foreningen - som De skriver - men til i det hele taget at Soge den etableret, formulere dens vedtaegter og endelig lsegge moralsk pres pa de personer, der skulle overtage ledelsen af foreningen og dermed gore arbejdet.

Dette virkelige formal var - og jeg citerer side 550:

- »at danne modvaegt mod de danske nazister, der ellers var den kreds, hvorfr;
tyskerne hentede oplysning om danske forhold« og

- dermed - som hovedformal - »at forebygge en nazistisk magtovertagelse.«

Jeg tror, der blandt historikere er enighed om, at dette repraesenterer kendsgerningerne bag oprettelsen af Dansk-Tysk Forening, og der kan altsa ikke herske tvivl om, at den danske regering i sommeren 1940 onskede at skaffe sig et vaerktoj, som var egnet til - og jeg gentager - at forebygge en nazistisk magtovertagelse.

Det sporgsmal, som man sa kan undre sig over, at ingen historiker - mig bekendt - har Sogt at besvare gennem kildestudier eller ved opstilling af begrundede hypoteser, som derefter soges verificeret eller afkraeftet, er det meget naturlige:

/ hvilken udstrcekning tjente denne forening sit virkelige formal? eller
sagt pa en anden made:

Bidrog denne forening gennem dens formands forskellige foredragsrejser til Tyskland og den dialog med ledende politikere og embedsmaend i det tyske hierarki, det lykkedes ham at fa i gang, til den efterhanden aendrede indstilling fra tysk side over for regeringssporgsmal i Danmark, som der sa klart er gjort rede for i Henning Poulsens og Henrik S. Nissens foromtalte afhandlinger?

Jeg selv kan ikke med de nodvendige historiske beviser besvare dette sporgsmal, men jeg kan maske bidrage med at formulere og begrunde hypotesen og sporgsmalet, og - hvis det accepteres som vaerende relevant - bidrage med at papege, hvor man kan soge kildemateriale.

At opstille en hypotese pa basis af begrundede formodninger og skriftligeberetninger
fra historiens aktorer og derefter soge den af- eller bekraefteter

kraeftetervistnok et almindelig anerkendt videnskabeligt arbejdsprincip,
og deter det, jeg lsegger op til.

Tillad mig derfor at opstille en sadan arbejdshypotese suppleret med de argumenter og forhold, som stotter den - og som jeg mener er af en sadan vaegt, at de retfaerdiggOr at of re tid og arbejde pa at fa den verificeret.

I begyndelsen af September 1940 tog P. Knutzen til Berlin for - i overensstemmelse med det virkelige formal med Dansk-Tysk Forening - at tage kontakt med »Nordische Verbindungsstelle« og holde et foredrag, »Danske Forhold«, hvis indhold var at forklare tyskerne, at det ikke kunne vcere i Tysklands interesse at umuliggore genoprettelsen af et godt forhold til den danske befolkning ved indscettelse af en marionetregering, hvis handlinger ville og matte skabe forbitrelse. Deter derfor desvaerre ikke korrekt, dr. Tamm, nar De side 551 nederst skriver, at Dansk-Tysk Forening indledte sin virksomhed den 10. September 1940 med afholdelse af dette foredrag i Danmark, idet foredraget ca. 1 uge for var blevet holdt for sin egentlige tilhorerkreds, tyskerne i Berlin, som bestod af en saerdeles repraesentativ forsamling, deriblandt to rigsministre og, som naturligt var, af praesidenten for Nordische Verbindungsstelle, dr. Draeger.

Legationsrad Steensen Leth, der i Berlin overvaerede talen som fungerende dansk minister, udtalte straks sin tilslutning, hvilket han i efteraret 1945 pa foresporgsel bekraeftede med folgende udtalelse, udfaerdiget pa Udenrigsministeriets brevpapir og med Udenrigsministeriets aktemaerke:

»Det omtalte foredrag, som jeg iovrigt nu efter sa mange ars forlob ikke laengere erindrer i enkeltheder, gav mig det indtryk, at generaldirektoren pa en utvetydig made haevdede Danmarks krav om selvstaendighed, mens jeg pa den anden side ikke mente, at generaldirektoren, der jo i sin egenskab af formand for Dansk-Tysk Forening var nodsaget til at udtale sig i samarbejdets and, i sine udtalelser var gaet videre, end forholdene pa det davserende tidspunkt gjorde berettiget. Jeg mener ogsa at huske, at jeg efter foredraget overfor generaldirektoren udtalte mig i lignende retning. Foredraget blev meget vel modtaget af tilhorerne, hvoriblandt der var forholdsvis mange prominente personer, og kunne efter min mening kun hjaelpe til at fremme forstaelsen for Danmark i indflydelsesrige tyske kredse.«

Det samme foredrag blev senere holdt herhjemme, og dets hensigt blev saerdeles vel forstaet og rosende omtalt af danske aviser, som en »magtfuld bekendelse til Danskheden«, hvilket man kan overbevise sig om ved at laese omtalen deraf medio September 1940 i Jyllands-Posten og en raekke andre aviser, der forstod, at den broderhand, der her blev rakt

tyskerne, reelt var et kraftigt slag i synet pa de danske nazister.

En lille sidebemaerkning her er vist berettiget:

Nar De, dr. Tamm pa side 548 skriver, at Dansk-Tysk Forening og generaldirektor P. Knutzen som dens formand meget hurtigt i den almindelige bevidsthed kom til at sta som et ondartet udtryk for den officielle danske kollaborationspolitik i forhold til besaettelsesmagten, er det i hvert fald ikke muligt at finde arsagen i afholdelsen af dette foredrag i Danmark, hvor dets hensigt af samtiden som nsevnt blev saerdeles vel forstaet, og dets udformning med den magtfulde bekendelse til Danskheden, man noterede sig med glaede.

Deres udsagn afspejler nok i hojere grad, at deter vanskeligt at fastholde en skarp tidsdifferentiering af hsendelser, der ligger nogle ar tilbage, samt den forargelse, der naturligt opstod i besaettelsens sidste fase og efter befrielsen, vel at maerke som et resultat af kampagner i forst den illegale presse, hvor oplysninger af gode grunde ikke lod sig korrigere, og senere i den frie presse, hvor ingen havde mod til at gore det. Hulheden og det lave informationsniveau, som her kommer til udtryk, belyser De sa udmaerket ved gengivelsen af billedet pa side 560 af den tyske gesandt, der overraekker en tysk orden til P. Knutzen, ved at oplyse Deres laesere om, at dette fandt sted ved Storstromsbroens abning i 1937, hvilket bladet (Frit Danmark) ikke havde fundet det nodvendigt at oplyse sine laesere om, selv om billedet blev brugt til at illustrere Knutzens naere tilknytning til tyskerne under besaettelsen. Med sadanne midler er det jo ikke svaert at skabe forargelse.

Tilbage til min arbejdshypotese:

Kort efter denne foredragsrejse til Berlin aflagde dr. Draeger fra Nordische Verbindungsstelle i dagene 26.-30. September 1940 genbesog i Danmark. Dette besog er omtalt i Henning Poulsens afhandling pa side 209 med angivelse af, at Draegers egentlige aerinde var at knytte kontakt med den nystiftede Dansk-Tysk Forening under generaldirektor Knutzens ledelse. Der er, som naevnt, tale om et genbesog for at fortsaette den dialog, som var kommet i stand under Knutzens foredragsbesog i Berlin 3-4 uger tidligere og formentlig for ved selvsyn at danne sig et indtryk af, om det negative billede, Knutzen der havde tegnet af Frits Clausen og de danske nazister, havde sin rigtighed.

Imidlertid beskaeftiger Henning Poulsen sig i sin undersogelse ikke videre med indholdet og betydningen af de droftelser, som det var Draegersegentlige aerinde at gennemfore, og overser helt forbindelsen mellem de to besog, idet han blot naevner, at kontakten med Dansk-Tysk Foreningog

ningogKnutzen ikke var Draegers eneste opgave, og derefter koncentrererhan
sig om disse andre aspekter.

Henning Poulsen forsoger herefter at udrede tradene omkring arsagen til, indholdet af og resultatet af Draegers besog, men sporene Iober ud i sandet, for som H. P. skriver pa side 210: »Der er nceppe noget punkt af denne undersogelse, hvor kildeme svigter sa fatalt som netop i denne spcendte situation.«

Henning Poulsen mener dog, at Draeger formentlig var sendt herop af de »gamle« afdelinger i Auswartiges Amt, og da velsagtens for at fa et mere nogternt og negativt billede af de danske nazister, end det Meissner havde tegnet i det tyske gesandtskabs indberetninger til Berlin, og hvis dette er tilfaeldet - siger H. P. side 210 - »er Draegers rejse den forste i en raekke af bestraebelser, der har nedfaeldet sig i kildematerialet, og som alle gik ud pa at afvaerge en nazistisk magtovertagelse i Danmark«.

Er det ikke berettiget at stillet sporgsmalet: »Hvorfra kan Auswartiges Amt vaere blevet inspireret til at give Draeger et sadant opdrag?« - Deter dog naeppe sandsynligt pa forhand at antage, at det skulle vaere en tysk inspireret ide, hvorimod det netop er i trad med Dansk-Tysk Forenings hovedformal og kvintessensen af Knutzens argumenter over for tyskerne.

Var det ikke en ide at soge det fatale svigt i kilderne afhjulpet ved at soge kildemateriale hos de personer, Knutzen havde gjort indtryk pa med sin argumentation i foredraget i Berlin i begyndelsen af September? Inspirationen til et sadant arbejde kan man soge i Knutzens erindringer side 163-166, i en artikel i Berl.Tid. for 11. februar 1941 samt i bestyrelsesprotokollen for Dansk-Tysk Forening vedrorende formandens beretning pa generalforsamlingen den 10. September 1941. (Besaettelsestidens Fakta, side 334-336).

Jeg opfordrer til, at man analyserer savel indholdet af hans foredrag, der er veldokumenterede, som hans beretning om ovennaevnte dialog, for derfra at hente inspiration til opsporing af kilder fra relevante personer og regeringsorganer i Berlin, og hvor det i ovrigt matte vaere relevant.

Antallet af sporgsmal, man kan stille sig, er legio:

- Hvilken rolle spillede Nordische Verbindungsstelle over for det tyske udenrigs
ministerium oe for udformningen af den tyske politik over for Danmark?

At denne rolle ikke kan have vaeret helt betydningslos antydes vel af der kendsgerning, som oplyses af Knutzen og bekrasftes af Steensen Leth, at Knut zens forste foredrag i Berlin - som fra tysk side var arrangeret netop af Nordi sche Verbindungsstelle - blev holdt i en saerdeles repraesentativ forsamling deriblandt 2 rigsministre, og at antallet af personer af denne eller tilsvarendt

kategori, som i forbindelse med Knutzens naeste foredragsrejse, der fandt sted omkring manedskiftet januar/februar 1941, og som onskede at fortscette dialogen med Knutzen om danske forhold, var udvidet betydeligt, hvilket jeg skal pavise i det folgende.

Hvilke personer og organer i det tyske system er der her tale om?
Kan arkiverne fra disse personer og regeringsorganer afhjselpe det fatale svigt i
kildeme, som Henning Poulsen er stodt pa, maske ved ikke at have sogt de
rigtige steder?

Hartvig Frisch har ogsa beskaeftiget sig med sporgsmalet om, hvorfor tyskerne pludselig ophorte med at stotte ideen om en nazistisk regering i Danmark. I sit vaerk »Danmark besat og befriet«, bind 1, side 134-135, undrer han sig helt naturligt over den afgorende aendring i tyskernes opfattelse af Stauning, som Draeger under sit foredragsbesog (var det i ovrigt ikke i Dansk-Tysk Forening?) den 13. januar 1941 giver udtryk for. Hartvig Frisch fortolker dette som et bevis pa losheden i de tyske planer. Hartvig Frisch - hvis bog allerede udkom i 1945 - har ikke kunnet vaere opmaerksom pa 3 interessante udtalelser fra Draeger over for Knutzen fremsat netop ved dette besog og refereret i Knutzens erindringer, der forst udkom i 1948. Jeg citerer fra side 166:

- »at Draeger nu er klar over, at Frits Clausen ikke magter at danne en dansl
regering,«

— o o*
- »at Stauning var af stor vaerdi som minister,« ot

- »at Draeger nu havde tilslutning fra betydende kredse til, at det vigtigste her
landet under krigen fra et tysk synspunkt matte vaere opretholdelse afro oj
orden.«

Der er noget, som kunne tyde pa, at Knutzen har haft endog saerdeles
stor succes med sine anstrengelser for at pavirke tyskerne.

Det var i hvert fald hans egen vurdering, at tyskerne havde accepteret hans synspunkter, og at han dermed - maske pa afgorende vis - havde bidraget til at fa truslen om en tysk-stottet nazistisk regering i Danmark manet i jorden.

Jeg husker personligt, at han hjemme gav udtryk for tilfredshed med de resultater, han var overbevist om at have opnaet. Da jeg er fodt i 1927, var jeg altsa i arene 1940-43 13-16 ar gammel og var levende optaget af dels de dramatiske krigsbegivenheder i disse ar og dels hele problematikken omkring besaettelsen, begivenheder, der har braendt sig ind i mit sind. Denne interesse blev naeret af, at jeg i mit hjem ved middagsselskaber - hvor jeg ofte fik lov at sidde med ved bordet - som stor dreng har faet et personligt indtryk af en raekke danske ministre og topembedsmaend i den naevnte periode og lyttet til deres diskussioner.

Min beretning far dermed i nogen grad karakter af beretningen fra en person, der om end han ikke har oplevet, sa dog vaeret taet inde pa begivenhederne. Min beretning fortjener maske derfor samme omhyggelige undersogelse som en gammel skriftrulle fra en forlaengst afdod civilisation: hverken mere eller mindre, og det vil jeg vaere yderst tilfreds med ikke blot af hensyn til vurderingen af min fars indsats, men ogsa fordi jeg maske derved kan bidrage til opklaringen af en hidtil uforklaret, men vist ikke helt uvaesentlig episode i historien.

For at vaere endnu mere konkret, sa lyder min hypoteses helt centrale
sporgsmal til historikerne:

Kan der gennem studier af de kildemuligheder, jeg her har naevnt, spores nogen forbindelse mellem disse forsog pa pavirkning fra dansk side af centralt placerede tyskere og den aendring i den tyske politik, der kommer til udtryk i Ribbentrops telegramordre til Renthe-Fink, som ifolge Henning Poulsens undersogelser dateres til den 15. eller 16. november 1940, og i henhold til hvilken tyskerne stiller kravet om en regeringsstorm i Danmark i bero?

Raekken af sporgsmal fortsaetter:

- Kan der pavises nogen arsagssammenhaeng mellem de fortsatte bestraebelser, Knutzen gjorde senere pa vinteren 1941 pa at fortsaette og udvikle den dialog med tyske regeringsmyndigheder, han havde haft held til at fa i gang i September aret for, og som med korte intervaller havde udviklet sig siden, og den kendsgerning, at tyskerne gennem resten af besaettelsen undlod at gennemtvinge en nazistisk regering i Danmark, fordi de en gang for alle var blevet overbevist om, at de ikke kunne bygge pa Frits Clausen og hans parti?

Knutzens naeste foredragsrejse til Tyskland fandt sted omkring manedsskiftet januar/februar 1941 til Dresden, Miinchen og Wien, og ved et ophold i Berlin pa tilbagerejsen til Kobenhavn blev han modtaget af 1 rigsleder (hvem og hvad det sa end matte vaere) og 4 rigsministre, der iblandt dr. Goebbels, med hvem der udspandt sig en dialog om forholdene i Danmark.

Jeg skal ikke her traette med en redegorelse for indholdet, blot naevne, at Goebbels startede med kraftigt at angribe attentismen, hvilket blev staerkt imodegaet med argumenter, der var tilpasset til at kunne forstas af tyske oren. Knutzens svar star pa side 167-168 i hans bog, og han beretter om efterspillet:

»Disse udtalelser faldt maerkelig nok i god jord. Ministeren afbrod kun en gang med en bemaerkning om, at man ikke onskede at tage os med magt. Dagen efter meddeltes det mig« - fortsaetter Knutzen - »at ministerenhavde vaeret overordentlig tilfreds med besoget og de svar, han havde

faet. Jeg bemaerkede, at jeg sa sandelig ikke havde talt ministeren efter munden, og svaret l0d: »Eftersnakkere har vi nok af. En aerlig mening fremsat pa en klog og ordentlig made er os virkelig mere velkommen og vasrdifuld end torn eftersnakken.«

Har vi her en ide til opsogende kildestudier, sporger jeg?

Vender vi os nu til den hjemlige scene, tegner der sig folgende billede:

Samtidens politikere havde de nodvendige informationer til en kvalificeret vurdering ikke alene af Knutzens holdning og motiver, men havde ogsa et indtryk af de umiddelbare virkninger af hans bestraebelser, og der foreligger mangfoldige vidnesbyrd herom. Lad mig anfore nogle fa eksempler:

- Bevaret takkebrev fra fhv. minister Henning Hasle af 11. februar 1941, hvor han udtrykker sin sympati for det store arbejde, Knutzen under sa vanskelige og utaknemmelige vilkar udforer i denne tid i landets tjeneste. (Brevet findes i Rigsarkivet).

- Staunings udtalelse til trediemand om, at generaldirektoren havde opbygget et
andeligt Dannevirke til vaern mod nazismen. (Naevnt side 174 i Knutzens erindringer
med anforelse af, at udtalelsen er skriftligt bevidnet).

o ' » O- ——• •-/■
- Hedtoft Hansen (som han hed dengang): »Ma jeg trykke Deres hand. Jeg ei

. stolt over det svar, De gav Goebbels, da han sammenlignede os med
Schaumburg-Lippe«.

Og - for at tage den anden side med:

- Artikel i Faedrelandet for den 17. maj 1941 skrevet af Frits Clausen, hvor har
indaedt angriber Knutzen for at vaere en afgjort tilhaenger af »hr. Stauning oj
hans demokratisk parlamentariske system«.

Inklusive den tidligere citerede udtalelse fra Steensen Leth udgor disse vidnesbyrd nogle samtidige vurderinger fra folk, som ikke er i tvivl om hverken holdning eller motiver, om end de maske ikke har haft de samme muligheder for at vurdere nyttevirkningen af indsatsen, som historikerne af idag maske har.

Savidt min arbejdshypotese, som jeg haber vil blive overvejet af historikerne.

For jeg vender tilbage til Deres afhandling, dr. Tamm, traenger der sig
en lille sidebemaerkning ind, som er interessant i forbindelse med de
forskellige planer om regeringsomdannelse omkring arsskiftet 1940/41:

Umiddelbart for Knutzens afrejse til sin anden foredragsserie i Tysklandblev han en af de sidste dage i januar 1941 kaldt til Stauning, som tilbod ham at indtraede i regeringen som Sofartsminister. Dette var sikkert en udlober af de politiske kandestoberier, som det tyske gesandtskab

(Meissner og Renthe-Fink) havde involveret sig i. Der udspandt sig et
interessant ordskifte i denne samtale, og jeg citerer efter Knutzens bog
side 166 hans reaktion pa tilbudet:

»Jeg svarede, at jeg ikke kunne taenke mig en sadan stilling, dels fordi min statsbanevirksomhed her ville vaere et handicap, dels fordi jeg efter min opfattelse kunne gore storre nytte i min nuvaerende frie stilling. Stauning bemaerkede hertil lidt ironisk, at jeg maske hellere ville vaere statsminister, men det kunne jeg ikke blive. Jeg svarede hertil: De tager fuldstaendig fejl hr. statsminister. Der eksisterer ikke den stilling i landet, Deres indbefattet, som jeg har onske om at ombytte min nuvaerende stilling med. En statsministertaburet bestaende af fremmede bajonetter er i hvert fald for mig ingen fristelse. Jeg har ingen sympati for partier, der benytter en fremmed militaerbesaettelse til at skaffe sig fordele.«

Nar jeg har taget dette lille forlob med, er det for at kaste et strejflys ind over et enkelt aspekt af den formentlig af det tyske gesandtskab inspirerede regeringsstorm, som bade Henning Poulsen og Henrik S. Nissen beskaeftiger sig sa udforligt med, men ogsa fordi den helt klart viser, hvor Knutzen placerede sig selv.

Dr. Tamm - med hensyn til afsnittet i Deres afhandling om »Sagen mod Generaldirektor P. Knutzen« siger jeg Dem tak, fordi De med sa stor respekt af velkendte dokumenter har genoplivet denne sag og den debat, den rejste i sin tid, og fordi De med et vagent og levende oje har indfangets tidens saerlige atmosfaere og fremdraget nogle af de urimeligheder, Knutzen blev udsat for. Jeg taenker f.eks. pa Deres fremdragning af udtalelserne i et foredrag fra 1948 af retsformanden for den tjenestemandsdomstol, der fradomte Knutzen hans embede pa grund af nationalt uvaerdig holdning, landsdommer Helge Hoff. Hoff udtalte her ifolge Deres beretning, side 565-566: »Det vil fore for vidt her at ga naermere ind pa de forhold, i hvilke tiltalte blev kendt skyldig, - jeg kan i sa henseende henvise til generaldirektorens bog.« Dr. Tamrns kommentarer hertil lyder: »Det virker unaegtelig besynderligt, at en dommer i en omtvistet sag henviser til domfaeldtes egen version af sagen, men maske forestillede han (dvs. Hoff) sig, at eftertiden lettere ville acceptere de synspunkter, der her gives udtryk for, end dommens.«

Derimod har De - lige sa lidt som retsinstanserne i 1945-48 og besaettelsestidens historikere til dato - i dybden undersogt de helt centrale begivenheder i arene 1940-41 og deres virkninger, altsa den mulige kreditside for Danmark af Knutzens foredrag i Tyskland og dermed forbundne dialog med tyskerne, som dog var arsagen til, at der overhovedet opstod en sag.

Hvis Deres afhandling - hvad angar denne sag - havde omfattet sadanne undersogelser - eller havde papeget nodvendigheden heraf - ville den have haevet sig vaesentligt over det stade, som byrettens og senere tjenestemandsdomstolenes undersogelser befandt sig pa. Dette stade svarer til, at en revisor ved vurderingen af et arsregnskab nojes med kritisk at gennemga udgiftsposterne uden at underkaste indtaegtssiden en tilsvarende

Jeg siger Dem alligevel tak for deres omtale af sagen, for jeg er overbevist om, at Deres afhandling og den debat, den allerede har skabt, fremover vil virke inspirerende for fremtidig forskning pa omradet, og jeg vil opfordre historikerne til at efterprove den hypotese, jeg har opstillet.

Selv om det ikke skulle lykkes at finde tyske dokumenter, der bekraefter sammenhaengen mellem aendringen i den tyske politik og P. Knutzens argumenter, resterer dog Knutzens egen beretning om sine bestraebelser og hans indtryk af deres effekt, der bade tidsmaessigt og psykologisk fuldender det puslespil, som historikerne ikke hidtil har kunnet gore faerdig.

Hertil kommer, at hvis man end ikke diskuterer disse haendelser i historieskrivningen, kan man efter min mening ikke med rette haevde at have givet en rimelig fuldstaendig redegorelse for, hvilke bestraebelser, der blev gjort fra dansk side for at beskytte vore helt centrale interesser over for tyske overgreb i en vanskelig tid.

Jeg vil derfor slutte min opposition med at bede Dem om at besvare
folgende sporgsmal:

- Hvorfor har De ikke i Deres afhandling forsogt at undersoge, i hvilken udstraekning Knutzen som formand for Dansk-Tysk Forening har haft held til at realisere sit hovedformal, som jo var at forebygge en nazistisk magtovertagelse?

- Er De enig i, at deter relevant at fa dette sporgsmal belyst?

Tage Kaarsted:

Pa dette fremskredne tidspunkt ma jeg vist have lov at citere Brorsons kendte strofe: »Hvad skal jeg sige? Mine ord vil ikke meget sige«. Alt synes sagt, og glad er jeg for, at det ikke er min pligt at kommentere alle de fremforte betragtninger, men derimod efter saed og skik at begrunde, hvorfor Odense Universitet har antaget den foreliggende afhandling til forsvar for den filosofiske doktorgrad, hvilket ikke udelukker, at ogsa jeg ma af med nogle kritiske bemaerkninger.

De sporgsmal, jeg vil tage op, drejer sig om 1. afhandlingens problemstilling og dens kildegrundlag, 2. dens form, 3. dens nojagtighed og stringens, 4. dens kildebehandling (derunder om den har en tendens), 5. dens resultater og endelig 6. om dens tese er baeredygtig.

1. I dagens bog findes side 63 et fotografi, som viser haerchefen, generallojtnant Ebbe Gortz inspicere Frikorps Danmark, inden det i September 1942 afgik til ostfronten for med regeringens samtykke at bekaernpe bolsjevismen. Et andet billede, som ikke bringes, viser den samme generallojtnant med frihedskaemperarmbind som chef for de samlede modstandsstyrker efter 5. maj 1945. Og et tredje fotografi viser frikorpsfolkene fra det forste billede blive spaerret inde for senere at fa strenge faengselsstraffe.

Disse tre billeder anskueliggor mere end mange ord besaettelsestidens tvetydighed, en tvetydighed, som gennemsyrede og forbitrede retsopgoret eller udrensningen i 1945. Man forstar ikke besaettelsestiden og ej heller 1945-opgorets forlob, uden at man gor sig dette specifikt danske og i mange henseender lidet tiltalende traek klart. Temaet gar med rette som den rode trad gennem dagens disputats. Tvetydigheden stiller i saerlig grad politikerne i et grelt lys.

Et andet led i vaerkets problemstilling er brydningen mellem kravet om
et tilbundsgaende opgor med landssvigerne og onsket om sa hurtigt som
muligt at vende tilbage til normale tilstande.

Jeg mener, praeses ser retsopgorets problemstillinger rigtigt.

Hvad kildematerialet angar, har praeses efter mit bedste skon vaeret igennem alt, hvad man med rimelighed kan forlange - og lidt til. Det gaelder f.eks. justitsministeriets 3. og 4. kontors journalsager, rigsadvokatens og statsadvokatens arkiver, ankenaevnets arkiv samt udenrigsministeriets arkiv og hojesterets voteringsprotokoller. Hertil kommer en raekke privatarkiver efter centralt placerede enkeltpersoner og fra de interesseorganisationer, der fandt det pakraevet at foretage deres egne udrensninger.

Det skal derhos anfores, at afhandlingen ogsa baerer praeg af praeses omfattende kendskab til den relevante juridiske og historiske litteratur fra Danmark og til dels fra udlandet. Skulle jeg naevne et enkelt bidrag, som mangier, er det Poul Jardings i Borge Outze og Ebbe Muncks vaerk: Danmarks Frihedskamp II (1946).

Adgangen til statens arkiver har bl.a. meget rimeligt vaeret betinget af,
at praeses ikke derfra bringer navne pa enkeltpersoner, et krav praeses
overholder sa loyalt, at en fremtraedende nazist som Erik Reitzel-Nielsen

diskret benaevnes »en jurist« (s. 406), men i indekset og en senere billedtekstdukker op med navn (s. 607). En i datiden uhyre omtalt storstikkerske,der idomtes livsstraf, men benadedes, omtales alene ved fornavn, hvilket ogsa for mange er tilstraekkeligt til at identificere den pagaeldende. Her ma man nok sige: enten-eller.

Nuvel, mere vigtigt er det, at den af justitsministeriet palagte begrasnsning
ingen betydning har haft for prseses arbejde, selv om han har overholdt
denne fuldt ud.

Ma jeg i denne sammenhaeng fremfore, at praeses adgang til disse kontroversielle arkiver har fremkaldt kritik. Andre har forgaeves onsket samme aktindsigt. For at kontrollere praeses kildebenyttelse har ogsa jeg haft adgang til disse papirer, og jeg ma i klart sprog sige, at de i endnu en tid bor vaere bandlagte. Menneskelige katastrofer vil ellers vaere uundgaelige. Det gaelder hele materialet og ikke blot besaettelsestidens likvideringer, der har vaeret sa kraftig debatteret ogsa i dag.

En anden sag er sa, om man helt skal naegte enhver nok sa kvalificeret og omhyggelig udvalgt forsker en sadan aktindsigt, som praeses og andre medlemmer af Udgiverselskabet for Danmarks nyeste Historie har haft. Det vil fore for vidt at komme naermere ind pa dette. Jeg skal nojes med at haevde, at den praktiserede ordning har medfort publiceringen af talrige samtidshistoriske vaerker, som pa grund af den korte tidsafstand til det skildrede tema har fremkaldt en historisk set vaerdifuld debat, og ofte er flere kilder blevet fremdraget som en folge af denne. Om foje ar, nar besaettelsestidens arkiver er abne for enhver, er der efter min mening et bedre bedommelsesgrundlag end for andre perioder, hvor man ikke pa kvalificeret baggrund har fremkaldt aktorernes vurderinger - lad dem sa vaere nok sa subjektive og praegede af efterrationaliseringer.

2. Praeses er ikke historiker, men jurist. Deter ingen kritik, thi historieskrivningener ofte blevet beriget ved, at forskere med en anden baggrundhar skrevet vaerdifulde afhandlinger. Sidste ar ved samme tid blev her pa stedet en laege doktor pa en afhandling om D. G. Monrad. Efter min opfattelse er det foreliggende arbejde ogsa et vaegtigt historisk arbejde.Men naegtes kan det ikke, at afhandlingen er noget for bred og omstaendelig, idet praeses har ment at skylde os forklaring pa en del faenomener, der er nok sa velkendte og omtalt i andre, lettilgaengelige vaerker. Mange steder er bogen refererende, hvor den burde have vaeret analyserende. Derimod er det vaerdifuldt af hensyn til dokumentationen, at de utilgaengelige sager refereres sa omhyggeligt. I ovrigt tager man gerne det hele med, da forfatterens sprog er klart og lige til og uden

fagjargon. Afhandlingens form opfylder fuldt ud kravene til en akademiskafhandling
og kan dog laeses af enhver. Deter en dyd.

Forresten er det en flot bog. Forlaget og donatorerne har rigtig revet
sig.

3. Side 195 citerer praeses en modstandsmand, som abenbart har haft det lidt svaert med at stave, idet han skriver kneb med p, efter hvilket p praeses har efterhaengt et »sic«. Ak, hvi ser du skaeven, som er i din broders oje, men bjaelken i dit eget bliver du ikke var (Matthasus 7.3). Det siges for i tiden at have vaeret en kaer, men ufrugtbar sport at jagte doktoranderne for deres stavefejl. Jeg skal nojes med at konstatere, at praeses ikke kan stave navnene pa bl.a. Knud Sthyr (s. 189), Bertel Dahlgaard (s. 673) og Jorgen Barfod (s. 802). Sic! Jeg vil hellere gore opmaerksom pa nogle mindre regulaere fejl. Politimester Ernst Brix var ikke chef for region 111. Det var kaptajn Aage Hojland Christensen (s. 163). Hans Frank var ikke Hitler-Tysklands justitsminister (s. 406, 607). Det var fra 1932 til 1941 Franz Giirtner. Frank var minister u.p. og fra 1939 generalguvernor i Polen. Erik Scavenius afgik ikke formelt som stats- og udenrigsminister 4. maj, men 5. maj 1945, og Mohr var ikke udenrigsminister, men direktor i udenrigsministeriet (s. 18). Deter heller ikke rigtigt, at centralkartoteket sjaeldent bruges. I disse ar slar kz-syndromet og andre krigsskader igennem hos mange gamle modstandsfolk. Nar de soger om den saerlige hjaelp, der tilkommer dem, efterproves det via kartoteket, om de var pa den gale side under krigen og deres anbringende altsa forkert. Derfor tages hver uge kartotekskort frem.

I 1943 lader praises Reinhard Heydrich gore Sikkerhedstjenesten SD til det tyske nazistspartis efterretningsorganisation (s. 316). Heydrich blev som bekendt draebt af tjekkiske partisaner 4.6.1942. Hermed ma man antage, at hans indflydelse pa de jordiske anliggender ophorte.

Nar bortses fra sadanne fejl, som pa ingen made anfaegter bogens resultater, skal det understreges, at praeses akribi er der i ovrigt intet at udsaette pa. Hans data er rigtige, og de kilder, bl.a. i justitsministeriets arkiv, som jeg har efterprovet, er rigtigt citerede.

Der er normalt heller ikke noget at kritisere m.h.t. praeses stringens. Pa et punkt traenger jeg dog til vejledning. Modstandsbevaegelsen mente, at vi var i krig med Tyskland. Det fik Erik Scavenius til at bemaerke, at det da var godt, at tyskerne ikke opdagede det. Juristerne finder sporgsmaletuklart, og Ditlev Tamm slutter sig hertil i Ekskursen (s. 735). Men i afsnittet om de tyske krigsforbrydere i Danmark skriver han: »Deter jo egentlig ganske bemaerkelsesvaerdigt, at Danmark allerede i oktober 1943

blev naevnt som et land, hvor der kunne begas krigsforbrydelser - altsa i virkeligheden et indicium for, at Danmark opfattedes som et land i krig med Tyskland« (s. 626, min udhaevning). Videre hedder det som praeses eget raesonnement: »en besaettelsesmagt har efter folkeretten ret til at beskytte sig mod overgreb. Retsforfolgning og idomrnelse af straf overfor medlemmer af modstandsbevaegelsen var derfor i princippet legitime krigshandlinger« (s. 623). Her harmed Horats den gode Homer vist sovet. I al fald forekommer det uklart for en ikke-jurist.

4. Afgorende er naturligvis praeses kildebenyttelse, og om han gennern denne dokumenterer en sadan indfolingsevne, at han kan siges at have vist det, vi med et fint ord kalder historisk ingenium, eller pa jaevnt dansk, om han mestrer det historiske handvaerk.

Praeses skildrer forfatteren Harald Bergstedts anholdelse ved ganske simpelt at citere Bergstedts egen dramatiske fremstilling (s. 167f). Ikke et ord til kommentar. Som historiker ma man forholde sig til en sadan kilde. Er den sand? Bergstedt var dels unaegtelig part i sagen, dels rabulist og dramatiker.

Mens vi dog om Bergstedt far at vide, at han fik to ar for skriverier i det nazistiske dagblad Fcedrelandet, bringes uden nogen form for forklaring Niels Bukhs jammersminde. Det forekommer rimeligt, om praeses havde forklaret, hvorfor Niels Bukh blev anholdt. Nu star hansom forfulgt uskyldighed. Det ejendommelige er, at hans tilfaelde synes at forsvinde op i den bla luft*. Minister i befrielsesregeringen Juul Christensen sogte i sommeren 1945 her i byen forgaeves at efterforske, hvad der skete med Niels Bukh. Det var hans indtryk, at Niels Bukh alene undgik tiltale, fordi den kendte ungdomsopdrager protegeredes politisk pa grund af sine mange folkelige beroringsflader. Det ville vaere interessant at fa kulegravet det faenomen, om diskret politisk indgriben kunne friholde en mand som Bukh.

Samme ukritiske holdning gaelder den sonderjyske politifuldmaegtigs brev om kommunisternes internering i 1941. Han har i 1983 bedyret, at han for 42 ar siden havde samvittighedskvaler over at vaere med til at anholde kommunister (s. 54f). En sadan kildes udsagnskraft bor selvfolgeligovervejes. Hvad mon politimanden mente om kommunisterne i 1941? Dengang var den almindelige opfattelse i Danmark, at kommunisternehavde sat sig uden for samfundet ved at ga ind for Sovjetunionens

---

* Der er intet om Bukh i justitsmin.s arkiv, Statsadvokaten for saerlige anliggenders arkiv og ej heller i ankenaevnet for oprejsningssagers arkiv.

angreb pa Finland, ved at forsvare Hitler-Sfalin-pagten og holde England
og Frankrig for krigsanstiftere.

Den samme passive behandling bliver de indsattes beretninger til del, ligesom ordensreglerne for internaterne aftrykkes in extenso. Der er tale om normative kilder, og praeses kunne have megen glaede af f.eks. at laese tilsvarende regler for soldater i Kongens klae'r. I det hele taget gaelder, at de lange og omstaendelige citater vedrorende de interneredes forhold kunne vaere skrevet om til en syntese, selv om man sa matte savne beskrivelsen af Marselisborg Gymnasiums rektor, hvis jordbaer de laekkersultne modstandsfolk guffede i sig.

Et eksempel pa mindre velgennemtaenkt kildebenyttelse findes s. 663 i det omdiskuterede kapitel om stikkerlikvideringerne. Her fortaeller fra et illegalt blad en af gode grunde anonym frihedskaemper om, hvorledes likvideringerne besluttes, ligesom han siger, at efter krigen vil det danske politi undersoge de enkelte likvideringer. Praeses skriver derpa, at der hermed var skabt det indtryk, at man efter krigen abent ville fremlaegge grundlaget for likvideringerne. Man ma sporge: hos hvem var det indtryk skabt? Hvor mange laesere havde det refererede illegale blad*, og hvor repraesentativ var den pagaeldende frihedskaemper? Bente Hammerich, som var ude i samme aerinde, blev i al fald tilrettevist af Frode Jakobsen. Jeg mener m.a.0., at en kilde som den citerede ikke berettiger til de konklusioner, praeses drager. Kilden er ikke repraesentativ, og den modsiges af praeses udsagn om, at det blev lovet, at politiundersogelser ikke senere ville blive foretaget (s. 665).

Praeses bygger dog videre pa det svage kildegrundlag, idet han om efterkrigssituationen anforer, at en aftale med politikerne om ikke at rore ved likvideringerne ville vaere i direkte modstrid med de naevnte tilkendegivelser (s. 666).

Derimod er det utvivlsomt rigtigt, at den konsekvente anvendelse af ordet »stikkerlikvidering« skabte indtrykket af, at alle de draebte havde begaet fuldbyrdet angiveri, hvilket langt fra var tilfaeldet. Men der var krig, og man kunne ikke give sig af med vidtloftige forklaringer. Udtrykket »stikkerlikvidering« havde en tilpas propagandamaessig effekt og var vel ogsa tiltaenkt en afskraekkende virkning.

Bogens forste eksempel pa en likvidering gselder en modstandsmand
fra Horsens, som var blevet udstodt af sin gruppe. Praeses siger i og for sig
korrekt, at han ansas for abenmundet, og at han tit var beruset. Gar man

---

* »Fri Presse« var ikke saerlig udbredt: Maj 1943 ca. 1000, maj 1945 ca. 52.000. (Besaettelsen 1940-45 ved J. Haestrup et al. 1979).

imidlertid til de kilder, som eksisterer, kan man se, at praeses referat er
meget sterilt. Taler kilderne sandt, var Horsensmanden vitterlig en tikkendebombe,
og likvideringen fremtraeder derfor som forstaelig.

Om krigstidens likvideringer er der vist i ovrigt sagt og skrevet rigeligt. Jeg skal nojes med en enkelt bemaerkning. Praeses skriver (s. 661), at debatten om stikkerlikvideringeme blev kaedet sammen med debatten om retsopgoret, fordi de personer, der kritiserede retsopgoret, ogsa var dem, som kraevede storre abenhed omkring likvideringerne. Om praeses opfattelse er rigtig, ma bero pa et skon. Opgoret omkring likvideringerne er et vigtigt led i den forste efterkrigstids voldsomme debatter om besaettelsestiden, men efter mit skon er kapitlet ikke strengt nodvendigt for at forsta retsopgoret. Det skriver praeses for resten selv: »Stikkerlikvideringerne var ikke »retsopgor«.« (s. 683). Deter abenbart, at der i denne sag er alvorlige menneskelige hensyn bade til de nulevende, der vanned i aktionerne, og til de likvideredes parorende. Kapitlets tilstedevaerelse er muliggjort ved justitsministeriets tilladelse, og deter praeses afgorelse, at deter med, ikke bedommelsesudvalgets.

Jeg skal nojes med disse eksempler pa praeses kildebenyttelse. Undertiden - men naturligvis ikke altid - forholder han sig ukritisk over for sine kilder. Ikke alle udsagn er lige gode. Man ma altid analysere ophavssituationen.

Jeg ma dog foje til, at som den gode jurist, praeses er, har han ganske forelsket sig i graensetilfaeldene. Sa at sige alle de talrige enkeltsager, han refererer, er hentet fra det gra omrade. Deter abenbart, at dette interesserer en jurist mest, mens en historiker ville finde nogle typiske sager for det store gros af landssvigere. Ved sa grundigt at behandle de vanskelige tilfaelde, mens det meget storre antal oplagte sager - sat lidt pa spidsen - mest er med i tabellarisk form, kastes der et mere odiost skaer over retsopgoret end maske er rimeligt.

Denne interesse for graensetilfaeldene skaerper indtrykket af vilkarlighed,og gennem fremstillingsformen fornemmer man, at praeses ikke sympatiserer med de domme, som faldt i disse tilfaelde. Et enkelt eksempelskal anfores (s. 298f.). En badforer lod sig civilt ansaette under den tyske havnekaptajn og kom derved til at sejle med ammunition, der ham uafvidende blev brugt mod politiet 19. September 1944. Han fik tre ar, og praeses bruger dommen som et eksempel pa, hvor vanskeligt det var at saette graensen for den bistand, man inden for et ansaettelsesforhold straffritkunne yde tyskerne. Jamen, vil jeg da sporge, hvornar og hvorfor lod han sig hyre af den tyske havnekaptajn, og hvorfor unddrog han sig ikke, da han opdagede, hvad der var i kasserne? Muligvis var det lettere sagt

end gjort, men de, der arbejdede for tyskerne i September 1944, vidste i
al fald, hvad det drejede sig om og matte derfor imodese en sanktion, nar
krigen var forbi.

Fra sadanne smafisk gar fremstillingen med dramatisk effekt videre til de grove forbrydere, der idomtes dodsstraf. Dette far praeses til over 13 sider (s. 323-36) i de mest makabre detaljer at redegore for de praktiske omstaendigheder ved dodsstraffens fuldbyrdelse lige ned til orntale af den omhyggelige arkivering af de sigtemaerker, som pasattes de dodsdomte. Man laeser det med nyfigen gysen og sporger, om alt dette ogsa er nodvendigt, da der jo ikke er tale om en laerebog i dodsdomsfuldbyrdelse. Men i virkeligheden er vel denne redegorelse naermest ment som et indlaeg mod dodsstraffen.

Bogens kildebehandling leder naturligt til sporgsmalet, om praeses generelle historiske forstaelse af denne dramatiske fase i vor historie er daekkende. Svaret er ja, men med visse modifikationer. Praeses burde have givet en samlet historisk tilstandsbeskrivelse, der godtgjorde, at han helt havde forstaet, hvad krig er, og hvilken psykisk tilstand et besat lands befolkning befinder sig i, nar befrielsens time pludselig er inde, og man samtidig skal gore op med besaettelsesmagtens handlangere. Det var et problem, som hele befolkningen blev konfronteret med, og Henry Hellsen rammer rigtigt, nar han i sin artikel i Berlingske Tidende om arrestantindbringelserne til Kobenhavns domhus 5. maj 1945 ikke blot refererer, men ogsa kommenterer: »Disse mennesker har fortjent at lide... folket kraever udlosning for sit indestaengte had, den forbitrelse som tyskerne har fyldt alle danske hjerter med. Vi ma have aflob for vor vrede.« (s. 174).

Disse order en svag afglans af, hvad den illegale presse skrev for
befrielsen.

Mens befolkningen som helhed vel kan siges at have levet i en urolig og utryg tilstand, havde de aktive modstandsfolk vaeret i konstant angst, angst for arrestation, tortur og henrettelse. Jeg forstar godt, at en modstandsmand, som optraeder anonymt i bogen, forleden dag til mig kunne sige: »Adskillige af os var som sindssyge, da aget forst var haevet.« Her er nok en god del af forklaringen pa nogle af de begivenheder, som fandt sted i de forste majdage, og som ma forekomme eftertiden ufattelige. Genskaber man sig tilstanden - og det skal historikeren kunne - fattes vildskaben og brutaliteten.

Naturligvis kan man ikke forlange, at en historiker selv skal have gennemlevetden
tid, han skildrer. I sin bog »Til sidst kommer man hjem«
skriver Frode Jakobsen (s. 50), at »hovedindvendingen mod de »historiskevidner«

skevidner«er, at de er parter og derfor ikke kan vaere objektive vidner. Ogsa deres udsagn ma, naturligvis, behandles med dommekraft og forstand.Men de - og vel kun de - ved noget om det indre liv, tanker, folelser, motiver, noget, som ikke kan formidles gennem papir«.

Og videre skriver Frode Jakobsen: »Meget kan dokumenteres. Men
aldrig det vigtigste: anden. Motiverne, menneskene, der handlede - hvad
de har taenkt og folt.«

Jamen, deter jo historikerens adelsmaerke, at han finder de kilder, som gor det muligt. Og deter opnaeligt. I foraret udkom en lille übemaerket bog - »Slas mens du er bange« af Hans Pedersen (udg. af Luftmeldedistrikt Viborgs Venner). Den modsiger Frode Jakobsen. Deter en aegte beskrivelse af and, motiver og mennesker. Den vidner ganske usminket om det jaevne, primitive had til besaettelsesmagten og dens handlangere, og den dokumenterer angsten for lyden af motorer, der stopper, for bildore, som smaekker, raedslen ved at blive forradt, ved at blive arresteret, ved at blive tortureret og robe kammeraterne for til sidst at blive skudt. Samme bog beretter fra det af praeses sa ilde omtalte Marselisborginternat, at nogle frihedskaempere med magt matte fjerne en kammerat, som taevede 10s pa fangerne: »Da vi tog fat i Henrik, skreg han: Det var dem, der dryppede syre i mine ojne. Det var dem. Det var dem.«

Nar det gadder at indfange tidens saerlige mentalitet, viser praeses ikke overalt den fulde forstaelse. Derfor fornemmer man en misbilligende holdning til meget af det, der skete - ikke mindst de dispositioner, modstandsbevaegelsen stod bag. Den kommer frem pa en subtil made gennem sma ironiske glimt, ofte morsomme og tilsyneladende uskyldige, hvad de slet ikke er. Det rammer f.eks. Carsten Hoeg, centralkartotekets skaber. Her citeres Hartvig Frisch, der om sin kollega sagde: Han opbyggede kartoteket »efter lige sa omhyggelige principper for seddelkatalog som et bind af Toesaurus Linguae Latinae« (s. 106). Og sa fortsaetter praeses selv: Der blev lagt vaegt pa hellere at fa mange med end fa - »et princip, der maske er godt for ordboger, men som er mere tvivlsomt, nar der er tale om at berove mennesker deres frihed« (s. 109). Deter übestridelig rigtigt, og stikprover i kartoteket viser, at man kunne komme deri pa et sare spinkelt grundlag. Men der var krig, og vidneafhoring var umulig.

Til den rette forstaelse af situationen horer ogsa, at man ma gore sig klart, at der ikke uden videre var fred 5. maj. Nogle dage efter den formelle kapitulation spurgte i Silkeborg en fredelig übevaebnet kontormandnaivt en tysk vagtpost, om han kunne kobe hans gevaer. Den tyske soldat sagde nej, skod og draebte kontoristen bagfra, da han ville fjerne sig. Der var fred, ja vist, men stadig krig. I Odense var der regulaere

ildkampe 5. maj, hvorved 26 blev draebt og 77 saret. I hovedstaden 10b tallene endnu hojere op*. Verdenskrigens blodigste dogn i Danmark var 5. maj. Holder man sig det for oje, forstar man bedre, at den islandske dramatiker Gudmundur Kamban, der var pa manedslon hos Werner Best, blev draebt, da han skulle arresteres og satte sig til modvaerge (s. 169f.). Man forstar ogsa de ovrige 24 eller flere drab efter 5. maj, som modstandsbevaegelsen tog ansvaret for. Og man forstar ogsa en sjaelsra udtalelse om, at »det var en travl dag«, hvorfor man ikke havde tid til at fjerne liget af en marinevaegter, der var blevet skudt under et pastaet flugtforsog.

Risikoen for pobeljustits fremgar af de samtidige skildringer, bogen refererer (s. 173f.). Den alvorlige episode i Vestre Faengesel sa sent som 20. juli 1945 viser, at der ikke skulle meget til, for man tog sig selv til rette.

Praeses har en detaljeret redegorelse for tjenstemandsopgoret, hvor den ene bagatelagtige forseelse efter den anden drages frem. En lygtetaender med en nazistisk kone, en praest med et par tyskvenlige dotre, en professor med geopolitiske foredrag o.s.v. Praeses ironiserer over disse sager, men de kunne ogsa bruges til at godtgore, hvor voldsom harmen var, siden disse sager medforte sanktioner, og saledes begrunde den drakoniske indskriden, isaer i begyndelsen, for at undga selvtaegt.

Det kunne ogsa vaere praeciseret, at 5. maj var der formentlig op mod 250.000 tyske flygtninge og sarede soldater underbragt i skoler, forsamlingshuse 0.5.v., foruden alle de bygninger af samme art, som vaernemagten havde beslaglagt. Antallet forklarer, hvorfor interneringsforholdene mange steder var uforsvarlige. Praeses fremstilling af de interneredes fortrasdeligheder fylder mere end 50 sider.

Som i en retssag ma alt behandles efter den vaegt, der tilkommer det. Ikke alle vidneudsagn er som naevnt lige gode. Deter historiske kilder heller ikke. Praeses ved det, men enkelte steder har han glemt det. Helt uden tendens er bogen ikke. Praeses har vist nok naermet sig emnet med fredstidsjuristens afsky for alle de brud pa normal retspleje, der skete. Han har sa, efterhanden som arbejdet skred frem, haederligt provet at saette sig ud herover. Deter ofte lykkedes, men ikke altid.

5. Af bogens resultater er nogle kendte i forvejen. W. E. von Eyben

---

* Jorgen Rojel oplyste under disputatshandlingen, at en gennemgang af dodsattesterne alene fra Kobenhavn viste, at 76 blev draebt ved skud 5., 6. og 7. maj 1945, de fleste maend under 25 ar.

naede allerede langt alene pa abne kilder med sin lille bog »Thi kendes for ret« (1968). Naevnes bor ogsa Karl O. Christiansen: »Landssvigermentaliteteni sociologisk betydning«, der kom allerede i 1955. Her var det den anden vej: En magister blev dr. jur.

I Ditlev Tamms bog far vi klarlagt en raekke enkeltpersoners betydning for retsopgoret. Central er saledes udredningen af justitsminister Busch- Jensens formentlig lofte til landstinget (s. 128) om at ville palaegge anklagemyndigheden at undlade tiltalerejsning i visse mindre alvorlige tilfaelde. Man kan naeppe komme opklaringen af dette forhold naermere. Busch-Jensen gav ikke anklagemyndigheden noget direktiv. De sma landssvigere blev tiltalt og domt forst og derfor strengt, af hvilken arsag landstinget folte sig fort bag lyset. Saert at drevne politikere ikke sikrede sig. Formentlig skyldtes det folkestemningen, der ikke gjorde det tilradeligt at give ministeren en handfaestning. Det var altsa rigsdagens onske, at der kun skulle rejses tiltale efter straffelovstillaegget i de groveste tilfaelde. Busch-Jensens handlemade er gadefuld. Hans udtalelse s. 229 er sort tale. Mere maerkvaerdigt er det dog, at anklagemyndigheden ikke af sig selv fulgte med i rigsdagens behandling af denne meget vigtige lov. Herved blev der fra begyndelsen lagt en streng kurs. Man ma nok erindre sig, at forsommeren 1945 var revolutionslignende. Normal tankegang var suspenderet. »Ogsa hos anklagemyndigheden var vi rabiate i begyndelsen«, sagde en af rigsadvokatens medarbejdere (s. 233). Men hverken rigsadvokat Fritz Pihl eller justitsminister Busch-Jensen kommer helskindet ud af fremstillingen. Sidstnaevnte beskyldes faktisk for at lyve (s. 234). Jeg vil nojes med at sige, at Bush-Jensen hurtigt var blevet politiker.

Andre personer, vi moder, er Stefan Hurwitz, der lidt ironisk praesenteres under kapiteloverskriften »Professoren i strafferet«. Hvorfor matte han kaempe for at fa indflydelse pa retsopgoret? Vi far klarlagt Carl Madsens storhed og fald og Frode Jakobsens anstrengelser for at fa samarbejdet med politikerne (og embedsmaendene) til at fungere uden at svigte modstandsbevaegelsen. Frode Jakobsen har selv - som Per Federspiel - her og nu givet sin vurdering. For resten er det jo i sig selv en historisk begivenhed, at sa mange af besaettelsens store navne er til stede i dag. Svenning Rytters overvejende frugteslose bestraebelser analyseres, og Busch-Jensens og hans efterfolger og forgaenger A. L. H. Elmquists forskellige forvaltning af benadningsretten m.h.t. de dodsdomte granskes minutiost. Deter uhyggelig laesning. Ogsa her spiller tidsfaktoren en betydelig rolle, men nar man eftertaenker de anvendte kriterier, synes man naesten, at en lodtraekning havde vaeret lige sa god.

Praeses gode udnyttelse af isaer justitsministeriets og anklagemyndighedens arkiv giver os ny indsigt i et vaesentligt problem. Ogsa behandlingen af domstolenes forhold er interessant. Ikke mindst hojesterets voteringsprotokoller er en vigtig kilde til retsopgorets dilemma. Ingen skal beskylde praeses for at beskytte sine juridiske kaldsfaeller. S. 61 siger han lige lid, at domstolene spillede teater, nar de under besaettelsen efter sasrlovgivningen skulle idomme strenge straffe for antityske handlinger. Omfattede domstolene ikke deres funktion som en vigtig forudsaetning for forhandlingspolitikken?

Dommen eller dommene over Frikorps Danmark og politikernes forhold i denne sammenhaeng har 1. officielle opponent allerede fremlagt nuanceret. Jeg vil med basis i bogens grundige redegorelse fremdrage et andet forhold, hvor politikerne blev eksponeret, nemlig i sagerne mod de personer, som havde fulgt statsminister Vilh. Buhls opfordring i September 1942 om at bista myndighederne med at opklare sabotage. Domstolene fulgte i 1945 anklagemyndighedens pastand om, at Buhls udsagn ikke var »anvisning fra lovlig dansk myndighed«. Dommere, som i 1942 havde domt dem, der blev angivet pa statsministerens anvisning, domte tre ar efter dem, der havde fulgt statsministerens opfordring, mens denne stadig hed Buhl. Ja, en hojesteretsdommer, der i 1941 havde stadfaestet interneringen af kommunisterne (s. 562 f), domte generaldirektor P. Knutzen for til det danske politi at have sendt en seddel med to nazisters navne. Den havde vaeret ophaengt pa DSB.s centralvaerksted, og Knutzen ville angiveligt undga tysk indgriben, der kunne have afsloret vserkstedets mange kommunister.

Dommerne folte stort übehag ved disse sager (s. 385), men domme gjorde de. Vidste man det ikke i forvejen, sa bliver det nu slaet fast med 7-tommersom, at domstolsafgorelser er bestemt af konjunkturerne, og disse kan asndres radikalt pa et par ar. Domstolenes konjunkturbevidsthed eller maske snarere uselvstaendige holdning i forhold til anklagemyndigheden dengang dokumenteres ogsa ved, at de domte de hjemmetyske zeitfreiwillige mildere end frontkaemperne, skont det modsatte var rigsdagens onske. Det var statsadvokaten for Sonderjylland, som havde rnisforstaet signalerne fra rigsdag og rigsadvokat (s. 421).

Til naestsidst skal jeg opholde mig kort ved politikerne, pa hvem praeses placerer et centnertungt ansvar. Med rette far indenrigsminister Knud Kristensens berygtede amtmandscirkulaere fra 1940 om selskabelig omgangmed besaettelsesmagten en grundig behandling (s. 504-12). Cirkulaeretvar selvfolgelig ikke udsendt pa skromt. Det var et led i forhandlingspolitikken.Men Knud Kristensen og de ovrige forhandlingspolitikere

ville i 1945 gerne glemme, hvad der var gaet forud for 29. august 1943. Praeses diskussion af denne datos betydning for retsopgoret er saerdeles velbegrundet. Men maske kunne der vaere raesonneret over, hvorfor politikernesvigtede de embedsmaend og andre, som havde udfort deres intentioner.Svaret er ret enkelt: De ville genvaelges. Alene Christmas Mollerhavde den fornodne civilkurage. Den reddede Nils Svenningsen og Frantz Hvass - de to mest udsatte i udenrigsministeriet - og ingenior T. K. Thomsen (s. 476f.), hvilket umuliggjorde et opgor med vaernemagerne som planlagt. Fremstillingen af denne problemstilling er fortjenstfuld.

I Frihedsradets pjece »Nar Danmark atter er frit« tales alene om at gore et politisk ansvar gaeldende over for politikerne. Et sadant kunne kun drages af politikerne selv, og det var jo hele den kaere familie fra for den 29. august 1943, som 1. officielle opponent allerede har fremhaevet. Nedsaettelsen af den parlamentariske kommission var altsa i princippet efter modstandsbevaegelsens onske, dens sendraegtighed og dens resultater 10 ar efter naeppe. Her var tale om et velberegnet stykke forhalingstaktik.

Bortset fra at vi i 1949 opgav neutralitetspolitikken, forblev besaettelsen - inklusive retsopgoret - altsa en parentes i vor historic Men det var vel just praecis ogsa, hvad modstandsbevaegelsen kaempede for: Tilbage til demokratiet, denned Winston Churchills order den mindst darlige styreform.

6. Nogen klar og enkel tese munder afhandlingen ikke ud i. Deter naeppe heller muligt. Pa trods af den kritiske holdning til sider af retsopgoret, som bogen vidner om, synes praeses at dele von Eybens vurdering: »Det gik ikke saerlig godt og heller ikke saerlig slet. Det gik kort sagt, som man kunne vente. Det gik, som det formentlig er gaet alle vegne og til alle tider under tilsvarende forhold. Vi kan ikke lave om pa naturlovene«. Jeg er enig i denne opfattelse.

Pa trods af de kritiske bemaerkninger, jeg har fremfort, skal det til sidst slas fast, at praeses har leveret et sa at sige udtommende vaerk om alle sider af retsopgoret. Bogen bringer nyt, og den kaster lys over gamrnelkendte forhold. Materialet er fremlagt sa grundigt og redeligt, at laeseren har mulighed for at danne sit eget skon. Afhandlingen opfylder saledes de krav, man ma stille til et vaegtigt samtidshistorisk arbejde, og praeses kan derfor med haeder foje endnu en doktorgrad til den, han i forvejen har.