Sletdalerbegrebet i første fjerdedel af 17. århundrede

Der er i standardvaerket om montudviklingen i Chr. IV's tici¹ nogen usikkerhed omkring betydningen og fremkomsten af begrebet sletdaler. Dette forhold er et irritationsmoment og forer til fejltolkninger². Jeg finder det derfor pakraevet at give nedenstaende lille udredning af nogle hovedpunkter.

I ar 1600 baseredes Danmarks montsystem pa dalere, der inddeltes i 4 mark a 16 skilling. Dette system havde vasret gaeldende siden 1582³. Hovedmonten var en Solvmont pa ca. 30 gram⁴. Solvmonter af omtrentlig denne storrelse blev slaet i mange europaeiske lande, og mange af dem cirkulerede i Danmark. De kaldtes i almindelighed alle for »dallere«, og nogle af dem jaevnfortes direkte med en dansk rigsdaler⁵. Ordene daler og mark betegnede savel pengebelob som de konkrete monter, der svarede til belobene. Der kunne foretages en skelnen ved at kalde monterne for henholdsvis daler in specie eller enkende daler og markstykke; men denne skelnen er langt fra konsekvent gennemfort i de samtidige tekster. Det ville ogsa i hoj grad have vaeret overraskende.

I Nordtyskland i Den nedersaksiske Kreds, der var det administrationsomradei
Det tyske Rige, hvorunder Holsten horte, regnedes der

---

1. Wilcke, J.: Christian IV's Montpolitik 1588-1625, Kbh. 1919.

2. F.eks. Birgitte Dedenroth-Schou: Koldinghus Lens 7?egnskab 1610-11, Kbh. 1984 p. 10, hvor sletdalervsrdien anfores til 68 skiliing, selvom man i regnskabet (ibidem p. 15) kan se, at det drejer sig om rigsdalerens skillingstal 1609.

3. Wilcke: C p. 55.

4. Wilcke: C p. 60.

5. f.eks. Wilcke: C p. 18.

efter 26. april 1572 med 32 skilling pa daleren6. Det var i overensstemmelsehermed
og med, at vaerdiforholdet mellem en dansk og en lybsk
skilling var 1:2, at den danske daler regnedes til 64 skilling.

Imidlertid var der internationalt en tendens til, at smamonterne ikke holdt deres vaerdi i forhold til daleren. Arsagerne hertil skal ikke diskuteres her, almindeligvis henforer man det til forringelsen af metalvaerdien i smamonten; den tilsvarende forringelse i speciedalerne var nemlig langt mindre. Dette faenomen er dog ikke nodvendigvis arsag til udviklingen, det kunne lige sa godt vaere virkning af den.

Allerede 1580 satte Hamburg daleren op til 33 skilling lybsk (eller maske rettere skillingen ned til 1/33 daler)⁷. En tilsvarende nedsaettelse skete i Danmark 12. maj 1602 ved et abent brev, der sagde, at da daleren i »stederne och anden steds gielde 33 lybske sk.«, blev de danske dalere fort ud af landet. Derfor blev rigsdalerens skillingstal nu sat til 66 skilling. Deter altsa i forste raekke prisen i skilling pa en dalermont, der haeves.

Nar forskellen i skillingstal kunne udnyttes, var det fordi monterne var internationalt anvendelige. Det betod, at man kunne omveksle en dansk rigsdaler til 33 lybske skillingsstykker i Hamburg, og sa i Danmark tilkobe sig en rigsdaler for de 32 af de lybske skillingstykker, nu i rollen som danske to-skilling. Ved en sadan trafik havde man altsa et overskud pa to skilling dansk. I virkeligheden var tingene dog lidt mere komplicerede, idet den, der fik smamonten omvekslet til en hel rigsdaler, i flere tilfaelde skulle betale et belob, opgaeld, herfor. Dette ville gaelde bade i Danmark og Hamburg, men ikke givet med samme sats.

Efter hovedbestemmelsen fortsaetter § 1 i brevet af 12. maj 1602: »dog skal icke hermed verre ment ortsdaller eller och danske markstycker, meden dennom at blifve ved sin sedvonlige verd«⁸. De gamle forskere er stort set enige om at mene, at dette betyder, at marken fortsat skal vaere en fjerdel rigsdaler, altsa nu 16V2 skilling⁹. Hvordan forordningen end

---

6. Langermann, J. J.: Hamburgerische Miinzen und Medaillenvergniigen, Hamburg 1753 p. 431 f. via Wilcke: C p. 63.

7. Erslev, Kristian: >lktstykker og Oplysninger til Rigsraadets og Staendermodernes Historie i Kristian IV's Tid I, Kbh. 1883-90, p. 11l f.

8. Secher, V. A.: Corpus Constitutionem Daniae, Forordninger, Recesser og andre kongelige Breve, Danmarks Lovgivning vedkommende, 1588-1660, 111, Kbh. 1887-1918, p. 151.

9. Wilcke: C p. 63, Scharling, W: Pengenes synkende Vaerdi, Kbh. 1869 p. 31 f, Falbe- Hansen, V. og W. Scharling: Danmarks Statistik 111, Kbh. 1878-1887. p. 246, Georg Galster i Nordisk Kultur XXIX: Mont, (Udg. Svend Aakjaer) Stockholm, Oslo og Kbh. 1963, p. 192 fog Falbe-Hansen, V: Hvilke Forandringer er der siden Amerikas Opdagelse foregaaet i Priserne pa Danmarks vaesentligste Frembringelser og Arbejdslonnen her i Landet, ...«, Kbh. 1869, p. 24.

skal forstas, taler den imidlertid om markstykker, altsa konkrete monter. Anderledes forholdt det sig med pengebelobet en mark. Det fremgar f.eks. af forordningen af 25. juni 1602, hvor der star: »Zum Dritten: Sollen der dubbelt Schilling Stucken auf die gewege Marck Ein hundert und acht stucken gehen, Und vier lot und drey Quentin halten. So gehet die feine Marck aus der Miintze vor 45 (mark) 7 (skilling) 6 18/19 (penning) «¹⁰.

Hvis man prover at regne lidt pa det, far man: 108 stkr. af 1 mark solv med en finhed pa 43/44³/4 lod, d.v.s. sekstendedele, svarer til 108 delt med 43A4³A sekstendedele er 363 15/19 stkr. af en mark rent Solv. Den fine mark er altsa udbragt til 363 15/19 toskilling, som er 727 11/19 skilling. 11/19 skilling er 11/19 gange 12 lig med 6 18/19 penning, 7 skilling er naturligvis 7 skilling, sa de 45 mark er altsa 727 minus 7 lig med 720 skilling, 1 mark er da 720 delt med 45 lig med 16 skilling.

Forordningen regner altsa marken som pengebelob til 16 skilling og ikke til 16V2 skilling. Wilcke er opmaerksom pa regnemaden¹¹; men pa grund af uklarheden omkring betydningen af ordet mark lykkes det ham ikke at fortolke den.

I en forordning af 17. marts 1605 star »at en markstycke danskt mynt epter denne dag skal gielde half Sottende sk. danske«¹², sa uanset fortolkningen af 1602-brevet er det altsa klart, at kongen fra 1605 vil have markstykkerne betalt med 16V2 skilling. Det, der reguleres i forordningen, er kursen pa monten et markstykke, ikke brugen af ordet en mark.

Imidlertid blev rigsdaleren fortsat sat op i udlandet¹³, og i slutningen af 1608 bad kongen nogle rigsrader om at udtale sig med henblik pa en ny dansk forhojelse af rigsdalerens skillingstal. De udtalte sig alle positivt¹⁴. Pa et radsmode i Horsens 24. januar 1609 enedes man formodentlig om at saette rigsdaleren til 68 skilling¹⁵, for kort efter modet udgik en forordningaf 3. februar 1609 der siger, at »enhuer daler skal herefter... gielde ... 68 sk. danske, skal och fire mark danske gielde lige vid en rigsdaler, sa att enhver mark danske skall gielde sottenn sk. danske...«¹⁶. Her er altsa ingen fortolkningsmuligheder med hensyn til markens skillingstal; men det fremgar ikke klart, om der tales om pengebelob eller pris for monter.

---

10. Original i Rentekammerarkiv, citeret fra Scharling: P p. 420f.

11. Wilcke: C p. 65 f.

12. Secher: C 111 p. 181 ff.

13. Se f.eks. Wilcke: C p. 84 f.

14. Erslev: A I p. 161 ff.

15. Ibidem p. 167.

16. Secher: C 111 p. 253.

Kun nar forordningen ses i sammenhaeng med de ovrige forordninger,
bliver det klart, at deter prisen for monterne, der er tale om.

Pa et mode i Den nedersaksiske Kreds 25. november 1609 enedes man
om folgende fastsaettelser:

1 mark lysbk = 16 skilling lybsk

1 Zahlthaler =32 skilling lybsk

1 Speciedaler = 37V3 skilling lybsk17

Den danske reaktion herpa blev en forordning af 3. april 1610, der bl.a.
siger: »... at en rigsdaller... skal gielde halffierdesinds thiufe och fire
skilling danske, en mark skal gielde halfnittende skilling danske...«18

Her bliver altsa rigsdaleren sat til 74 skilling dansk i rimelig overensstemmelse med den tyske fastsaettelse af specien til 37V3 skilling lybsk (1 skilling lybsk var 2 skilling dansk, sa en fastsaettelse pa 75 skilling ville faktisk have vaeret naermere). Med hensyn til markens fastsaettelse er der tilsyneladende en uoverensstemmelse. I 1582 var 1 mark lybsk = 2 mark dansk¹⁹; derfor ville overensstemmelse vaere, at en mark dansk var lig med 8 skilling lybsk og altsa 16 skilling dansk, ikke IBV2. I de tyske opgivelser ses sletdaleren (Zahlthaler) officielt angivet med en vaerdi svarende til 64 skilling dansk.

I Iobet af aret 1615 steg rigsdaleren voldsomt i Hamburg, fra 37V2 skilling lybsk i december 1614 til 40 skilling lybsk i januar 1616²⁰, og tilsvarende stigninger skete andre steder i Nordtyskland²¹. Det danske modstykke hertil blev forordningen af 4. juli 1616, der bl.a. siger: »... enhuer richsdaller in specie skal herefter ... gielde firesinstiufve skilling danske, skal och fire hele mark danske och otte halve mark danske gielde lige ved en rigsdaller, saa att enhver markstocke skall gielde tiufve skilling danske...«²². Her tales igen udtrykkelig om monterne, ikke betegnelserne for pengebelob.

I 1618 matte man igen saette rigsdalerens skillingstal op; det skete ved
en forordning af 1. maj 1618, der bl.a. siger: ».. enhver rigsdaller in
specie skal herepter ... gielde fire och firesindstyfve skilling danske, dog

---

17. Wilcke: C p. 100-105.

18. Secher. C 111 p. 272.

19. f.eks. Wilcke: C p. 55 (om lybsk markkurs 1582).

20. Langermann: p. 431 f, via Wilcke p. 120.

21. Wilcke: C p. 120.

22. Secher: C 111 p. 484.

helle och halfve danske markstycker, som hidindtil slagit er, skal blifve ved den verd som tilforne, nemlig tyfve skilling danske for hver hel och ti skilling for hver halfve markstycke«²³. Her tales tydeligt om prisen pa monterne. Der er saledes pabudt en aendring i kursen for rigsdalermonteni forhold til markstykkerne.

Wilcke funderer i denne forbindelse over den adskillelse af rigsdalerens skillingstal som specie og i mont, som sker ved denne forordning. Han mener, at denned markvaerdien pa 20 skilling er indfort en daler i mont = 4 mark = 80 skilling, og han mener, at »en saadan Adskillelse mellem en Speciedaler (Rigsdaler) og Regningsdaler (Daler i mont eller Sletdaler) kunne synes indfort her i landet omtrent samtidigt med Kredsafskeden af 1609« (25. november). Han anforer i denne forbindelse et eksempel fra Eske Broks dagbog for 1609 (27. april), hvor der star: »50 daller i fyre (skilling) stocker, 34 (skilling) lybsk i huer daller«, og konkluderer herudfra, at der er regnet med 68 skilling dansk i hver daler, selv om de ikke er in specie, at »det vaere sig nu en Speciedaler eller en Regningsdaler. De har samme skillingstal«²⁴.

Deter kedeligt, at Wilcke havde sa travlt, da han kikkede pa side 285 i Danske Samlinger. Havde han haft tid til at se over pa side 284 under den 12. april, kunne han have laest: »Same dag kiofft 49 aline lerett, alnen til v (skilling) j alb., belob 4 daller 5 (skilling) j alb.«²⁵.

Hvis man regner lidt pa det, giver 48 gange 5 skilling 1 hvid netop 256 skilling, hvilket svarer til 4 daler a 64 skilling. Hertil kommer sa 1 gange 5 skilling 1 hvid. Det, Eske Brok i det andet eksempel vil sige med de 34 skilling lybsk, er, at han undtagelsesvis regner med en anden vaerdi end den saedvanlige.

Wilcke kunne herved have opdaget, at skrivemaden daler i betydningen sletdaler = 64 skilling fandtes allerede i 1609 og sparet sig selv for udtalelser som: »Deter tvivlsomt om der inden 1618 er gjort Forskel i Skillingstallet, eftersom man regnede i Slettedaler eller i Speciedaler«²⁶.

Efter min mening er det tilfaeldet, at der bestod to dalersystemer: Rigsdaler = 4 rigsmark (ortsdaler) og sletdaler (daler) = 4 sletmark (mark) = 64 skilling. Det, der sker gennem forordningerne, er, at rigsdalersystemetsaettes op i forhold til sletdaler-systemet. Rigsdalersystemet har sit grundlag i den forordnede pris pa en dansk rigsdalermont. Skulle

---

23. Secher: C 111 p. 541.

24. Wilcke: C p. 137.

25. L. Moltke: Danske Samlinger 2. Rk. 2. bd. p. 284.

26. Wilcke: C p. 138.

man i praksis tilkobe sig en hel dansk rigsdaler i form af en enkelt solvmont,skulle man i reglen (formentlig altid) betale overkurs for den. Man skulle give opgseld. Sletdalersystemet har sandsynligvis eksisteret siden 1602. Det kan jeg dog ikke helt pavise gennem det materiale, jeg har gennemgaet; det tidligste eksempel, jeg har pa betegnelsen rigsdaler i »civilt« materiale, er 21. januar 1608 i Eske Broks dagboger²⁷. Dels stammer dette eksempel jo ogsa fra den tidligste periode, hvor rigsdalerenvar sat op i forhold til de 64 skilling, nemlig til 66 skilling, og dels forekommer det rimeligst at antage, at sletdaleren til 64 skilling simpelthener regnemaden fra for 1602, der lever videre frem for at regnemaden skulle vaere dod allerede i 1602 eller 1605 for at genopsta i 1608 eller 1609.

Arsagen til sletdalersystemets opstaen er, at skillingen, som man faktisk havde mellem haenderne, ansas for den i praksis gaeldende mont. Da rigsdaleren p.g.a. montmangel var sjaeldnere forekommende, blev dens fastsatte skillingstal snarere brugt som en montregningsenhed. Dette ses tydeligt i Koldinghus Lens Regnskab 1610, hvor sidste ars pengebeholdning pa 659 Vi dl IV2 mark Vi skilling omregnes til 606 dl. 1 mark 9!/2 skilling, fordi rigsdalerens skillingstal er haevet fra 68 til 74. Det var altsa et antal skilling, der udgjorde pengebeholdningen - ikke et antal rigsdaler. Omregningen er sket ved at udregne skillingsbelobet pa 44872 Vi ud fra en rigsdaler pa 68 skilling og en rigsmark pa 17 skilling og sa dele det op efter en rigsdaler pa 74 skilling og en rigsmark pa IBV2 skilling.

Imidlertid er der nogen forskel pa den made, pengebelobene omtal.es pa i privat og offentligt materiale. Allerede i montforordningerne ser man, at betegnelsen »daller« bruges for det, som her betegnes rigsdaler, altsa selve dalermonten eller prisen for den. Dette gaelder ogsa i lensregnskabern e²⁸. Ordet daler er i regeringsakter den mest almindelige betegnelse for pengebelobet en rigsdaler. I privat materiale skelnes der tidligere mellem pengebelobene rigsdaler og daler, hvor sidstnasvnte betyder en sletdaler pa 64 skilling.

Det nye, der kommer ind ved forordningen 1618, er efter min mening en regerings- eller kurantdaler = 4 kurantmark a 20 skilling. Benzevnelsen»current mynt« finder man dog forst aret efter i forordningen af 16. november 1619²⁹. Denne regningsmade har jeg fundet i enkelte offentlige

---

27. Simonsen, L. S. Vedel: Bidrag til Laensmanden paa Dronningborg Rigsraad Eske Brocks Levnetsbeskrivelse med hans egenhaendige Dagboger for 1608 og 1612, Odense 1842, p. 46.

28. F.eks. KLR p: 15.

29. Secher: C 111 p. 600.

ansaettelser, men sjaeldent i private betalinger³⁰. Det samrne gaelder kronerne,som indfortes med en forordning af 8. april 1619³¹; de skulle have en vaerdi af IV2 rigsdaler. De findes ikke som regningsenhed ved private betalinger i mit materiale og belyser saledes ikke den her skitserede forskel mellem offentlige og private betegnelser for pengebelob. Deter min opfattelse, at kronerne alene indgik i montsystemet som monter pa linie med dukater og toskilling og ikke som regningsenheder i betalingssystemet.

Forordningen af 16. november 1619 bragte imidlertid ogsa noget nyt til beskrivelsen af rigsdalersystemet, idet: »... en rixdaller in specie ... skal herefter gielde halffemtesindstyfve och sex skielling danske...«³² Denne forhojelse kan ogsa ses som folge af udenlandsk pres, idet rigsdaleren i Hamburg i oktober 1619 var naet op pa 48 skilling lybsk³³.

Naeste forhojelse af rigsdaleren skete med montforordningen af 14. februar 1624, hvor man finder: »hver daler til 100 sk. beregnit«³⁴. Hvad der skete med rigsmarkens skillingstal fremgar ikke klart. Noget tyder pa, at de 4 skilling kun blev lagt pa rigsdaleren, medens rigsmarken vedblev at vaere 24 (ikke 25) skilling.

Den fastsaettelse gik man imidlertid fra allerede 4. maj 1625 med en forordning, der siger: »En god victig oc uforfalsked rigsdaler, hvor den kand vasre myntit inden eller uden riget, skal gielde sex slette mark dansk oc icke mere. En hel solf krone af voris egen mynt, skal gielde to slette daler eller otte mark danske, hver mark beregnet til sexten skilling danske. En half krone skal gielde fire mark...«³⁵ Dermed fik rigsdaleren atter det skillingstal, den skulle beholde indtil den nye montordning 1. januar 1875³⁶. Samtidig kom sletdaleren til at optraede som selvstaendig mont gennem nedssettelsen af halvkronen fra 72 til 64 skilling.

Med montordningen 1625 er forskydningen af rigsdalersystemet over for sletdalersystemet i Danmark i det 17. arhundrede tilendebragt. Jeg vil nu opsummere og kort beskrive, hvorledes jeg opfatter de forskellige regningsenheder i forhold til hinanden for sa vidt angar private betalinger.Kurantdaleren er ikke omtalt her, fordi den forst kommer ind i

---

30. En undtagelse ses i Paulsen, H.: Sophies Brahes Regnskabsbog, Viborg 1955. p. 209.

31. Secher: C 111 p. 572 ff.

32. Secher: C 111 p. 599.

33. Langermann p. 432 via Wilcke: C p. 174.

34. Secher: C IV p. 144.

35. Secher: C IV p. 229.

36. Kronens indforelse, se herom f.eks. Danmarks Statistik III: p. 258-264.

billedet, da de to systemer er lagt fast i forhold til hinanden. Kronerne er
ikke omtalt, idet de naeppe er benyttet som regningsenheder.

1. Sletdalersystemet

1 penning = 1/12 skilling

1 albus = 1 wid = 1 hvid = 1/3 skilling

1 mark = 1 sletmark = 1 mark i mont = 16 skilling

1 daler
(efter 1582) =1 sletdaler =1 daler i mont =64 skilling

2. Rigsdalersystemet

1 rigsmark =1 ort(sdaler) = 1/4 rigsdaler

1 rigsdaler =1 daler in specie =1 Rigsdaler.

Da opgaelden ikke har vaeret ensartet og slet ikke er belyst i mit prismateriale, har jeg valgt at se bort fra den og regne rigsdaleren til sit lovligt fastsatte skillingstal. Det, jeg afslutningsvis viser i nedenstaende tabel, er pengemalene omsat til en faelles storrelse. Den faktiske pris for monterne ville i praksis vaere varierende. Skillingstallet pa de forskellige montbetegnelser bliver herved (med mine forkortelser) som angivet i tabellen.

Skillingstal pa de forskellige montenheder i privat materiale:

Tal i parentes angiver mine hypoteser. Sporgsmalstegnet angiver almindelig usikkerhed.