Erslev, positivismen og syntesen

Man far noget for pengene med Jens Chr. Manniches bog, bade kvantitativt og kvalitativt. 400 taet beskrevne tekstsider med en udforlig behandling af et centralt emne i dansk historieforskning. Men man kommer ikke sovende gennem siderne og fremstillingen, selv om sproget er godt, og de mange teorier og abstrakte begreber er fremstillet klart og forstaeligt. Her er hverken billeder, lay-out eller andre typografiske krummelurestreger, der letter en vejen gennem vaerket. Maskinskrevne manuskriptsider sat ned til A-5 og (heldigvis) heftet, deter den foreliggende sag. Og hvis det har vaeret vilkarene for at fa bogen ud, sa er det i orden. Men hvis deter et udtryk for beskedenhed eller askese, sa er det malplaceret. Bogtrykkerkunsten er ikke en overflodig kunstart, selv om k'et star med lille midt inde i ordet. Bogen - og laeserne - havde fortjent bedre.

I centrum star naturligvis de sakaldte radikale historikere, eller rettere, den forste generation af dem. Det var Kr. Erslev og den gruppe om ham, J. A. Fridericia, Marcus Rubin rn.fl., der tradte ind pa den historiske arena i 1870'erne og 1880'erne, og som siden er betegnet som »gennembruddets maend« i dansk historievidenskab. Men hvori bestod nu gennembruddet? Hvad stod de nye maend for? Var det blot det med kildekritikken, som de fleste historikere siden da har laert det, eller var det noget andet og mere, maske et fundamentalt skift i den videnskabelige tradition, det, denned et moderne udtryk kaldes et paradigmebrud (Kuhn)? Deter sadanne sporgsmal, Jens Chr. Manniche har sat sig for at besvare.

I indledningen gives der et rids af den seneste videnskabsteoretiske debat og dens indslag pa det historiske forskningsfelt. Det analyseapparat,der skal anvendes i undersogelsen, bringes teoretisk pa plads. Mannichevaelger at bruge de to begreber videnskabsteori og ideologi. Ved videnskabsteori forstas de opfattelser, der hersker inden for et videnskabsfagsudovere med hensyn til videnskabens muligheder og praksis, det vil sige fagets teoridannelse, teknik og metode. Ideologien er det subjektive element, den opfattelse af mennesket og omverdenen, som

historikeren uvaegerligt bringer ind i sin fremstilling, forst og fremmest
udtrykt i valg af synsmade og emner.

Manniche giver dermed bevidst afkald pa at anvende den af J. H. Tiemroth lancerede tredelte model. Af dennes elementer, videnskabssyn, historiesyn og virkelighedssyn, lader han de to sidste ga sammen under sit ideologibegreb. Og det kan han have gode grunde til. Historiesyn og virkelighedssyn kan saledes nok forstas som to sider af samme sag, nemlig den personlige tilvaerelsesforstaelses (ideologiens) nedslag i henholdsvis specialundersogelsen (analysen) og den storre, samlede fremstilling (syntesen). Og for Manniche specielt, i hvis arbejdsmetode pavirkninger fra omgivende, definerede miljoer og »skoler« spiller en vaesentlig rolle (i modsaetning til personligt betingede forhold), er ideologi og videnskabssyn eller -teori velfungerende begreber, mens historiesynet vil vaere vanskeligere at operere med i sadanne sammenhaenge. (At Manniche sa alligevel bruger udtrykker »historieopfattelse« og endda i noget forskellige betydninger, er sa en anden ting (f.eks. s. 274 f)).

Bag Manniches arbejde ligger saledes den erklaerede opfattelse, at de traditionsskabende forandringer, der skete med »gennembruddet«, ikke kan tilskrives sa »tilfaeldige« omstaendigheder som en enkelt persons (in casu Erslevs) synspunkter og holdninger. Hvis disse synspunkter skal blive til en tradition, ma der vaere en grobund for dem. De ma accepteres og deles af andre, som »i forvejen socialt eller intellektuelt befinder sig inden for rammerne af disse tankemonstre«. Med andre ord, der er tale om et forsog pa at komme uden om den ensidige fokuseren pa Kr. Erslevs person, der har vaere t sa almindelig i dansk historiografi.

I konsekvens heraf bliver det vigtigt, at det historiske miljo, i hvilket videnskabsteorierne udfoldede sig, og den ideologiske baggrund pa hvilken »gennembruddet« skete, beskrives udforligt. En lille fjerdedel af bogen vies denne beskrivelse, og den er bade meget givende i sig selv, men naturligvis isaer vigtig, fordi her udsondres de begreber, der skal placere og karakterisere de radikale historikere. Hvad det videnskabsteoretiske angar, var der i 1800-arene to forskningstraditioner at tage i betragtning inden for humanvidenskaberne: den tyske historisme, der havde sine rodder i romantikkens idealistiske opfattelse, og den overvejende fransk-engelske positivisme, der tegnede oplysningsfilosofferne blandt sine aner, men som i ovrigt tog bade farve og naering fra den eksakte naturvidenskab, der udviklede sig op gennem det 19. arhundrede.

Historismen eksemplificeres ved sine hovedpersoner, Wilhelm von
Humboldt, Leopold Ranke og I. G. Droysen, hvortil fojes en karakteristikaf

stikafden danske historiker C. Paludan-Miiller. Historisrnen var kendetegnetaf en strengt empirisk holdning over for de historiske foreteelser, en noje udforskning af enkelthederne under udovelse af den kildekritik, hvis introduktion Rankes navn gerne knyttes til. Men kildekritikken og etableringen af sikker viden om de historiske begivenheder og tilstande var ikke for historisterne et mal i sig selv. Det gjaldt om at ga fra det saerlige til det almene, gennem de ydre begivenheder at se den overordnedehelhed, de var spredte og unike dele af, nemlig de sammenfattende, bagved liggende ideer, gennem hvilke verdensstyrelsen, det guddommelige,manifesterede sig. For at na dette mal anvendte man foruden den egentlige kildekritik den sakaldte hermeneutiske metode, dvs. fantasi og evne til at indieve sig i situationer og personer, en intuitiv »Verstehen«, der ikke var uden kunstneriske momenter. De helheder, man naede frem til, var ikke statiske. Der var tale om bade kontinuitet og udvikling, ikke som en retlinet fremskridtstanke, snarere som organisk vaekst, og det, der skabte bevaegelsen, var tanker og ideer.

I dette evolutionaere udviklingsideal ser Manniche et element, der af borgerskabet kunne bruges mod alt for bratte omvaeltninger, dvs. mod det 19. arhundredes revolutionaere bevaegelser, og han konstaterer videre, at historisternes historieskrivning afslorede en borgerlig, samfundsbevarende, hvis ikke ligefrem reaktionaer, ideologi. Ranke var sig ikke dette bevidst. Hans idealer var upartiskhed og uselviskhed i det historiske arbejde, og han var ikke i tvivl om, at hans beskrivelser af fortiden var objektive. Dette ideologiske islaet blev heller ikke gennemskuet af de efterfolgende generationer af historikere. For dem stod Rankes objektivitet netop som det hoje ideal. Manniche finder ogsa overensstemmelse mellem den borgerlige ideologi og historisternes foretrukne beskaeftigelse med staternes historie.

Historismen var ogsa selv underkastet en udvikling arhundredet igennem. De religiose og filosofiske overtoner daempedes, og vaegten blev forskudt mod menneskets rolle i historien. Droysen, den yngste af de tre naevnte tyskere, sa saledes den menneskelige ands virksomhed, betragtet som et moralsk sporgsmal, som det centrale i historien. Samme Droysen satte som den forste den udviklede metode og teknik ind i et laerebogssystem, det system, som blev model for historisk forskning i det meste af verden og dermed den vaesentligste og varigste arv efter historisterne.

Videre inddrager Manniche den danske C. Paludan-Miiller, der trods de individuelle saertrsek, man altid vil finde ved fremtraedende personligheder,kan placeres sikkert og overbevisende inden for den historistiske tradition. I hans arbejde var kildekritikken et uomgaengeligt element,

men derudover straebte han mod en intuitiv indsigt i de dybere indre sammenhaenge, i den sidste instans andens eller Guds abenbaring i historien.Han hyldede objektiviteten, fravaeret af forudfattede, subjektive meninger. Altsammen traek, der er centrale for den tyske retning.

Den anden hovedretning i tiden, positivismen, ville ikke vide af nogen verdensand eller andre metafysiske forklaringer af historien. Pa dette punkt lagde man klar af stand til historismen. Man opfattede positivismen som staende pa det sidste og mest avancerede trin inden for den andelige udvikling, der hermed var naet til det, man kaldte det videnskabelige, positive stade. De tidligere havde vaeret det teologiske og det metafysiske. Dette videnskabelige stade skulle forstas i lyset af naturvidenskabernes voldsomme vaekst i det 19. arhundrede. Med positivismen ville man indfore eksakte metoder pa det humanvidenskabelige omrade. Historien skulle som videnskab bygge pa det, der kunne konstateres og erfares, og den skulle folgelig ikke hente modellerne til sine forklaringer uden for erfaringsomradet. Som naturvidenskaberne matte ogsa historien ud fra de etablerede enkeltdata finde frem til de lovmaessigheder, der gjaldt for dens omrade, dvs. menneske- og samfundslivet.

At de konstaterede enkeltfaenomener var udgangspunktet, var der saledes ikke uenighed om mellem historister og positivister, men i den videre proces matte vandene skille. Positivisternes sogen efter love matte pavirke metoden, hvori statistik, kvantificeringer og sammenligning indgik med stigende vaegt, specielt nar det gjaldt samfundsstrukturer og materielle forhold. Men selv om materielle faktorer indgik i det positivistiske forklaringsapparat, sa var dog det menneskelige intellekt den egentlige drivkraft i samfundsudviklingen, og der var herfra ikke langt til at tilskrive de store personligheder en saerlig betydning.

Troen pa dette menneskedrevne fremskridt, underbygget af de naturvidenskabelige landvindinger, var ifolge Manniche i fuld overensstemmelse med de liberate anskuelser, der naeredes af det fremvoksende kapitalistiske borgerskab, og positivismen kom derfor til at sta som den progressive bevaegelse i tiden.

Renlivede, klassiske positivister pa historiens mark er ikke sa nemme at finde som repraesentanter for historismen. Manniche bruger den ikke saerlig kendte engelske historiker H. T. Buckle og hans landsmand, den socialliberale filosof John Stuart Mill, og som en dansk eksponent for retningen fremhentes ogsa en filosof, nemlig Harald Hoffding, som Manniche finder det »rimeligst« at karakterisere som positivist.

Som en sidste indledende manovre giver Manniche et rids af radikalismeni
Danmark, dvs. den politiske og kulturelle bevaegelse, denned

Georg Brandes som igangsaetter, Viggo Horup og P. Munch som hovedpersoner,voksede frem fra omkring 1870 og naede en forelobig kulminationmed dannelsen af partiet Det radikale Venstre i 1905. Dette rids er vigtigt, fordi det tegner det andelige miljo, som var de radikale historikeresbaggrund, og som de ved deres aktive deltagelse i vanned til at forme. Her kan man aflaese deres forstaelse af mennesket og dets tilvaerelsei samfundet, deres ideologi med Manniches ord.

Med spillebrikkerne lagt saledes pa plads kan Manniche ga til hovedvserket: bestemmelsen af, hvordan de radikale historikere kan placeres i forhold til de to herskende historiske traditioner, og hvilken virkning, deres ideologiske ballast havde pa deres historiske arbejde. Han vaelger at gore dette ved at analysere forst deres udvikling af kildekritikken og dernasst de problemer, de kom ud i, nar de skrev storre, sammenhaengende fremstillinger, dvs. synteser.

Kapitlet om kildekritikken bygger altovervejende og ikke unaturligt pa Erslevs arbejder, pa hvad han selv har udtalt i sine teoretiske skrifter og pa det, der har kunnet fremanalyseres af hans praksis. Hvad den snaevre kildekritiske metode angar, konstaterer Manniche en udvikling hos Erslev fra en materiel kildeopfattelse, hvor en beretning er en beretning (en »observationsrapport«) og en levning en levning (en overleveret og »observerbar genstand«), frem mod en mere funktionsbestemt opfattelse, hvor selvsamme kilde i visse problemstillinger fungerer som beretning, i andre som levning.

I den tidligere periode stod kildegranskningen som det helt centrale i den historiske proces. Rekonstruktion af den fortidige virkelighed sprang lige ud af arbejdet med kilderne og gav i hvert fald ikke vaesentlige teoretiske problemer. Senere blev springet fra kilderne - eller de pa kilderne grundlagte kendsgerninger - til den historiske virkelighed i teorien et mere nuanceret og problematisk foretagende.

Nutidige historieteoretikere har til disse stadier knyttet betegnelserne »kildepositivisme« og »kendsgerningspositivisme«, men Manniche har visse betaenkeligheder, specielt ved udtrykket »kildepositivisme«, der efter sin karakteristik ogsa kan passe pa den historistiske skole. Og for sa vidt man med disse udtryk sa at sige pr. definition vil gore Erslev til positivist, naeres betaenkelighederne ogsa af undertegnede anmelder.

Sagen er, at Manniche under sin gennemgang af udviklingen af kildekritikog forskningsmetode i ovrigt hos Erslev lobende soger at placere denne i forhold til de to forskningsretninger. Han anforer en raskke traek, der kan henfores til positivistisk inspiration (brug af statistik, betoning af observationsaspektet, et enkelt falsificeringsforsog), men fremviser sarntidigganske

tidigganskemange eksempler pa, at Erslev har arbejdet pa en made, der ligger taet op ad historisternes hermeneutisk-intuitive, indlevelsen i kildernesophavssituation. At Manniche pa denne baggrund tor konkludere om Erslevs videnskabssyn, at det var praeget af en positivistisk grundholdning,virker noget overraskende, og det sa meget mere som det var kildekritikken som sadan, der fyldte noget i billedet. Det var den, der for Erslev stod som den fagligt videnskabelige metode par excellence, og selv om den var faelles for de to retninger og ifolge Manniche uegnet som indikator, sa tor man nok sige, at dette faelles videnskabelige fundament bade i sin oprindelige og i sin teoretiske videreudvikling sa afgjort var en historistisk storrelse. At Erslev vedstar sig arv og gseld til Ranke og hans efterfolgere giver Manniche selv belaeg for flere steder (bl.a. s. 151 fog 174), ikke mindst med citatet fra nekrologen over Ranke og Waitz, hvor Erslev betegner sig selv som »en, der i hele sin gerning gar i de fodspor, som de store afdode har vist«. Jeg ville finde det rigtigere at kalde Erslevs videnskabssyn historistisk i sit grundlag, men fordomsfrit og abent over for positivistiske (og alle andre) brugbare elementer.

Efter afsnittet om den kildekritiske udvikling, hvor Erslev er den altdominerende hovedperson, tager Manniche syntesens problematik op, og her lykkes det noget bedre at fa andre af traditionen frem pa scenen, om det end unaegteligt kun er i biroller. Manniche tager forst en nodvendig diskussion af, hvad en historisk syntese i grunden er for en storrelse, og kommer frem til, at det ma vaere en fremstilling, der giver et sammenhaengende helhedsbillede af et samfund over tid. Det skal vaere hele samfundet, det drejer sig om, tidsperioden sa lang, at en udvikling kan beskrives. Til denne plausible karakteristik turde nok fojes, at syntesen pr. definition indebaerer et frihedsmoment, en frihed, der vel ikke er übegraenset, men dog en frihed til at vaelge en synsvinkel og under hensyn hertil at udvaelge, proportionere og disponere sit stof. Erkender man dette subjektive, som Manniche ogsa kalder det ideologiske, element, bliver kravet om en videnskabelig syntese temmelig meningslost.

Syntesens hovedproblem, sporgsmalet om dens videnskabelighed, dens objektivitet, er hermed skitseret. Men hvordan sa det ud for de radikale gennembrudsmaend? Den almindelige opfattelse har vaeret, at de pa grund af dette problem veg uden om de store og sammenfattende fremstillinger og til gengaeld kastede sig over de mindre problematiske analyser, men at opfattelsen er forkert, at radikalerne tvaertimod bade kastede sig ud i syntesearbejdet og ogsa havde et udprseget talent for det, viser Manniche forst under henvisning til Helge Paludan (1979) og dernaestved en massiv og overbevisende gennemgang af en raekke af de i

ovrigt velkendte syntesefremstillinger, som generationen producerede. For Erslevs vedkommende var det »Valdemarernes storhedstid« (1898), »Konge og lensmand« (1879), »Dronning Margrethe og Kalmarunionens grundlaeggelse« (1882), »Oversigt over middelalderens historie« (1891-95),»Den middelalder« (i Danmarks Riges Historie) (1898-1905), »Den romerske kejsertids kultur« (1906) og »Det sekstende aarhundrede«(1910), hvortil kom J. A. Fridericias »Det syttende og attende aarhundrede« (1910-11), »Den franske revolution og Napoleonstiden« (1909-10) og sammes bind om det 17. arhundrede i Danmarks Riges Historie (1896-1902).

Gennemgangen efterlader ingen tvivl. Hvad de end selv har ment om deres syntesers objektivitet eller videnskabelighed (hvad vi kommer tilbage til nedenfor), sa har de ikke kunnet ophaeve det uundgaelige subjektive; de har ikke kunnet eliminere sig selv eller gaud af deres gode skind, som Rubin udtrykker det. Manniche harmed en imponerende indsats laest og analyseret, hvis man ikke skal sige obduceret, disse svaere vaerker og lagt det livssyn og samfundssyn blot, som forfatterne bevidst eller übevidst har nedlagt i dem. Nogleordene i denne ideologi var frihed og lighed i alle forhold med alt, hvad heraf kunne afledes: andsfrihed, beskyttelse mod undertrykkelse, antimilitarisme, udligning af sociale og okonomiske forskelle, samarbejde mellem klasserne, folkets oplysning m.m. Der var naturligvis individuelle forskelle mellem forfatterne, men alt i alt afslorede vaerkerne en social-liberal ideologi, der ikke var til at skelne fra den, der var Det radikale Venstres.

De radikale har naeppe folt, at de varetog bestemte gruppers eller klassers interesser med deres ideologi, men tvaertimod at det var helhedens vel, der la dem pa sinde (hvortil Manniche kan bemaerke, at den radikale ideologi ikke desto mindre var i bedste overensstemmelse med smaborgerskabets interesser). At de med deres historie skulle vasre ude i agitatorisk aerinde pa en saergruppes vegne, ville ligge historikerne fjernt. Sandheden om fortiden, den upartiske, usminkede fremstilling af de historiske forhold ville i sig selv vaere det staerke og virkende bidrag, historien ifolge Erslev kunne give til menneskets forstaelse af sig selv og af menneskeheden i det hele taget. I denne and deltog ogsa Erslev og konsorter i tidens folkeoplysende arbejde og politiske debat.

Men hvordan sd historikerne selv pa synteserne, pa arbejdet med at skabe sammenhaeng i historien? Var det videnskabeligt arbejde, kunne resultaterne sta mal med kravet om objektivitet? Og hvilke forklaringsmodeller brugte man, la der bestemte overordnede opfattelser eller teorier

Tager vi forst objektivitetsproblemet, sa viser Manniche, at pa det tidlige stade, hvor kildekritikken var den store abenbaring, ansa man knap objektiviteten for et problem. At enkeltanalyserne, hvor de kildekritiske metoder netop var i funktion, la sikkert inden for den videnskabelige sfaere, var ingen i tvivl om. Men heller ikke syntesen gav anledning til naevnevaerdige anfaegtelser. Nar man gennem kildekritikken havde udsondret de palidelige »byggesten«, ville bygningen naesten af sig selv blive rigtig og solid. En »passiv erkendelsesmodel« har man (Bernard Eric Jensen) kaldt denne holdriing. Senere erkendte man, at bygningen ikke var sa given en sag. Selv med de bedste byggesten skulle der en arkitekt til for at give den form og struktur. Syntesen kraevede en aktiv handling, en subjektiv indsats fra historikerens side. Hvordan bevarede man dens videnskabelighed under denne nodvendighed?

Radikalerne reagerede ikke helt ens pa denne situation. Formentlig forst og nok ogsa tydeligst af alle sa Kr. Erslev problemet, og han tumlede for den sags skyld med det resten af sine dage uden at finde en egentlig losning. I 1895 gav han udtryk for, at fuldstaendig objektivitet ikke eksisterede, men han hengav sig ikke af den grand til den rene relativisme eller subjektivitet. Man kunne naerme sig det objektive, for historikeren matte det blive en stadig straeben mod noget uopnaeligt. Idealerne i denne straeben var upartiskhed, fordomsfrihed i undersogelsen og en fremstilling, der var fri for tendens, og det var, som Manniche siger det, ikke helt det samme som - og mindre ambitiost end - at vaere »upavirket af forskeren«. Forskningsetik er nok et bedre udtryk.

Men selv om Erslev utvivlsomt arbejdede efter dette ideal, sa Ioste det ikke det erkendelsesteoretiske problem for ham. Det subjektive element lod sig ikke eliminere. Afstanden til den videnskabelige objektivitet blev snarere storre for ham efterhanden. Ikke desto mindre stod han for sine elever som idealet af en historisk forsker, upersonlig, upartisk, objektiv. Kollegerne i hans egen generation kunne naturligvis ogsa se syntesens subjektive element, men det blev tilsyneladende ikke pa samme made et problem for dem som for Erslev. Fridericia sa dog nok, at fremstillingerne blev farvet af forfatterens egen tids opfattelser og idealer, men han sa ogsa fordele ved, at fortiden pa denne made kunne belyses fra flere synsvinkler. Upartiskhed og alsidighed var vel nok hans Iosning pa problemet. Rubin var den, der var mindst betaenkelig ved det subjektive. Tvaertimod var for ham en fremstilling, der ikke var gennemtraengt af forfatterens personlighed, intet vaerd. Den var kedsommelig og - i og med den foregav at vaere objektiv - bade falsk og utilstraekkelig.

Manniche gor meget ud af at fremanalysere de metoder og forklaringsmodeller,historikerne

modeller,historikernebrugte for at binde de enkeltstaende kendsgerningersammen til en historie. Var det ideer og andsliv, der var de drivende kraefter? Var det kongerne, de store personligheder, der var noglen til historiens gader, eller var de sociale og okonomiske forhold de basale faktorer, som pa materialistisk vis gav den egentlige forklaring pa tingenesgang? Deter meget spaendende, men ogsa meget svaert. Erslev, som isaer ma holde for, er ikke nem at base ind. Han spiller pa hele registret og bruger de forklaringer, der forekommer ham rigtigst i situationen. Man fornemmer en vis tilpashed hos Manniche, nar forklaringerne er materialistiske,og lidt mere beherskelse, nar han retfaerdigvis konstaterer, hvor meget ideerne og de store personligheder betyder i Erslevs (og Fridericias)synteser. Manniche ma sluttelig og nodvendigvis karakterisere Erslevsforklaringer som »multikausale«.

Ogsa under gennemgangen af synteserne har Manniche bevidstheden rettet mod metoder og holdninger, der kan placere Erslev i forholdet mellem historisme og positivisme, og hvad han finder, bekraefter ham kun i opfattelsen af, at Erslevs videnskabsideal var »utvetydigt positivistisk« (s. 361). Og selv om der her, hvor det drejer sig om syntesen, maske nok er mere at haenge hatten pa, end hvor det gaelder den kildekritiske analyse, sa forekommer konklusionen alligevel (anmelderen) for kategorisk.

Deter da helt rigtigt, at Erslev som ateist ikke havde nogen gud eller verdensand som historisterne til at skabe en overordnet sammenhasng. For ham var den udvikling, han sa i historien, bundet sammen af arsager og virkninger i en lang kaede, men hverken udvikling eller kausalitet turde vaere positivistiske patenter. Erslev forbandt selv disse faktorer (og ideernes magt med) med den historistiske retning (i artiklen »Historie« i Salmonsens leksikon). Mere udpraeget positivistiske er tankerne (i samme artikel) om komparation mellem udviklinger af tilstandene i forskellige samfund, hvor pavisningen af lovmaessigheder tages som en mulighed. Men det siges udtrykkeligt, at der er tale om fremtidsudsigter, som endda er sa fremmedartede, at de snarere vil konstituere en ny disciplin (samfundsvidenskab) end falde under den historie, man nu bedrev. Da Erslev i ovrigt hverken procederede lovmaessigheden som princip i sine teoretiske arbejder eller gjorde brug af den som forklaringsmodel i sin daglige historiske praksis, kan han vanskeligt gores til positivist pa dette grundlag.

Pa et andet punkt er det heller ikke helt nemt at folge Manniche. Bade Erslev og Fridericia gor ganske flittigt brug af ideer og store personlighedersom drivkraefter i historien, og deter forklaringer, man normalt (og ogsa Erslev i naevnte leksikonartikel) vil placere i den historistiske tradition.Ikke

tion.Ikkedesto mindre mener Manniche, at man via John Stuart Mill og gennem sma aspektforskydninger kan gore disse traek til aktiver pa den positivistiske konto. Og den historisk-hermeneutiske indlevelse, som Manniche ganske ofte griber Erslev i, giver ham heller ikke anfaegtelser. Det kan jo vaere, at det slet ikke er en forklaringsmetode, men hvad Manniche kalder »aestetisk konvention«, dvs. blot et sprogligt virkemiddel,der skal gore teksten mere levende og letlaest.

Hvad er det rigtige? Hvilke traek af de mange, som denne mangfoldige historiker har pa sit register, er de afgorende, de karakteriserende? Skulle anmelderen pa det af Manniche fremlagte grundlag beskrive Erslev, ville han i langt hojere grad betegne ham som »sin egen«, som den abne og dybe historiker, der formaede at haeve sig op over »retningerne« og tage hvad han kunne bruge, uanset hvor det kom fra. Han siger selv et sted, at historikeren ma »benytte de mest forskelligartede fremgangsmader, hentede fra alle videnskaber« (s. 178).

At Erslev var mangfoldig til det paradoksale, svaer at fa ind pa en enkel linie, fremgar med fuld tydelighed af hans to skrifter fra 1911 »Historisk Teknik« og »Historieskrivning«. Dette historieteoretiske testamente, som man vist godt kan kalde det, gor Manniche til genstand for en saerlig analyse. Han konstaterer, at Erslevs opfattelse af historiefaget har vaeret under stadig udvikling. Arbejdet deles nu op i et tredelt system: 1) kildekritik, 2) historiens metode (efter hvilken man danner sig samlede forestillinger af enkeltvidnesbyrdene) og 3) historiens teori (om de overordnede principper for sammenhaenge i historien). Det tidligere, sakaldte materielle kildebegreb med den kendte opdeling i levninger og beretninger, emu for Erslevs vedkommende helt forladt og erstattet af et funktionelt. De kilder, der er at traekke pa, deles i tre kategorier: 1) materielle levn af fortidens mennesker og natur, 2) fortidsmenneskenes frembringelser af enhver art og 3) nutidslivet, for sa vidt det tillader tilbageslutninger. Som i et afklaret lys ser Erslev historieforskningens genstand og egentlige mal som menneskenes liv og handlinger, menneskelivet i dets fulde bredde og med det hojeste og inderste mal at forsta de sjaelelige rorelser bag handlingerne.

Selvmodsigelserne i skrifterne - og Manniche fanger nogle stykkker af slagsen - vedrorer mestendels sporgsmalet om historiens videnskabelighed.Hvorvidt grebet efter de inderste folelser og motiver bag mennesketshandlinger skal lykkes, hvor vidt det karma, ma - stadig ifolge Erslev - afhaenge af omfanget og dybden af historikerens eget sjaeleliv. Og dermed er »det hojeste mal for historisk forskning« sa at sige pr. definition, men paradoksalt, henvist til den subjektive, den uvidenskabeligesfaere.

ligesfaere.Man aner bag de inkonsekvente ord en svingning i Erslevs sind mellem to holdninger til det uloselige subjekt-objekt problem. Den ene gang laegges vaegten pa den stadige straeben mod den uopnaelige objektivitet,undertiden med en antydning af, at subjektet herunder kan spille en positiv rolle, den anden gang »loses« problemet ved den skarpe sondringmellem historieforskning, der gennem analogier og kausalitetsprincippetskal fa folk til at forsta fortiden (intellektuelt), og historieskrivning,der skal male fortiden levende og give den en folelsesmasssig - om end rigtig nok uyidenskabelig - dimension.

I bogens sidste afsnit sporer Manniche arven fra Erslev og hans faeller i den nceste generation af historikere, og han genfinder ogsa sa meget af den savel i videnskabsteoretisk som i ideologisk henseende, at talen om en radikal historikertradition ma vaere berettiget. Men deter bemaerkelsesvaerdigt, at de pavirkninger, der kan konstateres, i hojere grad kan fores tilbage til den yngre, kildekritisk disponerede Erslev end til 1911-skrifterne med den uafklarede subjekt-objekt problematik. Det, som baerer traditionen, er saledes en utvetydig opslutning om den klassiske kildekritik og en klar radikal/socialliberal ideologi. Det store problem om syntesens videnskabelighed la der naturligvis stadig, men i stedet for som Erslev at ga direkte ind i det kom eleverne uden om det pa den ene eller den anden made.

For to af de tre fremtraedende repraesentanter for den anden radikale generation, som Manniche vaelger at behandle, P. Munch og Erik Arup, var subjektiviteten ikke det store problem og i hvert fald ikke noget, der hindrede syntesedannelsen. Arup fandt syntesen empirisk begrundet og var naeppe i tvivl om, at den objektivt afspejlede virkeligheden. Munch sa tydeligere, at historikerens samtidsengagement matte influere pa hans fremstilling af fortiden, men det indebar dog den fordel, at historien blev belyst ud fra forskellige livsopfattelser, og selv hvor dette blev gjort med lidenskab, satte det ikke uden videre vaerket »uden for videnskab«.

Den tredie radikaler af 2. generation, Aage Friis, havde svaerere ved at tage afsaettet fra kildekritikken og den sikre objektivitet, den stod for, ind i syntesen, og de storre samlede fremstillinger, han gav fra sig, havde en tiltagende tendens til at blive »monumentale analyser«, hvor dokumentationer i maengde fortraengte de karakteristiske synteseskabende elementer, linierne, vurderingerne, holdningerne.

Ud fra disse forskellige mader at forholde sig til synteseproblemet pa skete der en spaltning af historikertraditionen i to retninger, og det var den sidste, den som Aage Friis stod for, der i det lidt laengere forlob blev den sejrende. Efter de voldsomme angreb pa Arups Danmarkshistorie,

der isasr angik vaerkets ideologiserende grundpraeg, samlede historikerprofessionensig pa kildekritikkens faste grund om en, som Manniche kalder det, »empirifixeret, ateoretisk eller ligefrem teorifjendsk videnskabelighed«.Og det var ikke bare radikalerne, men historikere af alle afskygninger, historister og positivister, der kunne modes her og helt frem til 1960'erne udgore en historikernes »hellige, almindelige kirke«.

Nar syntesen kunne traede i baggrunden, finder Manniche, at en del af forklaringen var den, at der for historikerne ikke mere var sa staerkt brug for den og dens ideologiserende budskab. Omkring arhundredskiftet var den socialliberale ideologi i kamp mod den nationalliberale, konservative, mens den fra trediverne og frem var den accepterede og etablerede ideologi i landet. Unaegteligt en forklaring med interessante perspektiver, som dog ikke her skal forfolges.

Derimod skal det med, at Manniche ma acceptere en forholdsvis renlivet historist i den radikale lejr, nemlig Aage Friis. Hos denne spiller indlevelsesmomentet, personlighedernes betydning og det skel, han saetter mellem eksakte og andsvidenskaber, sa afgorende en rolle, at ingen tvivl er mulig. Dette atypiske fsenomen huer tydeligvis ikke Manniche, der noget pa tvaers af den nogterne, analytiske metodik, han i ovrigt har anlagt i bogen, ma antyde forklaringer pa det personlige, biografiske plan. Vel ikke indlevelse? Na, ingen drillerier! Sporgsmalet om de radikales, specielt Erslevs, placering mellem historisme og positivisme forekommer, som deter fremgaet af det foregaende, ikke anmelderen endegyldigt afklaret, men deter et meget vedkommende sporgsmal, bade i sammenhaengen og nar danske historikere overhovedet vil gore sig deres historiografiske herkomst klar. Manniche har stillet sporgsmalet, sa det ikke kan ties ihjel, og gennem sin grundige opplojning af problemet givet et godt udgangspunkt for den videre debat.

Til sporgsmalet om brud eller kontinuitet, om denned de radikale historikere skete en afgorende aendring i den videnskabelige tradition (et paradigmeskift), et sporgsmal, der har optaget i hvert fald en del historikersind,siden Kuhn fremsatte sin teori, mener Manniche palusibelt at kunne konkludere, at kontinuiteten mellem 1820 og 1960 trods alt har vaeret det mest fremherskende traek. Den splittelse, der undervejs var optraek til mellem de to retninger, ophaevedes med forbrodringen i »den hellige, almindelige kirke«, under den faelles trosbekendelse til den klassiskekildekritik som fagets grundsubstans. Og de, der har studeret i 1960'erne tor nok bevidne, at linien fra Ranke og overbevisningen om den objektive historieskrivning stadig var levende realiteter i historiestudiet.Derimod var synteseproblemet, sporgsmalet om subjektets rolle i

den videnskabelige proces, som Erslev havde tumlet sa voldsomt med,
forlaengst og godt begravet.

Men fra slutningen af 1960'erne er der tegn til opbrud, antyder Manniche
til slut, men uden at lofte sloret mere end en enkelt millimeter. Deter
en anden, maske Manniches naeste historic

Sammenfattende ma det siges, at vi med Manniches bog har faet en meget savnet og indgaende fremstilling om ikke af den samlede danske historieskrivning i de sidste halvandethundrede ar, sa uden tvivl af dens vaesentligste sider og mest afgorende perioder. Fremstillingen er ikke jaevn og beskrivende, men, som deter fremgaet, koncentreret om og styret af de problemer, der var aktuelle for datidens historikere og/eller for nutidens (in casu Manniche). Det vaesentligste af disse problemomrader er efter anmelderens opfattelse det, der angar syntesens videnskabelighed. Det var braendende aktuelt i datiden, specielt for Erslev, og er det stadigt (eller burde vaere det). Historisme-positivisme relationen turde imidlertid nok efter den vaegt, den har faet i bogen, snarere afspejle en optagethed af problemet hos senere historieteoretikere end hos de datidige historikere, som ikke viede det megen opmaerksomhed. Hvilket er et forsog pa praecisering og ingen kritik. At historien skal ses med nutidens ojne og med dens problemer i centrum, skal bestemt ikke anfaegtes herfra. Uden dens nutidsaktuelle problemstillinger ville Manniches vaerk, der vitterligt tager tunge sager op, ikke vaere blevet den spaendende og naergaende bog, den er.

Bogen handler om at godtgore en historikertradition, dvs. en raekke historikere over flere generationer med et faelles syn pa deres fag, og det mal tor nok siges at vaere naet (selv om Erslev nok mere end tilsigtet ogsa herefter star som den brede og dominerende centrumfigur i bevaegelsen). At analysere disse historikeres tanker og opfattelser deres fag vedrorende, dels gennem deres direkte udtalte synspunkter og isaer indirekte gennem de holdninger, der kan afslores af deres historiske praksis, har vaeret Manniches job fra forst til sidst. Naerliggende er det da for den laerevillige laeser pa tilsvarende vis at saette Manniche under lup: Er han positivist, historist eller noget helt andet? Hvilke metoder og forklaringer benytter han sig af? Hvilken ideologi ligger der bag vaerket?

Forst ma man konstatere, at der er tale om et analytisk vaerk, hvor slutningerne knytter sig naert til en omfattende dokumentation. Slutningenfra kilderne foretages naermest pa positivistisk maner gennem iagttagelserog sammenligninger, og der gives direkte afkald pa biografiske og personlige forklaringer og dermed pa alt, der kunne mistaenkes for at naerme sig indlevelse. I en sa udpraeget analyse vil det subjektive og

ideologiske pr. definition ikke have nogen naturlig plads. Manniche holderbevidst sig selv tilbage under bestraebelseme pa at na det objektive resultat, praecis som en ortodoks tilhaenger af historikernes hellige, almindeligekirke ville gore det. Kun spredte og formentlig ogsa overvejende übevidste udslip lader antyde, pa hvilket lag hans holdning befinder sig: forkaerligheden for at se ideologierne som politiske, for at forankre dem i bestemte sociale klasser, det vagne oje for materialistiske forklaringer, hans bud pa en »losning« af synteseproblemet (s. 216), som en materialistiskhistoriker i hvert fald vil kunne leve med.

Lad dette nu sta som et kuriosum, et i sammenhaengen übetydeligt sidespring. Det berorer ikke den gennemgaende afvejede kildeunderbyggede, analyserende og argumenterende, dvs. videnskabelige fremgangsmade, der uundgaeligt giver seriose resultater.

Men naturligvis har ogsa den analytiske fremgangsmade sine graenser, der bestemmes af de observerbare kilders raekkevidde. Nogle fa steder i bogen fornemmer man denne graense; forklaringsmodellen slar ikke til. Aage Friis' eksempel er naevnt og de iojnefaldende inkonsekvenser hos Erslev horer ogsa til slagsen. Her forekommer det, at der kunne vaere behov for en anden metodisk dimension, som kunne bringe historien naermere det Erslevske mal »at forsta de sjaelelige rorelser bag handlingerne». Erslev provede det selv, deter noget med indlevelse og intuition, med levendegorelse pa et plan mellem historien og kunsten, og metoden er ogsa siden forsogt efter hans model (Leo Tandrup i Ravn). Begge gange for sa vidt med held, som forstaelsen af de pagaeldende personer efter anmelderens opfattelse virkelig blev dybere og rigere. Men om det sa er videnskab, er en anden sag.

Manniche skal ikke klandres for, at han - afgjort veloverlagt - ikke har vovet sig ud pa disse usikre vande. Han har redeligt og dygtigt pa den traditionelle videnskabs grund, og med en usaedvanlig gennemslagskraft, bearbejdet et stort og vanskeligt emne og leveret en mangfoldig og tankevaekkende bog. Deter ikke den Erslevske historieskrivning med dens appel til folelser og dybere forstaelse, der har vaeret hans aerinde. Hans mal har vaeret at levere et stykke historieforskning, at abne nyt og frugtbart land for den intellektuelle erkendelse. Og det mal har han naet.