I sammenligning med det 17. arhundredes voldsomme krigeriskhed vil
det ikke vaere urimeligt at betragte det foregaende arhundrede som en
relativ fredelig periode for landalmuen1.

Bonden deltog tilsyneladende kun i meget begraenset omfang i 1600arenes krigsforing, der for storstedelen blev overladt den adelige rytterhzer (rostjenesten) og de professionelle lejetropper. Maske har netop denne (militaert) noget tilbagetrukne rolle for landalmuen givet anledning til senere tiders negative vurdering af bondernes vaerdi som soldater.

Sporgsmalet er, om denne holdning stadig ma vaere gaeldende, - eller var det 16. arhundredes bonder mere eller mindre vaerdilose som soldater? For at finde svaret ma vi begynde tilbage i tiden omkring 1241, men lad os inden da kaste et blik pa den hidtidige - og nutidige - militaerhistoriske

1. Indledning

Den danske militaerhistoriske forskning har gennem det sidste halve arhundredefort en noget tilbagetrukket tilvaerelse, hvilket maske skal ses som en en reaktion pa det 19. arhundredes meget omfattende produktion inden for feltet. Hertil kommer, at mange - noget firkantet - anskuer

1. Dette begreb vil senere blive oplost i de indgaende sociale kategorier. Om det 16. arhundredes landbosamfunds struktur se iovrigt F. Skrubbeltrang: Det danske landbosamfund 1500-1800, 1978, s. 14-17 og 42-46.

militaerhistorie som synonymt med krigshistorie, og som folge heraf far den opfattelse, at militaerhistorie kun kan beskaeftige sig med enkelte markante personligheder, disses betydning og krigenes politiske placering.Prover man at se militcerhistorien som et bidrag til kultur- og socialhistorien,kan man fa et betydelig mere nuanceret billede af de emneomrader,der horer ind under disciplinen.

At sadanne tanker ligger mange historikere af idag fjernt, giver to af de seneste ars vaegtigste bidrag til det 16. arhundredes historie - Gyldendals Danmarks Historie II^la og Dansk Social Historie III² -et eksempel pa. For forfatterne findes tilsyneladende kun to mulige opfattelser af militaerhistorien, enten som ren krigshistorie - hvilket udelades - eller som politisk historie, hvilket i enhver henseende fortjener, og far, omfattende behandling.

Overraskende er det at se, at E. Ladewig Petersen indirekte frakender militaerhistorien enhver socialhistorisk betydning ved overhovedet ikke at beskaeftige sig med den pa trods af krigenes uomtvistelige indflydelse pa samfundsudviklingen og -strukturen³. For forfatterne har det tilsyneladende ikke indebaret problemer at opstille haere, vinde (eller tabe) krige, altsammen over ganske fa linier, for sa at kaste sig over de politiske og samfundsmaessige folger af denne krigsforing pa de naeste mange sider. De, der har udkaempet krigene, forbigas i tavshed⁴.

I litteraturen findes kun en nyere artikel, der eksplicit beskaeftiger sig med det nationale fodfolk i det 16. arhundrede, nemlig C. W. Lebahns om de nationale troppers deltagelse i syvarskrigen⁵. Da sigtet er alle nationale tropper (d.v.s. bade rostjenesten og kobstadsbevaebningen forudenfodfolket), og perioden samtidig er indskraenket til 7 ar, er det forstaeligt, at behandlingen af fodfolket til tider bliver en anelse summariskog uden de lange perspektiver. Man skal faktisk tilbage til arhundredskiftetfor at finde en tilbundsgaende behandling af landalmuens krigsdeltagelse, hvor Emil Madsen gav gedigne, men knastorre og temmeligureflekterede

---

1a. A. E. Christensen m.fl. (red.): Gyldendals Danmarks historie (herefter GDH) //, 1980.

2. E. Ladewig Petersen: Dansk social historie (herefter DSH) ///, 1980.

3. Dog be handles i to sma afsnit resultaterne af krigene i perioden 1645-60, men dette pa en noget stedmoderlig made (DSH 111, s. 73-82).

4. Denne holdning til bl.a. GDH II deles stort set af F. P. Jensen i Historisk Tidsskrift (herefter HT), hvor han i sin anmeldelse skriver: »... savner man alligevel en redegorelse for ... (en) vaesentlig side af samfundslivet, nemlig rigets forsvarsvaesen, der, savidt det kan ses, ikke omtales med et ord.« {HT 82, s. 125).

5. C. W. Lebahn: De danske nationale troppers deltagelse i syvdrskrigen 1563-70. Jyske Samlinger ny rk. 3, 1954-56. (Herefter Lebahn).

meligureflekteredeoplysninger og gennemgange af de nationale fodfol k⁶. Mere implicit kan der hentes vurderinger hos E. Kjersgaard, P. J. Jorgensen og Erik Arup⁷, men med hovedvaegten lagt pa middelalderen og ikke mindst ledingen. Rostjenesten er senest behandlet af K. J. V. Jespersen i dels en artikel om ridderhaerens overgang til kavaleri⁸, dels i disputatsen om rostjenestetaksationen⁹. For kobstaedernes vedkommendesavnes en nyere gennemgang, men P. V. Jacobsens fra 1847 er dog gedigent handvaerk¹⁰; den har maske netop derfor staet alene sa laenge¹¹.

2. Leding og landeværn

Inden der i folgende skal ses pa forudsaetningerne for landalmuens krigsdeltagelse, vil det vaere pa sin plads at fastsla, at perioden ikke by der pa nogen egentlig »vcernepligtslovgivning«. Der er til stadighed tale om ad hoc udskrivninger med basis i de foregaende arhundreders lovgivning. Man ma derfor soge baggrunden i landskabslovene og i de forordninger og recesser, der i tidens 10b medforte udbygning, aendring og praecisering af bestemmelserne fra det 13. arhundrede omkring ledingen og landevaernet.

I Jyske Lovs 111 bog, kapitlerne 1-20, behandles ledingen og landevaerne t¹². Uden her at komme naermere ind pa diskussionen af forskellene/lighedernemellem disse to begreber skal det dog understreges, at den opfattelse, Arup i sin tid gjorde gaeldende¹³, at landevsernet skulle vaere

---

6. E. Madsen: De nationale tropper samt hcerv&senets styrelse i det 16. arhundrede. HT 7:5, 1904-5. (Herefter Madsen). Desuden £. Madsen: Studier over Danmarks hcervcesen i det 16. drhundrede. Militcert Tidsskrift 27-30, Tillcegshcefte 1-4, 1898-1901 og E. Madsen: Om fodfolket i de danske hare i det 16. drhundrede. HT 7:1, 1897-99.

7. E. Kjersgaard: Leding og landevcern. Festskrift til A. E. Christensen, 1966. (Herefter Kjersgaard). P. J. Jorgensen: Dansk retshistorie, 1974 (1940). (Herefter Jorgensen, 1974). E. Arup: Leding og ledingsskat i det 13. drhundrede. HT 8:5, 1914. (Herefter Arup, 1914).

8. K. J. V. Jespersen: Rostjeneste, ridderhcer og militcerrevolution 1525-1625. Krigshistorisk Tidsskrift 10:2, 1974.

9. K. J. V. Jespersen: Rostjenestetaksation og adelsgods, 1977.

10. P. V. Jacobsen: Bidrag til kundskab om de danske kobstxders borgervcebning og deltagelse i krigsvcesenet i en del af det 16. drhundrede. HT 2:1, 1847.

11. F. P. Jensen: Danmarks konflikt med Sverige 1563-70, 1983 er desvaerre fremkommet pa et tidspunkt, hvor udarbejdelsen af artiklen var sa fremskredet, at jeg matte vaelge at se bort fra dette vaerk.

12. E. Kroman & S. Iuul: Danmarks gamle love pd nutidsdansk (herefter DGL), /-///, 1945. Heraf specielt §§ 1-7 om krigsleding, jvf. Arup, 1914, s. 146 fog 153f.

13. Arup, 1914, s. 156ff.

en faelles betegnelse for krigsleding og skatteleding - i modsaetning til tidligere, hvor bl.a. Erslev, noget firkantet, opfattede landevaernet som defensiv og ledingen som offensiv krigsforsel¹⁴ - siden er blevet staerkt forandret og forbedret af forst P. J. Jorgensen¹⁵, senere S. luul¹⁶ og sidst af C. A. Christensen¹⁷ og E. Kjersgaard¹⁸. Disse haevder mere eller mindresamstemmende, at ved siden af den rigsdaekkende leding ma der have vaeret en lokal forsvarsordning, landevaernet. P. J. Jorgensen giver den nok mest daekkende karakteristik af landevaernet og ledingen, idet han papeger, at ved siden af ledingsordningen, der havde bade forsvars- og angrebskrig som formal, og hvor befolkningen i princippet gjorde tjenesteefter tur, »i et vist tilfaelde, nemlig nar en landsdel angrebes, suppleredesmed en pligt for alle vabenfore maend til at mode«¹⁹.

Som en uddybning af denne formulering star en forordning fra Bara herred omkring 1282, hvori det siges, at »fremdeles er det vor vilje og pabud til alle bryder og landboer, savel privilegerede som andre, at de, narsomhelst fjenders fejde truer riget, skal vaere rede til faedrelandets forsvar, som rimeligt er«²⁰.

Skal man have et utvetydigt udsagn om middelalderens forsvarsordning,ma man dog sa langt op i tid som til det beromte responsum fra Sjaellands landsting i 1428. Pa direkte foresporgsel fra Erik af Pommern om, hvilke midler man havde til radighed for landets forsvar, lyder svaret,at »efter gammel saedvane og ret, som vaerende haver tilforn i landet, at nar fjender kommer for landet, og bavn braende og vidje brand ga, hvilken i den sted hjemme sad... bor at haenge ved sin egen bjaelke«²¹. Denne redegorelse ser altsa ud til at bygge pa traditionerne fra Baraforordningen,der

---

14. Kr. Erslev: Valdemarernes storhedstid, 1972 (1898), s. 142.

15. Jorgensen, 1974, s. 252 fog 545f.

16. DGL 111, s. 172.

17. C. A. Christensen: Landvdrn. Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder X, 1965. (Herefter Christensen, 1965). Sp. 3Osff og C. A. Christensen: Leidang. Sst., sp. 443ff.

18. Kjersgaard, s. 118 specielt. Hele artiklen giver den nyeste gennemgang af forholdet mellem leding og landevaern, samtidig med en udforlig diskussion af Arup, 1914. Jeg henviser iovrigt for naermere redegorelse hertil.

19. P. J. Jorgensen: Anmeldelse af Arup's Danmarks historic HT 9:4, 1925. (Herefter Jorgensen, 1925).

20. Danmark Riges Breve (herefter DRB) 2:3, 1939. 20/3-1282, og nogenlunde parallelt, men ikke sa specificeret i privilegiet til Skt. Johannes klostret, hvor det hedder: »befaestningsarbejde og landevaern, fra hvilken tjeneste overhovedet ingen fritages« (DRB 2:1, 1938, 7/3-1250). Som vi senere skal se, behover sadanne formuleringer ikke entydigt at henfore til lokalforsvar.

21. Danske Magazin (herefter DM) 1:5, 1751, s. 319f.

forordningen,derdog ikke indeholdt bestemmelsen om dodsstraf for dem, der undlod at folge befalingen²², men tvaertimod indeholdt det nogettvetydige »som rimeligt er«. Det antydes saledes, at bestemmelserne om at ga mand af hus kun daekker, nar angrebet gselder den umiddelbare omegn, eller i det mindste land (-skab)²³, en forudssetning, hvis stadig gaeldende i 1428, forklarer den drastiske straf for ikke at mode op. 1428responsummetbetragtes generelt som det egentlige grundlag for udskrivningenaf landalmuen i senmiddelalderen²⁴. At erklaeringen ikke blot var gaeldende i 1428 (og i omtrent samme mening og udformning i 1282), men ogsa i det 16. arhundrede, fremgar af Christian ll's gentagelse af den pa tinge i 1517²⁵. Der har altsa til det 16. arhurrdredes begyndelse eksisteret en generel forsvarsudbudsordning, hvis primaere sigte har vaeret det naere forsvar.

Der kan saledes ikke herske tvivl om den lovfaestede baggrund for landalmuens deltagelse i rigets forsvar, men samtidig kan man ogsa finde vidnesbyrd om udskrivning til decideret krigstjeneste. Bonder omtales som tjenestegorende med armbrost under Valdemar Atterdag²⁶, i 1497 i forbindelse med Unionskrigen udskreves hver 10. bonde²⁷, og ligeledes i Ditmarsken benyttedes bondeopbuddet iar 1500²⁸. Det synes saledes, som om forsvarsordningen lige sa meget gjaldt generhvervelse af tidligere,men nu tabte, danske landomrader, og udviklingen mod slutningen af det 15. arhundrede peger henimod en genoptagelse af den ellers forlaengstopgivne udgaerdsleding²⁹. Landalmuen har tilsyneladende ikke

---

22. W. Christensen: Dansk statsforvaltning i det 15. drhundrede, 1903. (Herefter Christensen, 1903). Han betvivler dog ogsa i forlaengelse af Velschow denne strafs hoje alder (Christensen, 1903, s. 209).

23. Christensen, 1965, sp. 306.

24. Kilden er kommenteret senest af Christensen, 1965, sp. 305 fog Kjersgaard, s. 124, men ogsa af Christensen, 1903, s. 288f; Madsen, s. 125; E. Amp: Danmarks historie Ha, 1961 (1932), (herefter Arup, 1961), s. 210; C. F. Allen: De tre nordiske rigers historie, 11, 1866, s. 461 fog Kr. Erslev m.fl. (red.): Danmarks riges historie, (herefter DRH), //, 1898-1905, s. 703.

25. DM 1:5, s. 319.

26. Dette muligvis ved mobiliseringen 1358 (jvf. Kjersgaard, s. 319; Jorgensen, 1974, s. 546 og DRH 11, s. 311 (jvf. E. Jorgensen (udg.): Valdemar Atterdag. Sjcellands kronike, 1911, (herefter Kronike), s. 45f)), men dog snarere i forbindelse med det forste angreb pa Langeland 1355 (jvf. Arup, 1961, s. llOf (jvf. Kronike, s. 38)).

27. DRH Ilia, 1899-1905, s. 57.

28. Sst., s. 68ff.

29. Et udtryk man kan finde anvendt sa sent som 1555 i formen »udgaerdsknaegt« {E. Marquard (udg.): Breve til ogfra Mogens Gyldenstjerne og Anne Sparre, 1-11, 1929-41. (Herefter Gyldenstjerne). 12/1-55.).

magtet at holde fast ved den aflosning fra aktiv rnilitaertjeneste, man
havde opnaet gennem skatteledingen og forsvarspligten30.

Landalmuen skulle saledes gennem visse perioder af det 16. arhundrede komme til at fungere pa godt og ondt som elementer i en aktiv krigsforsel, omfattende tre (i princippet) forskellige militaerordninger: strandvagt, landevaern og »udgaerdsleding«.

3. Forsvarsstrukturen i det 16. århundrede

Som det fremgar af det foregaende, fandt der under ingen omstaendigheder egentlige reformer sted vedrorende udskrivning og mobilisering af landalmuen i perioden op til o. 1500. I Bara-forordningen savelsom Skt. Johannes-privilegiet og landstingsvidnet er grundlaget »de fra arilds tid« gaeldende bestemmelser. Den samme konservatisme, som praegede tiden for 1500, kom ogsa til at praege hele det 16. arhundrede, og forst i 1614 - med bestemmelsen om oprettelse af en national, staende haer - sker et principielt, men ikke afgorende, brud med middelalderens mangel pa en veluddannet og ikke mindst veludrustet national fodfolksstyrke.

Eksempelvis kan papeges Christian IPs allerede naevnte gentagelse af landstingsvidnet fra 1428 i 1517, og karakteristisk er det da ogsa, at selv efter den laerestreg, den nordiske syvarskrig 1563-69 burde have givet (hvor Erik XIV med stort held anvendte sin veltraenede nationalhser), holdt man fast ved de mere eller mindre kaotiske arlige monstringer landsdelsvis. Saledes i 1575, hvor det med et kongeligt hjertesuk lyder, at ved monstringen i Norrejylland og pa Fyn blev mange af knaegtene sirnpelthen vaek, og af dem, der endelig modte frem, matte mange udmonstres igen som aldeles übrugelige. Brevet slutter med den idelige gentagne bestemmelse om, at nu skal bonderne registreres, sa man kan vide, hvor stor en haerstyrke, der i givet fald kan stilles³¹. Efter 1575 blev det helt opgivet af holde arlige monstringer³², og det eneste, bonderne blev anvendt til militaert arhundredet ud, var borgbyggeri³³.

Enkelte tillob til en organiseret haer ved siden af adelsrytteriet skete
dog i 1573, hvor det blev fremfort, at »dog betaenke vi os og vore riger

---

30. Jvf. Madsen, s. 124f; Jorgensen, 1974, s. 545 fog Kjersgaard, s. 140.

31. C. F. Bricka m.fl. (udg.): Kancelliets brevboger vedrorende Danmarks indre forhold 1551-1645, 1885-1968. (Herefter KB). 20/9-75.

32. I arene efter syvarskrigen var der tale om en reel desavouering af haeren til fordel for fladen og »et dansk dominum maris baltici« (GDH 11, s. 451).

33. Jvf. KB 27/6-77, 27/11-80, 9/7-88, 25/11-94 og 27/9-98.

fast nyttigt at vaere, at der haves et godt opseende, sa dersom udi fremtidenskulle noget pakomme, at der uden rigets maerkelig stor besvaering kunne gores et godt alvorlig modstand«³⁴. Resultatet blev, at befolkningenblev lagt i laeg pa 10, og den udgjorte skulle altid have en degn og et godt langt ror klar til brug. Med vanlig ildhu blev bestemmelserne dog allerede aendret aret efter, hvor det blev bestemt, at der nu skulle oprettesen for 5 ar staende haer. Bonderne blev lagt i laeg pa 40, og de slap for selv at mode undtagen ved mand af hus for i stedet af besolde en skytte³⁵. Dette system, der i princippet virkede fornuftigt, kom aldrig rigtig til udforelse, idet der som naevnt kun blev forsogt afholdt en rnonstring over disse knaegte, i 1575, og med det anforte resultat. Endelig aftakkedes de af knaegtene, det overhovedet var muligt at fa bonderne til at holde, i 1576³⁶.

Egentlige principper for landalmuens deltagelse i rigets haervaesen findes altsa ikke for det 16. arhundrede, hvilket bl.a. medforer, at de bestemmelser, man kan finde om landalmuens militaere pligter, dels kun kan tages for palydende pa selve udstedelsestidspunktet, men pa den anden side ogsa kan paregnes at have vaeret mere eller mindre gaeldende gennem hele perioden. Derfor vil det ikke tjene noget formal at fastholde en stram kronologi i gennemgangen af de enkelte facetter. Dette gor det bl.a. muligt at udstraekke materialet fra syvarskrigen til at vaere - naturligvis med visse forbehold - repraesentativt for hele det 16. arhundrede.

4. De enkelte landsdeles bidrag til krigsførelsen

Deter karakteristisk for arhundredets mobiliseringspolitik, at man primaert har betragtet riget som bestaende af tre rustningskredse: to ostdanske og en vestdansk, hvilket har haft nogle ganske klare fordele, transportsystemets og kommunikationsliniernes kvaliteter in mente.

Ganske typisk finder rustningen i 1554 sted ved abne breve til henholdsvisNorrejylland
og Fyn37, Sjaelland, Mon, Lolland og Falster38, og
Skane, Halland, Blekinge og Lister39. Dette forhindrede dog ikke, at der

---

34. V. A. Secher (udg.): Corpus Constitutionum Daniae, I-Vl, 1887-1918. (Herefter CCD). 27/3-73.

35. CCD 3/7-74.

36. KB 12/2-76.

37. KB 1/5-54.

38. KB 23/5-54.

39. Sst.

ved generelle monstringer kunne udga breve til hele Danrnark under et som f.eks. i forbindelse med ovennaevnte rustningsbefaling⁴⁰, eller nar der i 1565 blev givet ordre til udbud af hele riget⁴¹. Det generelle monster var dog mobiliseringsbefalinger til de enkelte landsdele (eller landskaber).

To saerlige tilfaelde udgjordes af Slesvig og Norge. Som en direkte folge af Slesvigs position som selvstaendigt hertugdomme (eller fyrstelen under Danmark), med en mere eller mindre teoretisk samhorighed med det egentlige Danmark⁴², blev dette omrade aldrig inddraget i mobiliseringssfaere n⁴³, heller ikke efter delingen af hertugdommerne i 1544.

Anderledes var det med Norge. Bade i unionstiden og efter 1536, hvor Norge formelt blev en del af Danmark⁴⁴, udgik der abne breve om mobilisering i denne landsdel⁴⁵. Saledes giver kong Hans i 1502 Henrik Krummedige - herre pa Bahus - kommandoen over almuen mellem Oslo og Bahus, der skal drage mand af hus med ham⁴⁶, og i 1545 befales strandvagt og udbud over hele Norge⁴⁷. Senere i forbindelse med syvarskrigen matte samme nordmaend igen danne en modstandsstyrke, denne gang sammen med nogle tilsendte vendelboer⁴⁸. I forlaengelse af ovenfor anforte tyder en del dog pa, at Norge ikke har vaeret sa inkorporeret i rigets militaervaesen, at de generelle rustnings- og udbudsordrer umiddelbart ogsa har vaeret udstrakt hertil. Norges militaere vaerdi har primaert vaeret de tre faestninger Bahus, Bergenhus og Akershus, og nordmaendenes opgave i tilfaelde af tvistigheder at passe pa sig selv og ikke ligge det ovrige rige til besvaer.

5. Landalmuens militære funktioner

Som antydet i det foregaende praeges perioden ikke just af systematisk og
velgennemtaenkt forsvarslovgivning. Opfattelsen af adelsrytteriet som

---

40. KB 29/9-54.

41. KB 4/1-65.

42. GDH 11, s. 279 og 332f.

43. Der skulle dog i visse kritiske situationer stilles et beskedent antal ryttere (GDH 11, s. 333).

44. GDH 11, s. 280.

45. Dog ma det forventes, at med Norges lose tilknytning til Danmark o. 1524-36, hvor der mest er tale om en personalunion under Frederik I (GDH 11, s. 301), har ogsa det militaere samarbejde naet et lavpunkt.

46. DM 3:2, 1845, s. 45f.

47. DM 4:1, 1864, s. 20f.

48. CCD 2/7-64.

den absolutte kerne i haeren aendredes ikke, og landalmuen var og blev de sidste reserver. Derfor kan det heller ikke undre, at de forskellige forsvarsformer,der vitterlig kan findes i kilderne, ofte overlapper hinanden og tilsyneladende aldrig bruges ud fra en konsekvent opfattelse af, hvad der horer sig til i den pagaeldende situation. Der har ganske enkelt mangletet overordnet scet regler for landalmuens militcere funktioner.

Pa trods heraf kan en raekke forskellige »grene« identificeres, og i det
folgende skal »strand- og graensevagt«, »landevaern og mand af hus« og
sidst »udbud og monstring«49 naermere beskrives.

5.1. Strand- og grænsevagt

Strand- og graensevagten var den fuldstaendig basale forsvarsfunktion i det militaere system. For bonden og fiskeren har det i al sin enkelthed drejet sig om at forsvare liv og gods - og ikke sa fjerne begreber som faedreland og konge - mod en indtraengende fjende.

Ganske karakteristisk moder vi ogsa kun yderst sporadisk begreberne i brevene, og nar det sker, er det oftest i forbindelse med ekstraordinaere situationer⁵⁰. Typisk indskraenker »ordrerne« sig da ogsa til en fastlaeggelse af, hvilken lensmand eller adelsmand i ovrigt der har ansvaret for en bestemt region, og en meddelelse om at der er opstaet en kritisk situation, og at de skal »sidde rede med vaben og vserge sa de straks kan gore fjenden modstand«⁵¹. Bonderne forventes sa selv at vide at udsaette vagtposter, organisere forsvaret etc. (evt. efter »anvisning« eller »undervisning«).

I sommeren 1563 blev der saledes, som et forvarsel til den officielle abning af krigen den 1. September, givet ordre til bonderne i Skane, Halland og Blekinge om at vaere forberedt pa et fjendtligt angreb⁵², uden at de blev beordret til at holde strand- og graensevagt. Ikke desto mindre har man taget dette for givet, idet der hen pa efteraret udtoges en raekke bonder, der skulle sendes til Gonge herred »for at hjaelpe med at holde vagt, sa besvaeret ikke falder alene pa indbyggerne her«⁵³. Den vagt, der

---

49. Da begreberne langt fra anvendes konsekvent i brevstoffet, vil evt. klassifikation ofte komme til at bero pa et skon underbygget af ordrenes indhold og formulering. Problemerne gores ikke mindre af, at overgangene mellem de enkeite »grene« ofte er glidende.

50. Jvf. CCD 18/2-68 og KB 3/9-65 og 10/4-68.

51. Jvf. KB 7/8-63.

52. KR 7/8-61 no 8/8-A1

53. CCD og KB 3/10-63

omtales, er naturligvis graensevagten ind til Smaland. Forinden udgik der i forsommeren en af de fa, men samtidig absolut mest sigende, generelle befalinger om strandvagt over hele riget, der kendes for det 16. arhundrede.Ganske i trad med landstingsvidnet 1428 hedder det, at »bonderne ved sosiden i lenene pa Sjaelland, Fyn, Norrejylland, smalandene og Langeland skal rejse bavn og holde strandvagt. Hvis der sker indfald, skal bonderne, nar de ser bavnerne braende og horer kirkeklokkerne ringe, begive sig til stranden med deres vaben og gore modstand«⁵⁴. Her skal der ikke forst udtages laeg og holdes monstring - ordren gaelder alle, som »til lovs alder var kommet«, og derved kommer strand- og graensevagteni hoj grad til at minde om befalingen til at ga mand af hus.

Deter dog ikke alene i forbindelse med syvarskrigen, der findes vidnesbyrd om det helt lokale forsvar. Sa tidligt som i 1510 under krigen med Liibeck og Sverige - altsa for Christian IPs gentagelse af landstingsvidnei - beordres Anders Bille til at holde vagt langs strandene pa Mon, sa almuen kan rejses, hvis fjenden gor landgang⁵⁵, og sidst pa arhundredei udgar lignende ordrer til bonderne pa Bornholm⁵⁶, hvor der for eneste gang gives nojere bestemmelser vedrorende vagtens udrustning, idet de skal have »ror og andre vaben parat«⁵⁷. Ogsa for tiden inden Bromsebroforbundet i 1541 normaliserede forholdet mellem Danmark og Sverige findes eksempler pa, at der i forbindelse med overhaengende krigsfare holdes strandvagt. Saledes meddelte Axel Brahe og Mogens Gyldenstjerne i 1539 kongen, at de nok skulle holde god strandvagt i Skane⁵⁸, og del er yderst taenkeligt, at dette enlige eksempel kan tale for en raekke lignende

Deter naturligvis et sporgsmal med hvor stort held og ikke mindst vilje, bonderne har opfyldt denne pligt til at yde strand- og graensevagt. Som det senere skal vise sig, var landalmuen ikke altid lige villig til at gribe til vaben pa rigets vegne, men dette forbehold har ikke spillet nogen vaesentlig rolle ved naerforsvaret. Kun et eneste tilfaelde haves i de trykte kilder pa manglende vilje, og det skriver sig til Bornholm i aret 1565. Her fik bonderne pa Jorgen Ruds gods besked pa at holde strandvagtsom

---

54. KB 12/6-63.

55. W. Christensen (udg.): Missiver fra Christiern I og Hans' tid, (herefter Missiver), /-//, 1912-14. Missiver II 17/2-10.

56. KB 27/11-80 og CCD 26/10-80.

57. CCD 25/8-82, hvilket givet haenger sammen med karakteren af strandvagten pa de mindre befolkningsrige oer. Deter naeppe rimeligf her at lave en stram skelnen mellem strandvagt og landevaern.

58. Gyldenstjerne 19/4-39.

vagtsomde ovrige bonder pa landet, hvilket bornholrnerne abenbart
hidtil havde vaergret sig ved59.

I visse tilfaelde har man dog ikke turdet stole helt pa bonderne. Der udgik saledes i 1565 ordre til en raekke lensmaend pa oerne om at holde oje med strandvagten, sa den ikke spionerede for fjenden⁶⁰, og forbud mod at gore fjenden forsyninger gentages ofte⁶¹. Nar der ellers blev ytret misfornojelse med strand- og graensevagten, havde det sit udspring i manglende militaer kunnen⁶². Jorgen Billes beklagelser over, at bonderne i Ahus og Villands herreder ikke var til at stole pa, skyldtes ikke manglende tiltro til deres loyalitet, men til deres mod. Et forhold, der efter Billes opfattelse kunne rettes op pa, hvis der blev sendt nogle faenniker tyske knaegte (»sa skulle de nok holde sig rede, og vide at oppe sig«⁶³).

Generelt var der dog bade tiltro til og tilfredshed med vagten. Et godt eksempel er forholdene i Gonge herred pa graensen til Sverige ved begyndelsen pa syvarskrigen. Uden at vaere beordret dertil standsede bonderne nogle indtraengende svenskere, hvorfor kongen takkede gongerne, men samtidig manede til besindighed, sa de ikke drog videre og indledte krigen pa egen hand⁶⁴. Belaert af dette regnede Frederik II det aret senere for givet, at gongerne nok skulle holde god vagt og vide at forsvare sig selv⁶⁵. De sluttede dog en midlertidig separat fred med svenskerne⁶⁶, men udviklede sig i lobet af krigen - under ledelse af Mikkel Gonge - til et regulsert friskyttekorps, endda med sa gode resultater, at Mikkel Gonge blev adlet i 1571⁶⁷.

Nar der tidligere er blevet anfort nogle kritiske bemaerkninger til Norges rolle i rigsforsvaret, vil det vaere pa sin plads her at anfore Henrik Krummediges optimistiske brev til hustruen angaende den norske almues forsvarsvilje. De »har handganget mig og sagt, at de vil leve og d0 med mig pa vor nadig herres vegne« hedder det med patos⁶⁸.

Generelt ma det kunne skonnes, at strand- og graensevagten har vaeret

---

59. KB 16/11-65.

60. KB 21/5-65.

61. Jvf. CCD 1/4-64 og KB 3/5-68

62. Jvf. Gyldenstjerne 16/9-64 og Missiver II 15/7-10.

63. Gyldenstjerne 25/1-66, se ogsa KB 30/5-67.

64. KB 12/6-63.

65. KB 17/8-64.

66. KB 28/11-64.

67. P. Engelstoft (red.): Dansk Biografisk Leksikon, VII, 1936, s. 529.

68. Missiver II 30/7-02 og 14/8-02. Se ogsa DM 3:5, 1857, s. 117, hvor Bornholmerne roses for under Grevens Fejde at have sat sig op mod rigets fjender og afvaerget rigets skade og fordaerv«.

en forsvarsmaessig bade god og effektiv institution, der har fungeret mere eller mindre gnidnings- og omkostningslos. Over for et malrettet angreb af regulaere tropper har den dog ikke kunnet stille noget op. Til stotte i sadanne situationer kunne haerledelsen traekke pa endnu en gammel institution:landevaernet, og nar det virkelig braendte pa: mand af hus.

5.2. Landeværn og mand af hus

Pa samme made som deter svaert at traekke en markant skillelinie mellem pa den ene side strand- og graensevagten og landevaernet, findes der heller ikke noget, der afgorende skiller landevaernet fra decideret udbud. Overgangene er flydende, men pa et omrade kan der foretages en klar kategorisering. Landevaernet var lokaliseret til de enkelte landskaber, og pa intet tidspunkt blev landevaernsstyrker sendt fra en landsdel til en anden. Norrejylland, Fyn og Sjaelland kom f.eks. aldrig til at yde landevaern til Skane, Halland og Blekinge under syvarskrigen, hvor sidstnaevnte omrader ellers la i konstant landevaern fra sommeren 1563, til den usikre vabenhvile i vinteren 1569 satte et forelobigt punktum for krigen⁶⁹. Landevaernet er altsa pa samme made som strand- og graensevagten lokalforsvar, men dog ikke mere lokalt, end at bonderne i Sydskane (Albo og Faers herreder) sagtens kunne beordres til Jorgen Bille i Blekinge »for at gore fjenden modstand«⁷⁰.

Deter dog vaerd at bemaerke i denne forbindelse, at bonderne godt kunne kommanderes fra et landskab til et andet for at lose rent forsvarsmaessige opgaver. I rigsradets svar til Frederik I's artikler i Kolding i 1525 hedder det om et angreb pa Skane, at »havde det ikke vaeret saedvane at indbyggerne ikke skulle give sig af et land (-skab, m.a.) og ind i et andet, med mindre de fik kongens befaling, havde adelsmaendene pabudt det uden frygt for opror«⁷¹. Betingelsen for en sadan ordre er altsa blot den kongelige signatur, men for helt at komme uden om problemet vaelger man, som det senere skal ses, den gamle udgaerdsleding i stedet.

Ikke kun med hensyn til karakteren af naerforsvar, men ogsa i forbindelsemed
kommandovej og den forsvarspligtige del af almuen, ligner
landevaernet strand- og graensevagten. Lensmanden Sorgede for, at kongensbefalinger

---

69. KB 7/8-63 og 22/2-69.

70. CCD 10/8-65, se ogsa samme 1/4-67, hvor ordren gentages, men dog saledes at bonder ne kan udruste skytter i stedet.

71. DM 2:5, 1827, s. 43.

gensbefalingerblev fort ud i livet, og havde derefter meget lidt med landevaernet at gore. Undtagelsen var naturligvis, hvis netop hans len (og eventuelt dertil horende herred) blev angrebet, en udvikling der bl.a. kan folges i forbindelse med Jorgen Billes forsvar af Blekinge⁷².

Mere interessant er det at se pa, hvilken del af befolkningen der forventedes at tage del i landevaernet. Her viser det sig, at deter et beredskab, der mere eller mindre minder om mand af hus, nojagtig som det var tilfaeldet med strandvagten. I langt, langt den overvejende part af landevaernsbefalingerne benyttes termen »bonderne« eller »indbyggerne« og synonymt hermed »almuen«. Saledes i 1566, hvor »bonderne« i en raekke skanske len »skal ligge til landevaern pa graensen«⁷³. Det mere formelle »bonder og mening almue« benyttedes aldrig i henvendelserne, der hermed fik et mere uhojtideligt og ureguleret tilsnit end ved udbuddene og monstringerne, hvilket passer godt overens med landevaernets karakter i ovrigt. Kun i meget fa tilfaelde blev befalingen rettet til en mere specificeret social gruppe, og dette kun, nar det tillodes de egentlige gardfcestere at blive hjemme⁷⁴. I disse tilfaelde blev befalingen rettet til »pebersvende« og »gardmamd«, og enkelte gange inkluderedes alle lose karle⁷⁵. Ogsa adelens ugedagsbonder, der ellers fritoges for rnangt og meget, matte yde deres til det faelles forsvar, idet denne gruppe overhovedet ikke blev naevnt ved landevaernsbefalingerne⁷⁶.

Karakteren af landevaernsbestemmelserne er uformel. Dette skyldes maske, at det kun var i forbindelse med syvarskrigen og da kun gaeldende for en enkelt landsdel, at landevaernet blev brugt intensivt i krigsforingen. Institutionen findes ganske vist naevnt lobende gennem hele det 16. arhundrede, men kun yderst sporadisk⁷⁷.

Denne fremtraeden som en art udvidet strandvagt giver sig ogsa til
kende ved den tilfaeldige made, hvorpa landevaernet blev udtaget og udrustet,
- og hvor beskedne styrker der blev opstillet. Bonderne blev lagt i

---

72. Jvf. Gyldenstjerne 2/8-65, 7/9-65 og 16/9-65.

73. CCD 23/6-66. Se ogsa KB 23/6-65, 14/3-67, 3/9-64 m.fl. I et enkelt tilfaelde naevnes det udtrykkeligt, at hovbonder (»som have penge«) skal mode op (evt. »mest hest og harnisk«) (KB 9/8-65).

74. Om dette samt de to folgende begreber se note 1.

75. Bl.a. CCD 10/8-65.

76. Som det senere vil fremga, fremhaeves det i brevene, hvis ugedagsbonderne fritages for militaertjeneste.

77. Den findes naevnt i sin egentlige ikke-middelalderlige skikkelse allerede 1507 (Missiver II 16/11-07) og maske sa sent som i 1580'erne (KB 26/10-80 og 24/8-82).

laeg pa en af hver gard⁷⁸, 379,3⁷⁹, 5805⁸⁰ og 10⁸¹, alt efter som behovene viste sig. Heraf folger ogsa helt naturligt, at de styrker, der kunne opstilles, var af vidt forskellig storrelse. I Malmo, Landskrone og Helsingborg len mente man saledes at kunne oprette nogle (?) faenniker (a 5-600 mand) ved at udtage hver femte⁸², mens ostskane kun magtede at sende ialt 35 roder (a 6-12 mand) ved en lignende laegsinddeling⁸³. Et lignende problem 10b Jorgen Bille ind i under forsvaret af Blekinge. Pa hans indtraengende bon om hjaelp sendte Albo herred en 30-40 mand »og de har ingen gode vaerger, og kun 6-7 med ror«⁸⁴. Problemerne med at udnytte sa forskelligartedestyrker effektivt er indlysende.

Med hensyn til vaben og forsyninger er situationen mindst lige sa forvirret, hvilket primaert skyldes, at systemet var, at den enkelte bonde selv matte stille »med de vaerger og vaben de kunne mest afsted komme«⁸⁵, og laegget skulle »skaffe ham fetalje, eftersom det tilsiges dem«⁸⁶. Hvis bonderne ikke havde de rette vaben, kunne de beordres til at skaffe dem⁸⁷. I de fleste tilfaelde, specielt nar landevaernet blev dannet pa grundlag af laegsinddeling, skulle laegget sorge for den udgjorte, som det fremgik af ovenstaende. Meningen var, at efter forsyninger med armbrost - og senere ror - var sket, havde laegget samtidig forpligtelsen til at sorge for den udsendte, sa laenge han var i brug⁸⁸, hvordan det sa har vaeret praktisk muligt, nar bonderne blev sendt fra Sydskane til Blekinge? Af ordrerne om, hvor meget fetalje der skulle medbringes, fremgar det, at landevaernstjenesten sagtens kunne straekke sig over flere uger og til tider maneder⁸⁹. I sadanne tilfaelde har det vaeret umuligt for den enkelte at medfore tilstraekkelige forsyninger, og de udgjorte har da mattet »leve af landet«.

Deter ikke svaert at forestille sig, hvordan en sadan landevaernsstyrke,
udstyret med alle mulige gode vaerger og oftest begraensede forsyninger,
uden faste og skolede befalingsmaend, har fungeret i militaer sammenhaen

---

78. KB 14/11-67.

79. Gyldenstjerne 19/4-39.

80. CCD 3/8-64, 1/4-67 og 10/4-68.

81. CCD 3/10-63 og Gyldenstjerne 22/5-54.

82. CCD 23/6-66.

83. CCD 1/4-67.

84. Gyldenstjerne 25/1-66.

85. Jvf. DM 3:2, s. 40.

86. Jvf. CCD 10/4-68.

87. Jvf. KB 3/9-66 og 27/2-66.

88. Jvf. CCD 3/10-63.

89. Jvf. CCD 3/8-64 og KB 17/8-65.

haeng⁹⁰. Langt fra hjemmet, sultne, traette, uden ordentlige vaben og oftest uden kendskab til den efterhanden mere og mere avancerede krigskunstvar det svaert at forhindre, at »folkene skilles og lobe pa museri (plyndring, m.a.)«⁹¹. Deter heller ikke svaert at forsta bondernes vaergringmod at mode til landevaern til trods for at der gennemgaende blev truet med dodsstraf og kongelig forfolgelse, hvis de ikke modte op⁹². Gentagne gange fik lensmaend og fogeder ordre til, at »se efter at ingen bliver hjemme og ej anse gunst eller gave«⁹³. Sporgsmalet er sa, om lensmaendene var saerlig begejstrede for at skulle undvaere alt for mange gode, unge og fore karle f.eks. midt i hosten, hvis krigen foregik flere dagsrejser vaek.

Landevaernet har naeppe, til trods for ofte at vaere befalet, udgjort
nogen effektiv kampstyrke. Som en speciel side af landevaernet og strandvagten
findes ordren til at ga mand af hus - den totale mobilisering.

Da man i 1574 forsogte sig med en gennemgribende haerreform, hvorefterder skulle oprettes en staende haer, »skulle bonderne hermed for al videre udbud vaere forskanet, uden des hojere nod traenge, at fjenden kommer i landet, og man behover al magt at opbyde«⁹⁴. Tilsvarende bestemmelser blev givet bonderne i en raekke herreder, der ellers fik lov til at besolde hageskytter i stedet for selv at mode til landevaern og strandvagt,»men hvis noden traenger, sa mand af huse over det hele land opbydes«, skulle de lade sig udtage mod fjenden⁹⁵. Ordren til at ga mand af hus behovede dog ingenlunde at blive givet fra centralt hold, men kunne opsta som en faelles beslutning bonderne imellem. Pa Hjortsberg landsting tilbod blekingerne saledes i 1510 Jens Munk med oprakte haenderat ga mand af hus sammen med ham⁹⁶; begejstringen varede dog kun kort. Blot 14 dage senere vedtog de samme bonder, at de ikke laengere ville yde skat, medmindre de fik en varig fred⁹⁷. Typisk var mand af hus befalingen dog en undtagelsesbestemmelse, hvor bonderne blev fritaget for al anden militaertjeneste for i stedet at betale skat. Kun i tre tilfaside i lobet af hele det 16. arhundrede ser denne totale mobilisering ud til at

---

90. Enkelte gange beordres lensmaendene dog til at lade deres fogeder »bruge mod fjen den sammen med folkene« (ivf. KB 3/4-66).

91. KB 5/11-67.

92. Jvf. CCD 1/4-67 og 2/6-67.

93. Jvf. KB 10/8-65.

94. CCD 3/7-74.

95. CCD 18/2-68.

96. Missiver II 15/8-10.

97. Sst.

have vaeret beordret direkte, og kun for begraensede regioner98. I ovrigt
har mand af hus vaeret sa naert forbundet med landevaernet og strandvagten,at
det ikke har vaeret muligt at udbyde den saerskilt.

5.3. Udbud og m_ønstring

Den sidste forsvarsgren, der kunne gore krav pa landalmuens aktive krigsdeltagelse, var ikke i sa hoj grad som de hidtidige behandlede af defensiv karakter. Nok kaldtes bonderne stadig under fanerne til rigets »forsvar«, men nu ud fra devisen, at det bedste forsvar er et angreb. Dette kom for bonden til at betyde, at det ikke laengere var det naere forsvar, han skyldte tjeneste, men selve rigshceren, og en deraf ofte folgende offensiv krigsforelse langt fra hjemmet.

He It sa slemt som i 1564, da 300 vendelboer straks skulle sendes til Bahus for at bista Jens Ulftand i modstanden mod svenskerne", behovede det dog ikke ga i forste omgang. Ofte foregik udskrivningerne og monstringerne i et roligt tempo, og selv om det ikke kan laeses direkte ud af kilderne, kan man have en berettiget tvivl om, hvor mange af disse udbudsknaegte, der nogen sinde er naet sa vidt som til at blive monstret - endsige er havnet i aktiv kamp.

Som eksempel pa tempoet kan anfores udskrivningen af bonderne pa Fyn sommeren 1564¹⁰⁰, der gik over ien generel udskrivning over hele riget maneden efter¹⁰¹, som Eskild Goye kvitterede for Fyns vedkommend e¹⁰², hvorefter der var endelige monstring i Kobenhavn i decembe r¹⁰³; de udskrevne blev derpa lagt i vinterlejr ved Varberg og Halmstad.Hen pa foraret endte det hele med, at de udskrevne fynboer blev hjemsendt for at blive klaedt ordentlig pa, hvilket i ovrigt ikke passede dem saerlig godt, idet de havde spist al deres mad og ikke havde noget til hjemturen¹⁰⁴. Her slutter beretningen om de fynske udbudsknaegte¹⁰⁵,

---

98. DM 3:2, s. 45f; KB 8/6-66 og 7/8-63, hvoraf de to sidstnaevnte ovenikobet indeholder bestemmelsen, at bonderne skal sidde rede, sa de kan drage afsted, hvis fjenden angriber.

99. KB og CCD 2/7-64.

100. CCD 25/7-64.

101. KB 25/8-64.

102. Gyldenstjerne 17/9-64.

103. Gyldenstjerne og KB 10/12-64.

104. Gyldenstjerne 10/4-65.

105. Se dog Gyldenstjerne 13/10-65.

men eksemplet afslorer indirekte, at nok fandt talrige udskrivninger og monstringer sted, men deter ofte yderst svaert at finde kildebelaeg for at haevde, at de udbudte vitterlig deltog i kamphandlinger. Omvendt synes det ikke sandsynligt, at de mange monstringer og udskrivninger altid er endt sa kaotisk som ovenfor anfort.

Der kan vsere grund til at se lidt pa principperne i udskrivningen. En monstringsbefaling fra 1547 giver et godt indblik i de elementer, der forte til landalmuens krigsdeltagelse 106. Forst adviseredes bonderne om, at der skulle holdes monstring pa et givet tidspunkt og sted, som vedtaget af landstingene. Ved fremmodet, der oftest gjaldt alle af hankon, blev bonderne lagt i laeg, og heraf blev udtaget en, enten af lensmanden eller af en der fik dette ansvar overdraget (hvilket, som det senere skal ses, godt kunne vaere en god forretning). Princippet for udtagelsen synes at vaere, at det skulle vsere »gode, duelige fore maend med gode vaben og vaerge«. Det vil sige, at det principielt kun var ved selve monstringsbefalingen, der kunne tages hensyn - eller det modsatte - til enkelte befolkningsgrupper. Deter dog ikke givet, at blot fordi befalingen blev stillet til »bonderne« som sadan, automatisk alle blev inkluderet som eventuelt tjenestegorende. Meget tyder pa, at de egentlige gardfaestere - almuens overste sociale lag - ofte har vaeret (maske underforstaet) forhdndsfritaget¹⁰⁷, hvilket under alle omstaendigheder har vaeret gaeldende for adelens ugedagsbonde r¹⁰⁸. Generelt ser det ud til, at militaertjenesten har vaeret for de mindre bonder, hvilket vil sige gardmaend, tjenestefolk og karle, pebersvende og naturligvis alle ovrige uden faeste, primaert hjemmeboende sonner, mens gardfaestere nok har vaeret lagt i laeg sammen med den ovrige almue¹⁰⁹, men ikke har vaeret blandt de udtagne.

Skulle det endelig ske, at en mere velbeslaet bonde - eller eventuelt hans son - blev udtaget, var der dog ingen grund til at fortvivle. Standardafslutningenpa monstrings- og udbudsbefalingerne lod gerne, at »ingensom bliver udtaget ma loskobe sig eller i andre mader loshandles«¹¹⁰, og mere end antyder hermed, hvad der kunne gores i sadanne tilfaelde. Mangen en foged har kunnet have sig en ganske net ekstraindtaegt ved, som der ofte blev klaget over, at »tage penge af de rige og tillade dem at

---

106. DM4:I, s. 322f.

107. Jvf. CCD 31/10-66 og KB 3/11-63.

108. Jvf. CCD og KB 4/1-65 samt G. L. Wad (udg.): Breve til ogfra Herluf Trolle og Birgitte Goye, I-11, 1913. (Herefter Trolle). 16/9-64.

109. Jvf. Missiver I 29/12-08, hvor det eksplicit naevnes, hvilke grupper der ikke skal deltage i laegget.

110. Jvf. CCD 2/7-64.

blive hjemme, og derimod udtage fattige, der hverken kunne skaffe vaergerog
klaede«m.

Dette var et af de storste problemer, der var forbundet med disse ad hoc udskrivninger. Pa nojagtig samme vis som i forbindelse med strandvagten og landevaernet blev det kraevet, at den udbudte selv modte op med den nodvendige udrustning, hvad enten de sa var forsynet af laegge t¹¹², eller selv formodedes at stille med brugbart udstyr¹¹³. Dette princip, der kan findes gaeldende allerede i begyndelsen af arhundredet¹¹⁴, blev opblodt under syvarskrigen, hvor kravene til moderne bevaebning med skydevaben - i stedet for som tidligere armbrost og hellebard - stillede naesten uoverkommelige krav til almuen. Det blev nu mere almindeligt, at bonderne blev udstyret ved ankomsten¹¹⁵, hvad enten det sa skyldes, at de blev traette af at slaebe rorene og har kastet dem bort¹¹⁶, eller at de aldrig har haft nogen¹¹⁷. Man kan sa sporge sig selv, hvor mange gode ror, det har vaeret muligt at skaffe i en tid, hvor al rigets okonomiske formaen har vaeret koncentreret om at frembringe kapital til aflonning af lejetropperne. I det mindste horer beklagelserne over almuens darlige udrustning aldrig op, og det blev ikke bedre med ophoret pa syvarskrigen¹¹⁸.

De styrker, der kunne stilles pa benene ved udskrivning blandt landalmuen,afhang naturligvis af laeggenes storrelse. Her gaelder det dog, i modsaetning til landevaernet, at laeggene naesten konstant la pa 10 gennem hele arhundredet¹¹⁹, og deter fristende at antage, at selve sammensaetningenaf laegget ligeledes har vaeret mere eller mindre konstant - bade geografisk og socialt - og blot er blevet lobende suppleret. Denne udskrivningsgradbetod, at der i princippet kunne stilles ganske store styrker.Frans Brockenhus kunne saledes ved sin overtagelse af det nationale fodfolk i 1565 pa papiret disponere over 2650 sjaellaendere, 1550 fynboer, 1000 lolland-falstringe og 7010 jyder, eller ialt 12210 udbudte bonder, udskrevet lensvis med Alborg som storst med 800 mand og Mogeltonder i den anden ende af skalaen med blot 40 mand¹²⁰. Opstillet i slagorden gav

---

111. Jvf. KB 8/8-65.

112. Jvf. CCD 10/4-68 og 27/3-73.

113. Jvf. KB 10/1-53.

114. Missiver I 29/12-08 og 22/1-09.

115. Jvf. Gyldenstjerne 22/7-65, KB 21/7-65 og 4/1-65.

116. Jvf. KB 9/9-65.

117. Jvf. Gyldenstjerne 25/1-66 og 31/1-65.

118. Jvf. CCD 26/10-80 og 24/8-82.

119. Jvf. DM 3:2, s. 139; DM 2:5, s. 106; DM 4:1, s. 322f; KB 18/6-53, 19/6-63 og 27/3-73.

120. KB 4/1-65.

dette ca. 1500 roder eller 25-30 faenniker, med Brockenhus som oberst (»ridder«)¹²¹, Evert Bille som lojtnant, Ludvig Munck m.fl. som hovedsmaen d¹²², alt i alt omkring et halvt hundrede befalingsmasnd til at styre samtlige tropper. Man ma sa blot habe, at alle ikke har gjort som Otto Brahe, der, for at rette op pa manglen pa ordentlig udrustning (»der findes ingen andre vaerger pa egnen end dem de harmed, og slet ingen bosser«), sendte 2500 mand i stedet for de befalede 1300¹²³.

Af denne store styrke kunne dog kun en del klare monstringen, idet Eskild Goye fik besked pa at udtage de bedste skytter blandt de jyske og hjemsende resten¹²⁴, og trods kongens tilfredshed med »de duelige danske knaegte, skotter og andre« lod det dog lakonisk, at »resten af pakket er lobet hjem«¹²⁵. Senere kom kongen dog pa den tanke, at han ikke kunne bruge de tilbageblevne, og sendte ogsa dem hjem til Jyllan d¹²⁶, for sa i lobet af sommeren at lade 10 nyudskrevne jyske faenniker forlaegge til Sjaelland¹²⁷. Denne udskrivning er langt bedst belyst, men noget tyder pa, den er ret typisk¹²⁸.

Hvorledes gjorde disse bondesoldater sa fyldest, efter at de langt om
laenge var naet frem til kamppladsen? Udgangspunktet ma igen blive
syvarskrigen.

Glemt var forsogene pa at kobe sig fri, stikke af eller slet ikke mode op. Glemt var den darlige udrustning, manglende training og erfaring. Glemt var sosygen fra sejladserne over baelterne, den darlige og mangelfuldekost der bfte forhindrede dem i overhovedet at na frem¹²⁹. Glemt var marcherne med kedelhat, brystharnisk, svaerd og hellebard, armbrost eller maske ovenikobet bosse (hvis disse udrustningsgenstande da ikke var blevet solgt eller spillet vaek undervejs). Glemt var den uvante tone og det uvante tempo. Tilbage var kun fjenden (oftest svenskere), der pa grund af den totale mangel pa uniformering vel naeppe har vaeret til at skelne fra de danske tropper. Nar man betasnker de ganske fa ovede befalingsmaend, der skulle forsoge at holde sammen pa folkene, er det

---

121. Gyldenstjerne 16/11-64, 18/11-64 og 10/12-64.

122. Trolle 15/12-64 og Gyldenstjerne 31/1-65.

123. Gyldenstjerne 31/1-65.

124. KB 19/2-65.

125. Gyldenstjerne 16/3-65.

126. KB 29/3-65.

127. CCD 21/5-65 og KB 4/7-65.

128. Jvf. CCD 19/6-64 og 11/7-64.

129. Jvf. Gyldenstjerne 7/9-65, 9/9-65 og 16/9-65.

efterhanden muligt at danne sig et realistisk billede af det nationale
fodfolk.

En ting er der ikke tvivl om: adelsmaendenes (og kongens) foragt for disse udbudsknaegte. Dette udtrykkes klart af admiral Herluf Trolle, der skrev til Mogens Gyldenstjerne, at »hvis man ikke kan fa andre folk (underforstaet tyske lejetropper, m.a.), om man da kan fa hver 10. mand af det pa Sjaelland udskrevne mandskab«¹³⁰. Om det sa altid er gaet sa gait som i Halland, hvor Poul Huitfeldts danske knaegte pa naer tre roder var bortlobet¹³¹, eller ved Varberg, hvor 800 udskrevne bonderkarle fik lov til at leje andre 800 til at trade i stedet - hvorpa ogsa disse 10b hjem¹³², er maske sporgsmalet. Denne pagaeldende militaere situation hang under alle omstaendigheder sammen med hovedhaerens - under ledelse af Daniel Rantzau - tilbagetog til Halmstad og svenskernes belejring af Varberg. Her udviste i ovrigt egentlige regulaere lejetropper heller ikke nogen storre standhaftighed¹³³.

Om Frans Brockenhus' regiments videre skaebne hersker der nogen uenighed¹³⁴, men de tilbageblevne udbudsknaegte ser ud til at vaere havnet som borgbesaetning i Elfsborg og Varberg. Torben Billes jyske udbudsfolk blev derimod sendt af sted med kurs mod Halmstad¹³⁵, hvor de efter en del problemer ankom tidsnok til at deltage i slaget ved Axtorna 20/10-1565¹³⁶. De 6 jyske faenniker, der deltog her for forste gang i regulaer kamp¹³⁷, blev mere eller mindre udslettet ved de svenske angreb, og mange tog flugten som det sikreste middel til at slippe levende fra batalje n¹³⁸. Herefter forsvandt ogsa dette regiment ud af aeraen, og egentlige danske fodfolksregimenter blev ikke opstillet siden i det 16. arhundrede. Et storre ekspeditionskorps, opstillet vinteren 1567 under Jorgen Marsvin og Otto Brahe, synes saledes ikke med held at have Iost nogle egentlige krigsmaessige opgaver under Vernemo-togtet¹³⁹.

I stedet for den aktive krigsdeltagelse reduceredes landalmuen henimodslutningen
af syvarskrigen og arhundredet ud til skansegravere og
troskorere. En udvikling der, ud fra de ressourcer der stilledes til udbudsstyrkernesradighed,

---

130. Trolle 5/7-64 og Gyldenstjerne 7/9-65.

131. Gyldenstjerne 22/9-66.

132. KB 9/10-65.

133. DRH lllb, 1900-6, s. 182.

134. Se O. Vaupell: Den nordiske syvdrskrig, 1891, s. 80 og DRH Illb, s. 189

135. Gyldenstjerne 22/7-65.

136. Sst. 2/8-65, 7/9-65, 9/9-65, 16/9-65 og 13/10-65

137. DRH Illb, s. 189.

138. Lebahn, s. 257.

139. H. Rordam: Monumenta Histories Danicce, 1:2, 1875, s. 387 og 408f

styrkernesradighed,var bade konsekvent og rimelig for alle implicerede
parter.

6. Sammenfatning og udblik

Samstemmende for de forfattere, der hidtil har beskaeftiget sig med det 16. arhundredes bondesoldater, er den negative vurdering, de laegger for dagen. »Bondestandens udbud matte jo i ethvert tilfaelde med hensyn til ovelse og disciplin sta betydeligt tilbage for den egentlige krigerstand...« hedder det hos W. Christensen¹⁴⁰, og E. Madsen mener »... at sansen for alt hojere og aedlere, deriblandt ogsa for de pligter, som faedrelandets tarv kraevede, mere og mere slovedes«¹⁴¹. I forlaengelse heraf konkluderer P. Colding kortfattet, at »... bondesoldaterne som regel var lidet anvendelige... «¹⁴². C. W. Lebahn er nok den mest realistiske i sin konklusion, idet han ikke lader sig forblinde af de maske nok manglende resultater pa slagmarken eller den holdning, bonderne i visse tilfaelde lagde for dagen: »Dannelsen af et brugbart nationalt fodfolk lammedes afgorende af de i fredstid helt manglende forberedelser, og regeringens styrende hand var ogsa her alt for svag og usikker.«¹⁴³

Alt i alt rammer de fire forfattere ganske godt de problemer, bondehaeren repraesenterede. Set under et var det nationale fodfolk vitterlig ikke meget vaerd, i saerdeleshed ikke ved siden af adelsrytteri og lejetropper. Kom knaegtene forst langt fra hjemmet, kunne intet fa dem til at blive begejstrede for krigen, og intet kunne skjule deres sorgelige mangel pa militaer traening og erfaring samt udrustning. Der blev dog specielt vist gode takter, nar bondesoldaten havde noget naert at slas for. I forbindelse med strand- og graensevagten og tildels landevaernet er der ingen tvivl om, at han har gjort, hvad der kunne forlanges - og til tider mere til.

Som anfort indledningsvis blev der forst med haerreformen i 1614 taget afgorende skridt til at bedre landalrnuens muligheder som soldater. Den fastsatte 4000 af kronens garde som pligtige til at stille en mand - enten bonden selv eller en dygtig karl - til radighed for haeren. Til gengaeld skulle garden vaere landgildefri. Disse folk skulle i fredstid indga i faste kompagnier under krigsovede officerer, og fra 1621 skulle hvert kompagnidesuden

---

140. Christensen, 1903, s. 299.

141. Madsen, s. 197.

142. P. Colding: Studier i Danmarks politiske historie, 1939, s. 172.

143. Lebahn, s. 259.

nidesudentaelle 10 adelburser. Tjenestetiden var 3 ar og inkluderede
bl.a. adskillige ovelser og traeningssamlinger144.

Principielt var det et fornuftigt opbygget system for »landfolket«, men ikke mindst pa grund af totalt svigtende interesse fra Christian IV, hvis indtaegter da ogsa blev kraftigt berort af ordningen, blev haerordningen af 1614 ikke fulgt op af en rimelig »folgelovgivning«. I praksis aendredes forholdene ikke vaesentligt under Christian IV, og forst fra omkring midten af det 17. arhundrede begyndte der igen at komme grode i »forsvarssagen«.

---

144. 1614-haerreformen er primaert beskrevet ud fra Jorgensen, 1974, s. 547. En mere ind^aende behandling af haerreformen fra 1614 samt udviklingen i det 17. arhundrede iovrigt kan findes hos K. C. Rockstroh: Udviklingen af den nationale hcer i Danmark, I, 1909.