I februar 1629 under et mode i Ulvsbaek praestegard mellem Gustav 2. Adolf og Christian 4. om faelles indsats i 30-ars krigen kommenterede Axel Oxenstierna modets resultat med ordene: Bjergene beredte til barsel og fodte en mus.

Disse ord kan ikke anvendes pa Ole Hyldtoft og hans disputats. Her er
ikke tale om en mus, men en moppedreng, som fylder over 500 tospaltede
sider og vejer taet pa VA kg.

Vaerkets titel er Kobenhavns industrialisering 1840-1914 og er - med
forfatterens egne ord - en strukturanalyse af den kobenhavnske industri i
dette tidsrum.

Det skal indledningsvis bemaerkes, at forfatteren definerer industri som alle produktionsvirksomheder med over 5 arbejdere, hvorved bl.a. bygningssnedkere, murere og anlaegsarbejdere bortfalder. Pa den anden side medtages en raekke traditionelle handvaerkbedrifter som mobelsnedkere, skomagere, skrasddere, borstenbindere m.fl.

Vaerket er indrammet af afsnit af mere okonomisk-teoretisk karakter, herunder betragtninger over de i okonomien eksisterende sakaldte lange bolger. Disse teorier om de lange bolger har i hoj grad influeret pa forfatterens oplaeg og problemstilling. Under pavisning af disse har Ole Hyldtoft inddelt det 75 ar lange tidsrum 1840-1914 i tre perioder eller faser:

1. fase 1840-1865

2. fase 1865-1895

3. fase 1895-1914

Denne sidste periode eller fase straekker sig faktisk op til 1920, men
afbrydes af den forste verdenskrigs udbrud.

Vedrorende denne periodeinddeling er det bemaerkelsesvaerdigt, at aret 1865 betragtes som skelsaettende mellem 1. og 2. periode. Dette er absolut originalt, eftersom deter forste gang, en dansk okonomisk historikerhar haeftet sig netop ved dette ar og tildelt det en skelsaettende funktion. Man kan ikke frigore sig for den mistanke, at aret 1865 er valgt,

fordi tidsrummet 1840-1920 derved inddeles i tre faser af stort set samme
laengde, nemlig 25-30 ar.

De tre perioder eller faser fremviser ifolge forfatteren hver for sig en raekke karakteristiske track, som tegner deres saerpraeg. Den forste fase fra 1840-1865 udmaerker sig - for at benytte forfatterens sprogbrug - ved en udvikling i dybden, hvorved forstas, at den i saerlig grad praeges af en ny teknologi (dampmaskiner), af betydelige investeringer i det faste kapitalapparat og fremkomsten af et stort antal nye industrier og varegrupper. Blandt disse nye industrier fremhaeves navnlig jernstoberier og maskinfabrikker.

Den folgende fase 1865-1895 karakteriseres derimod ved en teknologi, der stort set bygger pa den foregaende periodes, ved en beskeden investeringsakt samt ved fremkomsten af fa nye varegrupper. Derimod praeges den i hoj grad af en staerk udvidelse af arbejdsstyrken. Der er med forfatterens ord tale om en udvikling i bredden.

Den tredje fase 1895-1914 fremviser ligheder med den forste for sa vidt som den karakteriseres ved anvendelse af en ny teknologi - navnlig elektriske maskiner - en hoj investeringstakt samt fremkomsten af en raekke nye industrier og varegrupper. Derimod er vaeksten i arbejdsstyrken afdaempet - navnlig i forhold til den foregaende, men ogsa i forhold til 1. fase 1840-1865.

Om noget industrielt gennembrud, som tidligere forfattere har opereret med, er der efter doktorandens mening ikke tale. Set ud fra et produktionssynspunkt praeges hele tidsrummet 1840-1914 af en jaevn behersket udvikling. Jaevn og behersket er nogleord for forfatteren. Udtrykket forekommer gang pa gang i forskellige sammenhaeng.

De to hovedsojler, som baerer forfatterens tunge bygningsvaerk, er redegorelsen dels for arbejdsstyrkens vaekst, dels for mekaniseringsforlobet, forst illustreret ved et antal virksomheder med dampmaskiner og disses hk, senere udvidet til ogsa at omfatte gas-, petroleums- og elmotorer.

M.h.t. problemet om arbejdskraftens storrelse er der grund til at fremhaeve forfatterens kritik af fabriksinspektor J. O. Rawerts industristatistik for aret 1847 (i Kongeriget Danmarks industrielle forhold 1850). I stedet har Ole Hyldtoft pa grundlag navnlig af industrilister og lavstabeller sa at sige opbygget en industritaelling for 1847/48, som han anser for forholdsvis fuldstaendig. Forfatteren tilfojer med (u)klaedelig übeskedenhed: »Maske foreligger endda forst med handvaerks- og industritaellingen i 1897 et vaesentligt mere daekkende materiale« (s. 438).

De forskellige industritaellingers oplysninger om arbejdskraftens storrelse

relse- herunder indbefattet den nykonstruerede 1847/48-taelling - er samlet som bilag bagest i vaerket. Her gives for hele perioden tal for de beskaeftigede arbejdere i hver enkelt industri og for de enkelte brancher dels for Kobenhavn, dels for hele hovedstadsomradet.

Den anden hovedpille er som naevnt forfatterens redegorelse for den kobenhavnske industris mekanisering, en opgorelse over antallet af kraftmaskiner og deres hk. Ogsa pa dette felt har forfatteren bidraget med et originalt og meget vaesentligt afsnit om antal dampmaskiner og deres hk. i tiden mellem 1831 og 1875. Denne statistik, som i hovedsagen er bygget pa brandtaksationerne, har kostet en meget betydelig arbejdsindsats. Den danner i ovrigt basis for forfatterens opfattelse af aret 1865 som skelsaettende.

Oversigten over dampmaskinerne og deres hk. mellem 1831 og 1875 findes som bilag b3 s. 476 og suppleres pa de folgende sider med en tabel over antal mekaniserede virksomheder og deres hk. for de enkelte industrier og brancher i tidsrummet 1831-1914, daekkende savel Kobenhavn som hovedstadsomradet (bilag b4-5 s. 477ff.).

Som naevnt er den opstillede statistik over arbejdsstyrken og mekaniseringen afhandlingens hovedpiller. Men i redegorelsen for de enkelte faser eller perioder forefindes kapitler, som bl.a. omhandler diverse industrier og industrigrupper, herunder fremkomsten af nye industrier og varegrupper, industriens finansiering, arbejdsstyrkens kvalitet og organisation samt industripolitikken.

M.h.t. sprogbehandling kan det som et generelt traek gaeldende naesten alle okonomisk-historiske forfattere fremhaeves, at det horer til sjaeldenhederne inden for dette »lav« at finde blaendende stilister. Deres stof er som regel spaekket med tal og tabeller, der som en klam hand haemmer en stilistisk udfoldelse. Forfatteren er ikke nogen undtagelse fra denne regel. Dog findes der i hans vaerk enkelte afsnit, der udmaerker sig ved en vis sproglig pondus. Det gaelder de afsnit, hvor han fra et (selvbestaltet) ophojet stade behandler tidligere forfatteres bidrag. Her uddeler han ros og dadel, og fa gar ram forbi. Selv Karl Marx bliver »korrekset«. Men dadelen er altid af forsonende og overbaerende art. Laeser man disse afsnit, far man en fornemmelse af at vaere konfronteret med den hellige skrift.

Lad mig til sidst i denne indledende, summariske redegorelse for det foreliggende arbejdes indhold anfore, hvad jeg anser for de vigtigste bidrag til den kobenhavnske industris udvikling. Det drejer sig - som allerede nsevnt - om konstruktionen af en ny industritaelling 1847/48 og om dampmaskinestatistikken 1831-1875. Her ud over vil jeg anfore den

detaljerede gennemgang af de enkelte industrier samt redegorelsen for udviklingen mellem 1895 og 1914. Man kan sikkert med rette haevde, at dette afsnit har forfatteren selv tillagt en vaesentlig betydning for sa vidt, som han ofrer ca. 140 s. pa de 14 ar mellem 1895 og 1914 eller samme antal sider, som bliver 30-arsperioden 1865-1895 til del. Denne vaegtfordelinger efter min opfattelse berettiget bl.a. ud fra det synspunkt, at vi for tiden 1895-1914 star over for en periode, hvor man hidtil har savnet en systematiseret og dybtgaende redegorelse for det industrielle forlob. Forfatterens afsnit om denne periode udgor vaerkets tyngdepunkt i mere end en henseende.

Hertil skal fojes, at illustrationsmaterialet er fortrinligt. Mange af de
gengivne fotos har ikke tidligere vaeret publiceret.

Jeg star imidlertid ikke her for ensidigt at rose doktoranden. Min opgave er ogsa »at ga ham efter i sommene«, i hvert fald pa visse punkter eller omrader. Jeg vil starte mine kritiske bemaerkninger med lidt spredt faegtning for senere at koncentrere mig om vaerkets to baerende hovedsojler: arbejdstyrkens storrelse og mekaniseringsforlobet.

Koncentration

S. 249 skriver doktoranden vedrorende koncentrationstendenser inden for industrien: (Selv om man udelukker handvaerket) »er det allerede begrebsmaessigt vanskeligt at fastlaegge et rimeligt udgangspunkt for en vurdering af omfanget og tendensen i den okonomiske koncentration«.

Det lyder meget videnskabeligt, men er der ikke ret beset tale om udenomssnak? I alle tilfaelde har forfatteren ikke senere nogle begrebsmaessige »vanskeligheder ved at fastlaegge et rimeligt udgangspunkt« til vurdering af koncentrationsprocessen. Han finder nemlig denne udtrykt dels ved det stigende antal arbejdere pr. bedrift, dels - og navnlig - ved den andel af arbejdsstyrken, som blev beskaeftiget pa de store virksomheder med over 100 arbejdere. S. 341 udtaler han saledes om jernindustrien mellem 1897 og 1914, at antallet af arbejdere pr. bedrift kun steg fra 41 til 44. Men - jeg citerer - »den reelle koncentration var noget staerkere... Klarest kommer koncentrationen til udtryk ved at betragte de storste virksomheders andel af arbejdsstyrken... Mens ca. 35 pet. af arbejdstyrken var beskaeftiget pa virksomheder med over 100 arbejdere i 1897, var andelen i 1914 steget til 55 pct.« De samme argumenter gentages for industrien som helhed s. 381, hvor de storste virksomheder i 1897 beskaeftigede 36 pet. imod 45 pet. af arbejdsstyrken i 1914.

Idet jeg vender tilbage til s. 249, hedder det om perioden 1865 til 1897: »Deter naeppe muligt at udtale sig om tendensen i den okonomiske koncentration i perioden«. Deter forkert. Af s. 250 fremgar det, at i 1855 var ca. 13 pet. af arbejderne beskaeftiget pa virksomheder med over 100 arbejdere, i 1873 var procenten over 40. Selv om forfatteren tager nogle forbehold med hensyn til 1855-taellingens nojagtighed, sa slutter han dog med at fastsla, at antallet af store virksomheder og deres andel af arbejdsstyrken voksede vaesentligt fra 1855 til 1873.

Derimod er det rigtigt, at deter vanskeligt at udtale sig om koncentrationsprocessen mellem 1873 og 1897. Men deter ikke, fordi talmateriale mangier, men fordi oplysningerne for 1897 er puttet ned i en fodnote s. 251. Ifolge fodnoten var antallet af arbejdere beskaeftiget pa de store virksomheder i 1897 36 pet. Altsa: I 1873 godt 40 pet., i 1897 36 pet.

Man stilles over for problemet: Var der mellem 1873 og 1897 faktisk tale om en »dekoncentration«, eller er det statistiske materiale mangelfuldt? Problemet er vigtigt, og kan ikke uden videre fejes ind under taeppet ved at anbringe de relevante oplysninger for 1897 i en fodnote.

Arbejdsstyrken iprocent af Københavns eller hovedstadens befolkning

Et andet eksempel, hvor det forekommer mig, at Ole Hyldtoft viger uden
om en forklaring pa den problematik, som hans talmateriale stiller, gaelder
arbejdsstyrkens andel af hovedstadens befolkning.

S. 139 anforer han en tabel over andelen i hhv. 1855, 1873 og 1897 (Del
af tabel 38):

1855: 6,8 pet.

1873: 9,1 pet.

1897: 10 pet.

(1914: 11 pet.)

Her kan det for det forste undre, at Ole Hyldtoft i denne forbindelse ikke tager sit udgangspunkt i taellingen 1847, som ifolge hans egne kommentarer s. 438 maske var den bedst daekkende af samtlige taellinger for industritaellingen 1897. Arbejdsstyrkens andel af hovedstadens befolkning var i 1847 6,2 pet., hvilket ogsa blev anfort i Ole Hyldtofts forste manuskript til udvalget.

Hvorfor har Ole Hyldtoft her stroget 1847-taellingen?

En yderligere grund til at tage 1847-taellingen til udgangspunkt er i
ovrigt, at forfatterens tal for arbejdsstyrken i 1855 sandsynligvis ligger i

overkanten. Tager man 1847 som basis, far man altsa folgende udvikling
fordelt pa rundt regnet to 25-ars perioder:

1847 6,2 pet.

1873 9,1 pet.

1897 10,0 pet.

(1914 11 pet.)

Det skal i denne forbindelse tilfojes, at safremt vi i stedet for 1873 havde valgt aret 1875, ville andelen i sidstnaevnte ar vaere kommet op pa godt 10 pet., idet arbejdsstyrken i 1874-75 - i lobet af to ar - voksede med ca. 20 pet. (Se s. 56).

De her anforte tal er Ole Hyldtofts egne, og de giver unaegtelig stof til eftertanke. De er sa vaesentlige for helhedsbilledet bl.a. for vurdering af det berettigede i den anforte faseopdeling, at de i det mindste kraever en kommentar - en kommentar som imidlertid helt udebliver.

Jeg vil i ovrigt i forbindelse med denne omtale af arbejdsstyrken udtrykke undren over, at Ole Hyldtoft ikke med et ord naevner den massive anvendelse af udenlandsk arbejdskraft, som fandt sted i den kobenhavnske industri i hvert fald fra 1870erne og helt op til arhundredskiftet. Ej heller omtaler han det ikke übetydelige kontingent af udenlandske foretagere, som i samme tidsrum var virksomme i Kobenhavn. Jeg vil anbefale forfatteren at laese, hvad jeg har skrevet om disse problemer.

Kriser og konjunkturer

S. 55 angives en oversigt over de virksomheder med samt arbejdertal, som mellem 1875 og 1889 var underkastet tilsyn. Disse oplysninger er hidtil uden videre blevet anvendt af okonomiske historikere, men Ole Hyldtoft anforer med rette, at tallene i hvert fald i periodens slutning er undervurderet, idet der i aret 1889 forefandtes en raekke virksomheder med 1800 arbejdere, som überettiget stod uden tilsyn.

Denne korrektion er naturligvis vaerdifuld, men det star pa den anden side klart, at de af Arbejds- og fabrikstilsynet anforte tal dog er tilstraekkeligt representative til at afspejle de aendrede beskaeftigelsesforhold under kriser og hojkonjunkturer, bl.a. beskaeftigelseskrisen de naermeste ar efter 1876, opsvinget 1880-84 og krisearene 1885-1887.

Med hensyn til aret 1887 var dette notorisk et krisear. Ifolge de kobenhavnskemandtalslister var krisen i 1887 tilmed sa dyb, at der i dette ar var tale om et udvandringsoverskud fra Kobenhavns kommune (St. Arb. 1920). Det var formodentlig navnlig bygge- og anlaegsarbejdere, der forlodKobenhavn

lodKobenhavnpa grund af manglende beskseftigelse. Men ifolge Ole Hyldtoft er aret 1887 et ar praeget af fremgang (s. 57), og argumentationenherfor er dels, at man finder, at tilvaeksten i etageareal kulminerer netop i 1887 (fig. 9 s. 173), dels at der i 1887 var tale om en exceptionel stigning i antal af nye dampkedler, idet disse steg fra 13 i 1886 til 38 i 1887. (s. 56).

Ingen af argumenterne er holdbare, men hviler pa en uforsigtig behandling
af talmaterialet.

Med hensyn til etagearealets vaekst er den af Ole Hyldtoft tegnede kurve fig. 9, s. 173 fortegnet. Tilvaeksten kulminerer ikke i 1887, men i 1886. Etagearealet vokser i 1886 med 664.000 kvadratalen, men falder derefter med omkring en tredjedel til 404.000. Med hensyn til de 38 nye dampkedler i 1887 kan det for det forste fastslas, at Ole Hyldtoft har behandlet talmaterialet i den anforte protokol vel summarisk, idet 3 kedler ikke vedrorte industrien, 2 blev synet efter reparation, og en synet efter flytning.

Men helt afgorende er, at Ole Hyldtoft, sa vidt det kan skonnes, betragter de anforte tal som en nettotilvaekst. Det var ikke tilfaeldet, hvilket med tydelighed fremgar af folgende. Ifolge Ole Hyldtoft blev der mellem 1883 og 1889 installeret 160 nye kedler i Kobenhavns industri (tabel 5 s. 56), men i virkeligheden var forholdet det, at antal kedler mellem 1883 og 1890 kun voksede fra 369 til 396, altsa med 27.

Deter pafaldende, at Ole Hyldtoft ikke har benyttet de trykte statistiske oplysninger om antal dampkedler pa landjorden i henholdsvis 1883 og 1890 (Ministerialtid. B, 1884 og 1891), hvilken statistisk omfatter savel Kobenhavn som provinsen. Det skal tilfojes, at ogsa stigningen i kedlernes hk. (en hk. = 15 kvadratfod ildpavirkningsflade) var beskeden fra ca. 5600 hk. til 6035 hk. Altsa under 10 pct.s stigning. Jeg vil i det folgende have lejlighed til at komme tilbage til denne statistik.

Med hensyn til konjunkturforlobet inden for de enkelte faser anforer
Ole Hyldtoft s. 413, at den enkelte fases forlob karakteriseres ved:

1. et staerkt opsving

2. krise

3. et mere behersket opsving

4. et tredje opsving, som er meget svagt eller naesten udebliver. Man stiller med rette det sporgsmal, hvorledes var forlobet mellem det anforte mere beherskede opsving og det opsving, som naesten udeblev. Men det afgorende er, at der naeppe i Ole Hyldtofts fremlagte materiale eller i den faktiske udvikling er holdepunkter for, at dette monster skulle gentage sig i fase efter fase.

Jeg kan ikke undlade i denne forbindelse som et kuriosum at anfore, at Ole Hyldtoft s. 412 (vel med rette) anforer, at i perioden mellem 1840 og 1914 blev kriserne en indbygget del af det okonomiske system. Han fortsaetter: »Og endnu vaerre. Det synes for en vaesentlig del at vaere disse kriser, der skabte dynamikken i det kapitalistiske samfund«. I virkeligheden er den kendsgerning, at kriserne dannede grundlaget for en sanering og dermed basis for en fornyet fremgang vel det eneste positive, der kan siges om dem.

Industriens finansiering

Hvad Ole Hyldtoft har at sige om industriens finansiering for midten af
1870erne forekommer mig forholdsvis tyndt, delvis pa grund af et sparsomt
og sporadisk forekommende kildemateriale.

Efter midten af 1870erne giver Greens Danske Fonds og aktier et
solidere fundament i hvert fald til belysning af aktieselskabernes finansiering.

En af Ole Hyldtofts fortjenester er, at han pa grundlag af Danske Fonds og Aktier har redegjort for partialobligationslanenes stigende betydning for aktieselskabernes finansiering navnlig i 1880erne og forste halvdel af 1890erne (Tabel 76 s. 245). Mellem 1881 og 1896 steg aktiekapitalen fra 24 til 56 mill. kr. og partialobligationslanene fra 3 til 25 mill, kr. De udgjorde altsa i 1896 naesten nojagtigt halvdelen af aktiekapitalen.

Sa langt, sa godt.

Men Ole Hyldtofts forklaring pa og kommentarer til denne udvikling
er fuld af saelsomme overraskelser.

S. 247 haevdes det, at partialobligationslanene i reglen helt erstattede tidligere prioritetslan. Denne oplysning er overraskende i lyset af den s. 248 anforte pastand, at partialobligationslanene »pa sin vis var udtryk for, at der savnedes en kreditforening for industrielle ejendomme«. Pa samme side - 248 - anfores yderligere: Partialobligationslanene med pant i fast ejendom »svaekkede soliditeten af selskabernes aktier«.

Pastanden er übegribelig, hvis deter rigtigt, at panteobligationslanene i reglen erstattede tidligere prioritetslan. I sa tilfaside er der tale om, at en art af fremmedkapital erstattes med en anden, altsa prioritetslan med panteobligationslan.

Ikke nok hermed. Ligeledes s. 248 fremsaettes folgende postulat: »Selskabernes
aktier, som overvejende havde finansieret virksomhedemes
faste kapital fik mere og mere karakter af at tjene som driftskapital.«

Man sporger sig selv: Hvorledes finansieredes da de store anlaeg inden for aktieselskabsstrukturen. Det kan ikke vaere partialobligationerne - de erstattede nemlig prioritetslanene. Det kan heller ikke vasre prioritetslanene.

Nej, pastanden om, at aktiekapitalen i stadig storre omfang fik karakter af driftskapital, er grebet ud af luften. Og pastanden modsiges da ogsa af forfatteren selv bl.a. s. 315: »Desuden medforte de store kapitalkrav under udvidelserne i slutningen af 1890erne, at en raekke af byens aeldre fabrikker omdannedes til a/s.»

Arbejdsstyrken

De to hovedsojler, som baerer Hyldtofts tunge afhandling, er oplysningerne om arbejdsstyrkens storrelse til forskellige tidspunkter og redegorelsen for de mekaniserede virksomheders antal og storrelsen af deres hk.

I det folgende vil jeg med grundlag i tabel 2 s. 50 ga lidt naermere ind pa
Hyldtofts skon over arbejdskraftens storrelse i hovedstaden med saerlig
vaegt pa arene 1855 og 1873.

I tabellen anfores savel arbejdsstyrkens storrelse ifolge de forskellige industritaellinger som Ole Hyldtofts skon over dens faktiske storrelse. Der er tre taellinger, hvor industritaellingernes oplysninger om arbejdernes antal og Ole Hyldtofts skon er naesten helt sammenfaldende. Det drejer sig om arene 1906, 1914 og 1873. Her bliver taellingernes tal afrundet med nogle fa hundreder, i 1873 dog kun med 27. I 1847/48 - der som naevnt er konstrueret af forfatteren og efter hans udtalelse skal vaere den maske mest fuldkomne af samtlige taellinger for 1897 - ligger skonnet ca. 1200 over optaellingen. I 1855 er der fra optaelling til skon et spring pa ca. 2.500.

Min mistanke til disse skons rimelighed navnlig for 1855, men ogsa i
nogen grad for 1873 skyldes folgende:

Pa grundlag af skonnene anforer Ole Hyldtoft, at industriens personel mellem 1855 og 1873 vokser med i snit 4 pet. arlig. Derimod er vaeksten ifolge samme tabel s. 50 for udvalgte dele af industrien pa hele 5,3 pet. og i fodtojs- og beklaedningsindustrien er vaeksten (tabel s. 219) anslaet til 5,1 pet. For fra en vaekst pa 5,1 til 5,3 pet. for vaesentlige dele af industrien, som beskaeftigede rundt regnet 80 pet. af arbejdsstyrken, at komme ned pa en vaekst for den samlede industri pa 4 pet. ma der vaere tale om en raekke industrier med en pafaldende lav eller negativ vaskst.

Det lyder saelsomt og er altsa baggrunden for, at jeg gik lidt i dybden
med Ole Hyldtofts skon for 1855:

Om det grove skon pa 1300 arbejdere kan man nok sige, at deter meget groft, idet der maksimalt bliver redegjort for 175 af de 1300 (s. 48 note 10). Af noten fremgar det, at vaeveriernes antal skonsvis er foroget med 75. »I andre tilfaelde som f.eks. smede er skonnet over manglerne sket ved en sammenligning mellem niveauerne i 1847/48 og 1873«. For smedene drejer det sig om maksimalt 100 arbejdere. For 1125 af de 1300 i det grove skon mangier laeseren enhver kontrolmulighed.

Det samme gaelder de skonnede tal for fodtojs- og beklaedningsindustrien.
Taellingens 1286 arbejdere forhojes med 1214 til 2500 med folgende
hojst svaevende forklaring s. 48:

»Hertil kommer (ud over det grove skon pa 1300 arbejdere) igen alvorlige brist inden for syerskegruppen, hvor opgorelsen 197 handsyersker star over for folketaellingen 4790 syersker m.v. i 1855.« Deter vist nok forste og eneste gang, Ole Hyldtoft henviser til folketaellingernes erhvervsstatistik. Og at anbringe 1214 af de her anforte syersker i virksomheder med over 5 arbejdere kan naeppe forsvares.

At Ole Hyldtofts beregning af arbejdsstyrken i 1855 ligger i overkanten og skonnene for 1873 i underkanten fremgar formodentlig af folgende tal, hentet fra bilaget s. 457 over arbejdsstyrken i Kobenhavn. Jeg begraenser mig til at anfore arbejdsstyrken inden for mobelindustrien:

Det fremgar af fodnoterne, at de 1048 arbejdere i 1855 ogsa omfattede bygningssnedkere, som ellers ikke medtages. Alene af den grund er de 1048 sat for hojt. Om tallet 633 arbejdere i 1873 fortaeller en fodnote, at opgorelsen formentlig er ufuldstaendig. Det tor nok antydes. At antallet af mobelsnedkere fra 1873 til 1882 skulle vokse fra 633 til 1747 er helt usandsynligt. De 633 i 1873 er altsa sat alt for lavt og de 1048 i 1855 for hojt.

Man far fornemmelsen ved et mere detaljeret studium af Hyldtofts

skon over bl.a. arbejdstyrkens storrelse i 1855 og 1873, at han har betragtettallene i lyset af sin hovedtese, hvorefter der i hele perioden fandt en jaevn og behersket udvikling sted. Det stemmer naeppe. Al sandsynlighed taler for, at arbejdsstyrken mellem de to taellinger steg staerkere end de af Hyldtoft anforte 4 pet. arlig. Og den 4 pet. arlige stigning rimer da heller ikke godt med den hektiske udvikling, som han mener fandt sted i slutningenaf 1860erne og begyndelsen af 70erne og s. 206 karakteriserer som en »sa heftig udbygning, at hovedstadens industri kom op pa et kvantitativtnyt

Dampmaskinestatistikken

Den anden baerepille i Ole Hyldtofts afhandling er som sagt den statistiske oversigt over dampmaskinens indtog og udbredelse i den kobenhavnske industri og herunder i saerlig grad hans redegorelse for dampmaskinernes antal og deres hk. fra 1831 til 1875. Denne sidste oversigt hviler fortrinsvis pa en meget arbejdskrsevende gennemgang af brandtaksationerne. Den er basis for periodeinddelingen med 1865 som skaeringspunkt.

For 1865 er der ifolge Ole Hyldtoft en meget hoj arlig mekanisering og medfolgende investeringstakt, fra 1865 til 1895 er denne udvikling mere behersket. Den konstaterede staerke arlige procentvise forogelse i mekaniseringen i 1840rne og 1850erne traenger imidlertid til en korrektion. For en naermere vurdering ma man tage det lave udgangspunkt i betragtning. Skaret ud i pap: hvis industriens dampmaskiner fra et ar til et andet stiger fra 1 til 2, er der rigtignok tale om en forogelse pa 100 pet., men den procentvise forogelse er i dette tilfaelde af mindre interesse.

Med hensyn til det anvendte materiale - fortrinsvis brandtaksationerne - hedder det, at materialet er mest palideligt for 1840rne og 1850erne, hvorimod der i slutningen af 1860erne og begyndelsen af 1870erne kan vaere tale om, at den reelle vaekst har vaeret noget staerkere, end det fremgar af den opstillede statistik (s. 476). Med henblik pa denne svaghed forekommer det mig, at der skal en vis dristighed til for forste gang i den okonomisk-historiske forskning at betragte 1865 som et skaeringspunkt mellem to faser eller perioder.

I ovrigt kan det undre, at ifolge Ole Hyldtoft (tabel B 3, s. 476) steg den kobenhavnske industris maskinkraft fra 1874 til 1875 med kun lidt over 100 hk. - fra 2507 til 2610 hk. - eller med ca. 4 pet. En meget beskeden vaekst, nar man tager i betragtning, at vi i 1874-75 befinder os i

et lysende hojkonjunkturar. Oplysningen rimer da heller ikke godt med det indtryk, som Dansk Dampkedelstatistik havde af udviklingen: Arene 1874-76 udviste en saerdeles betydelig forogelse i anvendelse af dampkraft...det skyldes sa godt som udelukkende opsving i industrien... (M.T. 1885 s. 756, jfr. tabel s. 755).

Undervurderer saledes Ole Hyldtoft efter al sandsynlighed mekaniseringstakten
i forste halvdel af 1870erne, er der pa den anden side grund til
at antage, at den bliver staerkt overvurderet i 1880erne.

Jeg har tidligere berort, at Ole Hyldtoft tilsyneladende ikke har haft oje for den trykte, i Ministerialtidende offentliggjorde dampkedelstatistik for 1883 og 1890. I den sidste anfores for hele landet vaeksten i antal dampkedler og deres hk. mellem 1883 og 1890. Yderligere anfores der tal for dampkedlernes antal i de enkelte industrier savel i Kobenhavn som i provinsen bade for 1883 og 1890.

Jeg vil i det folgende begraense mig til at anfore en sammenstilling mellem Hyldtofts tal for mekaniseringsprocessen i maskinindustrien i 1880erne - hvor oplysningerne er saerlig detaljerede - og dampkedelstatistikken for maskin- og metalvarefabrikker i henholdsvis 1883 og 1890.

I en tabel s. 157 vedrorende maskinindustrien i Kobenhavn 1855-1897
anfores i 1882 20 mekaniserede virksomheder med 282 hk., i 1888 37
mekaniserede virksomheder med 422 hk.

Hvilket giver en gennemsnitlig arlig stigning pa 6,9 pet. Det billede,
der tegnes af dampkedelstatistikken, ser ud som folger:

Inden for maskin- og metalvarefabrikker fandtes

i 1883 70 kedler med 1121 hk.

i 1890 67 kedler med 951 hk.,

altsa en ikke uvaesentlig reduktion i savel antal kedler som hk1.

Hvad er forklaringen pa denne flagrante uoverensstemmelse? Kan forklaringen vaere den, at Hyldtofts tal omfatter ikke alene dampmaskiner, men ogsa gasmaskiner? Naeppe. I 1897 udgjorde for hele hovedstadens industri dampmaskinerne 81 pet. af drivkraften, gas 15 pet. og elektricitet 3 pet. 11888 spiller elektriciteten ingen rolle og gasmaskinerne formentlig en endnu mere reduceret rolle end i 1897².

---

1. Denne nedgang er dog noget overvurderet, idet 1883-taellingen i modsaetning til 1890txllingen medtager statskedler (orlogsvaerftet) samt kedler, som ikke i ojeblikket var i brug.

2. For hele Danmark fandtes af jernstoberier og maskinfabrikker i 1890 186 med mekanisk kraft, heraf 67 med damp, 18 med gas- og petroleumsmotorer. Deres hk. var hhv. 1437 og 47 (M.T.B, 1891 s. 550).

Jeg gentager: Hvad er forklaringen pa denne flagrante uoverensstemmelse
mellem Hyldtofts og dampkedelstatistikkens tal?

I denne forbindelse er de oplysninger, som gives af N. F. Elgstrom: Dampkedelstatistik 1883 (1885) af vaesentlig interesse: »Oplysningerne til industritaellingen i Kobenhavn (1882) er aldeles upalidelige«. I praksis er fabrikanterne tilfredse, nar bare maskinen traekker. Han tilfojer senere: Den effektive hk. repraesenterer det arbejde, som dampmaskinen afleverer til arbejdsmaskinerne - denne storrelse kendes sa godt som ikke.

Den indicerede hk. repraesenterer det arbejde, som dampmaskinen afleverer til stemplet i dampcylinderen - dens storrelse kendes kun i fa tilfaelde. Fabrikanter, som leverer maskinen, nojes ofte med at angive den nominelle hk. »Det bor med bestemthed udtales, at kun en sadan dampmaskinestatistik, som stotter sig til materiale indsamlet ved specielle iagttagelser hvert enkelt sted og foretaget af sagkyndige ifolge detaljerede, men konsekvente regler kan give palidelig oplysning om storrelsen af dampmaskinernes motoriske kraft«.

Den konklusion, som de her anforte bemaerkninger forer til, er da
denne:

De med sa stor flid indsamlede oplysninger om dampmaskinerne og deres hk. mellem 1831 og 1876 kan formodentlig nok godtages, dog med visse forbehold. Dette forbehold gaelder maske ikke i saerlig grad sporgsmalet om maskinernes hk., idet det var maskinkyndige folk, der forestod vurderingerne. Men forbeholdet gaelder i alle tilfaelde udviklingen i slutningen af 1860erne og forste halvdel af 1870erne. For denne periode undervurderes mekaniseringsprocessen givetvis. Den dampmaskinestatistik, som hviler pa taellingerne 1873, 1882 og 1888 giver sikkert et fortegnet billede af udviklingen. Forst med taellingerne 1897, 1906 og 1914 forefindes palidelige oplysninger om den mekaniserede industris hk.

Sammenfattende skal jeg kort anfore, hvad jeg har fundet saerlig kritisabelt
i Ole Hyldtofts afhandling:

Han har ikke oje for - eller har i alle tilfaelde ofte undgaet at tage stilling til den problematik, som en naermere analyse af talmaterialet afdaekker. Talbehandlingen er sine steder uforsigtig og til tider fordrejet, sandsynligvis som folge af forudfattede meninger om en »jaevn og behersket

Ole Hyldtofts konklusioner kan vaere af rent spekulativ karakter uden
forankring i virkeligheden.

En overraskende kendsgerning er, at forfatteren ikke har benyttet den
af dampkedeltilsynet i Ministerialtidende publicerede statistik over antal

dampkedler bl.a. i Kobenhavn i 1883 og 1890. Denne kilcie er af grundlaeggendebetydning
for en vurdering af dampkraftens storrelse og udviklingsavel
i Kobenhavn som i provinsen.

Det vil nok kunne misforstas, hvis jeg afsluttede oppositionen med disse kritiske bemaerkninger. De vedrorer alle tiden op til 1895. Herefter forefindes et statistisk materiale, der bade er rigeligere og sikrere, hvilket i hoj grad har sat sit spraeg pa redegorelsen for perioden 1895-1914, som konstituerer vaerkets tyngdepunkt. Men deter rimeligt at betone, at selv om beskrivelsen for tiden op til 1895 kendetegnes af vaesentlige og undertiden pafaldende mangier, sa er der for dette tidsrum (1840-1895) fremdraget et vaeld af nyt materiale og fremlagt nye og inspirerende synspunkter af stor interesse for den okonomisk-historiske forskning.