Anne Riising: Gudsfrygt og oplysning. Odense 1700-1789. Udgivet af Odense kommune. (Odense Universitetsforlag, 1981). 341 s. ill.

Emnet for dette tredie bind af Odense bys historie er byens kulturelle liv, i al fald de vsesentlige dele af det. I tid folgerdet lige efter Fasmer Blombergs, der behandlede de sidste 40 ar af 1600tallet(1. bd. var Jorgen Haestrups om besaettelsen). Hvorfor man har valgt 1789 til slutar, er ikke begrundet. I Odense danner det ikke skel, skriver Anne Riising og fortsaetter: »—»^— for selv om Det dramatiske selskab blev stiftet dette ar er det trods alt ikke nok til at danne skillepunkt«. Og heller ikke med den franske revolution har det naturligvisnoget at gore. Den sporedes

ikke umiddelbart i et dansk lokalsamfund.Til gengaeld tages aret heller ikke helt alvorligt. Adskillige detaljer fores laengere frem, et par stykker endda ind i de forste ar af 1800 tallet.

Anne Riising har vaeret vidt omkring for at samle sit stof. Embedsarkiver, privatarkiver, handskriftssamling og Karen Brahes bibliotek har hun gennemgaet fra sit eget landsarkiv. Sager fra den overordnede administration i Rigsarkivet, Det kongelige biblioteks handskriftssamling og Odense katedralskoles bibliotek - og hertil nok det meste af, hvad der er trykt i og om perioden. Alt dette er, som det synes, udnyttet til sidste drabe, uden at der derfor er kommet nogen tung skildring ud af det. En folkebog er der dog ikke tale om, selv om der f.eks. ved forklaringer af datidige ord og begreber er gjort et forsog pa at fa alle potentielle laesere med. Det kan vaere et svaert valg for en forfatter at afgore, hvor meget man skal oplyse om det, der er dagligbegreber for en selv - Claus Bergs altertavle f.eks. Den praesenteres s. 178, uden at det naevnes, hvad saerligt der er ved den, nemlig figurerne af de forste oldenborgere og deres koner.

Selv om den oplivende detalje med den farve, den kan give tidsbilledet, ingenlunde mangier i Anne Riisings skildring, er hendes bog ikke desto mindre blevet en ret sa saglig redegorelse for kulturlivets udvikling i 1700-tallet: kirken, dens ledelse, praester og funktionaerer, degnene, forholdet til menigheden, de kirkelige handlinger, forkyndelsen, skolerne, det ovrige kulturliv - litteratur og aviser, hvor Odense var landets forende by - forlystelser, stemninger og tilstande. Alt dette er der; men deter, som om spaendingerne mangier eller maske rettere fornemmelsen af forholdet mellem mennesker generelt. Til gengaeld er de talrige enkeltiagttagelser

At det har vaeret en svaer bog at illustrere, fremgar af en del af den saerlige billedredaktors billedvalg: s. 102 star ordret: »--- og den 23. april 1772 ophaevedes kirkebonnen for Dronning Caroline Mathilde, som nu var blevet forstodt pa grund af sit forhold til Struensee« - to linier, der giver anledning til to billeder, CM. pa s. 102 og S. pa s. 103. S. 11l meddeles det, at dronning Juliane Marie 1779 sendte en dabsgave til en jodinde, der var blevet dobt i Vor frue kirke. Ikke mere - udover et trekvartsides kendt billede af Hs. majestaet s. 110! Toppen nas dog allerede s. 31, hvor der bringes et billede af biskop Christian Ramus' tredie hustru - i mangel af bedres havelse - det skulle nemlig have vaeret bispen selv; men af ham er ikke noget skilderi bevaret! Henvisninger, litteraturliste og register, der naturligvis skyldes forfatteren selv, er fyldige, overskuelige og derfor letanvendelige.