Erik Christensen: Venstrevejen i lborg. gennem 25 år. (SP Forlag, 1984). 122 s.

SF's partiafdeling i Alborg blev stiftet omtrent samtidig med partiet selv i februar 1959 og kan derfor fejre jubilaeum sammen med det. I den anledning er der blevet udsendt et festskrift, som er traditionelt og solidt i opbygning og indhold. Det skildrer partiafdelingens udvikling fra arbejderparti med en klar overvaegt af medlemmer fra LO-omradet til et bredere daekkende lonmodtagerparti, hvor en betydelig del af medlemmerne nu kom fra FTF og ACs omrade. Deter ogsa historien om udviklingen fra vaelgerforening til graesrodsarbejde. Alborgafdelingen havde oprindelig en klar overrepraesentation af arbejdere blandt medlemmerne i sammenligning med resten af partiet, flest ufaglaerte, og den var frem til o. 1970 solidt knyttet til SF's hojrefloj. Uroen og partisplittelsen i 1967 fik derfor ikke de store virkninger i Alborg. Men 70erne blev en urolig periode for afdelingen. Der stod strid omkring personen Henning Philipsen lokalt, men han blev i 1971 valgt til folketinget, og sa var man af med ham, sadan da. Der blev atter uro omkring ham, og midt i 70erne droppede man ham som folketingskandidat. Imidlertid var der begyndt at komme nye grupper i afdelingen, gymnasiaster (og efter starten af AUC ogsa studerende og universitetslaerere), rodstromper, atomkraftmodstandere 0.1. SF gennemlevede generelt et generations-, medlems- og holdningsskifte i disse armed en kraftig svaekkelse af partiet til folge. Bunden blev naet 1975-77, da striden mellem venstrefloj og larsenister var pa sit hojeste. Udgangen blev en sejr for venstreflojen, mens larsenisterne forlod partiet, som derpa blev konsolideret og kom ind i en ny fremgangsperiode. Hele denne udvikling gjorde Alborgafdelingen med, godt og vel endda. Fra en position som fast nojreflojsstotte i 60erne gled afdelingen fra slutningen af 70erne over pa venstreflojen af partiet, der som nasvnt i sig selv i forvejen var rykket til venstre.

Bogen har storst interesse lokalhistorisk, jnen giver en letlaest oversigt, som ogsa formar at fastholde opmaerksomheden hos ikke-lokale laesere. Der er en guds velsignelse af trykfejl, men kun en virkelig meningsforstyrrende: De polske arbejdere kaemper ikke for »statusafhaengige fagforeninger« (s. 100), men for stats-uafhaengige.