Politikens historie set indefra. 1884-1984. (Politikens Forlag, 1983) 440, 568 s., 320 kr.

Politiken har fejret sit 100-ars jubilaeum med maner. Et blivende vidnesbyrd om aremalet er Bo Bramsens 1000-sider store bladhistorie. Den har faet undertitlen: En scrapbog samlet og kommenteret af Bo Bramsen, og han har selv fortalt, at han i det store og hele forst har taget illustrationerne - og dem er der talrige af - og monteret dem for derefter at udfylde hullerne med tekst. Denne tekst, selvfolgelig velskrevet, samler sig om personer og begivenheder, lange linier og tilstande er der naesten aldrig, dog sker det jaevnligt, at en sag eller en person folges op og til ende uanset, at dispositionen ellers er kronologisk ordnet ar for ar.

Deter altsa ikke blevet en egentlig historisk fremstilling. Centrale emner savnes, og de blev savnet allerede ved Vald. Koppels fremstilling i 1946. Politiken er jo ikke blot en avis, men en af de centrale institutioner i Danmark, og det indebaerer saerlige forpligtelser. Det vil derfor simpelthen vaere en pligt, at vi senere far en regelret avishistorie. Det kunne Bo Bramsen sikkert ogsa have leveret; nu blev det imidlertid det, vi har faet, og deter der al mulig grund til at vaere glad for, fordi det ogsa giver en lang raekke betydningsfulde oplysninger og givetvis vil na mange flere laesere, end en egentlig historisk fremstilling vil gore.

Der skal blot naevnes nogle eksempler pa, hvad der ville have vaeret i en historisk fremstilling, men mangier her. Fra avisens indhold: stofomrader, der kom og gik, herunder ogsa periodiske karakteristikker af avisens stoffordeling; kronikkens indhold (vi far kronikorernes navne) og niveau - det samme gaelder lederne, der gennem arene har varieret staerkt i henseende til svaerhedsgraden set fra laesernes synspunkt. Der er ogsa et omrade som litteraturanmeldelserne, der lige fra starten var et styrkeomrade. Her er der store svingninger, vi ikke horer om. Snart harder vaeret forholdsvis stor andel af faglitteratur, snart slet intet: hvornar var det sadan og hvornar anderledes, og ikke mindst hvorfor (redaktorens luner?).

Inden for den okonomisk betonede side er der ogsa en god portion sporgsmal, man gerne havde set stillet og besvaret. Der er det helt banale, hvad medarbejderne tjente, men ogsa sammensaetningen af bladets indtaegter, og hvilken indflydelse okonomiske hensyn havde pa stoffet (lokalt kobenhavnerstof og landsstof, overklassestof og smaborgerstof).

Alt dette har imidlertid ifolge vaerketsanlaeg ikke ligget for. En skonne dag bor Politiken dog opfylde sine forpligtelserpa dette omrade. Der er imidlertid en anden forpligelse, man kunne onske sig, men deter nok for meget forlangt, at Bo Bramsen havde opfyldt en forpligtelse lignende den

P.F. Suhm patog sig, da han i 1700-talletved siden af sin store, offentliggjorteDanmarkshistorie skrev Hemmelige efterretninger om de danske konger. Selv om Bramsen har skrevet meget abent om mangt og meget, ved han sikkertsa meget, som han taktfuldt har udeladt, at han kunne skrive Hemmeligeefterfetninger om Politiken.

I ovrigt tager »kongerne« ogsa en betydelig plads i bogen; de omtales endog mere end Hans Bendix! Det hedder i forordet: Nogle laesere vil muligvis anke over, at bladets chefer dominerer beretningen. Forklaringen er, at det gor de, fordi chefer er bade morsomst at skrive om og Icese om.

Deter rigtigt, at chef erne, maske fuldt sa meget spillet omkring dem, indtager en vaesentlig rolle i bogen. Brydninger om dem og holdningerne bag dem er imidlertid ikke ligegyldige, og den plads, de optager, kraever ikke nogen undskyldning. Derimod kunne der maske have vaeret grund til at vaere lidt skuffet over, at der ikke gores noget mere ud af stjernejournalisterne. Eksempelvis kunne Andreas Vinding og Ringsted i al deres forskellighed have fortjent fyldigere karakteristikker af deres personligheder og journalistik; det kunne godt have vaeret gjort inden for bogens anlaeg.

Nar alt dette er sagt, ma det fastholdes, at bogen om Politiken til enhver tid medtager de centrale begivenheder i bladets historie. Deter de nye initiativer (efter sin natur er Bramsen saerlig glad for dem), frontstillinger mellem redaktion og administration og bestyrelse, der ofte er meget komplicerede, og i nyere tid dels arbejdskonflikter og teknik, dels forholdet til det radikale venstre. Deter der det hele, uanset at laeseren undertiden selv skal traekke linierne. Det hele stottes udmaerket af illustrationerne, selv om det kan knibe med at holde kadencen mellem tekst og billeder. Naeppe nogen anden bladhistorie vil faengsle som denne. Efter lassningen vil den sta i reolen som en handbog, men en dybtgaende forstaelse og opfattelse af Politikens historie vil kraeve en noje eftertanke hos laeseren.

Sluttelig: Bo Bramsens bog gor det helt aktuelt, hvordan skal man skrive om de seneste artiers historie? Ja, sporgsmalet er stillet for bredt. Det aktuelle er, hvor meget kan man forudsaette bekendt. Deter oplagt, at deter generationen pa 60 og opefter, der far mest ud af de to bind. Ud fra en erfaring erhvervet ved gennem artier at undervise yngre studenter ma det desvaerre erkendes, at alt for meget i bogen forudsaettes bekendt. Det ma samtidig erkendes, at skulle alt og alle have vaeret naermere forklaret, ja da havde det vaeret uhyre svaert at undga det gumpetunge. Dette er et problem, bogen ogsa rejser. Selv om det ikke har vaeret dens formal, bliver den ogsa derigennem et vaerk, der vedrorer bade den skrivende og den undervisende historiker. Denne gode bog kan bruges til mange ting. Og sa er den billig.