Claus Bryld: Historie og Offentlighed. Kampen om arkivadgang i Danmark 1971-1982. (Særtryk 2, Den jyske historiker, 1984). 209 s.

Claus Bryld har skrevet en tankevaekkendebog om adgangen til det kildemateriale,der findes i de offentlige arkiver.De danske tilgaengelighedsregler er blandt de mest restriktive i de vestligelande - generelt gaelder en 50 ars graense, men i ikke helt fa tilfaelde en

80 eller 100 ars graense. Bryld diskutererrimeligheden i disse regler og sammenlignermed forholdene andre steder.Han ser tilgaengelighedssystemernefanget i et dilemma mellem hensynettil statens interesser og forskningens(og dermed ogsa offentlighedens),et dilemma, hvor de noget uhandterlige og elastiske »statsinteresser«alt for ofte gar af med sejren. Ganske vist er der dispensationsmulighederfra adgangsreglerne, men netop dette giver mulighed for »diskriminationog/eller indirekte politisk kontrol med forskningen«, selv om Bryld dog ikke mener, at man skal overdrive styringen(s. 26-27). Men problemet er, at de lange tilgaengelighedsregler saetter en raekke ganske snaevre graenser for offentlighedens muligheder for indsigt i den nyeste historie: »Herigennem mister historien ogsa sin betydning for samfundet, der ikke har noget at bearbejde og laere af. Dette er den alvorligstekonsekvens af de lange tidsfrister og en konsekvens, der ... ogsa far betydningfor udviklingsmuligheder indenfor administration og planlaegning. »Informationssamfundet« far en ikkeinformativsektor - statens egen administration(s.

Bryld illustrerer problemet med en fremstilling af problemerne omkring adgangen til besaettelsestidens kilder, hvor han selv er lobet panden mod en mur i forsoget pa at fa adgang til materiale fra retsopgoret, som han havde en umiddelbar personlig, familiaer interesse i. (I bogens sidste del er i ovrigt optrykt en del materiale vedrorende dels Carl Madsens, dels Claus Brylds eget forsog pa at skaffe sig adgang til klassificeret materiale i Justitsministeriets arkiv. Carl Madsen-materialet er underholdende, men ikke altid lige sagligt, men begge sager giver godt indblik i modparternes argumentation omkring arkivadgangen.)

Bryld er oprigtigt indigneret over de stramme regler, der er, og ikke mindst over den radende praksis for at give adgang til ellers lukket materiale. Uanset hans personlige, sa at sige ikkeforskningsbetingede interesse i sagen, ma man efter min opfattelse medgive, at han rorer ved et vigtigt principielt problem: dispensationsmulighederne abner klart nok mulighed for en styring af, hvilke problemer der kan tages op til behandling - og maske isaer hvilke der ikke kan. Justitsministeriet synes isaer at have lagt vaegt pa hensynet til privatlivets fred, nar man har begrundet afvisning af ansogninger om adgang. Men er der ikke i forvejen sa klare retsregler, der beskytter privatlivet, at denne begrundelse forekommer paskudsagtig, med mindre man da mener, at historikere er mere skurkagtige end de vaerste smudspresseskriverkarle, og man derfor bor vaere ekstra papasselige med dem - for nu at stille sagen pa spidsen?

I grunden er Bryld ikke rabiat i sine onsker - han onsker ikke fuldstaendig fri arkivadgang, bade for at sikre mod misbrug over for personer og for at undga, at privatpersoner og offentlige myndigheder afskraekkes fra at aflevere materiale til arkiverne. Her er han nok lidt uklar, idet de objektive begraensninger, der skal sikre mod statens misbrug - over for »hensynet til offentlighedens indsigt i historiske og politiske forhold og forskningens ret til at vaelge emne uden skaeven til det politiske og karrieremaessigt opportune* - ikke beskrives naermere (s. 158).

Claus Brylds bog er bade interessant som et stykke videnskabshistorie (jf. undertitlen) og som et indlaeg for en demokratisering af adgangen til fortidenskilder. »Historien tilhorer os alle, og vi er selv en del af den. Slip den I0s«, proklamerer han (s. 54). Personliger jeg enig i, at deter maerkvaerdigt,

at vi i dette land skal have sa restriktive regler med hensyn til arkivadgang. For et land, der paberaber sig en lang demokratisktradition, burde der ikke vaere sa meget hemmelighedskraemmeri.Den abne, offentlige debater dog vel, nar det kommer til stykket, demokratietslivsnerve. Og ikke mindst nu, hvor der sker sa hastige samfundsmaessigeforandringer, virker det en smule grotesk, at sager skal vaere mindst 50 ar gamle, for de kan gores tilgaengelige for andre end saerligt privilegerede - og muligvis salonfahige? - forskere. Her kunne man godt tage ved laere af USA og England, som har langt mere liberaleadgangsbetingelser ogsa til sensitivt materiale. For der er jo i ovrigt noget besynderligt i, at danske forskere i bl.a. disse to lande kan skaffe sig adgangtil kilder vedrorende dansk udenrigspolitik, som de ikke ville kunnefa fat pa herhjemme, men hvor de samme sager ma vaere belyst i Udenrigsministeriets arkiv.

Deter en bog, der burde fremkalde fornyet diskussion blandt historikere (og andre) om arkivadgangen her i landet, men som endnu i skrivende stund mere end et halvt ar efter udgivelsen ikke har gjort det. Er historikerne virkelig godt tilfredse med de stramme danske regler - eller har de opgivet aevret over for et traegt og konservativt statsapparat (og arkiwaesen)?