Anne Margrethe Berg, Lis Frost og Anne Olsen (red.): Kvindfolk. En danmarkshistorie fra 1600 til 1980. Bind 1. 1600-1900. (Gyldendal, 1984). 391 s., ill.

»Kvindfolk« prsetenderer at vaere kvindernes Danmarkshistorie. Den er skrevet af kvinder (ca. 25), den handler om kvinder og synes forst og fremmest skrevet for kvinder. Bind I er opdelt i to perioder omfattende henholdsvis tiden fra ca. 1600-1800 og tiden fra 1800-1900. Kvinderne i middelalderen ma saledes stadig vente pa deres historic Otte af de 25 forfattere oplyses at have historie som fag, tre har kunsthistorie, mens en del af resten repraesenterer fag som dansk, psykologi, samfundsfag og jura. Allerede forfatterlisten viser, at man ikke skal vente i alle henseender at finde en bog, der bygger pa almindelige historieforskningsprindpper. Hovedparten af forfatterne til bind 1 er dog, som det ses, historikere. Det retshistoriske afsnit om »Qvindfolk og losagtighed«, en titel hentet fra Beth Grothe Nielsens bog, er skrevet af tre jurister.

Forfatterteamet bekender sig i indledningensom horende til den nye kvindebevaegelse, og det har vaeret maletat opsoge kvindebevaegelsens egne

forudsaetninger, nemlig »modrenes, bedstemodrenes og tip-tip-oldemodrenesliv«. Man vil vise, hvordan kvinder har levet, og hvordan de har klaret sig pa trods af undertrykkelsen.

Deter en historie om kvinders dagligliv i Danmark uden megen hensyntagen til de ydre, mere skelsaettende begivenheder. Vi far ikke meget at vide om, hvilken indflydelse de mange krige, okonomiske opsving og nedture, aendrede politiske forhold, enevaeldens indforelse etc. matte have haft for kvinderne i Danmark eller dog for grupper af kvinder. Vi har faktisk ikke meget at haefte de mange levende skildringer op pa. Ofte ved man ikke, om en beskrivelse vedrorer det ene eller det andet arhundrede. Og det synes netop at vaere hensigten at vise, at kvinders liv har vaeret ensformigt og kedeligt, med arbejde, fodsler, bornepasning, kamp for det daglige brod, slid og slaeb.

Redaktionen kalder bogen en beretning om tilstande og gradvise aendringer. Det kunne lyde afskraekkende ensformigt. Men deter bogen ikke. Den er velskrevet, engageret, veldisponeret ud fra sine egne forudsaetninger og udstyret med mange illustrationer, 362 i alt fordelt pa bogens 391 sider.

En sammenredigering af de enkelte forfatteres afsnit med krydshenvisninger eller anden form for hjaelp til den ofte lidt tvivlradige laeser har redaktionen afstaet fra. Det betyder, at laeseren selv ma tage kritisk stilling til de ikke sa sjaeldne tilfaelde, hvor de enkelte bidrag ikke blot lapper ind over hinanden, men ogsa fremforer modstridende oplysninger om samme sagsforhold. Det havde nok vaeret en fordel, om forfatterne havde udvekslet manuskripter pa forhand og i nogen grad havde diskuteret sig frem til et mere faelles fodslag.

Efter indledningen folger 5 afsnit til belysning af den aeldre periode og 6 til belysning af den yngre. Ingen af forfatterne til de enkelte afsnit foler sig dog saerlig forpligtet til at holde sig inden for de af redaktionen fastsatte tidsrammer.

I det folgende vil jeg ga lidt naermere ind pa de enkelte afsnit. Historikeren Anne Margrethe Berg lader i sit afsnit om »Hekse, kloge koner og jordemodre« ikke den traditionelle laeser helt uden pejlemaerker i den almene historiske baggrund. Vi far kendskab til reformationstidens opfattelse, Christian IV s lovgivning, enevaeldens indforelse og dens embedsmasnds holdning til disse foreteelser, uddannelsen af jordemodre m.m. Fremstillingen forekommer solidt funderet pa relevant litteratur, den er laesevaerdig og fornuftig afgraenset, selv om forfatteren ligesom en del af de andre abenbart ser stort pa arstallet 1800 som overgraense. Ikke blot 1890erne, men ogsa 1960erne inddrages.

Historikeren og etnografen Marianne Groth Bruuns afsnit om kvindernes hverdag pa landet tager op det vigtige sporgsmal, hvad det okonomiske og styringsmaessige faellesskab mellem landsbyfolkene betod for kvinderne. Styringen af landsbysamfundet var jo maendenes sag, og mange historikere har hidtil kun interesseret sig for maendene i landsbysamfundet. Nar hun (s. 59) taler om, at »bonderne sad pa bytinget«, har hun dog naeppe ment, at bonder deltog i kobstaedernes retsafgorelser. Hun har nok taenkt pa herredstinget.

Kvindernes betydning for faellesskabet,deres frihed eller mangel pa sammetil at vaelge eget opholdssted og arbejdeoptager en ret stor del af afsnittet.Man far indtryk af, at mobiliteten blandt kvinder var meget ringe, at de hojst flyttede fra en landsby til en andeninden for samme lokalomrade (s.

60), og at de fa, som drog laengere vaek, rejste til Holsten eller Holland (s. 62). Her havde det nok vaeret en fordel, om forfatteren havde konfereret med f.eks. afsnittet om »Qvindfolk og 10sagtighed«,hvor det (s. 172) siges om Kobenhavn, at tilvandringen i 1700talletvar »meget voldsom«, og at »kvinderne udgjorde en stor del af tilvandrerne.Der var ofte tale om unge piger, som kom til byen for at soge tjenestehos det velhavende borgerskab«.

I afsnittet »Kvinder og born« har historikerne Hanne Muchtisch og Inge Nielsen isaer behandlet barselskonernes forhold, hvordan pasningen af spaedborn foregik, amning ved hjaelp af fremmede ammer og bornenes videre opdragelse til voksenlivet. Vi far mange interessante oplysninger om abortfremkaldende midler, om bornedodelighed, om skiftinger og anden overtro. Nar det (s. 109) postuleres, at der matte gaelde strengere straffe for tyende i et samfund, hvor der hverken var formel eller reel lighed for loven, savnes naermere dokumentation. Selvfolgelig kunne en saerlig status eller et saerligt ansvar begrunde hojere straf. Men i f.eks. reglerne om tyvsstraffen sondredes ikke imellem, om man var tyende, bonde eller borger. Her var straffen typisk afhaengig af, om der var tale om forstegangsforseelser eller gentagelser samt af det stjalnes vaerdi. Ogsa her kunne forfatterne have haft glaede af at laese afsnittet »qvindfolk og losagtighed«, hvor der (s. 162) tales om lovens beskyttelse selv »imod skogen og berygtede fruentimmer«, nar det drejede sig om andre former for forseelser.

Om ordsproget »enhver sin egen lykkes smed« siges det (s. 113), at det ikke ville give megen mening for datidens mennesker. Men ordsproget hidrorer i denne version fra Peder Laale, der ikke var uden forbindelse med menigmands made at taenke pa. Mon ikke det har sagt datidens folk lige sa meget som nutidens? Lykke er et begreb, der ogsa beskriver en indre psykisk oplevelse, ikke blot en materiel velstand.

Born antages efter forfatterne at kunne brodfode sig selv i 6-7 ars alderen. Forfatterne bygger denne opfattelse pa en forordning fra 1770 om den kgl. Opfostringsstiftelse. At der imidlertid i andre relationer har vaeret andre aldersgraenser, kunne de have erfaret ved at se i afsnittet om »Qvindfolk og losagtighed«, hvor en forordning fra 1763, der i ovrigt skyldes Henrik Stampes indsats, satte graensen for faderens underholdspligt over for det uaegte barn til 10 ar.

Marianne Groth Bruun star ogsa bag afsnittet om »Genstridige kvindfolk«, et kort og ganske morsomt afsnit, der viser, at selvom kvinder normalt matte affinde sig med at blive gift med den, deres foraeldre eller slaegtninge havde bestemt dem til, kunne det dog i 1700tallet lykkes at fa ophaevet en trolovelse, hvis pigen ikke ville opfylde sin aegteskabspligt over for den mand, hun havde faet patvunget. Nar det (s. 138) siges, at trolovelsen indtil 1799 var et tvungent led i almuebefolkningens aegteskabsritual, kan det let misforstas. Trolovelsen var en retlig gyldighedsbetingelse for aegteskabets indgaelse, mens vielsen i kirken snarere havde karakter af et kirkeligt ritual. Indtil 1799 kraevede den kirkelige lovgivning vel kirkelig vielse oven pa trolovelsen, men efter den verdslige lovgivning var trolovelsen tilstraekkelig.

Det flere gange omtalte afsnit »Qvindfolk og losagtighed« er alt i alt et godt stykke retshistorisk arbejde fra de tre jurister Lisbeth Ehlers, Lis Frost og Gjorrild Jacoby. Forfatternes hovedinteresseer viet de ugifte kvinder, som fik born, skogerne, straffen for lejermal,for fodsel i dolgsmal samt voldtaegt.En svaghed er det brud med de

fastsatte tidsgraenser, som f.eks. gores i underafsnittet »Seksualitet og borneavl.Anno 1982«. Her omtales retten til gratis abort efter 1973 og bornekommissionensarbejde og ideer om laengerebarselsorlov m.v. Her er ikke laengeretale om retshistorie. Vi befinder os snarere pa et retspolitisk, for ikke at sige moralsk plan, hvor nutidens kvinderfar gode rad om at holde fast ved retten til abort (s. 158). Bade dette afsnitog afsnittet om »lovbeskyttet prostitution«horer egentlig hjemme i bind 2, og det samme gaelder de folgende 3 underafsnit.

Nar det (s. 155) haevdes, at opholdet i jordemoderhuset fra 1750 var gratis, og at dette skulle skyldes, dels at huset havde et darligt ry, dels at behandlingen ikke alene skulle vaere uordentlig, men ogsa hard og voldsom, er dertil at svare, at den gratis behandling var hjemlet i Frederik V's reskript af 13. marts 1750 af hensyn til uformuende kvinder. Udgifterne skulle i stedet betales af Konventshuset. I 1750 fodtes 28 born i huset, i 1757 189 born, og i 1756 var tallet oppe pa 367, hvilket ikke tyder pa et darligt ry. Der er ikke hidtil i forskningen fremfort dokumentation for rigtigheden af pastanden om et darligt ry. Heller ikke forfatterne fremforer nogen dokumentation. Se naermere Beth Grothe Nielsen i den bog, der har givet navn til naervaerende afsnit, s. 160-61.

I underafsnitet »Kobenhavn og de kvindelige tilvandrere« omtales ultrakort (ca. 3-4 linier) enkelte af de muligheder, som kvinder havde til at drive erhverv i et bysamfund. I al beskedenhed kan jeg her henvise til min disputats »Kobekoner og konkurrence« fra 1978, som forfatterne ikke synes at kende, men hvori de kunne have hentet mange oplysninger om naeringsdrivende

Andet hovedafsnit, perioden fra ca. 1800-1900 indledes med et afsnit skrevet af cand. phil. i dansk Susanne Knudsen, »Fra tyende til ung pige i huset«. Her beskrives tjenestepigens forhold i dagligdag og fest, som medlem af familien, hendes uddannelse og sluttelige organisering under betegnelsen husassistent.

Afsnittet »Borgerskabets kvinder« er skrevet af Ingeborg Bach, Inger Marie Dyrberg og Mette Ringsted, der alle har en akademisk grad i faget dansk. De koncentrerer sig om borgerlige kvinders forhold til familien, deres barndom og ungdom, uddannelse og funktioner som hustru og moder samt deres forhold til tyendet. Underafsnittet »Opror« fortaeller dels om enkeltstaende kvinders opror (f.eks. Mathilde Fibiger, Camille Collett og Amalie Skram), dels om stiftelsen af Dansk Kvindesamfund, der dog ikke var udpraeget revolutionaert. En del af oproret var ikke kvindernes eget, men skyldtes fremsynede maend som Georg Brandes, Henrik Ibsen og Bjornstjerne Bjornson. Ogsa pa det retlige omrade var det i ovrigt fremragende maend som Horup, der patog sig at drive en del af kvindernes opror igennem.

En sikkert rammende, men ogsa svidende kritik af den borgerlig kvindes passivitet og ladhed har jeg fundet i et brev fra Georg Brandes til fru Hauch. Han beklager, at der »er sa faa Kraefter i Landet, og de vi har, gaaer altid til spilde. Hvorfor har endnu i Danmark ei een Kvinde fordret at ville tage Studentereksamen, hvorfor er ei een bleven Laege, ei een engang bleven Tandlaege, mens alene 55 Russerinder nu studerer Medicin i Zurich og gjor Opsigt ved deres Dygtighed. Der er mere end 1000 kvindelige Laeger i New York, mens vore gamle Jorrifruer raadne op og kjaele for Mopper ...« (anmelderens privateje).

Nathalie Zahle og hendes store indsatsfar

satsfarbade her og i afsnittet laengere fremme »Laererinde eller sygeplejerske«en fyldig omtale. Side 251-52 naevnesChresten Bergs datter, Nanna Berg, der som den forste tog den korte exam.jur. og forgaeves forsogte at blive sagforer med moderet. Det siges, at sagenfandt sin afgorelse ved Hof- og Stadsretten, derved at hun naegtedes adgang til at mode i retten som sagforerfuldmaegtig.Men sagen blev ogsa provet ved Hojesteret. Hojesteret fulgte Landsover- samt Hof- og Stadsretten,men med dissens. Saledes udtalteChristian S. Klein: »Deter unaturligtat admittere Kvinderne til Examen,og ikke lade Vedk. have Gavn af, at de have erhvervet sig Kundskaberne ...«

Den forste kvinde, som fik adgang til at virke som sagforer, var Henny Sophie Petersen, senere gift med overretssagforer og i een menneskealder universitetslaerer O.K. Magnussen. Hun havde aflagt den fuldstaendige juridiske eksamen i 1905. Pa foranledning af Alberti stadfaestedes et tillaeg til sagforerloven af 1868, hvorefter kvindelige jurister for fremtiden fik adgang til at mode i retten. Til belysning heraf ma jeg atter henvise til en artikel, som jeg har skrevet, »Laerde darner, kvindelige akademikere og kvindelige jurister« i Festskrift i anledning af 100-aret for kvinders adgang til juridisk embedseksamen, Jura og Kvinder, der udkom i 1975.

Afsnittet »Omsorg for born - om moderskab« er skrevet af cand.psych. Merete Ipsen. Det fortaeller om moderfolelser, den gode og onde moder, ammer, sygdom og bornedodelighed samt fremvaeksten af princippet de tre R'er »ro, renlighed og regelmaessighed«. Vi far et billede af den blide, kaerlige altopofrende moder og hustru, ja vi far sa meget, at man ma tro, at datidens skribenter havde et ganske andet billede af dagligdagens normale mor som et levende menneske med aggressioner og temperament.

Nar der (s. 288) tales om maengden af faldne, ugifte kvinder og deres uaegte born, far man indtryk af, at forfatteren ser bort fra den modifikation af det sorgelige billede, som ligger i visse samlivsforhold, der i slutningen af forrige arhundrede var meget udbredt blandt arbejder- og daglejerklassen. Man levede nemlig ofte »papirlost« sammen i arevis og fik mange born; selv om bornene officielt matte registreres som uaegte, levede de dog under familiemaessige forhold. Det foles ude af trit med beretningen om de ulykkelige ugifte modre, nar dette afsnit afsluttes med en begejstret hyldning af Inger Merete Nordentoft, en veluddannet og selvstaendig kvinde, der i 1940erne valgte at fortie, hvem faderen var til hendes barn. Hendes handling var begyndelsen pa den nye kvindekamp og har ikke meget tilfaelles med 1700- 1800-tallets fattige og uvidende kvinder, som bestemt ikke valgte deres situation, som en protest imod samfundet.

»Tidens maleride kvinder« er et bade sagligt og velskrevet afsnit, hvori de to kunsthistorikere Mona Jensen og Birthe Moller Nielsen redegor for de kvindelige kunstnere og deres vilkar. Illustrationerne til dette afsnit er velgorende relevante, og billedteksterne opfylder laeserens forventning om at fa flere og andre faktiske oplysninger, end der i ovrigt fremgar af selve teksten. Forfatterne ma selv have haft en finger med i spillet og ikke overladt arbejdet til billedredaktionen.

Histori kerne Susanne Larsen og BirteMaj Tonsberg giver i »Laererinde ellersygeplejerske« et rids af de nye uddannelsesmulighederfor betsdotre,isaer dem, der ikke havde held pa aegteskabsmarkedet. Nathalie

Zahles skoleimperium med barneskole,hojere pigeskole samt privatlaererindeseminariumfar en velfortjent, indgaendeomtale. Den begyndende ligelonsproblematik,tidligere konflikter og organisering er ogsa blandt de emner, som behandles. Maskekunne man have onsket at hore lidt mere om baggrunden for ligelonsprincippetsindforelse for statens embedsmaend.Hvad droftede man pa Rigsdagen,hvilke meninger kom til orde i pressen, gik sagen igennem uden modstandetc?

Betydningen af hojskolebevaegelsen for kvinders uddannelse og selvfolelse beskrives af cand. phil. i dansk Susanne Knudsen. Vi stifter bekendtskab med fremtraedende hojskolekvinder eller -modre som Ingeborg Appel og Nanna Bojsen Jensen.

Trods bogens uensartethed i bade indhold og kvalitet kan man nok betegne »Kvindfolk« som en kvindernes historie. Men danmarkshistorie er ikke den rette betegnelse. Hovedparten af indholdet kunne lige sa vel gaelde kvinder andre steder i Norden eller i Europa. Der er meget lidt specifikt dansk i disse beretninger, som i vidt omfang bringes uden megen almen historisk forankring.

Som indledningsvis naevnt er bogen gennemillustreret, hvad der gor den meget levende. Billedredaktionen er foretaget af stud.mag. i folkemindevidenskab Karin Ltitzen. Man kan blade i bogen med fornojelse som i en billedbog. Men hvis man laeser billedteksterne, vil man iblandt undre sig. En billedtekst bor bade informere om det viste billede, og gerne fortaelle lidt mere om baggrunden for det eller de personer, der er afbilledet. Men der bor vaere graenser for, hvilke uvedkommende forhold, man kan indflette. Det virker irriterende, nar billedteksten bruges til kvindepolitisk propaganda og uhistoriske

At der iblandt bringes illustrationer fra et helt andet arhundrede end det, billedteksten vedrorer, kan forsvares, hvis de i ovrigt er relevante. Men det kan virke misvisende (f.eks. s. 22), nar nogle stik fra 1700-tallet skal illustrere Peder Palladius' ord fra 1500-tallet.

S. 23 vises et landskabsmaleri fra 1882-83 som illustration til en tekst om trolddomsanklager. Pa samme made far (s. 164) et landskabsmaleri af Carl Bloch fra 1883 folgende tekst: »Det dystre landskab fremkalder angsten for voldtaegt hos mange kvinder. Men hvis maend havde udgangsforbud efter morkets frembrud, ville kvinder trygt kunne faerdes ude«. En lignende udlaegning medgives et situationsbillede pa side 165. Og s. 166 far en folsom skitse, tegnet af Nicolai Abildgaard, forestillende nans unge gravide hustru folgende kommentar: »Klagede kvinden forst over voldtaegten efter at have opdaget, at den havde medfort graviditet, stod nun ikke til troende«. Jeg vidste ikke, at Abildgaard var sa slem, selv om der siges meget om ham. Samme fantasiudfoldelse anvendes i billedsteksten til et dejligt stik af en hvilende pige (s. 184), om hvem det hedder, »at hun var bleven en falden kvinde inden hun rejste sig op igen. Ingen aerbare kvinder ligger alene i naturen - dengang som nu.«

Eksemplerne er legio, fantasien lavtflyvende. Deter derfor velgorende at laese billedteksterne til de sidste tre afsnit i bogen. De er saglige, oplysende, interessevaekkende uden at vaere markedskrigerisk

Bogen er forsynet med noter til de
enkelte afsnit, litteraturoversigter, billedliste
samt en kunstnerliste.