Karl Peder Pedersen: Vestfynske fæstebønder. En undersøgelse af de økonomiske og sociale forhold på de vestfynske godser Erholm-Søndergårde i 1700-tallet. (Landbohistorisk Selskab, 1984). 189 s.

Kernen i det stykke arbejde, der praesenteres i foreliggende bog, er et studenterspeciale, som blev afleveret til Odense Universitet i 1978. Fzerdige og egentlige publikation skyldes Landbohistorisk Selskabs bevagenhed. Selskabets anerkendelse af forfatteren resulterede blandt andet i, at han fik tildelt et forskerstipendium, der satte ham i stand til at udbygge og revidere sit speciale.

De vestfynske faestebonder omfatter naermere angivet bonderne pa Erholm- Sondergarde gods pa egnen omkring Rorup sogn i Vends herred. Karl Peder Pedersen har sat sig for at analysere en raekke forhold pa godset ned til detaljernefor at klargore et billede af den

okonomiske og sociale udvikling i bonderneslevevilkar bade for landboreformerneog i lobet af selve den klassiskelandboreformperiode. Som en slags undersogelsens udgangspunkt har han stillet sig det sporgsmal, om »den fynske Rasmus havde det bedre end den sjaellandske Jeppe«.

I moderne dansk landbohistorisk forskning findes der vist naeppe nogen historiker, der ville finde pa at saette lighedstegn mellem fynske eller andre danske bonder - og den Holbergske Jeppe - der er sket forskydninger i forskernes opfattelse siden forrige arhundrede. Nar denne bogs forfatter derfor finder pa at sporge, om den underkuede og fordrukne Jeppe blot var et ynkvaerdigt tilfaside hos Holberg, eller om de fleste faestebonder pa den tid lignede ham, sa ma man have lov at sige, at Karl Peder Pedersen har taget tillob et temmeligt langt stykke ude pa overdrevet for at komme til selve sagen og undersogelsen.

I afslutningskapitlet far vi at vide, at valget »af flere grunde« faldt pa Erholm-Sondergarde, da undersogelsen skulle ivaerksaettes, men i de indledende kapitler finder man nu ingen redegorelse for, hvilke kriterier og overvejelser forfatteren har lagt til grand. Sadan set kan man vel ikke vaere overbevist om, at netop Erholm-Sondergarde-komplekset var »typisk« for vestfynske godser i 1700-tallet, og Karl Peder Pedersen er ogsa selv klar over forholdet. Det omtales, at ejeren Lorents Cederfeldt de Simonsen i 1789 ved formuebeskatningen stod som en af de mindst rige vestfynske jorddrotter, og fra Erholm til grevskabet Wedellsborg, for nu at tage det storste godskompleks pa egnen, var der formuemaessigt en himmelvid afstand. Man gaetter pa, at tilstedevaerelsen af et rigt og omfattende godsarkivalsk materiale i saerlig grad har animeret Karl Peder Pedersen til at ga 10s pa Erholm-Sondergarde; men denne omstaendighed er abenbart ikke fundet lodig nok til at blive omtalt.

Godsarkivet indeholder blandt andet en lang og ret smukt sammenhaengende raekke af regnskaber, hvoraf de forste dele stammer fra 1723; efter midten af arhundredet er godsregnskabsfaekken übrudt op mod vor tid. Dette materiale er netop velegnet som rygrad for den undersogelsestype, der er tale om; herved kan forskeren fa overblik over de faktiske okonomiske op- og nedgange, og herigennem kan han yderligere hente et hav af detailoplysninger, som kan tilfore fremstillingen liv og farve.

For ovrigt er det omtalte regnskabsmateriale sammen med en del andre dokumenter i godsarkivet forst blevet abnet for almenheden i 1976 i forbindelse med Karl Peder Pedersens indledende arkivarbejde. Indtil da var arkivalierne belagt med strenge tilgaengelighedsklausuler efter onske fra familien Cederfeldt de Simonsen, hvis forfaedre har siddet pa Erholm siden 1720'erne.

Et vitalt sporgsmal for bonden var, om han kunne fole sig tryg i besiddelsen af det faeste, han havde indgaet med godsejeren; samme sporgsmal bliver derfor gjort til genstand for meget indgaende undersogelser. Som mange gamle elever af Fridlev Skrubbeltrang benytter Karl Peder Pedersen dennes metode og oversigtsopstilling i forbindelse med beregning af faesteforandringsarsager, af familiefaestets udbredelse, af faesteperiodernes laengde o.s.v.

Forfatteren er klar over, at tallene ikke kan udsige den hele sandhed, og han gor ogsa opmaerksom pa en raekke forhold, der har indvirket pa omfanget af faeste brevsudstedelser. Dels var der tilfaelde, hvor godsejeren overhovedet

ikke gav faestebrev, dels kunne han i andre situationer finde pa at forhale faestebrevsudstedelsen i op til 10 ar, alt medens bonden betalte af pa indfaestningen.

Oven i disse og andre omstaendigheder skal laegges, at mange faestebreve ikke oplyser om arsagen til faesteforandring. Endelig er der (som Karl Peder Pedersen da ogsa selv anforer) grund til at minde om, at det datidige begreb »godvillig afstaelse« var overordentlig rummeligt, i adskillige tilfaelde endda i den grad, at afstaelsen af garden eller huset i virkeligheden har vaeret aldeles blottet for noget element af »godvillighed«.

Der tages saledes samvittighedsfuldt de fornodne forbehold over for tallene, hvorpa Karl Peder Pedersens konklusioner m.h.t. faestevilkarene vist nok lader sig sammenfatte saledes: Den typiske faester pa Erholm-Sondergarde gods var 35 ar ved sin formelle tiltraedelse af faestet, var son af den afgaede faester og var i besiddelse af faestet i 17 ar.

Blandt andet med det her oplyste som baggrund mener Karl Peder Pedersen, at Erholm-Sondergarde gods just var et sted, hvor det var saerlig godt at vaere bonde. I raekken af bondetilvaerelsens andre anliggender, der gores til lige sa omhyggeligt behandlede sporgsmal, gar det igen mere eller mindre direkte, at Erholm-bonderne nok havde det bedre end de fleste. Nu er talberegninger jo som sagt saerdeles usikre i kraft af 1700-tals-materialets ufuldkommenheder, og mindre forskelle, som konstateres mellem forskellige godskomplekser - det vsere sig faesteperiodens laengde, gaeldens storrelse ved skifte og forskelle i faestevilkar i det hele taget - skal ikke straks fortolkes, som havde der rent faktisk eksisteret denne forskel. Eksempelvis vil man pa det nordfynske grevskab Gyldensteen i kraft af nogle lidt tilfaeldigt bevarede dokumenter kunne se, at faesteperioderne her tilsyneladende havde samme laengde som pa Erholm- Sondergarde, nemlig i snit 17 ar, og det til trods for, at utallige lavtliggende, sandede jorder af det gyldensteenske bondergods gjorde det rneget vanskeligt for bonden at holde balancen okonomisk, hvis han ikke blev stottet af godsadministrationen med ekstraordinaere foranstaltninger, d.v.s. med aktioner af en art, som ikke kan udlaeses af fasstebrevene. Den trinvise faesteforandringsprocedure, som iagttages pa Erholm-Sondergarde bondergods, er eksempelvis heller ikke en saerlig praktisk indretning dette sted; den er snarere en udbredt skik i det mindste pa fynske godser. Afbetaling pa indfaestningsbelobet og i denne sammenhaeng udskydning af faestebrevsudstedelser er ligesa et normalt (fynsk) faenomen.

Brede kredse vil med udbytte kunne laese bogen. I forste raekke repraesenterer den et grundigt forskningsarbejde, hertil kommer forfatterens flittigt foretagne sammenligninger med resultater fra andre landbohistoriske undersogelser, og sidst, men ikke mindst, »abner« fremstillingen sig imod et publikum og holder sammen pa sig selv ved at give tid til ret elementaere betragtninger og redegorelser for, hvad begreber som faestebreve, landgilde, hoveri, skifter o.s.v. daekker over.