Henrik Christoffersen: Dansk velfærdspolitik efter 1945. (Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck, 1984). 230 s.

Deter en vaerdifuld bog Henrik Christoffersen har skrevet. Han er cand. polit., fodt i 1950 og kendt for sin Det offentlige og samfundsudviklingen (1978) og for Samfundets organisation (1981), der er et led i vaerket Erhverv og Samfund, som redigeres af Svend Aage Hansen og Poul Milhoj, og som har aflost Milhojs Danmarks Statistik fra 60'erne som grundlag for undervisningen af okonomistuderende. Ogsa den nu foreliggende bog tegner billedet af en forsker som har ladet sig tilskynde af Svend Aage Hansens laerergerning og forfatterskab.

Deter, siger forfatteren straks i sin indledning, »en bog om den offentlige sektor i Danmark«. Han er da ogsa fortrolig med den nyeste politologiske forskning. Navne som Erik Damgaard, Jorgen Gronnegard Christensen, Poul Meyer og Mogens N. Pedersen indgar i hans litteraturfortegnelse og nogle af deres vigtigste resultater tydeligvis i hans fremstilling. Hans kapitel om administrationsapparatet er en fortraeffelig oversigt pa kun 34 sider, anbefalelsesvaerdig for enhver der gerne vil have en indforing i hvad der er foregaet (og ikke foregaet) pa dette vigtige felt.

Hovedvaegten ligger naturligvis pa
hvad okonomen har saerlige forudsaetningerfor

ningerforat yde. Bogens sidste halvdeludgores af fern kapitler om den okonomiske politik henholdsvis 1945-1950,1950-1957, 1961-1973 og fra 1973 helt til bogen gik i trykken. Hvert af disse kapitler skildrer, efter en indledning, erhvervenes situation, de offentlige finanser, pengeforholdene,inflation og indkomstfordeling samt udenrigshandel og betalingsbalance.Den stramme disposition sikrer overblik bade pa tvaers og pa langs over et stof der sa let gor en fremstilling diffus.

Fremstillingen er nogternt forklarende, lykkeligvis. Vi skal ikke indoktrineres. Hvilket netop forlener de skarpe vurderinger forfatteren indimellem formulerer, med des storre vaegt. To eksempler (pp. 152 og 162): »Nar der til stadighed gennem 1960'erne fra de ansvarlige politikere blev henvist til den offentlige udgiftseksplosions og den usikre eftersporgselsstyrings sammenhaeng med mangelen pa informations- og styringsmidler samtidig med at omfanget og standarden af den offentlige virksomhed lobende blev sat staerkt i vej ret, er der ... i ikke übetydelig grad tale om en ansvarsforflygtigelse«, og »isaer efter at de hurtigere samfundsforandringer satte ind omkring 1960 kan det nok siges, at politisk fastlasning i folketinget forklarer, hvorledes betydelige omrader for den okonomiske politik i bemaerkelsesvaerdig grad har vaeret praeget af ikke-beslutning. Velfaerdsstatens okonomiske politik rummer ogsa et element af »visnepolitik« i sig«. (De to citater er desvaerre ogsa eksempler pa at forfatteren ikke altid arbejder sa lsenge med sit sprog at det bliver en lyst at laese det).

Historisk set kan man undre sig over forfatterens kronologisk snaevre afgraensning af velfaerdsstaten. Den er for ham tiden efter 1945 med hojdepunkt i arene ca. 1960 til 1982, dog at man for Danmarks vedkommende »med god ret« kan fore dens historie tilbage til begyndelsen af 1930'rne (p. 11). Dertil er at sige at Stauning- Munch regeringens af krisen fremtvungne regulering og dirigering af erhvervslivet dog havde sin forlober i Ove Rodes »regereri« under forste verdenskrig og i tillob desforinden, og at Steinckes socialreform mest af alt var en, i sig selv beundringsvaerdig, systematisering af lovgivning der var blevet til igennem fire artier. Deter en af bogens dyder at den understreger hvorledes velfaerdsstaten bygger pa samme grundsynspunkt som den liberalistiske teori, at staten har til opgave at fremme alle borgernes velstand (p. 12), bare at virkelighedsbilledet og midlerne er sa forskellige. Baggrunden ma soges i organiseringens og den almindelige valgrets gennembrud i artierne omkring arhundredskiftet, ellers far man ikke faktorer som Henrik Christoffersen selv tillaegger stor betydning, sat i rette perspektiv. Hvis velfaerdsstaten forst bliver til virkelighed efter 1945, sa havde den i hvert fald laenge vaeret pa vej.

Denne snaeverhed i perspektivet har vel sammenhaeng med at velfaerdsstatsbegrebet for okonomer i sa hoj grad - og ikke med urette - forbindes med Keynes' navn (der iovrigt kun naevnes en gang i denne bog). Derved haeftes interessen isaer ved dirigeringspolitikken, som forst han gav en teoretisk begrundelse, og mindre ved socialpolitikken, som forfatteren ofrer knapt sa megen plads pa. Der savnes i bogen en indgaende droftelse af hvad deter formalstjenligt at forsta ved velfaerdspolitik og velfaerdsstat; en sadan vilde et laengere og bredere historisk perspektiv have fremtvunget.

Bogens sigte er ikke teoretisk. Der
er sa lidt teoretisk droftelse at deter
svaert at blive klar over forfatterens

holdning til keynesianismen. Han er ikke upavirket af kritikken af den. En bemaerkning p. 20 synes saledes at genspejleBuchanan & Wagners skeptiske holdning til om den er forenelig med demokrati. Des mere kan man fristes til at saette sporgsmalstegn ved hans tilbojelighedtil at opfatte firkloverregeringenskursskifte som et brud med velfaerdspolitikken. Netop med Henrik Christoffersens egen ganske skarpe kritik af den okonomiske politik i 60'erne og 70'erne in mente (jvf. ovenstaendecitater, som har mange paralleller)kunde der sporges om kursskiftetgaelder midler mere end mal, og i hvert fald om det ikke er lovlig tidligt at saette punktum for en periode, sa meget mere som den ovenfor antydede baggrund for velfaerdsstaten fortsat er til stede. Historien er ofte to skridt frem og et tilbage, og en reaktion matteder vel komme oven pa 60'ernes og 70'ernes okonomiske politik, der var mere keynesiansk end Keynes'sk eller - det synes forfatteren selv at mene - rent ud darlig og uigennemtaenkt keynesianisme.