Margit Baad Pedersen: Købmand og høker på landet. (Etnologisk Forum, 1983). 138 s.

Med naeringsloven fra 1857 blev der abnet mulighed for at etablere kobmands - og hokerbutikker uden for byerne, og hurtigt voksede en helt ny erhvervsgruppe frem i bondesamfundet; deter denne, forfatteren har sat sig for at undersoge.

En hoker og en kobmand er ikke det samme, den sidste blev betragtet som den fineste og havde bl.a. et storre vareudvalg, mens hokeren vel pa det naermeste kun solgte allerede indarbejdede dagligvareartikler. Begge repraesenterede imidlertid noget afgorende nyt, for det var disse handlende, der formidlede og fremmede arbejdsdelingen mellem land og by og dermed bragte nye produkter og den nye tid ud pa landet. Deter denne spaendende nye erhvervsgruppe, forfatteren onsker at beskrive og belyse. Hvor kom den fra, hvordan fungerede den, hvad formidlede den af varer, hvornar og hvordan og meget mere. Centralt i hele undersogelsen star sporgsmalet, orn kobmanden og hokeren var kobstadskulturens forpost og dermed et fremmedelement pa landet. Navngivning af born og indretning af hjemmene benyttes som indikator herpa.

Undersogelsen er bygget op som et lokalhistorisk studie, og som undersogelsesomrade er valgt Ars og Skippinge herreder i Nordvestsjaelland. Alle de traditionelle skriftlige kilder benyttes med henblik pa at finde ud af, hvornar og af hvem der blev lost naeringsadkomst. Dette materiale suppleres med folketaellinger, skifteprotokoller, konkursboer og avisannoncer for blot at pege pa enkelte kildegrupper. I et par tilfaelde er der ogsa bevaret egentlige smaarkiver fra et par af omradets kobmaend. De stammer imidlertid fra konkursboer, og deres repraesentativitet kan derfor maske nok drages i tvivl, for hvorfor gik de konkurs? Var varelageret for stort i forhold til omsaetningen, eller blev der ydet for langmodig kredit i forhold til forretningens okonomiske formaen? Eller var forklaringen en helt anden - at kobmanden maske slet ikke forstod sig pa handel eller kunne omgas egnens bonder?

Hermed berores et afgorende sporgsmal for hele undersogelsen. Vbr viden om de sma erhvervsdrivende er nemlig almindeligvis bygget op pa kilder,skabt af det offentlige. Bogforingspligtigevar de nemlig ikke, og blev der endelig fort boger, sa er de ofte gaet til. I arkiverne ses derfor idag

almindeligvis kun smaboger fra netop de sma erhvervsdrivende, der ikke kunne fa det til at lobe rundt. En ukritiskbenyttelse af et sadant materiale vil derfor let kunne give et forkert billede.

Manuskriptet er i sin oprindelige form blevet til som magisterkonferens i etnologi, og derfor har det vaeret naturligt for forfatteren at supplere det skriftlige kildemateriale med en raekke interviews, optaget med folk fra egnen, fodt omkring arhundredskiftet. Det giver en kildemaessig dimension, som de skriftlige kilder ikke rummer, og gor det dermed muligt for forfatteren at skrive dristigere.

Bogen er naturligvis illustreret, men her ma det desvaerre konstateres, at en del billeder savel tidsmaessigt som geografisk er losrevet fra sammenhaengen. Pa bogens forside ses saledes et kobmandsinterior, ikke fra Nordvestsjaelland, men fra Bovlingbjerg pa Vestkysten fra 1910. Tilsvarende eksempler findes der flere af, selv om der ikke i billedtekster raesonneres over regionale

Pa trods af disse indvendinger er der her fremlagt en utrolig spaendende bog for den eftertaenksomme laeser. Den bringer en sand strom af detaljer om livet pa landet og forholdet mellem de forskellige befolkningsgrupper og deres dagligdag. Deter en spaendende metodik, der er anvendt, en metodik som mange historikere nok kunne laere noget af - men pa den anden side er det ogsa helt abenbart, at etnologerne ogsa har noget at laere af historikerne ikke mindst med henblik pa den kritiske holdning til kilderne og deres tilblivelse samt repraesentativitet.