Jørgen Møller: Historieundervisningen i gymnasiet gennem de sidste 100 år. (G.E.C. Gads forlag, 1983) 261 s., 97,60 kr.

Bogen er et resultat af det humanistiske forskningsrads initiativ »forskning om forskning«. Det skulle oprindelig klarlasgge den historiske forsknings gennemslagskraft i formidlingsfasen, og til dette formal fandt man gymnasieskolens laereboger i historie saerlig velegnede, ikke mindst nar der blev lagt vaegt pa tiden efter ca. 1930.

Det har naturligvis ikke vaeret nogen let opgave, og deter da ogsa abenbart, at forfatteren har haft svaert ved at definere sin opgave. Metodisk har han pa det naermeste staet pa bar bund, og det er vel forklaringen pa den noget mekaniske losning, han har valgt.

Efter en bredere behandling af gymnasieskolenslaeseplaner, diskussion af fagets funktion i skole og samfund, krav til undervisning m.m. folger bogenshovedafsnit

genshovedafsnitpa naesten 100 sider: En behandling af de sidste 100 ars historieboger,sadan som de har vaeret kendt i gymnasiet.

Forfatteren konstaterer straks, at der har vaeret visse standardvaerker: Johan Ottosens Nordens historie, der har vaeret brugt fra 1893 til ind i 1970'erne og ikke mindst P. Muncks verdenshistorie, selv om vaerkerne blev tilpasset tiden med regelmaessige revisioner og tilfojelser.

Laerebogerne behandles og beskrives en for en bl.a. med henblik pa en karakteristik af holdninger og samfundsopfattelser - ogsa mellem forskellige udgaver - og til slut uddrages bogernes bestanddele med henblik pa en samlet statistisk beskrivelse i politisk, samfunds- og kulturhistorie.

Som bogen foreligger nu, er den derfor pa det naermeste blevet en kommenteret gennemgang af de sidste 100 ars undervisningsmidler i historie, suppleret af den naevnte statistiske behandling.

Den valgte metode skal sikkert ses i lyset af den korte tid, forfatteren har haft til radighed - V/z ar - hvilket naturligvis ma saette alvorlige begraensninger pa undersogelsens dybde og omfang; pa trods heraf har tiden vel nok kunnet vaere brugt en smule anderledes.

Et er nemlig laerebogerne, sadan som de fremstar for os i dag, noget andet er de .mange historietimer, der pa trods af de beskrevne ret sa ensartede og tidligere fa laerebogssystemer, trods alt sikkert har vaeret nok sa forskellige.

Forfatteren kunne derfor nok med udbytte have udvalgt nogle fa skoler eller historielaerere med henblik pa en taet beskrivelse af undervisningsmiljoet. Indirekte kunne det maske have vaeret gjort med en analyse af historielaererens historisk-kulturelle samt evt. politiske engagement i lokalsamfundet. fundet.Hvor blev han rekrutteret fra, og hvordan var den typiske undervisning pa universitetet? Heraf folger naturligt, at laerernes evt. kontakter til den videnskabelige verden burde have vaeret fulgt op. Abonnerede de - eller skolen - pa historiske tidsskrifter, anmeldte de i lokalpressen, var de censorer ved universitetet? Hvem indkobte og styrede skolens bibliotek, og hvordan sa accessionen i sa fald ud? Hvem tog initiativ til indkob af laereboger og meget mere. Alt det synes uhyre vaesentligt, da forfatteren med sin metode gor undervisningen og dermed forskningsformidling synonym med laerebogerne - nar virkeligheden vel nok i de fleste tilfaelde har vaeret den, at bogen er brugt i et samspil med laereren. Ikke mindst kunne en sadan metode have vaeret vaesentlig da, som forfatteren rigtigt papeger, laereboger blev benyttet i adskillige ar og forst kasseret nar de rent fysisk var slidt op.

Billedmaterialet har faet sin egen behandh'ng, og den er ganske tankevaekkende, for, som forfatteren papeger, formal og samspil mellem billeder og tekst har ikke blot tidsmaessigt, men ogsa fra laerebogssystem til laerebogssystem, abenlyst vaeret forskellig. Snart bringes blot mere eller mindre tilfaeldige illustrationer for at bryde en tekstside, og snart uddyber og supplerer billeder og billedtekst brodteksten med vaesentlige informationer. Men ogsa her ma det desvaerre konstateres, at deter et enormt problemkompleks, forfatteren kun lige berorer. Han har saledes ikke sogt klarlagt, hvem der vaelger billederne, forfatter, billedredaktor eller forlaegger; alene dette aspekt var nok til en saerskilt behandling.

Nar alt deter sagt, sa ma det imidlertidfastholdes, at bogen er tankevaekkendeog spaendende og giver et interessantbillede af aeldre laerebogssysterner.Tilbage

sterner.Tilbagestar derfor at onske, at forfatteren, der allerede har gjort en kaempeindsats, vil fortsaette sine undersogelseraf dette for forskningen sa centrale emne.