Richard Willerslev: Den glemte indvandring. Den svenske indvandring til Danmark 1850-1914. (Gyldendal, 1983). 228 s.

Richard Willerslevs studier i den svenske indvandring er foruden den her anmeldte bog resulteret i 5 artikler: »Nettoudvandringen fra Sverige til Danmark 1850-1910. En komparativ undersogelse«. Scandia 45, 1979, s. 83-106; svenske indvandring til Bornholm 1850-1914«. Scandia 46, 1980, s. 53-80; »Svenske gaestearbejdere i Kobenhavn 1850-1914«. Fortid og nutid, 1981, s. 224-241 »Den slesvigske, svenske og russiske indvandring til Kobenhavn 1850-1914«. Historiske Meddelelser om Kobenhavn, 1981. s. 84-123. Den sidste af de 5 artikler foreligger i skrivende stund ikke publiceret. Den har titlen »Den svenske og polske indvandring til Lolland-Falster 1870-1914« og ventes ifolge noterne til Willerslevs bog publiceret i Lolland- Falsters historiske samfunds arboger.

Bogen er altsa en slags sammenfatningaf studierne pa dette omrade og giver en god oversigt over emnet. Den svenske indvandring omfattede bade en permanent indvandring og en saesonmaessigarbejdsvandring. Den sidsteer det vanskeligt at sige ret meget om, men man kan se, at den havde et vaesentligt storre omfang end den permanenteog i modsaetning til den var domineret af maend. Willerslev mener, at den saesonmaessige arbejdsvandring viste samme konjunkturbestemte svingninger som den permanente. Det er formentlig rigtigt, men er ikke blevetgodtgjort i Willerslevs studier. Materialettillader kun sikre udtalelser om den permanente udvandring, og det folgende er som Willerslevs bog helt overvejende koncentreret om den. Den begyndte i 1840erne og blev alleredei 1850erne sat i system af professionellehververe.

sionellehververe.Vandringerne fulgte konjunkturerne og kulminerede i forste halvdel af 1880erne, fortsatte i 1890erne, men horte praktisk talt op efter arhundredskiftet, da industrialiseringeni Sverige fik et sadant omfang,at den indenlandske forudsaetningfor emigrationen bortfaldt. Den svenske indvandring var helt overvejendeet 5. stands-faenomen. Det var born af de fattigste grupper i det svenskelandbosamfund, som udgjorde hovedpartenaf emigranterne, folk som ikke havde rad til at emigrere til Amerika.I Danmark fik de de ringeste jobs. For kvindernes vedkommende var den vigtigste ansaettelse tyendejobs,for maendene ufaglaert arbejde specielt ved anlaegsarbejder og teglvaerker,og i de tilfaelde, hvor der var tale om faglaert arbejde, var det typisk det darligt betalte hjemmearbejde i skraedder - og skomagerfaget. Geografisk var det fra 1870erne isaer tre omrader, som blev hjemsted for den svenske tilvandring:Kobenhavn (og Nordsjaelland), Bornholm og Lolland-Falster. Ca. halvdelen af alle svenske emigranter slog sig ned i Kobenhavn. De udgjorde ikke en sluttet koloni og forsog pa svensk-national organisering forte ikke til noget. Den taetteste koncentration af svenske indvandrere i forhold til befolkningstalletfandtes imidlertid pa Bornholm med absolut hojdepunkt i Allinge-Sandvig, hvor 1/3 af indbyggerneved arhundredskiftet var svenskere(blandede aegteskaber inkl.). Pa Bornholm sogte svenskerne isaer til byerne,pa Lolland-Falster var det isaer til landet. Begge steder fyldte de i et vist omfang hullerne ud efter den betydeligedanske udvandring til Amerika. Pa Lolland-Falster var de isaer knyttet til arbejdet med roerne, og de blev senere aflost af polsk arbejdskraft, da det omkringarhundredskiftet begyndte at blivevanskeligt vevanskeligtat hverve roepiger i Sverige.

Det var som sagt de darligste jobs, svenskerne fik, og gennemgaende blev de behandlet darligt. De danske myndigheder var meget hurtige til at udvise de indvandrede svenskere, og det skabte betydelig misstemning i Sverige kulminerende i en diplomatisk krise mellem Danmark og Sverige i 1889, hvor man fra dansk side blev nodt til at boje sig. Den danske naturalisationspraksis var meget restriktiv frem til 1898 og blev kun aendret som folge af et svensk pres. Forfatterens sympati ligger pa indvandrernes side, hvilket gennemgaende bliver sagligt underbygget. Nogle steder kan optagetheden af den svenske indvandring dog fore videre, end der gives daekning for. Det gaelder f.eks. afsnittet om den svenske arbejdskrafts betydning i forbindelse med bygningen af Kobenhavns befaestning, hvor Willerslev nok er tilbojelig til at overvurdere det svenske indslag, jvr. Chr. Jansen »Kobenhavns befaestning og beskaeftigelsen«. Erhvervshistorisk Arbog 1980, s. 137-147, s. 140ff, og det gaelder tolkningen af bogens tabel 17 (s. 199), der belyser antallet af blandede og rent svenske aegteskaber blandt indvandrerne, og hvor tendensen gar klart i retning af flere rent svenske aegteskaber, hvilket forbigas.

Men deter smating. Bogen er en velskrevet og interessant redegorelse for et socialhistorisk emne, som er blevet trukket frem fra glemslens morke.