Gustav Albeck: Universitet og Folk. Bidrag til den folkelige universitetsundervisnings historie i Danmark med et udblik til Folkeuniversiteterne i Norge og Sverige. (Gyldendal, 1984). 423 s. 225,- kr.

Det danske folkeuniversitets historie raekker tilbage til 1898. Sidst har den vaeret behandlet i et jubilaeumsskrift fra 1949. Men to gange siden da har Folkeuniversitetet faet luft under vingerne. Forste gang netop omkring 1949, da det allierede sig med UNIFO, unge akademikeres vellykkede kursusvirksomhed i hovedstaden startet i befrielsesaret 1945. Anden gang i 1968, da den nye fritidsundervisningslov gav virksomheden trygge rammer, isaer med oprettelsen af et landssekretariat i Odense ledet af en fastansat studierektor. I tilknytning til det nye arnested voksede antallet af folkeuniversitetskomiteer uden for universitetsbyerne i lobet af fire ar fra omkring 20 til 85. Samtidig voksede deltagerantallet. I 1982 naede det op pa over 43.000.

At folge hele denne udvikling i sammenhaeng med det tidligere forlob er formalet med Arhusprofessoren Gustav Albecks digre bog. »Malet har vaeret« - skriver han i forordet - »sa objektivt som muligt at skildre baggrunden for den folkelige universitetsundervisnings oprettelse og placering inden for dansk folkeoplysning og voksenundervisning i fortid og nutid.« Som humanistisk videnskabsmand og mangearig deltager i virksomheden har Albeck haft fortrinlige forudsaetninger for at lose denne opgave. Det har han gjort med et bredt perspektiv, ja sa bredt at selve forhistorien fylder godt og vel bogens forste hundrede sider.

Allerede forhistorien er faengslende, men man undres over at den velbevandrede Grundtvigforsker i sit slutningskapitel pastar at det var Grundtvigs vigstanke »at skabe en institution der pa en made supplerede universitetets undervisning«. Var det meningen med hans planer i 1830'erne og 1840'erne om oprettelse af en kongelig dansk-folkelig hojskole i Sor0? Den skulle da ikke blot vaere helt uafhaengig af, men ligefrem sta som modsaetning til det »latinske« universitet i Kobenhavn!

De private folkehojskoler der blev oprettet rundt i landet af Grundtvigdisciple i anden halvdel af forrige arhundrede fik i modsaetning til Grundtvigs eget skoleprogram et kristeligt anstrog, men skont deres ledende folk var akademikere havde de overtaget Grundtvigs afvisende holdning over for universitetet. Det virkede derfor overraskende at der pat folkehojskolernes tiltag i 1894 blev oprettet arlige universitetskursus for skolernes laerere. Hertil blev der ydet statstilskud.

Pa denne baggrund - der ridses udforligtop af Albeck - skulle man tro at der var mulighed for forstaelse, ja maskearbejdsdeling mellem folkehojskolensfolk og de kredse i hovedstaden der i 1898 fik oprettet Folkeuniversitetet.Det var dels liberale akademikere, dels ihaerdige arbejderoplysningsfolk der stod bag. De var grebet af den engelskeUniversity se.Denvar udgaet fra Cambridge og Oxford under mottoet: Bring universitetettil folket, nar folket ikke kan komme til universitetet. Den engelske »universitetsudvidelse« havde faet stormende tilslutning til kursus ledet af videnskabsmaend der holdt foredrag i hele raekker med vejledende grundrids og efterfulgt af sporgsmal fra tilhorerne.Det samme skulle nu proves i Danmark.Det blev bakket op af universitetetslaererforsamling, og der blev - ligesomtil de igangsatte kursus for hojskolelaerere - ydet statstilskud til virksomheden.Det hang - hvad Albeck ikkebemaerker - sammen med situationenefter

tionenefterdet politiske forlig i foraret
1894.

Hvad la sa naermere end at soge samarbejde med folkehojskolerne? Det tegnede det ogsa til i begyndelsen, men da den unge Vilhelm Rasmussen gav sig til at holde foredrag om tabu-emnet udviklingslaeren og da Georg Brandes i selve Soro 1901 priste »universitetsudvidelsen«s og Studentersamfundets »flyvende hojskolevirksomhed« i rnodsaetning til »den stillestaende under hvilken det stundom risikeres at Holger Danskes skaeg gror fast i stenbordet«, da slog hojskolemaendene bak, og det kom til et aldrig helet brud. Som Folkeuniversitetets formand erklaerede den ansete historiker Kristian Erslev at Brandes ikke havde talt pa Folkeuniversitetets vegne og at man gerne fortsat ville samvirke med folkehojskolen, selv om Folkeuniversitetet alene sa det som sin opgave »at gore videnskabens resultater og metoder bekendte for videre kredse«. Det hjalp desvaerre ikke. Albecks objektive skildring af dette forlob - der ikke indeholder det vaerdiladede ord »desvaerre« - horer til bogens mest spaendende kapitler og indeholder et vaesentligt bidrag til dansk kultur- og andshistorie.

Kravet om objektivitet nar det gjaldt emner og forelaesere bragte Folkeuniversitetet i klemme mellem to grupper i samfundet. Arbejderne onskede en oplysning der kunne styrke dem i deres sociale og politiske kamp, og de onskede foredragsholdere fra deres egne raekker. Ellers ville de ikke komme. Landboerne var vant til hojskoleforedrag i forsamlingshusene og syntes ikke de havde brug for andet. Ja, det kom sa vidt at partiet Venstre - der havde absolut flertal i folketing og finansudvalg - i 1911 helt slettede tilskuddet til Folkeuniversitetet. Det var dog en venstremand, den retsindige dr. Laust Moltesen, der aret efter fik gennemfort nemfortet nyt, men lavere tilskud, og det gik kun igennem folketinget med en stemmes flertal. Samtidig forbedredes folkehojskolernes stilling.

Gennem traengsler og genvordigheder lykkedes det Folkeuniversitetsudvalget at opretholde virksomheden. Professor Albecks redegorelse herfor er dokumentarisk, med institutionens eget arkiv og med presse- og brevstof som kildegrundlag. Hovedlinien er kronologisk, men princippet er ikke konsekvent gennemfort. For eksempel er der i et kapitel »Nye initiatives, omhandlende bl.a. mislykkede planer om sommermoder i arene 1903-10, et pludseligt spring til omtale af sommermoder efter Anden verdenskrig. Denne sammenblanding af et kronologisk og et tematisk princip virker ikke heldig.

Objektivitetsprincippet foler Albeck sig til gengaeld forpligtet af. Det gar sa vidt at han kun undtagelsesvis - f.eks. nar det gaelder Tyge Bochers korte formandsperiode 1959-64 - indlader sig pa karakteristik endsige vurdering af de handlende personer. De naevnes og citeres, men de fremstar ikke i et relief som hjselper laeseren til at opfatte vaegten af deres udsagn. Og i kapitlet »1911-katastrofen« - om statstilskudet der blev inddraget - soger laeseren forgaeves svar pa det naerliggende sporgsmal: Hvem var sa den skurk der stod bag ved denne handling? Svaret kan ikke vaere »Venstre«, for Venstre var ikke enigt. Maske kunne svaret findes i kultusminister Jacob Appels bevarede breve til hustruen i Askov. Afgorelsen var ikke efter hans hoved, og Moltesen - der sogte at hindre den og fik genindfort tilskud naeste ar - var Appels naere ven. Deter ikke naevnt i bogen.

Bogens undertitel »Bidrag til ...« burde maske bremse yderligere bemaerkninger.Deter apparatets opbygningog funktion der er hovedsagen, og

de er grundigt undersogt. Det kan dog hist og her knibe med overskueligheden,f.eks. i institutionens samspil med universitetsverdenen. Er det ikke blevet alvorligt svaekket ved Folkeuniversitetetsadministrative til direktoratet for folkeoplysning? Det siges ikke, men det anes.

Uden for redegorelsen for apparatet er der et sporgsmal fra laeseren som ikke kan tilbageholdes: Hvem var det sa der optradte pa arenaen? Kunne man ikke, f.eks. med ti eller femten ars mellemrum, have faet lidt at vide om sammensaetningen af laererkorpset, fagligt og aldersmaessigt? Det blev jo - i hvert fald i aeldre tid - handplukket. Det virker overraskende at folkeuniversitetsudvalget forst i 1912 kom i tanker om at bruge gymnasierektorer og arkivarer fra landsarkiverne som laerere - og det med den motivering at man derved ville spare penge til rejse og ophold!

Hvordan de optraedende virkede pa tilhorerne kan naturligvis kun sporadisk oplyses. Deter ikke sket i bogen, i hvert fald ikke med konkrete eksempler. Selv mindes anmelderen fra sin drengetid i Kolding hvor spaendende det var at folge raekker i Folkeuniversitetet og studere de medfolgende grundrids. Som 12-arig fulgte han dr. Victor Madsens lysbilledforedrag om Danmarks geologiske tilblivelse og aeldste bebyggelse i Arbejderforeningens tilrogede sal i Lasbygade. Aret efter gjaldt det Aage Meyer Benedictsens raekke om osterland og Vesterland. Det foregik i Hojskolehjemmets mere fornemme sal. Her var det ikke arbejderne, men et bredere udsnit af befolkningen der fyldte salen. I begge

— og flere - tilfaelde var det uforglemmelige

Ovenstaende skal ikke give det indtryk at professor Albecks bog skuffer. Han har fremdraget vaesentligt og hidtil tilukendt stof, og han har gjort nogternt og tilforladeligt rede for den rolle som Folkeuniversitetet har haft til formal at spille og stadig spiller i dansk folkeoplysnings tjeneste ved - med Erslevs ord fra 1902 - »at gore videnskabens resultater og metoder bekendte for videre kredse«.