Gunhild Agger, Ib Bondebjerg, Anker Gemzøe, Inger-Lise Hjordt-Vetlesen, Hans Jørn Nielsen, Anne Birgitte Richard: Dansk litteraturhistorie 7. Demokrati og kulturkamp 1901-45. (Gyldendal, 1984).

Ejnar Thomsen, den folkekaere Vilh. Andersens efterfolger som professor i nordisk litteratur i Kobenhavn, sagde engang om de danskstuderende der havde historie som hovedfag - jeg var en sadan - at de forsynede deres besvarelser med lange sociologiske indledninger. Det varment som lidt af et hjertesuk, for pa den ene side vilde han da ikke benaegte at det var relevant at se litteraturen pa baggrund af det samfund hvori den var blevet til, mens han pa den anden side nok syntes at der kunde blive for lidt tid og plads til det som det isaer kom ham an pa.

Siden Vilh. Andersens og Hans Brix' dage har litteraturforskningen bevaeget sig gennem sare forskellige faser. I artierne efter krigen blev vaegten lagt pa forstaelsen af det enkelte vaerk og det enkelte forfatterskab som en idemaessig og kunstnerisk helhed sui generis, dets struktur og dets specifikke karakteristika; man interesserede sig f.eks. meget for det indbyrdes forhold mellem substantiver, adjektiver og verber.

Senere, under indflydelse af de neomarxistiske stromninger fra sidste halvdel af 60'erne, blev interessen for det strukturelle og det stilistiske skubbet i baggrunden til fordel for energiske og til tider monomane bestraebelser pa at anskue litteraturen i klassekampslys, at gore litteraturhistorien »samfundsrelevant«. Litteraturforskning skulde vaere samfundsvidenskab - hvad den i en vis forstand altid vil vaere - og, i god overensstemmelse med Marx, politisk praksis fuldt sa vel som teori. Mest opsigt vakte det at man lagde stor vaegt pa studiet af triviallitteraturen - Anders And var det eksempel som isaer faldt offentligheden i ojnene - i sammenligning med hvad der nedladende blev kaldt finlitteratur, en af tidens mange fordummende modegloser.

Det lader sig ikke naegte at slige ambitioneraf folk blev betragtet med megen skepsis. Evnede disse humanistiske fremmedarbejdereat leve op til de mal de satte sig: at forsta de litteraere frembringelsersom udtryk for og led i et komplekstsamfund, eller vilde deres medbragteneomarxistiske

terbareblive uniformerende spaendetrojer?

Den store litteraturhistorie, som nu er under udgivelse og af hvis bind andre end det her omtalte bliver anmeldt i Historie, er helt og fuldt et barn af den sidste (eller maske snart naestsidste?) fase i litteraturforskningen. Den er, som sig hor og bor, skrevet af et stort forfatterkollektiv, maske dog med professor Johan Fjord Jensen som centralskikkelse, vist den eneste af de mange som har haft en fortid, pa Aarhus Universitet, som kommende lys allerede i den forudgaende fase; de fleste er af det der kaldes 68-generationen. At domme efter bind 7 (1901-45) har de haft let ved at samarbejde; hovedindtrykket er homogenitet (helt ud i sprogfejlene).

Forfatterkollektivet harmed held bestrasbt sig pa at gore deres fremstilling forstaelig. De skriver jaevn normalprosa, langt fra Vilh. Andersen'sk og Brix'sk krukkeri (desvaerre ogsa sjaeldent med en praegnans der faestner sig i laeserens bevidsthed fordi der siges noget nyt og derefter indlysende) og lykkeligvis ogsa fra den neo- eller pseudomarxistiske munkelatin som har gjort sa mange arbejder fra deres universitetsinstitutter brydsomme at laese for os alle og utilgaengelige for det meste af befolkningen.

Det betyder ikke at kollektivet frasiger sig arven efter Marx og hans disciple. Grundlaeggende er samfundsrelevans det samme som klassekampsrelevans. Alle males pa om de har forstaet det, og hvorledes de forholder sig dertil. Det afspejler sig i den idelige anvendelse af gloserne borgerlig og smaborgerlig (somme steder en halv snes gange pa en side). Deter klart at de er ment pejorativt. Men er de andet end hastigt paklistrede etiketter? Forfatterne gor os ikke den tj eneste af definere dem, heller ikke i forhold til hinanden. Hos Marx har de en nogenlunde klar mening, med relation til hans dikotomiske klassekampsmodel med kapitalister og proletariat som antagonistiske modsaetninger og de andre klasser eller »klasser« som sekundsere faenomener. Men hvor langt kan den model anvendes pa den danske samfundsvirkelighed i forste halvdel af arhundredet? Saerlig iojnefaldende bliver denne spaending mellem stof og begrebsapparat nar f.eks. (p. 39) »gardmandsklassen« betegnes som smaborgerlig. Hvis Marx med nogen ret kunde opfatte de franske bonder pa Louis Napoleons tid som en uselvstaendig masse der matte underkaste sig enten borgerskabets eller (nu snart) proletariatets forerskab og derfor som »agrart smaborgerskab«, giver det sa mening at bruge det samme epitet om de standsbevidste danske andelsbonder der havde praesteret landets bredest raekkende industrialisering og fortsatte effektiviseringen af deres erhverv? De var sig i hoj grad bevidst som klasse (eller hvilken glose man vil benytte) og valgte sig deres eget forerskab, i organisationer og politisk, der forlangte bade accept og eftergivenhed af deres allierede, i det mindste i deres storhedstid fra 1880'erne til 1930'ernes krisear (i bindet er de derimod en trojansk hest som borgerlige kraefter brugte og senere formaelede sig med i al stilhed (p. 76)). De danske bonder ma have deres egen kliche, hvis man i det hele taget vil bruge klicheer!

Og nar det f.eks. hedder (p. 379): »Kaj Munks liv, dramatik og hele offentligefremtoning var en potenseret smaborgerlig drom om storhed og betydningsfuldhediklaedt feudale og hojborgerligegevandter«, bliver sa nogen laeser klogere pa denne aparte skikkelsesaparte forfatterskab gennem en sadanfuldtonende tirade, naesten pa hojdemed de Munk'ske? Iflg. forfatterne

selv var mange andre af periodens forfattere»smaborgerlige«, men deres forfatterskaber aldeles forskellige fra Munks. lovrigt er det let at iagttage Munks »feudale gevandter«. Men »hojborgerlige«? Skal det ga pa MikkelBorgen og professor Mensch?

Endnu et frapperende eksempel (pp. 554-55): »Som socialrealistisk dramatiker gar Soya ikke til roden af ondet, men nojes med som moralsk kirurg at soge at isolere og skaere de betaendte pletter vaek ... Soya var og blev trods sin hvasse politiske satire en uforbederlig romantiker og smaborgerlig idylliker ... Selv om Soya i social henseende soger mod midten og den smaborgerlige idyl, er han dog ingen bornert driftsfornaegter«. Nej, det sidste tor siges! Og ellers taler citaterne vist for sig selv.

Heldigvis er forfatterne ikke helt sa skematiske som denne sprogbrug antyder. De ved meget vel at virkeligheden var ganske mangfoldig, de omtaler Socialdemokratiet med respekt, lidt overbaerende maske, og kan endda haevde at det parlamentariske demokrati viste sig »at vaere udgangspunktet for en reel demokratisering af samfundet« (p. 18); de fremhaever, med god grand, hvad skolereformen af 1903 kom til at betyde. lovrigt er det vaerd at bemaerke at bindopdelingen af vaerket er foretaget ud fra politiske kriterier, ikke okonomisk-sociale, hvad der, pa trods af neomarxismens understregning af politikkens relative autonomi, vilde have forekommet mig nok sa relevant for emnet ud fra en materialistisk historieopfattelse (hvilket er noget andet end en histonsk materialisme).

At sprogbragen dog ikke blot er ar efter bornekopper ses af den parallelle og ret ureflekterede benyttelse af glosen progressiv (i modsaetning til reaktioncer (som Jakob Knudsen, der endda ofte endte i det stupide), ultrakonservativ vativog borgerligt-human). Progressiv er den der, omend ofte übehjaelpsomt eller ufuldkomment, dog peger frem mod det attravaerdige. Med den socialdemokratiske arbejderbevaegelse i baggrunden bliver, jo laengere vi bevsger os frem i tiden, de kulturradikale og socialistiske stromninger de progressive kraefter. Malet er socialistisk, vel i Marx'sk forstand kommunistisk, men ikke DKP'sk. Citater vaelger man jo ofte fordi de daekker mere end det de umiddelbart tager sigte pa. Et citat af William Heinesen (fra 1976!) laeser jeg som det naermeste jeg kan komme forfatterkollektivets credo: »Jeg er socialist og drommer om at verden engang ma blive sa kultiveret, at der kan opsta en rimelig kommunisme, en virkelig. En sadan er endnu kun en drom, ogsa i Sovjet og Kina, men de haenger jo vaeldigt i derovre i osten. I Vesteuropa lever man stadig pa privatkapitalismens praemisser. Her i Norden er vi maske kommet laengst hvad demokratisk frisind angar« (p. 468).

Her skimter vi altsa det nobelt rodlige farveband som forfatterne har haft i maskinen mens de skrev. Deter en aerlig sag. Der findes ogsa gronne, bla og sorte. Men af gode grunde ingen hvide. Sollys er hvidt, det lys det menneskelige intellekt kan kaste altid tonet, og finder laeseren farven for grel ma han bruge kritik under lsesningen.

Deter forholdsvis let at forholde sig til de abenlyse vaerdidomme. Vanskeligereer laeseren stillet nar det gaelder en bedommelse af hvad stof der er udvalgt,for det kraever kendskab til andetstof. Det vaekker let undren at de ikke saerlig fremragende danske gengivelseraf »Internationale« far fire sider (pp. 150-54), mens Sigfred Pedersen, der sandelig ogsa er blevet sunget, ma nojes med en linjes »fodnote« under omtalen af Hans Hartvig Seedorff. Her kan nok sporges om hvad kriterierne

har vaeret. Har forfatterne ikke rigtig vidst hvad de skulle stille op med Sigfred?Omtalen af de danske nazister er derimod overraskende bred; her er kriterietnok en art frisind, som har forstyrretproportionssansen. Deter velbegrundeti en litteraturhistorie at omtalelitteraturkritikken, men omtalen er skaev, for den gaelder Harald Nielsen, Henning Kehler, Borberg og Hakon Stangerup, der kommer med som »ultrakonservative«, mens FrederikSchyberg slet ikke naevnes, trods hans übestridelige format og i mange kredse toneangivende virke, maske fordi han er svaer at passe ind i nogen skabelon.

Deter forfatterkollektivets bevidste hensigt i en litteraturhistorie at fortaelle om hvad folk laeste. Derfor bruges der mange sider pa Palle Rosenkrantz, Morten Korch, ugebladene, tegneserierne, osv. Deter en vigtig samfundsvidenskabelig opgave, som ikke principielt har nogen sammenhaeng med neomarxisme og da ogsa for tyve ar siden har vaeret taget op af Vagn Dybdahl i bind 12 af Politikens Danmarkshistorie. Meget stof er gravet frem siden, og deter nok den side af det nye vaerk hvor vi far mest nyt at vide, derunder ogsa velformede iagttagelser som denne om massekulturens produkter (p. 193): »Hvis dette publikum skulle differentieres - og det blev det ogsa - sa skete det snarere efter kons- og generationslinjer end efter sociale og politiske linjer. Bonder, arbejdere, smaborgere i byen blev forvandlet til kvinder og husmodre, maend, born og unge«. Dersom nogen studser ved formuleringen »forvandlet« skyldes det et andet teoretisk udgangspunkt end forfatternes, men selve deres konstatering er bade adaekvat og laererig. Masse kulturen var, som det videre hedder, »et klasseforsonende alternativ til den klassebestemte litteratur«, den blev modt (men ikke af laeserne) med foragt og mistillid, og hverken den socialdemokratiske, den kulturradikale eller den borgerlige offentlighed vilde kendes ved dens produkter. »Men forargelsen afskaerer fuldstaendig samtidens muligheder for at forsta og forklare kulturindustriens staerke appel. Kulturkloften i moderne forstand er skabt«.

Hvordan sa med det man saedvanligvis venter at se behandlet i en litteraturhistorie, de »finkulturelle« forfatterskaber? De optager trods alt hovedparten af siderne, og man moder nogenlunde de navne, ogsa i andet og tredje geled, som man vil forvente at traeffe nar man selv er vokset op og blevet sig bevidst som laeser i perioden, og iovrigt ogsa de samme navne som optraeder i de tilsvarende bind af den litteraturhistorie som Politikens Forlag udgav i 1960'erne. Hvad der skrives om dem er ikke saerlig overraskende. Ud over etiketteringerne bliver megen plads optaget af handlingsreferater. Derimod er det rent undtagelsesvis at der gives stilistiske analyser, og 4Q'ernes og 50'ernes ovennaevnte strukturalistiske litteraturfortolkning saetter sig, sa at sige pr. definition, ingen spor.

Et kvalitetskriterium ma forfatterkollektivetjo have (ud over det »progressive«,som ikke far lov at vaere eneradende,eller blot dominerende), sidende tildeler de forskellige forfattere forskelligt sidetal. Blandt sadanne forfatteresom ma formodes helt overvejendebehandlet i dette bind, og altsa derved bliver sammenlignelige, far nedennaevntedisse omtrentlige sidetal: Andersen Nexo 20, Skjoldborg 4, Aakjaer 7, Jakob Knudsen 3, Thit Jensen4, Nathansen 1, Kidde 3, Soiberg 3, Paludan 12, Tom Kristensen 14, Kirk 6, Munk 7, osv. Der ma vel, forudensamfunds - og klassekampsrelevans,ligge en forestilling om litteraer

kvalitet bag disse betydelige forskelle. Men hvilken? Det lades laeseren i uvidenhedom. Deter dejligt ikke hele tiden at fa at vide hvad der er godt og skidt. Men hvad er det for kvaliteter der gor Tom Kristensens Hcervcerk til sa helstobt et kunstvaerk (meget storre end hans Livets Arabesk), ogsa for den der ikke selv foler sig som en Ole Jastrau?Og hvorfor taler dette arhundredeshjemstavnslitteratur ikke genlaesningpa samme made som PontoppidansDet forjcettede Land? Hvorfor er Agnes Henningsens erindringer betagendelaesning, mens hendes romanergroft talt er temmelig uinteressante? - Den der sporger om hvad deter for konglomerater af evner og omstaendighederder resulterer i stor litteratur, far ikke svar, eller bare hjaelp, i denne litteraturhistorie. Jeg har svaert ved at acceptere at et samfundsrelevans-kriteriumnodvendigvis skal gore litteraturentil en iovrigt forskelslos gra strom. Hvis Marx var »storre« end andresocialister i samtiden - hvad jeg er enig i - sa ma det have andre grunde end »tiden«, og sadan ma det ogsa forholdesig i litteraturen.

Beslaegtet hermed er noget andet jeg har undret mig over: at forfatterkollegiets interesse er sa snaevert dansk. For en materialistisk historieopfattelse ma Danmark dog indga i en kapitalistisk helhed, omend med specifikt danske traek. Deter naesten kun de sidste vi far trukket op hvad baggrunden angar, og bortset fra den triviale forholder det sig lige sadan med litteraturen. Kun i glimt horer vi om stromningerne i andre lande. Var litteraturen i denne periode virkelig sa helt og fuldt bestemt af sin danske baggrund? Det gaelder i hvert fald hverken for (det laerte samaend gymnasieelever om allerede i 30'rne) eller senere. Og bortset fra besaettelsestiden horer vi intet om oversaettelserne, der spillede en storre rolle dengang end nu, fordi sprogkundskaberne var mindre udbredte, sa hvis kriteriet: Hvad laeste danskerae, skulde vaere respekteret ogsa udenfor ugebladene m.v., matte de have haft nogen omtale; der blev laest meget af Rolland, Proust, Duhamel, Gide, Hemingway, Steinbeck o.m.a. ad den vej.

Sluttelig bor det fremhaeves at bindet bringer mange gode illustrationer, gode i den forstand at de virkelig illustrerer, f.eks. DSB-plakaten p. 27, som billedteksten opfordrer til at sammenholde med Jais Nielsen maleriet pa smudsomslaget, eller forsiden til Bonnelyckes K.obenhavnske Poesier (p. 243), som da m& vaere af Axel Nygaard, selv om det ikke oplyses, for hvem andre kunde trylle sadan med lyset i et bybillede? Fint er det ogsa at ledsage en tegning af laege Leunbach med et (ukommenteret) citat fra National-Socialisten.

Om bindet som helhed ma jeg konkludere at det rummer adskilligt interessant og en hel del mere trivielt. Forfatterkollektivet kunde - for at vende tilbage til en af mine indledende betragtninger - have haft optaget i sig en fra samfundsvidenskaberne, gerne en af samme observans med mere udviklet sans for sammenhaengenes kompleksitet. Sadanne findes. Maske kunde det endda have frigjort nogle af forfatternes egne kraefter til mere indgaende beskaeftigelse med det for litteraturen saeregne, maske ogsa til droftelse af hvorfor det, som det meget tydeligt fremgar af bindets oplysninger men uden nogensomhelst problematisering deraf, er sadan at naesten samtlige forfattere er marginale i forhold til de klasser som mere end andre havde vaegt i perioden: industri- og handelsborgerskabet, gardej erne og industriarbejderne.

Vilh. Andersens (og Carl S. Petersens)litteraturhistorie

sens)litteraturhistorieog Brix' arbejderovede, som forfatterne har bemaerketsig (p. 80), stor indflydelse pa danskundervisningen i gymnasiet og vel, direkte eller indirekte, ogsa i folkeskolenigennem mange artier. Om det ogsa gjaldt afloseren fra 60'erne, har jeg ingen erfaring for; deter ikke mit indtryk at den i sa henseende har kunnet male sig med »de gamle«. Det er tydeligvis hensigten med den nye litteraturhistorie,der er udarbejdet med stotte fra Statens humanistiske Forskningsradog i den forstand blastemplet, at saette sig i forgaengernes stole. Og det vil vel lykkes, al den stund kollektivetsargang sidder velanbragt pa universiteter,seminarier og gymnasier. Formidling medforer let forenkling ellerendda forsimpling. Sadan kan det vaere gaet med nogle af Vilh. Andersensog Brix' snurrige indfald og fikse ideer, ligesom man nogle steder i 40'erneog 50'erne talte ordklasser op. Tor man fortroste sig til at laererne nu i 80'erne vil bruge den nye litteraturhistoriepa en sadan made at deres elever far indtryk af at de litteraere vaerdier ikke er udtommende karakteriseret ved paklistring af etiketter som borgerligog smaborgerlig, progressiv og ultrakonservativ,etc.?