Vagn Dybdahl, Inger Dübeck, Sv. Aage Hansen, Bjarne Hastrup og Holger Rasmussen (red.): Håndværkets kulturhistorie. (Håndværksrådets Forlag). I,1982, 292 s.; II, 1983, s. 262 s.; III, 1983, 283 s.; IV, 1984, 338 s. Alle ill.

Vanskeligheden ved at skrive handvaerkets historie fra den forste begyndelse til vor egen tid er stor, fordi der foreligger en maengde stof, men ingen sammenhaengende beskrivelse, der kunne stotte en nyvurdering af de mange problemer; kun C. Nyrop har gjort nogle tillob, men deter forblevet hermed. Nu er dette arbejde lykkedes med et heldigt resultat, selv om deter svaert at afgore, om det ikke lige sa godt kunne kaldes handvaerkets historie, da denne titel ogsa ma medtage alt, der kendetegner handvaerket i modsaetning til andre kredse i det danske samfund.

Allerede 1936 fik Norge sin handvaerkshistorie, og deter laererigt at sammenligne den med den danske. Den norske er aeldre og virker nu lidt gammeldags, men mere iojnefaldende er det, at den udelukkende er skrevet af museumsmaend, mens den danske har arkivarer og universitetsfolk som forfattere. Det gor en stor forskel. Til gengaeld har den danske en vaerdifuld nyhed, idet kunsthistorikeren Lars Dybdahl i slutningen af hvert bind har skrevet en stilhistorisk oversigt for den tid, bindet omfatter. Deter et nodvendigt supplement til den undertiden lidt for politisk prienterede skildring af handvaerket. Fortaellingen ville maske vaere blevet anderledes, hvis den havde vaeret skrevet af folk med storre tilknytning til handvaerket, som C. Nyrop havde det. Han var ganske vist akademiker, men af handvserkeraet, og hans lille bog om den kunstindustrielle udstilling (fra 1879) viser, at han havde ojnene abne bade for lavshistorien og den kunstneriske side af handvaerkernes virksomhed. Handvaerkeren for det forrige arhundrede var ogsa kunstner, mens der nu skal en arkitekt til, nar der skal tegnes sa lidt som et tal.

Lavenes historie er fyldigt behandlet.Oprindelig var de gilder af samme art som de andre, men laenge for reformationenbliver de faglige sammenslutningeraf mestre, mens svendene danner deres egne lav. Som et levn fra gilderne star pligten til ligfolge og den gensidige hjaelp i nod sammen med den regel, at indbyrdes strid skulle afgores uden ovrighedens indblanding, og at det faglige var hovedsagen, ses af, at den kirkelige side af lavenes virksomhedforsvandt sammen med katolicismenuden at skade, men tvaertimod var til gavn. Lige til forrige arhundrede blev der oprettet nye lav; f.eks. fik snedkerne i Hjorring efter ansogning deres i 1822, og samme ar blev der dannet et skomagerlav i Bogense, dog med den bestemmelse, at de mestre, der ikke ville indtraede i det, vedblivendekunne drive deres erhverv. Det var et vidnesbyrd om, at nye tider var pa vej, men lige til naeringsloven af 1857 ophaevede lavene, var de handvaerkets faste stotte og kampvaben. De markeredeforskellene mellem de faglaerte og proletariatet uden uddannelse, en sag hvor mestre og svende var enige, og de beskyttede handvaerket mod statsmagten,mens den underordnede myndighedhos stiftamter og byernes magistrateri reglen var velvillige mod lavene,fordi de lettede administrationen, og bisidderne kunne fore opsyn med dem. For staten var lavenes uafhaengighedderimod altid uantagelig, men trods gentagne forsog pa at fa dem ophaevetlykkedes

haevetlykkedesdet ikke, og de kunne heller ikke undvaeres. Forst i det 18. arhundrede naede regeringen efterhandenat fa magt over lavene, som det viste sig i den omfattende forordning af 1800, der star som et beskedent sidestykketil de forudgaende landboreformer.Inger Diibeck har indgaende skildret denne fase af handvaerkets historie,hvor det blev fort ud af den halvt middelalderlige tilstand, det havdebefundet sig i. Ikke desto mindre blev mange traditioner bevaret, nar de ikke direkte var forbudt i forordningen.Hermed giver vaerket nutidens syn pa, hvordan denne del af samfundet har udviklet sig.

Illustrationeme er mange og omhyggeligt valgte, men der savnes undertiden oplysninger om sagernes nuvaerende hjemsted, og i et arbejde, der er sa fyldt med stof som dette, kan fejl ikke undgas. Som et eksempel kan naevnes billedet af Odense smedes segl i forste bind, der viser arstallet 1446. Seglet ma vaere meget yngre, da der ikke kendes noget vidnesbyrd om lavets eksistens pa dette tidspunkt, og dets omskrift er med latinske versalier, der umuligt kan have vaeret brugt i 1446. Allerede C. Nyrop har vaeret opmaerksom pa den urigtige tidsfaestelse uden dog at anfore grunde herfor, men i Odense smedelavs festskrift fra 1946 godkendes den fejlagtige datering. Det er muligt, at deter fra samme tid som et segl fra smedelavet med indskriften: Menige lav, og som har vaeret brugt 1584, og at aret 1446 er hentet fra et eller andet aktstykke, der dengang var ejet af lavet og senere forsvundet. Et par ord om seglets virkelige alder ville have vaeret pa sin plads.

Det store vaerk viser, fra hvor mange nye synspunkter handvaerkets historie kan ses, og med rette har en raekke fonds og banker stottet udgivelsen, der naeppe kunne have vaeret sket uden denne hjaelp. Der er imidlertid stadig brug for ny forskning i emnet. Det vil vaere af stor vaerdi, om alle lavsskraer og aktstykker om oprettelse af lav m.m. kunne udgives i en samlet udgave, og der mangier ogsa en behandling af lavenes velkomster. I Norge er det sidste allerede sket. Meget andet kunne anfores, som melder sig ved gennemlaesningen af vaerket, der ogsa har betydning ved at tilskynde til fornyet arbejde med handvaerkets historic