Helge Kongsrud: Den kongelige arveretten til Norge 1536-1661. Idé og politisk instrument. (Universitetsforlaget, Oslo 1984). 366 s., 170 no. kr.

I vaerket Hamarspor (festskrift til Lars Hamre 1982) har Helge Kongsrud skrevet en artikel, der ma formodes at indeholde essensen af hans studier over den saerlige norske arveret og dens voksende politiske betydning i 1640'erne og 1650'erne. I denne bog er samme emne behandlet i en mere omstaendelig form. Det praeger fremstillingen, at den bygger pa Kongsruds gamle speciale. Alle kilder, der belyser emnet, cite res og refereres omhyggeligt. En af delene havde vaeret rigeligt, men ingen skal i hvert fald beskylde Kongsrud for manglende grundighed.

Et vaeldigt utrykt materiale og en omfattende litteratur er stovsuget for ytringer, der har beroring med det oldenborgske hus' praetentioner og formodet »urnorske« forestillinger om arveretten. Uundgaeligt misforstar Kongsrud dog adskillige af disse ytringer, der er losrevet af sammenhaengen. Hertug Albrechts velkendte kommentar til Norgesparagraffen 1536 er ikke »repraesentativ for kongefamiliens mening«, men tvaertimod en slet camoufleret kritik fra en sidelinie, denned bekymring sa sine interesser tilsidesat. Traktaten mellem Christian 111 og hans brodre og den fangne Christian II 1546 er heller ikke et udtryk for fyrsternes personlige opfattelse af dansk-norsk statsret, som Kongsrud mener. Valgriget var simpelthen begrundelsen for Christian H's fordrivelse og dermed selve fundamentet for det gottorpske monarki. Desuden var fyrsterne bundet af deres rader. Den norske arveret er en nuance, der skinner igennem utallige politiske situationer i det 16.-17. Kongsrud rober et tydeligt deligthandelag for at tackle disse situationer, men jeg ma bekende, at jeg finder synsvinklen lidt anstrengt.

Derimod er der mere kod pa det, der ogsa er hovedsagen for Kongsrud og hans egentlige aerinde: den naermere placering af tre statsretlige skrifter fra 1640'erne og 1650'erne, der alle gar ind for arveretten. Skrifterne indgar i den store diskussion om Norges nationale identitet, der i de sidste 100 ar har vaeret fort med stor skarpsindighed og intensitet af de ypperste norske historikere - en diskussion, Kongsrud udgor en fortraeffelig introduktion til. Han argumenterer overbevisende for, at to af disse skrifter er forfattet af danskeren Jens Dolmer (ca. 1611-1670), der var Ulrik Christian Gyldenloves skolemester - en teori, Gustav Storm allerede har vaeret inde pa.

Det ene - latinske - skrift er hidtil utrykt og meddeles af Kongsrud i oversaettelse. At det skulle vaere skrevet med henblik pa Dolmers vrangvillige og naermest analfabetiske elev, virker dog ikke troligt. Kongsrud understreger med fuld ret, at skriftet forsoger at taekkes kongehuset, men mange af hans overvejelser stemmer i grunden bedre med situationen efter, at Christian IV i vrede havde afskediget Dolmer (hvilket vel naeppe var overgaet den hojt fortjente forfatter af skriftet?). Den folgende periode tilbragte Dolmer i det laerde rantzauske miljo pa Breitenburg, indtil Frederik 111 - maske formildet af skriftet? - tog ham til nade igen.