Erland Porsmose: Bønder, bryder og tjenere. Gårdbrugervilkår på Fyn 1502-1542. (Odense University Studies in History and Social Sciences. Vol. 81. Landbohistorisk Selskab og Odense Universitetsforlag, 1983). 109 s.,ill.,4 kort.

Siden Aksel E. Christensens afhandling om »Senmiddelalderlige faesteformer ...« fra 1946 er der ikke fremkommet yderligere undersogelser af de reelle faesteforhold, i overgangsperioden fra Middelalder til Nyere Tid. Kendskabet hertil er fortsat sparsomt, idet megen tidligere forskning ofte med udgangspunkt i normativt materiale isaer har rettet interessen mod bondens retsstilling og de sociale konsekvenser heraf. Naervaerende afhandling er derfor et yderst kaerkomment bidrag, hvor forfatteren gar den modsatte vej, idet han pa gmndlag af et hidtil uudnyttet omfattende godsregnskabsmateriale fra Odense Bispegard 1514-42 (med lakuner) suppleret med det tidligere af Aksel E. Christensen behandlede materiale fra Naesbyhoved len 1502-10 soger at traenge bag om lovenes og forordningernes udsagn til en beskrivelse af de faktiske gardbrugervilkar pa de to fynske godskomplekser i 16. arhundredes forste halvdel.

Med forfatterens agrarokonomiske synsvinkel bliver de centrale sporgsmal: faestetidens laengde, forekomsten af familiefaeste samt indfaestningens regelmaessighed og storrelse, hvortil kommer undersogelser af muligheden for at udskille flere faestetyper og af selvej ernes vilkar.

Efter en generel oversigt over forskningen vedrorende faesteforholdene fra Hoj middelalder til Landboreformerne diskuteres i det folgende kapitel intentionerne bag og de praktiske konsekvenser af Frederik I's sakaldte livsfaesteforordning 14/5 1523, hvis bestemmelser melserifolge forfatteren har vaeret tillagt alt for stor vaegt i tidligere forskning, der ogsa har haft for stor tillid til den normative forordningsteksts afspejling af de faktiske faesteforhold. Vel vidende, at der ma inddrages yderligere kildemateriale, fremsaettes den interessante tolkning, at Frederik I's forordning med bestemmelserne mod vilkarlig udvisning har skullet sikre og betrygge de bonder, der havde indgaet aremalsfaeste i henhold til Christiern ll's ugyldiggjorte landlov. Med denne mere situationsbestemte tolkning er det uden videre forstaeligt, at der ogsa efter 1523 forekom aremalsfaeste og vel ogsa faeste pa übestemt tid. 1523-forordningens sigte var ikke indforelse af livsfaeste, hvilket forst skete sa sent som ved forordningen af 19/3 1790 - forst denne fortjener ifolge forfatteren betegnelsen »livsfaesteforordningen«.

Kort efter arbejdets faerdiggorelse blussede debatten om »livsfaesteforordningen« op (Fortid og Nutid bd. 29-30). hovedpunkter refereres med enkelte kommentarer i en ekskurs, men forfatteren indlader sig ikke pa en fornyet diskussion af mulige tolkninger. Med god grund, thi afhandlingens sigte er et andet og betydelig mere givtigt, nemlig en kortlaegning af de reelle faesteforhold, hvilket kun nas ved en systematisk bearbejdning af de bevarede godsregnskaber/j ordeboger.

Disse beskrives omhyggeligt, isaer naturligvis det ikke tidligere benyttede materiale fra Odense Bispegards gods, der daekker arene 1514-21, 1529-32, 1537 og 1542. Jordebogs- og regnskabsmaterialeindeholder ofte mange faldgruber, og forfatteren gennemgar derfor - inden undersogelsesresultaternefremlaegges - meget grundigt de metodiskeproblemer og usikkerheder, der knytter sig til anvendelsen af materialet:identifikation af garde fra regnskab til regnskab, adskillelse af faestereog

stereogselvejere, personidentifikation og datering af faesterskifte. Denne helt nodvendige klargoring af materialets skaevheder og mulige svagheder samt den forsigtighed, der udvises overalt, hvor der kan rejses tvivl, styrker i hoj grad laeserens tillid til de statistiske resultater,der fremlaegges i den efterfolgendeanalyse af gardbrugervilkarene.

Denne indledes med en praesentation af de to godskompleksers struktur og okonomiske tilstand, hvorefter gardbrugervilkarene analyseres pa de to godser hver for sig, startende med Odense Bispegards gods. For den kildemaessigt bedst daekkede periode 1514-32 viser undersogelsen overordentlig stor stabilitet i fassteforholdene med en gennemsnitlig faestetid pa 23,1 ar - lidt hojere (25,1) pa stiftets egne garde og lidt lavere (19,7) pa de kirkegarde, hvoraf bispen kun havde herlighedsretten. Tilsvarende beregnes den gennemsnitlige faestetid til 24 ar i den kildemaessigt svagere belagte periode 1532-42. Stabiliteten er slaende og viser sig ogsa i hyppigheden af familiefaeste med adskillige enkefaester med laengerevarende faesteperioder samt en sonnefaesteprocent pa godt 20. Denne kontinuitet i faesteforholdene ledsagedes af regelmaessighed i erlaeggelse af indfaestning, vist normalt pa et niveau af 2 oksne. Forholdene har vaeret velordnede og faestekontinuiteten prioriteret hojt pa bispegodset, hvor der uafhaengigt af Frederik I's forordning har vaeret praktiseret livsfaeste ogsa for 1523.

Ganske anderledes sa det ud pa Naesbyhoved len 1502-10, hvor undersogelsen bekraefter Aksel E. Christensens resultater, der dog uddybes og nuanceres vaesentligt ved den foretagne adskillelse mellem fasstere og selvejere. Den gennemsnitlige brugertid for lenets faestere var 12 ar (laengst for de fjernestboende), mens selvejerne - nar der ses bort fra det ustabile Lunde hd., hvorfra selvejerne naermest flygtede - sad pa gardene 14-15 ar i snit. Nogen markant forskel var der saledes ikke m.h.t. brugertiden, men pa andre omrader traeder forskellene mellem de to brugergrupper frem: dels la sonnefaesteprocenten - vel ikke underligt - betydeligt hojere pa selvejergodset (26 %, endog 33 %, hvis Lunde hd. skilles ud) end pa faestegodset med et snit pa 18 %, dels tegnede faesterne sig for langt de fleste af de i ovrigt meget fa indfaestningsydelser, som selvejerne ojensynlig kun har betalt i saerlige tilfaelde i forbindelse med brud pa kontinuiteten i arvegangen.

For faestegodsets vedkommende falder uoverensstemmelsen mellem den korte faestetid og den ret hoje sonnefaesteprocent samt ikke mindst det pafaldende misforhold mellem de mange faesteskift og det ringe antal indfaestninger i ojnene. Som mulig - og plausibel - forklaring pa misforholdet angives, at indfaestningen ikke har vaeret knyttet til brugen af den enkelte gard, men var en slags husbondhold, der betaltes ved forste faesteindgaelse, men ikke ved senere godsinterne flytninger, som jordebogerne viser en del tilfaelde af. Har denne flytningspraksis vaeret almindelig udbredt, kan - trods den lave gennemsnitlige faestetid pa den enkelte gard - faesternes gennemsnitlige funktionstid pa godset meget vel have vaeret betydelig laengere, maske op i nsrheden af bispegodsets niveau - en hypotese, som materialet beklageligvis ikke tillader at forfolge nzermere.

Modsaetningen mellem de stabile, regelmaessige faesteforhold pa Odense Bispegards gods og de varierede, komplicerede forhold pa Naesbyhoved len er tydelig. Forfatteren gor taenkeligtret i at soge forklaringen herpa i de to godsers forskellige besiddelsesforholdog deres forskellige struktur, hvor

bispegodset var et faestegodskompleks uden noget storre driftsmaessigt centrum,mens driften pa lensgodset var koncentreret om Naesbyhoved Ladegard.

Undersogelsens centrale resultat er den klare dokumentation af, at Frederik I's forordning ikke betegnede noget brud: livsfaeste eksisterede sammen med andre facsteformer (pa aremal eller übestemt tid) allerede for 1523, ligesom flere faesteformer eksisterede og vel var retsligt anerkendte ogsa efter 1523. Forordningen pabod ikke livsfaeste, men indskaerpede overholdelse af indgaede aftaler. Disse bestemtes snarere af saedvanen og lokal tradition, og undersogelsens anden store fortjeneste er dens pavisning af faesteforholdenes variation fra gods til gods i forste halvdel af 16. arhundrede. Afhandlingen er en blaendende demonstration af, hvor langt man karma ved en stringent og systematisk analyse af jordebogs- og godsregnskabsmaterialet, og er dermed en klar opfordring til yderligere kortlaegning af de reelle faesteforhold og deres variation i 16. arhundrede. Erland Porsmoses fynske eksempel kan tjene som et saerdeles godt udgangspunkt og forbillede.