Sidsel Eriksen, Per Ingesman, Mogens Melchiorsen, John Pedersen (red.): Socialhistorie og samfundsforandring (Forlaget Historia, Århus 1984). 260 s., 122 kr.

Ideen til denne bog skal findes i de senere ars voksende interesse for socialhistorie og den succes, forlaget Historia opnaede med en tidligere udgivelse »Nye stromninger i dansk lokalhistorie« fra 1981.

Udsendelsen af »Dansk Socialhistorie* affodte en kritik af dens sociookonomiske historieopfattelse, der reducerede de menneskelige levevilkar til nogle statistiske (makro)storrelser og dermed sa bort fra dagliglivet med dets mange naere kontakter og ansigt til ansigt relationer. Lokalhistoriebogens forskellige bidrag kunne imidlertid vise hen til bade problemstillinger og relevante metoder, nar det gjaldt om at beskrive og kortlaegge befolkningens hverdag: de materielle levevilkar, holdninger, vaerdier og dertil egnet kildemateriale.

Derfra og til ideen om en bog om »nye stromninger i dansk socialhistorie« var der ikke langt. Redaktionsgruppen satte som mal for en kommende socialhistorie, at den skulle »anlaegge en helhedssynsvinkel, et totalt perspektiv, hvortil samtlige historiske specialdiscipliner ma yde deres bidrag« (side 6). Man valgte at koncentrere sig om det 19. og 20. arhundrede og henvendte sig til en raekke yngre historikere og etnologer, der hver pa deres made skulle give et bud pa, hvad en hverdagslivets socialhistorie kan og skal indeholde.

Etnologen Bjarne Kildegaard skriverom

verom»Det civiliserede menneske«. Med stasted i etnologien og kulturhistoriengiver han en introduktion til den tyske sociolog Norbert Elias' civilisationshistoriskeforskning og kommer med flere danske eksempler pa, hvorledeskilder (dagboger, erindringer, rejseskildringer m.v.) kan laeses (den hermeneutiske metode) og hverdagens symbolsprog forstas med reference til civilisationsbegrebet og -processen. Der stilles sporgsmalstegri ved, hvor vidt de »synlige tegn pa civilisationsformaen(...) modsvares af en tilsvarendeindre civiliserthed« (s. 38), hvormedKildegaard laegger sig taet op ad et humanistisk videnskabsideal, der ikke finder sin »mening i beviset, men i fortolkningenaf fortid og nutid« (s. 30). Et metodegreb, der ogsa kendetegner mange af de ovriges bidrag herunder historikeren Helge Paludan, der tager sig af den »Historiske familieforskning«og dens muligheder.

Paludan gennemgar den demografiske, okonomiske og folelsesmaessige side af familiestrukturen og familielivet. Deter klart den sidstnaevnte, den folelsesmaessige, intime, naere, kulturelle analyse af familien, der har forfatterens bevagenhed: »Den vanskelige, folelsesorienterede sporgemade ma kunne affode endnu mange undersogelser. For deter vel stadig (...) befriende at have et sted, hvor man ikke alene er en funktion, men et helt menneske?« Dermed bliver analysen af familien noglen til samtidens (vor tids) selvforstaelse med »naturlige« og kontinuerlige forbindelser til fortiden.

I »Fra udstodte til anbragte« giver historikeren John T. Lauridsen den pa dansk grund forste samlede omtale af marginalgrupperne i Danmark i overgangen fra det feudale standssamfund, hvor det at sta uden for de sociale faellesskabers tryghed medforte suit og forfolgelse og til den kapitalistiske socialstats cialstatsinstitutions- og overvagningssamfund lig med anbringelse, udskillelse og psykisk stempling i effektivitetens/fremskridtets hellige navn. Lauridsen godtgor, at vor viden om marginalgrupperne - »en broget skare af arbejdslose, tidligere lovbrydere, ludere, fidusmagere, enlige kvinder og modre« (s. 79) - er al for ringe og i vor egen selvforstaelse har krav pa storre historisk

Det samme kan ikke siges om etnologen Gudrun Gormsens erane, der har en rig dansk og maske isaer svensk forskningstradition at traekke pa. I artiklen »Landbosamfundet og etnologien* traekkes den svenske etnolog Borje Hanssens problemstillinger, arbejdsmader og begreber frem som vigtige inspirationskilder til studiet af det danske landbosamfund. Livsstilen blandt landarbejdere, husmaend og egentlige bonder forstas derfor bedst ved hjaelp af begrebet »socialt aktivitetsfelt«, defineret som »sammenfatningen af den sociale aktivitet som karakteriserer menneskene inden for een gruppe, eller som forbinder individer i forskellige grupper, og disse sociale reaktioners udstraekning i geografisk rum« (s. 118). Siden redegor Gormsen for Stocklunds anvendelse af »okotypebegrebet« og »livsformbegrebet«, som etnologerne Thomas Hojrup og Palle Ove Christiansen har gjort brug af med det mal for oje at forklare, hvorledes sociale og kulturelle adfaerdsmonstre opstar og vedligeholdes.

De folkelige bevaegelser far ogsa deressocialhistorie. Historikeren HenningR. Lauridsen koncentrerer sig overvejende om foreningernes indre sociale og kulturelle miljo, deres betydningfor den menneskelige bevidsthedog identitetsskabelse. Denne mentalitetshistoriskesynsvinkel Lauridsen herefter indpasset i et trefasetudviklingsforlob begyndende med

den »folkelige vaekkelse«, kendetegnet ved en bevidstgorelse igangsat af komplekseydre forandringer. Dernaest folgeren »organisationsfase«, hvor ideernehar fanget og soges realiseret over for det omkringliggende samfund, og i den tredje fase professionaliseres og bureaukratiseres foreningslivet i takt med, at organisationerne integreres og bliver en anerkendt del af det etableredesamfund. Lauridsen tager sig bade af de folkelige bevaegelser pa land og i by, mens byen eller snarere »Menneskenei industrialiseringens byer« star i centrum for etnologen Peter Dragsbo.

Han ordner sine iagttagelser og betragtninger omkring »kvartersdannelsen« som et grundelement i bymiljoet. Bylivets materielle, okonomiske, aestetiske, sociale og mentale sider finder sammen i dette begreb, der - suppleret med andre klassisk etnologiske termer - siden benyttes til kort at beskrive arbejderklassen og borgerskabets »familieformer, bevidsthedsformer, kulturformer, socialiseringsformer, m.m.« Temaer som uddybes i de to naestfolgende afsnit om »Middelklassen« af historikeren Jorgen Fink og »Arbejderklassen« af litteraturhistorikeren og etnologen Svend Aage Andersen.

Finks afsnit om den naeringsdrivende middelklasse af handvaerkere og detailhandlere i perioden ca. 1895 til 1920 er lagt an pa en skildring af industrialiseringen og befolkningsudviklingens/strukturens betydning for dannelsen af en naeringsdrivende middelklasse og dennes etablering af erhvervsorganisationer. Derimod indtager middelklassens indre sociale liv en mere tilbagetrukken plads helt i modsaetning til Svend Aage Andersens afsnit om arbejderbefolkningen, der ikke beskaeftiger sig med arsagerne til arbejderklassens fremkomst, men derimod satser kraftigt pa en detailfremlaeggelse af arbejderbefolkningens dagligdag, som den tog sig ud for de landarbejdere, der vandrede ind til byerne. Siden behandles byarbejdernes disciplinering til det industrialiserede arbejdsliv, deres bolig- og familieformer samt fritidsliv.

Andersen peger gentagne gange pa arbejdernes »livsforlob« som en vigtig indfaldsvinkel til arbejderhistorien, men deter kulturbegrebet, -analysen, der samler de mange trade og gor det muligt ikke blot at sondre mellem forskellige kollektive livsformer blandt byarbejdere (der tales saledes om fagarbejderkultur, handvaerkerkultur, arbejderkvindekultur o.l.), men ogsa formar at traekke nogle antagonistiske forbindelseslinier til andre samfundsklasser.

Som helhed giver denne bog en kompetent og inspirerende introduktiontil problemstillinger, litteratur, kildematerialeog metoder, hvorunder dagliglivets historie lader sig beskue og beskrive. Derimod kniber det gevaldigtmed at forklare den made, hvorpa hverdagens mange rutinesituationer lod sig organisere under vekslende pres fra omgivelserne. Det gaelder for sa vidt ikke etnologerne, som har udvikleten raekke begreber, der er ganskegode til at samle og delvis forklare personers og gruppers adfaerdsmonstre og aktivitetsformer. Historikerne famlerderimod noget i blinde, nar de, uden et veludviklet begrebsapparat, soger at fremlaegge og tolke de mange forskellige materielle og bevidsthedsmaessigeudtryksformer - at soge daekke bag et sakaldt humanistisk videnskabsidealer her ingen losning. Og dermed kan en del af kritikken (lidt ufint indrommer jeg) fores over pa selveredaktionsgruppen: Vel vidende, at »Samfundsforandring« ikke kan forstasog forklares, hvis de makroskopiskeforandringer holdes ude, ligesom nyere »Socialhistorie« i dag orienterer

sig staerkt i retning af samfundsvidenskabernei saerdeleshed sociologi. Derforbliver bogens titel noget misvisende,men den kan alligevel varmt anbefales.Redaktionsgruppens initiativ pa dette og andre felter vidner om et abent og progressivt fagligt miljo blandt de historiestuderende pa Arhus Universitet, og forhabentlig kan det tjene til inspiration ogsa andre steder inden for som uden for de universitaere mure.