Hans Edvard N^{ørregård-Nielsen:} Dansk Kunst. 1-2. (Gyldendal, 1983). 800 s., ill.

Der eksisterer pa engelsk et begreb, »coffee-table books«. Det drejer sig om boger, som, anbragt pa bordet i paene hjem, giver det indtryk, at de netop er blevet forlagt der af den ivrige laeser. De tjener det dobbelte formal, dels at lade vaerten brillere med sin gode smag, dels at lade gaesten brillere med sit konversationstalent. En coffee-table book faerdes sjaeldent alene, men ligger heist skodeslost stablet i det gyldne snit i forhold til krystalvasen med de hjemmedyrkede roser og bordskalen/askebaegeret. Der stilles nogle ganske klart definerede krav til en sadan bog: Den skal vaere indbundet, i det mindste i halvbind (pocket-boger dur ikke), den skal vaere dekorativ og iojnefaldende, og den skal vaere renset for kontroversielle synspunkter og emner, sa kaffen ikke ender i den gale hals.

Hans Edvard Norregard-Nielsens »Dansk Kunst« opfylder til overmal disse krav: Den er smuk at se pa, indbundet i helbind, fuld af fine farvebilleder, og udgor endog en stabel i sig selv, idet den bestar af et bind, som er en historisk oversigt, og et, som indeholder kunstnerbiografier i alfabetisk orden. Den er ydermere kemisk renset for kontroversielle synspunkter om noget som heist.

Jeg er ikke negativ over for genren, synes faktisk, at der skal vaere plads til det hele. Og Gyldendal har nok et noje overblik over danske kaffeborde, hvor der er boger behov, ellers havde man ikke givet sig i lag med projektet. Forfatteren oplyser i forordet, at han er blevet bedt om en bog med »lystvandringens karakter«. Nu tror jeg nok, at jeg, som forlaegger, ville have bedt en aeldre kunsthistoriker med synspunkter, som i ostesproget hedder gennemlagrede, om at patage sig opgaven, men hvad ved jeg om udbud og eftersporgsel og valutaslangens uransagelige

Jeg synes egentlig ogsa, at bogen er rimelig god og velskrevet af sin art - deter bare skonne spildte kraefter, eftersomden skal ses og ikke laeses. Det, som er en skam, er, at der, inden for et

fag med saerdeles begraensede ressourcer,stadig produceres en lind strom af sakaldt populaervidenskabelige vaerker, nar der er en fatal mangel pa videnskabeligearbejder om snart sagt alt inden for den danske kunsthistorie. Deter ikke laengere siden end 1972, at Politikensindbundne, stabelbare, dekorative5 binds vaerk udkom. »Dansk Kunst« adskiller sig hverken emnemaessigteller begrebsmaessigt fra dette oversigtsvaerk, blot er den meget mindre,som det hedder i den beromte bornebog. Eller som der star i Hamlet: »What do you read, my Lord?« »Words, words, words.«