Hans-Norbert Lahme (red.): P. Knudsen — Bidrag til hans politiske biografi. Analyser og dokumenter. Med bidrag af Per Boje, Gerd Callesen og Hans-Norbert Lahme. (Odense Universitetsforlag, 1983). 135 s., 97,60 kr.

Efter at den tidlige socialistiske arbejderbevaegelse pa det naermeste var brudt sammen i 1877, sogtes den politiske gren af bevaegelsen viderefort med stiftelsen af Socialdemokratisk Forbund i 1878. I de forste ar var dette en medlemsmaessigt meget beskeden og rent kobenhavnsk forening, men fra begyndelsen af 1880'erne gik det fremad. Og i de folgende 30 ar udviklede forbundet sig til den siden fastholdte position som Danmarks storste politiske parti. I stort set hele denne periode, nemlig fra 1882 til 1909, hed dets formand - formelt betegnet forretningsforer' P. Knudsen.

Deter altsa en lang og meget afgorende fase af Socialdemokratiets udvikling, der blev gennemlobet med Knudsen som overste leder. Men ikke desto mindre er hansom person naermest et übeskrevet blad - ikke mindst nar han sammenlignes med forgaengeren Louis Pio og efterfolgeren Thorvald Stauning. Om disse to foreligger der en rig litteratur, og i den nye udgave af Dansk biografisk Leksikon har de - fuldt berettiget - faet meget store, nyskrevne og nyvurderende artikler af henholdsvis Niels Finn Christiansen og Vagn Dybdahl. Om P. Knudsen derimod foreligger kun A.C. Meyers 88 sider lange biografi fra 1916, og i DBL er Oluf Bertolts ret beskedne artikel om ham fra 2. udgaven optrykt uaendret.

Nu ville en stort anlagt Knudsenbiografi i stil med Jens Engbergs og Hans Lyngby Jepsens nyligt udsendte monografier om henholdsvis Pio og Stauning givetvis blive en gabende kedsommelig laesning uden det ringeste spor af romantik eller skandaler. Efter alt, hvad der foreligger af vidnesbyrd, var han »en mand, der manglede form og farve«, som Povl Engelstoft skrev i Dansk biografisk Handleksikon. Men samtidig var han, som Engelstoft fortsatte, en mand, »hvis ord bade i tal og tro var solidt underbyggede«. Og dette i forbindelse med hele hans centrale placering i Socialdemokratiets konsolideringsfase skulle nok kunne begrunde en storre biografi. Sa meget mere fordi en sadan kunne give megen ny og tiltrsngt indsigt i denne forbloffende uudforskede periode med den mojsommelige op- og udbygning af den danske arbejderbevaegelse.

Der er saledes al mulig grund til at hilse et initiativ som det foreliggende velkommen, og det vil forhabentlig kunne inspirere til flere og storre studier om P. Knudsens politiske (og faglige)

Ud over en kort biografisk indledningaf redaktoren bestar bogen af tre analyser: P. Knudsen som partiteoretiker(s. 6-33, ligeledes af H.-N. Lahme),P. Knudsen som social-okonomiskstatistiker (s. 31-50, af Per Boje) og P. Knudsen og internationalismen (s. 51-55, af Gerd Callesen). Endvidereoptrykkes

reoptrykkesi anden halvdel af bogen 4 'dokumenter', hvor man isaer glaeder sig over, at der nu findes en lettilgaengeligudgave af Knudsens store artikelserieom »Socialismen i Danmark (fra Social-Demokraten 1883-84). Men ogsahans rundskrivelse af december 1908 til ledende personer i 2. Internationaleom militaersporgsmalet er et spaendende dokument.

Som det nogternt erkendes i titlen, er der tale om 'bidrag' til Knudsens politiske biografi, og det kan derfor maske synes urimeligt at bebrejde redaktoren, at bogen ikke rummer mere, end den gor. Men i betragtning af, at Knudsens staerke placering forst og fremmest ma tilskrives hans indenrigspolitiske indsigt og viden og - ikke mindst - hans administrative og organisatoriske evner og flid (en opfattelse, som Lahme synes at dele), er savnet af undersogelser pa netop disse omrader maerkbart. Sa der kan vaere grund til at gore opmaerksom pa, at der faktisk findes storre og mindre ansatser hertil i de sidste 15 ars forskning, f.eks. i Jesper Jarmbaeks upublicerede speciale om »Reorganiseringen i Socialdemokratiet. Socialdemokratisk Forbund 1878-90« (KU 1972).

Om de tre bidrag skal bemaerkes, at Lahme i sit kommer frem til, at Knudsens ideologiske forestillinger i hoj grad var en blandingsideologi, hvori han forsogte »pa eklekticistisk made at forene marxistiske elementer med »formarxistiske«, dvs. lassalleanske og andre elementer«. Resultatet blev en reformistisk ideologi som retfaerdiggjorde partiets parlamentfikserede praksis. Den bagved liggende analyse er dog alt for snaevert lagt an til at kunne overbevise undertegnede. Pa trods af lofter om det modsatte indskraenker Lahme sig i hoj grad til at male den Knudsenske teoris hovedpunkter med den marxistiske teoris »alen«, hvilket sine steder forer til en unuanceret og lidet frugtbar karaktergivning (»P. Knudsen overser her, at de danske bonder forlaengst havde etableret sig som klasse i marxistisk forstand«). Lahme fastholder i sit bidrag sin tidligere fremforte vurdering af Lassalles ret sa betragtelige indflydelse pa den danske arbejderbevaegelses ideologi, hvilket for sa vidt ikke skal bebrejdes ham. Men i betragtning af Marx-Lassalle-debattens intensitet finder jeg det uheldigt, at han i en bog som denne fuldstaendig ignorerer det modsatte standpunkt. I det mindste en note burde have henledt laeserens opmaerksomhed pa eksistensen af andre opfattelser.

Per Bojes bidrag bygger altovervejende pa en analyse af den store betaenkning om »Sygeforsikring og alderdomsforsorgelse« (1888), som Knudsen udarbejdede for et udvalg nedsat af 80 syge- og begravelseskasser i hovedstaden. Konklusionen er, at Knudsen fremtraeder som en grundig og flittig materialeindsamler og -bearbejder med sund dommekraft og god argumentationsteknik, men at han de steder, hvor tallene nodsager et skon, lade sig styre af sine politiske interesser. Og hvad det af Knudsen selv indsamlede, supplerende kildemateriale angar, lever undersogelsen ikke op til videnskabelige krav om repraesentativitet og kontrolmulighed. Naeppe fordi han har onsket at manipulere, men p.g.a. manglende akademisk skoling. Betaenkningens samlede resultat lader sig derfor ikke anvende som socialokonomisk kilde, men enkelte faktiske oplysninger i det af Knudsen etablerede materiale vil kunne bruges.

Der er tale om en grundig, veldokumenteretog velargumenteret undersogelse,men konklusionen forekommer vel hardt trukket op, bade hvad angar betaenkningens anvendelighed som primaerkilde

maerkildeog i vurderingen af P. Knudsensstatistiske evner. Malt med en absolutog moderne malestok er bedommelsenaf hans videnskabelige niveau nok rigtig, men i 1880'erne var det kun en meget lille gruppe specialister, der kunne honorere de krav, som Boje stiller.Jaevnfor saledes T. Sorensens bestandigeopgor med laegernes mangelfuldestatistiske metode, som bl.a. kom til orde i hans »Ledetrad for laeger ved statistiske undersogelser« (1889).

Endelig har Gerd Callesen bidraget med en inspirerende, men meget kort skitse, hvor han i forlaengelse af mange tidligere arbejder vil haevde internationalismen som en integral og betydningsfuld bestanddel af den danske arbejderbevaegelses politiske teori, og hvor han omkring militaerdebatten i det 20. arhundredes forste arti dokumenterer Knudsens konsekvente og energiske indsats. Hans konklusion om, at P. Knudsen - og med ham den danske arbejderbevaegelse - ved udgangen af 1908 befandt sig pa et overgangsstade, hvor marxismens politiske teori havde en vaesentlig betydning ved udarbejdelsen af de taktiske og strategiske overvejelser, forekommer (i det mindste hvad militaersporgsmalet angar) plausibel. Og den kunne have fortjent at blive konfronteret med Lahmes naermest modsatte vurdering.