Helene Dideriksens dagbog og breve 1875-1891 ved Bodil K. Hansen under medvirken af Eva Auken og Aa. H. Kamp. (Landbohistorisk Selskab, 1984). 320 s.

Bogen er den seneste i en raekke af

bondedagboger, som Landbohistorisk Selskab udgiver med det sigte, at laeserenskal fa et indblik i datidens dagligliv,holdninger og normer. Samtidig er denne dagbog den forste i serien, som er skrevet af en kvinde, gardmandsdatterenfra Borre sogn pa Mon, Helene Dideriksen. Selve dagbogen er suppleretmed breve fra og til Helene, og det hele er forsynet med et grundigt og oplysendenoteapparat, slaegtstavler, geografiskeoversigtskort, samt henvisning til de arbejder, der for har beskaeftiget sig med de da utrykte dagboger.

I nogle indledende afsnit fortaelles om selve personen Helene Dideriksen, hendes faedrene gard, Mons erhvervsog befolkningsforhold og samtidens kulturelle og politiske liv. Dernaest gores omhyggelig rede for kildematerialets omfang og for udgiverprincipperne. Der skulle skaeres en del i materialet, og man har bestraebt sig pa at give »det klarest mulige billede af lokalsamfundet, det folkelige liv, det daglige arbejdsliv, det sociale netvaerk samt indsigt i Helenes egne vilkar, hendes tanker og muligheder i datiden«. Deter bestemt lykkedes, selv om jeg nok ville have foretrukket en vaegtforskydning fra de mange og lange beretninger om de daglige begivenheder, saerlig hvilke kusiner, faetre, naboer m.fl., der besogte garden, og over til Helene selv. For hun er bestemt ikke en typisk gardmandsdatter; hun saetter sig netop ud over datidens normer. Hun finder tid til at skrive dagboger, lange breve og avisartikler, og denne tid finder hun kun, fordi hun langt fra er fulgt med i den daglige drift af den bondegard - som hun som den aeldste endog skulle arve - sa at hendes to yngre sostre og faderen, der er enkemand, har desmere at bestille. Det giver en del gnidninger: Helene prover gang pa gang at tage skridtet fuldt ud og losrive sig fra hjemmet - ved at fa noget af sin arv udbetalt - for at kunne kobe eller leje et lille hus med lidt havejord, for havebrug er det eneste i landbruget, der interesserer hende. Det stoder hver gang pa familiens modstand, til gengaeld vil faderen, der i og for sig mener det godt med hende, kobe en kage til hende en gang om ugen!! Det lykkes hende forst helt til sidst at flytte, og hun dode (31 arig), inden hun var helt faerdig med det. I stedet for landbruget beskaeftigede hun sig mere med politik, provisorielovene og Venstres stadig staekkede vinger. Ogsa kvindeproblematikken optog hende.

At Helene er noget anderledes end sine jaevnaldrende skyldes maske at hun havde et skrobelig helbred, der, hvis det ikke umuliggjorde, sa i hvert fald gav en kaerkommen undskyldning for ikke at arbejde. Hendes familie anerkendte for resten ikke sygdommen, hvad der undrer en, nar hun endda havde hostet blod i flere ar. Hun var pa et hojskoleophold i Rodkilde som knap 16 arig, og bade for og saerlig siden var hun til adskillige foredrag pa hojskolen og pa de senere friskoler i omradet. Mange emner tiltrak hende, og her afskraekkede det hende ikke sa tit at begive sig pa en lang vandring for at na frem til skolerne.

Denne usaedvanlige kvindes dagboger giver et indblik i hendes dagligdag med dens forskellige begivenheder, de for omtalte gaester og sammenkomster og mest i begyndelsen ogsa om det daglige arbejde pa en gard. Og denne tegning af dagligdagen er Landbohistorisk Samfundets sigte med dagbogsserien; dog ma man huske pa, at Helene Dideriksen jo netop er atypisk for sin tid.