Helge Paludan, John T. Lauridsen, Jens Engberg, Jens Christensen, Lars Stigel: Århus bys historie (Husets Forlag, 1984). 360 s.

Lokalhistorie har laenge vaeret et populaert omrade. Det var noget laegmanden eller amatorhistorikeren beskaeftigede sig med, men absolut ikke en saerlig anskrevet disciplin pa universiteterne.

I de senere ar er der imidlertid sket en aendring her. Forst med professionaliseringen af museerne, og siden med fremvaeksten af de lokalhistoriske arkiver med nye jobmuligheder for de arbejdsloshedstruede nyuddannede historikere. Man kan derfor maske nok fa den fornemmelse, at det kan vaere de ydre omstaendigheder, der har gjort lokalhistorien interessant for den akademiske verden. Vi er imidlertid mange, der ogsa ser positivt pa denne udvikling ud fra andre kriterier. Der er nemlig et enormt behov for lokalhistorisk kvalitetsarbejde, da den aeldre lokalhistorie desvaerre ofte netop har vaeret praeget af et for primitivt rigshistorisk udblik. Pa den anden side ma universitetshistorikeren vaere opmaerksom pa, at lokalhistorien stiller sine egne krav til arbejdsmetoder, praecisionsniveau, skriveform, disposition, illustrationer, lay out m.m. - Men sa skulle der ogsa vsre plads for megen forskning, og herunder anvendelse af nye tilgangsvinkler og problemstillinger.

Pa Arhus Universitet har et forfatterpanel pa 5 fra Historisk Institut netop taget den ambitiose opgave op i blot €t bind at skrive en Arhus bys historie.

Nu forholder det sig heldigvis sadan, at netop denne bys historie vel nok er en af de mest beskrevne bl.a. takket vaere Byhistorisk Udvalgs virksomhed, der siden 1956 har resulteret i omtrent 60 udgivelser. Adskillige af disse ses da ogsa naevnt i litteraturlisten. Hertil kommer det vaegtige og seriose 4-binds

vaerk, Arhus gennem tiderne, der blev udsendt i forbindelse med byjubilaeet i 1939-41. Der har saledes vaeret en betydeligmaengde litteratur, forfatterne har kunnet benytte.

I forordet fastslar forfatterne, at malet bl.a. har vaeret »en mere hel og velafbalanceret Arhus-historie og ikke bare en raekke portraetter af byens ledende maend pa det okonomiske, sociale og politiske omrade«. Videre fastslas det, at malet har vaeret at fange »de dominerende eller karakteristiske sociale, kulturelle og politiske bevaegelser, tendenser og ikke mindst modsaetninger«. Til slut siges det, at bogen er skrevet for dem, der gerne vil vide noget bm, hvordan og hvorfor Arhus er blevet den by den er idag. - Deter meget at love, men deter vel pa den anden side vel netop altid det, en lokalhistoriker onsker med sit arbejde; men fa tor saette det pa tryk.

Forfatterne har delt opgaven imellem sig med rene kronologiske snit, hvis graenser ikke er traditionelle begivenhedsorienterede, men arstalsrunde:

Helge Paludan behandler tiden frem til 1540 i afsnittet Aros-Ars-Arhus, John T. Lauridsen 1540-1850 Standssamfundet, Jens Engberg 1850-1900 Byen under forvandling, Jens Christensen En storby i provinsen 1900-1950 Lars Stigel Graenserne spraenges. Arhus 1950-1984.

Helge Paludans velskrevne og godt disponerede afsnit viser, hvorledes vor viden om den aeldste historie i disse ar netop udvides staerkt som folge af byarkaeologernes virksomhed. Han forstar at kombinere de velkendte skrevne kilder med arkaeologernes resultater, og det hele saettes ind i en naturlig sammenhaeng med fremvaeksten af kirke og kongemagt. Paludan har pa en elegant made forstaet at relatere de enkeltstaende, dokumenterede begivenheder i lokalomradet til den rigshistoriske ramme. Kun virker et lille afsnit om »Kvindementalitet« mildest talt paklistret. Det ligner et knaefald for det moderne.

For John T. Lauridsen er det desvaerre ikke pa samme made lykkedes at fa skabt en helstobt fremstilling. Deter abenbart, at problemet er, at han over 67 sider skal daekke godt 300 ar, og det er alt for langt et aremal til sa fa sider. Ydermere gar det helt gait, nar forfatteren arbejder med en saglig opdeling. De enkelte afsnit bliver for korte, og der gar kludder i kronologien, sa laeseren ikke ved, hvor han/hun befinder sig i tid. Et afsnit kaldes saledes stilstand, og her far laeseren den opfattelse, at sadan var situationen frem mod 1850. Siden viser forfatteren dog, at sadan var det nu ikke. Befolkningstallet steg, krige og ulykker pavirkede byens og befolkningens okonomi, ligesom det ogsa fremgar, at kobmaend og handvaerkere kom til i storre tal og med nye fag. Formen medforer desvaerre ogsa flere overlapninger, ligesom de opregnede eksempler let far en tilfaeldighedens karakter.

Det ma ogsa siges, at fejlene er mange i dette afsnit. Naermest agitatorisk fremstilles det, hvordan kobmandsaristokratiet udviklede sig. Der naevnes en raekke slaegter, der gennem generationer skulle have vaeret med til at praege livet i byen, bl.a. familien Schmalfeld - men forfatteren burde naturligvis have sikret sig, at de slaegter, der omtales sa smigrende, nu ogsa har spillet den omtalte rolle. Schmalfeld kom forst til byen i 1846 - 4 ar for forfatteren slutter sit afsnit. Sjusk er det ogsa, nar en anden af de store kobmaend Marcus G. Bech bliver til Martin Beck, (s. 94).

Forfatteren forholder sig moralsk og
politisk til sit stof. Herom er beskrivelsenaf
bodlen (s. 104) et vidnesbyrd.

Han beskrives pa en saerdeles nedsaettendemade; han gores naermest til en komisk, okonomisk selvoptaget mand. Der kan naevnes adskillige tilsvarende eksempler, saledes tages der ogsa points pa, at navnet pa en daglejer, der har druknet sig, ikke opgives. »Han forblev anonym i modsaetning til kobmaendene,embedsmaendene Her ses der helt bort fra, at den pagaeldendeogsa havde vaeret anonym, hvis han kom fra disse klasser. Selvmord var synd.

Der er en lang raekke yderligere konkrete fejl, tallene pa borgmestre og radmaend (s. 114) og arstallet for vaernepligtens indforelse for blot at naevne nogle. Det kan ogsa anfores, at forfatteren helt urimeligt nedgor byens kulturliv (s. 144), »Jyllands Oehlenschlager« var en lidt komisk figur, og deter helt forkert at sla byens andsliv i hartkorn med ham. Bonden Peder Jensen fra Viby blev nemlig lokalt ikke regnet for andet end en naragtig person. Hvorfor naevner John T. Lauridsen ikke bogtrykkeren Elmquist og hans »Laesefrugter«, der bl.a. trykte Blichers noveller ... ? Men formalet er maske at give et billede af et stillestaende lidt komisk kulturelt, smaborgerligt miljo?

Der sluttes af med et lille afsnit »Mod standssamfundets oplosning«. Som et udtryk herfor benytter Lauridsen indforelsen af de nummererede saeder i byens teater. »Nogle var blevet rige, og kunne derfor kobe sig en god plads i teatret uden at vaere »af stand««, oplyser forfatteren. Stand og rang var ikke laengere afgorende. Nu var det alene pengene, der betod noget - og sa fortsaettes med saetningen »Sadan var det ogsa ved at blive i samfundet ... Det lovede ikke godt for den nye tid«. Herefter slutter forfatteren af med det suggestive sporgsmal »Hvem skulle under de aendrede samfundsbetingelser tingelsertage kampen op mod disse okonomiske og politiske kraefter?«

Sa overlades pladsen til Jens Engberg.

Jens Engbergs afsnit er nok, sammen med Helge Paludans, bogens bedste. Han kender periodens okonomiske, sociale og politiske historie indgaende, og han kan fa det til at haenge sammen. Et problem er dog nok her den emnemaessige balance. Deter helt klart, at forfatteren har sin sympati hos arbejderklassen, hvorfor dens forhold nok behandles for kraftigt i forhold til andre samfundsklasser. Vi horer f.eks. intet om den hastigt fremvoksende klasse af tjenestemaend hos Statsbanerne og Postetaten eller om den nye gruppe af kontormedarbejdere og ekspedienter i forretningerne.

Engberg indleder pa det naermeste sit afsnit med at gentage John T. Lauridsens historie fra teatret, men her er den dog morsommere og mere detaljeret fortalt. Men pa den anden side skulle det naeppe vaere nodvendigt, nar laeseren blot 5 sider tidligere har erfaret, at nu kunne man kobe sig til den bedste plads i teatret.

Engberg har som naevnt et godt blik for tidens komplicerede samspil mellem arbejdspladser, havn og jernbaneanlaeg og kapitalapparat. Men ogsa her kan der konstateres smafejl eller unojagtigheder. Selv i en populaer fremstilling er det vel naeppe rimeligt i 1870erne at tale om Provinsbanken, nar den nu i godt 100 ar hed Aarhuus Privatbank (s. 173). Frederiksbjergs indlemmelse fra Viby til Arhus skete 1874 og ikke i 1876 (s. 192).

Engbergs holdning og sympatier kommer som naevnt tydeligt frem (s. 179). Han ser naermest et komplot mellemskole, kirke og militaer. Opgaven er at holde underklassen, arbejderklassen»pa plads«. Byradet, politiet, domsmagten og Stiftstidende hjalp til,

og sa matte havnearbejderkonflikten i 1897 nodvendigvis ende med et neder-. lag til arbejderne. Hele afsnittet er bygget op om den tese, at byens underklasseblev holdt nede med hard hand. Aarhuus Stiftstidende og Jyllands-Postenkappedes ligefrem om at na laengst i konservatisme og foragt for almindeligemennesker (s. 186). Den holdning gar gennem hele fremstillingen, og det er forfatterens klare opfattelse, at netoparbejderklassen betalte for udviklingen.Deter vel forklaringen pa, at netop arbejderklassen far sa megen plads.

Men Jens Engberg kan skrive og samtidig stille det provokerende op. Deter imidlertid en skam, at han ikke har haft mere plads til sin radighed, for der skete sa meget mere i samtiden, som nodvendigvis burde have vaeret medtaget. Byen spraengte de gamle rammer, kobte Marselisborgjordene og udvidede mod syd efter en gigantisk plan udarbejdet af Ambt og Kampmann. Resultatet ses i dag som den sydlige bydel, der fremstar som en af de mest helstobte og vellykkede dele af byen.

Deter en vanskelig og stor mundfuld, Jens Christensen har faet til opgave at behandle. Deter karakteristisk, at forfatteren har sogt at beskrive »det hele« eller det meste, men derved bliver det hele desvaerre for kort, og alligevel kan der peges pa vaesentlige mangier.

Karakteristisk er det ogsa, at han projicerer helt moderne problemstillinger ned over sit materiale. »Arbejdsprocessen og de kemiske stoffers indvirken pa helbredet var ikke noget, man talte hojt om«, siges det. Deter maske nok rigtigt. Men ingen, heller ikke arbejdersiden i form af fagbevaegelsen forsogte at gore noget ved det, maske lige bortset fra, hvad Arbejdstilsynet tilsynetforlangte. Det at arbejde med industrien blev vel nok erkendt i sig selv at iiiaebaere nogle ricisi, som man ikke kunne gore noget ved. Behandlingen af boligforholdene, af grundlaget for og hvorfor man byggede, kan naeppe heller sta for en naermere analyse. Forholdene var langt mere komplicerede, end de gores til her.

Ogsa i dette afsnit haenges saerlige befolkningsgrupper ud (s. 234). Det beskrives, hvorledes store virksomheder blev dannet og sikrede sig en slags monopol for de enkelte brancher. Det er selvfolgelig rigtigt, at de naevnte firmaer voksede sig store, men noget monopol kan man ikke kalde det, da de skulle klare sig i den nationale konkurrence. I det hele taget kunne dette afsnit om »storhandelens mekka« nok vaekke til modsigelser adskillige steder. Deter alt for unuanceret stillet op.

Det har ogsa vaeret Jens Christensens opgave at beskrive forholdene i byen under besaettelsen. Her siges det, at bystyret fulgte statsmagten og underkastede sig samarbejdet med tyskerne (s. 262). Der tegnes et billede af en passiv by, uhyre summarisk, og perioden far ikke den vaegt, som den retteligt burde have haft. Besaettelsestidens Arhus er ganske simpelt ikke rimeligt afbalanceret; saledes fylder alene behandlingen af kooperationen adskilligt

Henrik Fode

Lars Stigels afsnit hedder »Graenserne spraenges. Arhus 1950-1984«. Han har inddelt det i fire afsnit: »Gadebilleder og bygraenser«, der omhandler planlaegning,vejforinger, sanering og byggeri.»Laengere til arbejdet«, som omhandlererhvervsliv, og faglige begivenheder. Sa folger »Kultur - fin og folkelig«, hvis indhold giver sig selv, og til sidst afsnittet

»Koldkrigere, pressionsgrupper og
graesrodder«, der behandler den politiskeudvikling
i byen."

Afsnittet er langt fra vellykket. Ironiserende pa kanten til det arrogante og perfide politiseres der her langt ud over, hvad der er rimeligt, nar man paberaber sig at skrive historie.

Den del, der er vaerst, er kapitlet om kulturlivet, hvor forfatteren bringer en fremstilling, der har meget lidt med den arhusianske virkelighed at gore. Og deter vel den, det handler om, nar man skriver om Arhus bys historie. Byens kulturelle institutioner, de omrader, hvor der er investeret flest kraefter, talent og penge, forbigas eller latterliggores. Deter umuligt i denne sammenhaeng at redegore for alle omrader, men et godt eksempel er Arhus Teater.

Forfatteren skriver, at folk gik i teatret, fordi de ville vaere dannede, og han fortsaetter: »Teatret fortsatte med at sammensaette sit repertoire af klassikere og letbenede stykker, der kunne sikre en kommerciel succes«. Enten ved forfatteren ikke, at der blev skrevet kulturhistorie pa Arhus Teater i nogle af disse ar - og sa er han ikke kvalificeret til at skrive fremstillingen; eller ogsa ved han det, men skjuler det, og sa er det endnu vaerre. I Poul Petersens direktortid blev der i ni saesoner praesenteret 5 danske uropforelser. Blandt gaestespillene skal fremhaeves tre med Bodil Ipsen for ikke at tale om Lubeck Stadttheaters forestilling i 1961: »Mutter Courage«. Men den virkelige bedrift var vel introduceringen af den slags moderne teater, som Samuel Beckett og lonesco stod for. Dansk forsteopforelse af »Vi venter pa Godot«. Danmarkspremiere pa lonescos »Stolene«, hvor lonesco selv var til stede. »Krapp's sidste band« af Beckett, alt sammen forestillinger, der gav genlyd over det ganske land. Danmarkspremiere premierepa Harold Pinter's »Fodselsdagsselskabet«, og sidst, men ikke mindst Kaj Munks »En idealist« 1960, som man praesenterede ved et gaestespil pa nationalscenen. Her er blot tale om en lille brokdel af, hvad denne institution har praesteret, og etablering af smascenerne er ikke en gang berort. Alligevel skulle det vel rigeligt kunne raekke til den pastand, at tiltagene gik langt ud over letbenethed og kommercielle

Man orker knap at udvide gennemgangen til ogsa at omfatte byorkestret, om hvis miljo og kunstneriske resultater intet skrives. Her sad langvarigtuddannede, hardtarbejdende musikere og forsogte i et underbemandet orkester at skabe de oplevelser for publikum, som er en selvfolge i storre byer. Man kan undre sig over, at deres indsats end ikke naevnes i en fremstilling af byens kulturelle historie. Ikke et ord om dirigenter, gaestedirigenter, solister eller - hvad der er langt vigtigst - orkestrets udvikling i sit eget miljo i samspil med sit publikum.

Forfatteren har en hojst ufaerdig fornemmelseaf, hvad han harmed at gore,nar han skriver om musik; i virkelighedener han da ogsa ude i et andet aerinde: »Modsaetningerne mellem klassisk og rytmisk musik - mellem to generationers og mellem forskellige klassers musikliv - la ogsa i luften, da der skulle tages stilling til, om Arhus langt om laenge skulle have et musikhus«.Her indforer forfatteren klasseoggenerationsforskelle til fordel for sin fremmedgorelsespolitik. Hvis han havde laest den kommunale musikundersogelse,som han selv henviser til, ville han have konstateret, at den storsteenkeltgruppe i ti ars intervaller af tilhorere ved symfonikoncerterne er de 20-30arige, altsa ikke de rene mosefund.Han ville ogsa have kunnet konstatere,at over halvdelen af symfonikoncertgaengernegar

koncertgaengernegartil anden form for koncert, forst og fremmest rytmisk musik i dens forskellige former. Ikke mindre end to steder anfores et politisk citat, der gav udtryk for, at mange helleresa byorkestrets hael end ta. Direkteübekvemt ville det derfor have vaeret for ham at laese en af de fire delrapporterside 25: »Byorkestret har et forholdsmaessigtstort fast publikum«. Han ville endda have kunnet konstatere,at ca. 57% af koncertgaengerne selv er udovende pa et eller andet instrument,hvilket vel alt andet lige kan belyse,at der er stimulation af musikmil- Joet i bred forstand gennem koncerterne.

At forfatteren anskuer musiklivet gennem politiske briller, vil fremga af dette citat: »At en SF'er i 1981 overtog radmandsposten for kultur og skole efter en socialdemokrat hjalp lidt pa den kommunale velvilje. Bl.a. blev det i 1983 besluttet, at Vester Alles kaserne skulle saettes i stand, sa den kunne bruges som ovelokaler for musik- og teatergrupper, som i stort tal var skudt op siden midten af 70'erne. Presset fra ungdomskulturen fik omsider synlige resultater«.

Nu kan en SF-radmand jo darligt komme igennem med et sadant projekt alene. Det hviler da ogsa pa en byradsbeslutning, at man lod officersbygningen restaurere. Hvad der er interessant i denne fremstilling er, at forfatteren pure forbigar, at Arhus Folkemusikskole er indlogeret i ca. halvdelen af officersbygningen. Men hvorfor skal det skjules, at serios musikundervisning har sa solid og folkelig en rod i byen, antagelig inspireret af de andre grene af det seriose musikmiljo? Det er vel for ikke at fa taget vinden ud af sejlene pa det, forfatteren kalder »ungdomskulturen«. Deter ensidigt og urimeligt.

Gait er det ogsa med skoleomradet. Her behandler forfatteren specielt nedlaeggelsen af Skt. Annagades skole og Norre Boulevards skole i midten af 1970'erne. I forbindelse med afstemningsproceduren hedder det: »Skolerne blev nedlagt, og naboskolerne fik overfyldte vandreklasser«. Denne uhyggelige kalamitet har heldigvis ingen forbindelse med virkeligheden. Man kan blot se pa elevtallene pa de to skolers naboskoler. For Annagades skole drejer det sig om Laessoesgades, Fjordsgades skole og Brobjergskolen; for Norre Boulevard om Finsensgades, Munkegades og Samsogades skoler. Nedlaeggelsen af de to skoler skete med udgangen af skolearet 1975-76 pa et tidspunkt, hvor den gennemsnitlige klassekvotient i Arhus kommune var 20.4. I Norre Boulevards skole var kvotienten da sunket til 15.3, i Annagades til 16.4. Kun i en eneste af de naevnte seks naboskoler steg kvotienten efter nedlaeggelsen over det kommunale gennemsnit, nemlig i Munkegades, hvor den blev 21.4 - vaesentlig lavere end i de mere belastede forstadsskoler, og selv her blev forholdet allerede udlignet ved indgangen til det naeste skolear; sa deter sandheden om de overfyldte klasser. Det kan tilfojes, at elevtallet i de her naevnte skoler tilsammen faldt med 35% pa bare fire ar fra 1/9 1973 til 1/9 1977.

Under kulturen omtales ogsa forholdene pa dagbladsomradet. Afsnittet hviler pa 10s bysnak, som man ikke har nogen mulighed for at kontrollere. I flere tilfaelde raekker det dog herudover, nemlig til egentlig bysladder, nar det om en sportsredaktor hedder, at hvis man gik imod ham, sa betod det ingen eller darlig omtale af ens arrangementer. Sportsredaktoren lader sig nemt identificere, sa der burde foreligge dokumentation, nar man angriber sa personligt.

Man kan undres over, at der kan lavessa

vessamange fejl og fordrejes sa meget
pa bare 18 sider.

Nar byggeri og udflytning skildres, er det en meget kold, hard og grisk verden, der oprulles. Om efterkrigstidens vaeldige udflytninger til parcelhuskvarterer skriver forfatteren: »Folelsen af at eje sin egen bolig, skattefradrag og habet om en stor vaerdistigning var behageligheder, der kunne fa mange til at se stort pa, at de fleste parcelhuskvarterer gennemgaende var kedelige. Det sociale faellesskab, der tidligere kunne vaere i byens tzettere og mere trange bebyggelse, blev i parcelhuskvartererne erstattet med den arlige generalforsamling i grundejerforeningen, og hvis det gik hojt, en arlig vejfest«.

Som arsag til at bosaette sig i parcelhus fremhaeves her griskheden som hovedmotiv samt forsog pa selvglad isolering fra det ovrige samfund. Denne ensidige fremstilling er da ogsa langt fra den arhusianske virkelighed. Det naevnes ikke, at for naesten alle parcelhusbeboere betod denne boform inkl. skattefradrag en langt storre boligudgift i en ret uoverskuelig arraekke. Og havde forfatteren tittet ind bag den foragtede liguster ville han have opdaget jaevne folks glaede over et lille stykke gront til bornene og en utrolig hjaelpsomhed og sammenhold, nar det kneb med bornepasning, eller der var sygdom. Hvortil kom weekendens renden-sammen til faellesspisning med born og husdyr. Sa kom maske oven i hatten den vejfest, som for den ikkeindviede kunne synes som det egentlige faellesskab. Og hvad med de efterhanden mange bofaellesskaber, der slog sig ned i store gamle huse bag ligusteren?

Nu skulle man jo sa tro, at det meget omfattende sociale boligbyggeri sa blev fremhaevet. Nej, nej. Pa en side redegores der omhyggeligt for Gellerupplanens rupplanenselendighed med kriminalitet, social nod og gennemtraek. Der kan siges meget andet om det sociale boligbyggeri i Arhus. Boligforeningerne i Arhus har - i det mindste siden mellemkrigsarene, hvis man vil nojes med de store initiativer - lost et vaeld af opgaver og har skabt fortrinlige boliger og boligmiljoer. Hvorfor ma fremstillingen af Gellerupproblemerne ikke nuanceres med en omtale af f.eks. Hjulbjergparken pa graensen mellem Holme og Hojbjerg, hvor mennesker star i k0 for at komme til at bo i kaedehus i et venligt og opfindsomt miljo - og til en rimelig leje?

Gar man til erhvervslivet, da lsegges omgaende de store butiksenheder for had. Om BILK A hedder det: »den okonomiske fidus ville blive storst, hvis ... osv«. »fidus« er et meget vaerdiladet ord at bruge i en sammenhaeng, der drejer sig om indtjening ved lovlig handel. Det viser sig da ogsa, at forfatteren, nar han omtaler anden handel som f.eks. den lille kobmands, kender helt andre ord. Om BILK A fortsaettes, at byggeriet blev fulgt op med kommiinalt udfort og betalt vejanlaeg, »der kunne sikre, at kundestrommen ikke blev unodigt generet«. Kommunen blev altsa angiveligt de profitgale fidusmageres lydige redskab. Men sadan var det jo ikke. Forfatteren har her forsomt en god lejlighed til at rette en nuanceret kritik af det kedelige, at lovgivningen tillod et stort varehusbyggeri at pavirke kommuneplanlaegningen alt for meget. Men nar det nu var saledes, sa matte kommunen selvfolgelig - ikke af hensyn til BILKA, men som en nodvendig service over for byens beboere, der sandt at sige strommede til uden ideologiske skrupler, ja valfartede til Tilst - Sorge for de nodvendige trafikfaciliteter til borgernes sikkerhed.

Forfatteren har ringe forstaelse for
rationaliseringer pa butiksomradet:

»Fra 1971 blev maelkehandelen frigivet,sa kobmaend, supermarkeder og bagere kunne saelge maelk. Det betod en massakre pa mejeriudsalgene. 70 ud af 170 lukkede inden et ar«. Ordet »massakre« har jo ikke just nogen positivvaerdiladning. Hvor stor samfundsmaessigog menneskelig interesse kunne der da knyttes til at bevare dette udpraegede lavindkomstomrade med surt slid og lang arbejdstid? Maelkedrengekunne overhovedet ikke hyres for penge mere, og de kolde vintermorgeneri fingerlose vanter, hvor man baksede maelk ind for at saelge den med ringe fortjeneste, var ikke ensidigt nogetgode.

Bogens sidste kapitel om koldkrigere og graesrodder er en tilfaeldig og staerkt ensidig gennemgang af politiske begivenheder og forlob i byen. Tonen er kynisk-ironisk, i et enkelt tilfaelde gaende over stregen. Med indledningen »En enkelt blev draebt under koldkrigen i Arhus« bliver der naermest slaet plat pa den ulykkelige episode, da en beruset student blev skudt af vagten pa Langelandsgades kaserne ved midnatstid den 4. maj 1955. Forfatteren mener, at arsagen til den ulykkelige haendelse bl.a. var, at de menige soldater »havde hort sa mange foredrag om spioner og sabotorer«. Han citerer naturligvis ikke garnisonskommandanten, oberst, senere general og haerchef, Viggo Hjalf, der om haendelsen sagde: »det ma sta klart for alle, at deter forbundet med fare at traenge ind pa militaere omrader, isaer om natten, og det ma ogsa sta klart, at deter forbundet med livsfare at forulempe en bevaebnet vagt«. Deter imidlertid et sporgsmal, om der overhovedet er nogen grund til at drage denne ulykkelige haendelse frem i dag. Den ligger sa taet pa, at de implicerede i den alle er maerkede af den, og der er intet perspektiv i den. Studenten var en rolig og flink fyr til daglig; denne skaebnesvangre aften gik han amok, vagtkommandoren var urutineret, og de menige soldater straerkt provokerede. Nar den er fremdraget, er det kun for at saette militaeret i et darligt lys.

Ib Gejl

Bogen er forsynet med et stort antal illustrationer, og forfatterne har gjort et godt arbejde for at finde velegnede og ikke alt for ofte sete billeder. Desvaerre lever billedteksterne langtfra op til kravene. Det ligner hastvaerksarbejde, og det forekommer, at man gor den synd at skrive om ting, der ikke er pa et billede i stedet for at udnytte mulighederne. F.eks. bringes et billede af et aftenkortspil hos bagermester Nielsen i Molsgade: »Mens maendene hyggede sig med kortspillet i stuen, har kvinderne sikkert vaeret optaget af opvask eller madlavning i kokkenet«. Der kan skrives meget om stuens udsmykning, men sa vaelger man i stedet en rent ud tabelig og helt udokumenteret antagelse. Valdemar Andersens udstillingsplakat fra 1909, der er brugt til omslaget, har tabt meget ved to-farvegengivelsen; deter noget af et overgreb mod kunstvaerket.

I bogens forord og i pressen i forbindelse med udgivelsen polemiserer forfatterne kraftigt mod Arhus byhistoriske Udvalg, der angiveligt ikke ville udgive bogen. Undertegnede anmeldere er medlemmer af dette udvalg og kan som sadanne undres over, at det ikke oplyses, at det kun er afsnittet om tiden efter 1950, Udvalget ikke ville sta model til. Det angives, at Udvalget har fundet dette afsnit bl.a. arrogant og ensidigt. Deter korrekt, og deter fortsat Udvalgets opfattelse.

Man kan sa yderligere undre sig over, at forfatterne har afslaet at deltagei et mindre, gensidigt orienterende mode med Udvalget og i stedet har foretrukketat

retrukketatspille hornmusik, trompetskraldog

Henrik Fode og Ib Gejl