Harry Christensen: Len og magt i Danmark 1439-1481 (Jysk Selskab for Historie, Universitetsforlaget i Aarhus, 1983). 391 s., 241 kr.

Kan det umiddelbart virke übeskedent at bringe et mere end 15 ar gammelt speciale i trykken (om end i delvis ajourfort form), har dette sin gode begrundelse i, at det indholdsmaettede arbejde har fundet anvendelse i adskillige forskeres vaerker (herunder ogsa anmelderens), og idet deter optaget i litteraturfortegnelserne til Gyldendals Danmarkshistorie, har forfatteren (absolut med rette) fundet det pa sin plads at gore det alment tilgaengeligt.

I Erslevsk stil soger forfatteren at fastsla, hvem der i perioden 1439 til 1481 havde magten i Danmark, dvs. hvem kongen pa grund af tillid eller af politisk nodvendighed tildelte rigets vigtigste slotte og len. Folgelig bliver arbejdets grundlag et omfattende katalog over periodens lensmaend pa de ca. 40 slotte, og der er anvendt megen flid og mange kraefter pa at skelne imellem virkelige lensmaend og disses underordnede fogeder, hvilket specielt i periodens begyndelse ikke altid er nemt. Og hertil har han til gavn og nytte for fremtidig forskning ajourfort disse lenslister fra 1481 op til ca. 1500, hvor Erslev tager fat (for denne senere periode virker det, som om interessen for de nu lettere genkendelige slotsfogeder er tradt i baggrunden; f.eks. kendes der pa Holbaek slot foruden selve den kgl. lensmand i 1499 savel en ridefoged som en (vist lavadelig) »embedsmand«, se Repertorium nr. 8864 og 8882).

Derpa soger vaerket at saette lensmandsudskiftninger i relation til tidens politik. Allerede her fastslas, at det ma vaere den netop af Erik af Pommern begunstigede hojadel, der svigter denne og dermed fremprovokerer tronskiftet. Men selv om H.C. (i lighed med afdode Niels Skyum-Nielsen) tillaegger Christoffer af Bayern en vis selvstaendighed, regerer denne for kort til, at hans politik fik varige resultater, og omkring arhundredets midte er det specielt »de fern store slaegter« (Gyldenstierne, Rosenkrantz, Thott, Ronnow og Frille), der dominerer med henved halvdelen af rigets slotte i deres besiddelse. I et tidligere udsendt arbejde (oprindelig en ekskurs hertil, nu i Festskrift til Poul Enemark, 1983) har han skildret den politiske vekslen mellem Gyldenstierners og Rosenkrantzers indflydelse, og da det interessante og utraditionelt opstillede slaegtskema (s. 56-57) er til stor nytte her, er det folgelig at beklage, at det hverken naevnes i indholdsfortegnelse eller i bilagsfortegnelsen s. 268.

Forfatterens hovedtese er, at denne magtkamp imellem hojaristokratiske sleegtskredse, der tager til under ChristiernI i 1460erne, og som kulminerer med Thott-slaegtens brud med kongen, i realiteten forer til en afgorende svaekkelseaf denne snaevre hojadelsgruppe. Detaljeret skildres den hektiske rejseaktivitet1466 til 1468 hos kongen, der efter at have besogt samtlige landsting sluttelig skaffer sig den fornodne opbakninguden om stormandskredsen ved 1468 at indkalde det forste virkeligestaendermode,

gestaendermode,hvoreftei kongen erhverversig
en betydelig dispositionsfrihedogsa
over for pantsatte len.

Forst og fremmest lykkes det Christiern I at isolere Thottslaegten, og en overgang er en raekke hovedslotte i haenderne pa en mildest talt obskur lavadelsgruppe. Ca. 1470 indtraeder en modus vivendi, idet aristokratiet atter vender tilbage til magten; men nu er der ikke laengere tale om et magtmonopol for en lille inderkreds af toparistokrater. Denne ma dele magten med et noget bredere lag, ikke mindst derved at de ofte lavadelige bispers slaegtninge i stort tal optages i rigsradet. Og tesen illustreres virkningsfuldt derved, at der nu faktisk er lige sa mange slaegter om at dele magten, som der er slotte.

Hvad enten man vil kalde det en styrke eller en svaghed ved arbejdet, er det strengt centreret om hovedslottene (uanset at der naturligvis har vaeret andre momenter, der kunne spille ind). Men den gennemargumenterede tese (pa et materiale, der som Erslevs naesten kan »kvantificeres«) er veldokumenteret, selv om der naturligvis altid vil vaere et og andet i detaljen at diskutere (deter et sporgsmal, om Erslev gjorde ret i at anvende glosen »regnskabslen« for lensreformen; tidens eget »fadeburslen« - i modsaetning til netop det bortforlenede - havde nok vaeret at foretraekke. Note 20 til s. 139 angar vel Johaniter-, ikke Augustinerordnen? Er den i note 86 til s. 68 omtalte forpligtelse ikke et referat af den helt ordinaere - men i ovrigt ellers ukendte - radsed?).

Virkningsfuldt konkluderes, at Christiern I vel ikke magtede at genoprette unionen med Sverrig; men til gengaeld skabte han en betydelig staerkere kongemagt i Danmark med storre dispositionsfrihed over for lenene (og ydermere fastslas kongens staerke engagement menti hertugdommerne). Med et saerdeles grundigt bilag over periodens rigsrader samt talrige kort over herreder og slotte m.v. er der her ikke blot givet et saerdeles betydningsfuldt bidrag til tidens politiske historie; men arbejdet udgor samtidig en meget nyttig handbog for videre studier i dansk senmiddelalder.