Poul Svensson (red.): Løjttavlen. Et s_ønderjysk alterskab. (Forlaget De Unges Kunstkreds, 1983).

Med et pragtvaerk er altertavlen i Lojt gjort tilgaengelig for et stort publikum. Altertavlen horer til blandt de mest pragtfulde fra den allersidste fase for reformationen. Med stort talent har Allan Carlsen gennemfotograferet tavlen, og i plancher kan helhed, enkeltmotiver og detaljer nu gores til genstand for et indgaende studium. Deter en af fordelene ved moderne udgivelser, at enkeltheder kan isoleres og derved gores lettere tilgaengelige. Redaktoren Poul Svensson har gjort sig meget fortjent ved sit initiativ.

En raekke fagfolk har sat altertavlen ind i en bred sammenhaeng. Dr. Hans Valdemar Gregersen beskriver Lojt sogn i 14- og 1500-arene, ikke mindst det kirkelige tilhorsforhold til domkapitlet i Slesvig. Lojt sogn horte til det omrade (det gamle Ellum Syssel), hvor plattysk sprog var ved at fa fodfaeste for reformationen.

Otto Norns afsnit om altertavlen i rum og lys giver en fin redegorelse for altertavlens samspil med kirkerummet og for dens funktion i lobet af kirkearet. Elisabeth Kofod-Hansen har gennemgaet altertavlens historie i bred sammenhaeng, en introduktion til altre og altertavlers placering og betydning i almindelighed for til slut at karakterisere altertavlen i Lojt.

Den egentlige detaljerede ikonografiskebeskrivelse af altertavlen og dertil dens skaebne efter reformationen er forfattet af Ulla Haastrup. Deter den egentlige vejledning for den, der vil ga altertavlens budskab efter i alle enkeltheder.Ulla Haastrup betoner sammenhaengenmellem der foregik i kirkerne ved pasketid, og de scener der kan ses i de udskarne dele af altertavlen. Malerierne pa de flader, der ses nar alterskabet er lukket,har

ket,harogsa for en del motiver fra lidelseshistorien,men uden det myldrendeliv der kendetegner skulpturerne.Desuden er der gruopvaekkende skildringer af martyrernes lidelser.

Ulla Haastrup har fulgt arbejdsgangen pa vaerksteder, hvor man lavede altertavler, og har pavist de forskellige forlasg, der er blevet arbejdet efter.

Pa ydersiden af de to alterfloje er der malede billeder af 12 hellige maend og kvinder. Hver af dem har af Merete Geert Andersen faet en indgaende beskrivelse. Legenderne om dem og deres placering i den danske middelalderlige forestillingsverden er her fastholdt.

Endelig er der til sidst et afsnit af Soren Kapersen med titlen »Kirken som have«. Efter anmelderens skon er det den mest spaendende del af bogen. Her er altertavlen sat i sammenhaeng med den bladhangsagtige dekoration af hvaelvingerne i koret. Forfatteren formoder, at ogsa skibets hvaelving har haft en tilsvarende dekoration. Han gennemgar mange andre kirker med dekorationer der var domineret af bladvaerk. Frodig vegetation og planter horer sammen med forestillingerne om dab og genfodsel. Med al fornoden forsigtighed fremsaetter Soren Kaspersen det synspunkt, at altertavle og malerier i Lojt kirke smelter sammen til et paradisisk idealbillede. Han drager den konklusion deraf, at den sidste katolske biskop i Slesvig, Godske Ahlefeldt, og hans domkapitel ikke blot kaempede for den katolske kirkes bestaen, men ogsa for dens genfodsel.