William E. Wiinstedt: En marinelæges dagbog i Vestindien og ved Østersøescadren. Udg. ved Jørgen H. Barfod. (Lademan, 1979) 282 s.

Denne bog indgar i memoireserien
Mennesker og Minder, udsendt af Lademanns

Deter let forstaeligt, at man falder for fristelsen til at udgive denne dagbog; der er jo ikke bevaret for meget af den slags. Deter blevet en smuk udgivelse, endda med farvebilleder og en fin grafisk udformning. Sa meget mere ma man beklage de hojst utilstraekkelige udgivelsesprincipper. Den forste halvdel af dagbogen, formentlig omhandlende sejlturen til Vestindien eksisterer ikke mere, og intet oplyses f.eks. om, hvor naervaerende halvdel kommer fra, eller hvorledes den har overlevet.

Dagbogen fra 1864 giver sa godt som intet indblik i marinelaegens arbejde, men naesten udelukkende i Wiinstedts private interesser, der gik pa selskabelighed, kurtiseren og mad, kulminerende med optakten til forlovelsen med en vis Fanny Kehlet, datter af en kobenhavnsk fabrikant. Her svigter udgivelsen atter. Hver gang man traeffer navnet pa en fladeofficer, oplyses det prompte, hvornar han blev kadet samt det videre forlob af hans karriere, ligesom skibes bestykning beskrives i detaljen. Det kan rimeligvis have en vis betydning, selv om den slags oplysninger ikke er svaert tilgaengelige. Hvad der imidlertid ville have langt storre betydning i sammenhaengen er personalhistoriske oplysninger omkring Wiinstedts familie, dennes og hans omgangskreds. gangskreds.Her svigter udgivelsen naesten totalt. Om Wiinstedt selv oplyses ikke en gang hans dodsar (som var 1898). Hvis det har vaeret for svaert med disse personalhistoriske oplysninger, savner man information om, hvad der er gjort for at skaffe dem.

Det ville i hvert fald have vaeret muligt at saette en note pa Nyborg-kobmanden Winckler, hvis dotre Wiinstedt traeffer. Hertil kommer, at de personalhistoriske oplysninger er anbragt i de fortlobende noter i stedet for at vaere trukket ud i et personregister med henvisninger; sa det hele er ikke sa godt.

Det skal dog endelig siges, at udgiverens sammenfattende bemaerkninger omkring dagbogens enkelte dele er udmaerkede. Og sa er det kulturhistorisk interessant at folge denne spradebasselaeges selvreflekterende og navlebeskuende overvejelser over eget image; samt hans hanedans orikring »The Dove«, som han kaldei sin fremtidige hustru.