K.-G. Andersson, S. Dyrvik, G.A. Gunnlaugsson, U. Johanson, H. Jørgensen, J. Kowalik, S. Malmberg, P. Pulma: Opdaginga av fattigdomen. Sosial lovgivning i Norden på 1700-talet. (Universitetsforlaget, Oslo, 1983) 456 s., 160 no. kr.

Det foreliggende vaerk er den anden publikation i det faellesnordiske projekt,der har som formal at kaste lys over beslutningsprocesserne inden for den offentlige forvaltning i Norden i 1700-tallet. Hensigten er at sammenlignederes forlob inden for datidens to meget forskellige statsformer, den dansk-norske enevaeldige stat pa den ene side og Sverige-Finlands repraesentativestyre pa den anden side. Projektetsforste publikation behandlede statsadministrationen i Norden i 1700tallet.Denne bog om fattigvaesenet behandlerdet saledes som et middel til at

opna en administrationshistorisk indsigt,ikke mindst om forholdet mellem centralmagten og lokalsamfundet. Men artiklerne giver samtidig ganske grundig besked om de fattige og fattigvaesenet.

Den norske historiker Stale Dyrvik har ud over at skrive det norske bidrag ogsa samlet tradene fra de andre nordiske indlaeg i en konklusion. Det viser sig vanskeligt at sammenligne fremkomsten af de sociale love og behandlingen af fattigsager i de nordiske lande, fordi de er meget forskellige, bade med hensyn til tidspunkt for deres fremkomst, deres formal, deres initiativtagere osv. Island falder pa nogle mader helt uden for en sammenligning. Dyrviks konklusion efter at have systematiseret flere af de haendelsesforlob, der forte til lovgivning, er at magten i den enevaeldige dansk-norske stat la decentralt hos lokale embedsmaend som stiftamtmaendene, mens Sverige-Finland snarere ma ses som en centraliseret stat, hvor en stor del af beslutningsprocessen skete i Stockholm i riksdagen og i riksradet. Pa den made harder ogsa vaeret en del lokal indflydelse pa beslutningsprocesserne i den enevsldige stat. En negativ indflydelse pa fattigvaesenets udvikling konstateres i ovrigt for alle landene ude i lokalsamfundene i form af en manglende vilje til at patage sig flere okonomiske

Dyrviks vurdering af den oldenborgske stat ud fra dens behandling af fattiglovgivningen synes nok rimelig ud fra den norske og den islandske artikel, men ikke helt overbevisende ud fra Harald Jorgensens skildring af udviklingen i Danmark. Han konstaterer nemlig, at fattiglovene af 1708 udsprang fra kredse i kancelliet, og senere var den kgl. Fattiginspektions-Kommission i Kobenhavn den almindelige overste administrative instans. Maske gaelder Dyrviks synspunkt mere udkantsomraderne, hvad man kunne have konstateret ved ogsa at medtage hertugdommerne. Ogsa de horte med til den danske stat. Lars Henningsen har skrevet en bog om projektets emner »Fattigvaesenet i de Sonderjyske kobstaeder 1736-41« (1978), og den synes at vise, at i de Sonderjyske byer la indflydelsen i fattigsager i lokalsamfundet. Men skildringen af fattigvaesenet i de andre nordiske lande rummer ogsa nogle betragtninger over dets funktion, som kunne vaere inspirerende for den danske forskning. Det udtrykkes saledes bade i det norske indlaeg, i det svenske af Ulla Johanson og Karl-Gustaf Andersson, og maske skarpest i det finske af Panu Pulma, at fattigvaesenspolitikken egentlig var en del af arbejdskraftpolitikken. Det gjaldt om at hindre arbejdsduelige personer i at tigge, men i stedet fa dem til at arbejde og fa oget arbejdskraftudbudet. Det var en hovedinteresse i forste halvdel af 1700-tallet, og den voksende omsorg for bornenes tarv i anden halvdel af arhundredet skyldtes naeppe kun filantropiske synspunkter, men ogsa en bekymring hos de ledende maend for, at befolkningstallet skulle vaere vigende.