Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 15 (1983 - 1985) 3

Bjørn Svensson: Tyskerkursen. (Centrum, 1983). 160 s.

Johan Peter Noack

Side 533

Veloplagt og polemisk tager Bjorn Svensson i denne kritiske bog fat pa den danske Tysklandspolitik fra systemskiftet til slutningen af 1. verdenskrig. Det sker hovedsagelig pa grundlag af den foreliggende litteratur. Det nye er den saerlige synsvinkel, han hai villet analysere stoffet under.

Man kan sporge, om deter saerlig velvalgt at gribe et polemisk stempel fra samtiden som redskab. Oppositionen angriber jo som regel den siddende regering for den upopulaere nodvendighed, som den maske selv hverken ville eller kunne forvalte anderledes, hvis den var sa lykkelig at fa lov. Svensson tangerer flere gange problemet. Blandt andet konstaterer han, at det ikke var tilpasningen til Tyskland i sig selv, men denne politiks overdrivelser, der matte virke - og stadig virker - anstodelige. Men man savner i bogen klare forsog pa at bestemme, hvor graensen mellem rimelig tilpasning og overdrivelse la. Ofte forekommer det, at det navnlig var udenrigsledelsens forestilling om at kunne overbevise Berlin om, at stemningen i Danmark var mindre tyskfjendtlig, end den faktisk var, der affodte overdrivelserne. Det var i hvert fald tilfaeldet med den nok sa beromte Rubin-artikel fra 1911, som Svensson gor en del ud af. Men hvad betod slige overdrivelser ud over at frembyde en angrebsflade for oppositionen i Danmark? De vassentlige trask i Berlins politik havde den vel naeppe indflydelse pa?

Eksempler pa mere substantielle overdrivelser rummer bogen ikke mange af. Svensson anforer specielt optantbornkonventionen fra 1907. Men det forekommer ikke umiddelbart indlysende, at regeringens pligt til at hindre danske embedsmaends deltagelse i agitationen for den sonderjyske sag skulle veje fordelene ved de mange naturalisationer ned. Og deter naeppe heller rigtigt, at den danske regering med konventionen fraskrev sig enhver ret til at krseve en folkeafstemning om Nordslesvigs tilhorsforhold. Den kunne jo begrundes anderledes end i en henvisning til paragraf fern.

Socialdemokratiet ma laegge ryg til

Side 534

mange af Svenssons angreb. Ganske vist er det rigtigt, at der bestod naere forbindelser til SPD, og deter da ogsa vaerdifuldt, at Svensson forsoger at giveet overblik over dem, men da samarbejdetprincipielt udsprang af fornemmelsenaf et internationalt faellesskab,savner man en naermere begrundelsefor at rubricere det under »tyskerkursen«,isaer da i betragtning af den overvaegt denne side af emnet har faet.

Spredt i bogen findes der enkelte bidrag til en karakteristik af den udenrigspolitiske opinion i Danmark under 1. verdenskrig. Eksempelvis kan naevnes redegorelserne for Morten Pontoppidans, Karl Gjellerups og Georg Brandes' synspunkter. Her har Svensson fremdraget stof af interesse og dermed ogsa understreget savnet af en bredere kortlaegning af denne tids udenrigspolitiske opinion.