Klaus Egeberg: »Til oplivelse af historisk sans« - en analyse af tre lokalhistoriske årbøger. (Skrifter udgivel af Lokalhistorisk Af deling nr. 8, 1983). 136 s., 60 kr.

Der er tale om Klaus Egebergs historie-speciale fra 1980, som der har vist sig en interesse for, der kunne motivere, at Lokalhistorisk Af deling udsendte denne lille bog i sin skriftserie. Denne interesse er nok udsprunget dels af en fornyet og voksende interesse for det lokalhistoriske arbejde (ogsa blandt »professionelle« historikere, hvor omradet jo herhjemme har vaeret noget forsomt), og dels af et behov for konkret viden om de lokalhistoriske arbogers faktiske situation. Formalet med analysen er derfor »for forste gang at fa skabt et samlet og detailleret billede af den udvikling, som ikke blot en enkelt men en hel landsdels lokalhistoriske arboger har gennemgaet med hensyn til forfatterrekruttering, indhold og laeserskare« (s. 13-14).

Egeberg har afgraenset undersogelsen til ostjylland, hvor Historisk samfund for Randers amt, Historisk samfund for Aarhus stift og ostjydsk Hjemstavnsforening og deres respektive arboger er naermere undersogt. Der er foretaget et stort optaellingsarbejde med henblik pa at klarlaegge bidragydernes sociale baggrund og omfanget af deres indsats, artiklernes emner og karakter (er det f.eks. undersogelser eller erindringer m.v.), og laeserskarens sammensaetning. Hele dette store arbejde er eftervist i et tabelmateriale, som fylder mere end en fjerdedel af publikationen.

Af resultaterne finder forfatteren det mest overraskende, at der er en lille kerne af meget aktive bidragsydere (knap 4% af samtlige), der har staet for godt og vel en trediedel af samtlige sider, og at den overvejende del af disse er »professionelle vidensformidlere, det vil sige laerere, faghistorikere, forfattere og andre hvis uddannelse/erhverv tager direkte sigte pa viderebefordring af kundskaber« (s. 76). Faghistorikernes betydning har i ovrigt vaeret stigende, men andre akademikere har ogsa spillet en stor rolle. Egeberg kan derfor konstatere, at deter sa som sa med den »folkelige historieskrivning«, som man i visse kredse har yndet at tale om, og at denne historieskrivning nok heller ikke er helt sa »folkelig«, som man gerne har villet tro.

Emnemaessigt har hovedvsegten i disse arboger ligget pa personalhistorie, bygningshistorie, stedsbeskrivelser og landboforhold, og i alt overvejende grad har det handlet om forhold og personer pa landet, mens byforhold er yderst beskedent behandlet. Egeberg mener, at man dermed har forsomt at beskaeftige sig med forhold, »som betinger og har betinget tilvaerelsen for storstedelen af befolkningen« (s. 79). Arbogerne har kort sagt ikke vaeret vedkommende nok, og det kan aflaeses i antallet af og sammensaetningen af abonnenterne.

Egebergs lille bog giver saledes nyttig ny viden om en vigtig side af historieformidlingen her i landet og er samtidig tankevaekkende med hensyn til sporgsmalet om, hvad man skal med de lokalhistoriske arboger.