Kaare Rübner Jørgensen: Det gælder din frihed. En film om Danmarks besættebe. (Den danske historiske Forening, 1982). 362 s.

Bogen er en kritisk gennemgang af Theodor Christensens og Karl Roos' dokumentarfilm om besaettelsesarene. Den havde premiere i maj 1946 og praesenteredes for publikum i Frihedsradets

Forfatteren konkluderer, at filmens historiske vaerdi forst og fremmest ligger i, at den kan betragtes som »et levn fra arene 1945-1946«, naermere bestemt som et led i modstandsbevaegelsens opgor med den neutralitetspolitik, de danske regeringer havde fort i dette arhundredes forste fire artier og under aendrede vilkar sogte at viderefore i de forste besaettelsesar. Derved blev den led i den holdningsaendring, som i 1949 muliggjorde tilslutningen til Atlantpagten, en ironisk konsekvens, da filmens skabere begge var medlemmer af det kommunistiske parti.

I den detaljerede analyse af fortaellingener forfatteren da ogsa naet til det resultat, at filmen ikke helt var talsmand for datidens kommunistiske

synspunkter, hvorimod der var »fuld overensstemmelse mellem filmens vurderingerog den kritik, der i tiden for krigen kom fra national-militaristisk, konservativ side«. Her henvises isaer til dens heroiske grundtone og lighedstegnetmellem nedrustning og tyskvenlighed.

Denne grundholdning traeder frem som en generel tendens i filmen. Der er anvendt det klassiske kneb at sammenligne en parts praksis med en andens idealer - in casu politikernes indrommelser til tyskerne pa den ene side, modstandsbevaegelsens vellykkede aktioner pa den anden. Forfatteren har sogt at efterprove sandheden af de oplysninger, filmen formidler, idet han i hovedsagen har henholdt sig til den litteratur, som forela, da filmen blev lavet; men fremgangsmaden er ikke fulgt konsekvent, og kritikken har undertiden karakter af uenighed om den politiske tolkning, Sporgsmalet er, om det ikke havde vaeret mere hensigtsmaessigt at begraense sammenligningen til de dele, hvor han fra sin gennemgang af Theodor Christensens arkiv kender det praecise forlaeg.

Hovedparten af undersogelsen er viet den kildekritiske analyse i snaever forstand. Er optagelserne, hvad de gav sig ud for at vaere? Det kan i vidt omfang besvares benaegtende. Mod producenternes forsikring om, at filmen i alt vaesentligt var bygget pa illegale optagelser tilbage til april 1940, star analytikerens konstatering af, at illegal film ikke optraeder for august 1943 og i det hele kun spiller en begraenset rolle, selv blandt de autentiske klip. De er suppleret med legal dansk film, tysk film og engelsk-amerikansk film. Ved at lade al tvivl komme anklagede til gode nar forfatteren frem til, at lige godt halvdelen af de ca. 2200 klip kan baere betegnelsen autentiske optagelser. De 29% er senere fotos, herunder rekonstruktioner, mens 15% nok stammer fra krigen, men forestiller noget andet.

Denne bestemmelse er nodvendig for historikere, der vil anvende filmen som kilde til det, den forestiller. Her nedgores det eneste forsog, der er gjort pa at anvende denne films billeder. Borge Outze introducerede i »Danmark under den anden Verdenskrig« en hidtil ukendt tysk general, som han fandt pa et billede fra 9. april 1940, og som han formodede skulle have vaeret militaer kommandant, hvis det var kommet til kamp. Teorien afvises, ikke blot fordi identificeringen af generalen er problematisk, men afgorende, fordi billedet slet ikke stammer fra den 9. april.

Pa den anden side afviser forfatteren ikke, at de sekvenser, der faktisk viser en rekonstruktion foretaget efter befrielsen, kan have en kildevserdi. Det gaelder f.eks. forretningsgangen i jernbanesabotagens hovedkvarter, hvor aktorerne har spillet deres egne roller og vist, hvordan de bar sig ad. Det svarer til kulturhistoriske film, hvor handvaerkere viser, hvordan deres redskaber anvendes, og i kildekritisk klassificering ma det naturligvis betegnes som en beretning med et normativt praeg. Vi ser, hvordan tingene skulle gores, vel vidende at det ikke altid fungerede perfekt. Deter imidlertid overraskende, at forfatteren kun vil tilkende disse rekonstruktioner »en vis historisk vaerdi« og tihVjer, at »denne naturligvis ikke kan male sig med den, de autentiske optagelser fra krigstiden besidder«. Her synes han at overse de meget store repraesentativitetsproblemer, der er knyttet til anvendelsen af autentisk film, som kun kan vise et enkelt eksemplar af den kategori, vi interesserer os for. Deter en meget dogmatisk og naeppe rimelig anvendelse af sondringen mellem levning og beretning.

Det storste problem, bogen rejser, er imidlertid forholdet mellem dokumentation og fortaelling. Det pavises, at selv om filmen pastar at vaere en dokumentation, er den i hovedsagen en fortaelling. Det grundlaeggende er speakerkommentaren, mens billed- og ovrigt lydstof er at betragte som illustration.

Dette giver forfatteren anledning til adskillig kritik. Afsnittet om besaettelsens forhistorie afsluttes med den konklusion, at det ikke er »lykkedes filmen at dokumentere, at de danske regeringer i deres udenrigspolitik la under for tysk indflydelse i perioden 1900-1940«. Og han fortsaetter: »Det kan godt vaere, deter en korrekt vurdering, men deter der bare ingen billeder, der viser«. Tilsvarende hedder det i det folgende afsnit om den 9. april, at »filmens pastande kan ikke betragtes som vaerende bevist ved hjaelp af den valgte billed- og lyddaekning«.

Denne kritik beror delvis pa, at forfatteren har pavist en tendentios manipulation af materialet; men i hovedsagen har den fejl adresse, burde ikke rettes mod Theodor Christensen specielt, men mod dokumentarfilmen som sadan. Mediets begraensning er afgorende. Man savner svar pa, hvilke billeder det var, der skulle »vise«, altsa dokumentere Danmarks afhaengighed af Tyskland for krigen. Eller hvilken billed- og lyddaekning der kunne dokumentere regeringens holdning 9. april?

I polemik mod producenternes abenbart urigtige pastand om at have dokumenteret deres opfattelse er det tilsyneladende overset, at den simpelthen falder pa sin egen urimelighed. Den politiske dokumentarfilm er en skrone. Kravet om, at filmen samtidig skal vaere en fremstilling og en kildeudgave, lader sig kun opfylde, hvis billede og lyd har vaegt som kilder. Det kan de have i kulturhistorisk sammenhaeng, hvor den ydre manifestation i syns- og lydindtryk spiller hovedrollen. Men politik er et uhandgribeligt faenomen. Overvejelser, forestillinger, hensigter, motiver lader sig ikke filme, ja unddrager sig enhver direkte observation. Filmisk vil de kun i usaedvanligt heldige tilfaelde lade sig dokumentere i form af entydige enkelthandlinger. I almindelighed kan filmen kun blive en illustration af en opfattelse, producenten ma have erhvervet pa anden made. Tilskueren ma saette sin lid til hans kyndighed og haederlighed.

Det sidstnaevnte er et presserende problem, fordi filmen har saerlig staerke suggestive midler til sin radighed. Den kan bibringe tilskueren det - falske - indtryk, at han har »set det med sine egne ojne«, skont emnet er usynligt. Riibner Jorgensen giver flere eksempler pa, hvordan f.eks. et hofligt handtryk i den ledsagende kommentar tolkes som underdanighed, hvorved tilskueren suggereres til at tro, han har iagttaget denne holdning. Med rette kritiserer han filmens producenter for at give en folelsesmaessig tolkning af politiske handlinger; men ogsa denne kritik raekker videre. Billedet - synsindtrykket - f.eks. af ansigtsudtryk og kropsholdninger er egnet til at vise eller suggerere et folelsesliv, men ikke en tankevirksomhed hos den agerende. Derved tenderer selve mediet mod en bestemt historieopfattelse.

Et tilsvarende suggestivt middel ligger gemt i intervju-beretningen. Her forstaerkes troen pa ojenvidnet af, at man bade ser ham og horer hans stemme, skont ingen af delene bekraefter hans ord. Vidnet gores naervaerende, og pa den made appellerer producenten til dagligdagens kritikloshed, hvor vi alle er tilbojelige til at tro et ojenvidne, hvor intet bestemt taler imod det. Behaendigt laegger producenten saledes sin egen bevisbyrde over pa tilskueren.

Interviewet kan imidlertid rurarae en boomerangeffekt. Hvad gor producenten, hvis vidneudsagnet strider mod, hvad han selv anser for sandt? Vil han korrigere vidnet, star han selv med den übehagelige bevisbyrde, ma rimeligvis ud i en ganske omstaendelig udredning og vil endda savne svar pa, hvorfor han i det hele taget brugte et fejlagtigt udsagn. Altsa ma han prove noget andet.

Filmens afsnit om tysk terror, clearingmord og schalburgtage rummer et eksempel. Deter bygget pa intervju med tre hovedpersoner, Best, Pancke og Bovensiepen - af hensyn til folkestemningen betegnet som »forhor«. Herunder pastod Best, at han ikke havde kendskab til clearingmordene, og at Bovensiepen loj, nar han haevdede dette. Theodor Christensen har abenbart ikke troet Best, og derfor har han manipuleret et dementi ind ved tilsyneladende at svinge kameraet over pa Bovensiepen, som vises med et overbaerende smil pa laeben. I virkeligheden var Bovensiepen ikke til stede ved »forhoret« af Best, sa sammenklipningen er naturligvis kritisabel. Pa den anden side: ville det ikke ogsa vaere kritisabelt, hvis Theodor Christensen havde ladt Bests udsagn staved magt, nar han ansa det for usandt?

Konflikten mellem fortaelling og dokumentation er fornuftigvis i hovedsagen lost ved at give fortaellingen prioritet, i praksis ved at klippe i intervjuet, sa vidnerne kun siger, hvad producenten vil staved. Deter ret uforstaeligt, nar Riibner Jorgensen kritiserer, at ialt kun 23% af den optagne lydstrimmel er brugt. Nar man ved, hvad der i almindelighed forekommer af gentagelser og intetsigende svar, og nar oven i kobet et helt emne er udeladt, tyder det pa en overordentlig lemfaeldig klipning. Desvaerre oplyses det ikke, hvilke relevante dele af intervjuene der mangier; men hovedindtrykket er, at Theodor Christensen snarest har strakt sig langt i sin loyalitet mod vidnerne.

Det fundamentale og helt aktuelle problem, bogen rejser, er konflikten mellem fremstilling og dokumentation. Filmmediets betydning vokser i takt med TV og video, og vi ma forudse, at det vil fa en vaesentlig plads i fagets formidling. Derfor er det vigtigt at sla fast, at den politiske dokumentarfilm i bogstavelig mening er et falsum. Dokumentationen er i bedste fald ufuldstaendig, i almindelighed en fiktion. Filmens dokumentariske ydergraense er en fortlobende praesentation af 10srevne kilder, og de problemer, denne teknik altid skaber, forstorres op af filmens suggestive appel, dens illusion om egen oplevelse.

Dette er hovedproblemet, og bortset fra de sjaeldne tilfaelde, hvor billedstoffet er tungtvejende kildemateriale, er der naeppe nogen bedre losning end den abne opgivelse af dokumentationskravet. Lad billedet vaere underordnet teksten. Lad det vise, hvad det kan. Hvordan tingene sa ud. Det kan ikke vise, hvad de var.