Gunnar Sneum: Guldhornene. Den hedenske billedbibel. (Chr. Erichsens Forlag, 1982). 156 s. ill., 125 kr.

Den nordiske arkaeologi har udviklet sig i en udpraeget nypositivistisk retning,naesten ensidigt satsende pa yderverdenen.Den er derfor ikke uden grund blevet karakteriseret som »skaervologi«,idet den i reglen har negligeret den indre sfaere og dermed undersogelsenaf det menneskesyn og den livsfilosofi,som la bag de storslaede hulemalerier,bag Gundestrupkarrets og guldhornenesbilleder.

hornenesbilleder.Det haenger sammenmed, at arkaeologerne ikke er gaet i samarbejde med eller har taget ved laere af filosofferne, andshistorikerne, kunstnerne og psykologerne, folk som Kierkegaard, Asger Jorn, Freud og Jung for ikke at tale om indiske livsfilosoffersom Vivekananda, Narayanandaog

Som eksempel pa denne nypositivisme kan naevnes Anders Hagens skildring af »Historiens rodder« i 2. bind af Politikens verdenshistorie. Hagen haenger saledes her i vid udstraekning fast i den gamle opfattelse af vore forhistoriske forfaedres hulebilleder og liv. Det var praeget af »mysterier, skabt af storvildtjaegere«, af »trangen til at afvaerge ulykker, behovet for at sikre sig udkomme ... samt habet om frugtbarhed for mennesker og dyr« (s. 63). Med andre ord: praeget af forfaedrenes overvejende optagethed af den ydre verden, sadan som Hagen og hans fagfaeller i det vaesentlige selv er det.

Hagen skildrer, ud fra sin opfattelse af »vor egen uformaen, nar det drejer sig om at komme i kontakt med en anden virkelighed end vor egen« (s.st.), derfor kun nolende den nye forskningsretning, der ud fra pavisningen af de hojst regelbundne monstre og kombinationer i istidskunsten tolker istidsmenneskets livssyn som funderet i »et metafysisk system, som praegedes af, at alt i naturen (liv og dod, han og hun, lys og morke, ondt og godt, dyr og menneske) har staet og star i modsaetning til hinanden og udgor et hele« (s. 60-61). Og han finder det »umuligt at folge de fantasifulde billedtydere, der abenbart er inspireret af psykologen Freud og filosoffen Hegel, nar de lancerer deres ideer om seksualitet og modsaetninger i livets kraefter som basis« for dette system.

Fantasifuldheden er for Hagen et dadelvaerdigt begreb, men til gengaeld bliver hans egne bemaerkninger om vore forfaedres tanker om tilvaerelsen fa og overfladiske. Han nojes i det vaesentlige med at undres. Hans skildring kommer pa den made ikke til at sige nutidslaeseren noget. Den tjener ikke til at saette denne laesers livssyn i relief.

Et sted siger han (s. 65): »Aldrig drejer det sig (i istidskunsten) om fremstillingen af den sejrende jsger, altid er han den svage part« over for dyret. Men hvorfor, det funderes der ikke naermere over. Hvorfor var sejren i den ydre verden, sejren pa jagten over dyret, ikke afgorende for menesket modsat i dag? Kunne man ikke taenke sig den mulighed, opstille den hypotese, at det hang sammen med, at sejren i den indre verden, menneskets sejr over daemonerne i sit eget sind, maske var det, der isaer optog vore forfaedre modsat deres mere eller mindre identitetslose efterkommere i det 20. arhundrede? Men det sporgsmal eller problem ligger abenbart, som Hagen i helt anden forbindelse udtrykker sig, »uden for det arkaeologiske kompetence - og interessefelt« (s. 24).

Her kunne Hagen og ligesindede fagfaeller laere noget af det originale og dybtgaende forsog pa at traenge ind i Guldhornenes menneskeopfattelse, som kunstneren Gunnar Sneum har foretaget, forst i 1976, nu i udbygget og velargumenteret form i 1982. Sneum kommer til studiet udefra og er bl.a. derfor ikke blevet underkuet af ekspertparadigmets indskraenkende krav om positivistisk forstandslogisk forskning. Dette krav og opfyldelsen af det fik i 1976 arkaeologerne over en bank til at erklaere, at Guldhornene ikke kunne (!) tydes, og der blev givet udtryk for, at man ikke forstod »et kuk« af Sneums forsog. Underforstaet: Sneum var ikke velforvaret.

Deter han imidlertid i hoj grad. Han
tilhorer bare et andet paradigme, en

anden videnskabstradition, der heldigvisnu igen er ved at vinde indpas, isaer via litteraturforskningen fra kredsen omkring Aage Henriksen. Sneum ei som denne kreds staerkt inspireret ai romantikkens organismetaenkning. Han kender sin H.C. orsted, sin Kierkegaard og sin Goethe. Han er derfor som denne klar over nodvendighedenaf ikke blot at taenke diskursivt, men ogsa i helheder med sa omfattendeproblemstillinger som muligt. Og det ved hjaelp fra sin anskuende og indlevendedommekraft.

Nok skulle tingene og menneskene ifolge organismetaenkningen ved koncentreret opmaerksomhed ses udefra, som Hagen gor, men samtidig skulle de ses indefra, hvad Hagen undlader. Nok skulle ting og mennesker beskrives i deres vaeren, som Hagen ene gor, men de burde ogsa anskues i deres vorden. Det gor Sneum netop i sin faengslende, billedanalytiske tolkning af, hvorledes mennesket bliver sig selv i sin kamp mod den fortaerende erotiske lidenskab og mod den traeghed, der som modpoler truer med i faellesskab at tage magten fra det - dengang som i dag.

Ud fra sin grundopfattelse af menneskets position er Sneum naet frem til de resultater, der far mig at se betyder et gennembrud for guldhornsforskningen og samtidig vil danne et frugtbart udgangspunkt for tolkningen af fortidskunstens ovrige righoldige billedmateriale, f.eks. Gundestrupkarret og helleristningerne. Sneum har fundamentalt inddraget filosofien og har overbevisende godtgjort, at menneskesynet pa guldhornenes billeder er staerkt praeget af en urgammel tradition, der findes detaljeret formuleret i den indiske Sankhyafilosofi. Sankhya betyder skabelse, og i sin bog giver Sneum en samlet fremstilling af den gamle laere med dens opfattelse af, hvorledes mennesket burde udvikle sig for at blive et psykologisk frit menneske.

Om denne indiske laere sa overtages af Nordens guldhornsmennesker i hell sa hoj grad, som Sneum mener, er ganske vist et sporgsmal. Hans tolkning, ai den enkelte skal forsage verden og erotikken for i sin talmodige straeben ai opna frigorelse ved en asketisk forening med Den evige vasren eller Anden, som romantikeren ville sige, er problematisk.

Sa vidt jeg ser det, kan der argumenteres for, at det ikke er en gilding, dei ses pa det korte horns overste ring med gedehorn (tegn pa den frigjorte aedelhed) i panden (s. 155), men et menneske med en lille penis, dvs. et tojlet seksualliv. Hvis deter rigtigt, er det kun pa vej mod frigorelsen, at mennesket midlertidigt ma traekke sig tilbage i ensomhed og tidvist leve afholdende, indtil den vigtige kontrol med selvet er erhvervet. Denne opfattelse ma i virkeligheden ogsa tiltale romantikeren Sneum nok sa meget som opfattelsen af forsagelsen som central for det frigjorte

Pa den anden side ma det indrommes, at der muligvis findes enkelte holdepunkter for potensens ofring hos Tacitus. Han kan have antydet, at denne ofring i det daglige var ritualiseret. Han skriver saledes om germanske praester, at de frembar offeret ifort kvindeklaeder. De var sakaldte »damemaend«. Desuden sa Tacitus mange germanere ofre deres har til deres forste drasbte fjende. De afklippede pandeharet over liget, svarende til, at unge graekere ofrede deres har til jomfruen, Artemis, mens pigerne ofrede deres baelte til hende.

At dele af tolkningen kan omtvistes, er dog en selvfolge i et pionerarbejde. Det vaesentlige er, at Sneum som sine gamle forfaedre, men modsat Hagen, har turdet prove pa at taenke originalt.

Vaerre er Nachspielet. Sneum har ikke kunnet fa nogen eksperter til at drofte, endsige verificere hans tydning. Fra overste arkaeologiske myndighed i riget har man naegtet overhovedet at tage stilling med den begrundelse, at det drejede sig om et religionshistorisk emne. Deter meget uheldigt, da der pa forlag og i stipendieudvalg synes at herske den opfattelse, at det ma vaere rigsantikvaren, der skal afgore sagen. Det bliver derfor naermest okonomisk umuligt for Sneum at ga videre med sine vigtige studier.

Pa Religionshistorisk Institut gik det ikke bedre. Dettes ekspert i indiske religioner erklaerede, at han ikke havde begreb om symboler og billeder. Han ville derfor intet have med guldhornenes tydning at gore. De er, da den arkaeologiske forskerkreds ikke har villet stimulere nogen offentlig debat, abenbart fortsat at betragte som et tabuomrade, som arkaeologerne vogter med alle midler. Ogsa Jorn blev jo i sin tid »bortvist«, da han ville arbejde med gamle nordiske symboler.

Den laere, man kan drage, er klar og deprimerende. Skomager, bliv ved din laest. Hold dig til din snaevre ekspertise og prov aldrig at spraenge din erkendelses graenser ved at inddrage nye fagomrader. Arbejd aldrig ud fra et altomfattende vitalt helhedssyn. Brug aldrig den skaberkraft eller enteleki, som Aristoteles kaldte den, der i dag naesten er ukendt, men som stimulerede mange romantikere foruden folk som Henri Bergson, Heisenberg og Bohr. Hvad kommer den skaberkraft og den helhedstolkning os ved.