E. Ladewig Petersen: Fra standssamfund til rangssamfund 1500-1700. Dansk social historie 3. (Gyldendal, 1980) ill., 447 s.

Dette »Dansk social historie«s tredie bind, forfattet af professor E. Ladewig Petersen, omhandler tiden 1500-1700. Deter en ny og utraditionel periodisering - og en god nyskabelse, der giver mulighed for at traekke linier pa tvaers af de store arstal 1536 og 1660. Skont forfatterens eget forskningsfelt, adelsvaelden, naturligt nok ma indtage en fremtraedende plads, tillaegges begivenhederne omkring dens indledning med Reformationen og dens afslutning med Enevaeldens indforelse ikke storre vaegt i sig selv. Forfatterens interesse har langt videre og mere principiel raekkevidde, nemlig - som det klart er angivet i bindets titel - Danmarks omdannelse fra et stands- til et rangssamfund.

Det store vaerks forskellige forfatterehar vaeret ret frit stillet, ogsa med hensyn til definitionen af, hvad socialhistorieer. Ladewig Petersen diskutererbegrebet i den indledende Introduktionog konstaterer s. 14, at modernesocialhistorisk forsknings mal er »at analysere og at forsta samfundets opbygning af mennesker og grupperinger,hvis placering indbyrdes og i forholdtil helheden bestemmes af okonomiske,sociale og politiske, af materielleog immaterielle faktorer«. Men

tilfojes det: »Definitionen bor imidlertidnetop ikke opfattes som statisk«; central er ogsa samfundets omformningog forskydningerne inden for og mellem de forskellige sociale grupper. Af de ovenfor citerede forklaringsfaktorertillaegges isaer de okonomiske forholdafgorende

Ladewig Petersen fortsaetter med en kort redegorelse for kildeproblemer og kildetyper med papegning af muligheder og isaer farer og begraensninger for sluttelig at afrunde Introduktionen med »Lidt historiografisk baggrund«, hvor det fremhaeves, at moderne dansk socialhistorie endnu er i sin vorden, og hvor det yderst beskedent understreges, at fremstillingen derfor »i mange henseender endnu kun kan blive provisorisk eller endda maske kun impressionistisk« (s. 29).

Alligevel er det med stor forventning, man gar i gang med laesningen, da forfatteren - jfr. litteraturfortegnelsens mange arbejder fra hans hand - er en af landets fa virkelige kendere af periodens Danmarkshistorie. Og forventningerne skuffes ikke.

De for perioden generelle og grundlaeggende forhold behandles i det omfattende forste hovedafsnit Befolkning, samfundsstruktur og produktionssystem. Der indledes med en behandling af de 200 ars befolkningsudvikling, der - om end med betydelige geografiske variationer - i lighed med den almeneuropaeiske udvikling er praeget af en generel befolkningsvaekst, der ledsages af en .(vis) social differentiering med skabelsen af en stor - om end meget uensartet - husmandsgruppe; denne vaekst synes at fortsaette til midten af 17. arhundrede, hvor - idet den sandsynlige betydning af den tyngende beskatning som folge af 17. arhundredes ekspanderende statsmagt pointeres - 1650'ernes epidemier og Svenskekrigene forarsager et fald i befolkningen, folkningen,der imidlertid regenererer forholdsvis hurtigt efter 1660. For byernes vedkommende med den klare forskel, at mens hovedstaden vokser staerkt, praeges provinsbyerne af stagnation. Hovedtendensen er klar og kan ikke anfaegtes, hvorimod fremstillingens mange statistiske detaljer nok kan diskuteres, isaer naturligvis for den aeldste tids vedkommende.

Eksempelvis virker stigninger pa omkring 250% i husenes antal i Musse og Fuglse herreder 1568-1664/1682 ikke saerlig sandsynlige eller trovaerdige, men vidner vel for en stor dels vedkommende blot om en fyldigere registrering i de sene kilder (tabel 11 s. 65). Og hvorledes kan man s. 55f have en stigning i Ringsted-Ramso herreder fra 944 jordbrug i 1517 til 1012 i 1651, nar tabel 8 (s. 62) faktisk viser stabilitet 1517-1682. Forfatteren er naturligvis klar over de vanskeligheder og usikkerheder, der haefter ved materialet, men har »valgt at fremlaegge de demografiske analyser saledes, at de kan give laeseren et indtryk af de forskningsmaessige overvejelser, som lader sig anstille, og som samtidig kan understrege den nodvendige margen af usikkerhed« (s. 42). Det synes dog tvivlsomt, om dette sidste mal er naet; de mange tabeller og beregninger (ofte med decimalers nojagtighed), der bringes uden grundige og kritiske kommentarer til de enkelte talstorrelser, kan naeppe - trods nok sa mange generelle forbehold - undga at give den laeser, der ikke pa forhand er fortrolig med 16-17. arhundredes »statistiske« materiale og dets problemer, indtryk af en sikkerhed, der ikke er til stede.

I det folgende kapitel om »Demografiskeforhold« bevaeger forfatteren sig fra befolkningsudviklingens hovedlinierover til befolkningsstrukturen, hvor det nye »europaeiske familiemonster«(lavere aegteskabsfrekvens, laverebornetal

rebornetalm.v.) ikke synes at sla igennemi Danmark for 1700. Dikteret af kildesituationen koncentreres beskrivelsennaturligt nok om 17. arhundrede,hvor kirkebogsmaterialet efter pabuddet1645 om kirkebogsforing giver visse muligheder. Trods materialets vanskeligheder foler man storre tryghedved de statistiske beregninger i forbindelse med undersogelser af forholdenei lokale samfund; det lykkes her forfatteren at vise, hvorledes krige, dyrtid og ikke mindst de hermed forbundnehyppige og überegnelige epidemierhar gjort tilvaerelsen usikker, og hvorledes disse forhold har influeret pa de demografiske komponenter som fodsler, vielser og dodelighed. Fremhaevesbor isaer analysen af den hidtil uudnyttede »Perlestikkerbogen«, der giver et indblik i situationen i Nakskov i 1620'erne.

I hovedafsnittets sidste kapitel »Standssamfund, produktionssystem og social struktur« praesenteres det funktionsdelte standssamfund, som udvikles i tiden efter Hans' handfaestning 1483 og finder sin endelige formelle udformning i Koldingrecessen 1558. De forskellige sociale gruppers placering i samfundet afgores dels af de retslige privilegier, dels - og ifolge forfatteren isaer - af deres funktionelle placering i produktionssystemet: Med dettes agrare karakter var »den absolut dominerende komponent i det danske privilegiesystem da - materielt som politisk - adelen og dens godsdrift; de ovrige staender grupperer sig privilegiemaessigt og funktionelt omkring kronens og adelens gods, indtil reformationen ogsa kirkens« (s. 120). Centralt star afsnittene om den sociale differentiering henholdsvis pa landet og i kobstaederne. Savel den geografiske som sociale mobilitet har uden for adelen vaeret stor, men udviklingen praeges samtidig i 17. arhundrede af stigende okonomisk koncentration og stigende social differentiering inden for alle staender, hvilket forarsager en udhuling og nedbrydning af standssamfundet og dettes omformning til Enevaeldens rangssamfund.

Hermed er klart og praegnant angivet vaerkets hovedtese, der dernaest - efter et kort sidste kapitel om »Levestandard« (lonninger, priser, ernaering m.v.) - beskrives og uddybes i de efterfolgende tre kronologiske hovedafsnit.

Det forste af disse, Standssamfundet 1483-1558, tager sit udgangspunkt i det Danmark, den senmiddelalderlige krise efterlod. Krisens umiddelbart positive virkning for bonderne (den nedsatte landgilde) udhuledes af adelens og kirkens forsog pa ved nye afgifter og tvangsforanstaltninger at kompensere deres okonomiske tab, hvilket sammen med ogede skattekrav fra kronen ses som forklaring pi bondeurolighederne under den adelige reaktionsperiode. Uroen og modsaetningerne i Adelsvaeldens opbygningsfase aflostes efter 1536 af en stabilisering af bondesamfundet og cementering af det funktionsdelte standssamfund, der som naevnt fandt sit formelle udtryk i den sammenfattende Koldingreces 1558. Vaesentlig forekommer papegningen i overensstemmelse med Fussing af kronens heldige forsog pa at gennemtvinge retsbeskyttelsen af bonderne i den rolle, systemet anviste dem - en opfattelse, der dog formentlig vil vaere delte meninger om. Velgorende er tolkningen af 1547-recessens bestemmelse om adelens ret til at gore sig sit gods sa nyttigt som muligt, der ikke opfattes som indledningen til en generel og hardhaendet bondeundertrykkelse, men snarest som en begraensning pa godsejeren til at lade sig noje med at udnytte godsressourcerne bedst muligt, hvilket - som forfatteren papeger - vel hyppigst har vaeret en faelles interesse for begge parter.

Naeste kapitel folger adelsstandens udvikling fra senmiddelalderen og frem. Agrarkrisen var primaert en krise for den mindre modstandsdygtige lavadel, der oftest kun overlevede som fogeder for mere godsrige standsfaeller og kirken, og skont muligheden for social opstigen eksisterede - isaer i kolvandet pa modsaetningerne mellem krone og adel - er hovedtendensen tydeligt udryddelse af lavadelen til fordel for hojadelen, der blev stadig rigere, bl.a. gennem opkob af lavadelsgods til kompensation for indtaegtsnedgangen som folge af krisen (i den forbindelse: Er Esge Brok s. 194 mon ikke fejl for Lage Brok?). Adelens aristokratisering og koncentrationen af gods pa faerre ejere er uomtvistelig, hvorimod anmelderen har svaert ved pa dette tidlige tidspunkt at se »tydelige bestraebelser« pa geografisk koncentration af faestegodset omkring hovedgardene (s. 191). Et andet vaesentligt traek er faldet i den adelige egenhandel ved midten af 16. arhundrede, som maske nok isaer skyldes, at denne handel ikke laengere var rentabel, men dog samtidig klart markerer adelens forvandling til en egentlig godsejeradel, der koncentrerede sig om landbrugsproduktionen (jfr. ovennaevnte recesbestemmelse 1547), og det i en sadan grad, at adelens og kronens store godser og deres produktion blev standssamfundets egentlige nerve.

Undergik landbosamfundet saledes vaesentlige aendringer frem til 1550'erne, fastholdt kobstaederne derimod i vid udstraekning deres senmiddelalderlige praeg som centre for oplandshandel. De sociale skel mellem kobmaend, handvaerkere etc. eksisterede, men om end der spores en stigende dansk aktivhandel, horer den skarpe sociale polarisering med en dominerende. kapitalstaerk kobmandsoverklasse en senere tid til.

I det folgende kapitel om »Den offentlige sektor« pointeres, at Danmark i 16. arhundrede var og blev en domaenestat, hvor kongen i lighed med adelen matte leve af sine domaener, lenene, og hvor malet var balance pa det ordinaere budget. Kronen var for at oge sine indtaegter henvist til en rationalisering og effektivisering af godsdriften og lensvaesenet. vEndringerne i forleningsformerne, der reducerede lensmanden til kgl. embedsmand, og centraliseringen af lensforvaltningen bevirkede - i overensstemmelse med Erslev - okonomisk og politisk en styrkelse af kongemagten, mens reformernes vaesentligste socialhistoriske konsekvens var, at reduktionen af de mange sma godslen fjernede lavadelens muligheder for en nogenlunde standsmaessig

Kapitlet »Idehistoriske aspekter«, hvor der bl.a. peges pa dominikanernes og de radikale sydtyske reformatorers betydning for den sociale protest i forbindelse med den danske reformation, og hvor der redegores for reformationstidens officielle samfundsorden, afrunder dette forste kronologiske

I det folgende hovedafsnit Standssamfundets oplosning 1558-1629 behandles det funktionsdelte standssamfunds gradvise udhuling med en stigende social differentiering og polarisering inden for de enkelte staender. Udviklingen ses i europaeisk sammenhaeng, hvor 16. arhundredes hojkonjunktur trods svingninger bragte betydelige kapitalmaengder til landet - saledes beregnes med den nodvendige forsigtighed overskuddet 1611-13 og 1640 til henholdsvis 1,6 og 1,7 mill. rd.

Om end savel bonderne som eksportkobmaendenehar faet andel i velstandstilvaeksten,er dog uomtvisteligt tilfaldet krone og adel. I beskrivelsen af disses udnyttelse

af konjunkturopgangen bliver forfatterensovervejende okonomiske tilgangsvinkeltydelig: okonomisk rationalitet og indtaegts- eller profitmaksimering er noglebegreber. Skont det sparsomme materiale übestrideligt afslorer adelig spekulation i prissvingningerne (uden at vi dog ved, hvor typisk en ChristofferGoye faktisk er), er det maske nok et sporgsmal, om ikke denne okonomiskerationalitet undertiden fores for vidt. Saledes kan recesbestemmelsen 1547 om sa vidt muligt at holde godsernesamlet ved skifte nok passes logisk ind i bestraebelser pa arrondering af godskomplekserne (s. 261f), men faktisksynes de fa kendte specificerede soskendeskifter fra 16. arhundrede at vidne om, at dette hensyn ikke har spillet nogen naevnevaerdig rolle - i alt fald overholdtes bestemmelsen langt fra altid. Tilsvarende kan den driftsmaessigerationalitet bag Frederik IPs mageskiftepolitik diskuteres (s. 290f); effektivisering og rationalisering af lensforvaltningen har da givet spillet ind, men oprettelsen af kgl. vildtbaner er i realiteten det eneste kildebelagte motiv, og pafaldende er det i alt fald, at stort set alle erhvervede adelige hovedgardestraks blev nedlagt. Denne understregning af malbevidst samling af godskomplekserne er egentlig sa meget mere bemaerkelsesvaerdig, som forfatteren selv laegger et brad omkring 1630, forst derefter ekspanderede den hoverikraevende hovedgardsdrift for alvor (se s. 357ff).

Pa langt mere sikker grand foler man sig ved den blaendende skildring af hojkonjunkturens sociale virkninger for adelen som stand, der hviler pa forfatterens egen omfattende og grundlaeggende forskning. Danmarks status som alternativ/sekundaer leverandor (i alt fald af korn) til det europaeiske marked gjorde danske godsejere sarbare over for de konjunktursvingninger, der praegede udviklingen fra omkring 1580; afsaetningskriserne ramte naturligvis isaer den lavere og mellemste adel, der derfor jaevnligt matte lane sig frem, bl.a. hos rige standsfseller som eksempelvis Esge Brok. Stadig storre godsrigdom hobede sig op hos et fatal af storgodsejere, en koncentrationsproces, som anskueliggores ved en sarnmenligning af godsfordelingen ifolge rostjenestetaksationerne 1587/88 og 1625.

Denne aristokratisering og staerkere sociale lagdeling af adelen, hvis slaegtsantal i ovrigt reduceres kraftigt ved, at mange fra den godsfattige adel gled ud af standen, afspejles ikke blot i godsfordelingen. Rigsradspladserne besattes af medlemmer af en stadig snaevrere gruppe hojadelsslaegter, der ogsa monopoliserede de indbringende hovedlensmandsposter, sa der var god grand til den menige adels protest herimod 1588. De stigende krav til uddannelse i lensadministrationen rummede dog en mulighed for social mobilitet, men da uddannelserne var udgiftskraevende som folge af de lange udlandsrejser, havde den rigere hojadel i praksis ogsa her et klart fortrin frem for den menige adel.

Samme tendens gjorde sig gaeldende i kobstaederne, hvor der i perioden udskiltes en tydelig overklasse af kapitalstaerke kobmaend, der varetog den stigende eksport af korn og oksne, blot var der her i modsaetning til adelen tale om en storre okonomisk og social mobilitet. Disse stigende sociale skel i kobstaederne, som ogsa afspejler sig i udviklingen i skatteligningen, forstaerkedes blot yderligere af Chr. IV's - ganske vist mislykkede - aktive merkantilistiske

Periodens kendetegn er den stigende sociale differentiering og polarisering inden for og pa tvaers af staenderne samt statens mere aktive rolle under

Chr. IV. Der er dermed klart lagt op til naeste og sidste hovedafsnit om Skattestatensvcekst 1629-1700, der som baggrundindledes med en udforlig beskrivelseog diskussion af 17. arhundredes europaeiske krise, hvis hovedtraek og kendetegn ogsa i vid udstraekning har gyldighed for den danske samfundsudviklingi 17. arhundrede. Som det alleredefremgar af afsnittets titel, ses hovedforklaringen - i overensstemmelse med Niels Steensgaards tolkning - i den eksplosive vaekst i den offentlige sektor.

Chr. IV's kostbare udenrigspolitik og her ikke mindst behovet for en staende haer, som Rigsradet modvilligt accepterede 1637, men maske nok sa meget den generelle voldsomme udvidelse af statens kompetenceomrade (jfr. firedoblingen af Danske Kancellis ekspeditioner mellem 1570'erne og 1630'erne) betod en sa enorm vaekst i de offentlige udgifter, at kronens domaeneindtaegter pa ingen made forslog, men matte suppleres af stadig hyppigere og hojere skatter (se de illustrerende beregninger af det voksende skattetryk s. 342 fog 345). Forvandlingen fra domaenestat til skattestat er tydelig, men forst den okonomiske nodvendighed efter Svenskekrigenes odelaeggelser og kobmandsaristokratiets voksende styrke (isaer i Kobenhavn) muliggjorde fuldbyrdelsen af udviklingen ved Enevaeldens indforelse i 1660, der med de efterfolgende krongodsudlaeg til afvikling af gaelden og indforelse af skatter formaliserede forvandlingen.

Socialhistorisk fik skattestatens vaekst tilsvarende vidtraekkende konsekvenser, der trods den store detailrigdom behandles med samme klarhed, sa udviklingens hovedlinier aldrig tabes af syne. Den i den forudgaende periode pabegyndte differentiering og polarisering inden for staenderne fortsatte. I adelen var det naturligt nok isaer den mindre rige del, der kom i vanskeligheder som folge af skattestatens vaekst fra 1630'erne og landbrugets afsaetningsvanskeligheder i forbindelse med de vigende konjunkturer fra 1640'erne.

Helt centralt star behandlingen af udviklingen for landbefolkningen, hvor forfatteren som noget nyt - og formentlig med rette - laegger et afgorendevendepunkt ved 1630. Forst tiden derefter (og isaer fra 1640'erne) var den egentlige indledning til bondestandensokonomiske forarmelse og varige sociale degradering, idet godsejeradelensreaktion pa skattestatens vaekst blev en udvidelse af hovedgardenesegenproduktion til erstatning for de nu mere usikre indtaegter fra faestegodset.Med stotte i Gunnar Olsens undersogelser pointeres det, at hovedgards - resp. storgodsdriften med dertil horende bondegardsnedlaeggelser forst forceredes efter 1630 og yderligere som folge af afsaetningsvanskelighedernei 1640'erne for at kulminere i arhundredetssidste halvdel, hvor halvdelenaf samtlige registrerede bondegardsnedlseggelser1525-1699 Om end det betones, at storgodstendensernei Danmark ikke ma overvurderes,blev folgen af det ogede behov for billig (= gratis) arbejdskraft - specielti en tid med stigende lonninger - en betragtelig vaekst i ugedagsbondernesantal, uden at vi dog er i stand til at male omfanget og byrden af den enkeltefaesters hoveri. Man kan sporge sig, om forogelsen af de skattefrie ugedagsbonderikke - i lighed med den skattemsessigeomklassificering fra hel- til halvgarde - i forste omgang skal ses som en skatteteknisk fidus fra godsejersidefor at afbode virkningerne af de stigende skatter, og hoveriets übestrideligevaekst til bondestandens hardestebyrde saledes opfattes som en slags andet trin i udviklingen - maske i

sammenhaeng med den aeldre Enevaeldesodegardsproblem. Den skitserede udvikling muliggjordes af den af forfatterenpaviste omfortolkning i begyndelsenaf 17. arhundrede af 1558-recessensnyttiggorelsesparagraf fra dens oprindelige driftsokonomiske sigte til ogsa at gaelde det retslige forhold mellemgodsejer og bonde.

Der advares prisvaerdigt mod en for bastant opfattelse af bondeundertrykkelsen, idet udviklingen nemlig ledsagedes af en social differentiering inden for bondestanden; der er saledes perioden igennem adskillige vidnesbyrd om ikke helt fa »rige bonder« med penge pa rente. At hovedtendensen for det store flertal var forarmelse og tab i social status, kan der dog ikke herske tvivl om, hvilket da ogsa antydes af det i al fald for Sjaelland konstaterede fald i antallet af gardmaend, mens antallet af husmaend voksede - ved hvilket sidste forhold man dog ma have skaevheden og usikkerheden som folge af kildernes stadig fyldigere registrering in mente.

Periodens taber frem for nogen var dog den efterhanden mere og mere okonomisk betraengte adel, der mistede sin politiske magt og sine forrettigheder. Derimod blev det kapitalstaerke kobmands- og akademikeraristokrati (isaer det kobenhavnske), der i vid udstraekning finansierede den betraengte adel, og som med sine gradvis skaerpede krav - ikke pa demokratisering - men pa lige adgang med adelen til erabede, rang og godsbesiddelse beredte adelens fald og Enevaeldens indforelse, ikke den vinder, som det givet selv havde gjort sig forhabninger om. Enevaelden takkede sine fodselshjaelpere darligt og skabte sin egen magtelite i fyrstens tjeneste, en rangadel, hvor rang knyttedes til statstjeneste og gradvis ogsa til godsbesiddelse, som - hvad tabellerne s. 385ff over ejendomsfordelingens forvandling viser - kobstadsaristokratiet aristokratietikke fik naevnevaerdig andel i, medmindre de blev optaget i enevoldsadelen. Pa papiret gav Enevaeldens rangssamfund nok principiel lighed og mulighed for storre social mobilitet, men i praksis var mulighederne begraenset til en fatallig overklasse. Samfundets aristokratiske praeg aendredes ikke, og for befolkningens store flertal, isaer bondestanden, betod Enevaelden ikke nogen forbedring - snarere

Den i vaerkets titel indeholdte hovedtese med udvikling fra standssamfund til rangssamfund er fort til ende, og i den afsluttende Sammenfatning traekkes hovedlinierne op, saledes at denne nye syntese af den danske samfundsudvikling 1500-1700 star klart og markant.

Dette tredie bind af »Dansk social historie« er en imponerende praestation og vil givet i lang tid ganske enkelt sta som vcerket (sammen med forfatterens bind af Gyldendals Danmarkshistorie). En virkelig kender af perioden videregiver her til glaede og gavn for alle os andre sin formidable viden med et vaeld af konkrete oplysninger (ind imellem maske med lidt for stor tilbojelighed til kvantificering), der bringes pa en sadan made, at forfatteren samtidig med detailrigdommen formar fra start til slut klart og stringent at fastholde sit nye helhedssyn pa perioden - et helhedssyn, som nogle maske vil finde vel okonomisk orienteret.

Vaerkets vaerdi oges yderligere ved, at foruden den afsluttende, samlede Litteraturfortegnelse afrundes hvert hovedafsnitmed en raesonnerende forskningsoversigtpa 10-12 sider. Der gives her en kyndig oversigt over den foreliggendeforskning med en diskussion og vurdering af resultaternes anvendelighed,palidelighed og mangier samt ikke mindst vaerdifuldt og velkomment mange anvisninger pa emner og omrader,der

der,derkalder pa undersogelse. Bindetopfylder saledes til fulde det for hele socialhistorieprojektet erklaerede mal pa en gang at vaere opslagsvaerk (i hvilken forbindelse man dog kunne haveonsket sig et register ogsa til det enkeltebind) og samtidig udgangspunkt for videre studier (Humaniora 1974-76 s. 166ff). Derimod kan det ligeledes erklaeredeforstaelsesniveau eksamen)naeppesiges at gaelde dette bind. Denne mangel er dog meget let at baere, thi for nuvaerende og kommendehistorikere vil bogen med sin grundige fremstilling, gode forskningsoversigterog forfatterens iderigdomvaere en guldgrube.