Kristian Jensen: Latinskolens Dannelse - latinundervisningens indhold og formøl fra reformationen til enevælden. (Museum Tusculanum, 1982). 263 s.

Bogen er en omarbejdet guldmedaljeafhandling om latinundervisningen i de dansk-norske skoler 1536-1660. Ganske vist er den lidt vel bundet til forordninger og reglementer med flere normative kilder, der ikke nodvendigvis altid afspejler virkeligheden eksakt, samt til klager, en righoldig, men ofte besvaerlig kildegruppe. Men laeseren opnar et betydeligt indblik i latinskolens emnekreds, hvor isaer Cicero og Terents synes at dominere. Men selv om laerebogsstridigheder m.m. tager en del plads op, turde det vaere vanskeligt for en ikke-specialist at forsta, hvad tidens paedagogiske debatter (f.eks. den ramistiske strid) egentlig gik ud pa.

Et velment forsog pa at indkredse skoleelevernes sociale oprindelse strander uhjaelpeligt pa materialets utilstraekkelighed (nar man lejlighedsvis blot kan identificere 15%, bliver selv de forsigtigste konklusioner intetsigende, i vaerste fald vildledende). Og nok var latin grundlaget for den laerde skole; men deter, som om forfatteren ikke indser, hvilken enorm og givet yderst tidkraevende rolle sang og musik da spillede (og det ikke mindst, fordi disse discipliner ofte udgjorde skoles som elevers okonomiske basis).

Af storst interesse er behandlingen
af et halvhundrede bevarede stile fra
1631-32 (desvaerre alle fra folk, der

dumpede ved universitetets optagelsesprove),der sammen med tilsvarendemateriale (f.eks. en raekke fragmenterfra Herlufsholm) synes at bestyrke forfatterens almene opfattelse, at 1632-forordningen hovedsageligt efterlevedesi