Carsten Breengaard: Muren om Israels hus. Regnum og sacerdotium i Danmark 1050-1170. (G.E.C. Gad, 1982). 341 s. + 24 ill.

Breengaards bog har disputatsgenrens klassiske dyder: Den baeres af en klar tese. Denne tese fremsaettes i oppositiontil en aervaerdig tidligere tese, tilmedpa

medpaen af forskningens klassiske
slagmarker.

Emnet er Danmarks politiske historie mellem Sven Estridsens tronbestigelse omkring 1050 og cementeringen af Valdemarernes kongedomme med helgenkaringen af kongefaderen Knud Lavard ved kirkemodet i Ringsted 1170. Som sa ofte for fokuseres der pa forholdet mellem regnum og sacerdotium, konge og kirke. Eller rettere i Breengaards udformning: kongedomme og praesteskab. Og det gor straks en betydelig forandring.

Kirken er for denne forfatter forst og fremmest den ydre ramme om den gejstlige stand. Denne udgjorde i en sa tidlig fase af den danske kristningsproces' historie som den her behandlede decideret en marginal gruppe i samfundet. Som sadan havde den permanent behov for at soge social betryggelse.

De gejstlige var til stadighed truet, fordi det gammeldanske samfund i det vaesentlige var et slaegtssamfund, hvis centrale retsinstitution var fejden. Den unge kirke havde imidlertid ingen muligheder for at haevde sig ved fysisk magtudfoldelse. For en socialhistorisk betragtning er det derfor abenbart, at praesteskabets bestraebelser gik ud pa at soge beskyttelse hos dette samfunds allermaegtigste, d.v.s. kongen. Til den ende udviklede man en storre ideologisk overbygning omkring billedet af den ideale konge; konkret udformedes dette i kulten omkring de kongelige personer, der opnaede helgenvaerdighed.

Dette synspunkt er vel for en moderne, socialhistorisk taenkende laeser ikke overvaeldende kontroversielt. Men nar emnet er omhandlede periodes Danmark, er det kontroversielt. Thi forskningstraditionen foreskriver en helt anden

Det 19. arhundredes historikere skildrede perioden med Saxo Grammaticus maticussom den übestridte hovedkilde. Saxo var et velegnet grundlag for en fremstilling med nationen og de staerke konger som baerende elementer. I det 20. arhundredes begyndelse rykkede imidlertid Saxo-kritikerne ind i dansk middelalderforskning, hvor de sejrede sa eftertrykkeligt, at de kan betegnes som skoledannende ogsa for den nulevende forskergeneration. Hovednavnene er, nar det gaelder det foreliggende emne, brodrene Lauritz og Curt Weibull samt Erik Arup.

Deres synspunkter tog utvivlsomt helt ned i enkeltheder farve af modsaetningsforholdet til den nationale royalistiske historietradition. De konger og bisper, der tidligere havde vaeret idealskikkelser, blev nu skildret som voldsherskere. De konger, som af Saxo blev hanet for uduelighed, blev til gengaeld fremhaevet som besindige maend, hvis regeringsprincipper var fred udadtil og indadtil respekt for aeldgamle folkelige selvstyretraditioner. Det centrale synteseskabende vaerk var Arups Danmarkshistorie bd. 1 (1925), og den mest slagkraftige fremlaeggelse af kildegrundlaget fandt sted i nummer 1 af Lauritz Weibulls eget tidsskrift Scandia (1928) med artiklen »Nekrologierne fran Lund, Roskildekronikan och Saxo. Grunddrag i Danmarks historia under det 12. arhundradet«.

Studier i de to dodeboger fra Lundekirken,Necrologium Lundense og Liberdaticus Lundensis havde bragt Weibulltil den opfattelse, at disse rummedeto forskellige tendenser. Ved sammenstillingmed Saxo og den noget aeldre Roskildekronike blev det yderligereklart, at disse tendenser havde deresbaggrund i to politiske partier, som stod hardt mod hinanden. Partierne var baret af hver sit program. Det ene, som havde Saxos sympati, kaempede for kongemagtens ekspansion i samfundetpa bekostning af folkets og kirkensfrihed.

kensfrihed.Det andet parti, som Roskildekronikenog med den Weibullskolensympatiserede med, gik ind for frihed for kirke og folk og dermed for en i befojelser staerkt begraenset kongemagt.

For denne opfattelse, som Breengaard betegner som Weibullsyntesen, fungerer kirken under partistriden, der i sit vaesen var en forfatningskonflikt, forst og fremmest som leverandor af ideologiske synspunkter. Som kirkehistoriker finder Breengaard det imidlertid usandsynligt, at kirken skulle have affundet sig med denne birolle uden at forfolge selvstaendige mal. Derfor stiller han sig sporgsmalet, om gejstligheden ikke snarere tog politisk stilling pa en made, der var udslag af dens egen indignation over sin egen sociale stilling.

Svaret bliver som antydet bekraeftende. Mod Weibull-syntesens ophavsmaend anfores, at de projicerede deres egen epokes forfatningskonflikter tilbage til 11.-12. arhundredes politiske forhold. Det kan der utvivlsomt vaere meget om. Men Weibulls tese var jo tillige, i god overensstemmelse med hans empiristiske videnskabssyn, dokumenteret pa en naerlaesning af kilderne. Og deter da nok Breengaards egentligste bedrift, at det lykkes ham at indtage modstanderens hojborg ved at omgore selve Weibulls laesning af nekrologierne. Fingrene laegges ikke imellem: »Weibulls konklusioner hviler pa en endog saerdeles mangelfuld teknisk analyse, en upraecis forstaelse af de to kilders genremaessige karakter og en uholdbar antagelse af et absolut skel imellem deres anvendelse. Disse forhold forer, sammen med en raekke metodiske inkonsekvenser, der kun kan skyldes onsket om at na et forudbestemt mal, Weibull til det resultat, at nekrologierne ikke bare er kilder til, men direkte parter i en dybtgaende politisk konfrontation« (s. 49).

Ordene er barske, men stottes unaegtelig af 24 gengivelser af originalmanuskripterne i farvefoto. Der er naeppe noget ideologisk tidehverv mellem de to nekrologier. Samtlige konger fra Sven Estridsen til Erik Emune synes indfort efter deres dod uanset deres kontroverser i levende live.

Det ideologiske skel findes ikke i nekrologierne og har for Breengaard ej heller eksisteret blandt den historiske virkeligheds Lundeklerke. Breengaard finder nemlig ikke et ideologisk splittet praesteskab, men tvaertimod en gejstlighed, der har en faelles ideologi. Tidens afgorende modsaetningsforhold gar ikke tvaers igennem det danske praesteskab, det gar ikke en gang mellem kongen og praesteskabet. Den virkelige kloft gik mellem kongen og praesteskabet pa en og samme side og det gammeldanske samfunds institutioner pa den anden side. Praesterne var bange for de store slaegters vilkarlige void med overfald pa praester, ran fra kirkerne 0.1. Heroverfor sa de deres bedste vaernemulighed i en staerk konge, der kunne formanes til at vaere en mur om Israels hus. Denne tankegang finder Breengaard dokumenteret i de centrale litteraere efterladenskaber fra tidens gejstlige nemlig Roskildekroniken og skrifterne omkring kongehelgenkulterne.

»Weibull-syntesen« har da nok med denne bog faet ulivssar. Det sporgsmal melder sig, om vi i stedet har faet en mere solidt funderet Breengaard-syntese. Eller skal man forestille sig, at den ad are skal aflives under tilsvarende store armbevaegelser?

Det vil jo vise sig. For naervaerende forekommer Breengaard at have givet en saerdeles plausibel forklaring pa, at tidens gejstlige skriver, som de gor i de overleverede kilder. Derimod synes det noget mindre forklaret, at de overhovedet kom til orde.

For vel forekommer det logisk, at

det hardt traengte praesteskab bearbejdedesine egne sociale erfaringer til en laere, der afspejlede dets egne tryghedsbehov.Men hvorfor anskaffede det danske samfund sig overhovedet dette praesteskab, som alle tilsyneladendevar ligeglade med, og lod det tilmed overleve og vokse? Det synes for anmelderen at se i modstrid med bogens logik.

Et svar pa det sporgsmal kan nok
kun nas ved en overskridelse af den
socialhistoriske begrebsramme.