Erland Porsmose: Den regulerede landsby. Studier over bebyggelsesudviklingen på Fyn i tiden fra ca. 1700 til ca. 1000 e.Kr. fødsel. I-II. (Odense Universitetsforlag, 1981). 550 s., 146,50 kr.

Erland Porsmose og Torben Grongaard Jeppesen arbejdede i arene 1975-79 med et forskningsprojekt om landsbyens opstaen og udvikling pa Fyn. Epokegorende og allerede naermest beromt er deres pavisning af, at ingen af 16 undersogte middelalderlandsbyer arkaeologisk kan fores laengere tilbage end til 10.-11. arhundrede til trods for, at navnene pa halvdelen af dem ma vaere aeldre end vikingetiden. Allerede 1977 kom deres forste rapporter herom, og i 1981 udsendte Grongaard Jeppesen den videnskabelige publikation »Middelalderlandsbyens opstaen«. Erland Porsmoses undersogelse af den videre bebyggelsesudvikling op til Christian V's matrikel byder ikke og kan ikke byde pa lignende revolutionerende opdagelser. Undersogelsen bygger pa det skriftlige kildemateriale, og deter for fynsk middelalder ringe, mens det om det 17. arhundrede omvendt gaelder, at det rigelige kildemateriale for laengst har givet forskningen nogenlunde fast grand under fodderne, sa meget mere som de fleste bebyggelseshistoriske og lignende undersogelser ikke kun har relevans for en enkelt landsdel. Deter imidlertid afhandlingens store fortjeneste, at den behandler et sa omfattende omrade som Fyn og over sa langt et tidsrum. Deter ikke gjort for.

Porsmose begynder, logisk, bagfra med det kendte og sikre. Udgangspunkteter for sa vidt udskiftningskorteneo. 1800, men fra 1680'erne til udskiftningstidenskete der kun sma og fa aendringer i bebyggelse og landskab, sa sma, at flere forskere i de senere ar har

kunnet indtegne opmalingsoplysninger fra matriklens sakaldte markboger pa de tilsvarende udskiftningskort. Det praktiske udgangspunkt for Porsmoses retrospektive bebyggelseshistorie bliverda Christian V's matrikel med dens data om Fyns og Tasinges 174 (173) landsogne dyrket under 115 hovedgardeog 6982 bondergarde foruden en del huse, med bondergardene fordelt pa 551 landsbyer, 332 »enkeltgarde« og 46 mollegarde. For alle brugene kendes, som det vil vides fra Henrik Pedersens tabelvaerk (1928), det dyrkede areal beregnet i tonder land og vaerdien vurdereti tonder hartkorn. Deter saledes et stort materiale, der star til forskerensradighed, men siden Henrik Pedersennorklede med tallene for endog hele kongeriget, er lommeregneren heldigvis opfundet og - afgorende for foreliggende arbejde - har lektor StendalPedersen ved Odense Universitet EDB-udskrevet de fleste af oplysningernei matriklens fynske modelboger fra 1684. Modelbogerne udgor mellemleddetmellem markbogerne fra 1682, hvori hver bys agre blev opmalt, og afkastet af eng, overdrev og skov angivet, og selve matriklen fra 1688. De oplyser hvert jordbrugs indehaver og ejer, dets agerjordsareal, dettes fordelingpa bonitetsklasser, hohosten i vangejorden, rotationssystemet og omfanget af engho og overdrevsgraesning; endelig er det hele omregnet til, dvs. vaerdisat i hartkorn. Mens markbogernekun er praktisk anvendelige til studiumaf udvalgte mindre omrader, og selve matriklen blot er et hartkornsregister,kan modelbogerne bruges til mange statistiske formal. Dog mangier oplysning om herreders og sognes totalareal,fordi markbogerne kun opmalteagerjorden. Porsmose bruger her A.F. Bergsoes »Den dariske Stats Statistik« fra 1844, som bygger pa udskiftningskortene,hvorved han undgar moderne graenseaendringer omkring kobstaeder og nyere landvindinger. Herefter kan der laves statistik: naerved70 tabeller og kort alene til bebyggelsessituationenpa matriklens tid. Til gardtal mv. bruges Henrik Pedersens tabelvaerk, til hartkornsansaettelsen etc. Stendal Pedersens udskrifter.

Malegrundlaget for den statistiske beskrivelse er de 13 herreder (de nuvaerende 12 plus Hindsholm) eller, oftest, de 173 sogne. Som eksempel kan tages den forste, vigtige udregning, bebyggelsestaetheden malt i antal garde pr. 1000 td. land (s. 61). For Fyn som helhed var tallet 13.3 garde, variationen mellem herrederne var ikke saerlig stor, fra 11.7 for Odense hd. til 16.4 for Skam hd., og ikke mindre end 6 af de 13 herreder havde mellem 13.0 og 13.8 garde pr. 1000 td. land. Sognene varierede naturligvis mere, men 99 af de 173 sogne la dog mellem 11.5 og 16.5 (s. 64). Interessant bliver det, nar sognetallene saettes pa kort (s. 65). Med fire velvalgte og tydelige signatures som bruges pa alle tilsvarende kort bogen igennem, angives den varierende bebyggelsestaethed, og det ses, at de taetbygte sogne - uden respekt for herredsgraenser - daekkede den nordfynske slette (ekskl. visse kystsogne) nord for linien Gamborg fjord-Odense-Kerteminde, og at endvidere de sydostfynske kystsogne inkl. Tasinge samt sognene langs Vindinge a horte til samme kategori.

Undersogelsen af bebyggelsen 1682 er i ovrigt formet som folger: Forst analyseres bebyggelsestaetheden, som naevnt antal garde, endvidere antal huse med og uden jord. Dernaest »bebyggelsesstrukturen«,dvs. denesstorrelse,som viser sig at vaere beskeden i de hojereliggende, mere bakkede omrader pa Sydostfyn og omkringVissenbjerg, men anselig isaer i den nordlige, nedre del af Odense abassinet,hvor

bassinet,hvorgardtaetheden derimod var moderat (kortene s. 79-81). Det topografiskemonster fra de to faktorer tillader derpa forfatteren at inddele i tre kulturgeografiske zoner: 1) Kystomradetmed oftest taet bebyggelse, herunder mange huse, og moderat gardstorrelse. 2) Skovomraderne med tynd bebyggelse og moderat gardstorrelse.3) Sletteomradet med gennemgaendestore garde, men varierende bebyggelsestaethed (s. 83). Forskellen mellem de tre zoner er betinget af forskel i ressourcer, jo bedre jord, jo storre udnyttelse; de mange huse i kystzonen kan forklares ved alternativeressourcer (fiskeri). Men omfanget og arten af ressourcer er, som Porsmosekonstaterer, ikke en tilstraekkelig forklaring, dertil er bebyggelsesvariationerneinden for de tre zoner for store (s. 91). Bebyggelsen styredes ogsa af andre faktorer, dels af »afsaetningen« af overskudsproduktionen (merproduktet) - i hovedgardssognene var bondergardene relativt fa og sma, omkringkobstaederne store - dels af historiskeforhold, tidligere produktionsstrukturer(s. 84 og 157-59).

Bogens andet tyngdepunkt er analysen af bebyggelsesudviklingen 1682 til ca. 1500. Det vigtigste kildemateriale udgores af 1664-matriklen, praesteindberetningerne til Ole Worm fra Vends hd. 1623-24, skattemandtallet for Odense hd. 1610 og for Vends hd. 1606, praesteindberetninger om degnenes indtaegter 1572 (de sakaldte herredsboger) samt det nordfynske skattemandtal fra 1511. Det klare resultat, nar gardtallene i disse kilder sammenlignes, hvadenten pa herreds- og sognebasis eller, hvor kilderne tillader det, pa basis af ejerlav, er stabilitet. En vaekst i gardtallet i skovpraegede omrader og i visse kystsogne modsvaredes af inddragelse af bondegardsjord under hovedgardene. Deter en interessant santkonstatering, at de to processer oftest skete i de samme omrader, et forhold der haenger sammen med, at hovedgardene med forkaerlighed placerede sig i omrader, som ikke var totalt domineret af agerbrug, men til gengaeld udstyret med alternative ressourcer i form af eng, skov og graesningsarealer.

Til bedommelse af bondergardenes storrelsesudvikling dur skattemandtal og praesteindberetninger ikke. Porsmose inddrager for reformationstiden derfor jordebogsmaterialet. Med udeladelse af selvejerne og af faestegarde, hvis egentlige landgilde, skylden, faldt i penge, fremfindes jordebogsafgifterne for 1044 garde (ca. 15% af Fyns gardtal) og sammenlignes med landgildematriklen 1664 og modelbogerne 1684. Der konkluderes, at ogsa gardstorrelsesstrukturen var stabil 1500-1684. medgiver dog, at der pa reformationstiden var pafaldende mange garde pa kun 3 td. htk. (s. 286ff).

Med rette stiller forfatteren herefter sporgsmalet (s. 274 og 291): Hvorfor denne stivhed i gardbrugssystemet, samtidig med at antallet af huse, ifolge kilderne, var i voldsom stigning? Hvor hustallet pa reformationstiden blot be-10b til 5% af gardtallet (s. 283), var det ifolge Christian V's matrikel pa 40% (s. 61). Selv om noget af denne stigning kan skyldes en ualmindelig darlig registrering i de aeldre kilder, er jeg enig med Porsmose i, at ekspansionen i hustallet ma forudsaette en betydelig befolkningsvaekst. Interessant er hans fremhaevelse af, at praestegardene perioden igennem besad langt flest huse, idet disse udgjorde praesternes

Porsmose besvarer for sa vidt ikke det rejste sporgsmal. Han diskuterer kort muligheden af en intensivering af agerbrugsproduktionen som en forklaringpa

ringpahustallets stigning, men ma samtidig konstatere, at sletteomradet ifolge praesteindberetningerne af 1690 var overudnyttet og manglede eng og skov og dermed kreaturer og godning, og at dette forhold naeppe var nyt, ogsa fordi intet tyder pa en udvidelse af det dyrkede areal der, sa langt tilbage praesteindberetningerneraekker ne).Medhensyn til gardstorrelserne vises det, at vel blev mange byer egaliserede(isaer i hovedgardssognene) mellem Reformationen og 1664, omkring100 ud af 551 (s. 346-60), men vist of test saledes, at gardtallet bevaredesuaendret. At den antagne befolkningsvaekstikke pavirkede gardtallet, forklares s. 327 tentativt med, at stigningeni hoveriet gjorde det hensigtsmaessigtat opretholde en ordentlig storrelse for de hoveriydende garde, som jo lagde bade redskaber og traekdyrtil, og med at skattebyrden ramte de mindre garde relativt hardt. Disse forklaringer har givetvis meget for sig, og deter synd, at Porsmose ikke har turdet tage dem med i det konkluderendeafsnit s. 360ff.

Afsnittet om den middelalderlige udvikling er, med det svage kildemateriale, nodvendigvis tyndt. Materialet fremlaegges: gardtal, storrelsesfordeling mellem gardene, landgildens hojde, alle tre forhold aendredes lidet efter 1425 eller 1450. Den fra andre landsdele sa velkendte hoj middelalderlige gardstruktur med bryder, landboer og gardsaeder fandtes ogsa pa Fyn, men materialet er hverken stort eller saerlig godt. Det kan dog ses, at systemet forsvandt efter 1400. Interessantest er det naturligvis, hvordan Porsmose far knyttet forbindelsen tilbage til hans og Grongaard Jeppesens arkaeologiske opdagelser. Han fremhaever, at hvor jernalderens landsbyer oftest kun forblev et par hundrede ar pa samme sted, har bebyggelsen siden slutningen af vikingetiden vaeret stedfast. Nar den aeldre middelalder samtidig betod etableringen af den feudale statsdannelse og af talrige kobstaeder, ma der have vaeret tale om en agrar revolution med indforelse af nye driftssystemer (landsbyfaellesskab, vangebrug) kombineret med en stark torpudflytning, og i sammenhaeng hermed vel en vaekst i bebyggelsen. I det 13.-14. arhundrede forsvandt en del af torperne igen, evt. i forbindelse med justeringer af vangebruget og agersystemerne. I senmiddelalderen forsvandt dertil ligesa mange eller flere som en effekt af agrarkrisen.

Bogen er ikke nemt laest. Det skyldes forst og fremmest den overvaeldende stofmaengde og iderigdom (som mit referat ikke har kunnet gengive). Pa den anden side gor forfatteren for lidt for at hjaelpe laeseren. Savel i kapitlet om bebyggelsen i 1680'erne som (isaer) i det om 1682-1500 gaelder, at mens han veloplagt forfolger sin lange argumentationskaede (med adskillige sidespring), taber laeseren med mellemrum traden. Der er for fa resumerende bemaerkninger, og (kryds)henvisninger findes overhovedet ikke. Et irritationsmoment er det, at kortene ikke angiver herredsgrasnserne, idet herrederne i tabellerne er det faste inddelingsgrundlag.

Der er mange tal i bogen, naesten altidsom procenttal. Nogle steder kunne man onske, at vi ogsa fik de absolutte tal eller de konkrete, lokale oplysninger.Kortet s. 97 inddeler sognene i fire grupper efter det dyrkede areals storrelsei 1682. 44 sogne havde 57-81% agerjord. 81% er en fantastisk hoj procent,men man skal have fat i bade Henrik Pedersen og A.F. Bergsoe for at se, at det drejer sig om et enkelt sogn (Melby), mens de naeste 3-4 sogne la pa 70-74%. Tabellen s. 127f. oplyser bl.a. den procentdel af byerne, der la

naermere en udensogns kirke end deres egen kirke, det meget interessante hovedresultater et tal sa lavt som 14% (ikke 19 som der star!). Temmelig uinteressanter derimod herredsvariationerne,Hindsholm var nede pa 8%, men vi far ikke at vide, at det betyder en by, og at Hindsholm bestod af en lang halvo med blot 13 byer, hvoraf de 5 var kirkebyer. Pa s. 174 haves en lignendetabel, her fordelt efter stednavnetyper,som viser, at kun ganske fa procent af byerne med de aeldste navne la naermere en nabokirke end egen sognekirke(naesten halvdelen af dem var selv sognebyer). Af um-byerne la 25% dog naermest en nabokirke, men for en gangs sky Id far vi ogsa de absolutte tal: der var kun 4 um-byer pa Fyn! Til sidst i denne forbindelse et suk over den rolle,Middelfart sogn med en hovedgard og en bondegard kommer til at spille, f.eks. pa kortet s. 79, hvor den ene lille bondegard far undergraensen for bondegardesgennemsnitlige hartkorn, opgjortsognevis, til at ga ned pa 1,2 td. htk.! Noget andet er: hvorfor er i ovrigtden til sognet horende 0 Faenos 4 garde ikke medtaget, og oen heller ikkeindtegnet pa kortene, nar dens areal,f.eks. s. 64, medregnes?

Visse af de statistiske oplysninger, bogen bringer, virker ikke ordentlig gennemtaenkt. Det gaelder oplysningen pa s. 121 om, at en hovedgard pa Sjaelland var naesten 10 gange sa stor som en bondegard sammesteds. Det ville her have vaeret rimeligt at fratraekke kronens hovedgarde, blot 21 i tal, men i snit sa store som 16 bondergarde; hermed bliver de resterende, adelige, 130 hovedgade blot 8,5 gange en bondegard. Pa s. 146-51 males landsbyernes egalisering. Hvis alle en landsbys garde falder inden for et interval pa 3 td. htk., betragtes byen som 100% egaliseret. Med dette udgangspunkt laves diagram og kort over de fynske landsbyers egaliseringsgrad, idet Porsmose som egaliserede endvidere medregner 21 byer, hvor gardene var delt i klasser pa hele, halve og kvarte. Det vaerdilose resultat bliver, at 42% af byerne var 75-100% egaliserede. Forst bagefter bringer Porsmose alle de fornuftige og nodvendige forbehold, eksempelvis at gardene i skovbygden omkring Vissenbjerg var sa sma, at de fleste automatisk faldt inden for det valgte 3 tonder hartkorns interval.

Nar jeg har fremdraget disse eksempler, skal det forstas som et memento om, at vi ikke ma lade os fascinere sa meget af regnemaskinerne, at vi blot lader dem udspy tal. Det afgorende er og bliver argumenternes 10dighed. Bemaerkningen er dog ikke specielt ment som en kritik af naervaerende bog. Den udgor en imponerende arbejdsindsats, er baseret pa omfattende viden, udviser stor iderigdom og giver en lang raekke resultater og bekraeftelser pa tidligere formodninger. Den er hermed et meget vigtigt bidrag til bebyggelseshistorien, mens det turde vaere en mere tvivlsom pastand, nar forlaget haevder, at den henvender sig til lokalhistorisk interesserede.