Poul Dam: Politikeren Grundtvig (Forlaget Aros, 1983). 96 s., 90 kr.

I anledning af 200-arsdagen har Folketingets praesidium villet hylde Grundtvig for hans omfattende folkeoplysning, der danner sa vaesentlig en baggrund for demokratiets vaekstbetingelser i Danmark. Praesidiet har derfor med god grund ladet den erfarne hojskolemand og politiker Poul Dam skrive om en ret upaagtet side af Den Gamles virke, om politikeren Grundtvig.

Deter i vid udstraekning blevet en fortjent rehabilitering oven pa det almindelige omdomme, at »der i sandhed ikke sad noget politisk hoved pa Grundtvig« (Erik Henrichsen). Bogen er fuld af traeffende bemaerkninger, der baerer praeg af forfatterens fortrolighed med Grundtvigs person, men desto mere kunne man have onsket, at den rent politiske virksomhed ikke var blevet anskuet sa isoleret fra hans historiesyn og ovrige virke r Det ville have vaeret i Grundtvigs egen romantiske and, at helheden i dette kom til orde, sa meget mere som Dam er pa det rene med, at hans verden ikke ville have vaeret »hel for ham, hvis han havde vist det politiske fra sig« (s. 14).

Bogen er lille og upretentios, og det ogsa meget store materiale er ikke gennemgaet sa systematisk, at der er vundet noget sammenhaengende syn pa Grundtvigs politiske anskuelser. Mange af betragtningerne er derfor hypotetiske, hvad Dam er klar over, og mange af de i ovrigt velvalgte citater star for isoleret og uformidlet. Men bogen er skrevet sa godt og indfolende, at den giver lyst til at fordybe sig yderligere i kildematerialet, hvilket ikke er den ringeste ros.

Saerlig pa et punkt synes der grund til at korrigere forfatteren. Der er naeppe grund til at tro, at Grundtvig pa dansk grund var nogen übetinget tilhaenger af parlamentarismen i dens engelske form. Snarere var hansom Monrad interesseret i, at enevaelden, som han oprindelig stottede, langsomt udviklede sig imod parlamentarismen, nemlig via det aeldre og siden det yngre konstitutionelle system. I begge disse vitle kongemagten nemlig bevare dels en stor, dels en betragtelig indflydelse, og i det aeldre konstitutionelle system ville kongens tillid til de ansvarlige ministre saledes vaere nok sa vaesentlig som rigsdagens.

Der er derfor imod Dams opfattelse grund til at tillaegge Vilhelm Birkedals erindringer stor vaegt, hvor han mener, at Grundtvig i martsdagene 1848 fortsat stod under indflydelse af sit gamle politiske losen:

Kongeh&nd og folkestemme,
begge stcerke, begge fri.

Grundtvigs naesten systematiske mangel pa automatisk loyalitet over for ministrene og hans ofte fremfusende, skarpe kritik over for disse var derfor heller ikke udtryk for naer sa anarkistisk og radikal en holdning, som Dam synes at mene.

Kongen stod med sin arvagne kritik pa den ene side af den ansvarlige regering, rigsdagen pa den anden, og hans holdning var bade i realiteten og for Grundtvig nok sa afgorende for ministeriets skaebne som rigsdagsmedlemmernes. Sandsynligvis kan man derfor i vid udstraekning opfatte den omstaendighed, at Grundtvig gang pa gang fremsatte saersynspunkter, som han pa forhand vidste ikke kunne vinde flertal i rigsdagen, som udtryk for indirekte appeller til majestaeten om at gore disse til sine egne. Grundtvig var jo, som Dam med rette gor opmaerksom pa, meget selvbevidst ogsa som politiker og ikke i tvivl om, at han gav nok sa vaegtigt udtryk for folkestemmen som de fleste af sine kolleger i rigsdagen. Hvad var da mere naturligt, end at netop han vejledte den magtfulde kongehand.

Det gaelder her om flere andre steder i bogen, at Dams eget politiske stasted er smittet lidt for meget af pa hans Grundtvigopfattelse, sa han gor Grundtvig mere demokratisk og socialt bevidst end rimeligt. Nar balancen alligevel er bevaret, haenger det sammen med, at Dam selv er forblevet staerkt praeget af sit naere forhold til Arne Sorensens ofte misforstaede Tredie standpunkt, der ikke var fascistisk, men sogte at skabe en alliance mellem den sociale ligheds- og retfaerdighedspolitik, som venstreflojen onskede, og den nationale samling, som hojreflojen stod for, og som Grundtvig selv blev sa fremtraedende en talsmand for i reaktion mod den fremtraengende tyskhed.

Poul Dams smukt illustrerede bog fortjener at blive laest. Han er gaet til opgaven med den gavnlige udgangsposition,at Grundtvig »pa mange mader er ... lige sa uforstaet idag som dengang,for stor og mangfoldig til at kunnerummes i gaengse kategorier«. Derforhar han ikke som sa mange andre voldtaget Grundtvig, men harmed

perspektiv kunnet give begyndelsen til
en nyvurdering af Den Gamles betydeligepolitiske