Erik Hansen: Om historie og sproghistorie. Skitse til en udviklingslære for historiske fcenomener. Forandring I. (Odense Universitetsforlag, 1983). 222 s.

Sporgsmalet er nok, om en historiker, der har ladet sig lokke af titlen, far meget udbytte ud af at laese denne bog. Denne anmelder kan i hvert fald lige sa godt krybe til korset og bekende, at hans udbytte har vaeret meget begraenset, og maske skulle han slet ikke anmelde bogen. For som det siges i forordet: »I sin helhed forudsaetter vaerket kendskab til en stor del af det 19. arhundredes sprogvidenskab, ligesom kendskab til principperne i vaerker af M.L. Samuels, Holger Steen Sorensen, Hjelmslev og Uldall forudsaettes bekendt« (s. 11). Det folgende kan derfor blot tages som en slags forbrugervejledning for ikke-lingvistisk skolede

Deter formentlig en meget eksklusiv bog, smaekfuld af lingvistiske fagudtryk og fremmedord i det hele taget. At flere afsnit diskuterer problemer inden for symbolsk logik, gor den heller ikke lettere tilgaengelig. Hovedindholdet synes at vaere at soge en forklaring pa, »hvorfor synkronien ikke blev startet som videnskabelig tradition for eller samtidig med diakronien« (s. 37), eller sagt anderledes, hvorfor kom strukturalismen efter sproghistorien og ikke for eller samtidig med. Et moment heri er ogsa »at se om forandring og forandringsbegrebet har en uafhaengighed og egen logisk geografi over for tilstand og tilstandsbegrebet« (s. 11) - en problemstilling som ogsa kan siges at vaere vigtig for »almindelige« historikere, ikke mindst i disse tider, hvor forholdet mellem »strukturer« og »begivenheder« star sa hojt pa dagsordenen.

Men fundamentalt er der altsa tale om en videnskabshistorisk undersogelse. Her lader fremstillingen dog efter min mening noget tilbage at onske. Forfatteren inddrager ikke hele den nyere diskussion om videnskabelig udvikling, hvor vi her til lands mest kender de synspunkter, der er udviklet i kolvandet pa Kuhns bog om videnskabelige revolutioners struktur fra 1962, men hvor ogsa den franske diskussion om epistemologiske brud (Bachelard, Canguilhem, Foucault) kunne naevnes. Den videnskabshistoriske beskrivelse er naermest intern, der er kun ganske fa og svage tillob til en ekstern betragtningsmade. Synspunkternes udvikling folges gennem en raekke forskellige filosoffers og sprogforskeres overvejelser. En konklusion er, at den modsaetning mellem struktur og historie (eller system og forandring), som nogle har villet haevde, »er reelt og logisk forkert« (s. 182).

Forfatteren agter i et efterfolgende vaerk at behandle »nogle vaesentlige traek for den sprogvidenskab der betragter sprogene som historiske faenomener« (s. 183), og bebuder i ovrigt, at dette bind er det forste af fire vaerker, der hver behandler forskellige sider af forandring og forandringsbegrebet.