Søren Nancke-Krogh; Af jord er du kommet. Danskerne som jordbrugere gennem 6000 år. (Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck, 1982). III. 156 s. Ellen Damgaard (udg.): Peder Lykke - En husmand på heden. (Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck, 1983). III. 364 s., 120 kr.

»Jeg har ikke i skolen laert, at husmaend nogensinde skulle have haft nogen som heist gavnlig indvirkning pa vort land«, skriver forfatteren (s. 139), og det tager han revanche for i sin bog, som i hoj grader et epos til husmandens pris. Det skal han heller ikke lastes for, det er godt at engagere sig i sin forskning, og den sociale indignation, som er bogens fundament, er vel begrundet. Det er ikke vanskeligt at vaekke sympati for husmanden, og det kan gore ondt at opleve det voldsomme tilbageslag, der er sket for ham og hans livsform i de sidste artier; personligt har jeg set gloden i aeldre husmaends ojne, nar de berettede om tidligere tiders sammenhold, om husmandsudflugterne osv. Man kan ogsa medgive, at deter pakraevet at fa »husmandslinjen« understreget i danmarkshistorien. Men bogen skildrer ikke danskerne som jordbrugere gennem 6000 ar, som undertitlen lover, der fokuseres ensidigt pa husmanden, og bade herre- og gardmand fremstar alene som husmandens fjender.

Bogens topografiske udgangspunkt

er den sydlige del af Samso (Onsbjerg),hvor ejendomsforholdene og husmandsproblemerne var saerligt accentuerede,og skildringen er forsogt bygget op om Peder Madsen (1833-1907),som 1888 stiftede landets forste husmandsforening og som hidtil har vaeret sa godt som overset. Det lykkesforfatteren at haeve Peder Madsen lidt ud af anonymiteten, selv om kildematerialeter spinkelt og konklusionernetil tider pa kanten af det baeredygtige,og undervejs far han sagt mange ting, som vaekker til eftertanke, ogsa til modsigelse; eksempelvis: de vsesentligeelementer til den danske folkekarakter(hvad det sa egentlig er?) dannedesi romersk jernalder sa at sige pa veiling eller grod (s. 17). Husmandsloven1899 m.m. forhindrede en revolutioni Danmark (s. 8). Den sjaellandske bondes usselhed - i 1798! - er maske forklaringen pa, at bonderne ikke laengereorkede at gore opror (s. 31).

Deter en af bogens kvaliteter, at forfatteren-virkelig har set sig for og spurgt sig for. Der er et udmaerket kapitel om landbokvinden i en brydningstid, og meget frugtbar er bl.a. indarbejdelsen af kunsthistorisk stof (f.eks. Willumsens Horup-figur s. 118 f.). Et vigtigt kildemateriale har vaeret Samsoaviserne, og vel er gamle aviser spaendende laesning, men her er de flere steder pa vej til at tage magten fra forfatteren. Det bliver for kalejdoskopisk. Men som helhed giver bogen en noget at spekulere pa, og deter vel ikke det ringeste, man kan sige som et historisk skrift - helt bortset fra, om man uden videre vil kapitulere og erkende, »at danmarkshistorien er husmaendenes historie«.

Takket vaere en usaedvanlig vellykket
filmatisering vil bogens hovedlinjer i
ovrigt vasre kendt af en bred kreds.

Ellen Damgaards bog om Peder
Lykke er ogsa en husmandsbog, men

til, at hun matte inviteres med. Det var
en oplevelse af standsforskel, som sved
sig fast.

Et naesten utroligt slid kostede det at nasa vidt, som Peder naede. Alle slags job tog han sig pa for at skaffe penge, om det sa var at ga til Lemvig med et brev for at tjene 50 ore. I starten var det 12 timers hardt arbejde pa fremmed grund og bagefter i gang med spaden pa egen jord, fordi der ikke var rad til traekkraft. Det afgorende punkt for daglejer-husmanden naedes, nar det skulle afgores, om man ville fortsaette med at arbejde for andre eller gore forsoget med at koncentrere sig om sin egen bedrift. Det sidste passede ikke i bondernes kram, men det skal dog siges, at Peder blev bakket op af et par nabogardmsend, da han havde truffet sit valg staerkt tilskyndet af sin djaerve kone, Stine.

Peder Lykkes og Ellen Damgaards bog - sadan ma man udtrykke det - kaster lys over en maengde forskellige forhold og sysler og vil vaere til glaede for enhver med sans for kulturhistorie. Deter tilmed et smukt vaerk med mange fine billeder, ga\rdskitser og kort.