Gustav Pedersen: Erindringer og konklusioner fra et liv i politik. Ved Tage Kaarsted og Jørgen Thomsen (Fremad, 1983). 295 s., 125 kr.

Midaldrende og aeldre vil huske Gustav Pedersen, i det mindste for ojenbrynene nar de oplevede ham i TV pa Folketingets formandsstol. I nyere dansk politik har vel kun Thorkil Kristensen praesteret magen til abnormt udviklede bryn. Men Gustavs var morke.

Ellers rider tiden sa hurtigt at det nok er rigtigst at minde om at Gustav Pedersen var fagforeningsmand, aktiv fra sin ungdom pa et dengang marginalt omrade som handels- og kontormedhjaelpernes, staerkt medbestemmende da HK i 1932 gik ind i LO (som hed DsF, dvs. de samvirkende fagforbund), og formand 1938-49 samt medlem af LO's forretningsudvalg 1946-64, og samtidig aktiv som socialdemokratisk tiskpolitiker: folketingsmand 1924-26 og 1934-64, formand for rigsdagsgruppen 1947-50, statsrevisor 1949-64 og Folketingets formand 1950-64. Altsa som organisationsmand sa indflydelsesrig som en HK'er dengang kunde vaere, som politiker en betydelig skikkelse i andet geled, en person med gode muligheder for at iagttage og dertil med lyst og sans for at raesonnere over hvad han sa.

Gustav Pedersen vilde ikke skrive sine erindringer, derimod gik han straks i 1964 i gang, fortaeller Tage Kaarsted i sin indledning, med at skrive sit eget slaegtleds politiske historic Gentagne omskrivninger og tilfojelser gjorde at der ved hans dod i 1975 i alt forela 3.043 sider. Kaarsted (danske historikeres mest utraettelige sporhund, i hvert fald siden Aage Friis) horte om det og har sammen med Jorgen Thomsen gjort det traelse arbejde med at fa »en bog af et rimeligt omfang« ud deraf. Det skal de have tak for. Der er ingen sensationer i bogen. Men den lidt knirkende titel, som er Gustav Pedersens egen, fra tredje version, daekker over en fremstilling som man far mere ud af ved nserlaesning end ved forste hastige gennemlaesning. Gustav Pedersen var selvfolende (hvormed ikke er sagt: selvovervurderende mere end sa mange af os er) og havde kanter og sine meninger; det bidrog til at gore ham til en selvstaendig og derfor interessant

Her er kun plads til nogle appetitvaekkere:en ret fyldig skildring af strideni og splittelsen af SUF (SocialdemokratiskUngdomsforbund) set fra Arhus-flojens synspunkt, altsa de partitros, men ikke uden nogen forstaelsefor de andre; interessevaekkendekommentarer vedr. Bramsnaes' og Buhls penge- og kreditpolitik i 30'rne set i relation til arbejdslosheden og i lys af den fra 20'rne nedarvede inflationsangst(Bramsnaes: »Vi kan ikke leveaf

veafat lave landeveje«; Buhl i 1937: »Denne regering har gennemfort en stor anlaegsvirksomhed med stotte til mange sider, med store beskaeftigelsesforanstaltninger,uden at foroge statensgaeld«); detaljer omkring funktionaerlovgivningen1938; (uden konklusion) om Alsing Andersenvar eneansvarlig for cirkulaeret af 2.9. 1943, der kom til at koste ham sa dyrt; o.m.a.

Saerlig omtale fortjener de mange bredt tegnede portraetter af partifaeller og modstandere. Langt de fleste giver en god og indtraengende analyse, nogle er ypperlige. Bedre karakteristik af J.C. Christensen mindes jeg ikke at have laest. J.O. Krag brod Gustav Pedersen sig ikke om. Han far hug ogsa nar han ikke naevnes ved navn, som nar det om arbejdskonflikten 1956 hedder at H.C. Hansen matte kore den igennem »naesten udelukkende under udfoldelsen af egne kraefter« (Krag var arbejdsminister), og hans dagbog (unaegtelig en publikation som ikke vidner om nogen udviklet fornemmelse for takt) latterliggores som eksempel pa hvad det betyder for et gammelt arbejderparti at fa som leder en akademiker der er begyndt i toppen. Nar Gustav Pedersens lidenskab er vakt lader han den fa sit 10b, som ogsa i omtalen af P. Munch; men ogsa da er det vaerd at laese hvad han har pa hjerte.

Lys og skygge kastes over billedet af Hans Hedtoft, nok mere skygge end adskillige socialdemokrater (og f.eks. en Svend Thorsen) vilde finde rimeligt. Deter jo, ret beset, en hard dom, nar det i en saetning der udgor et afsnit for sig hedder: »Han var taler mere end noget andet«. Der anfores ogsa »mangel pa en gennemfort staedig sikkerhed« og »vsgelsind«, og den velkendte forstaelseskloft mellem Hedtoft og Bertel Dahlgaard er det ikke Dahlgaard der far skylden for. Men lys er der ogsa. Sa billedet virker trovaerdigt som udtryk for en af de opfattelser en topnaer socialdemokrat kunde have af Hans Hedtoft.

Billedet af Hedtoft behover ingen yderligere forklaring. Meget muligt uretfaerdigt fristes man til at sporge om deter pavirket af at Hedtoft aldrig tilbod Gustav Pedersen en ministerpost. Han kunde med god grund fole sig fuldt sa kvalificeret som nogle af dem der blev kaldet. Selv siger han blot (pp. 250-51): »Vi var nogle stykker, som var for unge til at vaere i forgrunden i Staunings glansperiode, og som efter den anden verdenskrigs og overgangstidens afslutning var blevet for gamle - og vel ogsa lidt for tilbojelige til at haevde vor personlige selvstaendighed«. I karakteristikken af Hedtoft star der (p. 188), lidt uformidlet: »Det skete ogsa, at Hedtofts begejstring for en partifaelle pludselig af en eller anden grund blev kolnet sa hurtigt, at det vakte opmaerksomhed«. Har Gustav Pedersen blandt andre sig selv i tankerne? Det behover ikke at vaere tilfaeldet.

Festlig var Gustav Pedersen naeppe og lyriker slet ikke. Men den bog der er kommet ud af hans skriverier er interessant laesning, isaer for den der ved noget i forvejen.