Den 25. juni 1894 dode i en ejendom pa Norrebro i Kobenhavn en over 80arig mand ved navn Niels Lorents Petersen. Som dodsarsag blev der konstateret en lungebetaendelse¹, som den gamle havde padraget sig straks efter, at han i foraret 1894 var kommet til Kobenhavn fra Geneve i Svejts², hvor han havde vaeret bosat ien arraekke. Begravelsen fandt sted 1. juli pa Assistens-kirkegard. Den afdode fik en sakaldt »liniegrav«, hvilket var den billigste begravelsesform³. Omkostningerne til ligfaerden blev udredt af N.L. Petersens familie, som af skifteretten havde faet tilkendt hans beskedne arv - lidt toj, nogle boger og forst og fremmest et guldur - til dette formal⁴.

Begravelsen fandt sted i übemaerkethed. Kun den afdodes familie, som han havde boet hos under sit ophold i Kobenhavn, synes at havde deltaget.I Kobenhavn var ingen abenbart opmaerksom pa, at Niels Lorents Petersen en gang havde vaeret og pa en made stadigvaek var noget af en beromthed - han havde vaeret en af den europaeiske arbejderbevaegelses pionerer; sa vidt vides var han den sidste overlevende af dem, der siden begyndelsen af 1840rne havde vaeret med i proletariatets befrielseskamp; han havde deltaget i den europaeiske revolution i 1848, havde bidraget til at forberede kommunen i Paris, og var sidst, men ikke mindst, en af dem,

---

1. Jfr. begravelsesprotokollen for januar-juli 1894, nr 3948, Kobenhavns Stadsarkiv.

2. Petersen til Fechner, 29.5. og 6.6. 1894, Kleine Korrespondenz, lISG.

3. Jfr. begravelsesprotokollen, anf. st.

4. Forseglings- og Registreringsprotokol, 1892-, 2. afd. H, Prot. 38, nr 1172, Landsarkivet for Sjaelland. - Se ogsa A. Schopp (N.L. Petersens nevo i Kobenhavn) til Fechner, 7.7. 1894, Kleine Korrespondenz.

der skabte forudsaetningerne for, at den danske arbejderbeveegelse kunne
tage form.

Umiddelbart reagerede kun det tyske socialdemokrati pa N.L. Petersens dod. Den 17. og 19. juli 1894 bragtes i dagbladet »Vorwarts« og i ugebladet »Der Sozialdemokrat« to udforlige nekrologer, hvori pionerens liv og gerninger blev omtalt⁵. Det danske socialdemokrati kom den 19. juli med en kort meddelelse om N.L. Petersens dod, denne var imidlertid et sammendrag af de to tyske nekrologer og indeholdt intet om den afdodes betydning for sit hjemlands socialdemokratiske bevaegelse. Omkring halvanden maned senere, tilsyneladende efter at N.L. Petersens vigtige rolle for det danske parti var gaet op for partilederne i Kobenhavn, blev det pa Socialdemokratisk Forbunds forretningsudvalgsmode besluttet at indsamle penge til en mindetavle til aere for partiveteranen⁶. Denne plan er dog aldrig kommet til udforelse; partiet, som star i et taknemmelighedsforhold til N.L. Petersen, har naermest glemt ham fuldstaendig t⁷. At fa denne N.L. Petersen frem i lyset igen og at tildele ham den plads i den danske og internationale socialistiske bevaegelses tilblivelseshistorie, som tilkommer ham, er den folgende skitses vigtigste opgave. Skitsens forfatter har intet imod, hvis nogen skulle kalde den den »mindetavle«, som hans eget parti er blevet ham skyldig.

Materialet, der ligger til grund for skitsen, blev fundet i forskellige
europaeiske arkiver og biblioteker og kan groft inddeles i fire kategorier:

1. Materiale, som kan betegnes som N.L. Petersens efterladte papirer. Det drejer sig her om hans dagbog fra 1884-1894 og om hans arbejds- og vandreboger (det sakaldte »livret d'ouvrir«) fra 1836-1877. Dagbogen opbevares pa »Institut for marxisme-leninisme« i Moskva⁸, medens vandrebogernebefinder sig pa »Internationaal Instituut voor Sociale Geschiedenis«(IISG)

---

5. I nekrologen fra 17.7. 1894 er der indarbejdet en nekrolog fra N.L. Petersens partikammerater i Geneve.

6. Forhandlingsprotokol for Socialdemokratisk Forbund, ABA.

7. Dog maske med undtagelse af Oluf Bertolt, som dedikerede ham nogle sider i: Pionerer. Maendene fra Halvfjerdsernes Arbejderbevaegelse, Kobenhavn 1938, s. 27 ff.

8. En kopi findes pa »Institut fur Marxismus-Leninismus beim ZK der SED«, Berlin- DDR, denne fik jeg lov at se i foraret 1983. (Zentrales Parteiarchiv, Bestand Internationale Arbeiterassoziation, Sign. I 6/1/52 f., 1. del: 81. 1-209, 2. del: 81. 1-233 (fremover: dagbogen)). Denne dagbog har i ovrigt i mange ar vaeret eftersogt for til sidst at blive deklareret som vaerende »tabt«. Jfr. f.eks. Erik Gamby, Skandinavien og handvaerkerkommunismen, i: Marx i Danmark. Historiske Bidrag, Kobenhavn 1983, s. 15-64, her s. 25.

schiedenis«(IISG)i Amsterdam⁹. Begge disse kilder er formodentlig det materiale, som N.L. Petersen har efterladt i Geneve under sit sidste ophold i Kobenhavn, og som han testamenterede til det tyske socialdemokrati,der indlemmede det i sit arkiv i Berlin¹⁰. Der har det antageligt ligget indtil 1933, hvorefter en del af det ad uransagelige veje havnede i Moskva¹¹, medens andet ad mere kendte veje naede til Amsterdam.

2. Breve fra N.L. Petersen til andre, forst og fremmest europaeiske socialister. N.L. Petersen var en meget flittig brevskriver. Den storste del af hans bevarede breve findes i Amsterdam-instituttets »Becker Nachlass« (d.v.s. den tyske socialist Joh. Ph. Beckers efterladte papirer), og i »Arbejderbevaegelsens Bibliotek og Arkiv« (ABA) i Kobenhavn i O.C Andersens arkiv. Det bor bemaerkes, at der kun er bevaret et enkelt brev til N.L. Petersen¹².

3. Politirapporter og andet materiale fra officiel side, for det meste af fortrolig karakter. Dette materiale ligger spredt i forskellige europaeiske arkiver. Vigtigst er Peter Vedels og Cosmos Braestrups arkiver, begge i Rigsarkivet i Kobenhavn.

4. Samtidige aviser og skrifter, som bl.a. indeholder materiale om N.L.
Petersen, men ogsa digte, korrespondancer og artikler fra hans hand.

For de naevnte kildegrupper gaelder, at de ofte mere antyder end giver entydige svar. I andre tilfaelde drejer det sig ojensynlig om rester af storre korrespondancer eller beretninger. Dette haenger i hoj grad sammen med, at en meget stor del af N.L. Petersens arbejde i og for arbejderbevaegelsen foregik illegalt og med politiet i haelene. Derudover ma det vaere begraenset, hvor meget materiale N.L. Petersen, som tilbragte det meste af sit liv som farende handvserkersvend, selv kan have bevaret¹³.

---

9. Det drejer sig i alt om 3 vandreboger, hvoraf den aeldste blev udstedt den 18.7. 1836 i Briinn. Under denne dato findes der en henvisning til en aeldre vandrebog, udstedt den 21.6. 1833 i Kobenhavn, som abenbart ikke laengere eksisterer. De tre overleverede vandreboger i: Nachlass Julius Motteler, lISG, Rep. 3038 (fremover: vandreboger).

10. I den ovennaevnte svejtsiske nekrolog er der tale om, at N.L. Petersen foruden dagbogen skulle have efterladt sig en beretning om »sine oplevelser og gerninger pa tysk«; jfr. Vorwarts, anf. st. Disse saerskilte beretninger har jeg forgaeves eftersogt.

11. Hvordan en del af SPD's arkivmateriale sandsynligvis er havnet i Moskva, beskrives i: Hans-Norbert Lahme, Nyt om det gamle SPD-arkiv - Samlingen »Schulz« i Hamburg, i: Arbejderhistorie 18 (1982), s. 120 f.

12.. Weitling til N.L. Petersen, 26.2. 1856, i: Emil Kahler, Wilhelm Weitling. Seine Agitation und Lehre im geschichtlichen Zusammenhange dargestellt, Hottingen-Ziirich 1887 (= Sozialdemokratische Bibliothek, bd XI), s. 74 f.

13. Det folgende bygger pa min artikel: Niels Lorents Petersen: Eine Skizze seines Lebens in der Arbeiterbewegung, ca. s. 1-50, kommer i: International Review of Social History. - Jfr. desuden: Herwig Forder o.a. (ed.), Der Bund der Kommunisten. Dokumente und Materialien, bd 2, Berlin 1982, s. 543 ff., fodn. 336. (Fremover: BdK 2)

I

Der foreligger ikke mange oplysninger om N.L. Petersens barndom. Han blev fodt den 12. februar 1814 i Kobenhavn¹ i fattige kar², sorn son af en skomager³. I kilderne skildres hansom lille og lysharet⁴, og ifolge et politisignalement var han pukkelrygget⁵. Det sidstnasvnte tyder pa, at hansom barn, som sa mange andre born fra fattige forhold, havde haft engelsk syge. Dette understreges af, at hans ansigt pa det eneste overleveredefotografi baerer tydelige .rakitiske traek⁶. 11828 blev N.L. Petersen konfirmeret og kom derefter i buntmagerlaere hos Hoppner i Kobenhavn .⁷ 1833, efter endt laeretid, forlod han Kobenhavn og vandrede forst til Helsingor, hvor han kun blev i kort tid for allerede i samrne ar at forlade Danmark. Via Randers drog han til Tyskland, hvor han indtil 1837 arbejdede hos forskellige mestre mange forskellige steder⁸. Det kan formodes, at han i disse ar erhvervede sine tyske sprogkundskaber; selv om han aldrig laerte det helt korrekt, blev det tyske i arene fremover for N.L. Petersen det sprog, han fortrinsvis benyttede sig af. Saledes skrev han sin dagbog pa tysk⁹, og naturligvis er den storste del af hans breve skrevet pa tysk. I 1837 gik han til Svejts, hvor han i nogle ar vandrede omkring¹⁰. 1839 var han for en kort tid i Besancon, aret efter i Mulhause n¹¹. Deter muligt, at han i disse forste vandringsar fik kontakt med republikanske eller demokratisk sindede tyske handvaerkere, som han

---

1. D(en) tyske reform(erede) Kirke (i Kobenhavn), Kirkebog. Landsarkivet for Sjaelland: »Getaufte 1814« (nr 9). N.L. Petersen blev konfirmeret den 30.3. 1828. Jfr. anf. St., Confirmation 1828«.

2. Dagbog, 24.5. 1885.

3. Kirkebogen. anf. st.

4. Jfr. Liebknecht til Engels, 27.2. 1873, i: Georg Eckert (ed.), Wilhelm Liebknecht. Briefwechsel mit deutschen Sozialdemokraten, bd 1 (1862-1878), Assen 1973, s. 450.

5. Jfr. personbeskrivelsen i: Wermuth, Stieber, Die Communisten-Verschworungen des neunzehnten Jahrhunderts. Im amtlichen Auftrage zur Benutzung der Polizei-Behorden der sammtlichen deutschen Bundesstaaten auf Grund der betreffenden gerichtlichen und polizeilichen Acten dargestellt von ... , Berlin 1854, s. 95. I (Dresdner) Vertrauliche Polizeimittheilungen, nr 48 fra 2.1. 1858 er der en anden, meget grov hentydning til N.L. Petersens rakitiske fysiognomi: her beskrives hansom vaerende »einem Affen ahnlich sehend«.

6. Fotografiet findes pa ABA, samling N.L. Petersen. Denne »samling« indeholder dog meget lidt primaert materiale.

7. Jfr. Die Communisten-Verschworungen ..., s. 95

8. Jfr. vandrebogen, passim.

9. I hele dagbogen findes ialt kun tre korte notater pa dansk.

10. Jfr. vandrebogen, passim.

11. Anf. St., passim.

modte undervejs; muligvis stiftede han ogsa bekendtskab med de forste tyske arbejderorganisationer. Den vigtigste af disse tyske arbejderorganisationervar »De Retfaerdiges Forbund« (»Bund der Gerechten«), som radede over »menigheder« (»Gemeinden«, d.v.s. afdelinger) i England, Frankrig og Svejts og derudover havde enkelte »apostle« (d.v.s. agitatorer)ide tyske stater¹². Forbundsafdelingerne udgjorde dog kun mindre enheder i de storre tyske handvaerkerorganisationer, der i mange tilfaelde endnu kun havde oplysende eller selskabelig karakter; i andre tilfaelde havde disse organisationer demokratiske eller republikanske mal¹³. Menighedernevanned andre ord foreninger i foreningerne, sammensat af de mest oplyste blandt de farende tyske handvaerkere. I flere tilfaelde var der knyttet sakaldte »Kostanstalten« til afdelingerne; disse var kooperativearbejderkantiner, der viste sig at vaere et vigtigt traekplaster i de Retfaerdigesagitation, selv om de fleste af dem kun eksisterede i meget kort tid¹⁴. Den vigtigste skikkelse blandt de Retfaerdige var afgjort den tyske skraeddersvend Wilhelm Weitling, som i sine skrifter og med sin revolutionaerepropaganda forsogte at forene den franske politiske og okonomiskekommunismes ideer til en helstobt politisk teori. Hans ideer om pengenes afskaffelse, om faellesejendom, ophaevelsen af de nationale graenser, menneskenes forbrodring og oprettelsen af et kommunistisk samfund vandt enorm udbredelse blandt de rejsende tyske handvaerkere; hans hovedvaerk, »Garantien der Harmonie und Freiheit« (Vivis 1842) var i mange ar ifolge Heinrich Heine »den tyske kommunismes katekismus «¹⁵. Med Weitling havde isaer de tyske svende, som opholdt sig ide storre europaeiske byer, faet en profet, der viste dem en vej ud af den sociale nod, som var forarsaget af befolkningstilvaeksten og den begyndendeindustrialiseringsproces.

I arene 1841 til 1844 opholdt N.L. Petersen sig hovedsagelig i Lausann
e16, hvor han, enten i 1841 eller 1842, blev medlem af den tyske arbejderforenin
g17. Enten straks eller kort tid efter blev han apostel iDe

---

12. Jfr. f.eks. Niels Finn Christiansen, Fra kapitalismens gennembrud til 1. verdenskrig (= Socialismens Historie, bd 1), s. 1. 1976, s. 58 f.

13. Jfr. Wolfgang Schieder, Anfange der deutschen Arbeiterbewegung. Die Auslandsvereine im Jahrzehnt nach der Julirevolution von 1830 (= Industrielle Welt, bd 4), Stuttgart 1963, s. 66 ff., s. 77 ff.

14. Anf. St., s. 77 f.

15. Heinrich Heine, Samtliche Werke, Leipzig 1890 ff., bd IV, s. 45.

16. Vandrebog, passim.

17. I et brev til O.C. Andersen fra 28.12. 1872, O.C. Andersen arkiv, daterer N.L. Petersen sin indmeldelse i Lausanne-foreningen til 1842. Anderledes i dagbogen, 3.6. 1891, hvor han naevner 1841 som aret for sin indtraeden.

Retfaerdiges Forbunds store menighed i Lausanne. Der foreligger intet om de naermere omstaendigheder, der forte til den danske buntmagersvendsindmeldelse i De Retfaerdiges Forbund. Han haevdede selv nogle ar senere, i et brev til Weitling, at det var laesningen af Lammenais »Paroles d'un croyant«, der i sin tid havde fort til, at han tilsluttede sig den socialistiske bevaegelse¹⁸. Muligvis har danskeren Njals Schack, en mollebygger fra Kobenhavn, spillet en rolle. Denne mand havde, som andre svende fra de skandinaviske lande, der opholdt sig i Svejts, tilsluttetsig den tyske forening uden dog at vasre blevet medlem hos de Retfaerdig e¹⁹. Det vigtigste synes dog at have vaeret N.L. Petersens personlige bekendtskab med Wilhelm Weitling, som i 1842 var kommet fra Paris til Lausanne for at forcere agitationen blandt de tyske svende i den vestlige del af Svejts²⁰. Der vides intet om, hvornar og under hvilken omstaendighedN.L. Petersen og Weitling modtes for forste gang, men dette rnode ma betrages som en af de vigtigste haendelser i danskerens liv.

Om N.L. Petersens aktiviteter som medlem af den tyske arbejderforeningog som de Retfaerdiges apostel foreligger kun spredte oplysninger, som er for brudstykkeagtige til at kunne sammenstykkes til et komplet billede. Men selv disse spredte oplysninger er i stand til at skildre den danske buntmager som en af de mest aktive medlemmer i arbejderforeningenog en af de ivrigste apostle blandt de Retfaerdige i den vestlige del af Svejts. I handvaerkerforeningen gjorde han sig bemaerket som forfatter af nogle digte, der kunne bruges i den daglige politiske agitation. De blev offentliggjort i foreningens blad, »Der volkstumliche Handwerker«, som var det forste tyske arbejderblad²¹. Hans »Kommunistenfresser-Lied« fra 1842 er et af de tidligste eksempler pa proletarisk agitationslyrik. I dette digt gor N.L. Petersen ud fra en forskraemt og moralsk forarget bedsteborgersstandpunkt op med kommunisterne og deres ligheds- og delingsidealer:Disse kommunister, haevder forfatteren, viger ikke tilbage for i deres kommunistiske samfund at ville dele alt imellem sig - ogsa konern

---

18. Saledes N.L. Petersen i en korrespondance i Weitlings New Yorker tidsskrift Republik der Arbeiter, 5. arg., nr 18 (29.4. 1854). - Det var selvfolgelig en af de mange tyske oversaettelser af Lammenais vaerk, »Worte eines Glaubigen«, som N.L. Petersen havde laest.

19. Til Schack jfr. Otto Brugger, Geschichte der deutschen Handwerkervereine in der Schweiz 1836-1843. Die Wirksamkeit Weitlings (1841-1843), Bern og Leipzig 1932, s. 43.

20. Jfr. Schieder, Anfange ..., s. 75 f.

21. Se dertil dagbogen, 21.4.1892. »Der volkstumliche Handwerker«, som kom i et meget lille oplag og som ikke var trykt, men autograferet, findes ikke mere.

ne²²! Digtet, som er sa vellykket og samtidig sa tidlost, at det endnu i 1930 blev brugt af det svejtsiske socialdemokrati i den politiske agitatio n²³, slutter med en spydig opfordring til at jage kommunisterne ud af landet.

Som apostel var N.L. Petersen en af Weitlings naermeste medarbejdere og derudover den blandt de Retfaerdige, som stod ham personligt naermest. Hans loyalitet over for den tyske arbejderprofet var übetinget og han veg ikke tilbage for personlige of re. Saledes naevnte Weitling i forordet til 3. oplag af »Garantien der Harmonie und Freiheit« udtrykkeligt »Petersen aus Kopenhagen« som en af dem, der i 1842 muliggjorde trykningen af vaerket, idet han aftog en stor del af nyoplagets 2.000 eksemplarer for selv at distribuere dem²⁴.

I efteraret 1842 begyndte Weitling at mode en del modgang blandt sine meningsfaeller i De Retfaerdiges Forbund; denne kulminerede i lobet af foraret 1843. Dels blev han bebrejdet, at han til tider yndede at opfore sig som en »kommunistisk pave«²⁵, dels var han begyndt at lancere nogle anarkistiske teorier, der bl.a. gik ud pa at starte revolutionen ved, at arbejderne befriede forbryderne fra faengslerne; de frigivne kriminelle skulle sa, ved at de blev lovet alle de rigdomme, som de kunne stjaele, udlose den sociale revolution, der ifolge Weitlings overbevisning ville blive fulgt op af hele folket og ville resultere i oprettelsen af det kommunistiskeidealsamfun d²⁶. Som mange andre gik N.L. Petersen imod denne »Diebstahlstheorie«, som han betegnede som »Irrungen«²⁷, og han forsogteat tale Weitling til rette²⁸. I begyndelsen af 1843 modte Weitling sa megen modgang, at han flyttede til Zurich og en overgang overvejede helt at traekke sig ud af De Retfaerdiges Forbund²⁹. Det var vennen N.L.

---

22. Digtet er med angivelse af forfatterens navn og stedet for forste offentliggorelse genoptrykt i Weitlings tidsskrift Die junge Generation. Erste Lieferung, Zweiter Jahrgang (Januar 1843). Weitling har i Republik der Arbeiter aftrykt en raekke digte, hvoraf mange minder om »Kommunistenfresser-Lied«. Mindst et af dem, men formodentlig mange flere, er skrevet af N.L. Petersen og tidligere offentliggjort i Der volkstumliche Handwerker. Jfr. Republik der Arbeiter, 2. arg., nr 5 (17.5. 1851), og dagbog, 21.4. 1892.

23. Jfr. Rote Revue, arg. 1930, s. 184 f.

24. Wilhelm Weitling, Garantien der Harmonie und Freiheit. Neu herausgegeben von B. Kaufhold, Berlin 1955, s. 297.

25. Jfr. Herwig Forder o.a. (ed.), Der Bund der Kommunisten. Dokumente und Materialien, bd 1, Berlin 1970, Dok. 22 (fremover: BdK 1).

26. Jfr. Kahler, Weitling, s. 40 f.

27. Dagbog, 10.2. 1892.

28. Anf. st.

29. Brugger, Handwerkervereine, s. 146. Jfr. ogsa Kahler, Weitling, isaer s. 45 ff.

Petersen, der gav ham nyt mod. Han skrev bl.a. til ham: »Livets forskelligeforhold, omstaendighederne, tiden forandrer meget. Giv derfor Dine brodre et eksempel, at intet kan ryste Dig, ikke engang det hardeste slag, og gennem Dit eksempel, gennem Din udholdenhed skal vort mod befasstes.Endnu har Du kraft i Dig«³⁰.

I foraret 1843 rejste N.L. Petersen pa opfordring af August Becker, en anden af Weitlings naermeste medarbejdere, til Geneve, hvor bade arbejderforeningen og de Retfasrdiges menighed var sygnet hen³¹. Det lykkedes for danskeren at genoprette arbejderforeningen og ligeledes at regenerere menigheden ved, at han aktiverede »12 Kernkommunisten, d.h. aus dem B(und)«³². Ved samme lejlighed tog han forbindelsen op til de svejtsiske arbejdere, der var begyndt at organisere sig i deres egne organisationer, de sakaldte »Griitli-Vereine«³³.

I juni 1843 blev Weitling faengslet og kort tid efter idomt en laengere faengselsstraf. Begrundelsen var, at han i subskriptionsprospektet til sit nye vaerk, »Das Evangelium des armen Siinders«, havde brugt vendinger, som af gejstligheden i Zurich blev betegnet som blasfemi³⁴. Det var netop det, N.L. Petersen havde frygtet: »Jeg er meget spaendt pa det nye evangelium«, skrev han den 8. juni 1843 til Weitling, men, tilfojede han, »Du kan komme pa kant med praesterne, de vil skrale op om faren for religione n³⁵ ...« Og han fortsatte: »den hardeste kamp, som dog ma komme som noget uundgaeligt, skal nu stas igennem (og den bestar i) at tilintetgore de religiose fordomme(;) sa laenge mennesket endnu tror pa hirnlen, kaemper det ikke pa jorden, fordi det ikke vil straebe efter (at opfylde) sin bestemmelse og ikke vil erkende sin ret.« Den i disse linier tilsynekommende ateisme er vaerd at laegge maerke til - den blev ved med at vaere en hjornesten i N.L. Petersens personlige ideologi, men var absolut ikke typisk for de Retfaerdige i Svejts, der hyldede en arkaisk pseudoreligios socialismeopf attelse³⁶.

---

30. Brevet citeres her i Erik Gambys oversaettelse. Jfr. Gamby: Skandinavien og handvaerkerkommunismen, s. 23 f. Den tyske originalversion i: BdK 1, Dok. 37.

31. Jfr. Sommer til Weitling, 7.5. 1843, i: anf. St., Dok. 39.

32. Anf. st.

33. N.L. Petersen til Weitling, 8.6. 1843, Staatsarchiv Zurich, P 239.1, Fasc. c, nr 4. Offentliggores i: Lahme, Niels Lorents Petersen.

34. Jfr. Kahler, Weitling, s. 59 ff.

35. Petersen til Weitling, 8.6. 1843 (oversat fra tysk).

36. Se dertil den udforlige redegorelse for de Retfaerdiges ideologi hos Jacques Grandjonc, Ideologische Auseinandersetzungen im »Bund der Gerechten«, in: Die fruhsozialistischen Biinde in der Geschichte der deutschen Arbeiterbewegung. Vom »Bund der Gerechten« zum »Bund der Kommunisten« 1836-1847. Ein Tagungsbericht, Berlin 1975, s. 81-94, her s. 92 f.

Med Weitlings faengsling var den utopiske tyske handvaerkerkommunismes tid ved at vaere forbi, og Weitling selv, N.L. Petersens idol, havde udspillet sin rolle som arbejderforer og -ideolog. Mens den europaeiske revolution begyndte at kaste sine skygger forud, blev den tyske arbejderbevaegelses kraftcentre flyttet fra Svejts til de okonomisk mere fremskredne omrader, d.v.s. til Bruxelles, London og det tyske Rhinland, og samtidig begyndte Marx, Engels og Moses Hess at gore sig gaeldende i organisationerne og som ideologer. Det lykkedes dog for N.L. Petersen at holde liv i de Retfaerdiges menighed i Lausanne. I en ojenvidneberetning fra sidst i 1840rne beskrives det, hvordan han i 1844 sammen med den for omtalte August Becker forhindrede, at resterne af Lausannemenigheden blev forenet med et par ikke-socialistiske arbejderforeninger af religios observans, de sakaldte »Stiindler« og den sakaldte »Pfaffenverein«. Det hedder i denne beretning, at »Becker og Petersen modsatte sig unionsplanerne, fordi de ikke ville give afkald pa de kommunistiske principper. Heri blev de stottet af deres tilhaengere«³⁷. Da Becker i 1845 forlod Svejts, var af den gamle inderkreds omkring Weitling kun N.L. Petersen tilbage. Hans rejser i 1844, 45 og 46 til Zurich, Lyon og Paris, hvor der tidligere havde vaeret store afdelinger af de Retfaerdige³⁸, var sikkert forsog pa at holde resterne af disse menigheder i live. Det ser dog ikke ud til at vaere lykkedes for ham, lige sa lidt som han havde succes med at vinde nye tilhaenger for handvaerkerkommunismen blandt de skandinaviske svende i deres forening i Zurich, som han besogte i 1845-46: blev han simpelthen sat pa porten pa grund af »kommunistische Umtriebe«³⁹. Takket vaere N.L. Petersens indsats og abenbart mcd ham som leder overlevede Lausanne-menigheden indtil tiden efter, at »Kommunisternes Forbund« var blevet grundlagt.

---

37. Se Vinets beretning i: Ernst Barnikol, Geschichte des religiosen und atheistischen Friihsozialismus. Nach der Darstellung August Beckers vom Jahre 1847, 1. og 2. opl., Kiel 1932, s. 106 (oversat fra fransk).

38. Jfr. vandrebogen, passim.

39. Denne episode beskrives i Die Communisten-Verschworungen ..., s. 95.

II

I 1846 grundlagde Marx i Bruxelles den »Kommunistiske Korrespondance-komite«, og i begyndelsen af 1847 meldte han og Engels sig ind i De Retfaerdiges Forbund. I juni samme ar blev der under Marx' og Engels' ledelse afholdt en kommunistisk kongres i London, og ved samme lejlighed blev det besluttet at reorganises De Retfaerdiges Forbund som »Kommunisternes Forbund« (»Bund der Kommunisten«). Det nye forbund havde »Kreise« og »Gemeinden« i mange europasiske byer. Mange af disse afdelinger, men langt fra alle, var tidligere menigheder af De Retfaerdiges Forbund, som Kommunisternes Forbund provede at fa omdannet til sine egne afdelinger. I sommeren 1847 sendte forbundscentralen i London en udsending til Svejts. Vel vidende, at N.L. Petersen stadigvaek havde en stor indflydelse pa de tidligere Retfaerdige der, skulle denne udsending saette sig i forbindelse med ham¹. Han talte med danskeren, som indvilligede i, at Lausanne-afdelingen, men muligvis ogsa andre svejtsiske afdelinger, blev omdannet til afdelinger af Kommunisternes Forbund. Udsendingen kunne melde tilbage: »Petersen ist gewonnen!«².

Fra oktober 1847 til maj 1848 opholdte N.L. Petersen sig i Bruxelles, hvor der i denne tid eksisterede en stor koloni af tyske handvaerkere og emigranter³. Kilderne tier om formalet med dette hans forste besog i den belgiske hovedstad, men det kan taenkes, at det stod i forbindelse med reorganiseringen af De Retfaerdiges Forbund som Kommunisternes Forbund.Det eneste, vi ved om dette ophold i Bruxelles, er, at han var medlem af den siden da beromte tyske arbejderforening, hvilket fremgar af en medlemsfortegnelse fra januar 1848⁴. N.L. Petersen figurerer pa denne liste som nr 64, Marx som nr 14, Moses Hess som nr 45⁵. Deter muligt, at N.L. Petersen midlertidig forlod Bruxelles i november-december1847 for at deltage i Kommunisternes anden kongres i London. I hvert fald findes hans navn - »Petersen aus Danemark« - blandt dem, der underskrev en adresse, som den tyske arbejderforening i London (»KommunistischerArbeiterbildungsverein«) i december 1847 sendte til den liberale avis »Schweizer Tagsatzung« i Bern.⁶ At N.L. Petersen i begyndelsenaf

---

1. Jfr. BdK 1, dok. 160 (»Ansprache der Zentalbehorde des Bundes der Kommunisten ar den Bund«, 14.9. 1847).

2. Anf. st.

3. Vandrebog.

4. BdK 1, dok. 191. Det drejer sig om den beromte »januarliste«.

5. Anf.st.

6. Anf. st., dok. 189.

delsenaf1848 ogsa var ojenvidne til de revolutionaere begivenheder i Bruxelles fremgar tydeligt af et brev til Joh. Ph. Becker og af et dagbogsnotat.Det drejer sig desvaerre kun om reminiscencer, som ikke giver oplysning om danskerens rolle under disse begivenheder. Den 15. maj 1875 skrev han til Becker: »Jeg var her (i Bruxelles) ogsa anno 48(,) dengang holdt Marx, Engels, Hess og den rode Wolf(f) inclusive de belgiskestorheder deres uafbrudte moder - det drejede sig om intet mindre end at jage svigersonnen bort som franskmaendene havde gjort det med svigerfaderen. Men da (kong) Leopold sa erklaerede, at de kunne spare sig selv for disse besvaerligheder, han ville ga af sig selv, da skreg belgierne:'leve vor gode konge', og sadan er det blevet indtil vore dage

...«⁷. I dagbogen hedder det om de samme begivenheder iet notat fra 1884: »Den 24. februar idag for 36 ar siden i Bruxelles - februarrevolutionen i Paris - sikke erindringer. (...) Sammen med Marx, Engels, Hess og tre Wolffe, Kasematten, Rother og Schuster Wolf(f), hvem kan naevne alle de kendte og ukendte storheder fra anno 48«⁸. Selv om disse linier ikke kan give direkte oplysninger om N.L. Petersens aktiviteter under hans forste ophold i Bruxelles, antyder de i det mindste, at han var taet pa begivenhederne, og at han spillede en vis rolle i Kommunisternes Forbund og i den tyske arbejderforening. Derudover modte han under dette forste ophold i Bruxelles den europaeiske arbejderbevaegelses vigtigste repraesentanter, foruden Marx og Engels ogsa Moses Hess, som han sluttede et varigt venskab med⁹. Blandt de vigtige personligheder fra den belgiske arbejderbevaegelse laerte han formentlig Brismee at kende¹⁰.

I maj 1848 forlod danskeren Bruxelles for at vandre nogle maneder i Svejts¹¹. Allerede i September samme ar var han tilbage i den belgiske hovedstad, hvor han blev indtil maj naeste ar¹². Derefter rejste han til London, i September 1849 var han for en kort tid i Paris, sa i Lyon,

---

7. Oversat fra tysk. Brevet offentliggores delvis i: Lahme, Niels Lorents Petersen. Original i: Becker Nachlass, D II 604.

8. Oversat fra tysk; dagbog, 24.2. 1884. N.L. Petersen naevner i brevet de tre indehavere af navnet Wolff, alle tre kendte kommunister, ved deres ogenavne: Den »rode« var journalisten Ferdinand Wolff fra Koln, ogenavnet skyldes hans harfarve. »Kasematten- Wolff« var Wilhelm W. fra Ternau i Schlesien; han fik sit ogenavn, fordi han i flere ar havde siddet faengslet i de berygtede kasematter i Breslau. »Schuster« W. var en tysk skomagersvend. Isaer de to forstnaevnte »W6lffe« spillede en stor rolle i den tyske arbejderforening i Bruxelles.

9. Jfr. N.L. Petersens brev til Sybille Hess, s.d., i: Carl Hirsch, Moritz Hess, i: Der arme Conrad. Illustrierter Kalender fur das arbeitende Volk, Leipzig 1876, s. 86-71, her s. 71.

10. Jfr. nedenfor, s. 450.

11. Jfr. vandrebogen, passim.

12. Anf. st.

hvorefter han rejste tilbage til Paris efter fire uger for at blive der fra oktober 1849 til april 1850¹³. Derefter var han en kort tid i Bern, i September 1850 var han igen i Paris, for at vende tilbage til Bruxelles i oktober 1850¹⁴. Her blev han indtil juni 1851¹⁵. Det kan antages, at N.L. Petersens hektiske rejseaktiviteter i disse ar stod i forbindelse med den kommunistiske bevaegelses reorganisering. Deter nemlig pafaldende, at hans rejser bevaegede sig imellem den europaeiske arbejderbevaegelses forskellige centre. Den kendsgerning, at hansom regel om vinteren blev et sted, for at ga pa vandring i sommermanederne tyder pa, at han brugte vinteren til at tjene penge for at kunne rejse omkring som agitator om sommeren.

I efteraret 1850 havde Kommunisternes Forbund delt sig i to fraktioner. I betragtning af den europaeiske revolutions nederlag og et maerkbart okonomisk opsving i industricentrene var Marx og Engels naet til den erkendelse, at en ny revolutionaer bolge ikke kunne forventes inden for den naermeste fremtid, og at den kommunistiske bevaegelse derfor matte udarbejde en ny taktik. Forst og fremmest skulle kommunisterne manifestere sig som en selvstaendig politisk kraft side om side med den borgerlige og smaborgerlig-demokratiske opposition. I modsaetning dertil satsede den anden fraktion, det sakaldte »Sonderbund« omkring August Willich og Karl Schapper, pa en snarlig genopblussen af revolutionen, hvor reaktionen kunne nedkaempes med militaere midler. Willich-Schapper-fraktionen havde sit centrum i London, medens Marx-Engels-fraktionens centrum var blevet flyttet fra London til Koln¹⁶.

Kilderne tyder pa, at N.L. Petersen allerede i efteraret 1850 tilsluttede sig Willich og Schapper. Ifolge en politikilde fungerede han endda som leder af Willich-Schapper-fraktionens afdeling i Bruxelles¹⁷. Det ser ud, som om den danske buntmager reorganiserede resterne af den tyske arbejderforening i Bruxelles som afdeling af Willich-Schapper-fraktionen straks efter, at den gamle tyske forening var blevet oplost af det belgiske politi i September 1850¹⁸. Under N.L. Petersens ledelse blev menigheden i Bruxelles formentlig den storste afdeling i den sakaldte »Sonderbund«. I de tyske politiakter findes afskrifterne af tre breve fra N.L. Petersen til

---

13. Anf. st.

14. Anf. st.

15. Anf. st.

16. Jfr. f.eks. BdK 1, s. 45 ff.

17. Wermuth til Brasstrup, 12.7. 1852, Brsstrups arkiv, pakke 6.

18. Jfr. BdK 2, s. 543.

forbundsledelsen i London¹⁹, hvori Bruxelles-menigheden bl.a. distancerersig fra Marx og Engels. N.L. Petersen bedyrer i det forste brev (fra 19. januar 1851) over for forbundsledelsen, at der ikke eksisterer nogensomhelstforbindelse mellem de tyske kommunister i Bruxelles og Marx og Engels. Dette var abenbart noget, som centralen i London satte stor pris pa²⁰. I det andet brev (fra 16. februar 1851) opgiver N.L. Petersen, formentlig igen pa en foresporgsel fra London, Bruxelles-menighedens storrelse til 40 personer. Ifolge brevet er medlern nr 40 Otto Schio, et navnkundigt medlem fra Kommunisternes Forbund²¹. I det tredje brev (fra 2. april 1851) beretter N.L. Petersen om Marx-tilhaengeren Karl Blind og om Karl Griin, som var tilhaenger af den sakaldte »sande socialisme«(»wahrer Sozialismus«)²². De var begge to i Bruxelles samtidig med N.L. Petersen, som kunne berette, at de levede helt isoleret uden forbindelse til de tyske flygtninge i Bruxelles. Abenbart var forbundsledelseni London bekymret over, at de to maend kunne vinde indflydelse pa de tyske kommunister i Bruxelles.

Der vides intet om motiverne for N.L. Petersens tilslutning til Willich- Schapper-fraktionen. Deter dog muligt, at det haenger sammen med hans venskab med Weitling, som han ifolge L6h, et af medlemmerne af forbundsafdelingeni Bruxelles, stadigvaek »forgudede«²³, men som af Marx, bl.a. under diskussionerne i »korrespondance-komiteen«, havde faet en slem medfart²⁴. Det kan taenkes, at N.L. Petersen havde sogt tilslutning til Willich og Schapper pa grund af en efterhanden indgroet modvilje

---

19. Disse breve udgjorde sammen med en raekke andre aktstykker det sakaldte »arkiv Dietz«. Det var aktstykker, som en preussisk politispion havde stjalet hos Oswald Dietz, der var en af de ledende i Willich-Schapper-fraktionens centrum i London. Jfr. Karl Bittel (ed.), Der Kommunistenprozess zu Koln 1852 im Spiegel der zeitgenossischen Presse, Berlin 1955, s. 95. Brevene blev brugt som bevismateriale under den berygtede sag imod kommunisterne.

20. Dette og de to andre breve aftrykkes i Lahme, Niels Lorents Petersen. Originalerne i: Staatsarchiv Potsdam, Rep. 30 Berlin C, Lit. L. Nr 228 (Best. Nr 11373), 81. 7-7R. - Det forste brev blev laest op under kommunistsagen i Koln i 1852. Jfr. Bittel, Der Kommunistenprozess, s. 101.

21. Ifolge Die Communisten-Verschwdrungen ..., s. 112, blev Schio i juni 1852 faengslet, fordi politiet var blevet opmaerksom pa hans rolle i Bruxelles-foreningen igennem N.L. Petersens brev.

22. Karl Blind var jurist og en overgang en af Marx' varmeste tilhaengere. Sidst i 1850erne blev han nationalliberal. - Karl Griin var tilhaenger af en romantisk socialreformerende skole, der fik betegnelsen »den sande« eller »den filosofiske« socialisme. Marx og Engels har polemiseret hardt imod denne skole, bl.a. i »Det Kommunistiske Manifest.«

23. Jfr. Lohs brev til Steingens, 29.4. 1851, Staatsarchiv Potsdam, Rep. 30 Berlin C, Tit. 94, Lit. 208 b, bd XIII.

24. Jfr. Kahler, Weitling, s. 72 f.

mod Marx, som han ogsa senere gav udtryk for²⁵. Et andet motiv kan have vaeret, at danskeren med baggrund i Weitlings revolutionaere »voluntaristiske«teorier ideologisk har staet Willich-Schapper-fraktionen naermere end Marx-Engels-fraktionen, der hyldede en mere nogtern opfattelseaf de revolutionaere muligheder.

I juli 1851 forlod N.L. Petersen Bruxelles for som delegeret at deltage i Willich-Schapper-fraktionens kongres, som fandt sted i juli maned i Londo n²⁶. Den 2. august rejste han fra London til Paris bl.a. med det formal at overbringe kongres-brochuren »Die Forderungen des Volkes im Augenblicke der Revolution« til Pariser-menigheden²⁷. Selv om Kommunisternes Forbund kort tid efter blev oplost, ser det ud til at danskeren i en tid forsogte at holde sammen pa resterne af »Sonderbund«-menigheden i Paris. Ifolge en politikilde skal han der endnu i 1853 have virket som »praesident for Kommunist-komiteen«²⁸. Der mangier dog yderligere oplysninger om denne organisation.

III

Kommunist-komiteen i Paris, formentlig Willich-Schapper-fraktionens rester, var forelobig den sidste organisation, som N.L. Petersen kunne virke i. I lobet af 1850erne forsvandt de proletariske organisationer, d.v.s. de blev enten knust af den politiske reaktion, eller ogsa oploste de sig selv. Dette gaelder bade for Kommunisterens Forbund, som blev oplosti 1852, som for Willichs og Schappers »Sonderbund«, hvis tilhaengere i 1853 matte erkende, at den revolutionaere bolge, som de havde ventet

---

25. Jfr. nedenfor, s. 441.

26. Til dateringen af hans ophold i London jfr. vandrebogen, desuden: Die Communisten- Verschworungen ..., s. 95.

27. Se Georg Eckert, Aus den Korrespondenzen des Kommunistenbundes (Fraktion Willich-Schapper), i: Archiv fur Sozialgeschichte V (1965), s. 273-318, her s. 288 f.

28. Die Communisten-Verschwbrungen ..., s. 95. - I Brasstrups arkiv, pakke 20, findes der en stikkerberetning (udateret, ekspederet af Braestrup den 16.5. 1855), hvori der er tale om en »Petersen ouvrier pelletier natif de Schleswig-Holstein«. Denne mand betegnes som chef for et hemmeligt selskab »La Scandinavia« i Paris, som skulle vaere blevet grundlagt af nogle professorer fra Kobenhavn og Dorpat. Dette hemmelige selskab, som skulle have panskandinaviske mal, var ifolge beretningen blevet forenet med resterne af fraktionen Willich-Schapper i Paris. Dette lyder meget fantasifuldt for ikke at sige utrovaerdigt. N.L. Petersen kan man vanskeligt forestille sig som chef for det skildrede foretagende, og det ma vaere et sporgsmal, om politistikkeren ikke har rodet en del ting sammen. Der kan ogsa vasre tale om en anden Petersen, idet navnet ikke just horer til de sjaldne.

pa, udeblev. For N.L. Petersen betod dette, at han, som siden 1841 eller 42 havde tilhort alle vigtige proletariske organisationer af tyske arbejdere og handvaerkere, for forste gang i sit liv var uden organisatorisk hjemsted.Af denne grund har disse ar formentlig betydet et dybt brud i hans liv. Betragtes disse ar kun ud fra hans vandrebogers begraensede perspektivadskiller de sig dog ikke fra 1830rne, 40rne, 60erne eller 70erne, som ligeledes dokumenteres der: N.L. Petersen var »pa valsen«, han slog sig ned nogle maneder her, nogle maneder der for at arbejde i sit fag som buntmagersvend. Som han gjorde det, vandrede tusindvis af handvaerkersvendeigennem Europa - 1850erne var svendevandringernes storhedstid.Undersoger man N.L. Petersens vandreboger lidt naermere ser man dog, at hans vandringer fulgte et bestemt monster: For det forste undgik han at komme ind pa det tyske forbunds og det danske kongeriges territorier; dette kan forklares med, at han siden kommunist-processen i Koln i 1852 var kommet i politiets sogelys, hvilket havde givet sig udslag i, at Wermuth og Stieber havde of ret en hel side i deres »kommunistkartotek«pa ham¹; danskeren var formentlig ogsa klar over, at politidirektorCosmos Braestrup i Kobenhavn var orienteret om hans virke og sikkert gerne havde talt et par ord med ham. Derudover har N.L. Petersensikkert vaeret vidende om, at det siden 1835 (og op til 1862) var forbudt for danske handvaerkersvende at opholde sig pa steder i udlandet,hvor arbejderforeninger tolereredes², og dette var praecis, hvad han havde gjort lige siden, han forlod sit hjemland. For det andet besogte N.L. Petersen under sine vandringer forst i 1850erne naesten udelukkendesteder, hvor han havde vaeret aktiv i arbejderbevaegelsens tjeneste, eller hvor der for havde vaeret arbejderforeninger: Disse steder var forst og fremmest Geneve, Lausanne, Zurich, Bruxelles, Paris og London. Det ma antages, at det naeppe var nostalgisk laengsel efter svundne tider, der fik ham til at besoge arbejderbevaegelsens tidligere hojborge, men formentlig onsket om at genfinde tidligere meningsfaeller og om mulig genopbygge organisationerne.

Pa naer brevafskrifterne i Dietz-arkivet er der ikke overleveret N.L.
Petersen-breve fra 1850erne. Fra 1850erne er dog det fornaevnte overleveredebrev
til ham; som anfort er det et brev fra Wilhelm Weitling3. Selv

---

1. Die Communisten-Verschworungen ..., s. 95.

2. Villads Christensen, Kobenhavn i Kristian den ottendes og Fredenk den syvendes Tid 1840-1857, 1912, s. 273 f.

3. 26.2. 1856, i: Kahler, Weitling, s. 74 f.

om brevets indhold er uden interesse viser det⁴, at forbindelsen mellem den tidligere arbejderprofet og hans trofaste »apostel« ikke var afbrudt, selv om den forstnaevnte var flyttet til USA. I samme retning peger en raekke korrespondancer, som N.L. Petersen skrev i arene 1853, 54 og 55 til Weitlings amerikanske blad »Republik der Arbeiter«. I disse korrespondancerbeskriver danskeren sine indtryk under vandringerne igennemarbejderbevaegelsens tidligere hojborge i Frankrig og Svejts⁵. Korrespondancerneskildrer de politiske forhold i de forskellige svejtsiske kantonerog i Paris; de indeholder bade »storpolitiske« betragtninger og lokalpolitisk stof, men ogsa beretninger om den politiske reaktion, f.eks. om de berygtede Wermuth og Stiebers virke⁶. Desuden beretter de om tidligere meningsfaeller, der var udvandret (f.eks. August Becker, Ewerbeckog Willich)⁷, og dem, som N.L. Petersen moder igen under sine vandringer (f.eks. svenskeren Oebohm og Krell)⁸. Som den rode trad gar betragtningerne om arbejderbevaegelsen, som N.L. Petersen genfinder i en sorgelig tilstand, gennem disse korrespondancer. Kun i Zurich finder han tilstande, som han beskriver positivt: Der eksisterer endda, eller: igen, en »Kommunistenverein«⁹.

I August 1857 afbrod N.L. Petersen sine flerearige vandringer gennem Svejts og Frankrig. Den 13. august fik han i Paris udstedt et visum til en rejse til New York¹⁰, og fa dage senere forlod han Europa¹¹. Kilderne tier naesten fuldstaendig om denne rejse til Amerika. Saledes vides der sa godt som intet om, hvem han kom sammen med under opholdet i New York. Deter sandsynligt, at han modte sin gamle ven Weitling og andre veteranerfra arbejderbevaegelsens tidlige ar, som var udvandret til New York. Det eneste sikre vi ved er, at N.L. Petersen i New York levede meget fattigt¹², og at han havde kontakter til veteranen fra 1848, Gustav Struv

---

4. Weitling skriver i dette brev om sine pseudovidenskabelige astronomiske opdagelser.

5. 4. arg., nr 34, 35 og 43 (20. og 27.8., 22.10. 1853); 5. arg., nr 18 og 26 (29.4. og 24.6. 1854); 6. arg., nr 3 (17.5. 1855).

6. 4. arg., nr 35.

7. 5. arg., nr 18.

8. 5. arg., nr 26.

9. Anf. st.

10. Jfr. vandrebog.

11. 81. 1-6, 1. del i N.L. Petersens dagboger indeholder digte. Et af dem indledes med saetningen: »Skrevet under en rejse til New York den 1. September 1857, den 13. dag pa oceanet.« (Oversat fra tysk)

12. Dette fremgar af et af de ovennaevnte digte, hvori der bl.a. tales om langvarig arbejds- Mshed i New York.

ve¹³. N.L. Petersens hjemrejse ma have fundet sted i lobet af sommeren 1858, da han i September blev observeret i Bruxelles, som det hedder »von London kommend«¹⁴. len politiberetning hedder det endvidere, at danskeren nu gik Struves aerinde, og at hans egentlige mal var Tyskland¹⁵. I virkeligheden tilbragte han vinteren 1858-59 i Bruxelles¹⁶.

I foraret 1859 var han igen i London; i majvdeltog han i et af den tyske arbejderforenings moder¹⁷, og kort efter skrev han en lille artikelserie til avisen »Das Volk«, der udkom i London¹⁸. I august 1859 var han igen i Bruxelles, hvor han forgaeves forsogte at organisere tyske arbejdere, formentlig tidligere medlemmer af den tyske forening, som var blevet der. Derefter rejste han videre til Paris, hvor han bortset fra enkelte korte rejser blev boende indtil kort tid for kommuneoproret.

IV

Pa grund af det store antal N.L. Petersen-breve, der opbevares i Joh. Ph. Beckers og Moses Hess' arkiver i Amsterdam, er 1860erne de bedst dokumenterede ar i den danske buntmagers liv¹. Som naevnt ovenfor kendte han og Hess hinanden siden 1847; Becker og N.L. Petersen laerte formentlig forst i 1840erne hinanden at kende.

---

13. Jfr. stikkerberetningen nr. 2 fra 15.12. 1858 i Peter Vedels arkiv. Denne beretning var skrevet af Edgar Bauer og stilet til Braestrup, som ogsa honorerede den og Bauers mange andre indberetninger. Jfr. Troels Dahlerup, Der Clown. Londonagentens indberetninger om den tyske emigration 1852-61, i: Festskrift til Johan Hvidtfeldt pa halvfjerdsarsdagen 12. december 1978, 1978 s. 65-83.

14. (Dresdner) vertrauliche Polizeimittheilungen, nr. 60 fra 20.12. 1858. Jfr. ogsa anf. St., nr. 48 fra 2.11. 1858.

15. Anf. st. Jfr. ogsa Korner til Braestrup. 20.10. 1858, i: Braestrups arkiv, pakke 6.

16. Saledes i Edgar Bauers beretning, anf. st.

17. Das Volk, nr 4 fra 28.5. 1859.

18. Det drejer sig om artiklerne »Der Communismus in unserer Zeit« i nr. 6 fra 11.6. 1859, og om »Arbeiterstimmen«. Feierstunden eines Arbeiters«, i: Nr. 8, 9, 10, 12 og 16 fra 25.6., 2. og 23.7. og 20.8. 1859. N.L. Petersen gor i disse artikler op med klassesamarbejde.

19. Jfr. N.L. Petersen til Becker, 15.5. 1875, anf. st.

1. N.L. Petersens breve til Moses Hess er for de flestes vedkommende udgivet af Edmund Silberner, i: Moses Hess. Briefwechsel, 's Gravenhage 1959 (= Quellen und Untersuchungen zur Geschichte der deutschen und osterreichischen Arbeiterbewegung, bd 2). Til N.L. Petersens venskab med bade Moses Hess og hans kone Sybille jfr. ogsa af s. forf.: Moses Hess, Geschichte seines Lebens, Leiden 1966, passim.

I 1860erne fik den europaeiske arbejderbevaegelse et vaeldigt opsving. Uden at komme naermere ind pa dette skal der mindes om, at den Internationale Arbejderassociation« (lAA) blev grundlagt i London i 1864, og at »Allgemeiner Deutscher Arbeiterverein« (ADAV) aret for var tradt ind pa den politiske scene; 1869 blev »Sozialdemokratische Arbeiterpartei« (SDAP, »Eisenacherne«) holdt over daben. De forstnaevnte to organisationer var i 1860erne en slags koordinatsystem, hvori socialistiske tyske arbejderes organisatoriske og politiske arbejde matte bevaege sig, uanset om dette arbejde foregik i de tyske stater eller, som det var tilfaeldet for N.L. Petersen i den franske hovedstad, der stadigvaek var et yndet mal for tyske handvaerkervandringer. Her eksisterede der et tysk »foreningsliv« i sin mest kendte fremtoningsform, nemlig som »Gesang-« og »Turnvereine«, desuden en raekke tyske vaertshuse og spiserestauranter, hvor handvaerkere og arbejdere modtes. Der vanned andre ord ideelle betingelser for N.L. Petersen og andre socialistiske agitatorer, selv om det franske politi holdt et vagent oje med socialisterne i Paris.

Om sine forste forsog pa at agitere blandt de tyske svende i Paris skrev N.L. Petersen i begyndelsen af 1864 til vennen Becker: »Den lille verden Paris er sa fattig pa politisk liv, at man her egentlig ikke lever, men bare vegeterer«². Disse linier viser mere end den socialistiske veterans utalmodighed og hans laengsel efter »at komme i gang«; det viser sig ogsa i linierne, at arbejderbevsegelsen var blevet det vigtigste indhold i den efterhanden halvtredsarige danske socialists liv: Uden »politisk liv« lever mennesket ikke, det bare »vegeterer«. I samme brev meddelte N.L. Petersen endvidere: »Vi har gjort en del forsog pa at fa de hervserende tyskere til det ene og det andet. Jeg tror dog, at vi dertil har for megen torst og for lidt talmodighed.« Tilsyneladende forblev danskeren og hans politiske venner - iblandt dem Victor Schily, en veteran fra Kommunisternes Forbund³ - ikke helt überort af det tyske vaertshusmiljo i Paris, hvori deres agitatoriske fremstod foregik.

I lobet af anden halvdel af 1860erne blev N.L. Petersens agitatoriske
arbejde dog kronet med succes. Han var i mellemtiden blevet indvalgt i

---

2. Citeret efter: Gotz Langkau, Die deutsche Sektion in Paris, i: International Review of Social History, Vol. XVII (1972), s. 103-150, her s. 107 (oversat fra tysk). (Tidsskriftet citeres fremover IRSH).

3. Anf. st.

lAA's generalrad⁴, og foruden ham var der pa dette tidspunkt mindst to andre tidligere medlemmer i Kommunisternes Forbund og generalradsmedlemmeri Paris, nemlig den fornaevnte Schily og Kaub⁵. Ydermere kom der i 1867 med den unge ungarske guldsmed Leo Frankel, senere Pariserkommunens arbejdsminister, en mand til Paris, som hurtigt profileredesig som en af arbejderbevaegelsens intelligenteste politiske repraesentante r⁶. Leo Frankel horte med til N.L. Petersens naere vennekreds; ifolge et notat i hans dagbog skal Frankel endda have haevdet, at det var danskeren, der vandt ham for arbejderbevaegelsen⁷. Deter taenkeligt, at N.L. Petersen »indforte« Frankel i arbejderbevaegelsen⁸. Kaub, Schily og Frankel synes at have givet N.L. Petersen den fornodne stotte til at kunne fa succes med sit arbejde blandt de tyske arbejdere og svende i Paris.

Selv om danskeren var medlem af lAA's generalrad, var hans politiske »trosbekendelse« lassalleansk⁹, og, som det fremgar af et brev til vennen Moses Hess, var hans modvilje mod Marx med arene ikke blevet ringer e¹⁰. Modviljen mod Marx var sa staerk, at N.L. Petersens venskabelige forhold til Joh. Ph. Becker en overgang blev temmelig koligt, forarsaget af Beckers stillingtagen for Marx¹¹.

---

4. I lAA-generalradsmodet fra 29.11. 1864 hedcler det: »The following were then added to the Council: Mr. D. Cornelius ... and Mr. Petersen«, »on the motion of Mr. Eccarius«. The General Council of the First International, Minutes, bd 1 (1864-1866), Moskva og London s. d., s. 51. En »P. Petersen« horer til dem, der underskrev adresserne til Lincoln og Johnson (anf. st., s. 295). Personfortegnelsen i samme bind gor denne »P.« til »Peter Petersen« (anf. st., s. 446). En P. eller Peter Petersen kendes ikke fra lAA's ledende personligheder. Jeg er af den opfattelse, at der her og pa modet den 9.11. 1864 er tale om N.L. Petersen. Denne formodning underbygges ogsa af Eccarius' adfaerd pa generalradsmodet den 12.4. 1870: Hans intervention til gavn for N.L. Petersen minder staerkt om hans stillingtagen for ham den 29.11. 1864 (jfr. nedenfor, 5.444). Det kan naeppe antages, at der ved siden af N.L. Petersen var ednu en mand af samme navn i lAA's generalrad, som Eccarius var lige venligsindet overfor. N.L. Petersen og Eccarius har formodentlig kendt hinanden fra den tyske arbejderforening i London.

5. Langkau, Die deutsche Sektion, s. 105.

6. Magda Aranyossi, Leo Frankel, Berlin 1957, s. 12 f.

7. N.L. Petersen til Fechner, 13. og 17.7. 1889. Dette og et andet brev til Fechner udgor bl. 7-35 i dagbogens 2. del. N.L. Petersen skrev disse breve i Paris, hvor han opholdt sig under den Internationale kongres i 1889. Ved denne lejlighed gensa han Frankel.

8. Der foreligger ingen oplysninger om motiverne for Frankels indtraeden i arbejderbevaegelsen. Jfr. Aranyossi, Leo Frankel, s. 12.

9. Jfr. N.L. Petersen til Becker, s. d. (april 1868): »Som bekendt tilhorer jeg lassalleanerne«. (Oversat fra tysk). Aftrykt som dok. HI i: Hans-Norbert Lahme, Zur Vorgeschichte der danischen lAA-Sektion, i: IRSH, Vol. XIX (1974), s. 54-72.

10. N.L. Petersen til Hess, 16.9. (1865), i: Silberner, Hess, Briefwechsel, s. 503.

11. Anf. st.

I 1867 kunne der for forste gang skimtes noget, der mindede om organisatoriskestrukturer i N.L. Petersens omgangskreds i Paris. Han modtesregelmaessig en gang om ugen med ca. 12 til 40 politiske venner i et foreningslokale i Paris¹², og under N.L. Petersens ledelse kom der et foreningsliv i gang, som lignede andre tyske lassalleanistiske organisationerstil punkt og prikke: Man organiserede Sondagsudflugter, festlighederi anledning af Lassalles dodsdag, »Abendunterhaltungen«, dilletantteaterog foredrag¹³. Denne form for proletarisk gemytlighed var dog kun den ene side af de tyske socialisters foreningsliv i Paris - den anden side var deres udadvendte aktiviteter, som viste sig for forste gang i deres solidaritetsaktioner under broncearbejdernes og skraeddersvendenes strejker (i hhv. Frankrig og Paris) i begyndelsen af 1867¹⁴. len preussisk politiberetning hedder det om disse strejker, at de blev ledet af »lassalleanerne«omkring N.L. Petersen i Paris, og at danskeren handlede i overensstemmelsemed IAA-generalradet i London; det hedder endvidere i samme beretning, at »L. Petersen« var tradt i forbindelse med en raskke forende tyske lassalleanere, med det erklaerede formal at udvide strejkernetil Tyskland¹⁵. Interessant i denne beretning er, at den antyder en forbindelse mellem de parisiske lassalleanere og lAA's generalrad i London.I centrum for denne forbindelse stod abenbart N.L. Petersen. Beretningener ydermere interessant, fordi den dokumenterer de parisiske lassalleaneres udadvendte aktiviteter: Ved disse drejede det sig om praktisk-internationalistiskesolidaritetsaktioner, som ogsa ved andre lejlighederkom til udtryk, f.eks. under bygningsarbejdernes strejke i 1868 i Geneve og under de svejtsiske forarsstrejker et ar senere. Disse solidaritetsaktionerkom i gang pa N.L. Petersens initiativ og under hans ledelse. Som det fremgar af et brev til Joh. Ph. Becker indbefattede de forst og fremmest pengeindsamlinger blandt de tyske arbejdere i Paris til fordel for de strejkende¹⁶. I aktionerne udviskedes de tyske partistridigheders

---

12. Jfr. Langkau, Die deutsche Sektion, s. 108 f.

13. Anf. st, s. 109. - Et eksempel pa en anden tysk udenlandsorganisation, der var stsrkt pavirket af lassalleanismen og som dyrkede lignende former for proletarisk gemytlighed var den tyske socialdemokratiske forening i Kobenhavn. Se: Hans-Norbert Lahme, Der deutsche social-demokratische Arbeiterverein in Kopenhagen und die danische Arbeiterbewegung, i: IRSH, Vol. XXI (1976), s. 240.-255, passim.

14. Jfr. dertil Irina A. Bach o.a. (ed.), Die Erste Internationale 1864-1870, del 1, Moskva 1981, s. 328 f.

15. En afskrift af denne beretning, hvis original er gaet tabt, findes i: Sammlung Alfred Schulz, bd 8 (1863-1890), Bestand Allgemeiner Deutscher Arbeiterverein, Hamburger Bibliothek fur Sozialgeschichte und Arbeiterbewegung, Hamborg.

16. N.L. Petersen til Becker, 30.3. 1869, Becker Nachlass, D II 593. Aftrykt i: Lahme, Niels Lorents Petersen.

ideologiske graenser. Som N.L. Petersen en gang i 1868 skrev til Joh. Ph. Becker, havde han selv ud fra principielle overvejelser aldrig kunnet se en »egentlig forskel imellem disse to retninger«¹⁷. Med andre ord: Den praktiske politiks nodvendigheder havde abenbart korrigeret de ideologiskeuoverensstemmelser, som for en praktiker som N.L. Petersen formentligaldrig havde vaeret saerlig store. I det hele taget synes N.L. Petersensog hans venners lassalleanisme forst og fremmest at have vaeret gaeldende for organisationens indadvendte aktiviteter, d.v.s. den var i hojere grad »stil« end »dogme«.

Dette forklarer ogsa den tilsyneladende lethed, ved hjaelp af hvilken lassalleaneren N.L. Petersen ved arsskiftet 1869-70, formentlig pa foranledning af Frankel, losnede sine forbindelser til ADAV's ledelse i Berli n¹⁸. For at citere Frankel nedlagde han »sit hverv som tillidsmand« for ADAV i Paris¹⁹, og omtrent samtidig med dette indstillede han sit virke som korrespondent for »Der Social-Demokrat«, ADAV's blad, som han havde varetaget bade i 1868 og i 1869²⁰. Arsagerne til dette brud med ADAV vides der intet konkret om, men det kan taenkes, at de skal soges i de harde interne tyske partistridigheder²¹. I hvert fald gav N.L. Petersens brud med ADAV Frankel gront lys for hans siden forst i 1870 erklaerede mal at grundlaegge en tysk lAA-sektion i Paris²², hvis sekretaer han, Frankel, blev²³. Resultatet var, at N.L. Petersen -og sammen med ham en stor del af »hans« lassalleanere, som ogsa blev kaldt for »la section Peterse w²⁴ - reorganiserede sig i den tyske lAA-sektion²⁵. Den danske buntmager var en af dem, der underskrev den nye tyske sektions forste offentlige manifest, protestadressen imod den franske socialist Varlins faengslin g²⁶.

Den tyske sektion blev tilintetgjort, da de tyske statsborgere pa grund af den tysk-franske krig blev udvist fra Frankrig i September 1870²⁷. Enkelte sektionsmedlemmer blev dog i Paris krigen over og kaempede sammen med det franske proletariat pa Pariserkommunens barrikader,

---

17. N.L. Petersen til Becker, s. d. (april 1868), anf. st.

18. Dertil se Langkau, Die deutsche Sektion, s. 119 f.

19. Anf. St., s. 119.

20. Anf. St., passim.

21. Anf. St., s. 120.

22. Anf. St., s. 118

23. Anf. st.

24. Anf. st., s. 116.

25. Anf. st., s. 122.

26. Anf. St., dok. I.

27. Jfr. Silberner, Moses Hess, Geschichte ..., s. 642 f.

heriblandt Frankel28. N.L. Petersen havde dog ikke selv lejlighed til at
opleve sektionens endeligt, fordi han allerede i foraret 1870 havde forladt
Paris.

V

Efter ialt 35 ars fravaer betradte N.L. Petersen i april 1868 for forste gang dansk jord igen¹. Af hvilken grund han forst nu kom til Danmark igen, vides ikke, men det haenger maske sammen med politidirektor Cosmos Braestrups afgang kort tid f0r², hvilket N.L. Petersen formentlig har vaeret orienteret om. Selv om han var kommet til Kobenhavn for at besoge sin familie,³ kunne denne arbejderbevaegelsens veteran ikke lade vaere med at forsoge at agitere for den socialistiske bevaegelse. I 1860erne eksisterede der i Danmark endnu ikke nogen socialistisk organisation, dog fandtes der i Kobenhavn siden sidst i 1840rne enkelte liberale arbejderforeninge r⁴. Forretningsforeren for den mest progressive af disse foreninger, »Kjobenhavns Arbejderforening«, var folketingsmand Reinhold Jensen, som siden 1866 havde dyrket kontakter til lAA; bl.a. havde han abonneret pa »Der Vorbote«, som var den tysksprogede Genever lAAsektions blad, og han havde derudover gjort sig bemaerket ved, at han i 1867 havde sendt et pengebelob til stotte for lAA-kongressen i Lausann e⁵. Under sit ophold i Kobenhavn kom N.L. Petersen i tanke om, at han havde laest om disse kontakter i »Der Vorbote«, og han skrev derfor et brev til vennen Becker i Geneve, hvori han bad om »de hervaerende internationales« adresse⁶. Becker meddelte N.L. Petersen Reinhold Jensens adresse, hvorpa de to maend ialt modtes to gange. Ved det andet mode var der ud over R. Jensen og N.L. Petersen andre maend til stede, hvoraf de to vanned til at grundlaegge den danske lAA-sektion⁷.

---

28. Jfr. Langkau, Die deutsche Sektion, passim.

1. Jfr. dagbog, 13.1. 1885.

2. Carl Aage Redlich, I lovens navn. Kobenhavns politi gennem tiderne, bd 2, Kobenhavn 1982, s. 196.

3. Jfr. Willy Markvad, Arbejderforeninger i Danmark 1848-1871, i: Arbog for Arbejderbevaegelsens historie 1 (1971), d. 7-47.

4. Se Lahme, Zur Vorgeschichte, s. 58ff.

5. Anf. St., s. 58 ff.

6. Anf. st., Dok. 111.

7. Anf. st., s. 63 og Dok. IV.

I april 1870 var N.L. Petersen igen i Kobenhavn, denne gang dog ikke som »privatmand«, men som generalradets officielle udsending. Den 5. april 1870 havde han vaeret til stede ved generalradsmodet i London, hvor han var blevet betroet den opgave at tage til sin fodeby for at »establish sections or correspondences«⁸, da lAA's kontakter med Danmark i mellemtiden var sovet ind⁹.

En uges tid efter dette mode i generalradet fik Jung, et af medlemmerne, betaenkeligheder ved, at man havde sendt N.L. Petersen af sted. I protokollen hedder det, at »Cit. Jung thought, that a little more caution should be used in the future in giving credentials than had been used in the case af Citizen Petersen.« Arsagen til Jungs mistro var formodentlig N.L. Petersens ledende rolle hos de tyske lassalleanere i Paris og muligvis ogsa hans omgang med Moses Hess, som ikke stod pa god fod med Marx og Engels. Med en henvisning til, at »cit. Petersen was an old adherent of the Socialist Party« og til nodvendigheden af at etablere kontakter med Danmark, ryddede Eccarius disse forbehold af vejen¹⁰.

Protokollen fra generalradsmodet den 26. april 1870 har registreret et brev fra Kobenhavn til Jung, hvori N.L. Petersen fortaeller om sin mission i Kobenhavn. Det hedder i dette brev bl.a., »I gar aftes (d.v.s. den 21. april 1870, brevet er dateret d. 22.) har den forste sammenkomst af 9 socialister fundet sted her, den forste sammenkomst af den slags, som overhovedet har fundet sted, siden Danmark blev et kongerige. For at laegge grunden til en sektion ... (...) Jeg behover ikke at forklare Dem, at her navnlig al begyndelse er vanskelig ...« N.L. Petersen bebuder et nyt mode »naeste tirsdag« og beder om at fa tilsendt propagandamateriale, fordi, selv om han »ved mundtlige redegorelser om Internationales udstraekning, virksomhed, betydning o.s.v. efter evne og med den bedste vilje (har) givet oplysning«, »noget skriftligt (ville) vaere mere vaerdifuldt «ⁿ.

Pa generalradsmodet den 26. april 1870 blev N.L. Petersens brev fra
Kobenhavn fejret som »the foundation of a Democratic Society which
might become a section of the International12, hvilket der dog endnu

---

8. The General Council og the First International, Minutes, bd. 11l (1868-1870), s. 223.

9. Lahme, Zur Vorgeschichte, d. 64.

10. Minutes, bd. 111, s. 225.

11. Dette brev, som forste gang blev aftrykt i: Gustav Jaeckh, Die Internationale. Eine Denkschrift zur vierzigjahrigen Griindung der Internationalen Arbeiter-Assoziation, Leipzig 1904, s. 229 f., nytrykkes i: Lahme, Niels Lorents Petersen. Citatet stammer fra Oluf Bertolts oversaettelse af brevet i: Pionerer, s. 28 f.

12. Minutes, bd. 111, anf. st.

ikke kunne vaere tale om. Alligevel var det lykkedes for N.L. Petersen at bane vejen for den socialistiske danske arbejderbevaegelse, der et ar senere, den 15. oktober 1871 blev grundlagt som den danske IAA-sektion.Selv om denne danske IAA-sektion blev oplost allerede i maj 1872, naede den at blive lAA's storste enkeltsektion¹³. Ganske vist horte Louis Pio, der grundlagde sektionen, ikke med til kredsen af de »9 Socialister«, som N.L. Petersen havde holdt mode med den 21. april 1870¹⁴; men nogle af de maend, som Pio kunne stotte sig til, og som senere spillede en stor rolle i den danske arbejderbevaegelse, havde vaeret med bade i 1868 og i 1870: Det vanned sikkerhed O.C. Andersen og V. Holm, som havde vaeret med begge gange, derudover A. Mundberg og muligvis ogsa E.W. Klein, T.S. Pihl og Christian Hordum. Til disse maend stodte Pio sa en gang i begyndelsen af aret 1871, da de allerede, som anbefalet af N.L. Petersen, var gaet i gang med at planlaegge en dansk IAA-sektion.

VI

I modsaetning til sine oprindelige planer rejste N.L. Petersen ikke fra Kobenhavn tilbage til Paris, men til London¹. Den tysk-franske krig oplevede han pa af stand, og det samme gaelder kommuneoproret. Kilderne giver ingen oplysninger om, hvad han foretog sig i London under dette ophold, ud over at han havde nogen samkvem med Engels². I april 1872 var han sa igen i Paris³, hvor han sa godt det kunne lade sig gore forsogte at genetablere kontakterne til de meningsfaeller, som enten var blevet i Paris under krigen, eller som kort tid efter kom tilbage.

Fra den tidligere tyske lAA-sektion kunne han glaede sig over et gensyn med medlemmerne Schily og Bachruch⁴, og ogsa Moses Hess horte igen til hans omgangskreds i Paris⁵. En ny ven var tyskeren Carl Hirsch, en tilhaenger af Eisenacher-partiet, som kom til Paris tidligt i 1870erne⁶.

---

13. Ang. tallene se Emil Helms, Die sozialdemokratische und gewerkschaftliche Bewegung in Danemark. Leipzie 1907. s. 32 f.

14. Jfr. Lahme, Zur Vorgeschichte, s. 67.

1. N.L. Petersen til Becker, 8.11. 1870 og 23.2. 1871, Becker Nachlass, D II 595 f.

2. Liebknecht til Engels, 27.2. 1873, i: Liebknecht, Briefwechsel, anf. st.

3. N.L. Petersen til O.C. Andersen, 15.4. 1872 O.C. Andersens arkiv,

4. Langkau, Die deutsche Sektion, Dok. X.

5. Silberner, Moses Hess, Geschichte ... s. 634.

6. Karl Hirsch til Liebknecht, i: Liebknecht, Briefwechsely s. 458 f.

Det ser ud til, at danskeren i disse ar definitivt tog stilling i de tyske partistridigheder: han blev Eisenachernes mand. Dette fremgar tydeligt af en bemaerkning af Wilhelm Liebknecht til Engels: »Petersen, som du nok kender fra London, emu helt pa vores side«⁷.

Det fremgar dog af kilderne, at det i forste halvdel af 1870erne ikke sa meget var den tyske som den danske arbejderbevaegelse, N.L. Petersen engagerede sig i. Dette kan forklares med, at den franske hovedstad i arene umiddelbart efter den tysk-franske krig og kommuneoproret naeppe var det mest egnede sted til socialistisk agitation blandt tyske arbej dere og handvaerkere, hvilket havde vaeret danskerens livsindhold siden 1840rne; derudover ma det vaere forstaeligt nok, at han nu, hvor der i hans hjemland fandtes en socialistisk bevaegelse, som han havde vaeret en af fodselshjaelperne til, engagerede sig i den, og hans breve til O.C Andersen i Kobenhavn beretter da ogsa om hans engagement for hjemlandets socialistiske bevaegelse.

N.L. Petersen fortaeller i disse breve om sit forsog pa at vinde de danske handvaerkere og arbejdere i Paris for den danske arbejderbevaegels e⁸; om sit besvaer med at finde en korrespondent i Paris for Danmarks socialistiske presse, et hverv, som han en overgang selv var nodt til at varetage⁹; og om sine pengeindsamlinger til stotte for Pio, Brix og Gelef f¹⁰.

Denne agitationsform var ikke forskellig fra den, som N.L. Petersen havde dyrket siden 1841/1842, men det kneb dog med resultaterne: Flere gange klagede han til O.C. Andersen over landsmaendenes sovnighed, over deres manglende interesse for den socialistiske bevaegelse og over, at de i stedet for at studere »Social-Demokraten« hellere ville laese »Berlingske Tidende« og spille skak¹¹. Han var heller ikke glad for, at hans landsmaend viste hans planer om at grundlaegge en slags dansk eller skandinavisk socialistisk udenlandsorganisation i Paris (formentlig i stil med den parisiske tyske lAA-sektion) den kolde skulder¹².

I foraret kom N.L. Petersen igen til Bruxelles, hvor han sidst havde
vaeret i 185913. I den belgiske hovedstad gjorde han den übehagelige

---

7. Liebknecht til Engels, 23.2. 1873, anf. st. (oversat fra tysk).

8. Jfr. f.eks. N.L. Petersen til O.C. Andersen, 28.12. 1872, O.C. Andersen arkiv.

9. Anf. st.

10. N.L. Petersen til O.C. Andersen, 4.12. 1872, O.C. Andersens arkiv.

11. F.eks. N.L. Petersen til O.C. Andersen, 28.12. 1872, anf. st.

12. Anf. st.

13. Jfr. N.L. Petersen til Becker, 15.5. 1875, anf. st.

erfaring at blive kaldt til forhor hos politiet, hvilket han dog slap godt fra. Abenbart forela der ikke noget imod ham¹⁴. I Bruxelles gensa han nogle tidligere medlemmer fra den tyske arbejderforening¹⁵ og blev pa foranledningafde Paepe og Brismee optaget som medlem i den belgiske lAAsektio n¹⁶. I begyndelsen af juni rejste han til Antwerpen, hvorfra han tog skibet til Kobenhavn. Der modte han bl.a. Pio, Brix og Geleff, som lige havde faet amnesti. Om hans indtryk af den unge danske arbejderbevaegelseskrevhan bl.a. til de Paepe: »Jeg ma tilsta, det marcherer godt, jeg kunne naesten sige meget godt ... selvom der ogsa der, som overalt findes en del personlige stridigheder og fejl«¹⁷. Dette var en positiv bedommelse,derdog indeholdt visse forbehold; og den aendrede sig brat til det negative, da det rygtedes, at Pio og Geleff var rejst til USA i slutningen af marts 1877. I et brev til O.C. Andersen beskriver N.L. Petersen isaer sine negative indtryk af Louis Pio, som han havde modt i 1875. Det ser heri ud som om det forbehold, han havde givet udtryk for i sit brev til de Paepe, forst og fremmest var montet pa Pio. Han skrev bl.a.: »Hvorledes det endogsa er - Pios og Geleffs socialistiske bane er afsluttet i henseende til arbejderbevaegelsen i hjemmet ... Lykke pa rejsen - men de kan let blive skuffet i deres forventninger ... Forere af en arbejderbevaegelse i hvilketsomhelst land i Europa, og hvis navne er bekendt i alle lande ... som har opvakt den socialistiske bevaegelse - lober eller rejser ikke bort til Amerika ... Farvel de eksisterer ikke mere for os ... Men ... vil den socialistiske bevaegelse i hjemmet ga sin gang ... eller er den standset eller odelagt for det, at disse to maend er rejst til Amerika (Jeg?) vil habe det forste ... Jeg var ofte den modsatte mening som ham (Pio) - (for) at naevne: religionen og udvandringen - jeg tror at Pio yndede ikke gerne modsigelser - I min forste samtale med ham i hjemmet kort efter udladelsenaffaengslet - kom hans religiose eller overjordiske fantasier til syne - han mente nemlig (at) menneskene folte undertiden laengsel efter at beskaeftigedemmed det overjordiske med andeverdenen sa omtrent forstodjegdette som egentligt for mig som materialistisk-praktisk socialist var uforstaligt - Jeg var (af) den modsatte mening - og det har jo sildigere ogsa vist sig, thi han har erklaeret nar han skulle vaelge religion synes han om katolicismen bedre end om protestantismen (.) og hans sidste tale

---

14. N.L. Petersen til Becker, 18.5. 1875, Becker Nachlass, D II 607.

15. N.L. Petersen til Becker, 5.6. 1875, Becker Nachlass, D II 608.

16. Hubert Wouters, Documenten betreffende de Geschiedenis der Arbeiderbeweging ten tijde van de le internationale (1866-1880), 1. del, Lowen-Paris 1970, s. 850 f.

17. N.L. Petersen til Cesar de Paepe, 21.6. 1875, samling N.L. Petersen, ABA. Aftrykkes i: Lahme, Niels Lorents Petersen (oversat fra tysk).

som tildels var rettet imod fritaenkerne vidner om at han ikke tror frii
...«18.

Dette var en meget negativ skildring af Louis Pio, som, sa vidt det kan ses, ikke findes andre steder i denne form. Pio var ifolge N.L. Petersen en sekterer, og dette var noget, der formodentlig mindede ham om Weitling, som i en situation, der kunne ligne Pios efter Gimle-kongressen i 1876, ligeledes havde udviklet pseudo-religiose forestillinger¹⁹. For veteranen N.L. Petersen var dette noget, som stod i et skrigende misforhold til hans mening om, hvordan en arbejderforer burde opfore sig.

Pios og Geleffs flugt til Amerika bevirkede, at N.L. Petersen ikke lsengere hverken var interesseret eller engageret i hjemlandets arbejderbevaegelse. Abenbart var han personligt skuffet over det, som haendte i marts 1877. I brevene til Becker og O.C. Andersen findes der nu kun spotske og hanske bemaerkninger om Danmarks socialistiske bevaegels e²⁰. Han synes under sine nu regelmaessige ophold i Kobenhavn ikke at have modt de maend, der efter 1877 gik i gang med en stot og rolig genopbygning af den danske arbejderbevaegelse. Hans manglende interesse for den danske arbejderbevaegelse var dog ikke ensbetydende med, at han fuldstaendig trak sig tilbage fra socialismen.

VII

Arene fra ca. 1880 til 1894, det sidste halvandet arti i N.L. Petersen liv, var historisk set den periode, hvori de nationale arbejderpartier etablerede sig som proletariske masseorganisationer med voksende apparater. For den danske veteran N.L. Petersen var dette ensbetydende med, at hans organisatoriske omverden blev underkastet en radikal forandring: Den lille, overskuelige og tit konspirativt arbejdende organisation, hvori han havde hort hjemme i efterhanden mange ar, og hvori han havde oplevet det, som kan kaldes hans »politiske socialisation^ var et faenomen, der horte fortiden til. Som det i det folgende vil kunne ses, faldt det N.L. Petersen svaert at finde sig til rette i de nye masseorganisationer.

I modsaetning dertil havde N.L. Petersens »borgerlige eksistens« ikke

---

18. N.L. Petersen til O.C. Andersen, 27.3. 1877, O.C. Andersens arkiv. Aftrykt i: Hans- Norbert Lahme, Niels Lorents Petersen og den danske arbejderbevaegelse, i: Arbog for arbejderbevaegelsens historie 4 (1974), s. 89-110, her s. 106 ff. I citatet blev skrive- og stavefejlene rettede, og ortografien moderniseret. Originalens diktion er bibeholdt.

19. Jfr. Kahler, Weitling, s. 59 ff. og passim.

20. Jfr. f.eks. N.L. Petersen til Becker, Becker Nachlass, D II 618.

forandret sig siden 1840rne. Han var - og det blev han ved med at vaere - en vandrende handvaerkersvend, som drog igennem Europa og tog arbejdeog ophold i forskellige byer og hos forskellige mestre. Bruxelles, Paris, London, Geneve, Lausanne og Kobenhavn var blandt hans talrige opholdssteder de vigtigste i de sidste ca. 15 ar af hans liv¹.

I disse ar synes N.L. Petersen at vaere blevet noget ensom, hvilket formentlig sky Ides, at vennerne fra den europaeiske socialismes »forste generation^ for sa vidt de ikke allerede var udvandret i 1840rne og 50erne, dode en efter en. Moses Hess dode i foraret 1875², i november samme ar dode Schily, vennen fra den tyske lAA-sektion i Paris³; 1886 dode Becker⁴. Andre tidligere meningsfseller var, som N.L. Petersen lejlighedsvis kunne konstatere, faldet fra⁵.

Pa denne made blev veteranen N.L. Petersen efterhanden til en slags »overlevende« fra den tyske kommunismes barndomsar. Den kendsgerning, at han pa sin halvfjerdsars fodselsdag begyndte at fore en dagbog, som han forst og fremmest benyttede til at beskrive sine helt personlige refleksioner i, er formentlig et udtryk for hans ensomhedsfolelse⁶.

I arene fra ca. 1880 til 1894 har N.L. Petersen, sa vidt det kan ses i kilderne, ikke deltaget aktivt i organisatorisk eller agitatorisk arbejde. I slutningen af 1870erne fandt han et kortvarigt politisk tilhorssted i den socialistiske koloni i Paris, hvis internationale atmosfaere sikkert var efter hans smag. Til hans omgangskreds i disse ar horte ogsa von Vollmar⁷. I juli 1880 blev han, under meget nedvaerdigende omstaendigheder, udvist af den franske hovedstad: Den efterhanden femogtredsarige buntmagersvend blev arresteret ved hojlys dag, medens han sad og udforte noget arbejde, sat i faengsel og forhort i flere dage. Derefter blev han i handjem bragt til den svejtsiske graense, hvor det lykkedes ham at slippe over sammen med en ung russisk meningsfaelle, der havde lidt samme skaebne⁸.

Efter denne übehagelige oplevelse slog N.L. Petersen sig ned i Geneve
i naerheden af den gamle ven Joh. Ph. Becker, og blev medlem af den

---

1. Jfr. dagbogen, passim.

2. Silberner, Moses Hess, s. 644.

3. Jfr. N.L. Petersen til Becker, 20.11. 1875, Becker Nachlass, D II 611.

4. Jfr. N.L. Petersen til Engels, s.d., samling N.L. Petersen, (kopi, original Institut for marxisme-leninisme, Moskva).

5. N.L. Petersen til Becker, 13.7. 1874, Becker Nachlass, D II 602; jfr. ogsa N.L. Petersen til Becker, 6.1. 1878, anf. St., D II 615.

6. Jfr. dagbog, 13.2. 1884.

7. Jfr. N.L. Petersen til Georg von Vollmar, Vollmar Nachlass HSG, Rep. 1598

8. Anf. St.; jfr. ogsa Zurcher Post, nr 169 fra 18.7. 1880.

tyske socialistiske forening⁹. Han foretog dog stadigvaek lange rejser, for det meste til de steder, hvor han for havde virket, men han kom altid tilbage til Geneve. Livet som vandrende handvaerkersvend var tilsyneladendeblevet eksistentielt for ham.

En af disse rejser forte ham i 1889 til Paris, hvor han havde lejlighed til at overvaere den internationale socialistiske kongres. Ved denne lejlighed gensa han von Vollmar, Bebel og Liebknecht og hilste pa de danske delegerede¹⁰.

To ar senere var han til stede ved den internationale socialistiske kongresi Zurich. Hans observationer ved kongressen foranledigede ham til den folgende ret sarkastiske og ogsa en smule bitre kommentar i dagbogen:»Og de er kommet sammen fra alle herrens lande, disse proletariatetsrepraesentanter har talt meget, har drukket og spist meget og (har) fattet en del beslutninger (de har ogsa) udvekslet mange hofligheder og (er) derefter gaet hver sin vej med det lofte at agitere for proletariatets materielle situation«ⁿ. I dagbogsnotaterne fra N.L. Petersens sidste levearfindes der flere lignende sarkastiske og undertiden ogsa bitre kommentarerom den forandrede arbejderbevaegelse og dens voksende haer af funktionaerer, som N.L. Petersen tilsyneladende havde svaert ved at accepter e¹². Pa trods af kritikken og sarkasmen vidner disse notater dog om, at arbejderbevaegelsen og dens mal, proletariatets emancipation, til stadighed var de centrale punkter, hvorom N.L. Petersens tanker kredsede.I sine sidste levear betroede N.L. Petersen sin dagbog lejlighedsvis brudstykker af det, som man kan kalde hans politiske verdensanskuelse, d.v.s. hans personlige ideologi. De mest markante punkter i denne ideologivar dens revolutionaere, militante grundindstilling, som gik hand i hand med materialistiske og idealistiske elementer. Derudover kommer der en position til syne, som bedst kan beskrives som »gennemsnitssocialisme«.N.L. Petersens ideologiske positioner fremgar af det folgende dagbogsnotat fra 12.2. 1885: »Normalarbejdstid - (retten til at fa udbetalt)arbejdets fulde vaerdi - alderdomsforsorgelsesanstalter o.s.v. ... kan jo slet ikke taenkes uden en omforandring af de nuvaerende samfundsmaessigetilstande - Privatejendommens forvandling til kollektiv- eller samfundsejendom, deri er alting indbefattet, kapitalmagtens omstyrtning,praestevaeldets (omstyrtning) - kongedommets, og alt dertilhorendes(omstyrtning) ... da kunne man vel sporge sig selv om eller hvornar

---

9. N.L. Petersen til Vollmar, anf. st.

10. N.L. Petersen til Fechner, anf. st.

11. Dagbog, 26.8. 1891 (oversat fra tysk)

12. Anf. st., s. d. (februar 1890); anf. St., 29.8. 1890.

menneskeheden, rettere sagt de nuvaerende sakaldte kulturstater er modnetil en social revolution - lad os hellere sige omforandring - af de nuvaerende tilstande eller indretninger - For at lave en revolution dertil horer ... kraften ... til at befaestige en revolutions ... resultater, isaer den sociale revolutions ... der skal en moralsk bevidsthed, bevidstheden om den rene menneskevaerdighed til«¹³.

I disse linier genspejler den tyske arbejderbevaegelses ideologiske udvikling fra 1840rne til 1890erne sig; den raekker fra Weitlings idealisme over Lassalle til 1880ernes socialdemokratiske ideologi incl. visse antydninger af Marx' og Engels laere.

Den 14.2. 1894 fejrede N.L. Petersen sin 80 ars fodselsdag sammen
med sine meningsfaeller i foreningslokalet i Geneve14.

I maj 1894 tog han pa - som han selv mente - sin »allersidste rejse til
Kobenhavn«15, hvor han dode den 25.6. 1894.

Med ham dode den sidste overlevende af den tyske socialismes forste generation. Den danske buntmagersvend havde vaeret en af dem, som stod i anden raekke. Han var ingen lederfigur og ingen ideolog, men han var en af dem, som ved sit utraettelige, forst og fremmest praktiske arbejde pa afgorende vis havde bidraget til den socialistiske bevaegelses, isaer den tyske, men ogsa den danske arbejderbevaegelses, opbygning i grundlaeggelsesfasen. Han var hovedsagelig agitator og organisator, og som det har kunnet ses, var han bade dygtig og dreven til dette hverv. Han levede sit liv forst og fremmest i arbejderbevaegelsen, eller rettere sagt, kilderne siger intet om noget, der kunne ligne et »privatliv«. N.L. Petersen var ugift, han var hele sit lange liv en omrejsende handvaerkersvend, der ogsa som meget gammel mand matte arbejde i sit fag for at kunne overleve. Uden tvivl var dette liv med skiftende bopael og arbejdssteder ideelt for en socialistisk agitator, men det var ogsa en levemade, der hver eneste dag lod ham fole klassekampens fronter. Han forte et fattigt proletarisk liv, men han var altid parat til at bringe store of re, f.eks. da han gav 100 francs til det socialdemokratiske forsamlingshus i Kobenhavn¹⁶. For en proletar var dette en meget stor sum, formentlig hele hans spareskilling.

Sporger man, hvad der forarsagede den danske buntmagersvends totalehengivenhed
til arbejderbevaegelsen, giver kilderne kun et svar. Han
viede sit liv til den sociale bevaegelse, fordi han var overbevist om, at

---

13. Anf. st., 12.2. 1885 (oversat fra tysk).

14. Anf. St., 14.2. 1894.

15. Anf. St., 11.5. 1894.

16. N.L. Petersen til Fechner, 6.6. 1894, anf. st.

proletariatets okonomiske og politiske, men ogsa andelige og kulturelle befrielse var en historisk nodvendighed, og at det var arbejderbevaegelsensopgave at gennemfore denne befrielse. Erkendelsen af denne nodvendighedvar drivkraften i hans handlinger. Selvfolgeligt var der andre, der ligesom N.L. Petersen havde gjort denne erkendelse til deres livsindhold.Den europaeiske arbejderbevaegelse havde aldrig faet sin store styrke,hvis ikke den havde radet over mange maend af N.L. Petersens stobning.Det, som gor denne danske buntmagersvend enestaende, er ikke sa meget hans engagement for sagen, men deter den militante urokkelighed,totaliteten og livsvarigheden af dette engagement. Deter derfor, han med rette kan betegnes som et »kontinuitetens monument« i arbejderbevaegelsenshistori e¹⁷.

---

17. Langkau, Die deutsche Sektion, s. 106.