Hvordan studere nazismen i Danmark?

»Den danske nazisme havde ingen rodder og efterlod ingen spor. Den var en femtenarig parantes i Danmarks politiske liv, som fa ville have lagt maerke til, havde det ikke vaeret for den storre betydning, den lante fra den tyske nabo og »beskytter« 1940-45«. Sadan karakteriserer den engelsk uddannede, danske historiker Malene Djursaa sit studieobjekt i indledningen til det nyskrevne kapitel om Danmark i 2. udgave af S.J. Woolfs samlevaerk, Fascism in Europe¹.

Hvorfor sa overhovedet beskaeftige sig med emnet kunne man fristes til at sporge? Men deter for primitivt. Ogsa undersogelser af ikke-begivenheder, det der ikke blev til noget, giver vigtige, ja nodvendige bidrag til den historiske erkendelse. Metoden kaldes ofte for kontrafaktisk analys e². For en forstaelse af ideologier, magt og politiske kampformer i mellemkrigstiden, den periode den tyske fascismeforsker Ernst Nolte kalder 'fascismens epoke'³, er det yderst vigtigt ogsa at vide noget om forholdene i de lande, der hverken fik store fascistiske bevaegelser eller fascistisk dominerede regimer.

Et sadant eksplicit komparativt perspektiv har Malene Djursaa dog
ikke lagt til grund for sine undersogelser af den danske nazisme - eller

---

1. London 1981 s. 237. Jeg har omtalt bogen mere udforligt i NFH 33:2, 1984.

2. En kort presentation af den kontrafaktiske metode - isaer i okonomihistorien - findes i Jon Elster: Nytt perspektiv pd okonomisk historie, Oslo 1971 s. 53-68. Jeg har selv i al beskedenhed Sogt at anvende denne fremgangsmade i den kortfattede skildring af Italiens samling i 1800-tallet i kap. I af Fascismen i Italien, Arhus 1984 (med Th. Olesen og N.A. Sorensen).

3. Ernst Nolte: Der Faschismus in seiner Epoche, Munchen 1963. Jeg har diskuteret anvendelsen af dette begreb i afsnit 4 i artiklen Korporatisme, fascisme, totalitarisme eller autoritaere regimer i H. Loe og J.L. Kristensen (red.): Kritisk fascismeforskning i Norden, NSU arbejdspapirer 11, Alborg 1982 s. 214-85.

rettere de danske nazister, som hun selv mere praecist kalder emnet i undertitlen pa den afhandling, der danner grundlag for den ovennaevnte kortfattede engelske syntese⁴. Kun et enkelt udblik til det norske NS er det blevet til i afslutningen, skont hun selv formulerer behovet for komparativeundersogelser, ogsa af de partier, der ikke blev til noget (fallitpartierne).Deter en skam, men ogsa den mere begraensede sociologiske undersogelse af hvem, der var medlemmer, og hvem der stemte pa DNSAP i tiden fra dets oprettelse 16. november 1930 til forbudet i 1945, har stor interesse. For en dansk savel som en international laeserskare.

Pa mange mader er der tale om et sociologisk og organisationshistorisk folgestudie til Henning Poulsens pa en gang snaevrere og bredere arbejde, Besoettelsesmagten og de danske nazister 1940-43 fra 1970. Poulsen rejste i den kronologisk mere afgraensede bog pa en lidt fordaekt made det systematisk vigtige sporgsmal om, hvilke alternativer der var til den faktisk forte forhandlingspolitik. Isaer forstaet som alternativer i den tyske besaettelsesmagts beslutningstagerhorisont. Som han selv formulerede det i et interview om disputatsen: »... det forekommer mig, at vi i alt for hoj grad koncentrerer os om at skildre, hvorledes udviklingen rent faktisk skred frem. Derved kommer yi let til kun at bevaege os pa overfladen. Vi ser hele tiden pa det dynamiske moment. Vi ser pa, hvordan det ene afloser det andet. Tingene bliver forklaret for os pa en for overfladisk made. Begynder vi derimod at interessere os for det, der ikke skete, kommer vi til at beskasftige os med tilstandene. Vi kommer derved til at undre os over, at bestemte ting ikke aendrede sig i perioden. Vi kommer ned til mere afgorende traek ved karakteristikken. Vi far fat i mere almene traek - maske ogsa i traek, som bliver mere alment interessante end den intrigegang, der forer frem til dem«.⁵ Bortset fra at Poulsen ikke bruger ordet struktur, kan hensigten bag undersogelser af tilsyneladende marginale forhold og begivenheder, som ikke skete, naeppe formuleres bedre.

Sadanne strukturelle, samfundshistoriske sporgsmal skal man som sagt ikke forvente at fa besvaret i Malene Djursaas bog. Til gengaeld findes en teknisk overordentlig kompetent analyse af, hvem nazisterne var, og fra hvilke sociale lag, geografiske egne og aldersgrupper medlemmerne rekrutteredes.Problemet er bare, at DNSAP pa intet tidspunkt omfattede mere end ca. 0,5% af befolkningen som medlemmer. I alt 39.000 personeri

---

4. DNSAP. Danske Nazister 1930-45 MI, 1982 (256 + 200 s., pris 230 kr), der er en omarbejdelse af hendes Ph.D. afhandling ved Essex Universitet, Danish Nazism: The Membership of »Danmarks National Socialistiske Arbejder Parti* 1930-1945, marts 1979.

5. Henning Poulsen i interview ved Erik Lund, Information 28.-29. nov. 1970 s. 6.

nerihele perioden, hojeste tal pa et tidspunkt, 21.500 i 1943 og hojst 2% som vaelgere (43.309 = 1,9% af de stemmeberettigede i 1943). Deter altsa en ret betydningslos gruppe, hvis sociologiske profil vi far tegnet ud fra en avanceret EDB-analyse af en repraesentativ stikprove pa 2.438 personer. Men det gor intet i lyset af de resultater, hun nar frem til, nemlig at partiets sammensaetning stort set svarede til befolkningens sammensaetning.

Fremstillingen er bygget konsekvent analytisk op som svar pa en raekke stillede sporgsmal eller deciderede hypoteser af typen: var DNSAP et imitationsparti? var der overrepraesentation af unge? var det et outsiderparti? P.g.a. denne analytiske disposition er de enkelte afsnit ogsa overordentlig klart opbyggede med en tekstdel og tilsvarende tabeller (statistisk metodisk meget avancerede) og forsynet med konklusioner i talrige underpunkter. Af samme grund er det heller ikke blevet til en saerlig lettilgaengelig fremstilling, trods det klare og oftest uimponerede, naesten kernefulde danske sprog, den er skrevet i. Deter en afhandling i den samfundsvidenskabelige tradition, d.v.s. hypoteseopstillende og afprovende, i den mere kronologisk analyserende historiske tradition.

Deter helt i sin orden. Malene Djursaa har leveret et eksemplarisk stykke kvantitativ historieforskning. Pa godt og ondt. Godt fordi det faktisk er umuligt at forestille sig, at der kan siges meget mere om DNSAP's sociologiske sammensaetning, end det vi her far at vide, naesten uanset hvilket nyt kildemateriale, der bliver tilgaengeligt i fremtiden. Hendes hovedresultat er, at de 39.000, der pa noget tidspunkt havde vaeret medlemmer, udgjorde et naesten eksakt mikrokosmos af datidens samlede danske samfund med en naesten fuldstaendig representation fra middel- og lavere middelklasse. Ligeledes svarede beskaeftigelsesstrukturenfor maendene praecist til fordelingen af den voksne mandlige befolkningsom helhed. Forsvindende eller truede erhverv var ikke overrepraesenterede.En undersogelse af medlemmernes forudgaende politiske tilhorsforholdviser, at rekrutteringen fra hojre- og venstrepartier svarede til de nationale gennemsnit, og at de sociologisk havde vaeret ret typiske medlemmer af de pagaeldende partier. Dette kan sammenholdes med Karl O. Christiansens undersogelser af kollaboratorerne fra slutningen af 1940'erne, som viser, at disses uddannelses- og familiebaggrund ikke var darligere end gennemsnittets, og at de ikke var underprivilegerede i forholdtil gennemsnittet.⁶ At der var en overproportional representation af

---

6. Karl O.Christiansen: Mandlige landsvigere i Danmark under bescettelsen, Direktoratet for Fsengselsvaesenet, 1950. Karl O. Christiansen: Landsvigerkriminaliteten i sociologisk belysning, Kbh. 1955.

yngre maend er maske nok sa typisk for alle nye partier som specielt for fascistiske partier. Af alt dette drager hun den overbevisende konklusion, at de personer, som pa noget tidspunkt havde vaeret medlemmer, ikke kan afskrives som blot og bart afvigere (outsidere), som det ellers gores i forskningen, eller at bevaegelsen kan reduceres til et reaktionasrt middelklassefcenomen.

Deter givetvis rigtigt, blot ma man huske pa, at denne statistisk overbevisende underbyggede konklusion bygger pa Djursaas afgraensning af undersogelsen til kun at omfatte det nazistiske parti. Hun afviser at inddrage Konservativ Ungdom med 30.000 medlemmer, trods denne organisations flirt med de autoritaere politikformer, og den hojrepopulistiske Landbrugernes Sammenslutning med ca. 40.000 medlemmer og det dertil knyttede Bondeparti. Deter der rimelige ideologiske grunde til, men det medforer, at hendes resultater kun gaelder for netop den del af det autoritaere politiske spektrum, som havde storst tvaerklasseappel (catch-all party, som den tysk amerikanske politolog Otto Kirchheimer senere har kaldt faenomenet).

D.v.s. at den statistiske precision af udsagnene er omvendt proportional med interessen af dem. Sadan ma det - desvaerre - naesten naturnodvendigt vaere i en - kun - kvantitativ analyse. Det mere omfattende sporgsmal om disponeringen for autoritaere politiske losninger far vi ikke svar pa i det foreliggende arbejde, som - alle sine kvaliteter til trods - nok mere har karakter af en ovelsesbog i kvantitativ historisk metode end en samlet besvarelse af, hvorfor nazismen havde sa ringe gennemslag i det danske samfund.

Deter ikke, fordi Malene Djursaa ikke selv er opmaerksom pa disse ekstra sporgsmal. Som hun selv skriver i indledningen »er det nodvendigt at studere ikke blot de store fascistpartier i Tyskland og Italien, men ogsa fallitpartierne - ofte sma imitationspartier fra fascismens anden bolge, dannet sidst i tyverne og forst i trediverne. For at finde ud af, hvorfor Danmark, Norge, Sverige, England, Belgien, Graekenland o.a. modstod den fascistiske ideologi med forskellige grader af overbevisning, er det nodvendigt at stille dette sporgsmal (om fascismen U.0.) ikke blot enkeltvis for hvert land, men ogsa som samlet komparativt problem«. (s. 9)

Det kan dels gores ved en samvittighedsfuld undersogelse af det eller de partier, som selv kaldte sig nazistiske (eller fascistiske). Det som Malene Djursaa sa udmaerket har gjort. Dels ved at se pa den tyske (nazistiske) besaettelsesmagts opfattelse af forholdene, som Henning Poulsen har gjort det. Og endelig ved at undersoge hele det samlede politiske (og sociale) monster. »Det politiske rum«, som Djursaa i overensstemmelsemed

ensstemmelsemedJuan Linz⁷ kalder det (s. 15). De antiparlamentariske sdvel som de parlamentariske partier og holdninger⁸. Hvorfor lykkedes det i Danmark de ikke-fascistiske hojrepartier at bevare ca. 37% af stemmerne,mod kun 6% til den ikke-demokratiske hojrefloj samtidig med, at det demokratiske centrum-venstre havde 53% og regeringsmagten? (talleneer fra valget i 1939, det valg hvor det antiparlamentariske hojre samlede storst opslutning).

Nu, hvor vi ikke laengere i sa udpraeget grad lever i 'antifascismens epoke'⁹, skulle det i forskningen vaere muligt at tage konsekvensen af vores viden om, at fascismen og nazismen ikke (kun) var en legemliggorelseaf alt ondt i verden, men (ogsa) en bestemt politisk adfaerd, som blev valgt af mange mennesker i mellemkrigstiden. Disse ma selv have opfattet deres valg som et rationelt svar pa bestemte modsaetninger og problemer i samfundsudviklingen. Henning Poulsen har formuleret det saledes, »... at fascister og nazister ikke var stammer, der brod frem af skovene, og i det hele taget ikke en bestemt slags mennesker. Det var folk, der sluttede sig til nye politiske bevaegelser, som de for havde sluttet

---

7. Juan J. Linz: An Authoritarian Regime: the Case of Spain, i Allard and Littunen (eds.): Cleavages, Ideologies and Party Systems, Helsinki 1964. Juan J. Linz: Totalitarian and Authoritarian Regimes i Greenstein and Polsby (eds.)'. Macropolitical Theory, N.Y. 1975 s. 175-411. Juan J. Linz: Some Notes toward a Comparative Study of Fascism in Sociological Historical Perspective i W. Laqueur (ed.): Fascism. A Readers Guide, London 1976 s. 3-120. Juan J. Linz: Political Space and Fascism as a Late-Comer i S.U. Larsen, B. Hagtvet and J.P. Myklebust (eds.): Who were the Fascists, Oslo 1980 s. 153-90.

8. En god begyndelse til en afsogning af den antidemokratiske politiske kultur i mellemkrigstidens Danmark er gjort med udsendelsen af Jesper Vang Hansens omfattende bibliografi, Hojreekstremister i Danmark 1922-1945. En bibliografi over »genrejser«bevaegelsernes blade og tidsskrifter, Odense 1982. En lidt bredere mentalitetshistorisk afsogning er indledt med litteraturforskeren Ole Ravns antologier, Dansk nationalsocialistisk litteratur 1930-1945, Kbh. 1979 og Hojre om; Temaer og tendenser i den antiparlamentariske debat 1930-39, ved Alex Quade og Ole Ravn, Kbh. 1979 (som dog ikke naer dsekker hele feltet ind; maerkeligt nok omtales f.eks. ikke A. Gunder Hansens Akademisk Aktion, selv om den var udtryk for den mest velinformerede overtagelse af italienske og ostrigske ideer om korporativismen, jvf. min artikel fra 1982 s. 234) (se note 3). Disse udvalg kan suppleres med en antologi fra Dansklaererforeningen, K. Koch, E. Nielsen og S. Schou: Hagekorset i Norden, 1983. Det bedste indtryk af det ideologiske - og i vist omfang det mentale - klima i perioden far man dog stadig i Danmark i 30'erne fra 1968, af historikeren Richard Andersen. Uden store teoretiske armbevaegelser, men baseret pa en omfattende viden om perioden og fornemmelse for det vigtigste, har han pa ret kort plads - og med mange billeder - formaet at indfange tidens atmosfaere.

9. Det har jeg skrevet lidt mere om i Fascismen som erfaring - og risiko, Festskrift til Torresin: Man bor studere... 1984. Der er mange totalitaere tendenser i demokratiet, Forskningen og Samfundet 5/82 s. 13-16 og kap. XII i Fascismen i Italien, 1984.

sig til andre«¹⁰. Fascismen rekrutterede sine tilhaengere blandt mennesker,som under andre omstaendigheder ville have tilsluttet sig et af de 'normale' politiske partier (eller ikke have vaeret politisk aktive). Skal vi forsta, hvad der drev disse mennesker, ma vi ga et skridt videre og ikke bare fordomme fascismen og nazismen, men ogsa soge at forsta, hvorfor den virkede dragende pa sa mange »almindelige« mennesker. Isasr i andrelande, men som Malene Djursaa viser, ogsa pa et repraesentativt udsnit af det 'demokratiske' Danmark.

En af de forskere, der er kommet laengst ad denne vej, er den alt for tidligt afdode litteraturforsker Kresten Nordentoft. I en samling essays naede han kort inden sin dod at give en i bedste hermeneutiske forstand »forstaende« analyse af det internationale mentale og ideologiske klima, hvori fascismen opstod¹¹. I fascismens egen selvforstaelse var den oprindelig et antikapitalistisk, utopisk forsog pa at bryde med en raekke folgevirkninger af den accelererende kapitalistiske udvikling i det 20. arhundrede. Et resultat af massernes »antikapitalistiske drom«, som den tyske sociolog Eike Henning har udtrykt det flere steder¹².

Nar man stiller sporgsmalet om, hvorfor folk blev nazister, bevaeger man sig over i erfaringsdimensionen i historien. Deter ikke et omrade, som historikere traditionelt har taget op. Derfor er det overvejende litteraturforskere, der har taget udfordringen op. For Danmarks vedkommende har litteratursociologen Soren Schou forsogt en socialpsykologisk analyse af den danske, fascistiske mentalitet i bogen, De danske ostfrontfrivillige, 1981. Den er en interessant kombination af bevidsthedshistorie og mere gaengs litteraer analyse af Erik Albaek Jensens roman, Kridtstregen (1976). Denne sidste handler om det sociale og psykologiske dilemma, som frembragte kollaboratorerne.

Soren Schou er helt bevidst om forskellen pa denne indfaldsvinkel og den, de fleste historikere bruger. Han formulerer det selv saledes: »Mit essay vil nodvendigvis vaere prasget af, at deter skrevet af en litterat, ikke af en kildekritisk skolet historiker. Det indgar i den bevidsthedssociologisketradition, der er skabt gennem den sidste halve snes ar ved de danske litteraturinstitutter. Forskellen pa historikeren og litteraten kan kort formuleressaledes: Begge forholder sig til tekster, hvor historikeren isaer betragter dem som indfaldsveje til dele af den davaerende, objektivt eksisterendevirkelighed

---

10. Henning Poulsen: Fascisme og nazisme 1919-1945, 1980 s. 10.

11. Kresten Nordentoft: Omkring fascismen. Essays, 1981.

12. Eike Henning: Burgerliche Geselbchaft und Faschismus, Frankfurt 1977; og Fascismeforelaesninger, s. 3-117 i Hcefter for Historie 1979/1 AUC.

sterendevirkelighedog med sin kildekritiske metode Soger at lokalisere og udskille subjektive farvninger som misvisninger - der er litteraten tvaertimod specielt interesseret i disse subjektive faktorer, fordi han via dem kan komme pa sporet af en anden slags historie: den menneskelige bevidstheds i dens saerlige tids- og klassemaessige praegning« (s. 17). Schou nuancerer dog selv umiddelbart efter denne forskel og gor den mere afhaengig af historieteori end af faglig uddannelse, og deter klogt i betragtning af den placering mentalitetshistorie har faet i historiefaget de sidste tre-fire ar (jvfr. f.eks. Den jyske Historiker 21, 26 og 29-30).

Som ved alle mentalitetshistoriske arbejder er der enorme repraesentativitetsproblemer. Schou forsoger sig med dybdepsykologiske overvejelser ud fra nogle af de enkeltskaebner, som er blevet grundigt kortlagt af Karl O. Christiansen i forbindelse med retsopgoret (se note 6). I enkelte tilfaelde kombineret med senere interviews og/eller selvbiografier. Resultatet er spaendende og langt hen overbevisende. Problemet er blot, at som deter tilfaeldet ved alle psykologiske tilgangsvinkler, lober han ind i risikoen for at forklare »for meget« (og derfor ingenting). Jeg fremforer denne advarsel til trods for Schous prisvaerdige bestraebelser pa at gore den almene socialpsykologi historisk konkret ved at samle sig om enkeltskcebner. Han gor det for at vise hvilke forskellige behov, nazismen kunne opfylde hos mennesker, der kom fra uens miljoer, med forskellige erfaringer (s. 188). De individuelle psykologiske konflikter, der skabte de enkelte outsidere, hvoraf nogle igen tilsluttede sig DNSAP, forsoges alligevel generaliseret til almene socialpsykologiske forhold i samfundet. Deter modigt og prisvaerdigt, men deter et abent sporgsmal, om man ikke kan pavise fuldstaendig tilsvarende psykiske »deformationer« blandt heldigere tilhaengere af det 'normale' politiske spektrum. Eller blandt de mange, der hverken tog stilling for den ene eller anden side i det store opgor.

Begge indfaldsvinkler, den sociologiske savel som den socialpsykologiske(med eller uden rekurs til individualpsykologien) efterlader mig med en fornemmelse af, at den bedste forklaring pa et overvejende politisk problem som opslutninen om nazismen og fascismen trods alt findes i undersogelser af »det politiske felt«. Ikke snaevert forstaet som partiellerparlamentspolitik, men som strukturelle analyser af formerne for politisk adfaerd, sprog, symboler og lignende forhold pa et abstraktionsniveau,som ligger under den programmatiske, ideologiske overflade, men over de grundlaeggende klasseforhold. Deter klart, at politisk adfaerd haenger sammen med materieUe interesser. Men dermed er ikke sagt, at mennesker definerer deres interesser efter samme retningslinier, som

dem eftertidens forskere opfatter som »rationelle« eller 'rigtige'. Og politiskadfaerd afgores forst og fremmest af, hvordan interesser opfattes. Derfor ma undersogelsen af hensigt og mening foretages med respekt for de agerendes egen forstaelses- og erfaringshorisont. Selvfolgelig i kombinationmed en nojagtig og grundig registrering af den faktisk malelige adfaerd. Djursaa har givet os en forbilledlig delanalyse af det sidste - nu mangier vi bare tilsvarende undersogelser af de ovrige partier i det politiskespektrum. Hun har klogeligt holdt sig fra forenklede klasseanalytiske henforinger til materielle interesser - ja punkterer fortjenstfuldt flere af de forenklede forklaringer - men er ikke gaet ind pa undersogelse af politikformen og det, man lidt übestemt kunne kalde det politiske felts socialhistorie¹³. Det skal jeg ikke bebrejde hende, isaer da undersogelsens begraensninger er formuleret sa klart i indledningen. Men det betyder ogsa, at vi stadig ma vente pa den definitive behandling af det danske samfund i fascismens epoke. At sporgsmalet ikke er besvaret i den store afhandling er som sagt helt i orden. Dens emne er veldefineret og er et andet. Mere beklageligt er det, at hun ikke har faet stillet sporgsmalet omfattende nok i det mere synteseagtige engelske essay, hvor det bl.a. er emnet (Woolf 1981 s. 250-51). Der holder hun sig for meget inden for rammerne af det fascistisk-autoritaere spektrum selv til at kunne besvare sporgsmal om, hvad der ikke skete.

Hvorfor lykkedes det for det danske politiske system at holde fascismeni en marginal position selv under besaettelsen? Var det fordi de autoritasre interesser og frustrationer fik aflob via andre kanaler, blev de effektivt modvirket via samarbejdet mellem de gamle partier, eller fandtesder ikke sa store spaendinger, efter at det var lykkedes at etablere begyndelsen til et socialstatsligt reformarbejde i begyndelsen af 1930'erne?Og hvad betod de demokratiske traditioner i gardejerklassen, landetsrelativt lille storrelse, det jaevne industrialiseringstempo og den megetgradvise urbaniseringsproces? Alt dette og mere til indgar selvfolgelig i svaret, men det skal formuleres pa det politiske systems plan i stil med det, de franske historikere Michel Vovelle og Maurice Agulhon har gjort

---

13. Jeg har givet en noget abstrakt bestemmelse af begrebet politikform i heftet Politikformer i mellemkrigstiden, Historisk Institut 1981. Politisk socialhistorie er f.eks. Sogt praktiseret af den fornasvnte S.J. Woolf i bogen A History of Italy 1700-1860, London 1979, som reelt handler om de politiske bindinger pa den samfundsmasssige udvikling (det omvendte af Woolfs egen undertitel The Social constraints of Political Change, jvfr. min anmeldelse i NFH 32:2, 1984). En arbejdsgruppe er ved at anlaegge synspunktet om karakteren af den politiske kultur eller politikkens socialhistorie pa Frankrig i perioden 1750 til i dag til et kommende nummer af DJH.

i analyser af Frankrig i 1700-1800-tallet14. Forst efter sadanne undersogelserhar
vi svar, som kan indga i den komparative udforskning af fascismen
og nazismen.

Ikke mange af disse konstateringer vil komme bag pa Malene Djursaa. Faktisk er hendes egen konklusion en af de mest practise advarsler mod overdreven tro pa kvantitativ historie, hvorfor jeg vil slutte med at citere fra den: Hun siger forst om den kvantitative historieforsknings muligheder: »... forudsat at kilderne er velegnede dertil, er det muligt at opna en grad af nojagtighed, som har stor vaerdi ikke mindst i arbejdet med at laegge et solidt empirisk fundament for videre komparativt og teoretisk arbejde«. (s. 153) Pa den anden side kan den kvantitative metode »...pa grund af den store investering af tid og andre ressourcer, som computerarbejdet kraever... synes at dominere og blive et mal i sig selv ... Men selv om der ikke har vaeret langt imellem tal og procenter i dette arbejde, har jeg forhabentlig ogsa gjort det klart, at kvantitative metoder ikke er tilstraekkelige til udtommende at viderefore historisk og samfundsvidenskabelig forskning. Ikke alt kan taelles, males og vejes«. (Bedre kan det naeppe siges, og saerlig fornemt, at deter sagt af en person, som har investeret op mod 4 ar i at arbejde kvantitativt eksakt. Vanskeligheden er, at den rigtige historiker bade skal kunne dette og uendelig meget mere, uden nogen sinde at imponeres over de teknikker, der star til vores radighed. Resultatet af en kvantitativ undersogelse er aldrig staerkere end de enkelte data der indkodes. Og meget ofte ringere pa grund af alle de sporgsmal, talbehandlingen far os til at glemme.

---

14. Maurice Agulhon: La Republique au village, Paris 1979. Maurice Agulhon: Marianne au combat, Paris 1979. Michel Vovelle: Religion et Revolution: la dechristianisation de la^vn 11, Paris 1976. Michel Vovelle: Les metamorphoses de la fete en Provence de 1750 a 1820, Paris 1976. Begge disse franske historikere arbejder pa basis af massedata. Disse bearbejder de kvantitativt s&vel som kvalitativt. Jvfr. Rolf Reichardts introduktion til Vovelles centrale forfatterskab i M. Vovelle: Die franzosische Revolution, Soziale Bewgung oder Urnbruch der Mentalitaten Munchen 1982 s. 5-9.