Leo Tandrup har i HISTORIE, XV, 2, 1984, s. 245-55, med megen lidenskab kastet sig ud i en sonderlemmende kritik af vulgaermarxismen. Jeg har faet den tvivlsomme aere at vaere symbolet pa dette faenomen, eftersom Tandrup mener, at min folkeskolebog Fortaellinger om bonder og godsejere, der omhandler dansk historie fra ca. 1500 til ca. 1800, er et afskraekkende eksempel pa denne vulgaermarxisme.

Tandrup er isaer vred over, at jeg ser skaevt til Christian IV, at jeg »uhistorisk lsegger (min) egen tids malestok ned pa datidens forhold« ved at kalde bondernes hoveri og korsel for tvangsarbejde, at jeg ikke saetter »klassekampen sammen med kaerligheden«, ja, at jeg i stedet for at leve mig ind i, hvad folk taenkte dengang, er moralsk forarget over det, nogle af disse folk foretog sig.

Tandrups kritik udspringer naturligvis af et bestemt historiesyn, som man vist - uden at traede ham for meget over taeerne - kunne kalde et nyromantisk historiesyn, der rehabiliterer sjaelelivet og kraever indlevelse i fortiden. »Netop ved at identificere sig med fortidens personer, ikke mindst dem, der ikke ligner en selv for meget, far man en eminent lejlighed til at saette sporgsmalstegn ved sine egne personlige tilbojeligheder og sin trang til ideologisering«, skriver Tandrup.

Min lille bog om godsejere og bonder fra 1500 til 1800 er for Tandrup et glimrende eksempel pa det modsatte af en sadan identifikation, fordi den oser af foragt for personer og enkeltmennesker. Jeg »naegter at se det specielle, det individuelle ved personerne«, og det medforer, at jeg fx. kan sidde 400 ar efter og hidse mig op over Christian IV.

Tandrups indlevelseskrav - som jeg straks vil erkende, at jeg ikke agter
at honorere i dettes tandrupske udgave - far nogle groteske konsekvenser.

Lad mig blot tage hans kritik af, at jeg kalder bondernes hoveri og
korsel for tvangsarbejde. Deter helt forkert at bruge et sadant moderne

udtryk, siger Tandrup, eftersom »bondens ydelser dog engang var en
nodvendighed for, at staendersamfundet overhovedet kunne fungere.« (s.
252).

Tandrup har naturligvis ret. Bondernes gratis ydelser var vitterligt nodvendige, for at herremaendenes og den ypperste herremand, kongens, staendersamfund kunne fungere. Deter helt rigtigt, at det smukke Frederiksborg Slot aldrig var blevet bygget, med mindre bonderne havde kort gratis for kongen, eller hvis straffefangerne, der efter dagens byggedont blev spaerret inde, allesammen var stukket af.

Og for nu at tage Tandrups indlevelseskrav som model: Jeg kan udmaerket leve mig ind i, hvad kongen taenkte, da han ivasrksatte sit slotsbyggeri. Jeg kan sagtens bl.a. ud fra de portraetter, kongen lod fremstille af sig selv, se, at han opfattede sig selv og gerne ville opfattes som en maegtig bygmester. Og jeg kan derfor ogsa leve mig ind i, at kongen matte bruge bondernes gratis arbejdskraft og fangernes arbejde for at fa rejst sit slot.

Men nar jeg samtidig ud af samtidens kilder kan laese, at Christian IV gang pa gang ma indskaerpe bonderne, at de gor deres pligt, for ellers bliver de straffet, og nar jeg kan laese, at selvsamme slotsbygherre efterlyser kronragede straffefanger ved faergestederne, fordi de er stukket af fra byggeriet, sa kan jeg ogsa leve mig ind i, hvad disse halsstarrige bonder og straffefanger taenkte, nemlig, at de ikke syntes om det, de blev sat til at gore for kongen.

Nu har jeg altsa indlevet mig i begge parters tanker og motiver, for der er jo, hvad Tandrup vel ikke vil naegte, to parter, hvis tanker i praksis far to vidt forskellige konsekvenser. Hvad vil Tandrup sa stille op med det? Vil han have, at jeg - om jeg havde telepatiske evner - skulle sige til de nordsjasllandske kronhovbonder: »Lad nu vaere med at brokke jer over de gratis korsler. I ma kunne leve jer ind i kongens tankegang. I ma da kunne forsta, at I er nodt til at kore med de sten.«

Deter abenbart denne holdning, Tandrup onsker jeg skal have. For sa har jeg vel faet storre »respekt for ... fortidens mennesker og tankegange«, sa har jeg vovet »at benytte den af de fleste historikere for had lagte indlevelse« og aflagt min »filistrose forargelse...«

Deter imidlertid min opfattelse, at folger man dette tandrup'ske superhistoristiskeindlevelseskrav, ender man uundgaeligt i en ren amoralsk distance over for de faktiske og jordnaere modsaetninger, der fandtes mellem fortidens mennesker. Sa ender man - som Tandrup da ogsa gor det - med at klappe Collingwood pa skulderen, nar denne »i berettiget opposition til den regerende positivisme« sa »al historie som historien om

tankeprocesser, idet historien for ham romantisk var den selverkendelse
og selvforstaelse, der er den afgorende forudsaetning for, at man kan
udfore en skabende og frugtbar indsats i samfundets tjeneste.« (s. 249).

Flytter man saledes historien fra den historiske praksis' forpligtende verden ind i hovederne ikke alene pa fortidens mennesker og koncentrerer sig om, hvad de taenkte, men ogsa ind i hovederne pa historikerne med henblik pa disses selvforstaelse og selverkendelse, slipper man naturligvis for at blive beskyldt for at vaere en forarget filister, men man slipper samtidig ogsa for den solidariske medleven i de faktiske vilkar, menneskene bod sig selv og hinanden i fortiden - og byder sig selv og hinanden i nutiden. Og jeg gad nok se, hvilket udgangspunkt man i sa fald skal tage, nar man vil »udfore en skabende og frugtbar indsats i samfundets tjeneste,« - hvad det sa end er for et samfund, Tandrup sammen med Collingwood har i tankerne.

I sit syn pa Christian IV lofter Tandrup imidlertid en flig af den historieforstaelse, der vil saette ham i stand til at udfore bemeldte samfundsgavnlige indsats. Tandrup har nemlig evnet at »bruge den indievelse, der gor fortaellerne i stand til at saette sig ind i den handlendes, in casu Christian IVs sted og se tingene med hans og de datidige forudsaetningers ojne.« Hvad har sa denne indlevelse fort til? Den har fort til folgende karakteristik af Christian IV:

Han var »den, der omend forgaeves, Sogte at holde den borgerne undertrykkende adel nede«; han »ville bevare vores graenser over for det ekspanderende Sverige«; han »ville ekspandere i Ty'skland for at udbrede den rette tro og for, at Sverige ikke skulle erobre os sydfra«; og han sogte trofast »at vaere noget for sine to sidste kvinder«, som han forst svigtede, »da den ydre verden gik ham pa, og de ogsa svigtede ham.«

Havde jeg skildret Christian IV pa denne made, »var han historisk korrekt dod som en tragisk skikkelse, der ulykkeligt matte boje sig for adelens standsegoistiske klassepolitik«, (bemaerk, hvordan Tandrups indlevelsesevne her pludselig ma vige for 'filistros forargelse'), og »sa var han blevet en af de magthavere, som var vaerd at se op til i den feudale fortid, og som kunne give hab om, at tilsvarende magthavere vil opsta engang i fremtiden.«

Og videre:

»Sa ville den trosteslose evighed som laesernes hovedpude give plads for troen pa den dynamiske udvikling, pa kserligheden og foranderligheden som livets drivkraefter. Sa ville laeserne fa mod pa at forme en ny menneskelig tilvaerelse, praeget af livets alsidighed i stedet for af de videnskabelige eksperters ensidighed og den kapitalistiske arbejdsdeling.« (s. 252-53).

Stillet over for dette skonmaleri af Christian IV, der ligefrern gores til et herskerforbillede, kan man gore to ting: Man kan kaste sig ind i en diskussion om, hvorvidt der overhovedet er hold i Tandrups skildring, og i den forbindelse give sig til at diskutere, om Tandrup overhovedet fremdrager relevante traek i bedommelsen af kongen. Det andet, man kan gore, er at holde sig til det, der er Tandrups egentlige aerinde, nemlig det metodiske.

Jeg vil koncentrere mig om dette andet aspekt. For Tandrups hele skildring af Christian IV viser, at hans krav om fordomsfri indlevelse i fortidens menneskers tanker - og folelser - i virkeligheden ikke er andet end et hermeneutisk figenblad for en ganske bestemt nutidig vurdering af de historiske personers handlinger - in casu Christian IVs.

Tandrup sympatiserer med kongen, som »har landets selvstaendighed for oje«, mens den vaemmelige adel nojes med at varetage sin klasses egoistiske interesser. I sin begejstring for Christian IV overser han imidlertid ganske, at det vel ogsa var i kongens egen interesse, nar denne ville undga, at Danmark blev erobret af Sverige - eller i begyndelsen af sin kongekarriere dromte om at genoprette den nordiske union.

Nar Tandrup videre lader kongens omsorg for landets selvstaendighed legitimere udbytningen af bonderne, i og med han stiller Christians udbytning med dette formal for oje op over for vor tids udbyttende kapitalister, »der blot har deres egeninteresse at varetage«, sa har Tandrup abenbart en opfattelse af, at udbytning kan anerkendes, nar blot den tjener et 'hojere formal'.

Med andre ord: Tandrups billede af den herlige Christian IV er ikke resultatet af en sakaldt fordomsfri indlevelse, men udtryk for, at en magthaver i fortiden angiveligt har opfyldt nogle formal, Tandrup pa forhand mener er efterstraebelsesvaerdige.

Grunden til, at Tandrup og jeg har forskellige syn pa Christian IV, er saledes ikke, at Tandrup formar at indleve sig, mens jeg er ideologisk forstokket, men den enkle, at Tandrup og jeg har vidt forskellige opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert, og derfor ogsa af, hvad der forstas ved en efterlignelsesvaerdig magthaver.

En debat herom vil sikkert - eller muligvis - vaere frugtbar. Forudsaetningen
herfor er dog, at den befris fra hermeneutikkens selvhojtidelige
og selvbekraeftende spindelvaev.

Scocozzas blusel. Et gensvar fra Leo Tandrup

Selvsagt udspringer min kritik af Scocozza af et bestemt historiesyn, men pointen er, at det ikke er mere (ny)romantisk end Engels'. Scocozza vil gerne padutte mig, at jeg bare star for indlevelse, ovenikobet en saerlig tandrupsk, for sa kommer jeg i en ufarlig bas. Jeg har dog ellers utallige gange fremhaevet nodvendigheden af en dialektik mellem indlevelsen og den kritiske fremmedgorelse og dermed ogsa mellem den hermeneutiske dimension og den nutidsbevidsthed, jeg skriver ud fra. Lige sa fejlagtigt vil Scocozza gerne pasta, at jeg bare kraever indlevelse i overklassens og kongens tankebaner, men hvad jeg bebrejder ham, er jo i stedet, at han selv ikke indlever sig hverken i kongens eller i underklassens, in casu bornehusdrengen Hans' liv og tanker.

Jeg onsker selvsagt ikke at overse »praksis' forpligtende verden«, men som Engels at skabe en dialektisk forbindelse mellem denne verden og den lige sa forpligtende tankeverden, som ikke tilgodeses af Scocozza. At kongen og bonderne i praksis drager forskellige konsekvenser af, hvad de taenker, skal selvsagt ikke have den idiotiske konsekvens, at jeg vil have bonderne til at boje sig for kongens tankegang, men den fornuftige konsekvens, at laeserne i dag laerer at se tingene med bade over- og underklassens ojne, sa de ikke bare nedgor folk, der tilfaeldigvis er fodt hojt pa stra. Scoccozza tror vulgaermarxistisk, at man kun kan have »solidarisk medleven« med »faktiske vilkar« eller ydre ting, hvor man dog kun kan vaere solidarisk med mennesker, dvs. bl.a. ogsa med, hvordan vilkarene virker ind pa deres mentalitet.

Deter i den forbindelse ikke »filistros forargelse«, nar jeg taler orn adelens »standsegoistiske politik«, for en stand kan som sadan virke altovervejende undertrykkende, hvor sagen for dens enkelte medlemmer ofte stiller sig mere kompliceret. Jeg skonmaler ikke Christian IV, men giver ham blot en delvis rehabilitering, som enhver kan se af min disputats.Og jeg lader ikke hans omsorg for landets selvstaendighed legitimere nogen udbytning af bonderne, for den behovede ingen legitimering efter datidens tankegang. Modsat Scocozza vil jeg derimod haevde, at man kun i begraenset forstand kan karakterisere kongen som »den ypperste herremand«.Ellers overser man som Scocozza, at den ekspanderende kongemagtudgjorde den vigtigste progressive kraft pa Christian IVs tid, og at den politisk afgorende og fremtidssvangre klassekamp ikke stod mellem herremaend og bonder, men mellem konge og (hoj)adel. Adelsvaeldens fald og den opdukkende alliance mellem kongemagt og borgerskab skabtejo forudsaetningen for den bondefrigorelse i slutningen af 1700-tallet,

som ogsa Scocozza sikkert hilser velkommen. Hvad Scocozza ikke ser, er, at den afgorende frigorende kraft altid ligger hos den stand, der er pa vej opad, in casu isaer kongemagten, mens den stand in casu adelen, der blot Soger at bevare status quo og befinder sig i stagnation socialt og mentalt, virker regressiv bade pa staenderne over og isaer under sig.

Jeg tror ikke, at Scocozza og jeg selv har sa forskellige opfattelser af, hvad der i nutiden er rigtigt og forkert, og dermed af, hvad man forstar ved en »efterlignelsesvaerdig magthaver« i dag, hvis vi ellers kan vaere enige om, at han eller hun skal vaere gennemsyret af en socialistisk, demokratisk og humanistisk indstilling. Der, hvor det utvivlsomt skiller, er, at Scocozza i utilborligt omfang projicerer sine nutidsidealer tilbage pa fortidens mennesker, som han derfor, isaer hvis de tilhorer overklassen, kommer til at give et fortegnet, nedgorende og ideologiseret billede af.

Der kan drages den konklusion, at jeg ikke er tilhaenger af nogen gammeldags forgadamersk hermeneutik, men af en dialektisk materialisme, mens Scocozza laegger et vulgaermarxistisk figenblad henover den indlevelse i fortidens skikkelser, uden hvilken historieskrivningen taber enhver indflydelse pa laeseren.

Det ville vaere lige sa spaendende som vigtigt, hvis ogsa andre ville
deltage i den debat, som Scocozza og jeg her har rejst. Tak til Scocozza
for svaret.