|
Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 15 (1983 - 1985) 3Bidrag til en karakteristik af Christian VIIIDenne artikel er i en noget omarbejdet og udvidet form identisk med et foredrag, der blev holdt i Det kgl. danske Selskab for Faedrelandets Historie den 8. december 1982, efter at arbejdet med regestudgaven af Kong Christian VIII's dagboger og optegnelser 1823-1839 (i artiklen kaldet dagbog HI) var afsluttet. Omtalen og vurderingen af kongen bygger for en vcesentlig del pa disse og foregaende dagboger. Af Viggo Sjøqvist Blandt den oldenborgske kongeraekkes monarker er Christian VIII i vore dage en af de mindst kendte. Dette er ikke et postulat, men en kendsgerning, der bygger pa erfaringerne efter 5 ars arbejde med den fortsatte udgivelse af kongens dagboger og optegnelser. Under denne virksomhed er det gang pa gang haendt, at folk har spurgt, hvad jeg for tiden beskaeftigede mig med? Nar svaret l0d: udgivelsen af kong Christian VIII's dagboger, er jeg praktisk talt altid blevet modt med et forbavset og undertiden let forvirret blik, der sagde omtrent sa meget som: hvad i al verden er det for en konge? En mere eller mindre indgaende forklaring har da vaeret nodvendig. Christian VIII har faet samme skaebne som sin tal-, men ikke navnebroder Frederik, der er omtrent ligesa ukendt af den brede offentlighed. De to konger regerede begge et kort aremal, og de havde som forgaengere og efterfolgere monarker, der bade regerede laengere, var mere kendte og populaere. Kongen er derfor i udpraeget grad blevet de professionelle historikeres sag, og det gaelder bade hans langvarige tid som prins, kortvarige stilling som konge af Norge og hans godt 8-arige periode som Danmarks sidste enevaeldige monark. Men ogsa blandt historikerne hersker der en del uvidenhed og misforstaelser om denne usaedvanlige mand. Den mest udbredte og hardnakkede er pastanden om, at han fra en liberal ungdomstid, der kulminerede med Eidsvoldforfatningen af 17. maj 1814 og endnu maerkedes under opholdet i Neapel 1820 samt ved forhandlingerne om stasnderforfatningen for monarkiet 1831-34, bevaegedesig i en stadig mere konservativ retning. Ved tronskiftet i december 1839 skuffede han de liberale kredse dybt ved ikke at ville give landet en Side 454
dansk udgave af
den norske forfatning. Eksempler pa denne opfattelse er
Hvorledes forholder det sig nu med denne pastaede ungdomskaerlighed til de liberale ideer? Laeser man hans dagboger, optegnelser og korrespondance i tiden indtil 1814, er det ikke muligt at finde udtalelser, der vidner om interesse endsige tilslutning til de liberale tanker, der bredte sig efter den franske revolution. Man kan roligt sige tvaertimod. I nogle optegnelser fra 1811 skrev han om Selskabet for Norges Vel, at det »virker megen Gavn og kunde virke end mere, naar Regieringen sogte at virke igiennem samme og paa den Maade forbandt sig dermed. Nu har det en democratisk Form... og dets Tendenz er ikke, som den burde vaere; de udsaetter f.Ex. Premier for Afhandlinger, der skal giore Forslag til een eller anden Indretnings bedre Dannelse og oplyse om dens Mangier... «* Nej, prins
Christian Frederik var ikke tilhaenger af demokratiske
selskaber, Heri var intet maerkeligt, thi som Axel Linvald skrev i den store, men ufuldendte biografi om prinsen og hans situation i 1813-14: »Christian Frederik var fodt som legitimitetens talsmand«. Men sa tilfojer han: prinsen »blev i Norge forkaemper for den nye tids friheds- og nationalitetsidealer «2. Hvordan gik det
til med denne metamorfose? Ogsa her har Linvald
Christian Frederik var i maj 1813 kommet til Norge som landets nye statholder udsendt af Frederik VI med den opgave at sikre opretholdelsen af det dansk-norske faellesmonarki. Efter freden i Kiel januar 1814, hvor Norge blev afstaet til Sverige, synes det, som om der har vaeret en hemmelig underhandsforstaelse mellem kongen og prinsen om at forberede en genforening med Danmark ved at Christian Frederik skulle fastholde enevaeldens arveret til Norges trone. I praksis blev det til, at han planlagde at lade sig udrabe til enevaeldig monark. Deter nok tvivlsomt, om Frederik VI har vaeret indforstaet med, at faetteren gik sa vidt. Men Christian
Frederik arbejdede ufortrodent med sine planer og
1. Christian VIII's dagbog I 1799-1814, s. 303. Jvf. Kong Christian VIII's breve 1796-1813, bd II s. 204. 2. A. Linvald: Christian VIII, bd. II s. 19. Side 455
hed det bl.a.:
»Svaerge I at vaere den stormaegtigste hojbaarne Fyrste
og Det lod jo drabeligt og var i nordmaendenes oren ganske uacceptabelt. En konge ville de nok have og gerne Christian Frederik, men det skulle vaere en konstitutionel konge. Det lykkedes de norske repraesentanter med Georg Sverdrup i spidsen at overbevise prinsen om, at han matte boje sig, ifald han ville vaere konge, og det ville han. Derom var der ingen tvivl. Med den lynhurtige opfattelses- og kombinationsevne, der var sa karakteristisk for Christian Frederik og senere skal omtales naermere, erklaerede han allerede dagen efter den 16. februar: »nu seer jeg at have feilet; saa lad da Nationen selv vaelge en Konge«3. Hvad var det egentlig, der skete med Christian Frederik i lobet af disse 24 timer? Blev han pludselig forvandlet til liberalist og tilhaenger af konstitutionelle ideer? Deter der vist ingen, der ved naermere eftertanke kan tro. Forklaringen er formentlig en helt anden og af samme art, som den, der gjaldt for den franske konge Henri IV, da han i 1593 erkendte, at »Paris nok er en messe vaerd«, og derfor svigtede den protestantiske tro til fordel for den katolske. Eller for at tage et hjemligt og moderne eksempel, da den radikale politiker Bertel Dahlgaard i maj 1957 erklaerede, at han hellere ville d0 en naturlig dod end sidde i regering med retsstatsmanden Viggo Starcke, hvilket ikke forhindrede samme Dahlgaard nogle dage senere i at sidde lyslevende i regering med hr. Starcke. I alle tre tilfaelde skete der ganske enkelt det, at de agerende havde et standpunkt, indtil de af taktiske grunde fandt det opportunt at tage et nyt. Det skal understreges, at der i begrebet opportunisme ikke ligger noget odiost, fordi politik - som Bismarck sagde deter -er lasren om det mulige. I 1814 var en enevoldskonge en umulighed i Norge, ergo valgte Christian Frederik at blive konstitutionel. Man skal nemlig holde fast ved, at prinsen i denne situation var politiker, saledes som han igen blev det fra december 1839. Deter endda fristende at bruge det noget vulgaere udtryk: en toppolitiker. Hvorvidt han i midten af februar 1814 ogsa har haft blik for, at en norsk forfatning kunne blive en styrke for nationen i dens kamp for ikke at blive opslugt af Sverige, er straks et andet sporgsmal. Deter rnin opfattelse, at han forst og fremmest var optaget af at fremme sine egne og 3. A. Linvald: Christian Frederik og Norge 1814, s. 80, 97. Oslo 1962. Side 456
sin sons
interesser. I de folgende maneder forte han en sejg og
udholdendekamp Men deter pa den anden side givet, at han i lobet af sommeren 1814 og navnlig under forhandlingerne i Moss med Sverige indsa, at Eidsvoldforfatningen var et fortraeffeligt vaern for udviklingen af norsk selvstaendighed. Under samtalen med fyrst Metternich i august 1838 udtrykte han det pa denne made, at den norske konstitution i sin oprindelse var »som et band for nationen«4. I efteraret 1814 matte Christian Frederik forlade Norge som en slagen mand, der nu var domt til 25 ars orkenvandring, berovet enhver form for politisk indflydelse, bortvist som han var fra magtens korridorer. Heldigvis var der nogle oaser i denne orken. En af dem var den store Europarejse 1819-22, der ogsa forte ham til Italien og ved skaebnens luner til hovedstaden Neapel i kongeriget »Begge Sicilier«, hvor han i sommeren og efteraret 1820 oplevede revolutionen mod det korrupte og uduelige bourbonske enevaeldige sty re. Christian Frederik naerede ingen virkelig sympati for kongemagten i Neapel, thi han afskyede administrativ udygtighed, uretfaerdighed og korruption. Alligevel skrev han i dagbogen, da han erfarede det folkelige krav om at fa en forfatning som den spanske: »Man siger, at Kongen vil give efter og antage den spanske Constitution med Modificationer. En sand Ulykke i mine Tanker!« Men revolutionen sejrede en kort tid, hvilket fik de reaktionaere magter med ostrig i spidsen til at planlaegge en militaer intervention. Noget sadant bod prinsens humane natur imod. I et brev til Friederike Brun i Kobenhavn skrev han, at man risikerede, at disse magter ville slukke den ild, der braendte i Neapel og ulmede overalt, med blod. Og han fortsatte: »Gebe Gott, dass man durch Weisheit einen jeden ungerechten Ausbruch des Volkswillens, der so leicht in den gefahrlichen Freiheitsschwindel ausartet, zuvorkommen wollte«5. Navnlig ordene om at slukke ilden med blod var jo staerke, og de var rettet mod fremmede magter, som Danmark intet udestaende havde med; uheldigvis blev brevet laest og citeret af andre end modtageren. Det fik Frederik VI til at bede Christian Frederik om at passe pa og snarest forlade Neapel. Prinsen, der var en lydig faetter, parerede straks ordre og satte kursen mod Rom. Men ud af denne episode at ville gore ham til en slags krypto-liberal er virkelig ikke muligt. 4. Dagbog 111, s. 167. 5. Dagbog II (1815-22), s. 248, 562. Side 457
I marts 1831 blev Christian Frederik medlem af gehejmestatsradet. Hovedarsagen til denne udnaevnelse var formentlig det store arbejde, der forestod med at udforme staenderforfatningerne. Her ville hans arbejdskraft og erfaring utvivlsomt vaere en gevinst. Det kom pa en made ogsa til at passe, for prinsen tog med vanlig energi fat pa arbejdet. Alligevel blev denne forfremmelse noget af en skuffelse for ham, thi statsradets medlemmer med kongen i spidsen tog ikke megen hensyn til hans forslag og ideer. Dertil kom, at de ovrige sager, der forhandledes i radet, ofte var af en sa übetydelig art, at Christian Frederik gennem lange perioder opgav at referere indholdet af moderne. Hvad selve staendersagen angik, havde han principielt ikke noget imod en staenderordning, forudsat at forsamlingerne forblev radgivende og fordelt pa fire modesteder rundt om i Helstaten. Under samtalerne med Metternich i 1838 fremhaevede han, at staenderne kunne vaere nyttige for kongemagten ved at holde embedsmaendene i tomme og pa legal made underrette kongen om folkets onsker. Det var et synspunkt, Metternich gav ham ganske ret i. De forsog, der i arene 1838-39 blev gjort fra staendernes side pa at forene de fire forsamlinger i to, den ene for kongeriget og den anden for hertugdommerne, vendte han sig skarpt imod og advarede Frederik VI pa en sadan made, at man ma tro, han var bange for, at kongen ville ga ind pa staendernes forslag6. Det var ganske tydeligt, at Christian Frederik i forholdet til staenderne fandt det nodvendigt at gennemfore en »del og hersk« politik. I foraret 1831 var han optaget af en ide som etatsrad C.H. Holten fremsatte over for ham om at forene Fyns stsender med Norrejyllands. Derved kunne man sla to fluer med et smaek: svaekke magten hos den forventede staenderforsamling i Roskilde, der sikkert ville blive domineret af de liberate kobenhavnske medlemmer, og samtidig neutralisere »stokjyderne«, som han kaldte dem, ved hjaelp af de mere skikkelige fynboere. Men den tanke blev nu ikke til noget7. Det samme gjaldt en anden af hans ideer. I udkastet til den holstenske staenderforfatning havde Ridderskabet faet en staerkere position end den, der var tiltaenkt de kongerigske adelige. Dette forhold kritiserede ChristianFrederik, idet han haevdede, at landsdelene pa dette punkt matte stilles lige ved at de kongerigske adelige staender fulgte de holstenske. Kongemagten burde forst og fremmest stotte sig til de adelige godsejere, som derfor skulle have en privilegeret - eller som han udtrykte det: en 6. DagbogUl, s. 165 f., 168. 7. Dagbog 111, s. 57. Side 458
udmaerket - plads. Under diskussionerne i gehejmestatsradet gik statsministerP.C. Stemann bestemt imod dette forslag. Historikeren Hans Jensenhar herom bemaerket, at det var Stemann, der forsvarede enevaeldens principielle grundsaetning om ligestillingen, medens tronfolgeren var pavirketaf den holstenske aristokratisme8. Pa endnu et punkt led Christian Frederik nederlag, idet han forsogte at skaffe beneficiarerne - d.v.s. praester der dyrkede praestegardsjordene - »valgdygtighed«, sa de kunne repraesentere bonderne. Men det blev afvist med kongens udtrykkelige billigelse, og Christian Frederik noterede med et suk: atter svandt habet for en agtvaerdig og oplyst stands deltagelse i forsamlingen9. Prinsens anti-liberale indstilling var saledes ganske klar, og inden tronskiftet fik han lejlighed til endnu engang at demonstrere den, nemlig under Frederik Vl's alvorlige sygdom i begyndelsen af 1837, da man frygtede for hans liv. Ifolge dagbogen fik Christian Frederik den 12. januar 1837 at vide gennem sin kabinetssekretaer J.G. Adler, at det var de liberales hensigt i tilfaelde af kongens dod at forlange den norske konstitution ved hjaelp af en »folkestimmel«. Hertil svarede han, at hvis det skete, da var det en god lejlighed til at vinde den store hobs agtelse ved at afsla en sadan begaering med fasthed. Det var helt andre omstaendigheder, der havde fremkaldt den norske konstitution. »Jeg regierede ifolge Kongeloven med de af Kongen givne Institutioner, og disse var Folkets lovlige Organer til Thronen«10. Hvis dette svar var blevet offentligheden bekendt, kunne den ikke vaere blevet sa forbavset over den nye konges optraeden i december 1839. Men man kendte det ikke, og det ma vaere forklaringen pa, at fru Heiberg i sine erindringer kunne skrive folgende helt fejlagtige udtalelse: »Ja, udbrod Adler, doer Kongen i Dag, saa skal Fanden tage mig, om min Prins eller jeg ere forberedte pa det Mindste«11. Christian Frederik vidste meget noje, hvad han ville, og samtalerne med zar Nikolaj I og fyrst Metternich i 1838 bestyrkede ham kun i hans forsaet. Der skulle ikke gennemfores nogen forfatningsaendring, men derimoden raekke administrative reformer. Pa det politiske omrade havde han planer om at skabe et statsrad efter preussisk forbillede, hvilket vil sige et slags kongevalgt senat af hojtstaende embedsmaend og fremtraedendeadelige. 8. Hans Jensen: De danske Staenderforsamlingers Historie 1830-48, bd. I s. 211-212. Dagbog 111, s. 91. 9. Dagbog 111, s. 91-93. 10. Dagbog 111, s. 137. 11. J.L. Heibergs erindringer bd. I, s. 240. 4. udg. Side 459
dendeadelige.Men det blev ikke til noget, bl.a. fordi modstanden i gehejmestatsradet og blandt staenderne var for staerk. Forst da man kom frem til 1847 begyndte kongen at indromme over for sig selv, at indforelse af en eller anden form for en helstatsforfatning var uundgaelig. Om ikke for andet, sa fordi hans son savnede savel evnerne som lysten og viljen til at regere som enevaeldig monark. Langsomt og skridt for skridt beveegede kongen sig nu bort fra en regeringsform, der havde overlevet sig selv. Men deter karakteristisk for ham, at han forst gav helt op og radede sonnen til at forberede indforelsen af en helstatsforfatning, da han selv la pa dodslejet og vidste, at spillet var ude for hans eget vedkommende12. Konklusionen af denne redegorelse er, at Christian VIII livet igennem var en konservativ mand, hvad det forfatningsmaessige angik. Hans ideal var ojensynlig den oplyste enevaelde. Men i kraft af sin intelligens og politiske klogskab forstod han i to afgorende situationer at boje af og opgive sine hidtidige synspunkter. Det skete med den unge mands hurtige og resolutte optraeden i Norge i februar 1814. Det gentog sig i Danmark med den gamle, svaekkede mands tovende beslutning i lobet af 1847. Hans sidste handling med brevet af den 9. januar 1848 til sonnen har formentlig vaeret medvirkende til at lette det enevaeldige styres afvikling i marts 1848. Fra prinsens og
kongens politiske indstilling skal lyset nu rettes mod
Det vil maske overraske nogle laesere, at han var et udpraeget friluftsmenneske. Han dyrkede jagt og fiskeri isaer i de nordostlige og nordvestlige dele af Sjaelland, sejllads og roning pa soerne ved Lyngby, desuden svomning savel i Soerne som i oresund ved Tarbask, hvor han havde et badehus pa skraenten ved kysten. Aret rundt var han en ivrig rytter, og nar vintervejret blev for darligt, fortsatte han traeningen i ridehuset ved Christiansborg slot. I vintre med frost og megen sne morede det ham at arrangere kaneture for et storre antal deltagere. Selv optradte hansom kusk staende bag pa mederne, medens hans dame sad godt pakket ind pa saedet foran. Disse kaneture holdt sig i reglen til Kobenhavns naermeste omegn og endte undertiden med en udsogt middag pa Skydebanen ved Vesterbrogade. Han holdt ogsa af lange spadsereture, der var en af de fa friluftsaktiviteter, hans hustru deltog i. 12. Niels Petersen: Betaenkninger fra Christian VlH's tid om styrelsen af det danske monarki. Udg. 1969. Se isaer indledningen. Side 460
Glaeden ved landlivet viste sig gennem de langvarige ophold pa Sorgenfri slot ved Lyngby. Man flyttede ud i begyndelsen af maj og ind til Amalienborg i slutningen af oktober. Opholdet blev i reglen afbrudt nogle uger pa grund af det arlige besog i Odense, hvor han tog sig af guvernementet Fyns lokalstyre, en opgave som Frederik VI havde palagt ham i 1815 for at give ham noget uskadeligt at arbejde med og holde ham borte fra hovedstaden. Fra 1823 blev opholdet i t)dense dog indskraenket til nogle fa uger inclusive et besog i Caroline Amalies barndomshjem Augustenborg. Endvidere foretog han nogle sommerrejser til forskellige dele af riget; i virkeligheden et magert surrogat for de udenlandsrejser, som Frederik VI ikke ville bevilge ham penge til i arene 1823-37. Bortset fra de sidste 2-3 ar af sit liv kunne han glaede sig over et fortraeffeligt helbred og en utrolig vitalitet. Han var naesten aldrig syg, og den eneste virkelige plage var hans darlige taender, som hoftandlaegen Moresco matte bruge megen tid pa at bringe i orden13. Hans kolossale vitalitet og udholdenhed kan illustreres med nogle eksempler. I februar 1814 foretog han en slaederejse fra Eidsvold til Trondhjem og retur. Den foregik i et sadant tempo, at selv de norske adjudanter blev kort traette14. I sommeren 1831, da han ikke laengere var en ung mand, gennemforte han i lobet af nogle uger en Jyllandsrejse for at laere landsdelen og befolkningen at kende. Den udgik fra Augustenborg og via Sonderborg, Abenra, Logumkloster til Ribe. Derfra langs vestkysten og hedeegnene til Alborg; videre til Skagen, Hjorring, Lokken, Thisted, Nykobing M., Skive, Viborg, Randers, Grena, Arhus, Silkeborg, Himmelbjerget, Skanderborg, Horsens, Vejle, Jellinge og til Odense. Alt sammen med diverse afstikkere, inspektioner og deltagelse i alle mulige festligheder og bailer. I Horsens lykkedes det ham endda at deltage i to bailer samme aften. Tempoet ma have vaeret morderisk, og hoffolkene har formentlig vaeret udkorte, da de endelig naede den frelsende havn i Odense15. Syv ar senere var han pa den store rejse til Tyskland og ostrig, hvor han pa tilbagevejen fra Innsbruck efter samtalerne med Metternich foretog en anstrengende ekspedition gennem de mere vildsomme fjeldegne ved Hohe Tauern til Bad Ischl. Her morede han sig med at ga pa gemsejagt, uden dog at have heldet med sig16. 13. Om disse forhold henvises til person- og sagregistrene i dagbog 111. 14. A. Linvald: Christian Frederik og Norge 1814, s. 70. 15. Dagbog 111, s. 49-50, 56. 16. Ibid. s. 156. Side 461
Glaeden over dette fortraeffelige helbred fik en brat afslutning i juli 1845, da han kort efter den preussiske konge Frederik Wilhelms besog i Kobenhavn fik et alvorligt anfald af noget, som han selv kaldte Oppression i brystet«, der formentlig var en angina pectoris. Dette anfald hang maske sammen med, at han i arenes 10b var blevet temmelig overvaegtig. Han havde altid holdt meget af god mad, men var til gengaeld madeholden med drikkevarer. J.P. Trap, hvis omtale af kongen sjaeldent er fri for en undertone af skadefryd, haevdede, at kongens svaerhed allerede i foraret 1840 havde givet ham »en noget vraltende Gang«. Efter anfaldet i juli 1845 var kongen en sygdomsmaerket mand, der aldrig rettede sig helt17. Den fysiske styrke og veloplagthed, der praegede ham i de gode ar for 1845, blev suppleret af et usaedvanligt intellekt. Han er formentlig den hojst begavede konge, der har siddet pa Danmarks trone. Det pafaldende ved hans andsevner ligger isaer pa to felter. For det forste hans utroligt vidtspaendende interesseomrader, og for det andet det strejf af genialitet, der kunne vaere over hans tankevirksomhed, vel at maerke nar det ikke drejede sig om politik. Hvad nu det forste angik, omfattede hans interesser bade de humanistiske videnskaber og de naturvidenskabelige, og det forunderlige er, at han havde stor indsigt i dem begge. Selv om det ma erkendes, at dette var ulige nemmere for 150 ar siden end nu, er det dog et bemaerkelsesvaerdigt faenomen. Han kunne uden besvaer diskutere elektromagnetisme, telegrafi, dampmaskiner og den hypermoderne fotograferingskunst med H.C. orsted, og i 1824 var han medstifter af Selskabet for Naturlcerens Udbredelse, hvis virksomhed optog ham meget. Den verdensberomte engelske geolog Lyall kom flere gange pa besog, og med ham kunne han sa tale om Danmarks geologiske forhold. Han diskuterede arkaeologiske og filologiske problemer med P.O. Brondsted, kunsthistorie med Karl Friedrich von Rumohr, arkitektur med C.F. Hansen og Danmarks oldtid med C.J. Thomsen. Hans samlinger pa Amalienborg af graeske og romerske antikviteter, danske oldtidsfund, monter og medaljer, mineraler og konkylier var meget righoldige og blev besogt af bade danske og udenlandske forskere. Efter hans dod overgik de til danske museer, der uden dem ville have vaeret fattigere. Han var
allerede i 1809 blevet praeses for Det kgl. Kunstakademi
og 17. J.P. Trap: Fra fire kongers tid, bd. I s. 86, 178. H.B. Dahlerup: Mit Livs Begivenheder 1815-1848, s. 323. Side 462
mietstjenestevar utvivlsomt en medvirkende arsag til, at han andeligt set reddede sig selv igennem de vanskelige ar efter 1814. Just Mathias Thiele, som Christian Frederik fik gjort til sekretaer ved akademiet, fortaelleri sine erindringer om prinsens virksomhed. »I mine Arbeider for Akademiet havde jeg let ved at tilfredsstille alle andre Vedkommende, men ham var jeg bange for, og havde jeg begaaet en eller anden Feil... saa vidste jeg forud, at han vilde gribe mig i min Svaghed«. Thiele tihVjer dog, at prinsen i alle sadanne tilfaelde var overmade human og elskvaerdig,men Thiele er ogsa en af de fa i samtiden, der taler godt om Christian Frederik18. I 1838 blev han valgt til president for Videnskabernes Selskab, og det var ikke et tomt aereshverv. Han deltog i alle de moder, han kunne overkomme og optradte et par gange som foredragsholder. Forste gang ved omtalen og fremvisningen af de fossile fund, som naturforskeren P.W. Lund havde hjemsendt fra Brasilien. Anden gang demonstrerede han i efteraret 1839 en raekke daguerretypier fra det netop opfundne fotografiapparat19. Det andet sporgsmal, der skal omtales i forbindelse med arten af hans intelligens, er det oven for omtalte »strejf af genialitet«. Ved genialitet forstar jeg her evnen til at observere sider ved faenomenerne, som andre endnu ikke har opfattet, og som senere viser sig at vaere rigtige iagttagelser. Jeg skal her naevne to eksempler pa denne evne. I juli 1831 begav han sig ud pa den tidligere omtalte Jyllandsrejse, der forte ham til vestkysten, hvor han aldrig havde vaeret tidligere. Den 11. juli befandt han sig pa vej fra Ribe til Varde ved den lille ladeplads Hjertinge, og i rejsedagbogen noterede han samme dag, at dette sted i kraft af sin beliggenhed ud for Gradyb kunne blive det betydeligste toldsted pa vestkysten, selv om det nok ville blive til skade for Ribe og Varde20. Hvad han her sa for sit indre blik var det Esbjerg, der blev anlagt en menneskealder senere. Samtidig er det sare karakteristisk for ham, at han ogsa noterede, hvad han sa for sit ydre blik, thi det hedder videre i dagbogen: Fanopiger i deres dragter behagede rneget. Det andet
eksempel jeg vil naevne har relation til hans interesse
for de 18. J.M. Thiele: Af mit Livs Aarboger, bd. 11, s. 13. 19. M.h.t. de naevnte forhold henvises til personregistrene i dagbogerne II og 111 samt til sagregistret i dagbog 111. 20. Dagbog 111, s. 56. Side 463
sernehurtigereog mere bekvemmelige. Derfor beskaeftigede han sig ogsa med problemet luftfart, hvor man endnu kun havde balloner, der var behaeftet med den store ulempe, at de kun ville flyve hen, hvor vinden blaeste. Han diskuterede et par gange med H.C. orsted, om det ikke ville vaere muligt at gore dem styrbare ved affyring af raketter fra luftballonerne.Teknisk set kunne dette naturligvis ikke lade sig gore i 1830.erne, men princippet bruges i vore dages rumfart21. Soren Kierkegaard var en af de fa personer i samtiden, der forstod at vurdere kvaliteten af kongens begavelse. Christian VIII havde abenbart planer om at knytte filosoffen naermere til sig, men denne veg tilbage af frygt for at miste sin frie stilling. Dette forhindrede dog ikke Soren Kierkegaard i at optraede i den noget usaedvanlige rolle som hofsmigrer, idet han ifolge egne optegnelser skal have tiltalt kongen saledes: »Deres Majestaets eneste Ulykke er, at Deres Viisdom og Klogskab er for stor og Landet for lille; deter en Ulykke at vaere Genie i en Kjobstad«. Det var unaegtelig tyk smiger, men alligevel ikke helt forkert, og Kierkegaard fortsaetter da ogsa sin beretning om de samtaler, han havde haft med kongen, i en saerdeles positiv tone, hvor der bl.a. forekommer dette votum: »han var virkelig et begavet Hoved«22. Det paradoksale i Christian VIII's personlighed beroede pa, at han politisk set horte hjemme i det 18. arhundrede, medens han pa naesten alle andre omrader tilhorte det 19. arhundrede med liv og sjael. Som omtalt var det ikke mindst teknikken, der optog ham, og det gjaldt i ganske saerlig grad det nyeste inden for transport vaesenet: jernbanen. Da han var i England og Frankrig 1822 havde han af gode grunde ikke lejlighed til at stifte bekendtskab med jernbanevaesenet, og han kom ikke til udlandet for 16 ar senere. Men han fulgte abenbart med i faglitteraturenog tidsskrifterne, thi man var ikke kommet langt ind i 1830.erne, forend han blev levende optaget af den nye opfindelse. Allerede i foraret 1835 stottede han et privat projekt om at anlaegge en jerabane fra Altona til Neustadt i Holsten. Men denne plan savel som andre strandede hovedsageligpa Frederik Vl's modstand. Det har efter kongens mening naeppe vaeret en anbefaling, at den slags »vilde projekter« blev stottet af tronfolgeren.Christian Frederiks argumenter var ellers sunde nok, idet han fremhaevede, at man ved at anlaegge en jernbane fra Nordsoen til oster- Soen over dansk territorium kunne sikre at transithandelen ikke gik uden om det danske monarki. Men intet bed pa den gamle konge, og Christian 21. Dagbog 111, s. 78, 135. 22. Peter P. Rohde: Soren Kierkegaards dagboger 1848-50, s. 65-71. Kbhvn. 1963. Side 464
Frederik matte vente til han selv blev konge med at realisere planen. I 1844 kunne banen abnes mellem Altona og Kiel, og den blev med fuld ret opkaldt efter Christian VIII. 11847 fulgte sa den forste jernbane i kongerigetmellem Kobenhavn og Roskilde. Havde det staet til ham, ville udviklingen vaere blevet fremskyndet med et arti23. I juli 1838 fik Christian Frederik og Caroline Amalie lejlighed til for forste gang at kore med jernbane. Det skete pa en del af straekningen mellem Leipzig og Dresden, hvor man gennemkorte en distance pa ca. 2 mil i lobet af 28 minutter. De hoje herskaber var staerkt betaget af oplevelsen, men prinsen, der alle dage var plaget af et sensibelt nervesystem, kunne ikke lade vaere med at taenke pa, hvad der ville ske, if aid noget gik itu under koreturen. Iovrigt bemaerkede han, at nar lokomotivet satte sig igang, udstodte det en Iyd som en hest, der vrinskede. Det gjorde abenbart et staerkt indtryk pa den passionerede rytter24. Prinsen var ogsa foregangsmand pa et helt andet omrade, nemlig m.h.t. skoleundervisningen; ganske vist var hans iver for at fremme den sakaldte »indbyrdes undervisning« ikke heldig. Men denne undervisningsform var nu engang et af tidens modefaenomener, og bevidstheden om at det var en billig made at drive undervisning pa, har utvivlsomt tiltalt ham. Til gengaeld var hans indsats for en reform af den hojere undervisning saerdeles fremsynet. Hans kritik rettede sig isaer mod latinskolernes ensidige undervisning i de dode sprog. Den kunne vaere hensigtsmaessig for dem, der skulle studere ved universitetet. Men for alle, der stilede mod en praktisk uddannelse, var det et darligt system. Da direktionen for universitetet og de laerde skoler i oktober 1834 aflagde beretning i statsradet om undervisningen i arene 1831-33, beriyttede Christian Frederik lejligheden til at rette en skarp kritik mod latinskolerne. Han erklaerede, at det ville vaere onskeligt, om flertallet af eleverne fik en uddannelse, der kunne vaere dem til nytte senere i livet. Hertil horte faerdigheder i de levende sprog foruden i naturkyndighed og matematik. I denne sag fandt han en vis stotte hos kongen, der erkendte, at det stod slojt til med sprogundervisningen. Men han mente, at en reform ville blive vanskelig. Undervisningsdirektionens chef, gehejmekonferensrad A.B. Rothe, sa dog positivt pa prinsens forslag til en reform og troede, at det nok skulle vaere muligt at finde de fornodne penge, sa man kunne indfore realklasser i latinskolerne. 23. Dagbog 111, s. 59, 63, 71, 116 f., 119, 121, 127, 129, 130, 134, 148, 163 f., 178 24. Ibid. s. 163. Side 465
I lobet af de folgende ar lykkedes det virkelig at fa nedsat en kommission, der skulle arbejde for indforelse af realklasser. Trods indaedt modstand fra latinskolernes rektorer og laerere, der kaempede med naeb og kloer for deres elskede oldtidssprog, blev det endda muligt at oprette en del realklasser rundt om i landet. Men det varede laenge, for de vandt blot nogen anerkendelse25. Blandt de positive traek i prinsens og kongens personlighed skal til sidst omtales et forhold, der kun kan oge eftertidens sympati for ham, men som i samtiden og navnlig i militaeretaterne betragtedes med let overbaerende foragt og naermest blev stemplet som et udslag af blodsodenhed. Det drejer sig om hans dybe og aegte humanitet over for de svage i samfundet. Dette kan bedst illustreres med nogle eksempler. I oktober 1825 var han pa den store arlige efterarsjagt, der dette ar gik til Odsherred. Sondag den 16. oktober befandt han sig i Nykobing S., hvor han sin vane tro forst gik i kirke og derefter forlangte at fa forevist byens offentlige institutioner. Det var en staende fordring, nar han besogte en kobstad, og opdagede han darlige forhold i hospitaler, fattiganstalter eller faengsler blev det altid patalt. I Nykobing S. fik han da forevist ting- og arresthuset og fandt her i en uhumsk faengselscelle en stakkels mand fra byen, der var indsat pa sjette ar. Pa sporgsmalet om, hvad manden havde gjort, viste det sig, at han ikke var domt for noget ulovligt, men han var sindssyg, og byens vise faedre havde efter gammel skik ikke vidst bedre rad end at putte ham bort i denne faengselscelle. Prinsen gav ordre til, at han straks skulle have laegehjaelp, opholdsstedet forbedres og sagen noje undersoges. Da prinsen nok vidste, hvordan det gar til i denne verden, palagde han Kobenhavns politidirektor Kierulff at holde sagen under observation. I februar 1826 kunne Kierulff meddele prinsen, at sagen nu var undersogt, og den sindssyge losladt26. Prinsen var ogsa en hojtstaende militaerperson, og i egenskab af regimentschef la soldaternes velfaerd ham pa sinde. Det havde laenge pint ham, at de arme menige matte optraede uden kapper selv i det hardeste vintervejr. Derfor var det med glaede, han i december 1832 kunne notere i dagbogen, at soldaterne nu endelig havde faet kapper, thi »deter en meneskelig Fordring i vort Klima«27. Endelig skal
refereres en lille haendelse, fortalt af generalmajor
C.F. 25. Dagbog 111, se sagregistret under skolevaesen, isaer s. 86 og 106-108. 26. Dagbog 111, s. 20-21. 27. Ibid. s. 71. Side 466
belt«:»EnDag, da han inspicerede Linieskibet Christian VIII var Vimplenuklar, hvorfor en Mand blev sendt til Vejrs. Kongen fulgte hans Opstigning med ojnene og blev mere og mere nervos, jo hojere Matrosenkom op. Tilsidst rabte han pa sin Generaladjudant, den gamle AdmiralLiitken, og spurgte ham, om han ikke var bange for, at Manden skulde falde ned: det bliver aldeles hans egen Sag, Deres Majestaet, svarede Liitken tort«28. Disse tre eksempler kan suppleres med mange andre. Efter at han i marts 1831 var kommet i statsradet kan der naevnes adskillige tilfaelde, hvor han Sogte at fa mildnet eller frafaldet de barbariske straffe i form af piskning, braendemaerkning etc., som de ulykkelige delinkventer, der naesten altid kom fra den meget jaevne del af befolkningen, blev idomt. Nogle gange lykkedes det, men til andre tider havde han ikke heldet med sig. Frederik VI og hans maend kunne vaere nogle harde negle. Inden jeg gar over til samtidens kritik af ham, er der endnu to forhold, der skal omtales. Det ene drejer sig om hans stilling til kirken og religionen. Som vordende konge og overhoved for statskirken var det kun at forvente, at han hyppigt deltog i den officielle gudsdyrkelse. Sagregistret til dagbog 111 viser, hvor alvorligt han tog denne del af sine pligter. Men betod denne gudsdyrkelse noget personligt for ham? Deter vanskeligt at svare pa med blot nogenlunde sikkerhed, fordi han selv i dagbogerne er sa reserveret, nar det gaelder hans inderste tanker og folelser. Men sa meget kan siges, at selv om han snart skulle vaere kirkens officielle overhoved, sa behovede han ikke at deltage i biskop Fabers bibellaesning eller forberede sig til en hojtid ved at laese i det nye testamente sammen med Caroline Amalie. Hans deltagelse i den arlige kommunion, der i reglen fandt sted Skaertorsdag sammen med hustruen og sostrene, synes at have vaeret andet og mere for ham end en rutinehandling. Deter mit indtryk, at han virkelig mente noget med sin gudsdyrkelse. Det var iovrigt et punkt - og maske det eneste - hvor han havde et andeligt faellesskab med hustruen. Dernaest er der sporgsmalet om forholdet til sonnen, prins Frederik, i familiekredsen altid kaldet Fritz. Salaenge sonnen var barn, tog faderen sig ikke meget af ham, hvilket vel var i overensstemmelse med tidens skik, men som alligevel faldt sonnens laerer, C.J. Freuchen, noget for brystet29. 28. Generalmajor C.F. von Holtens Erindringer, udgivne af William Bloch 1899, s. 107-108. 29. Signe Prytz: Frederik Vll's barndom, s. 181. Kbhvn. 1974. Side 467
Sa fulgte den uheldige forlovelse og det katastrofale aegteskab med prinsesse Wilhelmine, som Frederik VI og Christian Frederik i faellesskab ma baere ansvaret for. De to unge havde absolut ikke noget onske om at blive gift med hinanden. Deres skilsmisse i 1834 foltes som en katastrofe af Christian Frederik og bevirkede et af de fa personlige udbrud i dagbogen ved indgangen til aret 1835. Men aegteskabets oplosning havde nogle gode sider, ogsa for fader og son. Indtil 1834 havde prins Christian Frederik gang pa gang forsogt at forandre sonnens optraeden, ja hans karakter ved velmente »faderlige formaninger«, savel mundtlige som skriftlige. Alt naturligvis til ingen verdens nytte. Nogen stor menneskekender blev han aldrig. Men han havde ikke ganske uret, nar han ved nytarstide 1835 noterede i dagbogen, at forholdet mellem ham og sonnen var blevet langt bedre end for. Christian Frederik gjorde nemlig det fornuftige, at han i alt vaesentligt holdt op med at prove pa at lave om pa sonnen og i stedet accepterede ham, som han nu engang vanned alle hans saerheder. Men han matte stadig hore for, at han var svag over for sonnen. Deter imidlertid vanskeligt at se, hvad han skulle have gjort andet end det, han gjorde. Dog med undtagelse af en ting: sonnens andet segteskab med den spinkle og forfinede mecklenburgske prinsesse Marianne. Hvad havde Christian VIII egentlig taenkt med dette aegteskab? Han var ikke uvidende om, at sonnen ojensynlig var ude af stand til at fa born, og formalet med aegteskabet var bl.a. at prove pa at finde en losning pa det patraengende dynastiske arveproblem. J.P. Trap, der i mangt og meget er en usaedvanlig taktlos memoireskribent, i hvert fald efter datidens malestok, viger ikke tilbage fra at insinuere, at kongen anbefalede den stakkels prinsesse at tage en stedfortrseder ved undfangelsen30. /Egteskabet endte som bekendt med en ny skilsmisse og derefter kronprinsens samliv med Louise Rasmussen. Kongen fandt sig i det, hvilket han ogsa var nodt til, men bevidstheden om at dette forhold - set fra statsraesonen - var uheldigt, har formentlig medvirket til at fremme hans beslutning om at aendre monarkiets forfatningsforhold. En detailleret
gennemgang af kongens indenrigs- og udenrigspolitik
30. Traps erindringer bd. I, s. 170., II s. 571. Man kan her sporge, hvorvidt Christian VIII vidste noget om sin egen afstamning? Noget entydigt svar er det ikke muligt at give, men det kan naevnes, at der blandt kongens papirer findes en optegnelse fra ca. 1815, der ikke blev taget med i dagbog 11, og hvoraf det fremgar, at han var klar over, at hans moder for 1780 ikke kunne forventes at fa born. Side 468
anVIIIsamt
forsoge at give en generel vurdering af kongens
betydning Man kunne maske forvente, at en fyrste med sa mange og vaerdifulde menneskelige egenskaber, som Christian VIII besad, ville blive en populaer monark. Men det var som bekendt langt fra tilfaeldet. Laeser man memoirer og biografier skrevet af datidens fremtraedende personligheder, er det forbavsende, hvor darligt kongen omtales. Der er naturligvis undtagelser, men de er fa, og streng kritik er hovedreglen. Hvorledes menigmand sa pa ham, er det straks lidt vanskeligere at blive klog pa, men der findes i hvert fald to vidnesbyrd af interesse. Det forste blev fremkaldt af Christian Frederik selv, idet han i februar 1837, da Frederik VI la alvorlig syg, lod en af sine mere anonyme medarbejdere, skribenten J. Jorgensen Jomtou foretage en slags opinionsundersogelse om prinsens popularitet. Resultatet var ikke opmuntrende, thi Jorgensen Jomtou rapporterede tilbage, at den rnening var udbredt, at prinsen ikke brod sig om regeringens byrder, yndede praesteskabet og elskede pragt. Derimod var sonnen prins Frederik meget populaer, og man sa en ny Christian IV i ham. Iovrigt mente nogle, at en forening mellem de tre nordiske riger ville vaere gavnlig31. Hvad det sidste punkt angik, blev det ikke sagt direkte, men meningen var nok, at en eventuel nordisk sammenslutning skulle ske under en Bernadotte, da denne fyrsteslaegt i forvejen regerede i Sverige og Norge. Var der et fyrstehus, som Christian Frederik ikke kunne udsta, sa var det Bernadotterne. Kvintessensen af undersogelsen gik da ud pa, at prinsen i folks ojne var doven, nydelsessyg, »hellig« og upopulaer i modsaetning til sonnen, hvis popularitet abenbart ikke havde lidt det mindste ved skilsmissehistorien, ja maske var hans popularitet ligefrem blevet oget ved den. Da man ma gaud fra, at meddeleren trods al abenhjertighed har belagt sine ord noget - han sluttede med meget paent at sige, at prinsen kun kunne vinde ved at blive kendt - sa kan man formentlig antage, at hans rapport snarere har vaeret en understatement end det modsatte. Det andet vidnesbyrd stammer fra Trap, hvis udsagn bekraeftes af andrekilder. Trap fortaeller, at publikum fra foraret 1840 begyndte at hilse kongens offentlige fremtraeden med fuldstaendig tavshed for der igennem at demonstrere, »hvor meget man fandt sine forventninger til ham skuffede «32. I sandhed en raffineret demonstrationsteknik, thi enevaeldens fyrstervar 31. Dagboglll,s. 140. 32. Trap I, s. 86. Danske politiske Breve I, s. 454. Historiske meddelelser om Kobenhavn, 1981, s. 164. Side 469
stervarsare lydhore over for publikums reaktioner.Hvad var det da hos Christian VIII der - bortset fra det med forfatningen - vakte sa stor antipati? De mest tilforladelige vidnesbyrd findes hos dem, der kendte ham gennem laengere tid og havde arbejdet under ham. Konferensrad C.H. Holten (1775-1862) var nok den mand, der havde tjent ham laengst, nemlig i 35 ar fra han i 1813 blev prins Christian Frederiks sekretaer ved statholderskabet i Norge. Han fulgte prinsen tilbage til Danmark, og udnaevntes i 1815 til guvernementssekretser med bopael i Odense. Det var i realiteten en beskaeftigelse i et overflodigt omsvobsdepartement. Ved tronskiftet i 1839 vidste kongen ikke rigtigt, hvad han skulle stille op med sin trofaste, men efterhanden noget aeldede medarbejder. Han skabte sa en sinecurestilling til Holten i Kobenhavn som gehejmekabinetsarkivar, og den besad han til tronskiftet i 1848, da han gik pa pension. Holten skyldte saledes Christian VIII hele sin karriere og dermed en fast og agtet om end beskeden lonnet stilling. I erindringerne er Holten da heller ikke karrig, nar det gaelder rosende omtale af sin arbejdsgiver. Alligevel opsummerer han til sidst en raekke mindre heldige karaktertraek hos ham. Kongen led af »en vis forfaengelighed«; hans lyst til at ytre sig mundtlig var ikke heldig; han foretrak adelen; han havde en usalig lyst til at blande sig i alle mulige detailler. Han var upraecis og ofte smalig. Hans aengstelighed og bekymring sejrede undertiden over kraften og viljen. Endelig var han ude af stand til at forvalte sine finanser, der naesten altid viste underbalance. Hans udtalelse ved tronskiftet om, at »nu ville vi alle spare« blev modt med ironi af undersatterne33. Holtens son, generalmajor C.F. von Holten (1817-98), kom aldrig i Christian VIII's tjeneste; derimod blev han adjudant hos Frederik VII. Men han kendte ham fra barndomshjemmet og havde som voksen adgang til ham. C.F. Holten havde desuden en gammel.onkel, general Romer, der havde tjent kongen. Denne onkel erklaerede engang over for nevoen: »Kongen er en Smalighedskraemmer, som vil blande sig ind i alt«. Heri er den unge Holten enig, idet han i sine erindringer skriver: »en vis Smaalighedsand kom i det hele taget ofte til Frembrud hos Kongen. Han kunde f.Eks. ikke lide at tabe i Spil. Naar han var i Uheld, sad han og rokkede paa Stolen og svedte Angstens Sved - ganske i Modsaetning til hans Son, der var ligeglad, hvad enten han tabte 1000 Rdr. eller vandt en Mark«34. 33. C.H. Holten: Af en gammel Hofmands Mindeblade, s. 230-231. Kbhvn. 1909. 34. Generalmajor C.F. von Holtens erindringer, s. 100 ff. Side 470
Den senere kabinetssekretaer og topografiske forfatter J.P. Trap (1810-85) kongen gennem sin stilling i kabinetssekretariatet, hvor han blev ansat som ung student i 1834. Desuden var han kongens medhjaelper i dennes pressepolitik i 1840.erne. Men denne opgave har han fortiet i de ellers meget abenhjertige erindringer, der forst kunne udkomme i 1966, sa indiskret er de. Deter tydeligt, at han ikke brod sig om Christian VIII, hvem han anklagede for at tage et saerligt hensyn til sin egen person og sit eget omdomme. Han vanned andre ord en udpraeget egoist. Trap siger yderligere om kongen: »han var altfor formel, altfor aristocratisk, altfor meget beskyttende de hoiere Staender til at... der ikke skulde vaere opstaaet en ugunstig Stemning for ham«. Men han erkender ogsa, at Christian VIII var en ualmindelig flittig mand, der »arbeidede maaske mere end nogen anden dansk Konge har gjort det«35. Rigsgreve og gehejmestatsminister Conrad Rantzau-Breitenburg (1773-1845) kom i egenskab af guvernor for den unge prins Frederik, da denne i 1826-28 foretog sin store uddannelsesrejse i Europa, ret naer ind pa livet af prins Christian Frederik. Greven, der satte Frederik VI meget hojt, var ikke nogen ven af prinsen. Ogsa han anklagede ham for smalighed og for at have en svag og vankelmodig karakter samt en »übegribelig svaghed« for Sonnen. Endvidere at han pa enhver made provede pa at vinde folk, skont det »i den naervaerende Tid ikke mere kan opnaas ved Ord alene«36. De
national-liberale politikeres mening gengives kortest og
klarest i En af kongens staerkeste kritikere var soofficeren, den senere ostrigske vice-admiral og friherre Hans Birch Dahlerup, der i sine erindringer skriver om »Christian VIII, denne blodagtige - jeg vil ei bruge et staerkereUdtryk - og overfladiske Characteer som Menneske og som Konge«, og han taler senere om den »svage og umandige Konge«. Deter jo en voldsom svada, der muligvis daekker Soofficerkorpsets mening, men naeppeskal tages helt efter palydende. Dels kendte Dahlerup ikke meget til kongen, selv om han af og til blev tilsagt til taffel og havde vaeret skibscheffor 35. J.P. Traps erindringer bd. I, s. 80, 122, 127. Poul Jensen: Presse, penge og politik 1839-1848. 1971. 36. Statsminister C. greve Rantzau-Breitenburgs Erindringer Udg. af Louis Bob 6, s. 81, 111 f. Kbhvn. 1900. 37. Danske politiske Breve fra 183O.erne og 184O.erne, 11, s. 169. Side 471
chefforkronprins Frederik, dels
var han staerkt forbitret pa kongen, fordi Deter skaebnens ironi, at denne sidste formastelige handling abenbart ikke skaffede ham landofficerernes taknemmelighed, thi kaptajn Frederik Laessoe skrev til oberst Joseph Abrahamson: »deter en Sandhed, at Christian Bde i Armeen, idet mindste i den kjobenhavnske Deel af den, aldrig rigtigt af Hjertet er bleven erkjendt som Konge«.39 Overauditor Otto Miiller havde ikke uret, da han omtrent samtidig skrev til den norske jernvaerksejer Jacob Aall: »Christian den Ottende har et saeregent Uheld med ikke at kunne gjore Nogen tilpas...40 Til slut skal der i denne enstemmige fordommelse af kongen citeres en udtalelse af en dame, Johanne Luise Heiberg, der i sine beromte erindringer »tilstaar, at jeg aldrig kunde fatte nogen ret undersaatlig Folelse for Chr. VIII ... man maerkede Lidet til, at vor Videnskab og Kunst havde en Beskytter i ham«. Hun kritiserer ogsa alle hans »zirlige, velvalgte, dannede Ord, hvoraf Christian den Ottende vidste at betjene sig«41. Efter dette
udvalg ma man nok sporge, om der ikke kendes velvillige
Det smukkeste eftermaele finder vi hos folkemindesamleren Just Mathias Thiele (1795-1874), der tjente ham som sekretaer ved Kunstakademiet fra 1825 og som handbibliotekar fra 1838. Om kongens dodsleje skrev Thiele i sine erindringer: >>Han var blid og venlig som i hans bedste ojeblikke, men der herskede en usaedvanlig, naesten uhyggelig Stilhed omkring os. Hvad vi talede om, har vaeret Übetydeligheder - ellers havde jeg nok husket det. Han var mig kiaer af Hjertet, ikke som en kongelig Ven, men som en Ven, der var Konge ... Har jeg endikke kunnet kundgaa at see ham glemme sig selv i hans naturlige Heftighed mod andre - mod mig mindes jeg ikke ... at han en eneste Gang har vaeret vred. I alle Retninger var han mere begavet end de fleste af hans Embedsmaend; hans Fagkundskaber var übegribelige for alle dem, der kom til at arbeide med ham, og han arbeidede med storre Lethed og Utraettelighed end Nogen, jeg ellers er kommen i Beroring med ... min Tro om ham er i al Naivitet den: en stor Konge var han ikke og var han aldrig blevet, men han var en god elskelig 38. H.B. Dahlerup: Mit Livs Begivenheder 1815-48, s. 113, 307. 39. Danske politiske Breve, 11, s. 88. 40. Ibid. s. 111. 41. J.L. Heibergs erindringer bd. 11, s. 14-15. 4. udg Side 472
og human
Fyrste, som under andre Forhold kunne have gjort et Folk
Ogsa August Bournonville har i sine erindringer sat ham et smukt minde, der slutter med nogle ord, der star i direkte kontrast til fru Heibergs: »Hvad Christian den Ottende virkede for sit land, og hvad han af en maske for vidt dreven forsigtighed forsomte, ma historiens fremtid vide at bedomme, men eet er vist: han forstod at skatte kunsten, og derfor bor kunstneren vaere ham evig taknemmelig«43. Adam
Oehlenschlager er en anden kunstner, der taler paent om
ham, Enevaeldens store retslaerde og kongelige embedsmand, A.S. orsted, har nok i sit kaempemaessige erindringsvaerk en generel positiv holdning, men hans forsvar gar knapt sa meget pa kongens person som pa hans politik, og han er ikke uden kritik angaende kongens holdning til staenderne og pressen. Der vil kunne
findes andre dadlende eller rosende ord om mennesket
Flere af kritikerne har haeftet sig ved hans smalighed og usalige lyst til at beskaeftige sig med detailler, hans forfaengelighed og tilbojelighed til at foretraekke adelige. Det sidste kan dagbogerne bekraefte, thi bortset fra nogle fremtraedende videnskabsmaend og kunstnere samt enkelte gejstlige og hojtstaende embedsmaend havde han ingen kontakt med borgerlige, og de national-liberale politikere afskyede han. Deter ogsa rigtig, at hans finanser var i en evindelig sorgelig forfatning, noget der var saerlig tydeligt i tiden som prins44. Nogle af kritikerne som C.H. Holten, Rantzau-Breitenburg og fru Heiberg har desuden haeftet sig ved hans uheldige lyst til at holde taler, abenbart i tillid til ordets magt. Ogsa pa dette punkt giver dagbogerne hans kritikere ret, thi skont han selv var umadelig stolt over sine verbale frembringelser og ikke mindst af skaltalerne, hvis ordlyd han omhyggeligt noterede ned, sa slap han ikke saerlig godt fra dem. De virkede kunstige og unaturlige i modsaetning til Frederik Vl's jsevne, djaerve og naturlige made at udtrykke sig pa. I tredie bind af dagbogerne pa side 179 er der gengivet et eksempel pa forskellen i de to maends taler. 42. J.M. Thiele: Af mit Livs Aarboger, 11, s. 130 f. 43. A. Bournonville: Mit teaterliv, 11, s. 8. Kbhvn. 1979. 44. Dagbog 111, s. 22, 38, 46, 58, 76, 113, 128, 141, 152. Side 473
Derimod skal man naeppe tage de mange nedsaettende ord om kongens blodagtighed, angst og nervositet, som ikke mindst de militaere personer fremkom med, for andet end manglende forstaelse for det nervebetonede i kongens humane personlighed. Deter karakteristisk, at dette trask forstod tidens kunstnere og en mand som Thiele. Og vor tid, der har faet nok af krigshelte og volds-diktatorer, har langt bedre forudsaetninger for at kunne vurdere dette traek af aegte medmenneskelighed. I samtidens kritik af kongens personlighed mangier man et forhold: hans kolossale erotiske aktivitet. Det var ojensynligt et for omtaligt og delikat emne. Kun den altid indiskrete Trap taler lidt herom, men der gik ogsa mere end 100 ar efter kongens dod, for offentligheden blev delagtiggjort i hans viden. Selv om man ikke skrev om dette emne, sa er det umuligt andet, end at man har talt om det. Hans evindelige optagethed af kvindelig skonhed og hans faderskab til flere sakaldte »uaegte« born, kan umuligt have gavnet hans prestige ude i befolkningen. Her skal ikke opregnes, hvor mange elskerinder han havde eller hvor mange born, han fik med nogle af dem. Men en ting skal nasvnes: nar han havde anerkendt at vaere fader til et barn, tog han sig omhyggeligt af dets opvaekst og videre skaebne. Hverken barnet eller moderen blev ladt i stikken. Det mest overbevisende eksempel herpa er sonnen Frederik Eide (1815-82), som han havde med sin norske elskerinde Marie Eide. Han sorgede for hans opdragelse og uddannelse, og sonnen gjorde ham sere, sa han endte som kgl. overforster og kammerherre. Deter om ham Trap skriver, at han altid havde adgang til kongen »som til en Fader«45. En anden af hans elskerinder var en fru Kraft, med hvem han havde datteren Frederikke. Ogsa hende Sorgede han godt for. Det kan man laese om i dagbog 111. Dette skjulte kapitel i hans liv stiller uundgaeligt det sporgsmal, hvorledes hustruen Caroline Amalie reagerede? Vi ved ikke meget herom, men hun synes ikke at have lagt ham nogen hindringer i vejen, og forholdet mellem aegtefaellerne har efter alt at domme vaeret harmonisk. Nar prinsen omtaler hende i dagbogerne, sker det altid i de smukkeste, men maske lidt upersonlige vendinger; og undertiden forsvinder hendes skikkelse i laengere perioder. Dog synes hun at have vaeret ham en virkelig stotte under krisen i 1834. Trods alle
erotiske krumspring levede han et smukt familieliv med
45. Traps erindringer bd. I, s. 231. Side 474
teogden yngre broder Ferdinand. De kom hyppigt sammen og synes at have sat megen pris pa hinandens selskab. De var ojensynlig forenet gennem minderne om det faelles barndomshjem, hvor der abenbart har hersket en god og harmonisk atmosfaere. Den ellers sa forkaetrede og latterliggjorte arveprins Frederik synes at have vaeret i besiddelse af nogle menneskelige kvaliteter, der hidtil har vaeret overset. Christian VIII's manglende popularitet er en uomtvistelig kendsgerning, og soger man arsagerne er de - bortset fra de politiske stridigheder - at finde i kongens egen personlighed. Deter ganske tydeligt, at han i modsaetning til forgaengeren havde svaert ved at formidle en aben jaevn og naturlig kontakt til mennesker, som de er flest. Han virkede ofte kunstlet, affekteret og uoprigtig. Dertil kom et andet forhold, der maske var nok sa alvorligt for en enevaeldig fyrste: han evnede ikke at saette sig i respekt. Ogsa her var hans forgaenger ham langt overlegen. Deter en kendt sag, at Frederik VI kunne virke skraemmende pa sine omgivelser. Bournonville taler om ham som »en konge, hvis maerkelige personlighed man altid naermede sig med en vis baeven«46. Og Rantzau-Breitenburg siger, at »alle Kongens Omgivelser har maerkelig nok Frygt for ham«47. Noget sadant gjaldt bestemt ikke Christian VIII, hvem f.eks. Thorvaldsen behandlede med udsogt uforskammethed. I statsradet blev Christian Frederik gang pa gang desavoueret og undertiden negligeret. Nogle fa uger for tronskiftet i 1839 skete det uhorte, at kongen og alle statsraderne gav sig til at le ad ham pa grund af en maske lidt klodset bemaerknin g48. Nar man taenker naermere over denne episode, forekommer den egentlig helt fantastisk. Ganske vist kunne deltagerne ikke vide, at Frederik VI skulled 0 nogle uger senere. Men ingen i statsradet kunne vaere i tvivl om, at han naeppe havde langt igen, og sa ville prinsen blive enevoldskonge. Det har abenbart ikke generet de hoje statsembedsmaends abenlyse morskab. Christian VIII's politik i kongetiden skal som tidligere naevnt ikke omtales naermere. Deter en banal sandhed, at den ikke var nogen succes, og flere forskere har - utvivlsomt med rette - fremhaevet, at hans indgriben i det dynastiske arveproblem med det abne brev af den 8. juli 1846 var uheldig. Pa den anden side
kan man gore gaeldende, at den politiske situation
46. Bournonvilles erindringer bd. I, s. 143. 47. Rantzau-Breitenburgs erindringer s. 49. 48. Dagbog 111, s. 193. Side 475
var af en sadan art, at kongen har folt sig tvungen til at foretage sig noget. Havde han forholdt sig passiv, ville kritikken formentlig vaere gaet pa, at han havde udvist en uforsvarlig ligegyldighed, ja ansvarsloshed ved ikke at tage stilling i denne vigtige sag. Det kan vanskeligt naegtes, at den aktuelle situation ved midten af 1840.erne med de bitre nationale modsaetninger,dynastiske arveproblemer og nymodens liberale ideer skabte et politisk kaos, hvor kongen ikke havde en rimelig chance for at tilvejebringelosninger, som alle eller i hvert fald hovedparten havde kunnet acceptere. Den aeldre lensgreve Christian Frijs havde ganske ret, da han i december 1844 skrev til sin svigerson, godsejer og staenderdeputeret H. Carlsen: »Det maae vaere et Helvede at vaere Konge Nuomstunder; ingen Under om vores gode Konge imellem kan vaere i slet Humeur«49. Kongen kunne have lettet sin egen situation og derved mindsket kritikken, if aid han havde nedsat en kommission pa et tidligt tidspunkt til at forberede indforelsen af en helstatsforfatning, sadan som han begyndte at gore det i lobet af 1847. Nar han ikke gjorde det for, skyldtes det ikke blot hans forkaerlighed for det enevaeldige styre, men ogsa erkendelsen af, at en forfatning snarere ville undergrave end sammensvejse Helstaten. Desuden matte der tages hensyn til de reaktionaere stater, hvis stotte Danmark ikke kunne undvaere. Endelig hang det nok ogsa sammen med en indgroet mistillid til de national-liberales evner som politikere. Pa et omrade fortjener Christian VIII übetinget anerkendelse og respekt: gennem sin aegte humanisme og usaedvanlige dannelse kastede han et sympatisk skaer over den danske enevaeldes sidste arti. Han havde utvivlsomt en vaesentlig andel i, at den fik en vaerdig og harmonisk afslutning. 49. Politiske breve bd. 11, s. 549. |