Søren Mørch: Den ny Danmarkshistorie 1880-1960. (Gyldendal, 1982). 428 s.

Under betydelig opmaerksomhed har Soren Morch udgivet Den ny Danmarkshistorie. Deter en stor bog. Teksten fylder 407 dobbeltspaltede sider, og der er mange illustrationer. Bogens stil er praeget af en mundtlig fortaelleform, som gor den velskrevet og veloplagt indtil det forforeriske. Emnet for bogen er Danmarks overgang fra et ulandslignende agrarsamfund til et industrielt velfasrdssamfund, og hovedvaegten er lagt pa at beskrive de forandringer i levevilkar og bevidsthedsliv, som denne overgang forte med sig. Bevidsthedsliv' i bred forstand, idet bade politik, privatliv og kunst behandles som forskellige udtryk for opfattelsen af omverdenen. Bogen er en bredt anlagt beskrivelse af en laengere periodes socio-okonomiske og dermed sammenhaengende bevidsthedsmaessige udvikling. Deter et stort mal at saette sig, og forfatteren kan gore krav pa en betydelig kredit for overhovedet at turde. Der kan imidlertid rettes forholdsvis tungtvejende indvendinger mod bogen, som det i det folgende skal soges pavist. Sa meget mere kan der vaere grund til at sla fast, at bogen har mange kvaliteter, den rummer mange nye iagttagelser og har mange rammende formuleringer og formar at fastholde laeserens interesse.

Deter et hovedsynspunkt i bogen mht. den socio-okonomiske udvikling, at den danske arbejderklasse ikke var et proletariat, men slet og ret landarbejdere,der flyttede til byerne for at fa det bedre, og det fik de. Det star ikke helt klart, hvorfor landarbejdere ikke kan vaere proletariat, men deter en biting.Deter nok ogsa en vel kortfattet beskrivelse af de vandringsbevaegelser, der forekom i perioden at fremstille

dem som alene et resultat af byernes tiltraekning. Men den storste svaghed ved behandlingen af den socio-okonomiskeudvikling er, at der ikke gives en samlet oversigt over befolkningens erhvervsfordelingog udviklingen i den. Der siges en del om den demografiske udvikling, fodselstal, middellevetid osv., men befolkningens erhvervsfordelingbehandles kun strejfvis. Der bringes oplysninger om anvendelsen af landbrugsarealet og om den samlede arbejdsstyrke i landbruget, men en oversigt over omfang og udvikling af de sociale grupper pa landet far man ikke. Funktionaergruppens fremvaekst berdres kun perifert. Forholdet mellemfaglaerte og ufaglaerte arbejdere omtales slet ikke. De socio-okonomiskeforhold, der inddrages i fremstillingener derfor selektive og langt fra daekkende, og deter bogens emne tageti betragtning absolut en mangel.

Mht. den bevidsthedsmaessige udvikling er det Soren Morchs hovedsynspunkt, at deter noget vrovl at sige, at arbejderne blev borgerliggjort: Den velstand, som industrialiseringsprocessen forte med sig, forte ikke til, at arbejderne overtog de borgerlige normer, tvaertimod blev det borgerskabet, der overtog arbejderklassens normer for kultur og familieform. Deter bogens tese sa at sige, gentaget og udstrakt til at omfatte de fleste af bevidsthedslivets sider, saledes ogsa boligform, paklaedning og madlavning.

Det lykkes ikke Soren Morch at godtgore eller bare sandsynliggore rigtighedenaf denne tese, tvasrtimod anforerhan selv momenter, der taler klart imod. Man kan forst se pa udviklingeni familieform. Her er perioden karakteriseret af, at husholdningerne (med tyende, skyggetanter osv.) forsvandtog blev aflost af kaernefamilier, der kun bestod af far, mor og born. For Soren Morch har »afskaffelsen af

bejderklassenibyerne var »den hjemmegaendekone« idealet, og det horte sig til at man kunne »forsorge kone og born«, hvad arbejdere faktisk bade kunne og gjorde helt op til 195O'erne«. (s. 349f). Men dermed har Soren Morch ogsa indrommet, at arbejderklassensovergang til kaernefamilien o. 1920 var en borgerliggorelse, en tilnaermelsetil den borgerlige familieform, hvor manden var forsorger, og konen ikke behovede at tage arbejde uden for hjemmet. Men af gode grunde kunne det kun blive en tilnaermelse, en skrabetudgave af den borgerlige familie, fordi bourgeoisfruen heller ikke behovedeat arbejde i hjemmet, hvilket arbejderkonen gjorde. Deter derfor heller ikke rigtigt at beskrive borgerskabetsovergang til kaernefamilien o. 1960 sadan, at det dermed var byarbejderklassens normer og vaerdisaet,der blev samfundets alment accepterede.Det arbejde, der skulle udfores af fruen i et borgerhjem o. 1960, kan ikke sammenlignes med det arbejde, som de hjemmegaende arbejderkoner havde udfort siden de begyndte at dannekaernefamilie i 1920erne. Arbejderkonerneknoklede fysisk i hjemmet, bourgeoisfruen af 1960 havde en rengoringskonetil det grove og maskiner til resten, bekvemmeligheder der efterhanden(-r - rengoringskone) bredte sig til arbejderklassen. Det var altsa igen arbejderklassen, der naermede sig til de borgerlige normer, og ikke omvendt.Deter Soren Morch i virkelighedenselv inde pa, dog uden at drage konsekvensen af det. Han peger saledespa, at arbejderkonerne efter 1960 begyndte at blive udearbejdende og forklarer det ved at henvise til, at det var nodvendigt, hvis de skulle have parcelhus, bil og sommerhus. (s. 350). Hvorfra kom den norm, at man skulle have parcelhus, bil og sommerhus? Soren Morchs teori om borgernes arbejderliggorelseholder bejderliggorelseholderaltsa ikke m.h.t. familieform.

Ogsa kulturelt var det efter Soren Morchs mening arbejderklassen, der blev normdannende. Industrialiseringsprocessenskabte en massekultur, hvor kvantitative betragtninger blev afgorende for de kulturelle udtryk. Heller ikke denne del af tesen gives der tilstraekkeligt belaeg for. »Her i landetblev det moderne andsliv tilpasset til og praeget af den nye klasse af landarbejdere,der blev byboer ... Deter det samme monster vi har set flere gange:fornyelserne skete med udgangspunkti de lavere samfundsklassers bevidsthed,under jammer og klage over vulgariseringen fra velbjaergede«. (s. 283). Deter ganske vist ikke udelukket,at Soren Morch har ret i dette. Det lader sig ikke afgore pa det foreliggendegrundlag. Her skal det imidlertidunderstreges, at han selv peger pa, at processen ikke blot foregik ved, at arbejderklassen bevidst patvang samfundetsine kulturelle normer, men at der ogsa var tale om, at der forekom en tilpasning til arbejderklassens normer.Der var altsa nogen, som sogte at tilpasse de kulturelle udtryk til arbejderklassensnormer, men vel at maerke de normer, som tilpasserne mente, at arbejderklassen havde. Deter derfor et abent sporgsmal, i hvor hoj grad det var arbejderklassen eller tilpasserne, der udformede industrisamfundets massekultur og dens normer. De nye kulturformer var film, reklame og fjernsyn, og de blev dominerende, idet de gamle kulturudtryk forsvandt, eller mistede enhver betydning: De hastige sociale forandringer i perioden »afspejledesig i de mange -ismer og retningerinden for de traditionelle kulturudtryk:litteratur, skulptur, teater, men navnlig viste det sig ved at disse gamle udtryksmader blev omgaet og erstattet af helt nye:

avisen, reklamen, radio, film og fjernsyni en proces der for ovrigt stadig pagar. For den historiske betragtning er flimmeret af retninger inden for de gamle kulturudtryk af ikke ringe anekdotiskinteresse, men fordybelsen heri befordrer ikke forstaelsen. Det historiskbetydningsfulde er afviklingen af kunstarterne og opbygningen af de moderne kulturudtryk, forst og fremmestreklamen.« (s. 243) Deter ikke korrekt, at de gamle kulturudtryk er blevet afviklet og erstattet af nye, tvaertimod. Kunstarter som teater og ballet har gennem fjernsynet faet en storre udbredelse end nogensinde tidligere,og deter vel naeppe urimeligt at se det som en medvirkende arsag til den tilstromning, som teatrene har haft i 70erne og 80erne (fremmet af diverse abonnementsordninger). Det bliver hos Soren Morch til, at de gamle kunstarter efter 1960 »oplevede ... en bleg renaessance som underholdning i fritidssamfundet pa linie med finere madlavning, bridge og de forskellige sportsaktiviteter« (s. 281). Hvad vil det sige, at det var underholdning pa linie med finere madlavning og bridge? Det er Soren Morch, der saetter teater og madlavning pa linie. Hvordan opfattedetilskuerne det? Har Soren Morch noget belaeg for, at de ogsa satte det pa linie? Bag formuleringen lurer en pastandom, at for folk var det et fedt, om de sa »Scener fra et aegteskab« eller spillede kegler, det drejede sig i begge tilfaelde kun om at fa gjort kal pa noget fritid.

Sammen med fjernsynet er reklamen det vigtigste af de moderne kulturudtryk. Soren Morchs behandling af reklamen er gennemgaende god, og han far udmaeket praeciseret reklamens betydning for industrikulturens udfoldelse. To punkter kan give anledning til kommentar. Soren Morch ser reklamen som den egentlige drivkraft bag den seksuelle frigorelse, og deter vel i en vis forstand rigtigt, men hvis man ved seksuel frigorelse forstar en minimering af de seksuelle frustrationer, er det nok et sporgsmal, om ikke reklamen har skabt flere seksuelle frustrationer, end den har fjernet. Reklamens teknik med at erotisere varerne er i hvert fald frustrationsskabende. I relation til det seksuelle har reklamen derfor nok forst og fremmest vaeret kommercialiserende, og at den i den forbindelse har fjernet nogle tabu, er en biomstaendighed. Deter utvivlsomt rigtigt, at reklamen har vaeret den mest virksomme enkeltfaktor bag den form, den seksuelle frigorelse har faet, men det ma samtidig siges, at den har forvredet processen og i en vis forstand er en hindring for en virkelig seksuel frigorelse. Det andet punkt, der skal tages op til droftelse i forbindelse med behandlingen af reklamen, er Soren Morchs opfattelse, at reklamen har skabt et nyt tabu: At der ikke ma vaere forskel pa folk. Deter ikke rigtigt. Reklamen har tvaertimod systematisk sat folk op mod hinanden ved at inddele nationen i to grupper: De der har succes, og de der ikke har. Det egalitaere i reklamen ligger i dens pastand om, at alle uden persons anseelse kan kobe sig plads i den rigtige gruppe. Heller ikke m.h.t. kulturliv bliver det godtgjort, at arbejderklassen er blevet normdannende.

Man kan dernaest se pa bogens disposition.Tidsrummet 1880-1960 deles ikke op i faser, men behandles under et. Deter laengere linjer, end man plejer,og derved bliver der ridset nogle sammenhaengende udviklingslinjer op pa en udmaerket made. Til gengaeld slores konjunkturforlobets betydning. Det ses f.eks. i behandlingen af det andeligeklima, hvor det haevdes, at udviklings - og fremskridtstanken gav perioden1880-1960 et enhedspraeg (s.

262). Ikke et ord om fin-de-siecle eller mellemkrigstidens kulturpessimisme til trods for, at Soren Morch selv senere i bogen anforer folgende citat af Georg Brandes fra 1886 »Hvor er den torn den snak om fremskridtet ...« (s. 287). Der er en betydelig selektivitet i dispositionen.Deter allerede naevnt i forbindelsemed omtalen af den erhvervsmaessigeudvikling. Det ses ogsa ved behandlingen af de politiske ideologier.Hverken den borgerlige, nationalliberaleideologi eller den socialistiskebliver taget op til behandling under henvisning til, at det blot var karaktertraekved den kapitalistiske civilisation som sadan og ikke noget specielt dansk (s. 213). Med den begrundelse kan man i og for sig afskaffe hele Danmarkshistorien,som - nar det kommer til stykket - kun er variationer over et europaeisk grundtema. I det foreliggendetilfaelde er det saerlig uheldigt, da det danske socialdemokrati udformede en landbrugspolitik, som var enestaendeblandt datidens socialistiske partier. Omvendt er det ikke rigtigt at fremstilledet som enestaende, at der fandtes en borgerlig antinationalliberal retning i Danmark. Delingen inden for liberalismenmellem en nationalliberal og en socialliberal stromning var almindelig udbredt. Selektiviteten viser sig ogsa ved, at et sa vigtigt forhold som interesseorganisationernesfremvaekst stenikkeomtales. Den eneste side, der behandles, er sporgsmalet, om fagbevaegelsenbidrog til at haeve levestandardenfor arbejderne. Det besvares benaegtende under henvisning til, at arbejdernesandel af nationalindkomsten trods deres udbyggede organisationssystemikke steg 1870-1947, men la pa ca. 35%, mens indkomstandelen hos funktionaerer og tjenestemaend, der var darligt organiserede, i samme periode voksede fra 4 til 20% (s. 97). Argumentetholder ikke. At funktionaerer og tjenestemaend femdoblede deres andelaf nationalindkomsten kan ikke undre i betragtning af, at de i det sammetidsrum ogsa omtrent femdoblede deres andel af den erhvervsaktive befolkning.Det fremgar af den artikel af Einar Cohn, som Soren Morch bygger pa, og af samme artikel fremgar det, at arbejderklassens andel af den erhvervsaktivebefolkning i store traek var uforandret. At Cohns beregninger er behaeftet med svagheder, kan man i denne forbindelse se bort fra. Det afgorendeer nemlig, at man overhovedetikke kan male organisationernes betydning ved at se pa den pagaeldende erhvervsgruppes andel af indkomsten. Det stadige pres, der udgik fra fagbevaegelsenfor at haeve lonnen, nar konjunkturernegik op, og fastholde den, nar konjunkturerne gik ned, har formentligbidraget til at haeve det absolutteindkomstniveau, og at de andre befolkningsgrupper med tilsyneladendemindre besvaer har vaeret i stand til at holde trit med arbejderne, forklejnerikke fagbevaegelsens indsats og betydning.

Bogen er selektiv i behandlingen af emnet, og mange af synspunkterne fremsaettes uden belaeg. Med denne staerkt subjektive tilgang bliver forfatterenslivssyn pa en meget direkte madebaerende for hele fremstillingen. Det kan illustreres ved nogle citater. »Politikken har til opgave at tildaekke samfundets konflikter og gore det udholdeligtfor dets medlemmer at leve med dem«. (s. 243). Deter en maerkeligtindholdstom definition. I henhold til den bliver kompromiset det egentligepolitiske mal - for enhver pris og uanset hvad kompromiset sagligt set gar ud pa. Deter ikke politikkens opgaveat skabe gode eller maske endda bedre levevilkar for folk, men blot at sikre, at de har det sa taleligt, at de ikke gor opror. Deter konsekvensen

af den opstillede definition; er det virkeligSoren Morchs alvor? Det svarer meget godt til, hvad han i ovrigt skriver.Ved systemskiftet 1901 skete der saledes ikke andet »end at de ministre kongen udnaevnte fortsat skulle udnaevnesaf kongen men de matte ikke fa flertallet i folketinget imod sig«. (s. 121). Ikke andet? Nar man betaenker konsekvenserne, var det i grunden ikkesa lidt. »Kulturen har til opgave at laegge en mening ind i samlivet mellem mennesker«. (s. 243). Det forekommerat vaere en maerkeligt mekanisk kulturopfattelse. Men den svarer ogsa meget godt til, hvad der i ovrigt skrives.Om de danske forfattere i tiden efter 1. Verdenskrig skriver Soren Morch saledes: »Man kan naeppe naevneen eneste betydelig dansk forfatter, hvis eksistens ikke var afhaengig af salgstallene hos Gyldendal og som ikke var indstillet pa at rette sig efter de rad og vink han modtog fra forlaget«. (s. 281). Har Soren Morch noget belaeg for, at eksempelvis Kjeld Abell eller Karen Blixen nogensinde af hensyn til salgstallene eller som folge af rad og vink fra Gyldendal gav deres vaerker en udformning, som de ikke selv fandt kunstnerisk forsvarlig? Deter en opfattelse,der reducerer kultur til noget mekanisk og kommercielt. »Ligesom dyrkere af bordtennis, cyklesport og badminton, fik ogsa malere, billedhuggere,teaterfolk og udovere af klassisk musik i lobet af 1960'erne lagt hver sit lille sugeror i de svulmende offentlige kasser og det kom der en del tidsfordrivud af i de forskellige samfundsklasser«.(s. 281). Det star ikke helt klart, hvad Soren Morch egentlig vil med den bemaerkning. Finder han det forkert, at der blev givet offentligt tilskudtil sport, maleri og teater? Derimoder det svaert at overse den hanlige og nedvurderende tone, han skriver i, og som ikke er begraenset til det anfortecitat. fortecitat.Den baerende holdning i bogener en grundfaestet misantropi. Denne bog har andre helte end de saedvanligehistorieboger, proklameres det pa bagsiden, men det passer ikke, dennebog har ingen helte, i denne bog er vi alle til grin jaevnthen, marionetter i et spil, som ingen forstar. Meget af det, der siges, bliver mere karrikatur end karakteristik. Der er en bemaerkelsesvaerdigmangel pa kaerlighed til folk og land.

Som der ovenfor er argumenteret for, kan der rettes en del indvendinger mod Soren Morchs bog, men bogen har naturligvis ogsa positive traek. Alligevel er det helhedsindtrykket, at synspunkterne gennemgaende tilspidses langt ud over, hvad der gives belaeg for, og at bogen er for lost funderet og for tilfaeldigt disponeret til at kunne gore det ud for en ny Danmarkshistorie. Men har hensigten vaeret at provokere, er det lykkedes fuldtud.