Hans-Henrik Holm, Hvad Danmark gør ... En analyse af dansk u-landspolitik (Forlaget Politica, Århus 1982) 205 s.

Denne bog er det forste forsog pa at give en samlet, storre analyse af dansk u-landspolitik set fra en politologisk synsvinkel. Som sadan har bogen hell naturlig interesse for politologer, men fremstillingen er af en sadan karakter, at den med glaede kan laeses af en bredere kreds, specielt dem, der interesserer sig for nord-syd forbindelser.

Bogen opridser den historiske baggrund for den danske politik, idet der redegores for den internationale udvikling og hjemlige onsker og krav. De ofte modstridende krav til den danske u-landspolitik har medfort, at man har opbygget en politik, der forsoger at til— fredsstille mange mal samtidigt. Man forsoger at fordele bistand ligeligt mellem multilateral og bilateral bistand. Man fremhaever, at modtagerlandenes onsker og prioriteringer ma vaere afgorende. Men man vil isaer hjaelpe de fattigste. Og der ma ogsa tages hensyn til danske erhvervsinteresser. Man viser velvilje over for u-landenes onsker, men skeler ogsa til andre i-landes politik, etc. Resultatet er en politik, der karakteriseres som »de halve losningers

Metodisk set er bogen inspireret af Rosenaus opfattelse af udenrigspolitik som en tilpasningsproces. Den specielle form for tilpasning, som bogen analyserer, betegnes af forfatteren som »reaktiv balance«. En »balancerende« politik fremkomrner, hvor »der er en hoj grad af krav og aendringer fra bade interne og eksterne omgivelser« (s. 67). En sadan balancerende politik kan aktivt forsoge at aendre kravene, der stilles til den, eller den kan vaere reaktiv. I sidste fald vil den soge at mindske og harmonisere krav. Den vil vaere status quo orienteret og pragmatisk. Det vil vaere en politik med ringe grad af selvstaendig profil. Der vil ikke blive taget selvstaendige initiativer.

Forfatteren argumenterer pa overbevisendemade
for, at denne karakteristikaf

ristikafreaktiv balancepolitik holder
for dansk u-landspolitik.

I ovrigt forbliver karakteristikken af dansk u-landspolitik forholdsvis generel. Der foretages ingen analyse af enkelte, konkrete beslutninger eller begivenheder. Dette begrundes delvis praktisk med datamangel og delvis metodemaessigt med onsket om at opna et helhedssyn. Denne argumentation er ikke nodvendigvis overbevisende, i hvert fald ikke den metodemaessige del af argumentet, der gar pa vanskeligheden ved at generalisere fra enkelte faenomener (isaer s. 64-65 samt 146). Velvalgte »cases«, som det hedder pa politologsprog, kunne sikkert have styrket analysen og argumentationen. Forfatteren har nok nedjusteret forklaringsambitionerne mere end nodvendigt. Dette kan overraske, da forfatteren i et bidrag til bogen Studier i dansk udenrigspolitik: Tilegnet Erling Bjol (Politica, 1978) netop pa interessant vis argumenterede for, at man kan drage slutninger til andre dele af dansk udenrigspolitik fra studier af dansk ulandspolitik. Nar man pa det omrade, hvor man mest ma forvente en aktiv balancepolitik med selvstaendige initiativer m.m. faktisk finder en reaktiv balancepolitik, sa ma man gaud fra, at andre dele af udenrigspolitikken ogsa er reaktive. Logikken er den samme, som Michels anvendte ved studiet af oligarki. Nar organisationer, der i saerlig grad ma forventes at vaere demokratiske, faktisk er oligarkiske, kan man generalisere: alle organisationer ma have oligarkiske tendenser. Anvender man denne logik pa u-landspolitik, kan man altsa sporge, om man kunne finde nogle saerligt gode enkeltbeslutninger at analysere?

Findes der sadanne beslutninger, loser det naturligvis ikke dataproblemet. Men her ma man sporge, om ikke interview-teknikken ville kunne anvendes. vendes.I det hele taget kan man sporge, om analysen ikke i for stor udstraekning er indskrsnket til anvendelse af dokumentstudier, hvor vigtige disse end ma vaere.

I stedet for en analyse af enkeltbeslutninger foretager forfatteren en sakaldt rammeanalyse. Her studeres bl.a. de vidensmaessige, tekniske, ideologiske og materielle rammer. Specielt bemaerkes en analyse af u-landspolitikkens okonomiske grundlag, der indeholder et interessant forsog pa at anvende begreberne folsomhed og sarbarhed fra den internationale politiks teorier om international afhaengighed. Sammenligningen af dansk u-landspolitik med svensk og norsk politik er ogsa ganske instruktiv.

De kritiske sporgsmal, som man kan rejse til dette som al andet samfundsvidenskabeligt arbejde, ma pa ingen made formindske det generelle indtryk, at der her foreligger et interessant og gedigent stykke arbejde, der fortjener at blive laest af alle, der interesserer sig for dansk politik. Teorien om den reaktive balance kan forekomme simpel. Men originale og interessante ideer er ofte simple. Fremtidig forskning af dansk udenrigspolitik kommer ikke uden om denne ide.